Salme 118
(Jesus som hovedhjørnestenen)
|
|
|
|
Af Eskild Skov Særkjær
Vi har
tidligere set på en række af 'Davids salmer', som kaldes for messianske, fordi de
handler om Messias, dvs. Jesus Kristus. Den, jeg har taget med som den sidste i
denne serie, er salme 118; og der er da også flere henvisninger til den i NT.
Salmen er en takkesalme, og bortset fra det første ord Halleluja, der som
bekendt betyder 'Pris Herren', begynder og afslutter den da også med de samme
ord: 'Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed vare evindelig'. Som vi
skal se, så er salmen ikke kun en tak til Gud for, at han har været med
salmisten indtil dette tidspunkt, men han siger også tak for ham, som engang
skal komme for at frelse folket fra synden og døden. I en ældre
bibeloversættelse, som jeg har, står der som overskrift til salmen: 'Kristus
som hovedhjørnesten, forkastet af nogle, evigt lovprist af andre.'
Denne salme var Luthers yndlingssalme. Man skulle ellers tro, at det var salme
32, fordi det var denne salme, der var med til at åbne hans øjne for
evangeliets sandhed om, hvordan et menneske kan finde en nådig Gud, og
retfærdiggøres ved troen på Kristus, og ikke af gerninger. Men alligevel siger
han: Salme 118 er min salme, 'som jeg særlig elsker', og fortsætter:
"Ligesom
alle andre salmer og hele den hellige skrift (også) er mig kær som min eneste
trøst i livet, så må dog særlig denne salme være min, thi jeg skylder den overmåde
mange tak, da den har hjulpet mig ud af mangen en stor nød, hvor ellers hverken
kejser eller konge, hverken vismænd eller hellige havde kunnet hjælpe mig, og
den er mig kærere end pavens, fyrstens, kejserens eller alverdens gods og magt;
jeg ville også såre ugerne bortbytte denne salme for alt, hvad hine (disse)
har; men dersom nogen ville anse det for besynderligt, at jeg priser denne
salme som min salme, da den jo dog tilhører hele verden, skal han vide, at
salmen dermed ikke er frataget nogen, fordi den er min; Kristus er også min,
men bliver alligevel den samme Kristus for alle de hellige".
Salmen
er vistnok forfattet efter folkets tilbagevenden fra Babylon i
Når vi læser salmen, ser vi, at salmisten næsten konsekvent personliggør Guds
hjælp og frelse til at gælde 'mig', som fx i vers 5-7, hvor der står:
"Jeg
påkaldte Herren i trængselen, Herren svared og førte mig ud i åbent land.
Herren er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan mennesker gøre mig? Herren, han
er min hjælper, jeg skal med fryd se på dem, der hader mig".
Selvom
det selvfølgelig først og fremmest er salmisten selv, der er salmens 'jeg', så
er det dog tydeligt, at den desuden også handler om enhver, som kan
identificere sig med det, der står i den. Igen og igen henviser teksten da også
til enhver, der 'frygter Herren', som der står i v. 4, og jubler og glæder sig
over dagen i dag, som Herren har gjort, v. 24, jfr. v. 15, 23, 26-27. Guds
styrke, hjælp og frelse gælder altså for enhver, som tror på ham.
Vi skal
ikke se på hele salmen i denne gennemgang, men kommer ind i den del af teksten
(fra vers 13), som har denne deloverskrift i min føromtalte gamle bibel:
'Herren har vist sig som den stærke frelser i farens stund, så hans folk trygt
kan stole på ham':
"Hårdt
blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. Min styrke og lovsang er
Herren, han blev mig til frelse", v. 13-14.
Den
historiske baggrund bag denne salme er som nævnt tidligere folkets
tilbagevenden fra Babylon, og derefter var der, ifølge Ezras bog de mange
fjender, som gang på gang forsøgte at hindre jøderne i at genopføre Guds
tempel. Det var en meget svær tid, og mange gange synes fjendernes planer til
at virke, 'men', skriver Ezra videre:
"over
jødernes ældste vågede deres Guds øje, så de ikke standsede dem i
arbejdet..", Ezra 5:5.
Fysisk
og konkret var Gud deres styrke, hjælp og frelse, og det siger sig selv, at han
dermed også blev 'deres lovsang'. Gang på gang så det ud til, at de skulle
falde, men Herren hjalp dem, så det ikke skete. Det er egentlig også det, der
står i denne salme. På dansk står der i v. 13, at 'jeg faldt', men direkte
oversat står der, at 'jeg var ved at falde'. For Gud har jo sejret over alle
mine/vore fjender, da han brød deres magt på Golgata. I Kol. 2:15 beskrives det
således:
"Han
afvæbnende magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han
førte dem i sejrstog ved Kristus".
Jo! Sejren
blev vundet på Golgata, og gælder for alle troende til alle tider. Hans død
gælder jo ikke bare for os i den nye pagt, men også for alle dem, der havde
begået overtrædelser under den første pagt, som der står i Hebr. 9:15. Derfor
kan salmisten da også på alles vegne skrive: 'Herren, han blev mig til frelse',
v. 14. Det kan også oversættes således: 'Herren, han blev min frelse', eller
mere korrekt: 'Herren, han blev (også) min Yahshua'. På hebraisk er frelse
nemlig ikke et udsagnsord, som det ser ud til i den danske oversættelse, men er
derimod et navneord. Der tales altså som så mange andre steder i GT konkret om
navnet Jesus. På dansk lyder det lidt forkert at sige, at 'han blev min Jesus',
men det er vel ikke mere mærkeligt, end når bibelens forfattere og vi kalder
Gud for 'min Gud'?
Som
allerede nævnt, så er Jesu død for salmistens egne og verdens synder på korset,
der henvises til. For det var jo ved den nye pagts begyndelse, at han
"udslettede
det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han
tog det bort ved at nagle det til korset", Kol. 2:14.
Og, et andet sted:
"Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin
tjeneste for Gud kunne blive en trofast ypperstepræst til at sone folkets
synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem
til hjælp, som fristes", Hebr. 2:17-18.
Jo,
Jesus (Yahshua) er virkelig min styrke og lovsang, og han blev mig til frelse.
På Golgata vandt han den evige sejr over synden, døden og djævelen, og det er
baggrunden for det, der står i de næste vers.
"Jubel
og sejrsråb lyder i de retfærdiges telte: Herrens højre (hånd) øver vælde,
Herrens højre (hånd) er løftet, Herrens højre øver vælde", v. 15-16.
De
retfærdige, som nævnes i vers 15, er de samme, der i vers 4 omtales som dem,
der frygter Herren. At frygte Herren betyder her at elske ham og have ærefrygt
for ham. De retfærdige er altså dem, der til alle tider tror på Guds frelse ved
ham, som han dengang ville sende, Jesus Kristus. Selvfølgelig så de troende i
den gamle pagt ikke Guds frelsesplan så klart og tydeligt som os i den nye, men
da Guds frelse til den enkelte ikke handler om at forstå, men derimod om at
tro, blev de selvfølgelig også retfærdiggjort ved Jesu død, jfr. Hebr. 9:15.
Det er på baggrund af denne sandhed, at Peter siger, at
"om
ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes
forladelse ved hans navn", Apg 10:43.
Den
vidunderlige og evige sejr på korset får naturligvis de retfærdige til at bryde
ud i jubel og sejrsråb, for Jesu sejr er jo vores sejr; og i deres jubel lyder
det igen og igen: Herrens højre øver vælde, eller mere korrekt 'Herrens højre
hånd øver vælde', som der står direkte oversat fra grundteksten. I GT er
'Herrens højre hånd' nemlig identisk med Jesus Kristus, ligesom det er
tilfældet med 'Herrens arm' og 'åsyn' og 'ansigt'. Et tydeligt eksempel er Es.
53, som indledes med dette kendte vers:
"Hvo troede det, vi hørte, for
hvem åbenbaredes Herrens arm?"
I salme 44:4 har vi et andet eksempel:
"..
de fik ikke landet i eje med sværdet, det var ej deres arm, der gav dem sejr,
men det var din højre (hånd), din arm og dit ansigts lys, thi du havde dem
kær".
Således
henviser Herrens højre hånd da også til Jesus Kristus i salme 118. Når skriften
igen og igen bruger ord som Guds hånd, arm og ansigt for at beskrive ham, er
det næppe tilfældigt. Jeg tror, at Gud dermed vil illustrere, at ligesom vores
hånd, arm og ansigt hører med til, og er ét med os, således er Jesus Kristus
fuldkommen ét med sin Fader.
Herrens højre hånd, altså Jesus Kristus - på samme tid Gud og menneske, har
øvet vælde. Når dette nævnes to gange, er det for at fastslå, at den hjælp og
frelse, de fik dengang, ifølge bibelen blev dem tilregnet pga. hans sejr på
korset. At det er Jesus på korset, der tales om, bekræftes af udsagnet i vers
16 om, at 'Herrens højre hånd er løftet'. På grundsproget står der dog ikke, at
Herrens højre hånd er løftet, men derimod, at 'den (dvs. han) er ophøjet'. Som
vi ved, talte Jesus selv om denne ophøjelse, da han tilkendegav, på hvilken
måde han skulle dø, og hvad følgevirkningen deraf ville blive:
"Når jeg er blevet ophøjet fra
jorden, vil jeg drage alle til mig", John. 12:32.
Jesu ophøjelse fortsatte, da han pga. sin død for vore synder på korset, også
blev ophøjet af sin Fader. I Fil. 2:9-11 beskrives denne ophøjelse således:
"Derfor
har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i
Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himlen og på jord og under jorden, og hver tunge
skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre".
Jo,
sandelig har han øvet vælde, for med sin sejr på korset har han ikke bare sonet
vor synd og skyld, men også gennembrudt dødens vælde. Derfor siger salmisten -
også på dine og mine vegne:
"Jeg skal ikke dø, men leve og
kundgøre Herrens gerninger", v. 17.
Guds folk dør ikke! Er dette ikke nok til at få dem til at bryde ud i 'jubel og
sejrsråb'? Jo! For han har jo sagt:
"Jeg
er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end
dør", John. 11:25.
Et andet sted siger han:
"Jeg
er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg
lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler",
Åb. 1:18.
Det,
Jesus siger i dette vers er, at han har al magt i Himlen og på jorden, og
derfor har han også gennembrudt døden og
fjernet dens magt, og dette har gjort, at vi skal leve for evigt, som han gør
det. Derfor står der også et andet sted, at dødens brod er fjernet. Det
betyder, at den fysiske død ligesom en hveps kan se truende ud, men når brodden
er fjernet, kan den ikke gøre os noget.
Dette forløsende budskab får os til at juble med på disse sejrstoner: 'Vi skal
ikke dø, men leve og kundgøre Herrens gerninger'. Vi er frelste, og vi ønsker
at bringe evangeliet ud, for at alle må høre budskabet om Herrens mægtige
gerninger. Forkynd det for alle: Han er opstandelsen og livet, den, som tror på
ham, skal leve, om han end dør.
Salmisten går herefter, som en indskudt sætning, over til kort at beskrive
livet med Herren, som strækker sig fra det tidspunkt, et menneske kommer til
tro - ja, måske også før det - og helt ind i evigheden:
"Herren tugted mig hårdt, men
gav mig ej hen i døden", v. 18.
Vort vidnesbyrd og vished er, Gud har frelst os. Men salmisten ved ligesom os,
at der er mange farer, som lurer på himmelvejen; og det er ikke uden grund, at
bibelen atter og atter advarer de troende mod disse. Engang talte jeg, hvor
mange advarsler der er i bibelen mod at falde fra, og alene i NT kom jeg til over
100 gange. Det er selvfølgelig ikke Guds vilje, at vi skal falde, og derfor er
det, at han retleder os livet igennem - og her vil han i sin opdragelse af os
også indimellem tugte os. Vi synes nok, at tugt er unødvendig - og vi forstår
heller ikke altid hvorfor, men skriften giver os denne forklaring:
"Da
vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem (for vi ved,
de gjorde det af kærlighed); skal vi så ikke meget mere bøje os under åndernes
Fader og få livet i eje? Thi de tugted os for en kort tid, som de skønnede, det
var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i
hans hellighed. Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men
til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt:
retfærdighed", Hebr. 12:9-11.
I disse
vers læser vi, at Guds tugt har tre formål:
1: At vi skal få livet i eje. Det betyder, at hvis vi er ved at gå væk
fra ham eller frelsesvejen, så vil han i sin kærligheds tugt forsøge at få os
tilbage.
2: At vi skal få del i hans hellighed. Det betyder, at vi ved hans
Ånd mere og mere bliver det i vore hjerter, som han ønsker det.
3: At vi opøves ved den. Når der her tales om fred og retfærdighed,
tænkes der her ikke direkte på selve frelsen, men derimod om, at vi må afspejle
den hellighed i det ydre, som han har givet os i vort indre, så vi handler
derefter.
Enhver
kristen vil på forskellig måde, og af forskellige årsager, opleve Guds tugt. Og
selvom den enkelte ikke forstår 'hvorfor', og bedrøves af den, så ved vi dog,
at han ikke gør det for at straffe os eller overgive os til døden, som der står
salmens 18. vers, men derimod gør det af kærlighed, 'til vort sande gavn', som
vi læste det i Hebr. 12.
Det er pga. denne sandhed, at salmisten, på hans egne og på alle de troendes
vegne nu beder til Herren med ordene:
"Oplad
mig retfærdigheds porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! Her er Herrens
port, ad den går de retfærdige ind", vers 19-20.
Historisk
set er de tilrejsende på festrejsen til Jerusalem nået ind i byen, og de står
nu foran templet, der som førnævnt repræsenterer Guds bolig og nærvær på
jorden, og som derfor er et stort GT-billede på det evige liv og samvær med Gud
i himlen. De troendes rejse til Jerusalem og dets tempel, som på samme måde er
et billede på deres rejse/vandring mod himlen, har nu nået målet, og de har
hver især et ønske: 'Luk retfærdighedens porte op, så jeg kan gå ind og
lovsynge Herren'. Ud over den bogstavelig betydning, har disse porte vistnok
også en dobbelt åndelig betydning. Den første er, at de repræsenterer, og viser
hen til frelsen i Jesus Kristus, thi uden ham kan disse porte ikke åbnes.
'Ingen kommer til Faderen uden ved mig', siger han.
Vi gik altså billedligt talt ind gennem retfærdighedens porte, da vi kom til
tro på Jesus, men vi må på samme tid hele tiden gå tilbage dertil. Herom
skriver Paulus:
"Thi
jeg har fattet det fortsæt ikke at ville vide af noget andet, mens jeg var
iblandt jer, end Jesus Kristus og det (ordret: ham) korsfæstet", 1. Kor.
2:2.
Og
dermed er vi kommet til den anden betydning: For 'retfærdighedens porte'
repræsenterer jo langt mere end det, der skete, da vi kom til tro på Jesus! De
repræsenterer jo også livet, nærværet og fællesskabet med Gud, både her på
jorden, såvel som det evige liv hos Gud i Himlen. Hver gang, vi beder bønnen:
'..komme dit Rige', så kommer Himmeriget med de nævnte porte endnu nærmere; og
den dag kommer snart, hvor vi går ind af dem. I Åb. 22:14 siger Jesus:
"Salige
er de, der tvætter deres klæder (kontinuerlig), for at de kan få adgang til
livets træ og gennem portene gå ind i staden".
Dette
er Guds vidunderlige løfte til enhver, som beder ham om dét, vi læste i salmen.
I vers 15 hørte vi, at 'jubel og sejrsråb lyder i de retfærdiges telte', og nu
bryder de igen ud i jubel, idet den enkelte siger:
"Jeg vil takke dig, thi du
bønhørte mig, og du blev mig til frelse", vers 21.
Salmisten indleder verset med igen at sige tak, fordi han, og vi véd, at Gud
svarer på bøn! Han har jo lovet, at enhver, som kommer til ham for at blive
frelst, eller for at få hjælp på vandringen mod himlen, vil blive bønhørt. I
den sidste del af verset siger salmisten nu næsten det samme som i vers 14: 'Du
blev mig til frelse', eller rettere: 'Du blev (er) min Yahshua'. Han gentager
sikkert dette, fordi det med 'frelsen i Jesus' aldrig må blive fortid. Det er
muligt, at salmisten (og måske også nogle af os?) pga. den nævnte hårde tugt i
vers 18, har været gennem en krise på trosvandringen - og har så i den råbt på
Herrens hjælp, vers 19-20. Den har han så tydeligvis fået, og han kan derfor
atter hvile i troens vished på, at Gud er min frelse (Yahshua). Der er
simpelthen ikke andre navne end Jesu navn, hvorved vi kan blive frelst, Apg
4:12. Det er dét, det næste vers uddyber:
"Den
sten, bygningsmændene forkastede, er blevet (en) hovedhjørnesten", vers
22.
Budskabet
har lydt: Jesus er Vejen, Sandheden og Livet! Der er ingen, der kan blive
frelst uden at modtage ham som Guds frelse (Yahshua). Men vi ved også, at mange
ikke vil tage dette enkle til sig, og opstiller derfor i stedet en anden
frelsesvej, selvom den ikke fører til Himlen. Det jødiske råd, og andre jøder,
forkastede ham som deres Frelser (Messias), og erklærede ham for at være en
ubrugelig sten i bygningen, ja, endda for en sten, der lå i vejen på
byggepladsen, som man bare kunne komme til at snuble over; og derfor kaldes
denne sten da også for en snublesten. Deres afvisning af Jesus som husets
hjørnesten - som er den vigtigste sten i et bygningsværk - stemmer med ordene
om, at 'han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham', John. 1:11.
Dette er bedrøveligt, og må smerte enhver, som læser dette. For Jesus er jo den
eneste, som kan frelse dem, og os, fra den evige fortabelse. Det er det, Gud
siger gennem profeten Esajas på denne måde:
"Se,
jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på
ham, skal ingenlunde blive til skamme", Es. 28:16, jfr. 1. Pet. 2:6.
Dette
er så stort og vidunderligt, at vi ikke kan fatte det, og vi kan derfor kun
sige det samme som salmisten i det næste vers:
"Fra Herren er dette kommet,
det er underfuldt for vore øjne", vers 23.
Ja det er underfuldt! Det er frelsen! Jesus er hovedhjørnestenen. Han er
udvalgt og kostelig. Han er livet med Gud! Det er dét, salmisten giver udtryk
for i det næste vers:
"Denne er dagen, som Herren har
gjort, lad os juble og glæde os på den!" vers 24.
Der er mange store dage i ethvert menneskets liv: 'Det er det bedste, der har
hændt mig', lyder det igen og igen. Den største dag er dog den dag, som denne
sangtekst henviser til:
"O
glædelige dag, da Jesus gik under mit syndige tag. Stor salighed er vederlaget
min sjæl. Min Jesus er blevet mit hjerte til del" (dette vers er desværre
ikke med i den nuværende salmebog salmebog).
Det
kan være denne frelsens dag, der tænkes på i verset. Men, da 'denne dag' på
samme tid henviser til dagen i dag (det står jo i nutid), så tænkes der sikkert
snarere på hver eneste dag, vi lever sammen med vor Frelser. Derfor må vi, der
har taget imod ham som hovedhjørnestenen i vore liv, blive ved med at lovprise
ham, og det er sikkert også derfor, at salmisten vender tilbage til dette i
flere af salmens vers. Samtidig vil vi, som også han gør det, bede til ham og
sige:
"Ak Herre, frels dog, ak,
Herre, lad det dog lykkes', vers 25.
Dvs., at på samme tid, som vi jubler over frelsen, er der også en nød i vore
hjerter. Hvad med vore familier og venner, som ikke er frelst? Hvad med de
millioner ud over jorden, som lige nu er på vej mod fortabelsen, fordi denne
verdens gud har slået dem med blindhed? I både GT og i NT opfordres vi derfor
til at bede for dem, at vor Herre og frelser må blive ved med at kalde på dem.
Ordene 'Herre, frels dog' er en bøn, men er der også en forventning om, at Gud
griber ind for at gøre det, vi beder om. Det hebraiske ord er Hosianna, som
betyder at bede under taksigelse. Det er også med denne bøn på læberne, som
folkeskaren mødte Jesus med, da han få dage før sin korsfæstelse og død kom
ridende ind i Jerusalem palmesøndag, og hvor de hyldede ham med de samme
ord, som vi har i det næste vers:
"Velsignet
(være) den, der kommer, i Herrens navn; vi velsigner jer fra Herrens hus",
vers 25.
Den,
som kender sin bibel, vil genkende de første ord ved Jesu indtog i Jerusalem,
men ikke de sidste. Hvordan skal det forstås? Igen skal vi kort tilbage til
festrejsen til Jerusalem, hvor de tilrejsende stod udenfor templet og råbte:
'Velsignet være han, der kommer i Herrens navn', og her tænkes der på Messias,
som kommer. Og så kommer der et svar fra templet fra præsten, som taler på hans
vegne, og han råber sit svar ud til folket: 'Vi velsigner jer fra Herrens hus',
i betydningen: 'Vi hilser jer fra Gud og hans Salvede', som byder jer
velkommen. Og da templet, som allerede nævnt, er et forbillede på Guds nærvær
og frelse, så henviser disse ord sikkert også til hans evige rige, som han
indbyder alle til at komme ind i. Som vi ved, så vil han tage imod enhver, der
råber til ham om frelse, og den dag kommer, hvor han siger til dem:
"Kom
hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været beredt fra verdens
grundvold blev lagt", Matt. 25:33.
Lad os nu læse det næste vers i salmen:
"Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med grenene slynge
sig frem, til alterets horn er nået! vers 27.
Festrejsen,
der som sagt er et billede på rejsen gennem livet, er ved at være ved vejs
ende. Rejsen har ikke været let, men trods alt det, den enkelte har været
igennem, har han holdt dem fast, og nu har de nået målet. Det, at Herren har
været med hele vejen har gjort, at de har kunnet juble undervejs, og til
stadighed bekendt, at 'Herren er Gud, og han har ladet det lysne for os'. De er
nu nået frem til 'alterets horn'. I GT er 'alterets horn' ofte et billede på at
være ind for Guds åsyn. Et eksempel er 3. Mos. 4:7, hvor der står, at 'præsten
(et forbillede på Messias) skal stryge noget af blodet (som blev udgydt på
alteret udenfor templet) på røgelsesalterets horn for Herrens åsyn..".
Det er netop pga. blodet, at hebræerbrevets
forfatter skriver:
"..med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til
fuldendelse.. (og) ved Jesu blod har (vi derfor) frimodighed til at gå ind i
helligdommen", Hebr. 10:14,19.
Pga.
Jesu blod har vi allerede nu, åndeligt set, denne adgang. Vi kan slet ikke
forestille os, hvor meget mere herligt det bliver, når vi engang står foran
ham, der sidder på tronen, og Lammet, og lovsynger ham og priser ham med
ordene, som også slutter denne salme:
"Du
er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! Tak Herren, thi han
er god, og hans miskundhed varer evindelig", vers 28-29.
Amen
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler