En miktam af
David: en gylden sang: en salme om Messias og hans folk
Vers 1:
"Vogt mig Gud, thi jeg lider på dig".
David
ved, at Gud formår alt, og er den, som vil
hjælpe! Det har han oplevet så tit. Som fx i salme 34:5, hvor han siger:
"Jeg søgte Herren, og hans svarede
mig og friede mig fra alle mine rædsler".
Selvom
verset er formet som en bøn, så er det, David giver udtryk for i salme 16, på
en måde også hans trosbekendelse, en overskrift over hans liv og gerning - og
udgør i grunden også hele salmens indhold, jfr. v. 2, 8.
Vers 2:
"Jeg siger til Herren: 'Du er min Herre, jeg har ikke andet gode end
dig".
Det var
Davids tro, og det var hans bekendelse, og må det også være vores. Gud har jo
åbenbaret det for os, og vi ved, at han er trofast, og vil gøre det, der er
beskrevet i vers et. For han er jo min Herre. David bruger i øvrigt mange andre
lignende superlativer (udtryk) om Gud i salmerne, idet han siger : 'Du er min
Gud, konge, frelser, hjælp, hyrde, styrke, klippe, borg, værn, stærke
tilflugt', osv.
Han
fortsætter: 'Jeg har ikke andet gode end dig', i betydningen: jeg har ikke
andre, der er god, end dig. Der er for øvrigt heller ikke andre, det kan være
sig mennesker eller såkaldte guder, som er værdige til at være 'min Herre' og
Gud. De kan ikke hjælpe, men Gud både kan og vil. Vores Gud er nemlig Himlens
Gud; den eneste kilde til lykke og frelse - det er jo netop det, der
understreges, hver gang vi beder til ham og siger: 'Du er min Herre'. Jeg har ikke
andre end dig, Gud! Under verset er der en henvisning til salme 73:25, hvor det
siges med lidt andre ord:
"Hvem
har jeg i Himlen (foruden Gud)? Har jeg blot dig, da attrår jeg intet på
jorden!"
Hvor må
Gud bedrøves, når mennesker - ja, selv kristne, ikke sætter ham på
førstepladsen. Det er som om, at nogle tror, at Gud må være tilfreds med, at
han i det hele taget kommer med på listen. Engang kom jeg i en KFUM & K
lokalafdeling, hvor vi var sammen om Jesus og hans ord - og jeg gik ud fra, at
sådan var det i alle lokalafdelinger. Og jeg fik derfor et chok, da vi var med
i et fællesarrangement i København, arrangeret af landsledelsen. Her var det
tydeligt, at Jesus ikke var det vigtigste. Fx blev vi på et tidspunkt delt op i
grupper, for dér at tale sammen og blive enige om, hvad der var de 10 vigtigste
ting i livet. I den gruppe, jeg var i, var man tydeligvis ikke overvældende
interesseret i Jesus, og dét at nyde livet, få noget godt at spise, eller få en
god uddannelse og kæreste, var for de fleste langt vigtigere. Det endte med, at
Jesus kom på 6. pladsen. De andre grupper kom til næsten samme resultat. Det
skal tilføjes, at vi efterfølgende meldte os ud af KFUM & K i Danmark. For,
hvordan kan vi have fællesskab med nogle, som ikke kan skrive under på det,
David skriver i verset: 'Du er min Herre, jeg har ikke andet gode end dig'?.
Vers 3:
"De hellige, som er i landet, de er de herlige, hvem al min hu står
til".
De
hellige, som er i landet.. Hvem er de? I NT åbenbares det, at det er dem, som
tror på Guds frelse i Jesus Kristus. Et eksempel på dette:
"Paulus,
ved Guds vilje Kristi Jesu apostel, sender holden til de hellige.. de troende i
Kristus Jesus", Ef. 1:1.
Det, der
her siges, er ikke, hvordan vi ser på os selv - vi kan jo godt synes, det står ringe
til, men det handler jo heller ikke om det, men derimod om, hvordan Gud ser på
os - i Kristus. Derfor siger Paulus da også, lige efter, at han har kaldt de
troende for 'de hellige', at
"før
verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham (i Kristus) til at være
hellige og uden dadel for hans åsyn", Ef. 1:4.
De
hellige i landet er altså dem, som tror på det, Gud har sagt, og på hans
frelse. Selvom de troende i den gamle pagt ikke forstod Jesu lidelse og død som
betingelse for denne frelse, så så de dog frem til ham, idet de troede på det,
Gud havde sagt om ham, og som ofrene i templet pegede på. Derfor står der da
også i NT, at også de blev forløst (dvs. frelst) fra deres overtrædelser ved
Jesu Kristi død, Hebr. 9:15.
Ifølge
teksten er 'de hellige' også 'de herlige'. Er det ikke at tage munden for fuld?
Nej! Ikke ifølge bibelen. Også i NT tales der om det samme. Som et eksempel
nævnes det i Ef. 5, at Kristus har helliget kirken (de troende i den),
"for
at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller
rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri", Ef.
5:26-27.
Det
betyder konkret, at han gjorde os hellige for at fremstille os som herlige for
Gud. Lad os se et andet eksempel fra NT. Under salme 16:3 er der en henvisning
til John. 17, og her beder Jesus til sin Fader og siger:
"Ikke
alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro
på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at
også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den
herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét,
ligesom vi er ét", John. 17:20-22.
Teksten
siger altså, at vi som Guds hellige børn har fået [del i] den herlighed, som
Sønnen har den fra Faderen. Dette gør, at mennesker kan se Gud i os. Vi er hans
røst og stemme på jorden, og fordi vi tilhører ham som hans elskede børn, er vi
på en måde også verdens lys og salt, som Jesus er det.
David
fortsætter og siger: "De er de herlige, hvem al min hu står til' (ordret:
'De er de herlige, som jeg har min lyst/behag i'). Dette er et skønt vidnesbyrd
fra landets konge. Indirekte siger han: Rigdom, herlighed og pragt er intet
værd at regne i forhold til at være sammen med dem, der kender den levende Gud.
Det svarer på en måde til, at vores dronning en nytårsaften indflettede denne
for de fleste forargelige tekst:
"I
det nye år er det ikke nytårskuren, jeg ser frem til, eller dét at være sammen
med alle de fornemme med elefantordenen og andet glimmer. Det siger mig
egentlig ikke så meget. Det er heller ikke kirken som institution - men det er
mere det at møde dem, der er kristne i den, og som elsker Jesus. I det nye år
ser jeg frem til at være sammen med dem".
Det er
jo det, vi ønsker som kristne. Vi elsker at være der, hvor vore brødre og
søstre er forsamlede, for dér er Gud, og dér kan vi få den støtte, hjælp,
opmuntring, forbøn, som vi har brug for på vores videre vandring mod himlen.
Det er det, der ligger til grund for det, vi læser i en anden salme:
"Thi
bedre én dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus'
tærskel end dvæle i gudløsheds telte", salme 84:11
Vers 4: "Mange kvaler rammer dem, som
vælger en anden gud; deres blodsofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres navn i
min mund".
Verset
taler om et valg. Igen og igen giver Gud os formaninger i bibelen til at vælge
mellem ham og div. afguder, mellem livet og døden, mellem den brede vej og den
smalle vej. Den taler også gentagne gange om, hvor forfærdeligt det er at vælge
forkert. Det beskrives så tydeligt i skriften, at David her kun henviser til
det med ordene:
"Mange kvaler rammer dem, som vælger
en anden gud".
Det
hebraiske ord, som er oversat med kvaler, kan også betyde 'sorger' eller 'smerter';
og verset kan således også henvise til den skuffelse, der rammer dem, der er
tale om, når det på et tidspunkt for alvor går op for dem, hvad de har gjort.
At nogen vælger en anden gud, er nemlig noget af det mest tragiske, der kan
siges om et menneske, for der jo er tale om en bevidst og ønsket kursændring i
livet. Det fører som bekendt en længere og længere bort fra Gud. På
grundsproget står der, at 'mange kvaler/smerter rammer dem, der køber en anden
gud', men meningen er vist den samme. Man kommer altså ikke 'bare' til at tro
på en afgud, på løgnen. Man foretager en bevidst investering i sin fremtid. I
Jer. 2:11-13 er der et eksempel på, hvor bedrøvet Gud er over, at mennesker
vælger ham fra; Han, som dog er Vejen, Sandheden og Livet:
"Har
et hedningefolk nogen sinde skiftet guder? Men mit folk har skiftet sin ære
(Herren) bort for det, der intet gavner. Gys derover, I himle, skræk og rædsel
gribe jer, lyder det fra Herren; thi to onde ting har mit folk gjort: mig, en
kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne
cisterner, der ikke kan holde vand".
Nogle
vers længere fremme siger han:
"Lad
din ulykke gøre dig klog og lær af dit frafald, kend og se, hvor ondt og
bittert det er, at du svigtet Herren din Gud", Jer. 2:19.
Vi ved,
at Guds ønske er, at intet mennesker går fortabt, og derfor advarer han os og
alle mod alle mulige slags afguder - og formaner os til at afsky enhver
indflydelse fra dem. Det er grunden til, at David skriver, at "deres
blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres navn i min mund". Det betyder,
at han som troende ikke vil tage del i deres gudsdyrkelse (nogle er faret vild
ved, at de ikke har troet, at det ikke kunne skade dem at gøre netop dette).
David
vil derfor heller ikke tage deres væmmelige navne i sin mund. Kan vi fx som
kristne synge med, når vi i nationalsangen 'Det er et yndigt land' kommer til
teksten, hvor der står, at 'det (gamle Danmark) er Frejas sal'? Freja er som
bekendt en afgud. Nogle mener, at det er uskyldigt af synge med, for vi mener
jo ikke noget med det. Men David skriver: Jeg vil ikke gøre det! Hvorfor skulle
jeg tage en væmmelig guds navn i min mund? I NT advarer Jesus da også om, at vi
en dag vil blive dømt ud fra de ord, vi bruger. I Matt. 12:36-37 siger han fx:
"Jeg
siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt
ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal
du fordømmes".
Vers 5-6: "Herren er min tilmålte del
og mit bæger. Du holder min arvelod i hævd. Snorene faldt mig på liflige
steder, ja, en dejlig arvelod tilfaldt mig.
David
trækker nu to billeder frem for at anskueliggøre, at Gud har givet ham alt,
hvad han har brug for. Det første billede beskriver 'min tilmålte del', som er
'min arvelod' - og som omtales som dejlig. Ifølge GT blev en arvepart i landet
målt op med målesnore, og dette billede bruger David til at beskrive den arv og
arvelod, som han - og alle troende - har i Gud. Det er i øvrigt dette udtryk,
som bliver brugt i NT til at fastslå, at sådan har Gud også gjort os 'skikkede
til at få del i de helliges arvelod i lyset', Kol. 1:12.
Denne
arv og arvelod er ikke bare dejlig, skriver han, men 'snorene faldt mig på
liflige steder'. Det betyder konkret, at det simpelthen ikke kan blive bedre!
David giver os en vigtig tilføjelse: Gud er ikke bare vores arvelod, men han
sørger også for at holde den i hævd; det betyder, at han opretholder den, og
han sørger for, at den ikke bliver glemt og givet til en anden.
Det
andet billede er det bæger, og som David her kalder for 'mit bæger'. 'Herren er
mit bæger', skriver han. I salme 23 siger han, at 'mit bæger flyder over', igen
et udtryk for, at 'nu kan det da ikke blive bedre!' Det leder selvfølgelig
tankerne hen på vor Herre Jesus Kristus, som rækker os sig selv og sagde:
"Om nogen tørster, han komme til mig og drikke", John. 7:37
Vers 7-9: "Jeg vil prise Herren, der
gav mig råd, mine nyrer maner mig, selv om natten. Jeg har altid Herren for
øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. Derfor glædes mit hjerte, min ære
jubler, endogså mit kød skal bo (ordret: hvile) i tryghed".
Pga.
det, vi læste om i de forrige vers, er der grund til at prise Herren. I v. 2
sagde David: 'Jeg har ikke andet gode end dig', og i de følgende vers beskriver
han så Guds nåde, løfter og godhed mod ham. Nu tilføjer han så endnu en grund:
"Jeg vil prise Herren, der gav mig råd". Det er altså Gud, som gav
ham - og som giver os råd. Derfor kan vi også gøre Davids bøn til vores, når
han et andet sted vender sig til Gud og siger:
"Herre,
vor fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig tid et sådant sind og
sådanne tanker i dit folks hjerte og vend deres hjerter til dig..", 1.
Krøn. 29:18.
David
beder altså om, at Gud vil give og styre sit folks tanker, så de vender sig til
ham. Den sidste del af vers 7 er meget misvisende oversat. På grundsproget står
der nemlig intet om, at 'mine nyrer maner mig', og det er da også helt
uforståeligt. Der står derimod, at "mit sind underviser mig, selv om
natten", altså noget meget mere forståeligt! Det, der her siges, betyder
dog ikke, at jeg underviser mig selv, for, som vi har set i den første del af
verset, så står der jo, at giver Herren mig råd, og det er det, der grundfæster
sig i mit sind, og det er det, jeg tænker over, og det er det, Helligånden i
mig underviser mig om.
Gud har
jo lovet at være med os alle dage ved sin Ånd. Som følge deraf kan enhver
troende sige som David: 'Jeg rokkes ikke' (KJ: 'Derfor rokkes jeg ikke'). Der
er digtet mange salmer og sange over sandheden i disse ord, som fx i den gode
gamle, kristne sang: 'Hvi skulle jeg sørge, jeg har jo en ven', hvor omkvædet
har denne tekst:
"Han går
ved min side, han leder min gang, Han bli´r ikke træt, Han som jeg,
og nådigt han vogter
mig livsdagen lang. Han svigter ej, svigter mig ej".
I kraft
af visheden om, at han aldrig skal rokkes, fortsætter David: 'Derfor glædes mit
hjerte, min ære jubler'. Det er sjælen, der får dette smukke tilnavn, for når
Gud har renset mit indre, så ser han mig som hellig, ren og herlig. David ved
derfor, at han ikke skal rokkes af noget som helst, for ligesom vi tilhører han
jo Herren, 'hvad enten vi våger eller sover', 1. Tess. 5:10. Det er netop pga.
denne sandhed, at David i fuldstændig tillid til Herren og hans ord fortsætter
og skriver: "endogså mit kød skal bo [eller 'hvile'] i tryghed". At
han her taler om et håb, der rækker ud over dette liv, ja, gennem døden til
opstandelsen, bliver tydeliggjort i det næste vers, som er et af de mest
citerede i NT.
Vers 10:
"Thi Dødsriget giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue
graven".
Som
kristne tror vi på opstandelsen fra de døde - og det gjorde de GT-troende også.
Den første del af vers 10 taler derfor, som vi skal se, både om Kristus, men
også om de troendes opstandelseshåb. Vel skal vi dø, men pga. Jesu sejr over
døden kan døden (eller Dødsriget) ikke fastholde os. Selv i døden tilhører vi
Gud, og derfor står der, at han ikke giver (overgiver) min sjæl til Dødsriget.
Denne betydning kommer lidt tydeligere frem på grundsproget, hvor der står:
"Du forlader ej min sjæl til Dødsriget". Gud våger over min sjæl, og
derfor er han med os, og derfor skal vi leve, selvom vi end dør. Det er han,
fordi vi har fået del i Jesu sejr på Golgata. Verset handler altså om os; men
det handler dog først og fremmest om Jesus, som har vundet den fuldkomne sejr
over døden. For verset fortsætter jo med, at 'du lader ikke din hellige skue
graven'. Desværre er der udeladt et vigtigt ord i den danske oversættelse, som
viser, at der er tale om én, og det er Kristus. Der står nemlig ikke 'din
hellige', men 'din hellige ene'.
I vers
tre talte David om de hellige, altså om alt Guds folk, men her er der tale om
én, og det 'Guds hellige ene'. At det er Kristus, der er det, vidner Peter om i
NT, når han bekender sin tro på ham og siger:
"Vi er kommet til den tro og
erkendelse, at du er Guds Hellige", John. 6:69.
Men,
hvordan passer verset med, at han ikke skal skue graven? Jesus skuede jo
graven! Hvad menes der egentlig med graven? Svaret er, at heller ikke her er
verset oversat korrekt. Under verset står, at 'den græske oversættelse
(skriver): forrådnelse' i stedet for graven - og da vi ved, at GT oprindelig
blev skrevet på hebraisk, så må fodnoten vel betyde, at graven må være det oprindelige
og rigtige ord? Men det er det bare ikke. Der står nemlig det samme på hebraisk
som på græsk, nemlig, at 'du lader
ikke din hellige ene skue forrådnelse'.
I sin
pinseprædiken bekræfter Peter da også dette i sin bevisførelse af Jesus som død
og opstanden. I denne citerer han først vers 8-9 i salme 16; og siger derefter,
at det er ham, der tales om i disse vers. Det er således i virkeligheden Jesus,
der siger: 'Jeg har altid Herren for øje', og 'jeg rokkes ikke'. For David
kunne det glippe, og det samme for os, for hvem af os kan sige, at de altid har
Herren for øje, og aldrig rokkes i sit tro? Det kan jo i virkeligheden kun
siges om Jesus. Et sted vidner han om sin gerning og siger:
"Han,
som sendte mig, er med mig, han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør,
hvad der er ham velbehageligt", John. 8:28.
Derefter
går Peter i sin pinseprædiken hen til vers 10 i salmen og siger
"David..
forudså, ..at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han
lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse. Denne
Jesus har Gud ladet opstå, derom er vi alle vidner", Ap.g. 2:31-32.
David
havde selvfølgelig aldrig regnet med, at han, når han døde, skulle slippe fra
graven eller Dødsriget, før hans legeme gik i opløsning. Men, som vi lige har
set, så siger Peter jo, at David vidste, at han talte om Kristus Jesus, idet
han forudså hans død og opstandelse. Jesu død har altså gjort døden magtesløs.
Han har gennembrudt døden, for at 'enhver, som tror på ham, skal leve, om han
end dør'. Det er det, det sidste vers refererer til:
Vers 11: "Du lærer mig livets vej; man
mættes af glæde for dit åsyn, livsalighed er i din højre for evigt".
"Du
lærer mig livets vej". Jesus, som er Livet, underviser os. Gang på gang
nævner skriften os vigtigheden af at være Jesu discipel, så vi lærer af ham.
Lad os se på tre eksempler på dette:
1.
"Led mig på din
sandheds vej, og lær mig, thi du er min frelses Gud, jeg bier bestandig på
dig", salme 25:5.
2.
"Lær mig at gøre
din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd af den jævne sti",
Salme 143:10.
3.
"Kom hid til
mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag
mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal
I finde hvile for jeres sjæle", Matt. 11:28-29.
David
fortsætter: "Man mættes af glæde for dit åsyn". I NT åbenbares det,
at det er Jesus, der mætter os. Ved sit blod har han skaffet os adgang ind for
den levende og hellige Guds åsyn, hvor vi skal mættes af glæde. Glæden over at
høre ham til, og glæden over, at han giver os alt, hvad vi behøver. I salme
22:27 beskrives det samme på denne måde:
"De
ydmyge skal spise og mættes; hvo Herren søger, skal prise ham; deres hjerte
leve for evigt".
Salmen
afslutter med denne hyldest til Jesus:
"Livsalighed
er i din højre for evigt" [ordret: 'livsalighed er for evigt i din højre
hånd]
I GT
beskrives Jesus som den, som er Guds højre hånd. Læg mærke til, at der står, at
det er I HAM, der er livsalighed. Det er 'i ham', vi har alt, hvad vi behøver;
det er i ham, vi har forløsning (frelse), og det er i ham, vi har fået barnekår
hos Gud. Pga. Jesu sejr har vi fået denne livsalige frelse for evigt.
"Værdig
er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris
og ære og lov... (Ja), Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og
ære og magt i evighedernes evigheder", Åb. 5:12, 13b
Amen
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler