Se Guds lam, som bærer verdens synd
|
|
Af Eskild Skov Særkjær |
|
|
I denne
gennemgang skal vi se på den åbenbaring og tro, som Gud har givet os i den nye
pagt, såvel som til de gamle pagts troende om Jesu lidelse og død, og opstandelse.
Vi begynder med et vers fra John. 1, hvor vi har en af dem:
“Den næste dag ser han (Johannes
Døberen) Jesus komme hen imod sig, og han siger: Se Guds lam, som bærer (kan
også oversættes til 'borttager') verdens synd. Det er ham, om hvem jeg sagde:
Efter mig kommer en mand, som er kommet forud for mig; thi han var til før
mig”, John. 1:29-30.
Læg
mærke til, at da Johannes ser Jesus, er han tilsyneladende med det samme klar
over, at Jesus er Guds Lam; han, som har været fra evighed af. Hvordan vidste
han det? Mon ikke, fordi han havde fået en god bibelundervisning af sine
forældre, som selvfølgelig også har fortalt ham dét, de selv har fået fortalt,
nemlig, at deres søn var den, der ifølge profetierne og Gabriels udsagn skulle
bane vej for Herren. Desuden fremgår det af hans lange vidnesbyrd om Jesus i
kapitlet, at han selv var kommet til en personlige tro på det, han har hørt, og
har derfor også intuitivt genkendt ham i sit hjerte og i sin ånd, da han så
Jesus komme imod sig.
Dette vidnesbyrd er da også kernebudskabet i evangeliet, for her taler han jo
både om, hvem Jesus er, og hvad han kom for at gøre. Johannes var endda så
sikker på det, han havde vidnet om, at han dagen efter igen peger på Jesus som
Guds lam. Denne gang for to af sine disciple, som åbenbart ikke havde været der
dagen før, og gjorde dem opmærksom på, at de skulle følge Jesus i stedet ham,
hvilket de da også gjorde. Dette viser, at de troede på det, Johannes havde sagt
om Jesus. Det ser man også ved, at Andreas, som var den ene af Johannes'
disciple, skynder sig at finde sin broder, Simon Peter, for at fortælle ham, at
'vi har fundet Messias!
Og så går budskabet videre ud som ringe i vandet; den ene fortæller det til en
anden, som fortæller det til den tredje, som igen fortæller det videre til den
fjerde, osv. På den måde hører Filip, der senere også bliver en Jesu discipel,
også den gode nyhed om ham, som der står lidt senere i det samme kapitel:
“Filip finder
Natanael og siger til ham: Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har
skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret”, John.
1:46.
Sådanne
udsagn vidner om, at Johannes’ disciple, såvel som de andre, der er nævnt, var
troende jøder, som kendte deres 'bibel', og vidste derfor også, hvad der stod
skrevet i Tanach (GT) om Messias. Dette vidner også om, at der var en levende
tro og forventning blandt folket om ham, før han selv trådte frem for folket. Kapitlet
er er dermed en slags tidslomme for den periode, der ligger ca. 3 ½ år før Jesu
lidelse og død.
Går vi længere tilbage i tiden, nemlig til tiden for Jesu fødsel, ser vi flere
med den samme tro og forventning. Her skal vi bare se på et enkelt vers, som
handler om præsten Zakarias og hans hustru Elisabeth, der som bekendt var
Johannes Døbers forældre, og som får dette vidnesbyrd:
“De var begge retfærdige
for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter”, Luk. 1:6.
Hvad
betyder det, at de er retfærdige? Nogle forestiller sig, at det var dem i den
gamle pagt, som opfyldte de 10 bud, og som derfor kunne kaldes retfærdige. Men
det er dog helt forkert. Bibelen siger nemlig klart og utvetydigt, at intet
menneske kan blive retfærdiggjort ved loven, og fastslår derfor, at ‘der er
ingen retfærdig, ikke én’, Rom. 3:10. Som vi ved, er årsagen den, at det er umuligt
for noget menneske at leve op til Guds krav om at være 'ren og retfærdig,
himmelen værdig', som er titlen på en af vore dejlige sangskatte.
Men, hvorfor kaldes Zakarias og Elisabeth, og en mængde andre fra den gamle
pagt, så alligevel for retfærdige? Her kan fx nævnes Abel, Enok, Noah og
Abraham, som er de første, og som den sidste Simeon, som i forbindelse med Jesu
fremstilling i templet får det vidnesbyrd, at “han var en retfærdig og
gudfrygtig mand og ventede Israels trøst”, Luk. 2:25.
Når der om den gamle pagts hellige siges, at de er retfærdige, er det vigtigt
at forstå, at der bibelsk set ikke er tale om, at de blev retfærdige
(retfærdiggjort) på en anden måde end i den nye. Det er da også baggrunden for,
at når NT opfordrer mennesker til at tro på Jesu død og opstandelse, så sker
det ofte ved, at der på samme tid henvises til, at sådan var det også under den
gamle pagt. I Apg 10:43 beskrives det fx på denne måde:
“Om
ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes
forladelse ved hans navn”.
Vi er
vant til nærmest automatisk at tolke sådanne skriftsteder til, at der her kun tales
om dem, som i den nye pagt får syndernes forladelse ved at tro på Jesus. Men, det
er bare ikke bibelens vidnesbyrd. Den siger nemlig, at alle bliver frelst på
den samme måde! Jamen, i den gamle pagt kunne de ikke se ham så klart, som vi
kan i den nye pagt! Nej, men det er da heller ikke det, troen handler om. Den
siger derimod, at den enkelte skal være tro imod det lys, han eller hun fået
betroet. Men, som vi skal se, betyder dette ikke, at de så nærmest ikke kunne
se noget, for det kunne de.
Det, de
kunne se, blev engang udtrykt således:
"Den største forskel på dengang og nu er, at de så frem på det, der skulle
ske, når Messias kommer, mens vi ser tilbage på det, der skete, da han
kom". Jeg tror, denne beskrivelse er rigtig. Vel så de ikke Jesu
frelsesværk så klart som os, men det vigtigste var, at de troede på det
kommende stedfortrædende offer, og kunne ud fra moseloven se, at synden derved
bliver lagt på dette offer. Ifølge bibelen er det denne tro, som både dengang
og nu frelser mennesker. At det er således, underbygges af ordene om, at ‘enhver,
som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn’. Det siger sig
selv, at når der står 'enhver', så betyder det 'enhver', dvs. alle mennesker
til alle tider.
Det stemmer i øvrigt helt med det, der står i John. 3:16, hvor Jesus 3 år før
sin død og opstandelse underviser en mand fra den gamle pagt om, at frelsen
gælder for enhver, som tror på ham. At det forholder sig således, kommer også
tydeligt frem i GT, fx hos profeten Joel, som siger, at “enhver, der påkalder Herrens navn, skal
frelses”, Joel 3:15. Herren Jesus er nemlig den samme, og derfor taler han igen
og igen sit ord til mennesker i både i den gamle og i den nye pagt, hvorved de
kom og kommer til en levende tro på ham og bliver gjort retfærdige
(retfærdiggjort).
Som nævnt kunne de dengang se dette ud fra moselovens forbilleder, og fra de
mange andre udsagn i GT. Af bibelen fremgår det, at Gud allerede var begyndt at
åbenbare denne frelsesplan straks efter syndefaldet, og som fortalte, hvordan
den enkelte kunne blive retfærdiggjort ved tro på Messias, som han ville sende
som Guds lam, som bærer (og borttager) verdens synd.
Det første billede på dette lam har vi lige efter, at Gud gav Adam og Eva den
første profeti i bibelen om, at kvindes sæd skal knuse slangens hoved, 1. Mos.
3:15. Men da der ikke direkte står noget om, hvad de forstod af det, der er
nævnt i profetien, og derfor skal vi her kun se på det, teksten fortsætter med.
Der står nemlig, at Gud derefter ‘gjorde.. (to) skindkjortler til Adam og hans
hustru og klædte dem dermed’, v. 21. Men da vi ved, at gud aldrig gør noget
uden først at forklare, hvorfor han gør det, har han helt sikkert givet dem en
forklaring på, hvorfor det var nødvendigt, at et stedfortrædende dyr måtte dø
for deres synd.
Vi går nu frem til det næste kapitel. I forbindelse med, at deres førstefødte,
Kain, blev født, så siger Eva noget mærkeligt på hebraisk. Ifølge den danske
oversættelse siger hun: ‘Jeg har fået en søn ved Herrens hjælp’, men på grundsproget
siger hun: ‘Jeg har fået en søn; dét er Herren’. Ud fra dette udsagn ser det igen
ud til, at hun har forstået budskabet i profetien om, at der skal fødes en
frelser, som skal knuse Satans hoved, men tror så fejlagtigt, at han vil komme
med det samme, ved deres søn Kain. Det er dog ikke den forkerte tid og person,
der her er det vigtigste i denne forbindelse, men derimod Evas tro på, at dét,
Gud har sagt om den kommende frelser, selvfølgelig også ville gå i opfyldelse.
Straks efter kommer beretningen om Kain og Abel, som begge bringer et offer
til Herren. Her læser vi de kendte ord:
"Abel
bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme. Og Herren så til Abel
og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke", 1. Mos.
4:4-5a.
Mange
har spekuleret på, hvorfor Gud foretrak Abels offer, men jeg mener, svaret er
nærliggende. Bibelen vidner jo atter og atter om, at Gud kun vedkender sig et
offer, som er ham velbehageligt, og det betyder: I det indre et ret
hjerteforhold, og i det ydre det rigtige forbilledlige offer, og på den rigtige
måde. Offeret skulle derfor være uden fejl, og det skulle desuden (ifølge
grundteksten) være af småfæet, som oftest var et lam; for at det forbilledligt
kunne pege frem på Jesu lidelse og død. Når der står, at Gud kun så til Abels
offer, så skyldtes det altså enten, at Kain bragte et forkert offer, eller havde
et forkert hjerteforhold. Måske havde Kain tænkt, at det var lige meget, hvad
han ofrede, for ‘et offer er et offer’. I NT står der bl.a. dette om disse to
brødre:
“I
tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd,
at han var retfærdig, idet Gud kendtes ved hans offergaver; og ved den taler
han endnu efter sin død”, Hebr. 11:4.
I dette
vers gentages det, at Abel var en retfærdig mand, som i tro gav et bedre offer.
For mig betyder det, at han så noget i dette offer, som pegede frem mod et
andet stedfortrædende offer; og med dette kunne han sandsynligvis i det fjerne skimte
det sande og evige offer ved Guds lam, som bærer verdens synd. Det kunne han
selvfølgelig kun gøre, fordi han kendte Herren. Men, hvordan kom han til
tro? Mon det ikke skete på den samme måde som Johannes Døber? Jeg er overbevist
om, at også hans forældre havde opdraget og oplært ham i alt det, de vidste om
Gud og den kommende frelser, og var så også på et tidspunkt selv kommet til en personlig
tro på Gud og hans frelse, som det er tilfældet med alle de andre troende, vi
møder i bibelen, og op gennem kirkehistorien.
Som fx Abraham, hvis tro er den, der fortælles mest om i bibelen. I både GT og
NT står der, at “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed”,
og derved er han ifølge bibelen blevet et forbillede for alle troende gennem
alle tider. Igen siges det, at troen er den samme, og dermed også frelsesvejen,
og derfor står der da også videre, at ordene: I dig skal alle folkeslag
velsignes‘ betyder, at alle de, der er af denne samme (og sande) tro, velsignes
sammen med den troende Abraham, og bliver derfor også frelst ved den samme tro
som ham, Gal. 3:8b-9. Det er på denne baggrund, at Paulus understreger, at det
at blive retfærdiggjort (frelst) som Abraham,
“skete..
ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for
hele slægten”, Rom, 4:16
Det er
selvfølgelig umuligt at sige, hvad og hvor meget kunne Abraham mon skimte af
den kommende frelser, og hans lidelse og død. Jeg tror dog, at han, ligesom alle
andre troende i den gamle pagt, både gennem de mange forbilleder og profetier,
og ved de forskellige syner og åbenbaringer, som Gud havde givet, kunne se og
forstå mere om Messias som Guds lam, end de fleste forestiller sig. Det er
måske dét, Jesus talte om, da han sagde:
“Abraham..
frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig”,
John. 8:56.
Hvilken
dag er der mon tale om? Jeg tror, det er den dag i frelseshistorien, som også
Johannes Døbers vidnesbyrd pegede frem mod, da han vidnede om Jesus og sagde:
Se det Guds lam, som bærer (borttager) verdens synd.
For mig
kommer Abrahams tro på dette lam endnu klarere frem i beretningen om Abrahams
offer, som der står i overskriften til 1. Mos. kap. 22. Vi skal her kun se på
den del af teksten, som omhandler beskrivelsen af offeret. I vers 7-8 spørger Isak
(ifølge grundteksten og de fleste bibeloversættelser) nemlig sin fader:
“Her
er ilden og brændet, men hvor er lammet til brændofferet? Abraham svarede: Gud
vil selv udse sig lammet..”.
Her skal
vi lægge mærke til Abrahams tro. Han vidste, at han ville få Isak med sig
tilbage, for Gud havde jo givet ham løfterne om, at det var gennem Isak, han skulle
arve landet, og det var gennem Isak, at frelseren ville komme. I Hebr. 11:19
nævnes hans tro omkring det, der skete:
'Han
tænkte, at Gud er mægtig endog til at opvækkes fra de døde, og derfra fik han
ham også forbilledligt tilbage".
Pga.
denne tro og vished havde han derfor også tidligere sagt til sine tjenere, at
‘vi kommer tilbage til jer’, v. 5. Abraham var med andre ord sikker på, at som
et forbillede på den kommende frelser, ville Gud udse sig et lam, som kunne
træde i stedet for Isak. At det ikke var et bogstaveligt fysisk lam, han tænkte
på, synes klart, for da Abraham lidt senere ser en vædder, er det den, han
ofrer i stedet for sin søn. Men det er jo ikke det lam! Det lam, som Gud ville
udse sig, ventede dermed stadig på sin opfyldelse. Det er i øvrigt på det samme
bjerg, hvor Gud vil udse sig lammet, at Golgata blev rejst, og hvor Gud viste/fremstillede
det sande offer for verden. Det er, som vi ved, Jesus, der som Guds lam bærer
(borttager) verdens synder.
Jeg tror, at Abraham så og forstod omtrent det samme som alle profeter og andre
hellige fra den gamle pagt, der ifølge 1. Pet. 1 alle grublede og
grundede over det, der blev fortalt dem af Ånden, og som får dette vidnesbyrd:
“De
har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som
Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al
den herlighed, som skulle følge derefter”, v. 11.
Når vi
læser sådanne vers, er det igen tydeligt, at de kunne se mere om den kommende
Messias' person og frelsesgerning, end de fleste af os i den nye pagt
forestiller det. Der står jo ikke, at de grundede over, hvad Gud mon vil gøre
for at frelse folket, når Messias kommer. Det står der andre steder, at de
gjorde, men her står der noget mere: Der står jo, at de pga. Kristi Ånd i dem
(som vidnede om ham) grundede over hans lidelse og død, og al den herlighed,
som skulle følge derefter.
De så altså alle frem på det herlige, som ville komme som et resultat af Jesu
lidelse og død. Det er da også om dem, der får dette vidnesbyrd i troskapitlet:
“I tro døde alle disse
uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i
det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden”,
Hebr. 11:13.
For mig
vidner sådanne ord igen om, at selvom der var meget, de troende i den gamle
pagt ikke forstod - som vi andre i den nye pagt i øvrigt heller ikke kan - så
forstod de dog så meget, at Gud vil sende Messias, som vil komme ligesom et
Guds lam (det fortæller tempeltjenesten jo alt om) og borttage (eller, for at
blive i tempeltjenestens sprog 'sone') verdens synd.
Vi kan selvfølgelig ikke nå at se på alt det, Gud har åbenbaret Moses, og de
troende i den gamle pagt om Messias, ud fra præstetjenesten og det stedfortrædende
offer, og vi skal derfor kun se på nogle få vers fra Hebræerbrevet, hvor det
hele er ganske godt gengivet, som fx disse tre vers:
“Hvis
der nu kunne opnås fuldendelse ved det levitiske præstedømme - på dette hviler
jo loven, som folket har fået - hvorfor var det så fremdeles nødvendigt, at der
skulle opstå en præst af en anden slags, ‘på Melkizedeks vis’, og tales om en
anden, der ikke er ‘på Arons vis’..”, Hebr. 7:11.
Og
“Loven ejer kun en skygge (et forbillede) af de kommende goder og ikke tingene
i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de
bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse.. thi det er
umuligt, at blod fra tyre og bukke kan borttage synder”, Hebr. 10:1,5.
Når vi
læser GT, er det tydeligt, at Moses og de andre profeter forstod dette, for Gud
havde jo vist det for dem gennem tempeltjenestens forbilleder. Hver eneste
detalje i templet og tempeltjenesten skulle jo netop, selvom de 'kun' så det
som en skygge, give dem et fuldstændigt forbillede på den Messias-præst, som
det hele peger frem mod. Dette understregede Gud da også overfor Moses, da han
forud sagde dette til ham:
“Du
skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil
vise dig (på bjerget)”, 2. Mos. 25:9,40.
Moses og
profeterne, og hele menigheden, som de fortalte det videre til, var altså ikke ubekendt
med forbillederne, eller på dét, de repræsenterede. Derfor kaldes den præst,
som udtager et dyr for at ofre det som et stedfortrædende syndoffer i den gamle
pagt, da også (på grundsproget) for Messiaspræsten, 3. Mos. 4:3.
Et andet
klart forbillede på det stedfortrædende offer kom også tydeligt frem ved
indstiftelsen af den første påske, hvor sammenhængen mellem lammet udgydte blod
og folkets frelse og udfrielse understreges, og nærmest skæres ud i pap
for dem (rent bortset fra, at pappet ikke var opfundet endnu).
De mange forbilledlige eksempler på Messias blev da primært heller ikke givet
for, at vi i den nye pagt kan se dem opfyldt på Jesus, men de blev selvfølgelig
først og fremmest givet til det jødiske folk i den gamle pagt, for at de derved
skulle se, og tro på ham, som alle forbilleder og profetier peger frem mod; nemlig
på ham, om hvem Johannes Døber vidner og siger: 'Se Guds lam, som
bærer/borttager verdens synd'.
Som førnævnt ved vi selvfølgelig ikke, hvor meget disse GT-troende kunne forstå
af alt dette. Deres forståelse af Jesu lidelse og død, og om den kommende
herlighed, kan måske bedst sammenlignes med den begrænsede forståelse af alt
det, vi har af det, bibelen fortæller os fremtiden, fx om den fysiske
opstandelsen fra de døde ved Jesu herlige genkomst, og om den evige herlighed
hos Gud, som følger derefter? Som der står, forstår vi kun stykkevis.
Men, denne
begrænsede forståelse betyder jo ikke, at vi så ikke allerede nu kan skimte
Guds himmel og den kommende herlighed. Det kan vi selvfølgelig, fordi Guds Ånd
vidner om det i skriften og i vore hjerter. Jeg tror, at på samme måde kunne de
troende i den gamle pagt i glimt ane lidt af Jesu lidelse, død og opstandelse, og
den herlighed, som følger. Vi har allerede set på nogle af disse glimt! Vi skal
her til sidst se på et par glimt, som viser lidt om, hvad de kunne se og
forstå:
I Hebr.
11:25-26 står der fx dette om Moses:
“Han foretrak at lide
ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund; han regnede
det for en større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han
så frem til lønnen”, Hebr. 25-26.
Det, der
her er sagt om Moses, lyder jo næsten evangelisk, ikke sandt? Det ser jo ud som
om, at også han har forstået det, der er det væsentligste! Hvad skal man ellers
lægge ind i ordene om, at han ville hellere lide ondt sammen med Gud folk end at
leve i synd, og ville derfor også hellere dele Kristi skændsel end eje alle
Ægyptens (verdens) skatte. Det sidste betyder vistnok, at han hellere ville
lide for Kristus (Messias på hebraisk) frem for at eje alle skatte i verden?
Jfr. Sl. 119:72.
I det sidste eksempel dykker vi ned i Peters pinseprædiken, dér hvor han vidner
for de forsamlede jøder om, at Jesu
lidelse og død, såvel som hans opstandelse, er forudsagt i alle skrifterne, og
her kommer han også lidt ind på Davids personlige tro og vished. I referatet
fra Apg 2:31 siger han nemlig, at da David vidste, at der aldrig skulle
mangle én til at sidde på hans trone:
“forudså
han, at Kristus (Messias) skulle opstå og talte derom og sagde, at hverken
skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se
forrådnelse”.
Når der
står, at David forudså Jesu opstandelse fra de døde, tror jeg, det skal tages
for pålydende. Tidligere havde Peter sagt, at David vidste, at den nævnte
profeti om, at
‘du vil
ikke lade.. din Hellige se forrådnelse’ ikke gjaldt ham selv, men Kristus (hebraisk
Messias), og var da derfor kommet til den konklusion, at så måtte han jo
nødvendigvis opstå fra de døde. Det er tydeligt, at David havde forstået lidt af
korsets gåde, når han jublende kunne udbryde:
“Salig den mand, hvis
overtrædelser er forladt, hvis synd er skjult; saligt det menneske, Herren ej
tilregner skyld..”, Sl. 32:1-2a.
På den
ene side vidste David altså, ligesom alle andre troende i den gamle pagt, at
alle mennesker står som syndere overfor Gud! Samt, at 'det er umuligt, at blod
af tyre og bukke kan borttage synd', fordi disse ofre kun er et forbillede på
Guds krav om et skyldfrit og stedfortrædende offer for synd. På den anden side
vidste han også, at det, forbillederne ikke kunne pga. synd, dét kan han, der ville
komme som Guds lam for at ‘frelse sit folk fra deres synder’, Matt. 1:21.
Jeg tror, at det er pga. denne trosvished, at alle de troende fra den gamle
pagt, som er nævnt i troskapitlet, har fået denne samlede overskrift over deres
liv og gerning:
“Skønt
alle disse fik godt liv for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen
opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå
til fuldendelsen, uden at vi var med”, Hebr. 11:39-40.
'Uden at
vi var med'! Gud vil altså, at også vi, anno 2016, ligesom dem skal nå frem til
fuldendelsen, som ikke bare er det fuldbragte værk, vi er kommet ind i nu pga.
Jesu sejr over døden, men også det evige liv og herlighed hos Gud, der venter.
Alt dette pga. Guds lam, der bærer og borttager verdens synd.
Amen!
Hvis denne
side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler