Se Guds lam, som bærer verdens synd

 

 

 

 

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

 

I denne gennemgang skal vi se på den åbenbaring og tro, som Gud har givet os i den nye pagt, såvel som til de gamle pagts troende om Jesu lidelse og død, og opstandelse. Vi begynder med et vers fra John. 1, hvor vi har en af dem:

    “Den næste dag ser han (Johannes Døberen) Jesus komme hen imod sig, og han siger: Se Guds lam, som bærer (kan også oversættes til 'borttager') verdens synd. Det er ham, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en mand, som er kommet forud for mig; thi han var til før mig”, John. 1:29-30.

Læg mærke til, at da Johannes ser Jesus, er han tilsyneladende med det samme klar over, at Jesus er Guds Lam; han, som har været fra evighed af. Hvordan vidste han det? Mon ikke, fordi han havde fået en god bibelundervisning af sine forældre, som selvfølgelig også har fortalt ham dét, de selv har fået fortalt, nemlig, at deres søn var den, der ifølge profetierne og Gabriels udsagn skulle bane vej for Herren. Desuden fremgår det af hans lange vidnesbyrd om Jesus i kapitlet, at han selv var kommet til en personlige tro på det, han har hørt, og har derfor også intuitivt genkendt ham i sit hjerte og i sin ånd, da han så Jesus komme imod sig.  

Dette vidnesbyrd er da også kernebudskabet i evangeliet, for her taler han jo både om, hvem Jesus er, og hvad han kom for at gøre. Johannes var endda så sikker på det, han havde vidnet om, at han dagen efter igen peger på Jesus som Guds lam. Denne gang for to af sine disciple, som åbenbart ikke havde været der dagen før, og gjorde dem opmærksom på, at de skulle følge Jesus i stedet ham, hvilket de da også gjorde. Dette viser, at de troede på det, Johannes havde sagt om Jesus. Det ser man også ved, at Andreas, som var den ene af Johannes' disciple, skynder sig at finde sin broder, Simon Peter, for at fortælle ham, at 'vi har fundet Messias!

Og så går budskabet videre ud som ringe i vandet; den ene fortæller det til en anden, som fortæller det til den tredje, som igen fortæller det videre til den fjerde, osv. På den måde hører Filip, der senere også bliver en Jesu discipel, også den gode nyhed om ham, som der står lidt senere i det samme kapitel:

   “Filip finder Natanael og siger til ham: Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus,  Josefs søn, fra Nazaret”, John. 1:46.

 

Sådanne udsagn vidner om, at Johannes’ disciple, såvel som de andre, der er nævnt, var troende jøder, som kendte deres 'bibel', og vidste derfor også, hvad der stod skrevet i Tanach (GT) om Messias. Dette vidner også om, at der var en levende tro og forventning blandt folket om ham, før han selv trådte frem for folket. Kapitlet er er dermed en slags tidslomme for den periode, der ligger ca. 3 ½ år før Jesu lidelse og død. 

Går vi længere tilbage i tiden, nemlig til tiden for Jesu fødsel, ser vi flere med den samme tro og forventning. Her skal vi bare se på et enkelt vers, som handler om præsten Zakarias og hans hustru Elisabeth, der som bekendt var Johannes Døbers forældre, og som får dette vidnesbyrd:

    “De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter”, Luk. 1:6.

Hvad betyder det, at de er retfærdige? Nogle forestiller sig, at det var dem i den gamle pagt, som opfyldte de 10 bud, og som derfor kunne kaldes retfærdige. Men det er dog helt forkert. Bibelen siger nemlig klart og utvetydigt, at intet menneske kan blive retfærdiggjort ved loven, og fastslår derfor, at ‘der er ingen retfærdig, ikke én’, Rom. 3:10. Som vi ved, er årsagen den, at det er umuligt for noget menneske at leve op til Guds krav om at være 'ren og retfærdig, himmelen værdig', som er titlen på en af vore dejlige sangskatte. 

Men, hvorfor kaldes Zakarias og Elisabeth, og en mængde andre fra den gamle pagt, så alligevel for retfærdige? Her kan fx nævnes Abel, Enok, Noah og Abraham, som er de første, og som den sidste Simeon, som i forbindelse med Jesu fremstilling i templet får det vidnesbyrd, at “han var en retfærdig og gudfrygtig mand og ventede Israels trøst”, Luk. 2:25.

Når der om den gamle pagts hellige siges, at de er retfærdige, er det vigtigt at forstå, at der bibelsk set ikke er tale om, at de blev retfærdige (retfærdiggjort) på en anden måde end i den nye. Det er da også baggrunden for, at når NT opfordrer mennesker til at tro på Jesu død og opstandelse, så sker det ofte ved, at der på samme tid henvises til, at sådan var det også under den gamle pagt. I Apg 10:43 beskrives det fx på denne måde:  

      “Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn”.

Vi er vant til nærmest automatisk at tolke sådanne skriftsteder til, at der her kun tales om dem, som i den nye pagt får syndernes forladelse ved at tro på Jesus. Men, det er bare ikke bibelens vidnesbyrd. Den siger nemlig, at alle bliver frelst på den samme måde! Jamen, i den gamle pagt kunne de ikke se ham så klart, som vi kan i den nye pagt! Nej, men det er da heller ikke det, troen handler om. Den siger derimod, at den enkelte skal være tro imod det lys, han eller hun fået betroet. Men, som vi skal se, betyder dette ikke, at de så nærmest ikke kunne se noget, for det kunne de.

 

Det, de kunne se, blev engang udtrykt  således: "Den største forskel på dengang og nu er, at de så frem på det, der skulle ske, når Messias kommer, mens vi ser tilbage på det, der skete, da han kom". Jeg tror, denne beskrivelse er rigtig. Vel så de ikke Jesu frelsesværk så klart som os, men det vigtigste var, at de troede på det kommende stedfortrædende offer, og kunne ud fra moseloven se, at synden derved bliver lagt på dette offer. Ifølge bibelen er det denne tro, som både dengang og nu frelser mennesker. At det er således, underbygges af ordene om, at ‘enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn’. Det siger sig selv, at når der står 'enhver', så betyder det 'enhver', dvs. alle mennesker til alle tider.


Det stemmer i øvrigt helt med det, der står i John. 3:16, hvor Jesus 3 år før sin død og opstandelse underviser en mand fra den gamle pagt om, at frelsen gælder for enhver, som tror på ham. At det forholder sig således, kommer også tydeligt frem i GT, fx hos profeten Joel, som siger, at  “enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses”, Joel 3:15. Herren Jesus er nemlig den samme, og derfor taler han igen og igen sit ord til mennesker i både i den gamle og i den nye pagt, hvorved de kom og kommer til en levende tro på ham og bliver gjort retfærdige (retfærdiggjort).

Som nævnt kunne de dengang se dette ud fra moselovens forbilleder, og fra de mange andre udsagn i GT. Af bibelen fremgår det, at Gud allerede var begyndt at åbenbare denne frelsesplan straks efter syndefaldet, og som fortalte, hvordan den enkelte kunne blive retfærdiggjort ved tro på Messias, som han ville sende som Guds lam, som bærer (og borttager) verdens synd.


Det første billede på dette lam har vi lige efter, at Gud gav Adam og Eva den første profeti i bibelen om, at kvindes sæd skal knuse slangens hoved, 1. Mos. 3:15. Men da der ikke direkte står noget om, hvad de forstod af det, der er nævnt i profetien, og derfor skal vi her kun se på det, teksten fortsætter med. Der står nemlig, at Gud derefter ‘gjorde.. (to) skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed’, v. 21. Men da vi ved, at gud aldrig gør noget uden først at forklare, hvorfor han gør det, har han helt sikkert givet dem en forklaring på, hvorfor det var nødvendigt, at et stedfortrædende dyr måtte dø for deres synd.  


Vi går nu frem til det næste kapitel. I forbindelse med, at deres førstefødte, Kain, blev født, så siger Eva noget mærkeligt på hebraisk. Ifølge den danske oversættelse siger hun: ‘Jeg har fået en søn ved Herrens hjælp’, men på grundsproget siger hun: ‘Jeg har fået en søn; dét er Herren’. Ud fra dette udsagn ser det igen ud til, at hun har forstået budskabet i profetien om, at der skal fødes en frelser, som skal knuse Satans hoved, men tror så fejlagtigt, at han vil komme med det samme, ved deres søn Kain. Det er dog ikke den forkerte tid og person, der her er det vigtigste i denne forbindelse, men derimod Evas tro på, at dét, Gud har sagt om den kommende frelser, selvfølgelig også ville gå i opfyldelse.

Straks efter kommer beretningen om Kain og Abel, som begge bringer et offer til Herren. Her  læser vi de kendte ord: 

      "Abel bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme. Og Herren så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke", 1. Mos. 4:4-5a.

Mange har spekuleret på, hvorfor Gud foretrak Abels offer, men jeg mener, svaret er nærliggende. Bibelen vidner jo atter og atter om, at Gud kun vedkender sig et offer, som er ham velbehageligt, og det betyder: I det indre et ret hjerteforhold, og i det ydre det rigtige forbilledlige offer, og på den rigtige måde. Offeret skulle derfor være uden fejl, og det skulle desuden (ifølge grundteksten) være af småfæet, som oftest var et lam; for at det forbilledligt kunne pege frem på Jesu lidelse og død. Når der står, at Gud kun så til Abels offer, så skyldtes det altså enten, at Kain bragte et forkert offer, eller havde et forkert hjerteforhold. Måske havde Kain tænkt, at det var lige meget, hvad han ofrede, for ‘et offer er et offer’. I NT står der bl.a. dette om disse to brødre:

      “I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død”, Hebr. 11:4.

I dette vers gentages det, at Abel var en retfærdig mand, som i tro gav et bedre offer. For mig betyder det, at han så noget i dette offer, som pegede frem mod et andet stedfortrædende offer; og med dette kunne han sandsynligvis i det fjerne skimte det sande og evige offer ved Guds lam, som bærer verdens synd. Det kunne han selvfølgelig  kun gøre, fordi han kendte Herren. Men, hvordan kom han til tro? Mon det ikke skete på den samme måde som Johannes Døber? Jeg er overbevist om, at også hans forældre havde opdraget og oplært ham i alt det, de vidste om Gud og den kommende frelser, og var så også på et tidspunkt selv kommet til en personlig tro på Gud og hans frelse, som det er tilfældet med alle de andre troende, vi møder i bibelen, og op gennem kirkehistorien.

Som fx Abraham, hvis tro er den, der fortælles mest om i bibelen. I både GT og NT står der, at “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed”, og derved er han ifølge bibelen blevet et forbillede for alle troende gennem alle tider. Igen siges det, at troen er den samme, og dermed også frelsesvejen, og derfor står der da også videre, at ordene: I dig skal alle folkeslag velsignes‘ betyder, at alle de, der er af denne samme (og sande) tro, velsignes sammen med den troende Abraham, og bliver derfor også frelst ved den samme tro som ham, Gal. 3:8b-9. Det er på denne baggrund, at Paulus understreger, at det at blive retfærdiggjort (frelst) som Abraham,

      “skete.. ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for hele slægten”, Rom, 4:16

Det er selvfølgelig umuligt at sige, hvad og hvor meget kunne Abraham mon skimte af den kommende frelser, og hans lidelse og død. Jeg tror dog, at han, ligesom alle andre troende i den gamle pagt, både gennem de mange forbilleder og profetier, og ved de forskellige syner og åbenbaringer, som Gud havde givet, kunne se og forstå mere om Messias som Guds lam, end de fleste forestiller sig. Det er måske dét, Jesus talte om, da han sagde:

      “Abraham.. frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig”, John. 8:56.

Hvilken dag er der mon tale om? Jeg tror, det er den dag i frelseshistorien, som også Johannes Døbers vidnesbyrd pegede frem mod, da han vidnede om Jesus og sagde: Se det Guds lam, som bærer (borttager) verdens synd.

 

For mig kommer Abrahams tro på dette lam endnu klarere frem i beretningen om Abrahams offer, som der står i overskriften til 1. Mos. kap. 22. Vi skal her kun se på den del af teksten, som omhandler beskrivelsen af offeret. I vers 7-8 spørger Isak (ifølge grundteksten og de fleste bibeloversættelser) nemlig sin fader:    

      “Her er ilden og brændet, men hvor er lammet til brændofferet? Abraham svarede: Gud vil selv udse sig lammet..”.

Her skal vi lægge mærke til Abrahams tro. Han vidste, at han ville få Isak med sig tilbage, for Gud havde jo givet ham løfterne om, at det var gennem Isak, han skulle arve landet, og det var gennem Isak, at frelseren ville komme. I Hebr. 11:19 nævnes hans tro omkring det, der skete:

      'Han tænkte, at Gud er mægtig endog til at opvækkes fra de døde, og derfra fik han ham også forbilledligt tilbage".

 

Pga. denne tro og vished havde han derfor også tidligere sagt til sine tjenere, at ‘vi kommer tilbage til jer’, v. 5. Abraham var med andre ord sikker på, at som et forbillede på den kommende frelser, ville Gud udse sig et lam, som kunne træde i stedet for Isak. At det ikke var et bogstaveligt fysisk lam, han tænkte på, synes klart, for da Abraham lidt senere ser en vædder, er det den, han ofrer i stedet for sin søn. Men det er jo ikke det lam! Det lam, som Gud ville udse sig, ventede dermed stadig på sin opfyldelse. Det er i øvrigt på det samme bjerg, hvor Gud vil udse sig lammet, at Golgata blev rejst, og hvor Gud viste/fremstillede det sande offer for verden. Det er, som vi ved, Jesus, der som Guds lam bærer (borttager) verdens synder.


Jeg tror, at Abraham så og forstod omtrent det samme som alle profeter og andre hellige fra den gamle pagt, der ifølge 1. Pet. 1  alle grublede og grundede over det, der blev fortalt dem af Ånden, og som får dette vidnesbyrd:

      “De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter”, v. 11.

Når vi læser sådanne vers, er det igen tydeligt, at de kunne se mere om den kommende Messias' person og frelsesgerning, end de fleste af os i den nye pagt forestiller det. Der står jo ikke, at de grundede over, hvad Gud mon vil gøre for at frelse folket, når Messias kommer. Det står der andre steder, at de gjorde, men her står der noget mere: Der står jo, at de pga. Kristi Ånd i dem (som vidnede om ham) grundede over hans lidelse og død, og al den herlighed, som skulle følge derefter. 

De så altså alle frem på det herlige, som ville komme som et resultat af Jesu lidelse og død. Det er da også om dem, der får dette vidnesbyrd i troskapitlet:

    “I tro døde alle disse uden at have opnået,  hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte,  at de var fremmede og udlændinge på jorden”, Hebr. 11:13.

For mig vidner sådanne ord igen om, at selvom der var meget, de troende i den gamle pagt ikke forstod - som vi andre i den nye pagt i øvrigt heller ikke kan - så forstod de dog så meget, at Gud vil sende Messias, som vil komme ligesom et Guds lam (det fortæller tempeltjenesten jo alt om) og borttage (eller, for at blive i tempeltjenestens sprog 'sone') verdens synd.

Vi kan selvfølgelig ikke nå at se på alt det, Gud har åbenbaret Moses, og de troende i den gamle pagt om Messias, ud fra præstetjenesten og det stedfortrædende offer, og vi skal derfor kun se på nogle få vers fra Hebræerbrevet, hvor det hele er ganske godt gengivet, som fx disse tre vers:

      “Hvis der nu kunne opnås fuldendelse ved det levitiske præstedømme - på dette hviler jo loven, som folket har fået - hvorfor var det så fremdeles nødvendigt, at der skulle opstå en præst af en anden slags, ‘på Melkizedeks vis’, og tales om en anden, der ikke er ‘på Arons vis’..”, Hebr. 7:11.

Og
“Loven ejer kun en skygge (et forbillede) af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse.. thi det er umuligt, at blod fra tyre og bukke kan borttage synder”, Hebr. 10:1,5.

Når vi læser GT, er det tydeligt, at Moses og de andre profeter forstod dette, for Gud havde jo vist det for dem gennem tempeltjenestens forbilleder. Hver eneste detalje i templet og tempeltjenesten skulle jo netop, selvom de 'kun' så det som en skygge, give dem et fuldstændigt forbillede på den Messias-præst, som det hele peger frem mod. Dette understregede Gud da også overfor Moses, da han forud sagde dette til ham:

      “Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig (på bjerget)”, 2. Mos. 25:9,40.

Moses og profeterne, og hele menigheden, som de fortalte det videre til, var altså ikke ubekendt med forbillederne, eller på dét, de repræsenterede. Derfor kaldes den præst, som udtager et dyr for at ofre det som et stedfortrædende syndoffer i den gamle pagt, da også (på grundsproget) for Messiaspræsten, 3. Mos. 4:3.

Et andet klart forbillede på det stedfortrædende offer kom også tydeligt frem ved indstiftelsen af den første påske, hvor sammenhængen mellem lammet udgydte blod og folkets  frelse og udfrielse understreges, og nærmest skæres ud i pap for dem (rent bortset fra, at pappet ikke var opfundet endnu).

De mange forbilledlige eksempler på Messias blev da primært heller ikke givet for, at vi i den nye pagt kan se dem opfyldt på Jesus, men de blev selvfølgelig først og fremmest givet til det jødiske folk i den gamle pagt, for at de derved skulle se, og tro på ham, som alle forbilleder og profetier peger frem mod; nemlig på ham, om hvem Johannes Døber vidner og siger: 'Se Guds lam, som bærer/borttager verdens synd'.

Som førnævnt ved vi selvfølgelig ikke, hvor meget disse GT-troende kunne forstå af alt dette. Deres forståelse af Jesu lidelse og død, og om den kommende herlighed, kan måske bedst sammenlignes med den begrænsede forståelse af alt det, vi har af det, bibelen fortæller os fremtiden, fx om den fysiske opstandelsen fra de døde ved Jesu herlige genkomst, og om den evige herlighed hos Gud, som følger derefter? Som der står, forstår vi kun stykkevis.

 

Men, denne begrænsede forståelse betyder jo ikke, at vi så ikke allerede nu kan skimte Guds himmel og den kommende herlighed. Det kan vi selvfølgelig, fordi Guds Ånd vidner om det i skriften og i vore hjerter. Jeg tror, at på samme måde kunne de troende i den gamle pagt i glimt ane lidt af Jesu lidelse, død og opstandelse, og den herlighed, som følger. Vi har allerede set på nogle af disse glimt! Vi skal her til sidst se på et par glimt, som viser lidt om, hvad de kunne se og forstå:

 

I Hebr. 11:25-26 står der fx dette om Moses:

    “Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund; han regnede det for en større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen”, Hebr. 25-26.

Det, der her er sagt om Moses, lyder jo næsten evangelisk, ikke sandt? Det ser jo ud som om, at også han har forstået det, der er det væsentligste! Hvad skal man ellers lægge ind i ordene om, at han ville hellere lide ondt sammen med Gud folk end at leve i synd, og ville derfor også hellere dele Kristi skændsel end eje alle Ægyptens (verdens) skatte. Det sidste betyder vistnok, at han hellere ville lide for Kristus (Messias på hebraisk) frem for at eje alle skatte i verden? Jfr. Sl. 119:72. 

I det sidste eksempel dykker vi ned i Peters pinseprædiken, dér hvor han vidner for de forsamlede  jøder om, at Jesu lidelse og død, såvel som hans opstandelse, er forudsagt i alle skrifterne, og her kommer han også lidt ind på Davids personlige tro og vished. I referatet fra Apg 2:31 siger han nemlig, at da David vidste, at der aldrig skulle mangle én til at sidde på hans trone:    

      “forudså han, at Kristus (Messias) skulle opstå og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse”.
 

Når der står, at David forudså Jesu opstandelse fra de døde, tror jeg, det skal tages for pålydende. Tidligere havde Peter sagt, at David vidste, at den nævnte profeti om, at

‘du vil ikke lade.. din Hellige se forrådnelse’ ikke gjaldt ham selv, men Kristus (hebraisk Messias), og var da derfor kommet til den konklusion, at så måtte han jo nødvendigvis opstå fra de døde. Det er tydeligt, at David havde forstået lidt af korsets gåde, når han jublende kunne udbryde:

    “Salig den mand, hvis overtrædelser er forladt, hvis synd er skjult; saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld..”, Sl. 32:1-2a.

På den ene side vidste David altså, ligesom alle andre troende i den gamle pagt, at alle mennesker står som syndere overfor Gud! Samt, at 'det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synd', fordi disse ofre kun er et forbillede på Guds krav om et skyldfrit og stedfortrædende offer for synd. På den anden side vidste han også, at det, forbillederne ikke kunne pga. synd, dét kan han, der ville komme som Guds lam for at ‘frelse sit folk fra deres synder’, Matt. 1:21.

Jeg tror, at det er pga. denne trosvished, at alle de troende fra den gamle pagt, som er nævnt i troskapitlet, har fået denne samlede overskrift over deres liv og gerning:

      “Skønt alle disse fik godt liv for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med”, Hebr. 11:39-40.

 

'Uden at vi var med'! Gud vil altså, at også vi, anno 2016, ligesom dem skal nå frem til fuldendelsen, som ikke bare er det fuldbragte værk, vi er kommet ind i nu pga. Jesu sejr over døden, men også det evige liv og herlighed hos Gud, der venter. Alt dette pga. Guds lam, der bærer og borttager verdens synd.

  

 

Amen!

 

 

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler