Skærtorsdag

.. m. lysglimt over påskens budskab!

Af Eskild Skov Særkjær

Vi skal til at begynde med læse to afsnit fra Mark. 14, og her først disse to vers:

"Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede at give ham penge; og han pønsede på, hvordan han kunne få lejlighed til at forråde ham", v. 10-11.

Derefter læser vi senere i kapitlet, dér, hvor Jesus samme aften sad til bords med disciplene og sagde:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: én af jer vil forråde mig, en, som spiser sammen med mig. Da begyndte de at blive bedrøvede og spørge ham, en efter en: Det er dog vel ikke mig? Da sagde han til dem: Det er en af jer tolv, ham, som dypper i fadet sammen med mig. Thi Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født. Og mens de spiste, tog han et brød, brød det, gav dem det og sagde: Tag det; dette er mit legeme. Og han tog en kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. Og han sagde til dem: Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige. Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Så siger Jesus til dem: I skal alle forarges på mig; thi der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes. Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa. Da sagde Peter til ham: Om så også alle forarges, så vil jeg dog ikke. Jesus siger til ham: sandelig siger jeg dig: i dag, i denne nat, før hanen har galet, vil du fornægte mig tre gange. Men han forsikrede endnu stærkere: Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig. Ganske det samme sagde også alle de andre", v. 18b-31.

I de ovenfornævnte vers læser vi først, at en af Jesu disciple vil forråde ham for penge. Senere, i den samme nat fornægtede en af hans andre disciple, at han kendte Jesus. Og da han var blevet korsfæstet, blev han forladt af dem alle, eller, som han her siger i teksten: 'Alle skal forarges på mig!' Alt så ud til, at det hele ville være et stort nederlag. Disciplene var borte, og Jesus, deres Herre døde.

Forventningen har ellers været høj. I Luk. 24 har vi fx beretningen om to disciple, der var på vej til Emmaus, og hvor Jesus som den opstandne kom og fulgtes med dem - dog uden at de vidste, at det var ham. Han så, at de var bedrøvede, og med deres svar gav de sikkert udtryk for det, der lå alle disciple på sinde efter, at Jesus efter deres formodning nu var død og borte. I deres svar sagde de nemlig bl.a. dette om ham:

"Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel", v. 21.

Disciplene var vist alle kommet til tro på, at Jesus var Kristus, på hebraisk Messias, han der skulle komme som Davids søn og regere som konge over Israel - og skaffe fred, ret og retfærd over hele jorden. Det stemmer da også helt med det, der står i skrifterne, og med det, englen Gabriel sagde til Maria om det barn, hun skal føde, og som hun skulle give navnet Jesus:

"Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn (dvs. Guds Søn); og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone (fordi han samtidigt også er Davids søn). Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme", Luk. 1:32-33.

Jo! Alt dette står i skrifterne om Davids søn, og som Gud havde åbenbaret til David. At der her ikke tænkes på hans søn Salomo er åbenbar, idet David efter denne åbenbaring priste Gud for det, han har sagt om denne søn, og her sagde han bl.a. dette til ham:

".. du gav også din tjeners hus forjættelser for fjerne tider, og lod mig skue kommende slægter", 2. Sam. 7:19.

Vi tager et citat mere fra GT om ham, som skal komme. Til profeten Jeremias havde Gud sagt det på denne måde:

"Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham er: Herren vor retfærdighed", Jer. 23:5-6.

På Jesu tid var der store forventninger til, at sådanne profetier snart blev opfyldt, og at Messias snart ville komme som den nævnte mægtige konge. Men selvom disse profetier om hans komme for at genoprette alting lod vente på sig, så vidste mange i Israel, idet de var inspireret af Helligånden, at det var Jesus, som var Messias, deres konge. Her kan vi fx bare tænke på de vidnesbyrd, som vi har i John. kap. et, hvor vi bl.a. har beretningen om Johannes Døber, der først siger: 'Se det Guds Lam, som bærer verdens synd' (som også kan oversættes således: Se Guds lam, som borttager verdens synd) og lige efter: 'Han er Guds Søn!' Senere samme dag læser vi, at en af hans disciple, nemlig Andreas, finder sin broder Peter og siger til ham: 'Vi har fundet Messias! Og han førte ham til Jesus', som der står lige efter. Og kun få vers senere læser vi, at lige efter, at Filip er kommet til tro efter sit møde med Jesus, vidner han om ham for Nataniel og siger:

"Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret", v. 45.

Gennem evangelierne er der mange lignende vidnesbyrd. Selvom Jesus ikke var opvokset i et kongeslot, som mange nok havde forventet, at en kongesøn ville gøre det, så var der mange, som i hjertet vidste, Jesus var Messias, deres forløser, ham, som profeterne havde talt om og set frem til.

Men den aften i øvresalen begyndte Jesus så at sige noget, de ikke kunne fatte. Det begyndte faktisk nogle dage før. Apostlen Mattæus skriver nemlig, at da Jesus havde fortalt sine disciple, at ".. han skule gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag", så "tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig", Matt. 16: 21-23.

Jeg tror, at Peter var overbevist om, at Jesus, som han lige havde bekendt som 'Kristus, den levende Guds Søn', selvfølgelig ikke kunne dø. Det samme mente de andre disciple også, og ligeså skaren, der samledes omkring Jesus. Det fremgår fx af den følgende dialog i John. 12 mellem Jesus og folkeskaren. Her siger Jesus først:

"Og jeg, når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Dette sagde han for at betegne, på hvilken måde han skulle dø. Skaren svarede ham: Vi har hørt, at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du da sige, at menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?" (vers 32-34).

Som vi læser, så havde de hørt, sandsynligvis i synagogens oplæsning fra skrifterne, at Messias bliver til evig tid. Her kan vi fx bare tænke på de føromtalte tekster. Og når de spørger ind til ham som Menneskesønnen, så læser vi dette hos profeten Daniel:

"Jeg skuede.. i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn (ordret: Menneskesønnen). Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå", Dan. 7:13-14.

De havde altså ret i dét, de havde hørt om Menneskesønnen. Men, når de nu ved dette, hvorfor spurgte de så alligevel om, hvem han er? Så vidt jeg kan se, så skyldes det vistnok, at de - ligesom Peter - ikke kunne forstå, hvordan udsagnet hos Daniel om Menneskesønnen passer sammen med det, Jesus taler om, når han siger, at han skal ophøjes, dvs. dø på et kors. Dette er også svært at forstå. Men, hvis de ellers havde læst, hvad der også står skrevet - det kommer jeg tilbage til - og samstemmer dette med de mange vidnesbyrd og tegn, som Jesus har givet dem, så kunne de ligesom disciplene være kommet til tro på, at han virkelig er den efter skrifterne lovede Messias.

Vi skal tilbage til teksten hos Markus. Mange mener, at Judas valgte at forråde Jesus, fordi han var skuffet over, at Jesus ikke beviste sin magt til at ændre forholdene - og at han derfor ville tvinge ham til det, når han blev taget til fange. Det kan godt være sandt, men det er i så fald ikke hele forklaringen. Apostlen Johannes skriver nemlig om Judas, at 'da han havde fået det (dvs. brødet, som Jesus rakte ham), fór Satan ind i ham', og han gik derefter straks ud for at forråde ham, John. 13:27.

Som nævnt forstod disciplene ikke, hvad der skete den aften, og hvad der skulle ske de næste dage. De burde dog være klogere. For det første har han sagt det ligeud. For det andet havde han jo gentagne gange vist sine disciple og folkeskaren omkring ham, at han ikke var kommet for at være en jordisk konge, men som en konge over Guds rige. Et eksempel på dette finder vi i John. 6, hvor Jesus først udfører et mirakel og bespiser 5000 mænd, foruden kvinder og børn. Dermed anerkendte folket, at Jesus måtte være Messias, og dog så alligevel slet ikke.

De havde nemlig ikke forstået det, han har sagt, at for at herske som konge og frelse dem fra deres fjenders hånd, så var det nødvendigt for dem at tage imod ham i deres hjerter som netop deres konge og frelser. Romerne var hadet af de fleste, men de havde ikke forstået, at de værste fjender ikke var sådanne ydre fjender, men at det derimod var synden i dem, der var det - og at de derfor måtte vende sig til ham for at få syndernes forladelse. Da de ikke var villige til det, sker der det, der står nogle få vers senere i det samme kapitel:

"Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig atter tilbage op i bjergene, ganske alene", John. 6:15.

Det er altså tydeligt, at selvom Jesus gik rundt og gjorde vel, og mange forstod, at han måtte være Messias, som alle havde ventet på, så ville de fleste ikke komme til ham for at blive frelst. De så nemlig ikke på ham som Himlens kongesøn, kongen over Guds rige, men tænkte kun på dét, han kunne gøre, og hvor dejligt ville det ikke være at have en konge, der gik rundt og ville give dem det, som de mente, de havde brug. Sådan er det forresten også i dag: Mennesker vil godt have en Jesus, der vil helbrede dem, hvis de fejlede noget, og få det daglige brød serveret. Hvis bare han vil give dem det, de gerne vil have, så vil de gerne hylde ham som deres konge.

Og så var Jesus dog deres konge, men han kom og kommer altid først og fremmest for at være konge i menneskehjerter. Derfor sagde Jesus da også dette til nogle af de samme, som nævnt tidligere i kapitlet, og som nu senere på dagen fandt ham igen:

"I søger mig, ikke fordi I har set et tegn (på, at Gud er kommet nær), men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på", John. 6:26-27.

Det arbejde, som han taler om, handler selvfølgelig ikke om at gøre sig fortjent til noget som helst, men derimod, som han siger det i senere i kapitlet: 'at I tror på den, han (Gud) har sendt', v. 29.

Jesus kom nemlig, som vi ved, første gang som et menneske som os for som syndfri at lide og dø for verdens synd. Jøderne havde igen og igen forsøgt at slå ham ihjel, fordi de ikke forstod, at han var kommet fra Gud for at gøre netop dette. Det lykkedes dog ikke, fordi, som han har sagt: 'Min time er endnu ikke kommet'. Denne time var nøje forudsagt i GT, og i flere profetier og forbilleder tales der om ham, der vil komme som et lam, der ville tage verdens synd på sig.

Som et forbillede på Messias i GT skulle et lam nemlig slagtes for at rense folket fra synd. Det er det, Jesus henviste til denne aften, hvor de var forsamlede, og hvor Jesus gav dem brødet, der henviser til ham som livets brød, og derefter vinen, som henviser til pagtblodet, der udgydes for alle til syndernes forladelse.

Som vi ved, så var det han gjorde den aften, en billedlig forudsigelse af det, der skulle ske på næste dag, da han led døden på et kors. Da gik det i opfyldelse, som profeten Esajas har beskrevet således:

"Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes..", Es. 53:5-7.

Det var selvfølgelig en særdeles tung byrde, der blev lagt på Jesus, og som han nu vidste, var lige forestående. I lang tid havde han undgået at tage til Jerusalem, fordi tiden endnu ikke var inde. Men her ved aftensmåltidet nærmede tiden sig hurtigt, og om ganske få timer ville han blive overgivet i syndige menneskehænder til at blive pisket og korsfæstet, som det er forudsagt. Det var som sagt en tung byrde, og med tanke på det, der snart skulle ske, havde han få dage forud sagt:

"Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frelst mig fra denne time! Dog, derfor er jeg kommet til denne time", John. 12:17.

Jeg har hørt mennesker sige, at der er så mange, der blev korsfæstet, så hvad særligt er det med Jesu korsfæstelse? Hertil er svaret, at Jesus - modsat alle andre - skulle dø for enhver synd, som mennesker gennem tiden har begået, og på samme tid være under Guds vrede. Denne byrde kommer også til udtryk i de ord, Jesus i Getsemane tre gange beder sin Fader om at blive fri for, hvis det var muligt, men tilføjer: 'Dog ikke, som jeg vil, men som du vil', Matt. 26:39. Det var jo netop derfor, at han var kommet til denne time. Allerede fra før, mennesket kom til, havde han sagt 'ja' til - i tidens fylde - at betale prisen for at løskøbe og udfri mennesker fra synden, døden og djævelen. Derfor satte han, da tiden nærmede sig, og uden at nøle, Jerusalem som mål for hans vandring, for i denne by at være Guds lam, som bærer/borttage verdens synd. Det var en tung byrde, men alligevel sagde han, mens de spiste påskemåltidet og forberedte sig til døden på korset, dette til sine disciple:

"Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide", Luk. 22:15.

Hvorfor længtes han efter det? Han længdes efter at fortælle, at han nu giver dem brødet og vinen som et billede på hans døds betydning: Først giver han dem brødet, som viser hen til ham som Livets brød, og derefter vinen, og siger, at 'dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange', v. 24. Ved at sammenholde evangelierne, fortsætter han og siger, at det udgydes til syndernes forladelse, og at de, hver gang de spiser brødet og drikker vinen, skal de gøre det til ihukommelse af mig", dvs. huske det, Jesus har gjort for os/mig.

På en måde var det, Jesus gjorde, da han uddelte brødet og vinen, en ganske almindelig foreteelse, for det gjorde og gør alle jødiske husfædre op til påske. Men som vi ser, så sker der pludselig det, at han siger, at dette brød og vin er og repræsenterer hans legeme og blod. Der var også noget andet, der var anderledes ved dette påskemåltid. For det første var det en dag for tidligt, at de spiste det, og for det andet manglede det lam, som ellers alle jøder spiser til påske, og som er påskemåltidets højdepunkt.

Vi ved, at det skete, fordi Jesus selv var påskelammet - og altså selv påskens højdepunkt. Af gode grunde kunne Jesus dog ikke holde påskemåltidet på samme tid som alle andre jøder, for netop på det tidspunkt, hvor de slagtede lammene og tilberedte disse, da hang Jesus på korset og for at dø for verdens synd.

Med tanke om det, Jesus kom for at gøre, har jeg denne gamle kristne sang i tankerne, der handler om det, Jesu gjorde i sin død for os på korset - og jeg vil her citere det første vers og koret, som lyder således:

Der var en, som var villig at dø i mit sted,
for at jeg skulle leve ved ham.
Og han købte mig fri, da på korset han led,
da han soned´ min synd, det Guds Lam.

Kor
Hvad der var mig imod,
blev udslettet med blod.
Det blev naglet til korset med ham.
Hvilken byrde han tog,
da han dødsfjenden slog,
da han bar al min synd og min skam.

Når vi taler om Jesus som Guds lam, så er der flere forbilleder på dette i GT. Et af disse har vi i 1. Mos. kap. 22. Her læser vi, at Gud gav Abraham besked på at tage sin søn Isak op på et af bjergene (bjerget Moria, dvs. Zion), og ofre ham dér. I dag påstår flere bibelkritikere, at der her er tale om en af Israels tidligere tiders menneskeofringer - men Abraham vidste bedre, og det gør vi også. Abraham vidste nemlig, at når Gud har lovet ham slægtens videreførelse gennem denne søn, som også Messias ville komme fra - så måtte han på en eller anden måde også få sin søn levende med sig hjem igen. Vi læser da også, at inden de besteg bjerget, sagde Abraham til sine tjenere: 'Vi kommer tilbage til jer'. Og da de var på vej op af bjerget, og hvor Isak spurgte sin fader: 'Hvor er det lam, der skal ofres?', svarede ham (ifølge grundteksten og de fleste bibeloversættelser): 'Gud vil selv udse sig lammet', v. 8.

Abraham vidste altså, at for at få Isak med hjem igen, så måtte Gud gøre et mirakel. Og det skete: Han så nemlig pludselig en vædder, som var filtret ind i nogle grene, og den ofrede han i stedet for Isak. Men da en vædder ikke er et lam, så er det for mig tydeligt, at Abraham talte om noget andet, nemlig om det lam, som Johannes Døber senere også så og vidnede om, da han sagde: Se det Guds lam, som bærer verdens synd. Det fremgår desuden, at han troede, at Gud også kunne opvække mennesker fra de døde. I Hebr. 11:17-19 står der dette om hændelsen:

"I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve; ja, sin enbårne var han rede til at ofre, skønt han havde fået forjættelserne, og der var sagt til ham: Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig; thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik ham jo også forbilledet tilbage".

Isak, Abrahams enbårne søn, men også lammet, blev således begge et forbillede på Jesus, der som Guds lam bar verdens synder op på korsets træ. Det samme er tilfældet med brødet og vinen skærtorsdag aften, som bliver gjort til et forbillede på Jesu død næste dag for deres og vores - ja, for hele verdens synder.

Tilsyneladende ser det ud til, at det hele var tilfældigt; forræderiet, tilfangetagelsen, såvel som Jesu lidelse og død. Som da Jesus nogle timer senere blev forrådt og overgivet til romerne, hvor han sagde dette til dem.

"Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler. Dag efter dag var jeg hos jer i helligdommen, uden at I rørte en hånd imod mig; men nu er det jeres time, og mørket har magten. Så greb de ham og førte ham bort...", Luk. 22:52b-54a.

Læser vi videre, står der, at 'de gjorde med ham, som de ville'. Når mørket på den måde har magten, er det hele så ikke tilfældigt? Nej - intet var tilfældigt! Jesus vidste, hvad der ville ske, og han havde kun et for øje: at gøre Guds vilje, som også er hans egen. Men, modsiges dette ikke af hans bøn i Getsemane have, hvor han bad om at blive fri for at tage verdens synder på sig, og dø for alle? Nej! Her må vi forstå, at han kom som et menneske som vi, og som sådan kunne også det, der skulle ske, få ham til at bæve.

I teksten fra Markus siger Jesus, at mørket har magten! Det betyder dog ikke, at det kan overvinde lyset (Jesus). Johannes vidner netop om dette, idet han siger:

"Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det", John. 1:5.

Døden og mørket er altså ikke det sidste. Før sin død havde Jesus flere gange talt om, at han ville opstå fra de døde. Og således skete det. Påskemorgen var graven tom, og sejren var vundet over synden, men dermed også over døden og djævelen. I Kol. 2:14-15 beskrives, hvad der egentlig skete på korset, og i tidsrummet mellem hans død og opstandelse:

"Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus".

Alt dette blev virkeliggjort de næste tre dage. Efter sin død for vore, ja, for hele verdens synd, opstod han sejrrigt fra de døde. Og derfor hører vi ham som den opstandne frelser sige dette til os:

"Jeg er den første og den sidste, og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler", Åb. 1:18.

Det betyder konkret, at Jesus er Herre over døden. Det var ikke for sin egen skyld, men for vores skyld, at han døde, for derefter at gennembryde døden og dødens magt, og opstå i sejr. Det har den betydning for os, at vi har del i hans opstandelse. Allerede nu ved vi, som han har sagt, at vi skal leve, om vi end dør. Og at han en dag vil oprejse vore fysiske legemer til et evigt liv. Vi ved, at dette er sandt, og han har jo allerede nu givet os en pant derpå i vore hjerter, der vidner om, at hans sejr også er vores sejr, og at det gælder til evig tid.

Snart kommer den dag, hvor vi når dette mål, og hvor vi på hans befaling skal opstå med vore legemer til evigt liv. Det er det, som Paulus har beskrevet på denne måde:

"Vi vil ikke.., at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.. ", 1. Tess. 4:13-14.

Alt dette ligger der i det budskab, der denne skærtorsdagsaften indleder påsken - og taler til os om hans lidelse, død og opstandelse. Vi ved jo, at han er opstået, og som han er opstået, så skal også vi opstå, når han kommer igen, jfr. 1. Kor. 15:29. Snart derefter vil det ske, at Jesus vil oprette riget for Israel, som han har sagt, og da vil også det, som er talt ved profeten Esajas, og som allerede ved Jesu første komme delvis er gået i opfyldelse, ved Jesu andet komme få sin fulde opfyldelse:

"han borttager på dette bjerg (Golgata/Zion) sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talet. På den dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse", Es. 25:7-9.

Amen