Højsangen:

Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom

.. et forbillede på Kristus og hans brud

Af Eskild Skov Særkjær

Det er kong Salomon, Davids søn, som er forfatter til Højsangen, som ordret betyder ’sangernes sang’ eller ’den ypperste sang’, v. 1. Højsangen er ikke er en almindelig kærlighedsdigt eller -sang, selvom det i første øjekast ser ud til, at den ’kun’ handler om brudgommen Salomons forhold til sin brud Sulamit. Ved Guds Ånd åbenbarer Gud for os, at Højsangen har en meget dybere åndelig betydning.

På mange måder bliver Davids biologiske søn gjort til et forbillede på Jesus Kristus, fordi han som Davids åndelige og biologiske Søn [efterkommer] er den person, hvori alle forjættelser opfyldes.

Som når David eksempelvis får en profeti om, at hans søn skal være konge over Israels rige til evig tid. Som bekendt var Salomon ’kun’ konge over Israel i 40 år, hvorfor profetien derfor må tale om en anden, der skal komme og være denne søn. Skriften viser da også, at David straks er klar over, at profetien gælder Messias, som vil komme, 1. Krøn. 17:11-14, 17. Se også Luk. 20:41-44. I NT åbenbares det, at alle forjættelser til David har deres fulde opfyldelse i Kristus, fordi han i kraft af et evigt og syndfrit liv har arvet forjættelsen. 18 gange fastslår NT, at Jesus er denne Søn.

Også her i Højsangen har Gud ved Salomon givet os et vidunderligt profetisk forbillede på Kristus, som elsker sin brud [menigheden/dig] ud over alle grænser. Og vi skal se, at som et forbillede på Kristi brud elsker Sulamit ham tilbage for alt det, han har gjort for os. B. S. Ingemann har gennem 34 sange og digte beskrevet denne kærlighed mellem Salomon og Sulamit, fordi de for ham er det store gammeltestamentlige forbillede på forholdet mellem Kristus og hans brud. Og det er de! Navnet Sulamit betyder i øvrigt ’den, som fred er skænket’. Det betyder, at som Sulamit er et forbillede på Jesu Kristi brud og menighed, således har hun også fået sit navn som et forbillede på den fred, som vi har fået af vor himmelske brudgom.

Højsangen indeholder dog også flere alvorlige temaer! Man kan nemlig ikke undgå at lægge mærke til, hvor alvorligt det er for Sulamit [og dermed også hver enkelt af os], da hun opdager, at hendes elskede brudgom er blevet borte for hende. Noget vi alle kan føle eller opleve i vores fortravlede og syndefulde verden. Vi skal se på, hvordan det påvirker brudens videre vandring gennem livet med sin brudgom. Vil han igen lade sig finde og vil han tilgive hende? Det er med disse aktuelle aspekter, jeg vil gennemgå højsangen.

Bibeloversættelser som er brugt:

Hvis intet andet er anført, så er bibelcitaterne hentet fra den forrige danske bibeloversættelse. Men da den [og endnu mere den nyeste fra 1992] har flere misvisende tekstafvigelser i forhold til grundteksten, citerer jeg indimellem fra King James [KJ]. Denne bibeloversættelse er en af de få eksisterende oversættelser, som ikke har revideret [ændret] deres ’ord for ord’ oversættelse i forhold til grundteksten [Textus Receptus], og anses derfor af bibeltro kristne for at være en af de mest troværdige oversættelser i dag.

Skriftens inddeling:

Højsangen er traditionelt inddelt i ni sange, som alle handler om brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom. Alle sange kan forstås og læses som selvstændige beskrivelser af denne rejse, hvor brudgommen lidt efter lidt åbenbarer fremtiden for Sulamit, som beskrives, efterhånden som hun får dem. Næsten på samme måde, som når Kristus gennem forskellige billeder fortæller os om det himmelske bryllup og lidt efter lidt åbenbarer den herlighed for os, der venter os dér. Men, så vidt jeg kan se, skal Højsangen dog betragtes og læses som en stadig fremadskridende fremstilling af denne rejse, som slutter med det fremtidige bryllup og [evige] samvær med brudgommen i kap. 7. Kapitel 8 synes dog at være en undtagelse fra den nævnte fremadskridende fremstilling af hendes [åndelige] vandring. Her er tiden ligesom igen skruet tilbage til hendes [nuværende] trolovelsestid, hvorfra hun bl.a. giver nogle gode råd om livet med brudgommen og giver udtryk for sin store længsel efter den dag, hun lige har set.

Inddelingen af de ni sange:

1. Jeg er sort, men yndig! [Højs 1:1-2]

2. Brudgommen kommer [Højs 2:8-17]

3. Brudgommen er blevet borte [Højs. 3:1-5]

4. Sulamit ser ham igen - i et bryllupsoptog [Højs 3:6-11]

5. Brudgommen beskriver sin elskede brud [Højs 4:1-5:1]

6. Sulamit søger efter – og vidner om sin brudgom [Højs 5:2-6:1].

7. Er igen hos brudgommen, som beskriver hende [Højs 6:2-10]

8. Bryllup og evigt samvær med brudgommen [Højs 6:11-7:14]

9. Sulamits længes efter brudgommen; giver gode råd [Højs 8:1-14]

Sang nr. 1: Jeg er sort, men yndig [kap. 1:1-2:7]

Brudens første møde med efter brudgommen [kap. 1:2]

Sulamit begynder med at beskrive sin trolovelsestid og [åndelige] samvær med sin brudgom med at give udtryk for at få en berøring [et kys] fra ham. Det er tydeligvis ikke det første møde, som hun har med ham, for det er tydeligt, at hun allerede er kommet til at kende ham og elske ham. Hun siger derfor, at ’din kærlighed er bedre end vin!’ Vin står her for det bedste af det, jorden kan frembringe! Hun fortsætter med at beskrive ham: ’Lifligt dufter dine salver, dit navn er en udgydt salve!’ I GT var denne salve et billede på Jesus Kristus, og skulle derfor forbilledligt udgydes over syndofferet, ypperstepræstens tjeneste og over alteret i det allerhelligste [2. Mos. 28:41, 29:36, 30:26]. Derfor står der også profetisk i Daniel, at når Messias [Kristus] kommer, bliver ’en højhellig helligdom salvet’, Dan. 9:24. Alle forbilleder har altså sin opfyldelse i Kristus, som netop betyder ’den salvede’, hvis navn er en liflig duft for Gud, og er det eneste navn, hvorved vi kan blive frelst.

’Derfor [pga. hans død på korset] har også Gud ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, Fil. 2:9.

Sulamit til sin brudgom: Derfor har jomfruer dig kær [1:3-4]

Sulamit fortsætter: ’Derfor har jomfruer dig kær’ [ordret oversættelse]. Bibelen beskriver ofte de enkelte troende som brude/jomfruer. ’Drag mig efter dig’ beder hun. Det må også være enhver troendes største ønske og bøn til sin brudgom. Hun ønsker, at hendes tilhørere vil det samme og siger opfordrende til dem: ’Kom, lad os løbe!’ Det ser altså ud til, at disse ’jomfruer’ er et billede på de troende, som ønsker at følge vores brudgom, Kristus. De har åbenbart også løbet ham i møde og siger nu til ham:

’Vi vil juble og glæde os i dig, prise din kærlighed frem for vin’. Og ’de retskafne elsker dig’ [KJ], v. 4.

Disse ord er også forbilledligt et udtryk for vores jubel og glæde i vores brudgom, Kristus. Ordene ’i dig’ peger frem til det, vi har ’i Kristus’. I NT er der langt over 500 steder, hvor der henvises til, hvad vi som troende har ’i Kristus’ og ’i ham’, fx Rom. 3:24. Han er hadet eller ringeagtet af de fleste i verden, men ’de retskafne elsker ham’.

Sulamit: Jeg er sort, dog yndig [1:5-6]

I vers 5 henvender Sulamit sig til ’Jerusalems døtre’, som kan beskrives som hendes veninder og er derfor ikke identiske med de i vers 3 nævnte jomfruer. Disse veninder er hendes tilhørere gennem alle kapitler, og vil derfor senere komme ind på en nærmere på, hvilke tanker de gør sig, efterhånden som de hører mere og mere om Sulamits beretning om sin brudgom.

’Jeg er sort, men yndig’, siger hun til dem. Og videre: ’Se ej på mig, fordi jeg er sort. Hun beskriver, at hun er sort, fordi hun er blevet brændt af solen – et billede på, at hun i denne verden har levet under et slavelignende forhold. Hun nævner, at hendes ’moders sønner’ har sat hende i den ulykkelige situation. Dette kan være et billede på Eva, som er kommet ’i trældom med sine børn’ pga. synden, som kom ind i verden og trængte igennem til alle mennesker, jfr. Rom. 5:12. Pga. dette slaveri giver Sulamit udtryk for, at hun ikke har kunnet vogte sin egen vingård. Omtalen og beskrivelse af denne vingård går som en rød tråd gennem alle kapitler i Højsangen. Det gør den, fordi den som et forbillede på det, den beskriver: Vingården repræsenterer Guds menighed, og dens ejer repræsenterer Gud. Det betyder, at vi - ligesom Sulamit – pga. slaveri ikke har kunnet vogte Guds vingård.

At blive brændt af solen kan være et billede på den syndige menneskenatur [i os], men også henvise til den påvirkning fra syndens verden, som vi bliver udsat for. Ligesom Sulamit har vi også oplevet, at vi på mange forskellige måder er blevet brændt af solen gennem vor vandring gennem livet. Men i stedet for at se på os selv og vor situation, må vi fokusere på, hvad vor brudgom har gjort for os. Det er grundlaget for, at hun siger: ’Jeg er sort, dog yndig’. Det er jo det, vi giver udtryk for, når vi fx siger, at vi er syndere [sorte af natur], men samtidig benådede [og dermed uden plet og fejl].

Denne vidunderlige sandhed er baggrunden for, at vi kan lovprise Gud, selvom solen brænder på vor [ofte svære] livsvandring. Som det fx kommer til udtryk i sangen ’O, at jeg kunne min Jesus prise’. Vers 5 lyder således:

Snart er vi hjemme at stå for tronen,

hvad gør det da, om solen har os brændt?

Når hytten falder, så får vi kronen,

og al elende er så dermed endt.

Som Kedars telte.. [1:5]

Det er også denne åndelige forståelse, som Sulamit har fået et indblik i. Det ses bl.a. ved hendes henvisning til ’Kedars telte’. Kedar var en arabisk beduinstamme, hvis telte var behængt med skind af sort gedehår og havde ingen skønhed. Som vi ser, sammenligner Sulamit sig selv med disse telte, som ikke har nogen skønhed i sig selv. Men så skynder Sulamit sig at fortsætte med at fortælle om, at hun alligevel ejer en skønhed, men den har hun fået af en anden: Jeg er ’som Kedars telte, som Salomos teltdug’ [KJ].

I modsætning til Kedars sorte telte var Salomos telte yndige og prægtige. Med sine ord giver Sulamit altså udtryk for, at brudgommens skønhed langt overstråler hendes ringhed, og det er tydeligt, at hun også har taget imod den i sit hjerte. Med sine ord siger hun altså indirekte, at:

’Jeg er ganske vist sort ’som Kedars telte’, men alligevel underfuld ’som Salomos teltdug’, fordi jeg modtaget hans skønhed [klædning]. Og derfor ser jeg ikke længere mig selv, som verden gør, men som brudgommen gør.

Dette vers giver os hermed et vidunderligt evangelisk billede på den skønhed, som Kristi brud får, når hun engang skal iføres hvide klæder, som brudgommen vil give til alle dem, som tager imod ham, Åb. 3:5.

Sulamit [til brudgommen]: Sig mig, hvor du vogter din hjord [1:7]

Billedet skifter. Bruden henvender sig til brudgommen og spørger: ’Du som min sjæl har kær, hvor du vogter din hjord, hvor du holder hvil..’, v. 7. For første gang omtaler Sulamit brudgommen som en hyrde, der vogter sin hjord. Gennem bibelen omtales hyrden utallige gange som billeder på, hvordan Gud beskytter sin hjord og har omsorg for den. I salme 23 skriver David fx, at ’Herren er min hyrde’. Jesus siger da også om sig selv, at ’Jeg er den gode hyrde, der sætter mit liv til for fårene’, John. 10:11. Sådan er han! Det skønneste der findes er at være der hvor han er.

Sulamit spørger derfor: ’Hvorfor skal jeg gå som en landsstryger ved dine fællers hjorde’?

Det ser ud til, at hun på dette tidspunkt hører til en anden hjord, hvor hun muligvis har hørt om ham, som er hyrden over alle hyrder. Måske var hun i en lignende situation som de disciple, som fulgte Johannes Døber, indtil han overfor dem vidnede om, at det er Jesus, som er Guds Lam, hvorefter de i stedet fulgte Jesus, som også beskrives som ’overhyrden’. På samme måde havde Sulamit hørt om denne hyrde og ønskede derfor også at være med i hans hjord. Hun ville ikke nøjes med at høre om ham på frastand, for så ville hun stadig være som en slave eller landsstryger. Hun ved, at hun aldrig vil føle sig hjemme andre steder end hos ham.

Brudgommen fortæller om det, hun ikke ved [kap. 1:8]

Han lægger ud med ordene: ’Hvis du ikke ved det, du fagreste blandt kvinder, følg da hjordens [fårenes] spor..’. De første ord ’hvis du ikke ved det’, er mildt bebrejdende, fordi hun burde vide dét, han nu siger til hende. Hun burde vide, at hun kan finde ham ved at gå i ’hjordens spor’, for hjorden følger deres hyrde. I John. 10:3 siger Jesus, at ’fårene hører hans røst, og han kalder sine får ved navn og fører dem ud’. I Højsangen fortsætter hyrden med at sige til hende: ’Vogt dine geder ved hyrdernes boliger’, eller ’ved hyrdens bolig’, som der står i nogle bibeloversættelser og som måske er den mest korrekte? Men uanset hvad, så er meningen den samme: Gå derhen, hvor Guds ord forkyndes ret, for dér er hyrden.

Brudgommen [til Sulamit]: Du er den fagreste og min elskede [kap. 1:9-10]

Herefter skildrer brudgommen hans brud, og beskriver hende først som ’den fagreste blandt kvinder’. Sulamit beskrives flere gange med disse ord som et forbillede på Kristi brud. En sådan beskrivelse af os er vi dog ikke vant til at høre, for vi er jo ’kun syndere’, som ikke har fortjent hans godhed! Og dette er sandt. Men alligevel er vi så dyrebare i hans øjne, at han var villig til at give afkald på alt for at få dig i eje. Jesus sammenligner sig derfor med en købmand, der søgte efter skønne perler, og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den, Matt. 13:45-46.

Derefter sammenligner Sulamits brudgom hende med ’Faraos forspand’. Salomon havde en særdeles stor forkærlighed for ægyptiske heste og i hans øjne eksisterede der ikke nogen smukkere skabning end disse med deres lette og underfulde gang. Når han derfor sammenlignede Sulamit med disse yndefulde heste, var det det bedste kompliment, som han kunne give hende.

I vers 9 omtales bruden som ’min veninde’, men det er et forfladiget udtryk. I den danske bibel omtaler Sulamit og Salomon fejlagtigt hinanden 34 gange for henholdsvis ven og veninde. For efter grundsproget omtaler de hinanden for ’min elskede’. I vers 14 omtaler han endda hende med ordene ’min højt elskede’. Så højt elsker han også os! Og vi må bare elske ham tilbage for alt det, han er og har gjort for os.

’Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder’, 1. John. 4:9-10.

Jerusalems døtre bryder ind [kap. 1:11]

Vers 11 starter med et ’vi’, som sikkert henviser til Jerusalems døtre, som er hendes veninder og som bliver mere og mere grebet af Sulamit vidnesbyrd om sin brudgom. I gamle dage var det skik, at det var veninderne, som smykkede bruden og førte hende frem, jfr. salme 45:15. Men ordet ’vi’ kan også henvise til, at det er den treenige Gud, som selv vil smykke bruden, jfr. 1. Pet. 1:3-4, 5:4.

Sulamit: Min nardus spreder sin duft, når kongen er til bords [kap. 1:12-14]

Sulamit har også tidligere omtalt den velduft, der strømmer ud fra ham, kap. 1:3. Nu fortæller hun så nærmere om, hvilken indflydelse denne velduft har på hende. Hun siger: ’Min nardus breder sig, mens kongen er til bords’. Versets mening kommer bedre frem med denne mere korrekte oversættelse: ’Så længe kongen sidder ved bordet, vil min velduftende salve udsende en velduft deraf’ [KJ]. Det betyder konkret, at det er ham, som er årsag til hendes velduft! Det fremgår også af vers 13, hvor hun siger, at ’min ven er mig en myrrapose, der ligger ved mit bryst’.

Hun fortsætter med at berømme hans velduft: ’Min højt elskede er som en koferklase fra En-Gedis vingårde..’ [KJ]. Baggrunden for sammenligningen er, at Salomon netop havde indført koferdruen fra udlandet pga. dens velduft og gode smag og blev dyrket i store terrasseformede vinhaver i En-Gedi.

Den velduft, som her beskrives, er et billede på Kristi velduft. Paulus skriver det fx på denne måde:

’Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus, og ved os alle vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft. Thi en Kristi velduft er vi for Gud blandt dem, der frelses – og blandt dem, der fortabes. For disse sidste bliver vi en duft af død til død, men for de første en duft til liv’, 2. Kor. 2:14-16.

I inderlighed taler brudgommen og bruden med hinanden [kap. 1:15-17]

Brudgommen omtaler igen hendes skønhed og sammenligner hendes øjne med duer. Duer har altid været et billede på renhed og hellighed, og det er disse [Åndens] frugter, som han ser i hendes øjne, der som bekendt bliver omtalt som ’sjælens spejl’.

Hun besvarer hans kærlighed med lignende ord og giver udtryk for sin store glæde ved at være sammen med ham på de grønne enge og i den bolig, som de sammen vil bygge. Åndeligt er dette et billede på det vidunderlige liv, som vi nu har i Kristus, hvor han lader os hvile på grønne enge og sammen med ham bliver ’opbygget til en Guds bolig i Ånden’, Sl. 23:2, Ef. 2:21-22.

Jeg er Sarons rose, dalenes lilje [kap. 2:1]

Sulamit ikke kan forstå, at Salomon har udvalgt hende til sin brud, for hvad er hendes skønhed i forhold til de kvinder, som er rundt omkring ham ved hans hof? Dette giver hun billedligt udtryk for, ved at hun beskriver sig selv som ’Sarons rose og dalenes lilje’ [KJ] i modsætning til de mange pragtblomster, som kongen både kan se og nyde hver dag i Jerusalem. Sarons rose blomstrer på kystens højsletter og liljerne i dens dale. Disse blomster er måske nok små og uanseelige, men er et billede på de yndigste blomster. Derfor har de også i kirkehistorien været et billede på små [blomster], som Kristus har taget til sig, for han er den, der ’vogter blandt liljer’, jfr. v. 16.

Efter denne ydmyge fremstilling af sig selv får hun dette svar: ’Som en lilje midt blandt torne er min elskede blandt døtrene’ [KJ]. Med andre ord siger han til hende: Du skal ikke sammenligne dig med dem, for i mine øjne er de ikke andet end [tidsler med] torne. Disse ord er dermed et billede på, hvordan Kristus, vores brudgom, ser på os i forhold til det, som verdens børn kan fremvise:

’..det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke er noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud..’, 1. Kor. 1:28-29.

Men billedet stopper ikke her. Når han siger, at bruden er ’som en lilje midt iblandt torne’, er det et billede på, at de i modsætning til hende ikke tilhører ham. Dette er et åndeligt billede på dem, som hører ordet om korset, men som ikke vil tage imod Kristus. I stedet giver de sig til at ’rive og nage’. I sangen: ’Den yndigste rose er funden’ lyder sidste vers således:

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!

Sulamit beskriver glæden ved at tilhøre ham [kap. 2:3-6]

Pga. brudgommens ord til hende fyldes hun af glæde over at tilhører ham, som hun sammenligner med et frugtbart træ blandt skovens træer. I vers 2 sammenlignede brudgommen hende med de andre blomster, men her i vers 3 er det bruden, der sammenligner ham med de andre træer i skoven.

Men blandt dem alle er det kun ham, som bærer frugt og som derfor kan give hende det, hun behøver – et billede på, hvor højt ophøjet Kristus er i forhold til alle andre bejlere, kap. 8:8. Det er dem, som byder sig til som den sande Kristus, men som i virkeligheden er falske profeter og afguder. For der er kun én, som er ’vejen, sandheden og livet’; det er Jesus Kristus. Han er derfor også den eneste, som kan vederkvæge os og give os frugten til det evige liv, jfr. Rom. 7:4-5.

Derfor siger bruden: ’I hans skygge har jeg lyst til at sidde, hans frugt er sød for min gane’. Han er nemlig det livets træ, som bringer liv og lægedom til enhver, som søger ham. Dette træ kan også være et billede på korsets træ, hvorpå Jesus døde for vore synder og i hvis skygge jeg derfor altid har lyst til at sidde’. Salme 670 i den danske salmebog beskriver det således:

I Jesus søger jeg min fred,
al verden har kun smerte,
ved korset er mit blivested,
dér hviler sig mit hjerte,
dér kan jeg bo
i stille ro,
dér findes alt det, som min tro
så længselsfuld begærte.

Herefter fortæller Sulamit, at Brudgommen har ført hende til en vinhal [ordret: banketten], hvor der er vin i overflod. I bibelen er vinen et billede på den glæde og Helligånd, som Gud vil give til enhver, som kommer til ham ved Jesus Kristus, Matt. 26:27, 1. Kor. 12:13. Når Gud derfor i endens tid vender Israels skæbne og frelser det, understreger han sin store velsignelse over dem ved at bruge vinen som symbol, idet han siger, at ’bjergene drypper med most’ og ’de skal plante vingårde og drikke vinen’, Amos, 9:13-14.

’Hans banner over mig er kærlighed’, fortæller hun videre [ordret]. En konge havde altid et banner, som fx blev båret foran hæren i en krig, og repræsenterede på samme tid både kongen og hans magt. Tilstedeværelsen af kongens banner var at betragte som at han selv var til stede. Når der står, at ’Hans banner over mig er kærlighed’, så betyder det derfor, at dem, der er under dette banner, er beskyttet af hans kærlighed mod alle onde anslag. Og det er netop det evangeliske pointe: på spørgsmålet om, ’hvem [der] kan skille os fra Kristi kærlighed’ bliver svaret derfor: Det er der ingen, der kan! [Rom. 8:35-39].

’Styrk mig med rosinkager, kvæg mig med æbler’, v. 5. Som dengang bliver disse stadig benyttet som energitilskud, som man i ørkenen næsten altid har ved hånden, hvis man fx er udmattet. Hun siger endda, at hun er ’syg af kærlighed!’. Det er ’den første kærlighed’, der taler således. Selvom Sulamit beskriver kærligheden mellem mand og kvinde, så er det i virkeligheden et Guds inspireret billede på forholdet mellem brudgommen Kristus og hans brud. Han omfordrer os derfor til aldrig at miste denne første kærlighed til ham, Åb. 2:4.

I vers 6 siger Sulamit, at ’hans venstre er under mit hoved, hans højre tager mig i favn’. Disse ord må være et udtryk for, at han billedligt er i hendes hjerte, for hun fortsætter jo beretningen med at fortælle, at han endnu ikke [bogstaveligt] er kommet til syne, vers 8. Det, hun siger, er derfor et billede på Kristus, som er den eneste, som er den eneste, som bogstaveligt er hos os samtidig med, at han stadig er hos sin Fader i Himmelen og derfor ikke er kommet tilbage til jorden endnu, Matt. 28:20, Ap.g. 1:11.

Sulamit: ’Gør ikke kærligheden uro’ [Kap. 2:7]

Sulamit henvender sig til Jerusalems døtre og siger til dem: ’Gør ikke kærligheden uro, væk den ikke, før den ønsker det selv’. Hun gentager samme formaning til dem i kap. 3:5, og 8:4.

Med disse ord, som også er Guds ord, forklarer hun overfor sine tilhørere [og os], at man ikke kan eller skal presse en kærlighed frem, som ikke er til stede. Hvor mange er ikke blevet drevet af sine følelser, begejstring eller begær, men som siden har vist sig ikke at være bygget på ægte kærlighed. Dette gælder også på det åndelige plan for mange af dem, der gerne vil være kristne og tilhøre Jesus. Men som igen vil lade sig rive med af denne verdens bekymringer eller begær og falder fra, når hverdagen kommer med dens travlhed og timelige bekymringer, jfr. Matt. 13:13:19-22.

I modsætning hertil er den sande kærlighed gudgivet. I grundteksten kommer denne tolkning tydeligere frem i dette vers end i den danske bibel. Sulamit giver nemlig udtryk for, at kærligheden til brudgommen ikke skal eller kan vækkes, ’før HAN ønsker [eller vil] det’. Ordet ’han’ må derfor åndeligt henvise til, at vi ikke selv kan beslutte os til at tilhøre Jesus, når vi ønsker det, men at det derimod er ham, som vækker den sande kærlighed i os til ham, når vi beder ham om det.

Bibelen taler alvorligt om, at vi ikke må ringeagte denne kærlighed, for den kan så let blive kold, hvis vi ikke er agtpågivende. Der er mange, som tror, at de elsker Jesus, men som i virkeligheden er utro. For ’ingen kan tjene to herrer’, siger Jesus. ’For han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden’ [Matt. 6:24]. Derfor hedder det: ’I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter..’, Hebr. 3:7-8

Sang nr. 2: Brudgommen kommer [Højs 2:8-17]

Sulamit genkender brudgommens røst og ser ham komme [kap. 2:8-9]

’Hør min elskedes røst’ [KJ], udbryder Sulamit. Selv på lang afstand genkender hun øjeblikkelig hans stemme og fyldes med glæde, og opfordrer sine tilhørere til også at høre hans røst. Ved dette forbillede opfordrer Herren os til at altid lytte til hans røst og være årvågen, når han ’på lang afstand’ taler til os fra Himmelen, se Hebr. 12:25. For kun ’den, som har øre, han [eller: kan] høre, hvad Ånden siger til menighederne’, Åb. 2:7. Og dermed være rede til at møde ham, når han kommer igen.

’Han kommer i løb over bjergene..’ Som den fortabte søns fader løber ham i møde, således løber vor brudgom og Frelser den i møde, som længes efter ham, Luk. 15:11-32. Han kommer nærmere og ser nu gennem vinduets gitter, v. 9. Det er et sindbillede på Jesus, som kommer og ser ind i den enkeltes sjæl, om den er rede til at byde ham ind. For, som han siger:

’Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig’ Åb. 3:20.

At ’han kommer i løb over bjergene’ kan også henvise til, at Jesus snart kommer igen, Åb. 22:7,20. I så fald repræsenterer bjergene den fysiske afstand, som der nu er mellem ham og os. Af sammenhængen ser det dog ud til, at verset er et billede på det nærvær, som vi har med Kristus i vores trolovelsestid med ham her på jorden. Og derfor vil han altid skynde sig at komme os til hjælp, når vi kalder på ham. David beskriver det på denne måde:

’Du bøje dit øre til mig; red mig i hast og vær mig en tilflugtsklippe, en klippeborg til min frelse’; thi du er min klippe og min borg. For dit navns skyld lede og føre du mig’, Sl. 31:3-4

Brudgommen svarer, og beskriver den herlige fremtid med ham [kap. 2:10-14]

Ordret står der i vers 10: ’Min elskede tog til orde og sagde til mig: Stå op, min elskede, min skønne, og kom af sted!’. Hvor var det herligt, da han kaldte på os og førte os ud fra mørket til sit underfulde lys. Men vi ved også, at det der skete dengang, ikke er nok. Vi må derfor til stadighed høre hans røst og følge ham.

Vers 11-13 giver et herligt billede på livet med Herren. Før han kom, var det vinter og jorden [vi] trængte til det livgivende vand. Men

’nu er vinteren forbi og forårsregntiden ovre; [og hun ser, at] blomsterne kommer til syne på jorden; fuglenes sangtid er kommet, og turtelduernes kurren høres i vort land; figentræet svulmer med grønne frugter; vinstokken blomstrer [og] udspreder sin duft’ [delvis efter KJ].

Bibelen har mange lignende illustrationer af forårets og sommerens komme som billeder på det nye liv, vi har i Kristus. Han, som har ført os til dette vidunderlige sted, som han har lovet. Figentræet og vinstokken er billeder på den velsignelse, som vi er under og lever af, når vi tilhører ham. Et eksempel herpå læser vi i 1. Kong. 4:25, hvor der står:

’Juda og Israel boede trygt, så længe Salomon levede, hver mand under sin vinstok og sit figentræ..’.

Disse vers i Højsangen er samtidigt også et fantastisk billede på 1000-årsriget og evigheden, hvor vi for evigt er under Herrens velsignelse. I Joel 2:21-2 beskriver denne vidunderlige tid således:

’Fryd dig, vær glad! Thi Herren har udført store ting.. Thi ørkenens græsmarker grønnes, og træerne bærer frugt; figentræ og vinstok giver alt, hvad de kan. Og I, Zions sønner, fryd jer, vær glade i Herren jeres Gud! Thi han giver jer føde til frelse, idet han sender jer regn, tidligregn og sildigregn som før. Tærskerpladserne skal fyldes med korn, persekummerne løbe over med most og olie… I skal spise jer mætte og love Herren jeres Guds navn, fordi han handler underfuldt med jer; og mit folk skal i evighed ikke blive til skamme’.

Som vi ser, er det specielt figentræet og vinstokken, som bliver nævnt i dette vers og i Højsangen. I bibelen er disse åndeligt knyttet sammen og giver forskellige billeder på Israels land og folk, og beskriver, om de er under Herrens velsignelse eller ej, se fx Joel. 1:2, Hag. 2:19, Matt. 21:19. Når Jesus derfor i Matt. 24:32-33 fortæller dem en lignelse om figentræet, ved tilhørerne straks, at han taler om Israels og folkets fremtid:

’Lær en lignelse om figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren..’

I vers 14 beskriver brudgommen sin brud som ’en due i fjeldets kløfter’. Det var i disse klipper, at duerne søgte ly mod vinterens storme og kulde, og er derfor et billede på, at vi på samme måde må være ’som en due’ og søge ly og beskyttelse på ’den åndelige klippe’, som er Kristus, for dér at synge med på salmen, som indeholder disse linjer:

Du evige klippe, hos dig er der ly.

Til dig i min trængsel jeg altid vil fly.

Sulamit: fang os de små ræve, som hærger vinen [kap. 2:15]

De små ræve, som der henvises til, var dengang en plage i Israel, fordi de eksempelvis gravede sig ind under vingårdens gærder for at gnave i vinrankernes rødder, stammer og blomster, og var årsag til, at vinhøsten blev mere eller mindre ødelagt. Det var derfor vigtigt at fange dem.

Men hvorfor fortæller Sulamit om dette problem lige efter, at brudgommen har fortalt om den herlige fremtid og hvordan han vil beskytte hende. Som kommende brud er hun naturligvis bekymret for, at de små ræve skal ødelægge brudgommens vingårde. Når vi ved, at vingården er et billede på menigheden, bliver det tydeligt, at ’de små ræve’ er identiske med de tyve og røvere, som ifølge Jesus ’kommer for at stjæle og slagte og ødelægge’, John. 10:10.

Selvom vi har skriftens ord for, at ’intet kan skilles os fra hans kærlighed’, så længe vi er hos ham, så betyder det ikke, at der så ikke er noget eller nogle ’små ræve’, som kan ødelægge dette forhold.

De små ræve er derfor billeder på den synd eller ligegyldighed, som afgnaver Helligåndens duftende blomster for at hindre frugterne i at komme frem i den vingård, som er hans. De små ræve kan se uskyldige ud, men er det ikke! Derfor er det livsvigtigt for vores liv med Herren, at de bliver afsløret og fanget. I Rom. 6:23 står:

Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Sulamit: Han er min og jeg er hans [kap. 2:16-17]

For at få et inderligt og ret forhold til brudgommen, så er det altså vigtigt at få alt det væk, som skader dette forhold. Først da kan vi til fulde erfare den himmelske herlighed og rigdom i det ord, hvormed bruden sammenfatter sin lykke: ’Min elskede er min og jeg er hans, som vogter hjorden blandt liljerne’. Ordene ’jeg er hans’, betyder konkret, at vi har fået del i hans retfærdighed og hellighed; hans liv og lys, hans fred og glæde, i hans himmel og evige salighed. Alt dette og mere til har han i sin store kærlighed skænket til mig. Det er brudens rigdom at kunne favne sin brudgom og sige: du er min og jeg er din for evigt!

Sulamit tilføjer, at ham, som hun tilhører, vogter sin hjord blandt liljer. Brudgommen har tidligere omtalt hende som en lilje på marken og som et af fårene i hans hjord. Nu føjes disse to billeder sammen for åndeligt at beskrive, at hver enkelt troende i brudgommens hjord også er ’en lille blomst i Herrens have’, som det lyder i et kristent vers.

’Til dagen svales og skyggerne længes!’ I løbet af dagen har hun hørt ham tale om den dejlige, lyse sommertid, som er på vej [et billede på evigheden]. Hun tilhører ham og hun længes nu efter, at han billedligt løber hende i møde ’som den unge hjort over på adskillelsens bjerge’ [KJ], jfr. v. 8. Dette er et billede på, at selvom Jesus, er hos os ved sin Ånd, så er han alligevel ’gået bort for at gøre en plads rede’ for os i Himmelen, John. 14:2. Men, siger Jesus [til Peter]: ’Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig’, John. 13:36. Muligvis er det denne adskillelse mellem Kristus og os, som forbilledligt bliver beskrevet som adskillelsens bjerge i Højsangen?

Sang nr. 3: Brudgommen er blevet borte [Højs. 3:1-5].

Bruden søger ham og finder ham [kap. 3:1-4]

Brudens frygt for de små ræve’, som hærger vingården, viser sig at være begrundet! Tidligere har brudgommen været hende så nær, at hun har hørt ham, set ham og mærket ham. Men ikke længere. Årsagen bliver ikke nævnt, men alle kristne oplever vel sådanne situationer? Vi er måske i en periode, hvor vi forsømmer det inderlige fællesskab med ham og pludselig en dag er det, som om han er borte! Vi beder om hjælp, men det er som om, at bønnen ikke når længere end til loftet.

Sulamit gør heldigvis det eneste rigtige i denne situation: Hun står op og søger efter ham, tager ud i byen og spørger efter ham på gader og torve. Men til hendes fortvivlelse er han ikke der, og udbryder: ’Jeg søgte, men fandt ham ikke!’ Men, har Herren da ikke sagt: ’Kalder I på mig, vil jeg svare jer; beder I til mig, vil jeg høre jer; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele jeres hjerte, vil jeg lade mig finde af jer..’, Jer. 29:12-13? Jo, det har han sagt! Og han holder sit ord! Derfor må vi blive ved med at søge ham, indtil vi finder ham – eller rettere: indtil han lader sig finde af os.

Det er netop det, Sulamit gør! Hun kommer forbi byens vægtere, som muligvis er et forbillede på de troende, som kender Guds ord og som derfor kan vejlede de søgende. Hun spørger, om de mon har set ’ham, som min sjæl har kær’. Deres svar kendes ikke, men sandsynligvis har de givet hende den hjælp til at finde ham, som hun har haft brug for. For ’knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min sjæl har kær’, udbryder hun lige efter.

Af glæde over igen at være hos ham, siger Sulamit derefter, at hun ’greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min moders hus’. I orientalsk sprogbrug er hendes ordvalg synonymt med bryllup. Umiddelbart ser det ud til, at denne dag er forstående, men ud fra fortsættelsen kan vi se, at det ikke er tilfældet. Konklusionen må derfor være, at hun - som et forbillede på os - er fast besluttet på at holde fast på ham, indtil den herlige dag kommer, hvor hun for evigt skal blive forenet med sin brudgom. Noget helt andet er, at vi trods mange gode beslutninger ville gå fortabt, hvis det kom an på og vores vilje. For, som der står skrevet: ’Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’, Rom. 7:19.

Sulamit giver igen et godt råd til Jerusalems døtre [kap. 3:5]

Som tidligere giver Sulamit igen sit vidnesbyrd om brudgommen til Jerusalems døtre og giver udtryk for ønsket om, at de også vil følge ham. Igen opfordrer hun dem til, at de ikke vækker kærligheden, ’før han vil det’ [KJ], jfr. kap. 2:7. Sulamit ønsker ikke, at de skal følge ham i begejstring over det, hun har sagt at han har gjort og vil gøre, men at de derimod må få et personligt møde med ham og lære ham at kende, så de kan elske ham, som han har elsket os.

4. sang: Sulamit ser ham igen – i et bryllupsoptog [kap. 3:6-11]

Disse vers skildrer Salomon, der som brudgom og konge er på vej mod hende med sit følge. Det første, som fanger hendes opmærksomhed er, at han kommer ’i støtter af røg, omduftet [dvs. velduftende] af myrra og røgelse, alskens vellugt’. Sulamit har tidligere flere gange beskrevet brudgommen som en, der har en ydre og indre velduft, fx kap. 1:12-13. I kap. 1:3 nævnte hun fx følgende om ham: ’liflig dufter dine salver, dit navn ER en udgydt salve’. Også her er Salomon et profetisk forbillede på Kristus, hvis ’navn er en udgydt salve’. Kristus betyder da også ’den salvede’ og måtte ligesom enhver konge og præst måtte salves til sin tjeneste. Kristus har som den eneste begge disse embeder og blev salvet dertil af Gud, Ap.g. 10:38. Han var Guds velduftende offer, og i denne velduft har enhver troende fået del i, 2. Kor. 2:14-15. Og på den dag, hvor Herren kommer for at samle jøderne i deres land, siger han:

’Ved den liflige duft vil jeg vise jer mit velbehag, når jeg fører jer ud fra folkeslagene og samler jer fra alle de lande, hvor I er spredt, og jeg vil på jer vise mig som den Hellige for folkenes øjne’, Ez. 20:41.

Det næste, som bliver skildret, er den pragt og herlighed, som omgiver Salomon, når han kommer for at hente sin brud. I den danske oversættelse står der fejlagtigt, at han sidder i en bærestol, v. 7, 9. Efter grundsproget sidder han derimod på et kongetrone-lignende sæde i sin stridsvogn. Stridsvognen henviser til, at han ikke blot kommer for at hente sin brud i ørkenen, men også for at bekæmpe sine fjender og holde dom. Igen ser vi et forbillede på Kristus, som ved sit [synlige] komme til jorden også vil komme for at ’slå folkeslagene’ og ’vogte dem med jernspir’ Åb. 19:15.

Salomon er nemlig – som et billede på Kristus - på vej for at redde brudeskaren, som er omgivet af røvere. I vers 7-8 nævnes derfor, at kongen ledsages af tres trænede soldater af Israels vældige helte. Disse ’helte’ kan er sandsynligvis et billede på de hellige, som følger Kristus, når han kommer igen. I billedet beskrives, at de alle bærer ’sværd ved lænd mod nattens rædsler’, og henviser nok konkret til de mange farer, der dengang og nu truer bruden i ørkenen [under ørkenvandringen]. Derfor kan de nævnte helte muligvis også være et billede på Guds engle, ’som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse’, Hebr. 1:14. Når Jesus kommer igen, vil de atter blive sendt ud for at ’samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed..’, Matt. 13:41.

Sulamit går derefter tilbage til at beskrive stridsvognen nøjere og nævner, at den stråler af sølv og guld, v. 9-10. Vognens indre er selvfølgelig meget mere herlig, men bliver ikke beskrevet nærmere. Det stemmer med Guds Ord, som fortæller os, at ’over alt, hvad herligt er, skal der være et dække’, Es. 4: 5. Grundteksten har denne tilføjelse i vers 10, som desværre ikke er taget med i den danske bibel: ’Dens inderside er belagt med kærlighed for Jerusalems døtre’. Hvad betyder det?

Som tidligere nævnt er ’Jerusalems døtre’ de veninder, som har lyttet til Sulamits vidnesbyrd om brudgommen, og hun har appelleret til, at de vil følge hende. Hendes ønske er, at de også må opleve den kærlighed, som hun selv har oplevet. Når hun derfor siger, at vognens ’inderside er belagt med kærlighed’ til dem, så er det for at beskrive, hvordan kongen forud for sit komme også har beredt en plads til dem ved sin side. Det betyder med andre ord, at han forud for sit komme har tænkt på dem og har i sin store kærlighed gjort alt for, at også de skal blive hans.

Disse er billede på de mennesker, som ved vor vidnesbyrd hører evangeliet om Jesu død for deres synder. Beskrivelsen af vognens inderside må være et åndeligt billede på den herlighed, som stråler ud fra Kristus og hans trone, jfr. Åb. 4:2-3. Når det i den forbindelse nævnes, at ’den [denne herlighed] er belagt med kærlighed for Jerusalems døtre’, må det betyde, at hans store kærlighed også kommer til udtryk ved, at han har beredt dem en plads ved sin side i Guds rige, jfr. John. 14:2-3. Han har gjort alt for, at de må få del i hans herlighed! Spørgsmålet er, om de vil tage imod ham og opleve hans frelse, kærlighed og herlighed, jfr. Matt. 22:9-10.

I vers 11 opfordrer Sulamit dem derfor til at ’gå ud og se på kong Salomon [og] på kronen, som han er blevet kronet med på ’hans brudefærds dag, hans hjertets glædesdag’. Bemærk, at teksten ikke henviser til den dag, hvor han blev kronet til konge, men at han blev kronet på ’hans brudefærds dag’ [trolovelsesdag]. Dette er et billede på Jesus, som ved sin død på korset ’blev kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden’, Hebr. 2:9. Som vi ved, flettede jøderne ’en krone af torne og satte den på hans hoved.. mens de drev spot med ham og sagde: Hil dig jødekonge’, Matt. 27:29.

Det er netop pga. Jesu lidelse og død for os, at vi nu kan være ’trolovet med Kristus’, 2. Kor. 11:2.

Når han kommer igen, vil alle vore længsler efter den herlige ’brudefærds dag’ gå i opfyldelse, som Højsangen forbilledligt beskriver.

’Lad os [derfor] glæde os og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede’, Åb. 19:7

5. sang: Brudgommen beskriver sin elskede brud [kap. 4:1-5:1]

Brudgommen beskriver sin bruds skønhed [kap. 4:1-7]

Kapitlet begynder med at skildre brudens skønhed med forskellige billeder Jerusalem og fra Israels natur, dyre- og planteliv. Som når han fx beskriver hendes øjne og hår på denne måde:

’Dine øjne er duer bag sløret, dit hår som en gedeflok, bølgende ned fra Giliad’.

Sådanne billeder giver os en klar forestilling om, hvordan bruden har set ud. Fx var gederne sorte og beskrivelsen af de tætte hjorde, der græssede på Giliads skråninger, fortæller, at bruden havde et langt, sort og fyldigt hår, der bølgede sig ned omkring hende.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på de mange forskellige billeder, som brudgommen anvender for at beskrive brudens skønhed, for de kan umiddelbart forstås, også som åndelige billeder på Kristi brud. Som når Salomon i vers 7 siger til Sulamit, at hun er ’fuldendt fager’ og ’uden lyde’, så er det en klar henvisning til, hvordan vores himmelske brudgom ser på sin brud:

’Før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel [eller ’uden lyde’], Ef. 1:4.

I samme kapitel fremgår det tydeligt, at vi ikke har denne skønhed i os selv, men skyldes alene Guds ’nådes herlighed, som han skænkede os [bruden] i den elskede [Kristus, brudgommen]’, v. 6.

Myrrabjerget og røgelseshøjen, et billede på Golgata [kap. 4:6]

Midt i beskrivelsen af brudens skønhed kommer Salomon pludselig ind på et tilsyneladende helt andet emne – hvor han kommer med denne indskudte sætning, at han nu [først] må ’drage bort til myrrabjerget og røgelseshøjen’ [KJ]. Det, som her beskrives, er et åndeligt billede på, at brudens skønhed, hvor hun er hellig og uden dadel, først kan komme til syne, efter at Kristus er draget bort til myrrabjerget. Vi skal se på, at dette er et billede på Jesu lidelse og død for os på Golgata:

Myrra har altid spillet en vigtig rolle i forbindelse med gudsdyrkelsen i GT, hvor israelitterne nøje skulle tilberede og anvende hellig salve, som Gud har forordnet, 2. Mos. 30:23-30. Denne salve blev – som forbilleder på Jesu gerning - bl.a. brugt til at indvie og hellige helligdommen, præsterne såvel som alt det, der havde med den rette gudsdyrkelse at gøre. For at blive indsat i tjenesten for Gud måtte enhver præst, konge og profet derfor først efter Guds forordning salves dertil. Derfor måtte Jesus også først salves af Gud for at blive indsat i sin tjeneste, jfr. Ap.g. 10:38.

I mange kulturer bliver myrraen brugt for at illustrere lidelse. I GT blev myrraen altså generelt anvendt som symboler på Jesus og hans lidelse og død for os. Myrraen er en meget velduftende plante, men har en bitter smag. Således måtte også Jesus smage dødens bitterhed, som dog var til en velduft for Gud. Da Marie salvede Jesus med et pund meget kostbar nardussalve¹, henviste Jesus til sin død med, at hun har gemt denne salve til hans begravelsesdag, John.12:3,7. Da Jesus var død på korset, står der, at

’Nikodemus.. kom også og bragte en blanding af myrra og aloe, omtrent 100 pund [30 kg].

¹ Det græske ord for salve kan også oversættes med myrra, som også blev brugt om andre vellugtende plantestoffer, som eksempelvis nardus [jfr. ordforklaringen i Bibelen].

Beskrivelsen af, at brudgommen må forlade bruden for at gå til myrrabjerget, er, så vidt jeg kan se, et billede på, at Jesus først må ’drage bort’ for at dø for at vinde sin brudeskare – for senere [på den anden side af døden] at komme tilbage til dem. Forud for sin død sagde Jesus derfor til sine disciple: ’Det er gavnligt, at jeg går bort..’ og ’om en liden stund ser I mig ikke længere, og atter om en liden stund skal I se mig’, [John.16:7,16].

Myrrabjerget er i teksten synonymt med ’røgelseshøjen’ [KJ] og er en understregning af, at de ofre, som [forbilledlig på Jesus] blev udgydt på dette sted og derfor var til Guds velbehag. I GT bliver ordene ’en liflig duft for Gud’ i øvrigt anvendt ca. 75 gange for at fastslå, at Gud havde velbehag i disse ofre, som de alle viser frem til Jesu fuldkomne offer på Golgata, jfr. Ef. 5:2.

Brudens ophøjelse [kap. 4:8-11]

Billedet skifter! Af den danske bibeloversættelse ser det ud til, at bruden bliver opfordret til at stige ned fra Libanons bjerge, men det er forkert og billedets pointe mistes. Efter grundteksten bliver hun tværtimod opfordret til at tage med brudgommen op på Libanons bjerge og ’se ud fra toppen’ derfra, hvorfra hun [underforstået] kan skue ud over det herlige land, hvor hun skal være dronning.

Fra vers 9 fortsætter brudgommen med at ophøje hende og fortæller, hvor stor værdi hun har for ham. Gentagne gange [frem til kap. 5:2] kalder han hende ikke blot for brud, men også for søster, hvormed han stiller hende lige med sig selv. Et mægtigt profetisk ord om, at vi ved Jesus Kristus er blevet gjort til Guds børn, som der står skrevet:

’I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er’, 1. John. 3:2.

Brudgommen har igen og igen givet udtryk for, hvor meget han elsker sin brud. Nu kommer han mere ind på årsagen for hans kærlighed: ’Du har stjålet mit hjerte’, siger han to gange [v. 9, KJ]. Dette er også budskabet til os i evangeliet, hvor det med al tydelighed fremgår, hvor meget Gud elsker os, jfr. John. 3:16. Vi er så dyrebare i Guds øjne, at han sendte sin Søn, som i en lignelse sammenligner os med en skat, som ligger skjult i en mark. Denne skat bliver fundet af en mand [Kristus], som derefter sælger alt, hvad han har, for at få denne skat i eje, Matt. 13:44, jfr. Fil. 2:6-8.

Brudgommen elsker altså sin brud så højt, at alt ved hende er vederkvægende for ham, og derfor kan han heller ikke se nogen fejl ved hende, v. 7, 10-11. Den åndelige betydning er, at selvom vi i os selv er uværdige [syndere], så handler det ikke om, hvordan vi ser os selv, men hvordan han har renset os fra al synd og derfor er hellige og uden fejl, Ef. 1:4, 1. John. 1:9.

Brudens sindelag og karakter: et billede på Åndens frugt [kap. 4:10-11]

Brudgommens beskrivelse af brudens sindelag og karakter er et godt billede af den troendes natur, som minder om nogle af de Åndens frugter, som nævnes forskellige steder i NT, fx Gal. 5:22, Ef. 5:9, Fil. 1:11. Den første af disse er ’kærlighed’, og bliver også nævnt som den første i Højsangen. Beskrivelsen af hendes ’salvers duft’ kan være et billede på Åndens frugt til at tjene Gud, som derfor beskrives som en liflig duft for Gud, 2. Kor.2:14-15. Det næste, som nævnes, er hendes læbers og tunges sødme, som er et billede på, at hun har fået et mildt sind, som præger hendes tale og som derfor ’taler som Guds ord’, 1. Pet. 4:11. Til sidst fortæller han, at hendes ’klæders duft er som Libanons duft’. I Skriften er Libanon ofte et billede på Guds riges skønhed, fx Salme 72:16, Es. 29:17. Libanons duft kan derfor være et billede på det vidnesbyrd om Guds rige, som spreder sin duft ud til alle, 3. Mos. 3:16, Salme 116:17, Hebr. 13:16.

Bruden beskrives billedligt med en have [kap. 4:12-15]

I overført [og åndelig] betydning beskriver Salomon igen sin brud som sin ’søster’, jfr. v. 9. Han fortsætter med at sige, at hun er som ’en lukket have, en lukket kilde [og som] et væld under segl’. På denne trefoldige måde understreges det, at hun ikke tilhører andre end ham alene. Dette er et billede på, hvad vores brudgom, Kristus, siger til os: ’I kan ikke tjene to herrer, thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden’, Matt. 6:24.

Han vil, at vi skal tilhøre ham for evigt! Må vi derfor give ham dette svar, som kommer til udtryk i denne gamle salme:

’Og når verden bejler, da vil jeg sige:

Nej! Jesus har mit hjerte, og hjertet deles ej;

Som en Jesu brud jeg fuldende vil min vej.

Evigt for ham vil jeg leve’!

Brudgommens glæde er altså, at vort hjerte tilhører ham alene. Og derfor fortsætter han med at sige, at for ham er bruden [vi] som den dejligste have med ’kostelige frugter’, ’alle slags duftende træer’ og med ’en brønd med levende vand’ [KJ]. Alt dette er billeder på de mange velsignelser og gaver, som han har skænket os:

1. De kostelige frugter er et billede på Åndens forskellige frugter, som Gud har givet os,

2. De duftende træer er et billede på det derved forandrede sind, hvorved vi kan være en velduft for Gud og mennesker.

3. Og endelig er det levende vand et billede på Kristus, som netop beskriver sig selv på den måde for at illustrere, at enhver, som kommer til ham, vil få sin åndelige tørst slukket, jfr. John. 7:38.

Brudens svar: Lad havens vellugt spredes [kap. 4:16]

Med stor glæde og taknemmelighed over brudgommens ord beder nu nordenvinden såvel som søndenvinden om at komme og blæse gennem hendes have, for at dens mange velduftende planter bedre kan udsprede deres duft. Hun ønsker at stå til tjeneste for ham og beder ham ’komme ind i sin have og spise sine herlige frugter’ [KJ].

På samme måde må vi som Kristi brud bede om, at Helligånden må blæse gennem vor sjæls have, for at dens vellugt til Jesu ære må sprede sig til alle mennesker, for at også de må tilhøre ham. Læg i øvrigt mærke til, at selvom hun kalder haven for ’min have’, så beder hun alligevel om, at brudgommen må ’komme ind sin have’. Med disse ord giver hun konkret udtryk for, at alt, hvad der er hendes, i virkeligheden tilhører ham. Igen og igen fastslås denne sandhed i skriften! Som fx når Paulus i brevet til korinterne skriver: ’Ved I ikke, at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme’, 1. Kor. 6:29-30, jfr. 1. Krøn. 29:14, jfr. 1. Kor. 4:7.

Brudgommens glæder sig over brudens svar [kap. 5:1]

Brudens indbydelse til brudgommen om ’at komme ind i sin have’, tager han med glæde imod: Jeg kommer..! siger han. Disse ord er et billede på dét, der sker, når vi beder Jesus om at komme ind i vort hjerte. I Åb. 3:20 siger han:

’Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig’.

Jeg tror dog også, at verset kan henvise til den dag, hvor Jesus kommer igen for at føre os til sit bryllup i Paradisets have. Omtalen af ’honning [KJ: honningkage] og saft’, ’vin og mælk’ er alle bibelske billeder på Guds mangfoldige velsignelser til os, og bliver derfor nok også billedligt brugt her for at beskrive den glædesfest, som venter os ved Lammets bryllupsmåltid i Himmelen, jfr. Es. 55:1, 2. Mos. 3:8, Amos 9:13, Åb. 19:9.

Verset afsluttes med, at brudgommen opfordrer sine venner til at spise og drikke af den [åndelige] mad og drikke, som lige er beskrevet. For han har lovet at give alle disse livsalige gaver til enhver, der hungrer og trøster, Es. 49:10. I den danske bibel opfordrer han derefter vennerne til at beruse sig i kærlighed, men det er forkert. I grundteksten afsluttes derimod med, at han kalder de venner, som spiser og drikker hans mad, for ’elskede’. Det gør han, fordi disse er et billede på, at enhver, som spiser og drikker hans mad, tilhører ham og er Guds elskede børn, Es. 49:10, 62:9.

6. sang: Sulamit søger efter - og vidner om sin brudgom [kap. 5:2-6:1]

Konsekvensen af, at Sulamit ikke lukkede op for brudgommen [kap. 5:2-3]

Sulamit begynder at beskrive, hvordan hun pga. sin egen magelighed og [åndelig] ligegyldighed var kommet til at afvise sin brudgom. Det, som hun her giver udtryk for, kan forstås på den måde, at hun i sit hjerte er besluttet til straks at storme ham i møde, når han kommer, men er så pga. den lange ventetid faldet fysisk i søvn. Et billede på den åndelige søvn, som ligesom den fysiske søvn kommer, uden at man tænker over det. Pga. denne fare siger Jesus til sine disciple:

’Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt’, Matt. 26:41.

Ud fra sammenhængen er det tydeligt, at årsagen også stikker dybere. Hun er tydeligvis blevet træt af at vente på ham og har derfor taget sit tøj af og lagt sig til at sove; alt imens hun bilder sig selv ind, at hun hurtigt kan være klar, når brudgommen kommer igen. Men teksten fortæller, at da Sulamit hørte ham banke på, så begyndte hun at spekulerer på, om hun skulle lukke op for ham eller lade være, og sagde derfor til sig selv:

’Jeg har taget min kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg har tvættet mine fødder, skal jeg atter snavse dem til?’

Hvilken tåbelighed! Hvis hun virkelig elskede sin brudgom, så ville hans komme være det vigtigste for hende, og hun ville skynde sig ud af sengen for at lukke op for ham. Tekstens pointe er, at den i virkeligheden ikke handler om den fysiske søvn; men derimod om den fare, som en sjælelig og/eller åndelig søvn fører med sig.

Et billede på den åndelige søvn finder vi i Matt. kap. 25, hvor Jesus i en lignelse fortæller om de 10 brudejomfruer. De var alle rede til at møde brudgommen, men ’da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn’, v. 5. Lignelsen fortsætter med at beskrive, at halvdelen af dem derfor ikke var rede, da der ved midnat blev råbt: ’Se, brudgommen er der, gå ham i møde’.

Betydningen af disse ord er alvorlige. Enhver i brudeskaren kan ligesom Sulamit tro, at alt er i den skønneste orden og rede til straks at stå op og tage imod brudgommen, når han kommer. Men for alle gælder, at vi i den måske lange ventetid på ham kan falde i en åndelig søvn. Derfor har Jesus igen og igen formaner os til altid at være årvågne og rede. I Luk. 12:40 advarer han sine disciple med disse alvorlige ord:

’Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer’.

Ovenstående er et billede på, at enhver kristen kan komme i samme situation og som billedligt bliver beskrevet i Højsangen. Nemlig den, at vi tror, at vi er rede til at møde brudgommen, når han kommer, selvom det i virkeligheden ikke er tilfældet. Det begynder måske med, at vi har mistet den første kærlighed til Jesus, og er lidt efter lidt blevet lunken, ligegyldig og en magelighedskristen - uden at vi har opdaget det.

Derfor er det af alleryderste vigtighed, at vi altid og i alle situationer holder os nær til Jesus og ’våger og beder’ for ikke falde i søvn. Jeg har hørt kristne sige, at det ikke betyder så meget, for ’jeg er jo kristen’, og ’Gud vil bevare mig fra fald’. Men det er ikke sandt! Djævelen forsøger nemlig af al magt at bilde os ind, at denne løgn er sandhed, og derfor ’giver [han] sig skin af at være en lysets engel’ og ’søger efter, hvem han kan opsluge’, 2. Kor. 11:14, 1. Pet. 5:8.

Sulamits beskrivelse er et billede på de kristne, der som hende også er faldet i [åndelig] søvn og har derfor ikke længere brudgommen som første prioritet i deres liv. Og som derfor ikke lukker op, når han pludselig står udenfor hjertedøren og siger: ’luk op for mig’.

Sulamit: Da jeg langt om længe lukkede op, var han gået sin vej [kap. 5:4-6]

Mens hun tænkte på, om det er umagen værd at lukke op for sin ’elskede’ [KJ], så rakte han sin hånd gennem gluggen. Og hun fortæller, at det så ’brusede stærkt i mit indre’. Efter grundteksten siger hun, at ’mit hjerte higede efter ham’. Denne opblussen af hendes kærlighed til ham gjorde, at hun besluttede sig til at stå op for at åbne døren, ’men da var han gået sin vej’.

Brudgommen udrakte hånd er muligvis et billede på Jesu naglemærkede hænder, som han rækker frem mod os for at minde os om den kærlighed, han har til os. Og ligesom Sulamit står vi også overfor et valg, om vi vil lukke op for vores brudgom eller ej: ’Se, jeg står for døren og banker, om nogen åbner døren, vil jeg gå ind..’, siger Jesus [Åb. 3:20]. Disse vers er en alvorlig lektie til os, som elsker Jesus og hører ham til, men som måske er ved at falde i søvn. Jesus trænger sig nemlig aldrig på. Hvis vi først lukker op, når vi synes det er belejligt, så viser vi i handling, at han i realiteten er uønsket, og så vil vi ligesom Sulamit opdage, at han er gået igen.

Omtalen af brudgommen, som står ved døren, kan også være et billede på den dag, hvor Jesu kommer for at hente os, sin brud i skyerne. Guds Ord siger jo med al tydelighed, hvor vigtigt det er altid at være rede, for at komme med Jesus til Himlen. På den dag er det katastrofalt, hvis vi som Sulamit ikke straks er klar til at møde brudgommen, når han kommer, Matt. 25:10-12.

Sulamit var nok begyndt at betragte livet med brudgommen som en selvfølge og regnede nok med, at han stadig ville stå udenfor døren og ventede. Men da hun så, at han var borte, blev hun fortvivlet og ’ude af mig selv. En gang tidligere havde hun for en tid mistet ham [af syne], og da hun så igen fandt ham, var hun fast besluttet på, at det aldrig mere skulle ske, kap. 3:1-4. Men det gjorde det så alligevel. Denne gang dog med et mere alvorligt budskab: Hun havde ikke lukket op, da han kaldte på hende! Måske troede hun, at hun ligesom sidste gang ’bare’ kunne finde ham? Ganske vist står der skrevet, at ’den, som søger, han finder’. Men ligesom med Sulamit kan det være, at vi også må opleve en tid med håbløshed og bedrøvelse, før vi igen lader sig finde af os og oplever hans nærvær.

Sulamit træffer vægterne, som mishandler hende [kap. 5:7]

Som beskrevet i kap. 3 træffer hun også denne gang byens vægtere, men nu er det nogle andre, som har vagten, og som i modsætning til de forrige giver sig til at mishandle hende på det groveste, v. 7. Hvorfor er de ude på at gøre hende fortræd? En gammel beskrivelse beskriver, at en bys vægtere skulle være milde og venlige overfor dens indbyggere, men rå og hårde overfor byens fjender. Og det var jo netop det, de var! Men hvorfor havde de denne fjendtlige holdning til hende?

De vægtere, som hun denne gang træffer i byen og spørger om råd, må derfor være et billede på de falske vejledere, som i det ydre giver ’skin af at være Kristi apostle’, men i virkeligheden er falske hyrder [vægtere], og som derfor ’ikke bryder sig om fårene’, 2. Kor. 11:13-15, John. 10:11-13. Det er muligt, at Sulamit i længere tid har været under en åndelig påvirkning af sådanne vægtere, som havde en fordrejet holdning til, hvem der er ven og fjende, og som muligvis var årsagen til, at hun nølede, da brudgommen kaldte på hende?

En samtale med ’Jerusalems døtre’ [kap. 5:8-9]

Sulamit henvender sig igen til ’Jerusalems døtre’, som har lyttet til hendes livshistorie og hendes vidnesbyrd om brudgommen. Denne gang kommer hun dog med et nødråb! Hun ved ikke, hvor hendes brudgom er, og i desperation og fortvivlelse beder hun nu om deres hjælp: ’Såfremt I finder min elskede, så fortæl ham, at jeg er syg af kærlighed’ [KJ]. Disse ord viser, at hun sørger over det, der er sket. Han er den eneste for hende og hun kan ikke undvære ham. David gav udtryk for en lignende bedrøvelse, efter at han var faldet i synd og var bange for at miste Herren, som var hans et og alt. I sin syndsbekendelse bad han således til Gud:

’Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt.. Rens mig for synd.. mæt mig med fryd og glæde, lad de ben, du knuste, juble; skjul for dit åsyn for mine synder, udslet alle mine misgerninger, skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse..’, Salme 51:6, 9-14

På lignende måde frygtede Sulamit for, at hun havde mistet sin brudgom, som var hendes et og alt. Når hun henvender sig til ’Jerusalems døtre’, som ’blot’ er gode veninder uden åndelig indsigt, så er det nok fordi, at hun ikke har andre fra hendes omgangskreds, som kan hjælpe hende. Ganske vist er disse veninder tydeligvis blevet interesseret i ham, efter at hun flere gange har talt om ham og opfordret dem til at møde ham, kap. 3:11. Men det er jo ikke nok at være interesseret! Det ser heller ikke ud til, at de har fået gjort noget ved det endnu [det sker først i kap. 6:1]. På lignende måde hører mennesker også i dag på, at vi vidner om Jesus og opfordrer dem til at få et møde med ham. De viser måske en vis interesse, men får som ’Jerusalems døtre’ heller ikke gjort mere ved det.

Af deres svar fremgår det altså, at de endnu ikke er blevet overbevist om, at det kan betale sig at lede efter ham. Eller er det måske bare en dårlig undskyldning for at lade stå til? Derfor spørger de hende to gange om det samme: ’Hvad fortrin har din elskede i forhold til andre elskede’ [KJ]. Lignende spørgsmål stiller mennesker også i dag, ofte som et argument mod opfordringen til at søge Jesus for at blive frelst. Hvem har ikke hørt spørgsmål som: ’Hvem siger, at Jesus er den eneste vej til Gud? Der er jo så mange religioner i verden!’ Sulamits veninder har flere gange hørt hende fortælle om hans mange ’fortrin’; men da de ikke har forstået det, bliver hun igen ivrig og vidner om sin elskede brudgom.

Sulamit vidner om sin brudgom [Højs 5:10-16]

De billeder, som Sulamit anvender for at beskrive sin brudgom, er også forskellige billeder på, hvem Kristus er. Når der i vers 10 nævnes, at ’han er hvid og rød’, henviser de to farver muligvis til hans to naturer; hvor hvid symboliserer hans guddommelige renhed og hellighed, mens den røde farve symboliserer, at han blev menneske for at bortskaffe synden, Es. 1:18. Farverne ’hvid og rød’ fortæller altså, at han på samme tid er Gud og menneske.

Hun nævner videre, at han er ’herlig blandt titusinder’. Et andet sted står der således om Jesus:

’Du er den skønneste af menneskenes børn, nåde er udgydt på dine læber [fordi han taler sit nådesord], derfor velsignede Gud dig for evigt’ [KJ], Salme 45:3.

I de næste 6 vers benyttes 19 forskellige billeder for nærmere at beskrive, hvordan hendes brudgom er. Hvert enkelt af disse billeder er forbilleder på Jesu natur, kærlighed, lære og opgave [han kom for at frelse det fortabte]; og minder meget om andre lignende beskrivelser af Jesus i bibelen. Der er så mange, at jeg her blot vil henvise til nogle af disse tekster og opfordre den enkelte til at grunde over de mange udsagn om ham, 1. Mos. 49:10-12, Salme 42:1, 45:9, Dan 7:9, Hos. 14:6-7, John. 6:63, 2. Kor. 2:14-15, Åb. 1:13-16.

Kapitlet slutter med, at bruden siger: ’Sådan er min elskede, sådan [er] min ven!’ Disse ord er også vores vidnesbyrd om Jesus. Og Gud vidner med, da han kom med dette vidnesbyrd om ham: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag’, Matt. 3:17.

Jerusalems døtre: Vi vil gå med dig [kap. 6:1]

Sulamits vidnesbyrd om brudgommen har åbenbart gjort indtryk. For første gang giver de udtryk for, at de nu også gerne vil møde ham. Men, spørger de: ’hvor er din elskede gået hen? Årsagen til deres spørgsmål er, at de nu også ønskede at finde ham, og siger derfor til hende: ’Vi vil søge ham sammen med dig’ [KJ].

Dette er et vidunderligt vidnesbyrd om, at det nytter at fortælle mennesker om Jesus. I lang tid har de ligesom disse veninder måske blot lyttet af høflighed, men er lidt efter lidt blevet lidt mere interesseret. Men pludselig en dag kan det være, at de ikke kun er interesseret, men at de også gerne vil ’søge ham’.

7. sang: Er igen hos brudgommen, som beskriver hende [kap. 6:2-10]

Sulamit kommer i tanke om, at hun ved, hvor brudgommen er [kap. 6:2-3]

I kap. 5 læste vi om Sulamits fortvivlelse over, at hendes elskede brudgom ’var gået sin vej’. Og hun havde så ledt efter ham og spurgt alle, som hun traf, om de havde set ham, men ingen kunne hjælpe hende. Årsagen var, at de ikke kendte vejen, fordi de ikke kendte ham. Dette billede af vejen viser hen til åbenbaringen af Jesus som vejen. I John. kap. 14 finder vi denne ordveksling mellem Tomas og Jesus:

’Herre! Vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?’ Jesus svarer: ’Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig’, John. 14:5-6.

I modsætning til Sulamit spurgte Tomas den rigtige person, og fik derfor også det rigtige svar. Men da Sulamit blev konfronteret med venindernes spørgsmål, så er det som om, at hun vågnede op og begyndte at tænke: Han er selvfølgelig der, hvor han plejer at opholde sig – dér, hvor jeg mødte ham første gang, jfr. kap. 1:7-8. Det havde han jo for resten også sagt til hende, kap. 4:16. Dette er et billede på, at vi nu, ligesom Tomas [og Sulamit] kender vejen. Vi ved det, fordi han har sagt det forud! Det, som han sagde til disciplene, siger han også til os: ’Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen!’ Ordret siges det lidt tydeligere: ’I ved, hvor jeg går hen og I kender vejen’ [KJ] [John. 14:4].

Sulamit var altså kommet i tanke om, at han selvfølgelig som tidligere, er ’i sin have..’. Vi har tidligere været inde på, at haven er et billede på det sted, hvor Jesus er. Sulamit tilføjer, at han [derfra] vogter ’sin hjord i haverne’, som er et billede på Jesus, som på samme tid er [i sin have] i Guds Rige, som han er i den enkeltes have [hjerte]. I NT åbenbares det, at alle forbilleder i GT af hyrden, som vogter sin hjord, har sin opfyldelse i ham. I Åb. 1:12-2:1 beskrives han som den, der ’vandrer midt i mellem de syv guldlysestager’, som repræsenterer alle hans menigheder på jorden. Sulamit har flere gange været inde på, at brudgommen har omsorg for hver enkelt ’lilje’ [troende] i disse menigheder. Når hun igen understreger dette, betyder det, at han til stadighed går rundt for at vogte og sanke dem, for at ingen skal gå fortabt.

I sin store glæde over brudgommens hyrdeomsorg udbryder Sulamit: ’Jeg tilhører min elskede, og min elskede tilhører mig’ [KJ]. I sin ånd ved hun, at det hænger sådan sammen.

Brudgommen erklærer igen sin kærlighed til sin brud [kap. 6:4-12]

Sulamits har været vis på, at hun kendte vejen tilbage til sin brudgom, og har derfor i tro gået den. Og dér fandt hun ham. Dette er et billede på, at Jesus, som ’er vejen, sandheden og livet’ også altid vil lade sig finde af enhver, der søger ham. For der står skrevet:

’Såfremt I søger mig af hele jeres hjerte, vil jeg lade mig finde af jer..’, Jer. 29:12-13

Når vi kommer til ham, bebrejder han os ikke for vor synd og skyld, men viser os sin kærlighed. Han fortæller, at han ved sit blod har købt os fri, for at fremstille enhver, der tror på ham, som ’hellige og uden dadel og anklage for sit åsyn’, Kol. 1:22. Selvom vi har svigtet Jesus, vor brudgom [som Sulamit havde svigtet sin], så vil han tilgive os, når vi vender om og kommer tilbage til ham. For ’hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed’, 1. John. 1:9

Brudgommens kærlighed til sin brud og hans beskrivelse af hende minder for en stor del om det, han tidligere har sagt til hende i kap. 4:1-5. Derfor vil jeg i dette afsnit nøjes med at se på vers 4, hvor det ser ud til, at han nu betragter hende som mere [åndelig] moden og siger til hende: ’Du er.. yndig som Jerusalem, frygtelig som hære under banner’. Vi skal se på, at det, som her bliver sagt til Sulamit, er et forbillede på, at vi som Kristi brud skal lade os forvandle til at blive ham lig, og være en soldat i hans hær, som har iført sig den nødvendige rustning for at stå djævelen imod.

1. Yndig som Jerusalem: De fleste kristne, som har været i Jerusalem, kan fortælle om, at der ligesom er en overjordisk skønhed, noget uforklarligt og gudgivet over byen. Det er fordi, at byen, trods dens larm og smuds, minder os om det himmelske Jerusalem. Det fremgår også i det hebraiske ord for Jerusalem, hvor byen altid omtales som Jerusalayim, som oversat betyder ’de to Jerusalem’. I bibelsk betydning hænger det nuværende og nye Jerusalem åndeligt sammen. Det græske ord for ’ny’ i ’det ny Jerusalem’ er ’kainos’ og betyder ’forvandling’. Det betyder konkret, at det nuværende Jerusalem bliver forvandlet [overklædt] til det ny Jerusalem, som kommer ned fra Himmelen. Det lyder som en modsigelse og er svær at forstå. Det er i øvrigt det samme ord, som bliver anvendt, når der eksempelvis tales om, at ’vi er en ny skabning’, 1. Kor. 5:17. Det betyder, at vi på samme tid er mennesker, som er født af en jordisk mor, og Guds børn, som er født af Gud. Det må være denne skønhed, som brudgommen ser hos sin brud.

2. Frygtelig som hære under banner [v. 4 og 10]: Disse ord henviser muligvis til kampen i den åndelige verden, som de troende til stadighed er involveret i. I denne kamp må vi være som ’hære under banner’, som er en beskrivelse af, at de adlyder den samme general [herre], jfr. kap. 2:4. For at kunne deltage i kampen mod mørkets magter må enhver troende være en ’Kristi soldat’, som henter sin ’kraft fra Herren og hans vældige styrke’ og som har iført sig ’Guds fulde rustning’, Ef. 6:10-12. Det er alene ved ham og hans kraft, at vi har og kan bruge ’retfærdighedens våben til forsvar og angreb’, 2. Kor. 6:7.

8. sang: Bryllup og evigt samvær med brudgommen [Højs 6:11-7:13]

Bruden har gjort sig rede og spejder efter brudgommen [kap. 6:11-12]

For at forstå den åndelige betydning af disse vers, vil jeg først henvise til den lignelse i Matt. 24:32-33 hvor Jesus siger:

’Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren’.

Som i denne opfordring i Jesu lignelse spejder Sulamit også efter de første tegn på forårets [og dermed sommerens] komme, fordi brudgommen så vil komme og hente hende til sin bryllupsfest, som han har sagt. Denne fest beskriver hun med disse få ord, som umiddelbart er svære at forstå:

’Før jeg vidste af det, havde min sjæl sat mig på mit ædle folks vogne’.

Den åndelige betydning af disse ord er, så vidt jeg kan se, følgende:

1. Min sjæl satte mig = de retfærdiges gerninger

Ordene: ’min sjæl satte mig’ kan give det indtryk, at dét, der nu sker, skyldes ’min fortjeneste’. Men da skriften intetsteds taler om, at vi kan fortjene os til noget som helst, så må ordene henvise til det, der er sket med ’min sjæl’, når Kristus har frelst os og gjort os rede til at møde ham, når han kommer. Det er også denne betydning, der fx ligger bag ordene i Åb. 19:7, hvor der står, at ’hans brud har gjort sig rede’. Men i virkeligheden er meningen den samme, som havde der stået, at ’han har gjort mig rede’. For det fremgår jo netop, at hendes klædning ’blev givet hende’, fordi den ikke skyldes hende selv eller egen fortjeneste, men skyldes ’Kristi retfærdighed’ alene, Åb. 19:8, 1. Kor. 1:30. Det kan altså kun være denne sandhed, som dybest set ligger til grund for teksten i Højsangen.

2. Det ædle folk = de retfærdiggjorte

De folk, som herefter omtales som ’de ædle’, må være identisk med dem, som tilhører brudgommen og som i NT omtales som uden plet og lyde. I Rom. 11:24 beskrives vores brudgom netop som ’et ædelt oliventræ’, som vi bliver indpodet på, når vi kommer til tro på ham. I billedlig betydning betyder ’de ædle folks vogne’, at de står rede til at hente de troende til himmelen, som da Elias blev taget til himmelen i en ildvogn, 2. Kong. 2:11.

3. Vognene = Kristus har beredt en plads til alle

Som beskrevet i kap. 3:6-11 er kongen draget ud med sin stridsvogn [KJ] for at hente sin brud og ligesom i ’lignelsen om figentræet’ ser hun også tegnene på hans komme og beskriver indgående, at han har gjort en plads rede for hende [og for alle] ved hans side i sin vogn [KJ]. Dette billede tages nu op igen i kap. 6, hvor hun nu lægger mærke til flere stridsvogne [KJ] end den, hun tidligere havde set og beskrevet. Disse vogne er måske beskrevet for at anskueliggøre, at der er plads til alle, måske ligesom når Jesus i John. 14:2 taler om de mange boliger, som han vil berede til os i Himmelen? De vogne, som omtales her, kan muligvis være de samme som dem, der ofte omtales i forbindelse med Gud, som værner sit folk, se fx 2. Kong. 6:17 [jfr. 2:12 og 13:14].

Sulamit afviser opfordringen til at vende tilbage [kap. 6:13]

I dette vers bliver Sulamit fire gange opfordret til at vende tilbage [KJ]. Det fremgår ikke, hvem der kommer med denne opfordring. Hvis det var Jerusalems døtre, så var det nok, ligesom de øvrige steder, fremgået af verset. Uanset, hvem det er, så er deres argument, at de gerne vil se hende. Det er der umiddelbart intet mærkeligt i. For efter møderne med sin brudgom var hun ikke til at kende igen. Alt var forvandlet ved hende. Sandsynligvis ville de derfor ’bare’ gerne se hendes skønhed og pragt, ligesom mange også i dag altid gerne vil se de rige og smukke, de bedst klædte, osv.

Der kan dog også ligge et andet fristende og farligt motiv bag deres ønske om at se hende. Årsagen kunne være, at de er misundelige over, at det går hende godt og har fundet meningen med livet. Og som derfor søger at lokke hende til at gå tilbage til dem og til ’verden’ i stedet for at gå i hyrdens fodspor.

Heri ligger der en advarsel også til os om aldrig at vende tilbage, uanset hvor fristende det kan lyde.

Og derfor må svaret være den samme, som Sulamit giver: ’Hvorfor [eller hvad] vil I se på Sulamit’. Hun ved, at hun intet er i sig selv, men at hun har fået alt fra sin brudgom. Det samme står der i NT om os:

’Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke har fået det’, 1. Kor. 4:7

Sulamit ved, at hun intet har at rose sig af, selvom hun er forvandlet fra sit tidligere liv og er kommet til dronningeværdighed. Derfor vil hun heller ikke følge deres opfordring om at lade sig se af ’verden’, som ikke har nogen forudsætning for at se, hvad han har gjort med hendes sjæl. Det, som Sulamit her giver udtryk for, er et sindbillede på den åndelige blindhed, ’der dækker alle folk, og som vil blive fjernet, ’gang, en omvender sig til Herren’, Es. 25:7, 2. Kor. 3:16.

Sulamit er som dansen i Mahanajim [kap. 6:13]

De sidste ord i vers 13 er forkert oversat og uforståeligt i den danske bibel. Ordret fra grundteksten står, at Sulamit ’er som dansen i Mahanajim’. Det hebraiske ord Machäneh [ מחנה] betyder ’de to lejre’. For at forstå den dybere mening med dette ord må vi gå tilbage til det første sted, hvor det nævnes:

”Da Jakob så dem [Guds engle], sagde han: ’Her er Guds lejr!’ Derfor kaldte han stedet Mahanajim”, 1. Mos. 32:2.

Ud fra beretningen fremgår det, at Jakob kun så én lejr [sin egen], fordi han troede at han var alene. Men efter mødet med Guds engle indså han, at Gud også var der, og derfor kaldte han stedet for ’Mahanajim’, altså ’de ’to lejre’. Når Sulamit anvender dette ord, må det være en henvisning til – og et udtryk for, at hun som Jakob også betragter det [nye liv og] sted, hun er kommet til, for stédet, hvor Gud har sin lejr eller bolig. Hun er altså ikke havnet på et eller andet tilfældigt sted, men er der, hvor Herren er; det bedste sted i verden. Når Sulamit i denne forbindelse omtaler ’dansen i Mahanajim’, kan det være en poetisk henvisning til, at hun af glæde danser foran Guds åsyn, som David havde gjort det, 2. Sam. 6:14? Eller måske er det en henvisning til Guds engleskare, der ’som en dans’ svævede i luftrummet omkring stedet? Og endelig kan dansen også henvise til den dag, hvor vi er hjemme hos Gud og vender vores ’sorg til glæde og dans’, jfr. Jer. 31:13, Luk. 15:25, 32. Denne glæde vil komme til fuld udfoldelse den dag, hvor Jesus kommer og henter os hjem til sig – til den himmelske bryllupsfest.

Brudgommens beskrivelse af sin brud på bryllupsnatten [kap. 7:1-9]

Kapitel begynder med, at brudgommen priser igen brudens skønhed. I mange nye billeder udmaler han igen hendes skikkelse i det farverige østerlandske billedsprog, som han gjorde det i kap. 4:1-5. Når hendes øjne fx bliver sammenlignet med ’Hesjbons damme’ [v. 4], så var baggrunden den, at vandet dér var særligt klart, og som derfor særlig klart afspejlede den blå himmel med solens glans. Et billede på, at også Kristi brud må afspejle brudgommens herlighed for verden, Matt. 5:14. Og når der i samme vers står, at hendes ’næse er som Libanons tårn, der ser mod Damaskus’, må det referere til de vagttårne, som kong Salomon havde opbygget i Libanons bjerge for at beskytte landet mod fjenderne. Den åndelige betydning kan derfor være, at vi ligesom hende også må være på vagt overfor de fjender, som søger at ødelægge det, som ødelægger det, som tilhører vor konge. .

Jeg vil ikke gennemgå hvert enkelt billede, som alle beskriver bruden ud fra et fysisk perspektiv. Det enkelte billede kan eller skal derfor ikke bogstaveligt udlægges til at have en åndelig betydning.

Men summen er ikke til at tage fejl af. Brudgommen elsker sin brud, som Kristus elsker os, og som ved sin død har gjort os ’hellige og uden dadel’ og dermed værdige til at blive hans brud, Kol. 1:21-22. Men det bliver endnu bedre! En dag kommer han igen ’. På den dag skal vi alle forvandles og ’blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er’. Og så opfyldes alle de vidunderlige løfter, som Gud har givet os, og vil derfor ’stråle som himmelhvælvingens glans’ og ’lyse som stjerner evigt og altid’, [1. Tess. 4:17, 1. John. 3:2, Dan. 12:3].

Bryllupsrejse og evigt samvær med brudgommen [kap. 7:10-13]

Efter lang tid - måske flere år? - har hun ventet på den dag, hvor hendes trolovede ville komme og tage hende med til sit kongeslot. Og nu er det sket! Hun er for altid blevet forenet med ham, og hun kan nu fuldt ud hengive sig til hans store kærlighed til hende. I sin store glæde siger hun: ’Jeg tilhører min elskede, og hans lyst er vendt mod mig’ [KJ].

Disse tre vers kunne godt give indtryk af at være en beskrivelse af en bryllupsrejse ud på landet og se på, om ’vinstokken skyder’, ’granattræet blomstrer’ og ’kærlighedsæblerne dufter’. Men da sådanne ’hvedebrødsdage’ vist ikke eksisterede dengang, skal versene nok snarere forstås som et poetisk kærlighedsdigt over deres samvær og fælles fremtid. Dette er dermed et billede på det vidunderlige samvær med Kristus i himlen, hvor vi for evigt skal være sammen med ham og til fulde nyde frugterne af alt det, som han har gjort for os. ’Der vil jeg give dig min kærlighed’, siger bruden til ham. Det betyder ikke, at hun ikke har gjort det før, men er et udtryk for, at hun vil elske ham for evigt, som vi for evigt vil elske Kristus.

De duftende kærlighedsæbler er – og har altid været – et kærlighedssymbol mellem mand og kvinde. I bibelen bliver de omtalt med den samme betydning, og viser her hen på kærligheden mellem Kristus og os. For ’vi elsker ham, fordi han elskede os først’, 1. John. 4:19 [KJ]. Det er nemlig hans kærlighed til os, som gør, at hans frugter i os udspreder sin liflige duft [til andre].

Når det er denne frugt, som først nævnes, er det for at anskueliggøre, at kærligheden er den første og største [vigtigste] af Åndens frugt, Gal. 5:22, 1. Kor. 13:13, 1. John. 4:7. Hun nævner ikke de andre [af Åndens] frugter ved navn, men siger blot, at ’for vor dør er al slags frugt’. Den mangfoldighed af frugt, der henvises til, er sandsynligvis et billede på ’al slags frugt’ fra Ånden, der nævnes i NT. Når Sulamit tilføjer, at der både er ’ny og gammel’ frugt, skal det nok forstås ud fra, at man i de sydlige lande kan se mange slags frugttræer, som bærer modne frugter samtidig med, at de er i blomst for at bære mere frugt til næste høsttid. Det betyder, at selvom Kristus har givet os af Åndens frugt, så må vi hele tiden være ivrig for at bære nye og mere frugt, til hans ære.

Sulamit nævner derefter, at hun har gemt disse frugter til ham. De er forbeholdt ham, fordi haven med al dens frugt tilhører ham. I kap. 4:16 så vi, at inviterede ham til at komme ind i hans egen have og nyde dens udsøgte frugter’. Men nu skal han ikke længere inviteres. Han er hos hende og nyder de frugter, som altså er hans og som hun har stillet frem for ham. I NT omtales mange andre slags frugter, som han på den dag vil give os til evig vederkvægelse. I bibelens sidste bog beskriver Johannes således ’livets træ’ i himmelen, som bærer frugt hver måned, og som derfor også hele tiden må være i blomst. Desuden har Jesus givet det løfte, at ’den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis’, Åb. 3:7. Den er ’gemt til os’ i himmelen.

9. Sang: Sulamit beskriver sin længsel og giver gode råd [kap. 8:1-14]

Som et forbillede på Kristus og hans brud [os] har Sulamit gennem billeder og åbenbaringer beskrevet den vidunderlige fremtid sammen med brudgommen, når han kommer tilbage. I dette kapitel er hun ligesom kommet tilbage til ’nutiden’ - til sin trolovelsestid. Her kommer hun med nogle betragtninger over sin [åndelige] vandring gennem livet sammen med brudgommen og kommer med nogle gode råd og formaninger til sine tilhørere, som i større eller mindre grad er hendes medvandrede på vej mod samme mål.

Brudens brændende ønske om at være der, hvor brudgommen er [kap. 8:1-3]

Efter alt det, som hun har set og hørt om den herlige fremtid sammen med brudgommen, der venter hende, når han kommer tilbage, så længes hun endnu mere efter, at den dag snart måtte komme.

Det er bl.a. denne længsel, som ligger bag hende ord i vers 1: ’Gid du var mig som min broder’ [KJ]. I bibelsk betydning er ’en broder’ ofte en betegnelse på en, som tager ansvaret for sine søskende, som han enten biologisk eller åndeligt er i slægt med. De kan derfor regne med, at han altid er i nærheden, fordi han i sin kærlighed vil beskytte og hjælpe dem i alle situationer. Et billede, som fuldt ud er blevet opfyldt i Kristus, vor broder.

Årsagen til, at Sulamit giver udtryk for dette ønske, skal ses i lyset af, at de som trolovede endnu ikke er gift og derfor ikke bor sammen. Og derfor må han forlade hende. Men, tænker Sulamit: hvis han nu [også] var ’som en broder’, så behøvede han jo ikke at forlade hende, men derimod altid være hos hende med sin omsorg og hjælp. Profetisk peger denne hendes længsel hen på Jesus, som blev ’vor broder’, som altid er os nær og som frelste os og førte os til Gud, Hebr. 2:10-15.

Sulamit måtte acceptere, at hendes brudgom ikke kunne være en sådan broder. Og derfor var hun, efter sit herlige møde med sin brudgom ’på bjerget’, igen blevet alene og savner hans nærvær. Det fremgår tydeligt [efter grundteksten], at hun ikke igen vil havne i samme situation som dengang, hvor hun ikke var beredt til at lukke ham ind, da han kom og bankede på hendes [hjerte]dør [se 5:2].

Hun fortæller derfor, hvad hun så ville gøre. Hun ville selvfølgelig først og fremmest byde ham velkommen med et kys og dernæst byde ham indenfor. Og så ville hun give ham saften af hendes granatæbler [som er et billede på hendes kærlighed til ham]. Hun ved, at han pga. sin kærlighed til hende ikke ser hendes mange fejl. ’Jeg skal ikke blive foragtet’, siger hun derfor. Og hun fortsætter med billedligt at beskrive, at ’hans venstre hånd [så] skulle være under mit hoved og hans højre hånd skulle omfavne mig’, v. 3 [KJ].

Disse vers er et billede på vores åndelige livsvandring med Jesus, hvor vi ønsker at byde ham ind i hjertet og give ham vor kærlighed. Men, hvor tit har vi ikke svigtet ham, når han er kommet og banket på, eller mindet os om, at ’her er vejen, I skal gå’? Men når vi så igen byder ham indenfor og bekender vore synder for ham, så ved vi også – ligesom Sulamit - at vi aldrig skal ’blive foragtet’.

Igen en formaning til Jerusalems døtre [kap. 8:4]

Sulamit formaner igen sine tilhørere mod at tro, at de kan vække den sande kærlighed ved egen indsats. For den kommer først, når ’han ønsker det’, siger hun til dem, jfr. kap. 2:7, 3:5.

Et billede af brudgommen, som støtter og opdrager Sulamit [kap. 8:5]

Et nyt billede oprulles for Sulamit, som får hende til at spørge: ’Hvem er det, som kommer fra ødemarken, som støtter sig til sin elskede’? [KJ]. Af sammenhængen fremgår det, at det er hendes brudgom, som støtter sin brud i ørkenen, for at hun ikke skal falde eller give op undervejs. Dette er et vidunderligt billede på vores åndelige livsvandring med Jesus, hvor vi også hele tiden må støtte os til ham for at ’holde ud indtil enden’, Mark. 13:13. Han vil give os al den hjælp, som vi har brug for på vor vandring, og siger derfor til hver eneste af os:

· ’Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile..’, Matt. 11:26.

· ’Frygt ikke, thi jeg er med dig. Vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig, Es. 41:10.

Ud fra det ovenfornævnte billede, fortæller Salomon, at han er mere end hendes brudgom og konge. Han er også hendes opdrager. ’Direkte oversat fra grundteksten siger han derfor til hende: ’Jeg opfostrede dig under æbletræet, dér, din moder fødte dig’. Ud fra Højsangen ved vi, at Salomon ikke har opfostret Sulamit, hvorfor han profetisk må tale om en anden brudgom og brud. Det omhandler nemlig i virkeligheden om Kristus og hans brud, som han ’opdrager.. til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtighed i den nuværende verden’, Tit. 2:11-12.

Sulamit [og vi] skal altså med andre ord huske på alt det, han gennem hende opdragelse har gjort for hende, så at hun kan stå som hans brud. Når han i den forbindelse nævner, at denne opfostring skete ’under æbletræet’, er det måske for at illustrere, at han hver dag har givet hende den frugt, som hun både åndeligt og materielt har haft behov for. I bibelen bliver frugt og frugttræer nemlig ofte brugt som billeder på Guds mangfoldige velsignelser til os, jfr. Ez. 47:12, Åb. 22:2.

Brudens bøn om helt at tilhøre sin brudgom [kap. 8:6a]

’Læg mig som et segl på dit hjerte, som et segl om din arm’ [KJ], siger hun til sin brudgom. Dengang var et sejl en meget personlig ting, som blev brugt sammen med eller i stedet for dennes underskrift. For at det ikke skulle tabes, blev det ofte båret på brystet eller om håndleddet [armen].

Når Sulamit derfor beder om at være ’som et sejl’ på brudgommens hjerte, udtrykker hun sit store ønske om at være så tæt på ham som muligt og blive hans mest personlige og værdifulde ejendel.

Samtidigt peger hendes bøn profetisk hen på den dag, hvor vi ved tro på Kristus bliver ’beseglet ved Helligånden, som var forjættet os, og som er en pant på vor arv, Ef. 1:13-14.

Den sande kærlighed beskrives [8:6b-7a]

Med ganske få ord beskriver Sulamit den sande kærlighed, hvis berømmelse minder om den beskrivelse af kærligheden, som vi finder i 1. Kor. kap. 13. Og derved giver hun, inspireret af Helligånden, udtryk for den gudgivne kærlighed, som vi allerede tidligere har berørt. Nemlig den, at ’vi elsker ham [dvs. Jesus], fordi han elskede os først’, [KJ], 1. John. 4:19. Vi skal se på, at Sulamit med sit ordvalg har denne dobbelttydning i sine tanker.

1 Brudgommens [Kristi] kærlighed til sin brud beskrives

Sulamit ved, at brudgommen vil efterkomme dette ønske, som er omtalt i første del af vers 6. Thi hun kender hans kærlighed til hende, som hun beskriver ’er stærk som døden’. Dette udsagn peger frem på Kristus, som elskede os så højt, at han gik i døden for os og tilintetgjorde dens magt. Hans kærlighed er dog ikke blot ’stærk som døden’, men endnu stærkere. Paulus skriver derfor, at han ’er vis på, at hverken død eller liv’ eller noget som helst andet ’vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre’, Rom. 8:38-39.

Verset fortsætter med at beskrive, at hans ’nidkærhed [er] hård som dødsriget’. Det betyder, at selvom dødsriget [djævelen] af al magt prøver at holde fast på, hvad det pga. syndefaldet har fået i eje, så er brudgommens brændende nidkærhed årsag til, at dets fanger bliver sat fri.

”Derfor hedder det: ’Han steg op til det høje, bortførte fanger [fra dødsriget] og gav menneskene gaver’..”, Ef. 4:8.

Derfor er det sandt, at ’døden er opslugt og sejren vundet’. Og derfor kan vi jublende udbryde:

’Død! hvor er din brod? Dødsrige! hvor er din sejr?’[KJ], 1. Kor. 15:54-55.

Hun er ikke færdig med at beskrive hans store kærlighed, hvis ’gløder er som brændende glød, dens lue er Herrens lue’. Den ild, der tænkes på, er den hellige ild på Herrens alter, hvor blodet blev udgydt til soning for folkets synder. Esajas ser og beskriver det på denne måde:

’En af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret [i den himmelske helligdom], det lod han røre min mund og sagde: ’Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!’..”, Es. 6:6-7.

Så stor er hans kærlighed altså! Den er så heftig og stor, at ’mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort’, konkluderer Sulamit videre. De ’mange vande’ er ofte et billede på de mange folkeslag, som står Gud imod og er fjendtlige mod hans folk, Jer. 51:55, Åb. 19:6. Men, uanset hvad disse formår at gøre i deres modstand mod Gud og hans folk, så formår de dog intet.

2 Brudens kærlighed til sin brudgom [Kristus] beskrives

Vi kan ikke blive færdige med afsnittet uden også at komme ind på, at Sulamit med sit ordvalg også tænker på den [gudgivne] kærlighed, som hun - som et billede på os - har til sin brudgom. Denne kærlighed [fra Gud i os] er så stor, at ’de mange vande’ ikke formår at slukke den hellige ild fra Herren. Det er denne kærlighed fra Gud og til Gud, som gør, at de troende trods mange trængsler fra verden og mørkets magter kan være tro til døden og sejre midt i lidelsen.

Et eksempel på dette er hentet fra bogen: ’Den himmelske mand’, som er en biografi af en kinesisk kristen, broder Yun. Han fortæller om den voldsomme forfølgelse af de kristne i Kina, hvor myndighederne med al magt forsøger at slå den vækkelse ned, som resulterer i 10.000 nye kristne hver dag. Bogen beretter om, hvordan broder Yun blev fængslet, og pga. sin tro og vidnesbyrd om Jesus blev han her udsat for de mest ydmygende og umenneskelige mishandlinger. En dag, hvor han stod overfor en sandsynlig dødsdom, bad han til Jesus og sagde: ’Herre Jesus, selvom de slår mig ihjel, vil jeg elske dig alligevel’. Og ’alene på det fugtige gulv, sang jeg denne sang:

Herre, hvad morgendagen bringer, ved jeg ikke;

men jeg vil gerne dø for dig.

For jeg ved, du har valgt mig;

har kaldet mig til at adlyde og elske dig’.

Den sande kærlighed kan ikke købes for penge [kap. 8:7b]

’Hvis en mand ville give alle ejendele i sit hus for kærligheden, ville den blive fuldstændig foragtet’ [KJ].

Den konkrete betydning er, at den sande kærlighed ikke kan købes for penge. Selvom en mand gav alle sine ejendele bort for at få fat på den, så ville værdien ’blive fuldstændig foragtet’, fordi den ville være alt, alt for lille. Og således er det også med Guds kærlighed. Salme 49 beskriver det på denne måde:

’Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum – prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det – så han kunne blive i live’, Sl. 49:8-9.

Det religiøse menneske vil gerne tro, at det selv kan eller må gøre noget for at få del i Guds kærlighed, nåde og frelse. Men det er ikke tilfældet! ’Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl? spurgte Jesus. Og svaret er: Ingenting! For Jesus Kristus har betalt al vor skyld på Golgatas kors. Intet kan lægges til! ’Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven’, Ef. 2:10.

Sulamits åndelige og gudvelbehagelige omsorg for en ’søster’ [kap. 8:8-10]

Umiddelbart ser det ud til, at Sulamit her omtaler sin egen biologiske lille søster. Men det er næppe tilfældet, da det ifølge kap. 6:9 ser ud til, at hun var enebarn. Derfor siger hun heller ikke ’min lille søster’, men derimod, at ’vi har en lille søster’. Men: Hvem er ’vi’? Og hvilken søster tænkes der på? Hvis der ikke konkret er tale om en biologisk søster, er det nærliggende at tro, at ordet ’søster’ henviser til en [åndelig] søster, der ligesom ’vi’ tilhører brudeskaren og dermed brudgommen. Omtalen af dette søskendeforhold er et billede på alle dem, som tilhører den himmelske brudgom og som derfor også er søskende. Et billede på et sådant søsterfællesskab så vi i kap. 1:4, hvor Sulamit på disses vegne siger til brudgommen:

’Vi vil juble og glæde os i dig, prise din kærlighed frem for vin. De retskafne elsker dig’ [KJ].

Som vi ser, så tilhører disse kvinder ligesom Sulamit også brudgommen, og bliver derfor - som et forbillede på Kristi brud - kaldt for retskafne. Det er hans værk i dem, som har gjort dem til det, de er. Derfor er det, at de jubler og glæder sig i ham og priser hans kærlighed. Og derfor er det, at de elsker ham. Vi skal i parentes bemærke, at disse kvinder, som repræsenterer Kristi brud, ikke er identiske med ’Jerusalems døtre’, der repræsenterer verdens børn, som aldrig har mødt ham personligt eller oplevet hans kærlighed til dem.

Men – kan den omtalte ’lille søster’ i kapitel otte virkelig være identisk med en af disse ’retskafne’ kvinder? For hun omtales jo som en, som endnu er så ung og umoden, at hun stadig ikke har fået sig en bejler. Betyder det ikke, at hun derfor endnu ikke er blevet ’trolovet’? Så vidt jeg kan se, så handler verset ikke om, hvorvidt hun er trolovet eller ej, hvilket betyder, at hun godt kunne være det. Sulamits udsagn skyldes nok snarere hendes frygt for, hvordan det vil gå, når der kommer en [anden] bejler og ’gør kur til’ hende. Vil denne ’lille søster’ så være moden nok til at afvise ham, som vil forsøge at føre hende væk fra ham, hun er trolovet med?

Dette er et billede på de mange falske profeter, som giver sig ud for at komme og påstå, at han er Kristus, men som i stedet fører mennesker væk fra ham, Matt. 24:23. Det var om denne store fare, som fik Paulus til at formane de kristne til at vokse fra åndelig umodenhed ’til mands modenhed’,

’så at vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv’, Ef. 4:13-15.

Er hun en mur eller en dør? [kap. 8:9-10a]

Ud fra disse to vers ser det ud til, at den ovenfor nævnte tolkning må være rigtig. For konklusionen i disse vers er jo en direkte fortsættelse på spørgsmålet [om søsterens troskab] i forrige vers. Hendes troskab vurderes ud fra hendes svar på spørgsmålene om, hvorvidt hun betragter sig selv som ’en mur’ eller ’en dør’.

1. Hvis ’hun er en mur, så bygger vi en krone af sølv derpå’. I bibelen er den fysiske troskab mod en ægtefælle et billede på den åndelige troskab mod Kristus. Dette er også tilfældet her. Hvis Kristi [trolovede] brud er ’en mur’, som står fast og er ’tro indtil enden’, så vil hun engang få ’livets sejrskrans’, Åb. 2:10.

2. ’Men er hun en dør, så spærrer vi den med cederplanker’, tilføjer Sulamit. Det betyder, at hvis hun ikke kan modstå de lokkende toner fra andre bejlere, som er ude på at føre hende væk fra den sande, så er hun som ’en dør’, som svinger frem og tilbage. For det betyder, at hun, som et billede på unge kristne, så skal betragtes og behandles som børn, som stadig må opdrages og holdes hjemme, og forhindre [spærre døren for], at de kommer galt af sted. Et eksempel herpå finder vi i Hos. 2:6, hvor Herren siger dette om folket, efter at de havde forladt ham for at dyrke andre guder:

’Se, derfor spærrer jeg med tjørn hendes vej, foran hende murer jeg en mur, så at hun ikke kan finde sine stier’ [til disse guder].

Søsteren kommer nu med dette svar: ’Jeg er en mur, mine bryster tårne’. Med disse ord giver hun billedligt udtryk for, at man ikke skal tage hendes ungdom og tilsyneladende umodenhed - som hendes manglende bryster jo henviser til - som tegn på, at hun er det. For i sit indre er hun [åndeligt] en moden [og fuldt ud udviklet] kvinde, som er i stand til at stå fast og forsvare sig mod enhver fristelse til at forlade den eneste og sande brudgom.

Da blev jeg i hans øjne som en, der finder fred [kap. 8:10b]

Når Sulamit indleder sætningen med ordet ’da’, betyder det, at den hænger sammen med de forrige vers, og viser dermed Sulamits glæde over søsterens positive svar. Når hun derefter taler om, at hun ’i hans øjne [er] som en, der finder fred’, betyder det, at brudgommen med velvilje eller velbehag ser på, at hun har udvist omsorg for de små [åndelige] søskende. Det ord, som er oversat med ’fred’ kan også oversættes med velvilje eller [Guds] velbehag, jfr. Luk. 2:14. Dermed peger disse vers hen på den omsorg, vi som kristne skal have for hinanden, til Guds ære og til hans velbehag. Jesus siger derfor dette til sine disciple:

’Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig’, Matt. 25:33-40.

Hebræerbrevets forfatter tilføjer:

’Glem ikke at gøre vel og dele med andre, thi i sådanne ofre har Guds velbehag’, Hebr. 13:16.

En fortælling af en vingårdsejer, en vingård og dens vogtere [Højs. 8:11-12]

Omtalen af, at ’Salomon havde en vingård’, er et profetisk forbillede på Jesus Kristus, som er den sande vingårdsejer – og på vingården, som er et billede på hans menighed. Esajas beskriver dette forhold meget tydeligt i sit 5. kap., som han indleder med disse ord:

’Jeg vil synge en sang om min højt elskede, en kærlighedssang vedrørende min højt elskedes vingård. Min højt elskede havde en vingård på en frugtbar høj’, Es. 5:1 [KJ].

Denne vingård overgav han til vogtere [menighedsledere], for at de ’hver kunne tjene tusind sekel sølv på dens frugt’, v. 21. Disse ord minder meget om Jesu lignelse om manden, som havde en vingård. For at beskytte den mod røvere ’satte [han] et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn [og] lejede den ud til vingårdsmænd’, inden han drog udenlands [til himmelen], Matt. 21:33.

Dengang var det almindeligt, at en vingård blev lejet ud som beskrevet. Forud blev der skrevet en lejekontrakt, som skulle fastslå, hvordan høstudbyttet skulle fordeles. På Jesu tid skulle ejeren have 25-50 % af udbyttet og resten tilfaldt forpagteren. Derfor var det ganske naturligt, at vingårdsejeren, ’da nu frugttiden nærmede sig, sendte sine tjenere til vingårdsmændene for at få [fortjenesten for] de frugter, der tilkom ham’ [Matt. 21:34].

Det er den sikkert samme betydning, som ligger bag teksten i Højsangen, når den nævner, at vogterne ’hver kunne tjene 1000 sekel sølv på dens frugt’. Ud fra vers 12 ser det ud til, at dette var det beløb, som den enkelte vogter var forpligtiget til at give til vingårdsejeren. Og de 200 sekel sølv, der blev tilbage, skulle så tilfalde dem, ’som vogter deres frugt’ [v. 12].

Den åndelige betydning af vingårdens frugtudbytte og fortjeneste

1. Det første vi skal se på er vingården, som er et billede på menigheden. Ligesom gærdet og vagttårnet er nødvendigt for at holde dyr og tyve borte fra vingården, således skal vores vingård også beskyttes mod enhver, som vil ødelægge eller stjæle fra den. Bemærk, at de ikke skal betale for vingården, fordi den - som et billede på frelsen - er gratis for os.

2. Det næste, vi skal se på, er frugten, som i NT udlægges til fx at betyde ’tjene Gud’, ’være tro’ og ’have omsorg’.

3. Fortjenesten i vingården er et billede på det, vi gør for at tjene Gud i og ud fra menigheden. Henvisningen til sølv som betalingsmiddel bliver i bibelen brugt som et billede på forløsningen, fx 2. Mos. 30:15. Denne forløsning er altså betalt af Jesus Kristus. Ordet forløsning betyder det samme som ’løser’ og ’genløser’ og betyder ’at købe fri’ eller ’indløse’. Når Sulamit giver udtryk for, at de 1000 [sekel sølv] tilhører ham, er det et billede på, at vores liv og tjeneste i Guds vingård må hvile på Kristi forløsning alene.

4. Al fortjeneste i vingården tilhører Kristus – til hans ære. Men alligevel skal vogterne have deres del af udbyttet. Den åndelige betydning heraf kan vi bl.a. se i 1. Tim. 5:17:

”De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning. Thi skriften siger.. ’en arbejder er sin løn værd’..

Jeg har min egen vingård [kap. 9:12]

Sulamit indleder vers 12 med ordene: ’Min vingård, den som tilhører mig, ligger foran mig’ [KJ]. Det er sandsynligt, at denne vingård er identisk med den vingård, som tilhører brudgommen [v. 11]. Et fortilfælde på denne billedlige fremstilling af, at brudgommens ejendom også tilhører bruden, så vi i 4:16, hvor Sulamit omtaler brudgommens have som identisk med sin egen have. Den åndelige betydning heraf er den samme som i lignelsen om ’den fortabte søn’, som faderen holder en fest for, da han kom hjem. En fest, som den hjemmeboende søn aldrig har fået, og følte sig derfor snydt over denne forskelsbehandling:

”Da sagde faderen til ham: ’Mit barn! Du er altid hos mig, og alt mit er dit..’..”, Luk. 15:31.

Et andet sted står der om det samme:

”Lovet være Gud.. som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse’, Ef. 1:3.

Brudens sidste indtrængende bønner [kap. 8:13-14]

’Du, som bor i haverne’ er et billede på Jesus, som bor i de hjerter, som tilhører ham. I den danske bibel bliver disse omtalt som venner, som lytter til ham. På grundsproget står der dog ’følgesvende’ [altså disciple] i stedet for venner. Ordene om, at disse venner eller disciple lytter til ham, peger hen på Jesu ord i NT, hvor han siger, at de ’hører hans røst’ og ’følger ham, fordi de kender hans røst’.

Verset slutter med denne personlige bøn: ’Lad mig få høre din røst!’ Det er så meget, som søger at forhindre os i at lytte til hans røst, når han taler alvorlige ord til os på vor vandring gennem livet. For at vi ikke skal fare vild, siger han kærligt og formanende dette til os:

’Se, jeg forelægger dig i dag livet og lykken [eller] døden og ulykken..! Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Herren din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv..’, 5. Mos. 30:15, 19-20.

’Skynd dig, min elskede’ [KJ], udbryder Sulamit. På sin vandring gennem livet har hun haft mange dejlige stunder med sin brudgom, hvor han har fyldt hende med glæde og en stor længsel efter snart at blive hans brud. Det samme har vi som tilhører Jesus. Thi det ord er sandt, at ’bedre [er] en dag i din forgård end tusinde ellers’ [Sl. 84:11]. Men samtidigt længes vi efter, at Jesus kommer igen og alt bliver nyt. Derfor siger bruden til ham: ’Skynd dig, min elskede!’ og ’kom, Herre Jesus! Og han svarer sin brud med ordene: ’Ja, jeg kommer snart’, Åb. 22:20.

De sidste ord om, at han må ’være som en gazelle, som den unge hjort på balsambjerge’, er stort set de samme som i kap. 2:17. Der henviste jeg til, at grundsproget dér talte om ’adskillelsens bjerge’, fordi disse bjerge adskiller hende fra brudgommen. Dengang gav hun udtryk for sin længsel efter, at han snart ville komme. Nu gentager hun den samme længsel med at sige: Skynd dig, min elskede’!

Hvornår den kommer, ved vi ikke, men vi ved, at han ’kommer snart’ og ’tøver ikke!’

’I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende’, Rom. 13:11

Min elskede brudgom, Jesus Kristus: Skynd dig! Kom snart!

Til toppen

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler