Jødernes 40 år i ørkenen
Af Eskild Skov Særkjær
Efter, at vi i det forrige artikel
har set, hvordan det var gået i Egypten i forbindelse med og efter, at israelitterne
havde forladt det, skal vi nu tilbage til israelitterne, som på dette tidspunkt
havde krydset Det Røde Hav, og står nu foran den 40-årige ørkenvandring, der er
beskrevet i bibelen. Som vi skal se, er der, ligesom i de forrige artikler, en
lang række arkæologiske og historiske beviser på denne bibelske beretning.
Begyndelsen på denne vandring er beskrevet således i bibelen:
"Derpå
lod Moses Israel bryde op fra Det Røde hav, og de drog ud i Sjurs ørken, og de
vandrede tre dage i ørkenen uden at finde vand", 2. Mos. 15:22.
Det, vi
lige har læst, betyder, at der ganske tæt ved det sted, hvor israelitterne gik
i land, var der en ørken. I forrige artikel så vi beviser for, at de ikke var
kommet til Sinaihalvøen, som traditionen herfor siger, men derimod til
Aqababugtens østkyst, i det nuværende Saudi-Arabien. Den dag i dag er der her
et stort ørkenområde, som dækker det meste af Saudi-Arabien, såvel som en stor
del af Jordan. Den vestlige del af dette ørkenområde kaldes i dag 'Sirhan' på
arabisk, og mange bibelforskere mener, at dette navn er beslægtet med det 3500
år gamle navn Sjur. På flere gamle landkort står der da også 'Sjurs ørken' over
dette område1.
Efter
Israels folks opbrud vandrede israelitterne i denne ørken i tre dage, men som
bibelteksten skriver, kunne de ikke finde vand. Det var tilsyneladende først på
denne tredje dag, de begyndte at mangle vand. Dette stemmer da også med, at
Israels folk, ifølge historikeren Josefus, havde vand med fra Egypten til de
første dage2. De havde selvfølgelig ikke vanddunke dengang, men
havde sandsynligvis vandsække af fåre- eller gedeskind med på turen. Men nu var
vandet ved at slippe op, og de begyndte naturlig nok at blive nervøse over, at
der ikke kunne finde vand på den rute, de gik. Lad os læse det næste vers i
bibelen:
"Så
nåede de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet, for dets bitre smag, thi
det var bittert; derfor kaldte man stedet Mara [som betyder bitterhed]",
2. Mos. 15:13.
Af
sammenhængen er det tydeligt, at folket er nedslåede, udmattede og vrede, og de
vendte så deres vrede mod Moses, som derfor "råbte til Herren, og da viste
Herren ham en bestemt slags træ, og da det blev kastet i vandet, blev vandet
drikkeligt", 2. Mos. 15:25.
Det, vi
læser her, skete ikke, fordi Gud ikke havde tænkt på at give dem vand, men for
at sætte dem på prøve, som der står i det samme kapitel. Den dag i dag er der
mange søer med bittert vand i dette område, og som derfor stadig ikke kan
drikkes. Analyser viser, at det er en sammenblanding af salte og mineraler, som
gør vandet i området bittert, ligesom det er tilfældet med mange andre søer
omkring i verden? Det er umuligt at regne ud, hvilken slags træ, Moses fik
befaling om at kaste ud i vandet for at gøre det drikkeligt. Det er da også
uvæsentligt, for det jo ikke var selve træet, som gjorde vandet rent og
drikkeligt, men skyldtes derimod alene Guds suveræne indgriben.
På
lokale landkort er der en kilde i dette område, som hedder 'Ain Marra'3,
som direkte oversat betyder: 'Den bitre kilde'. Man kan selvfølgelig ikke vide,
om denne kilde er identisk med bibelens Mara, men sandsynligheden foreligger.
Vi læser nu det sidste vers i 2. Mos. 15:
"Derpå
kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de lejrede sig
ved vandet dér", v. 27.
Man
skal ikke gætte sig til, hvor Elim lå og ligger, for den er let genkendelig.
Ifølge bibelen er der 12 vandkilder og 70 palmer. Hvis man tror, at
israelitterne vandrede rundt på Sinaihalvøen, som traditionen siger, så må man
lede forgæves efter disse vandkilder. Det er netop manglen på sådanne beviser,
der til tider har fået bibelkritikere til at triumfere og sige: 'Der kan I bare
se! Kilder kan jo ikke bare forsvinde! Det, der står i bibelen, er derfor kun
myter'.
Hertil
er at svare: Jo, bibelen har ret, men det har traditionen for, hvor
ørkenvandringen foregik, til gengæld ikke. Men hvis vi derimod ser på
Saudi-Arabien som det mulige sted, så stemmer alt igen på en prik. For i det
føromtalte ørkenområde er der nemlig, ligesom på bibelens tid en oase, som får
sit vand fra netop 12 kilder, og disse kilder benyttes derfor stadig den dag i
dag af mange i området. De 70 palmetræer, som bibelen omtaler, er dog siden
dengang blevet til flere hundrede. På et luftfoto over området ses dette
tydeligt4. Vi skal nu se på næste vers i bibelen, som gengiver den
videre vandring:
"Så
brød de op fra Elim, og hele israelitternes menighed kom til Sins ørken, der
ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende dag i den anden måned efter deres
udvandring af Ægypten", 2. Mos. 16:1.
Her får
vi fortalt, at de nu kom til det område i ørkenen, som kaldes "Sins ørken,
der ligger mellem Elim og Sinaj". Hvad menes der? Hvordan kan Sinaj (som i
dag staves Sinai) optræde her i Saudi-Arabien, på den anden side af Det røde Hav,
hvis israelitterne, som tidligere nævnt, havde forladt Sinai?
Som
allerede nævnt skyldes det alene en tidlig fejlfortolkning af det, bibelen
fortæller. Man har bare som en selvfølge gået ud fra, at når israelitterne
vandrede ud af Egypten, var de kommet til den i bibelen beskrevne ørken på
Sinaihalvøen - men, som vi har set tidligere, så var det ikke tilfældet, for så
var de jo stadig ikke kommet ud af Egypten. Men det er pga. denne tradition, at
man har fundet et bjerg, som kunne være Mose bjerg, og så måtte halvøen jo i
sagens natur selvfølgelig være Sinaihalvøen. Men takket være arkæologien er der
dog nu fundet så mange beviser på, at israelitterne gik over denne halvø til
dens østkyst for derfra at komme over Det Røde Hav, til det nuværende Saudi-Arabien5.
Vi skal i det følgende se på endnu flere beviser på dette.
Selvfølgelig
er det i og for sig uden betydning, hvilken rute israelitterne gik, og om det
var på Sinaihalvøen, eller i den arabiske ørken - men mon ikke alle er enige i,
at det er trosstyrkende at vide, at Gud har gives os en så overvældende mængde
vidnesbyrd på hans ords pålidelighed, som tilfældet er. Og da bibelen siger, at
vi skal være rede til at forsvare troen, så er det også godt at vide, at vi kan
imødegå de mange bibelkritikere, som hævder, at israelitterne aldrig har været
på nogen ørkenvandring. Sådan kan det gå, når man ikke tror det, der står
skrevet, og som desuden leder det forkerte sted.
Vi går nu videre i den bibelske beretning. Efter, at
folket havde slukket deres tørst i Elim, skete det kort efter, at også maden
slap op - og vi læser, at israelitterne igen knurrede mod Moses og sagde:
"Var vi blot døde for Herrens hånd i
Ægypten, hvor vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød! Thi I har
ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult", 2.
Mos. 16:3.
De har tilsyneladende helt glemt deres skrig og
jamren over det hårde trællearbejde i Egypten, og fokuserer nu udelukkende på,
at de i det mindste ikke sultede dengang. De havde tilsyneladende også glemt,
at Gud var med dem, og bevist det for dem igen og igen, og de derfor ikke
behøvede at frygte noget som helst - heller ikke for at få det daglige brød.
Hver eneste dag har de kunnet se, at Gud ledte dem ved skystøtten og ildsøjlen,
som fulgte med. Igen får vi at vide, at Herren ville prøve sit folk, om de
stolede på ham, eller om de glemte, at "han, som har hjulpet hidindtil,
han hjælper nok herefter", som der står i en af vore danske salmer. Denne opmuntring vil Gud også havde givet
israelitterne, men da de knurrede i stedet for at stole på Gud, gik de glip af
den største velsignelse, som er 'at tro', at Gud ville sørge for dem i alle
ting, også det at give dem føden i rette tid, som han da også gjorde. Lad os
læse versene, som beskriver, hvad der skete:
"Moses og Aron sagde [derfor] til
alle israelitterne: 'I aften skal I kende, at det er Herren, som har ført jer
ud af Ægypten, og i morgen skal I se Herrens herlighed.. Og det skal ske, når
HERREN i aften giver jer kød at spise,
og i morgen brød at mætte jer med; thi Herren har hørt, hvorledes i knurrer mod
ham; ..Thi det er ikke os, I knurrer imod, men Herren", 2. Mos. 16:6-8.
Lad os i den samme forbindelse også læse vers 13-15,
i det samme kapitel:
"Da det nu blev aften, kom en sværm vagtler
flyvende og faldt i et tykt lag over lejren; og næste morgen lå duggen tæt
rundt om lejren, og da duggen forsvandt, var ørkenen dækket med noget fint,
skælagtigt noget, noget meget fint, der lignede rim på jorden. Da israelitterne
så det, spurgte de hverandre: Hvad (på hebraisk 'man', på aramæisk 'manna') er
det? Thi de vidste ikke, hvad det var, men Moses sagde til dem: 'Det er det
brød, Herren har givet jer til føde'.
Ifølge
bibelen gav Gud dem altså både kød og brød, som han ville velsigne dem med.
Disse mirakler er ofte blevet latterliggjort som eksempler på påståede
mirakler, som aldrig har fundet sted. Men, det er der nu ingen grund til. Lad
os først se på det, der står om vagtlerne:
'En
sværm vagtler kom flyvende og faldt i et tykt lag over lejren'.
4. Mos. 11:31 kommer med en vigtig tilføjelse, som
kan kaste lys over årsagen til, at vagtlerne pludselig faldt ned fra himlen.
Her står der nemlig, at på Herrens bud rejste der sig
"en vind, som førte vagtler med sig
fra havet og drev dem hen over lejren så langt som en dagsrejse på begge sider
af lejren i en højde af et par alen over jorden".
Det
samme sker faktisk indimellem den dag i dag i Mellemøsten, men også mange andre
steder. Da vagtler er dårlige flyvere, falder de ofte de ned, når de, som
ovenfornævnt har været ude i hårdt vejr. 'The New Westminster Dictionary of the Bible' oplyser, at vagtler „kan flyve
hurtigt og med stor færdighed; de benytter sig af vinden, men hvis vinden
skifter retning, eller fuglene bliver udmattede på grund af den lange rejse,
kan hele den store flok falde til jorden, hvor fuglene så ligger ubevægelige“.
Det berettes videre, at før de flyver videre på deres træk, hviler de sig på
jorden i et døgn eller to - og dette før, at det er let for jægere at fange dem.
I begyndelsen af det 20. årh. var der så mange, at Egypten hvert år kunne
eksportere 3 millioner vagtler til føde6. Det samme er i øvrigt også tilfældet med
mange andre fugle. For nylig fortalte en ornitolog i en naturudsendelse, at engang,
da han var på en tur til Christiansø, så han 100.000'er udmattede småfugle (kan
ikke huske arten) dratte ned på øen efter, at de var kommet ind i en voldsom
storm på deres flyvetur sydpå. Den lille ø i Østersøen blev simpelthen deres
redning. Som vi ser det i de ovenstående eksempler, er det tydeligt at se, at
Gud brugte vejret til skabe det under, som førte vagtlerne til netop det sted,
hvor de kunne blive til føde for Israels folk. Men, hvad så med brødet fra
himmelen, som beskrives således i samme kapitel, vers 31:
"Israelitterne kaldte det 'manna'; det lignede hvide
korianderfrø og smagte som honningkager".
Dagen forinden havde Gud sagt dette til dem:
"Se, jeg vil lade brød regne ned fra
Himmelen til jer, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget, som de
daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min lov eller ej. Og
når de på den sjette ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det
være dobbelt så meget, som de samler de andre dage', 2. Mos. 16:4-6
Der er mange forklaringer på, hvad brødet fra
himlen, mannaen, er for noget. Gads bibelleksikon
har denne forklaring:
"Man har ment, at der bag
mannafortællingen kan ligge en erindring om den honningagtige saft (arab:
mann), der drypper fra en tamarisk-art, alm. på Sinajhalvøen. Men også
mytologiske forestillinger om 'gudernes føde' kan ligge bag"7.
Her er det igen bibelkritikken, der stikker hovedet
frem. Hvor langt ligger dette ikke fra det, der beskrives i bibelen? Den siger
jo direkte, at de kunne samle det op, og bage af det, og det kan man ikke af
tamarisksaften. Den kommer heller ikke til at lugte dagen efter, hvis man har
samlet for meget af den. Den kunne heller ikke brødføde så mange mennesker, som
tilfældet var. Og endelig kunne den heller ikke, som der står i bibelen,
pludselig ophøre, da der var gået 40 år.
Så er der andre, som forklarer det med, at mannaen
må være identisk med den honningdug, der i et netleksikon beskrives således:
Honningdug
er betegnelsen for den søde væske, bladlus, cikader, mider mm. udskiller, når
de snylter på deres værtsplante. Snylterne indtager langt mere sukker end de
vitaminer, de er interesserede i, og derfor udskiller de størstedelen af denne
sukkerholdige væske igennem tarmen. Denne væske indgår i mange dyrearters kost,
som fx insekter, små pattedyr, såvel som fugle8.
Men
nej, det var helt sikkert heller ikke honningdug, som brødfødte israelitterne
gennem de 40 år, der er beskrevet i bibelen. Problemet med honningdug er bl.a.,
at den hurtig smelter, og kan derfor af indlysende grunde hverken bruges til
bagning eller opbevaring. I modsætning hertil kunne den bibelske manna gemmes,
og kunne endda bruges til bagning af brød til 2½ millioner gennem de år, de var
i ørkenen. Desuden var der, som vi læse, så meget, at de hver eneste dag kunne samle netop det, de havde brug for. Det
bibelske mål for, hvad de kunne opsamle hver dag, var 'en omer', og det svarer
til den dej, som der kan være i en fad på ca.
For den, der læser bibelen, er
det tydeligt, at dette himmelbrød var et under, som for mig at se ikke kan
forklares på nogen anden måde, end at Gud greb ind. Bibelen nævner, at bortset
fra om sabbatten, hvor de dagen i forvejen kunne samle det dobbelte, så gjorde
Gud dette under hver eneste dag i de 40 år, folket opholdt sig i ørkenen. I
Josva 5:12 nævnes det, at mannaen først holdt op med at falde den dag, da de
kom ind i det forjættede land og begyndte at spise landets afgrøder.
Vandet
strømmer ud af klippen ved bjerget Horeb.
Vel forsynet med 'det daglige
brød' drog israelitterne videre 'fra lejrplads til lejrplads efter Herrens
bud', som der står i 2. Mos. 17:1. Her lejrede de sig i Refidim, og da de
opdagede, at der ikke var vand i området, beklagede de sig igen til Moses og
sagde (v. 3):
"Hvorfor
har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore børn og vore hjorde
dø af tørst?"
De havde
tydeligvis stadig ikke lært, at når Gud går med, vil han sørge for dem. Men Gud
havde jo lovet det, så der var ingen grund til at tvivle på hans ledelse og
omsorg. I 2. Mos. 17:5-7 læser vi, at Herren sagde til Moses:
'Træd
frem for folket med nogle af Israels ældste og tag den stav, du slog Nilen med,
og kom så! Se, jeg vil stå foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår
på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folket kan få noget at drikke'.
Det gjorde Moses så i påsyn af Israels ældste. Og han kaldte vandet Massa og
Merida [betyder henholdsvis fristelse og kiv], fordi israelitterne der havde
kivedes og fristet Herren ved at sige: Er Herren iblandt os eller ej?"
Inden vi
ser nærmere på de beviser, der er fundet i forbindelse med dette vandunder,
skal vi lige se på tekstens omtale af bjerget Horeb, som i bibelen blot er et
andet navn på bjerget Sinai; altså det bjerg, hvor Moses fik de 10 bud. I
bibelen omtales dette bjerg nemlig som 'bjerget Sinai' 17 gange, mens det
omtales som 'bjerget Horeb' 18 gange. Da de fleste af gode grunde associerer
bjerget Sinai med Sinaihalvøen (der som allerede nævnt, ikke er identisk med
det bibelske bjerg med samme navn), vil jeg i det følgende konsekvent kalde det
rigtige, bibelske bjerg i Saudi-Arabien for Horeb.
Et
vigtigt vidnesbyrd på, at bjerget på Sinaihalvøen ikke er det rigtige bjerg,
som traditionen ellers foreskriver, er
omtalt i Galaterbrevet. I det fjerde kapitel beskriver Paulus det åndelige
forhold, der er mellem Sara og Hagar, og på den forskel, der er mellem disse to
kvinders børn. Og her er det så, at han sammenligner kvinden Hagar og hendes
børn, med bjerget Sinai, som repræsenterer loven, og siger:
"Hagar
er [et billede på] bjerget Sinaj i Arabien, og svarer til det nuværende
Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn", Gal. 4:25.
Læg mærke
til, at Paulus præciserer, at bjerget Sinaj ligger i Arabien. Hvis det havde
ligget på Sinaihalvøen (som dog endnu ikke havde fået dette navn endnu), så
ville han havde skrevet, at det ligger i Egypten, som denne halvø jo gjorde på
hans tid. Vi har allerede set på mange beviser for, at bjerget på Sinaihalvøen
ikke er det rigtige bjerg, og vi skal se på endnu flere, når vi kommer frem til
2. Mos. 19, som beskriver bjerget i det nuværende Saudi-Arabien mere indgående.
Når bibelen her i kap. 17 direkte taler om, at der
skal strømme vand - Josefus beskriver det endda som en flod, som strømmede8
- ud fra 'stenen ved Horeb', så kan man naturligt nok forvente, at der kan
findes nogle beviser herfor. Fx vil en sten, som kan afgive så meget vand, være
af en væsentlig størrelse, og den kan jo ikke bare forsvinde. Man må også
forvente at finde en bemærkelsesværdig sten, for der står jo, at 'der strømmede
vand ud af den'. Et andet sted står der, at den blev kløvet i to. I Salme 78:15 står der da også ordret, at 'han
(Gud) kløvede klippen i ørkenen'. Og endeligt, så må man selvfølgelig også
forvente at se spor af dette vand i ørkenen, som har fosset ud af klippen, som
der står skrevet i det næste vers i salme 78:
"han..
lod dem rigeligt drikke.., lod bække rinde af klippen, og vand strømme ned som
floder".
Som om dette ikke var nok, så må man også forvente,
at landskabet omkring dette sted vil stemme med det, der er beskrevet i
bibelen; og endeligt, at der også er spor af menneskelig aktivitet omkring
bjerget og stedet. Lad os i det følgende se på nogle af beviserne herfor:
Hele området er karakteriseret af en slette med
flere mindre klippehøje9, som er udløbere fra Horeb, som er det
største bjerg i området på
På én af de nævnte høje af disse høje er der nemlig
en enorm klippeblok, som er af anderledes beskaffenhed, og ligner heller ikke
de øvrige naturlige klippeformationer. Som det kan ses på fotoet t.v., er der
øverst på en stor stenhøj en gigantisk stenblok, hvis højde og bredde anslås
til at være henholdsvis ca. 30 og
Men, kan man så spørge: Var der nu også vand nok til
for at slukke tørsten for de ca. 2½ millioner mennesker, som blev ført ud af
Egypten, såvel som deres kvæg? Nej, ikke ifølge de fysiske love! Ifølge disse
skulle det ikke være muligt, at der skulle vælde vand frem på dette sted. Men
bibelen siger jo også klart, at Gud gjorde et under, da Moses på Guds befaling
slog på klippen, hvorefter den kløvedes i to, hvorefter der strømmede vand ud
af den som en flod. Samstemmende hermed fortæller Josefus, at vandet strømmede
ud fra et sted, hvor Israels folk mindst forventede det10.
Menneskelig set var dette under altså aldeles umuligt - men, vi ved jo, at 'for
Gud er alle ting mulige', som der fx står i Matt. 19:26.
Går man tættere på, kan man i den nederste del af
den store stenblok da også se tydelige spor af de vældige vandmasser, som
engang er strømmet ud fra denne. Man behøver ikke at være ekspert for at se, at
den nederste del af klippespalten er delvis eroderet bort, som man også ser det
ved kraftige vandfald. Der er da heller ikke kun her, man kan se sporene af den
engang store vandmængde, for de går hele 
vejen fra denne klippespalte og ned i
lavningen nedenfor. Et fotos fra stedet har følgende ledsagertekst:
"[Fotoet] viser, hvordan klippen er
eroderet nederst ved spalten. Det ligner klippeformationer på udtørrede
flodsenge, med udglattende og udhulede klippeblokke. Under klippen ser det ud,
som om vand strømmede ud i så store mængder, at det selv nu, 3500 år senere,
stadig ligner kilden til en flod"11.
På et andet foto kan man se store flodlejer, der
engang har løbet ned fra denne klippe til en lavning i landskabet, og har der
skabt en større og større sø, efterhånden som der kom mere og mere vand til
stedet. Billedteksten forklarer:
"Der er
tydelige spor af strømmen og af dammen [søen], hvor vandet samledes nedenfor
Horeb.. Ved bjergets fod kan vandstrømmen ses som et udtørret strømleje, der
snor sig gennem det hellige område under bjerget.. Vandet løb ikke væk, men
blev dæmmet op i en sø, som gjorde det lettere at hente vand til hele folket og
at give kvæghjordene vand. Dammens dybde kan kun anslås groft. Højdeforskellen
mellem 'kanten' og 'bunden' af dammen er omkring 4-
Billedteksten fortsætter:
"Bemærk, at de små grønne fnug i
strømlejet er store træer og buske, flere meter høje. Den bedste ide om
størrelsen får man ved at sammenligne med bilsporene i den del af det hellige
område, der ses til venstre".
Det, der er beskrevet ovenfor, og som er bevidnet på
mange fotos, er et mægtigt vidnesbyrd til alle om, at bibelens beretning om
Gud, der lod vand vælde frem fra klippen i ørkenen, stemmer ned til mindste
detalje. Det må simpelthen havde været her, det skete, og på den måde, der er
beskrevet i bibelen. Det stemmer da også 100% med alle de andre arkæologiske
fund, som vi har set på under hele ruten fra Egypten og hertil. I det følgende
skal vi se på endnu flere beviser herfor.
Krigen mod amalekitterne
Lige efter den ovenfornævnte under med vandet i
Refidim, bliver Israels folk, ifølge 2. Mos. 17:8, angrebet af amalekitterne.
Moses vidste, at de ikke kunne vinde denne kamp uden Guds hjælp, og i den
forbindelse siger han noget om landskabet, som hænger sammen med det forrige:
"Moses sagde til Josua: 'Udvælg dig
mænd og ryk i morgen ud til kamp mod amalekiterne; jeg vil stille mig på toppen
af højen med Guds stav i hånden!' Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud
til kamp mod amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen.
Når nu Moses løftede hænderne i vejret [vel for at bede], fik israelitterne
overtaget, men når han lod hænderne synke, fik amalekiterne overtaget..",
v. 9-11.
Her beskrives, at Moses besteg en af de store høje
ved Refidim sammen med Aron og Hur, hvor de kunne se ud over sletten og følge
slagets gang. Her løftede Moses sine hænder i bøn for Israels folk, et
tidligere slavefolk, som nu for første gang skal ud i kamp uden militær træning
eller erfaring i våben. Det er en kamp mod et krigerfolk, som er vant til at
kæmpe, og var kendt og berygtet for at ernære sig ved erobring og plyndring, og
de regnede selvfølgelig med, at Israels folk var et let bytte for dem. Men, mod
alle odds skete der det modsatte. Af bibelen fremgår det, at Gud kæmpede for
Israel, og Moses vidste det og bekendte, at sejren skyldtes "en udrakt
hånd på Herrens trone", 2. Mos. 17:16.
Kampen mod amalekiterne er i øvrigt endnu et
vidnesbyrd om, at Israels folk ikke vandrede rundt på Sinaihalvøen, for dér var
der ingen amalekiter. 1. Mos. 36 står, at Amalek, som var af Esaus slægt, samt,
at hans efterkommere slog sig ned på østsiden af Aqababugten, altså i det
nuværende Saudi-Arabien. Dette præciseres i vers 8:
"Esau [og hans efterkommere] bosatte
sig i Se'irs bjerge, Esau, det er Edom", 1. Mos. 36:8.
Vi får altså at vide, at amalekitterne bosatte sig i
Se'irs bjerge. Ifølge diverse leksika er "Se'irs bjerge et bjergrigt område på den østlige side af Det Døde Hav og
Det Røde Hav"13, altså lige som bibelen fortæller det.
På trods af dette vidnesbyrd har nogle
bibeloversættere fejlagtig indtegnet amalekiterne til at bo på Sinaihalvøen;
men det skyldes alene et forsøg på fra dem at tilpasse beretningen i 2. Mos. 17
med forestillingen om, at det var i dette område, israelitterne opholdt sig
under deres ørkenvandring. Men, som vi har set, var dette ikke tilfældet. På
alle gamle og de fleste nye oversigtskort ser man da også, at amalekiterne
beboede det område, som bibelen angiver, nemlig i området på østsiden af Det
Røde Hav, som er beskrevet ovenfor14. I gammel arabisk tradition
angives amalekitterne da også til at være den ældste stamme i Arabien og bo i
det føromtalte område øst for Det Døde Hav og Det Røde Hav. Ifølge samme kilde
var de også grundlæggerne af Medina15.
I GT bevidnes det igen og igen, at israelitterne i
flere hundrede år var plaget af amalekitterne, som kom fra øst, i tiden efter,
at de havde bosat sig i det det forjættede land. Det var først i
Jetro og Moses' familie
kommer på besøg fra Midjan
Efter
sejren over amalekiterne, som er beskrevet i 2. Mos. 17, kan vi se, at da Moses
fik besøg af sin svigerfar Jetro, var Israels folk stadig var i det samme
område. Lad os læse nogle få vers om dette besøg:
"Da Jetro, præsten i Midjan, Moses svigerfader, hørte om alt,
hvad Gud havde gjort for Moses og hans folk Israel, hvorledes Herren havde ført
Israel ud af Ægypten.. kom han med hans sønner og hustru til Moses i ørkenen,
hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.. Moses fortalte sin svigerfader om
alt, hvad Herren havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels skyld, og om alle
de besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes Herren havde
frelst dem. Da glædede Jetro sig over alt det gode, Herren havde gjort mod
Israel, idet han havde frelst dem af ægypternes hånd", 2. Mos. 18:1, 5,
8-9.
Af 2. Mosebog berettes det, at før Moses begyndte
sin rejse/flugt fra Egypten, havde han sendt sin hustru og sine børn til i
forvejen til præsten Jetro i Midjan - og det viser os, at han må have vidst,
hvor han skulle hen, allerede før han begyndte denne rejse. Der står endda, at
han vogtede sin svigerfars småkvæg ved bjerget Horeb (og hvor han fik sin
kaldelse), 2. Mos. 3:1-2. Når hans kone og børn nu kommer hertil på besøg
sammen med Jetro, siger det sig selv, at Midjan må have ligget i nærheden af
dette bjerg, hvor Israels folk stadig var.
På mange af de områdekort, der ligger i de forskellige
bibler, er Midjan ofte placeret i det østlige del af Sinaihalvøen, men det er
historisk og geografisk forkert16. Årsagen til denne fejl skyldes
især den fejlagtige tolkning, som placerede Israels folk i Sinaihalvøen under
de 40 år i ørkenen. For det var jo her, bjerget Sinai (Horeb) var! Men, som
allerede påvist, stemmer det bevisligt ikke med virkeligheden. De fleste
placerer da også nu bjerget Horeb (på arabisk Jabal Al Laws)17.
Et bevis for, at Midjan derfor selvfølgelig også lå
og ligger i det nuværende Saudi-Arabien er, at således er det vist på samtlige
gamle landkort og optegnelser over området18. Bladet Tell (nr. 3,
2003) uddyber, at 'Midjans bjerge lå (og ligger) øst for Det Røde Hav, i det
nuværende Saudi-Arabien'.
Hvor
ligger Moses' brønd!
På flere af de samme gamle landkort finder vi også
et andet bevis for, at Moses havde ført folket til det samme område i
Saudi-Arabien, som Moses flygtede til 40 år tidligere. Vi skal først kort
tilbage til 2. Mos. 2:15-17, som
beretter, at da Moses var kommet til Midjan, kom han først til en brønd, hvor
han, træt af rejsen, satte sig. Og, mens han sidder der, ser han en af Jetros
døtre komme hen til brønden for at vande faderens småkvæg. Det var dog ikke
uden problemer, for kvinderne blev ofte tilsidesat, som det også fremgår i 2.
Mos. 2:17, hvor vi læser:
"Da kom hyrderne og ville jage dem
bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres småkvæg".
I gamle dage var en brønd livsnerven i ethvert
samfund, og var simpelthen en betingelse for, at der kunne etableres en
permanent bosættelse. En sådan brønd eksisterer faktisk den dag i dag, lidt
nord for det føromtalte Horeb bjerg, hvor Moses senere fik lovens tavler.
Spørgsmålet er, om denne brønd kan være identisk med den, der er omtalt i 2. Mos.
2. Mange bibelforskere giver et klart svar, og det er: 'Ja, det er det!', og
giver en række grunde for at tro dette:
1. Den er, som ovenfor beskrevet,
optegnet på en række gamle lokalkort over området, samt på det landkort, som
nogle engelske officerer lavede i 1878 under ledelse af en kaptajn R. F. Burton19.
2. Denne brønd er den eneste brønd
i regionen, hvor der er en bosættelse ved navn Al Bad20, som er den
eneste permanente bosættelse i hele området den dag i dag21. Der lå
- og ligger - altså ikke andre brønde i dette store område.
3. Den arabiske tradition og
historie nævner da også denne brønd som værende identisk med Moses' brønd [på
arabisk 'Ain Musa']22.
4. I den førnævnte bosættelse Al
Bad, der ligger ved brønden, er der i dag en markering, som viser, hvor Jetro,
ypperstepræsten i Midjan, Moses svigerfar boede23.
Efter denne lille geografiske rundtur i Midjan, hvor
vi igen er blevet bekræftet i, at det, Gud har sagt i sit ord om israelitternes
rute i ørkenen, stemmer med de faktiske forhold, så skal vi nu se på selve
ankomsten til Guds bjerg Horeb [Sinai].
Ved bjerget Horeb [arabisk: Jabal Al Lawz]
Kort fra det sted, hvor israelitterne slog
amalekitterne, og hvor Moses' familie og svigerfar kom på besøg, ses bjerget
Horeb, eller, som det hedder på arabisk, 'Jabal Al Lawz', og som var målet for
deres næste stop. I 2. Mos. 19:2 er
deres vandring dertil beskrevet med disse få ord:
"De brød op fra Refidim og kom til
Sinaj ørken og slog lejr i ørkenen. Der slog Israel lejr lige overfor
bjerget".
På satelitfotos over Aqababugten
og den østlige del af Saudi-Arabien, ses dette bjerg som en sort bjergmasse, og
øst for bjerget, men stadig oppe i bjergplateuet, ses et lysere stort
sletteområde, som kunne være den lejrplads, hvor israelerne skulle opholde sig
i nogen tid24. Til højre herfor ses et lille stykke af denne slette.
Men, kan man så spørge: Kunne denne slette virkelig rumme alle israelitterne,
som der står i bibelen? Det er det, vi skal se på i det følgende.
Som nævnt tidligere, så bestod Israels folk på dette
tidspunkt nok ca. 2½ million mennesker, og dertil kom al deres kvæghjorde. Det
kræver altså et stort areal, hvis så mange skal være der. Den førnævnte slette
på bjergets østside er da heller ikke så lille endda, for den strækker sig
faktisk over et område på mindst 40 km2; og hvis man medregner alle
de mange lavninger med, som går i flere retninger, er den endnu større25.
Det er klart, at hvis alle de mennesker virkelig har
opholdt sig der, endda i længere tid, så må man forvente at finde flere synlige
spor af menneskelig aktivitet, som svarer til det, bibelen beskriver. Findes
sådanne spor? Igen er svaret ja! Endda i rigelige mængder. Lad os se på nogle
af disse:
Fund fra selve lejrpladsen
foran bjerget Horeb
På denne tidligere store lejrplads har man bl.a.
fundet en 1/4 af en møllesten af den slags, der er blevet brugt til at male
mel. I dette tilfælde blev den dog sikkert brugt til at male mannaen med, til
en substans, der ifølge bibelen lignede mel, før den blev brugt til bagning af
brød26. Årsagen til, at man ikke har fundet flere møllesten, skyldes
sikkert, at de som så meget andet, der er lavet af mennesker, er blevet
eroderet af 'tidens tand' og gået til.
På samme sted har man fundet et stort antal
stencirkler, men med en stor sten i midten27. Det samme har man også
set andre steder langs israelitternes rute. Der har været spekulationer med hensyn
til, hvad disse stencirkler er blevet brugt til. De fleste hælder til den
teori, at da bibelen nævner, at folket boede i telte under deres ørkenvandring,
så har stencirklerne muligvis været brugt i den forbindelse. På illustrationen
t.h. anskueliggøres, hvordan forskere forestiller sig anvendelsen af disse
sten: Den store sten i midten har været brugt til at støtte teltpælen, der
skulle holde teltet op på midten, hvorefter teltet er blevet spændt ud og holdt
nede af de sten, der lå på den ude i siden28.
Andre gætter dog på, at stencirklerne også kunne
være brugt til at holde kvæget ude af teltene, altså spærre vejen for dem. Alle
er dog enige om, at stencirklernes tilstedeværelse er yderst bemærkelsesværdigt, for det vidner jo om, at
der engang har været menneskelig aktivitet i dette område, som igen er et
vidnesbyrd om, at det, der står i bibelen om jødernes langvarige omhold ved
Horeb bjerg, sammen med alle de andre fund, der allerede er omtalt, også rent
historisk stemmer ned til mindste detalje. Vi skal nu se på endnu flere fund på
stedet, som bevidner bibelens udsagn:
Alteret og gudsdyrkelsen:
Ved bjerget Jabal Al Lawz [Horeb] er der fx fundet
rester af et alter, som sandsynligvis er identisk med det, der er omtalt i 2.
Mos. 24:4, hvor der står:
"Så skrev
Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets
fod og rejste tolv stenstøtter, én for hver af Israels tolv stammer", 2.
Mos. 24:4.
Når man studerer dette alter ved foden af bjerget,
så svarer det i alle detaljer til det direktiv, Gud gav i forbindelse med dets
opførelse. Som det fx kommer til udtryk i nogle vers fra 2. Mos. 20:
"Du skal lave
mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine
måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne,
vil jeg komme til dig og velsigne dig. Men hvis du vil lave mig et alter af
sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel
har du vanhelliget dem. Du må ikke gå op på mit alter af trin, for at ikke din
køn skal blottes over det", 2. Mos. 20:24-26.
I disse bibelvers får vi altså at vide, at
israelitterne skal bygge alteret af utilhugne sten - altså af sten, fundne i
naturen, og samtidig så lav, at det ikke er nødvendigt at bruge trin for at
komme op til det. Det fundne alter ved foden af bjerget opfylder begge
kriterier. Selvom der er nu er ca. 3350
år, siden alteret blev bygget, så er det den dag i dag tydeligt at se de store
og utilhuggede stenblokke, som markerer alterets omrids, såvel som det højde,
som har været ca. en meter. Der er ingen spredte sten omkring alteret, der
antyder, at det engang har været højere, dengang det var i brug29.
Alteret opfylder dermed alle forventninger til det, der beskrives om det i
bibelen.
På fotos og på rekonstruktioner af alteret er det
tydeligt at se de to korridorer, som fører hen til selve alteret30.
Disse korridorer er, ligesom selve alteret, opført af utilhugne sten. Man kan
spørge, hvad de mon er blevet brugt til? Den ene teorien er, at dyrene kan være
blevet ført ind til alteret gennem disse to adskilte stier, sandsynligvis tyre
på den ene og får/lam på den anden. En anden teori er, at dyrene blev ført ind
af den ene sti, og de, der førte dyrene frem, gik tilbage ad den anden sti. Det
er i dag ikke til at vide, hvad der er den rigtige forklaring - for begge
muligheder repræsenterer en praktisk måde at håndtere det store antal dyr, der
blev ofret på dette sted.
Dette alter ved bjergets fod er desuden placeret
lige ved siden af en kilde, som stadig giver konstant vandforsyning; og det er
dermed et andet vigtig indicium på, at dette alter må være identisk med det
alter, der omtales i 2. Mos. For ifølge de GT-offerregler har Gud befalet en
række forskrifter, hvor præsterne skulle bruge vandet liturgisk til at rense
sig selv, såvel som dele af de dyr, som er blevet ofret. En vigtig detalje er,
at de fik vandet fra en kilde, for en del af den liturgiske renselse skulle
nemlig ofte foregå over rindende vand.
Et bevis på, at der her er en konstant vandforsyning,
er den mangeartede vegetation omkring kilden, som ellers er sjældent i
ørkenområder. Her vokser fx figentræer, forskellige sjældne blomster, bregner -
og desuden også mandeltræer, som bestemt ikke er et ørkentræ31. Det
arabiske navn for bjerget er, som allerede nævnt, Jabal Al Lawz, og som direkte
oversat betyder mandelbjerget. I kildens mange vandhuller er der desuden flere
slags insekter (vist i rød cirkel på foto t.h.), som behøver vand i deres
livscyklus - fx nogle, som begynder livet som larver i vandet. Der ses også en
guldsmed, som kun lever få dage som voksen, og som derfor ikke kan flyve til
dette sted i ødemarken fra et andet område med vand. Forskellige foto fra 
stedet viser desuden, at det vandbaserede
økosystem går hele vejen op af bjerget. Det var altså et godt, frodigt og
vandrigt sted, Gud havde ført israelitterne til under deres ørkenvandring, og
hvor de havde et langt ophold, inden de rejste videre.
Men, som tidligere nævnt, var det dog ikke denne kilde,
som gav folket drikkevand. Det fik de jo fra den nærliggende store klippe, som
er beskrevet ovenfor, og hvor Moses på Guds befaling blev kløvet i to,
hvorefter vandet væltede frem og ned i en lavning i terrænet. Det har således
været en let sag for folket at hente det vand, de havde brug for til sig selv,
og til deres dyr32.
Alt det, vi har set på indtil nu ved foden af
bjerget, stemmer altså fuldstændig med det, bibelen fortæller. Alteret er der,
og det er opført, så det passer med de GT-offerregler, og som Gud har befalet.
Ifølge 2. Mos. 24:4 rejste Moses, på Guds befaling, der på stedet 12
stenstøtter, én for hver af de tolv stammer. Hvis det er det rigtige sted, så
må der stadig være spor af disse søjler. Ja, lad os se, om der også er beviser
på dette ved foden af bjerget:
De 12 stensøjler ved foden af
bjerget:
Og jo, også denne del af bibelteksten stemmer med de
faktiske fund ved det føromtalte alter. For lige foran dette alter ligger der i
dag brækkede marmorsøjler, som har en diameter på omkring 45 cm33. I
bibelen nævnes stentypen ikke, men der er intet i vejen for, at det kunne være
marmor - og der er da også tydeligt at se, at det stemmer med det, der ellers
er nævnt i det ovenstående vers. Fx er der ikke bare en mængde marmorstykker
foran det gamle alter, men også 12 marmorfundamenter på stedet34.
Men, kan man spørge: hvor har israelitterne fået denne marmor fra? Svaret er,
at der faktisk er fundet et marmorleje i den samme bjergkæde, som Horeb [Jabal
Al Laws] er en del af35. Efter arbejdet har israelitterne fragtet de
enkelte marmordele ned til lejren, hvor de blev opstillet (nogle stykker ovenpå
hinanden).
Der er flere spor af menneskeligt aktivitet i
marmorlejet. I nogle af marmorstykkerne er der fx en del menneskeskabte runde
huller, som er blevet lavet ved brug af stålværktøj. Man gætter på, at
israelitterne, efter det møjsommelige slid med at lave hullerne, som man måtte
lave for at kunne sprænge eller brække de enkelte marmorstykker ud af selve
lejet, først havde fyldt disse huller med tørt træ, og dernæst tilsat vand for
at få træet til at udvide sig - en proces, som bevirkede, at marmorstykkerne
lidt efter lidt blev tvunget til at brække af. Overalt i området ligger der små
defekte og brækkede marmorstykker, tydelig mærket af værktøj36. Alt
dette beviser, at der engang er foregået en produktion herfra; for lille til,
at der har været tale om en større rentabel produktion, men stor nok til at
anskaffe sig sten til de 12 søjler, der er omtalt i bibelen. Siden er de
enkelte stykker faldet ned på jorden, på nøjagtig det sted ved siden af alteret
ved bjergets fod, hvor de engang har stået.
Advarsler mod at røre bjerget:
Ifølge bibelen er bjerget 'et helligt bjerg', som
folket derfor ikke måtte berøre. Derfor formanede Gud Moses til at lave en
afgrænsning til bjerget. I 2. Mos. 19: 12 siger Gud til ham:
"Du skal spærre af for folket hele
vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller
blot røre ved foden af den. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden".
Det ligger indforstået, at gjorde Moses det, Gud
havde befalet, for lidt senere i kapitlet siger han til Gud:
"Folket kan ikke komme op på Sinai bjerg,
for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige
det", 2. Mos. 19:23.
Bibelen fortæller ikke, hvordan bjerget blev
afspærret, men man kan dog drage denne konklusion: Israelitterne havde helt
sikkert ikke haft materiale med fra Egypten til at lave denne afspærring, og
derfor må de havde fundet materialet lokalt, i nærheden af bjerget. Hegnet blev
næppe lavet af træ, da der ikke er mange træer i ørkenen, og dem, der findes,
er ikke brugbare til formålet. Til gengæld er der en ubegrænset forsyning af
sten i alle størrelser. Der er altså logisk, at man har brugt sten som en slags
mur omkring bjerget. Faktisk kan man den dag i dag se en række af mørkere sten
ved foden af bjerget, som man mener, er brugt til formålet37.
Et endnu mere interessant fund er en mængde stenblokke
ved foden af bjerget, hvor der er indridset tydelige symboler af en fod eller
en sko38. Dette mærke er interessant, fordi netop dette symbol fra
gammel tid er blevet brugt i hele Mellemøsten til at markere 'hertil og ikke
længere', især for dem, der har sko på. Det er fx i denne betydning, vi har i
beretningen om den brændende tornebusk, og hvor Moses vil gå nærmere, men hvor
Gud så siger dette ham:
"Kom ikke nærmere! Drag dine sko af
dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord", ". Mos. 3:5.
Den dag i dag betragtes sko som sagt som noget urent
i hele Mellemøsten. Det var da også det, der kom til udtryk, da en mand smed
sko efter præsident Bush, da han besøgte Irak i 2008. Alle var da også med det
samme klar over, at denne mand dermed gav udtryk for sin store foragt for
præsidenten. Dengang, bibelen blev skrevet, brugte man sko i den samme
betydning. Derfor er det sandsynligt, at Moses fik indridset sådanne aftryk på
en del stenblokke som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, for at folket på
denne billedlige måde skulle huske alvoren ved at overtræde det, Gud havde
sagt.
Andre indridsninger på klipper
og stenblokke tæt ved bjerget
Lad os her også kort se på mange andre
indridsninger, der er fundet på klipper og stenblokke ved bjerget Jabal Al
Lawz, som vi har set, er identisk med bibelens Horeb og Sinai. Fx er der, som
vist på fotoet t.h., fundet en mængde afbilleder af især tyre, hvilket ikke er
underligt, når man ved, at israelitterne var et kvægfolk, men der er dog også
indimellem andre dyr39. Der er mange lignende tegninger på
klipperne, og man kan da også sagtens forestille sig, at nogle har brugt en del
af opholdet til at være lidt kreativ.
Endnu mere interessant er den store mængde tekster, som
var typisk for datidens egyptiske kultur. Det var et billedsprog, der blev
brugt dengang, før det langsomt blev udviklet til et egentlig skriftsprog, som
vi kender det i dag. Et sådant billedsprog kalder vi i dag for piktogrammer. På
den måde blev de enkelte ord og sætninger afbilledet af en til flere tegninger,
som beskrev det, der var tale om40. Af denne oversigt fremgår det,
at det 16. bogstav i det hebraiske alfabet 'ayin' [udtales Ah-yeen] dengang var
gengivet som et øje. Dog ikke et hvilken som helst øje, for det henviser på
hebraisk til Gud, som ser. Fx er det dette bogstav, som på hebraisk også er et
ord, som bliver brugt i bibelen som en beskrivelse af, at "Alle vegne er
Herrens øjne [ayin], de udspejder onde og gode", Ordsp. 15:3. I dag ligner
det 16. bogstav ikke længere et øje, men mere bogstavet y.
Ved Mose
bjerg er der fundet en anden meget interessant indridsning på en af klipperne.
Blandt andre figurer er der nemlig også indridset en syvarmet lysestage, på
hebraisk menorah41, og den blev jo netop, ifølge bibelen, første
gang lavet her ved bjerget, ca.
Det spændende ved dette symbol og billede er, at det
kun har betydning for det israelske folk - og derfor kan man ikke forestille
sig, at der har været andre end Israels folk, som har været interesseret i at
aftegne Israel nationalsymbol på denne måde. Dermed er denne gamle indridsning
af denne lysestage på en klippe ude i ørkenen endnu et bevis for, at den må
være lavet af en af de mange israelitter, som var tilstede dengang, Israels
folk opholdt sig her for så mange år siden. På samme klippe er der desuden tre
tekster, som man vistnok endnu ikke helt har formået at tyde, så dem springer
vi derfor over i denne gennemgang.
Vi har nu set på nogle af de mange indicier, som
tilsammen vidner om, at israelitterne har opholdt sig her ved foden af bjerget
i længere tid, mens alt det, der bliver fortalt i de næste mange kapitler i 2.
Mos., foregik. Det begyndte som bekendt med, at Moses steg op på bjerget, hvor
han modtog de 10 bud, og fik derefter, gennem en række åbenbaringer,
forskellige forskrifter og anvisninger på bl.a. tabernaklets opførelse og den
rette gudsdyrkelse. I det følgende skal vi derfor vende blikket væk fra selve
lejrpladsen ved foden af bjerget, og i stedet rette blikket mod bjerget, hvor
vi skal se endnu flere beviser på, at dette bjerg må være identisk med 'Mose
bjerg', Horeb [Sinai].
Beviser på, at Jabal Al Lawz er identisk med Horeb [Sinai]
Josefus fortæller, at Horeb var det højeste bjerg i
området42, og med sin højde på
Hvis man sammenligner bjerget på Sinaihalvøen med
Jabal Al Lawz i det nuværende Saudi-Arabien, afsløres det fx hurtigt, at de
allerfleste bibelske beskrivelser af stedet slet ikke findes på, eller ved det
traditionelle bjerg på Sinaihalvøen; men, som allerede nævnt, så passer det
derimod så godt som 100% med de fund, der er gjort ved og på bjerget Jabal Al
Lawz. Fx må der, ifølge bibelen, være en klippehule på bjerget, hvor profeten
Elias kunne tage ophold i under sin flugt efter styrkeprøven med
Ba'als-profeterne på Karmels bjerg. I 1. Kong. 19:8-9 står der følgende:
"Da stod han [Elias] op og spiste og
drak, og styrket af dette måltid vandrede han i 40 dage og 40 nætter, lige til
Guds bjerg Horeb. Der gik han ind i en klippehule, og overnattede", v. 8-9
Det rigtige bjerg har altså en klippehule, og
der findes faktisk en sådan Jabal al Lawz43, hvilket er endnu et
indicium på, at dette bjerg er identisk med det bibelske Horeb (Sinai). På
fotoet t.v. er hulen markeret med en rød cirkel, og t.h. ses udsigten fra selve
hulen.Det næste spor finder vi i 2. Mos. 24:9-18, som beskriver, at Moses, Nadab og Abihu gik op på bjerget
sammen med 70 ældste, hvor de skuede Gud og spiste og drak. Og der blev de så,
altså i længere tid, medens Moses gik højere op på bjerget for at modtage de 10
bud. Når vi læser kapitlet, er det indforstået, at alle disse mænd må havde
stået på et højtliggende plateau, for de skulle jo både have plads til, dels at
bøje sig ned og tilbede Gud - som man gjorde det dengang, og til at spise og
drikke for hans åsyn. De behøvede måske ikke mere end i alt 100-
Faktisk opfylder bjerget på Sinaihalvøen stort set
ingen af de mange kriterier, som der kræves for, at det kan være det rigtige
bjerg. Men det gør Jabal Al Laws i Saudi-Arabien til gengæld. Forskere har, ved
at sammenligne de to bjerge med bibelens beskrivelser, der skete på og ved
bjerget, fundet i alt 27 krav, som må være opfyldt, for at netop dette bjerg
kan være 'det rigtige bjerg'. Vi har allerede set på flere af disse krav, som
fx. den kløvede klippe, den rummelige lejrplads med alteret og marmorsøjlerne,
helleristningerne i klipperne, klippehulen på bjerget, etc. Hele 26 af disse 27
krav bliver opfyldt her ved bjerget Jabal Al Lawz. Det ene, der mangler, er en
bestemt tornebusk, som ifølge traditionen bliver omtalt som 'den brændende
tornebusk', og som findes vistnok kun på Sinaihalvøen. Men hvem siger, at netop
denne tornebusk er den rigtige?
Hvis vi til sammenligning ser på det traditionelle
bjerg ved St. Katharina-klosteret på Sinaihalvøen, så er der ikke meget, som
passe med alt det, bibelen beskriver. Udover den nævnte tornebusk er det vist
kun klippehulen, der kunne passe. Det betyder konkret, at på og ved dette bjerg
er der kun to af de i alt 27 krav, som peger på, at dette sted kunne være det
rigtige sted45. Det siger sig selv, at de nævnte 26 sikre tegn, som
vidner om, at Jabal Al Lawz er det rigtige bjerg, må veje langt tungere end kun
det ene tegn, der er fundet ved det traditionelle bjerg på Sinaihalvøen. Dertil
kommer de næsten utallige beviser, som vi har set på gennem hele ruten helt fra
Egypten, til dette bjerg i den arabiske ørken. Det bevidnes da også af de
saudiarabiske arkæologer:
De Saudiarabiske arkæologer bevidner, at Jabal Al Lawz er Moses'
bjerg.
I dag er en stor del af området af den
lejrplads, der er nævnt ovenfor, afspærret med pigtrådshegn, og på store
skilte, som omtaler området som arkæologisk interessant, forbydes enhver adgang46.
Området er desuden også bevogtet med vagter med maskingeværer. Ifølge
Saudiaraberne foretog deres arkæologer en undersøgelse af området i 2002, og
deres udgravninger fra dette område blev publiceret i landet47. Her
er nogle få af de erklæringer, som blev offentliggjort i forbindelse med denne
undersøgelsen, og som jeg har sat i situationstegn. Den øvrige tekst er mine
kommentarer:
1. "Vi ved, at profeten Moses'
ankomst til Midjans land var en vigtig begivenhed".
I Saudi-Arabien er det klart, at Midjan
lå og ligger i dette område, på Aqababugtens østside, og dette område hedder i
øvrigt også Midjan den dag i dag.
2. "Kongeriget Midjan..
dukkede op i det 2. årtusind før Kristus".
Dette synes at blive bevidnet i de
bibelske tekster, hvor navne som Midjan og midjanitterne først dukker op på
dette tidspunkt.
3. "Der er et antal
arkæologiske interessante steder ved foden af Jabal al Laws på østsiden".
Her
vil jeg henvise til de mange fund, som der er gjort rede for i denne
gennemgang.
4. ".. adskillelige kasserede
marmorsøjler ligger spredt på overfladen".
Disse søjlestykker har vi set på. De
er dog ikke som omtalt kasserede, men er derimod rester af de søjler, som var
rejst foran alteret, men som siden dengang er faldet sammen, hvorved nogle er
brækket itu.
5. "[ved bjerget er der
fundet] helleristninger, der forestiller mennesker og dyr [og] er formodentlig
fra perioden, der strækker sig fra 3000-
Bemærk, at dateringen beskrives som
en formodning. Bibelen angiver tiden til at være omkring 1400-
Der er mange andre erklæringer i undersøgelsen af de
mange fund, der er gjort på stedet. Selvom de ikke rammer plet i alle detaljer
- de er jo ikke skrevet af mennesker, som tror på det, der står i bibelen - så
er det alligevel slående, at de alligevel vidner om det, der står skrevet i
den.
Gravpladserne udenfor lejren
Der er også meget andet fra området, som det kunne
være spændende at tage med, men da det ikke direkte hører med til den bibelske
beretning, vil jeg her kun nævne et eksempel. Udenfor lejren er der fundet en
stor gravplads, som de saudiarabiske myndigheder regner for 'arkæologisk
interessant', og er derfor også indhegnet48. Gravene er markeret
enkeltvis med stående gravsten, og i området er der flere tusinde grave, som
vel at mærke ikke er muslimske grave. Man kan så spørge, hvor alle disse grave
kommer fra, midt i en ubeboet ørkenområde,
hvis de altså ikke stammer fra israelitternes langvarige ophold her?
Svaret er, at det gør de sandsynligt også!
Vi ved selvfølgelig ikke, hvor mange israelitter,
der døde i løbet af den forholdsvise lange tid (på ca. et år), som de ifølge
bibelen var ved dette bjerg, men vi ved, at antallet løb op i flere tusinde. I
2. Mos. 32:28 står der fx i forbindelse med guldkalven, som folket dyrkede i
lejren, neden for bjerget, at Gud blev vred, og det resulterede i, at alene på
"den dag døde der omkring 3000 mand". Det siger sig selv, at de blev
begravet, selvom der ikke er omtalt i bibelen. Hertil kommer selvfølgelig alle
de andre, som døde af naturlige årsager. Hvis vi anslår, at der var 2½ million
mennesker, får jeg det til ca. 300.000 døde på dette ene år. Den store
ikke-muslimske gravplads i dette store ørkenområde er dermed endnu et
vidnesbyrd om, at det, der står i forbindelse med emnet i 2. Mosebog, virkelig
er 'troværdig tale og al modtagelse værd'. Her skal det bemærkes, at på det
traditionelle sted for Mose bjerg på Sinaihalvøen, har man ikke fundet tilsvarende
gamle gravpladser.
Moses
modtager de ti bud og Guds befalinger
Så kommer vi frem til de kapitler i 2. Mosebog, som
beskriver, at på Guds befaling steg Moses op på bjerget og modtog de ti bud, og
oprettede den såkaldte Sinaipagt med Israels folk, som senere, da Moses kom ned
fra bjerget, giver ham dette løfte:
"Vi
vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham", 2. Mos. 24:7.
Mens Moses var oppe på bjerget i 40 dage og nætter,
nævnes det, at 'Herrens herlighed viste sig for israelitternes øjne som en
fortærende ild på bjergets top', mens han overfor åbenbarede alle de
forskrifter om tabernaklets opførelse og indretning, offertjeneste og
præstedømme, etc., som vi kan læse om i resten af 2. Mosebog, såvel som i 3.
Mosebog. Baggrunden for alle disse forskrifter var, at Gud derigennem ville
give folket et indblik i, og et forbillede på den frelsesplan i Jesus Kristus,
som han ifølge Ef. 1:4 havde beredt, før verden blev skabt. At det er således,
ses tydeligt i den befaling, han gav til Moses på bjerget:
"Du skal indrette mig en helligdom,
for at jeg kan bo midt iblandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens
tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig", 2. Mos. 25:8-9.
Læg mærke til, hvordan Gud understreger, at alt
vedr. tabernaklet opførelse og gudsdyrkelse skulle ske på nøjagtig den måde,
som han havde vist det for Moses. Det skulle som sagt ske, for at folket
derigennem kunne forstå lidt af den frelse og frelsesplan, som Gud havde beredt
til dem (og os) ved den kommende Messias, Jesus, som det er åbenbaret i NT. Det
vil føre for vidt her at komme nærmere ind på disse detaljerede forbilleder,
som Gud har givet folket i GT, men lad os alligevel se på nogle få hovedtræk:
1. De forskelligartede ofre, der
beskrives i 3. Mos., og som det blev pålagt folket at udføre, peger alle på
forskellige måder forbilledligt frem på Jesu sonoffer.
2. Det samme er tilfældet med den
ypperstepræstelige stilling, hvor ypperstepræsten (som et forbillede på Jesus)
en gang om året gik ind i det allerhelligste med et stedfortrædende
sonofferblod for at sone sine egne såvel som hele folkets synder.
3. Tabernaklets udformning og
indretning bestod primært af akacietræ, som regel overklædt med guld. Det var
fx tilfældet med pagtens ark, sonedækket, skuebrødsbordet, røgelsesalteret, de
bærende støtter, osv. Akacietræet var den eneste kilde til træmateriale i
ørkenen omkring Det Røde Hav. Akacie er et hårdt materiale, som ikke angribes
af insekter, og bruges stadig til bl.a. redskaber i Mellemøsten. Direkte
oversat betyder akacie 'torntræet', og nogle kilder nævner, at Jesu tornekrone
blev lavet fra dette træ, men det er der dog ingen beviser for. Akacie er dog
altid blevet tolket til at være et billede på Jesu menneskelighed og
syndfrihed. I modsætning hertil peger guldet frem på det fuldkomne, det
guddommelig, altså på Jesus som Gud.
I det
sidste kapitel i 2. Mosebog berettes, at alt det, som Gud havde givet befaling
til Moses om på bjerget, nu var blevet udført. Ifølge de bibelske tekster ser
det ud til, at alt dette havde taget et års tid, idet folket, ifølge 4. Mos. 9,
nåede at fejre den første påske i ørkenen et år efter udvandringen, inden de
igen var klar til opbrud.
Hvad
der skete derefter, kan vi især læse om i 4. og 5. Mosebog. Det spændende er,
om vi stadig kan følge sporet af den rute, israelitterne gik herfra mod og til
det forjættede land? Det skal vi se på i den næste artikel.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler
Kildemateriale:
1.
http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route-wilderness-of-shur-ishmaelites-midianites-amalekites.htm,
jfr. Exodus - udvandringen fra Egypen, af dr. Lennart Möller, 264.
2. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 3, kap. 1-6 (s. 268).
3. http://www.chinci.com/travel/pax/q/104331/%60Ayn+Marrah/SA/Saudi+Arabia/0/#
4. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route-elim.htm
5.
Se fx http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route.htm
6.
Jfr.
http://www.theguardian.com/environment/nature-up/2013/jul/19/jonathan-franzen-egypt-migratory-bird
7.
Gads danske bibelleksikon, bind 2, 1966.
8.
http://da.wikipedia.org/wiki/Honningdug
9.
Se forskellige fotos fra området på http://www.squidoo.com/mountsinai
10. Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten,
side 276.
11. Samme, side 278.
12. Samme, side 316.
13. http://en.wikipedia.org/wiki/Seir
14. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-amalekites.htm
15. Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten,
side 278
16. http://www.teachmegod.com/homecc.htm
17. http://www.plaintruth.com/the_plain_truth/2011/01/the-real-mount-sinai-.html.
18. I bogen Exodus, side
19. Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten,
side 288
20. samme, side 288
21. Samme, side 281, 285.
22. Samme, side 281-288.
23. Samme, side 281
24. Samme, side 295: Jabal Al Laws på satelitfoto, zoomet ind.
25. Samme, tekst og flere fotos, side 294
26. http://www.cps.org.rs/Book/06
THE MOUNTAIN WITH A BLACK TOP.html
27. http://www.cps.org.rs/Innerpeace/Creation/sinai.html
28. Samme.
29. http://kahalyahweh.net/Articles/Sinai/Jebel-El-Lawz.htm
30. Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten,
side 304-305
31. Samme, side 302-303
32. http://kahalyahweh.net/Articles/Sinai/Jebel-El-Lawz.htm
33. http://www.covenantkeepers.co.uk/sinai.htm
34. Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten,
side 308
35. Se foto og tekst i Exodus, side 313
36. Samme, side 301
37. http://www.cps.org.rs/Book/06
THE MOUNTAIN WITH A BLACK TOP.html
38. Samme.
39. Samme.
40. jfr.
http://hebrew4christians.com/Grammar/Unit_One/Pictograms/pictograms.htm
41. http://www.covenantkeepers.co.uk/sinai.htm
42. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 3, kap. 5-1.
43. Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten,
side 292-293
44. Samme, side 314
45. Samme, side 333
46. http://www.covenantkeepers.co.uk/sinai.htm
47. Abdul Rahman al-Tayib
al-Ansafi (2002) Al-Bid, history and archaeology. Ministry of Education,
48. Dr. Lennart Möller: Exodus -
udvandringen fra Egypten, side 315.