Hyrden og det (de) mistede får
Af Eskild Skov Særkjær
I
bibelen er der mange tekster, som peger på Herren som den gode hyrde, som leder
efter, og finder det enkelte får, og som når det er fundet, vil lede dem til
gode græsgange. Denne illustration af Herren som hyrde er et af de mest brugte
billeder i bibelen på Guds omsorg og frelse. I denne gennemgang skal vi primært
kun se på to af disse tekster. Det ene er salme 23, og det andet er Jesu
lignelse om det fortabte får i Luk. 15. Men nu først salme 23, hvor vi læser de
tre første vers:
"Herren
er min hyrde, mig skal intet fattes (jeg skal ikke mangle noget), han lader mig
ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, kan kvæger min sjæl,
han fører mig af rette veje for sit navns skyld", v. 1-3.
David
indleder salmen med at udtrykke sin vished om, at 'Herren er MIN hyrde'. Det er
selvfølgelig Gud, han tænker på; han, som gennem hele Israel historie, ja,
endda længe før, at det eksisterede som folk, havde omsorg for sin skabning.
Men, her i salme 23 beskriver David, at Herren ikke 'bare' er med sit folk, men
at han også personligt er til stede som hans hyrde. Men da salmen er skrevet
til alle troende, gælder dét, at 'Herren er MIN hyrde' for enhver af disse, og
til alle tider. Med dette vidner David om, at han ikke betragtede Gud som en
fjern Gud, selvom han bor i Himlene, men at han derimod er en nærværende Gud,
som bekymrer sig om os og er hos os for at lede os.
Men,
hvordan kan Herren være hans personlige hyrde på denne måde? For han har jo
gentagne gange sagt, som fx til Moses i forbindelse med udvandringen fra
Ægypten, at
'selv
vil jeg ikke drage med i din midte..; vandrede jeg kun et eneste øjeblik i din
midte, måtte jeg tilintetgøre dig", 2. Mos. 33:3,5.
Igen og
igen vidner skriften om, at folkets vanhellighed og synder straks ville komme
på kollisionskurs med Guds hellighed, og hans krav om det samme hos folket.
Derfor kunne han end ikke et eneste øjeblik vandre med i deres midte.
Når nu
dette er et faktum, hvorledes skal Davids ord i salme 23 så forstås? I salmen
beskriver han jo, at Herren Gud nærmest fysisk går foran ham og leder ham, og
fører ham af rette veje for sit navns skyld! Og i det næste vers (v. 4)
tiltaler han direkte Gud og siger: 'Jeg frygter ej ondt, thi du er med mig', og
henviser i den forbindelse til den kæp og stav, han som Davids hyrde bruger for
at vogte og beskytte ham på hans vandring. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kunne
David være sikker på, at Gud var med ham som hans hyrde, når han så tydeligt og
klart har sagt, at han ikke kunne drage med noget menneske?
Som de
fleste nok ved, er Guds udsagn i 2. Mos bog og Davids udsagn i salme 23 kun en
tilsyneladende modsætning. Det første vidner nemlig om, ligesom det også sker
utallige andre steder, at Herren Gud (Fader) i sit sted vil sende sin engel,
som vil lede dem og være med dem hele vejen til målet. Denne engel åbenbares
som, og er, den samme guddomsperson, som i Matt. 28:18 siger til sine disciple:
'Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende'. I det samme kapitel fra
2. Mos. 33 omtaler Gud desuden også denne engel som 'mit åsyn', v. 2,15. Mange
tror, at udtrykket 'Herrens åsyn' kun er en talemåde for Gud selv, og det er
det på en måde også, men det er på samme tid også noget mere. Udtrykket er
nemlig et billede på, og er Jesus Kristus, før han blev menneske, ligesom det
er tilfældet med Herrens arm og hånd. Et eksempel på dette er salme 44:4, hvor
'Koras sønner' vidner om, at
"..
de (folket) fik ej landet i eje med sværdet, det var ej deres arm, der gav dem
sejr, men det var din højre (hånd), din arm og dit ansigts (eller åsyns) lys,
thi du havde dem kær".
I GT
bliver Herrens åsyn, arm og hånd vistnok brugt for at anskueliggøre, at ligesom
disse er ét med, og således knyttet sammen med legemet, således er Messias,
dvs. Jesus Kristus, også ét med, og således knyttet sammen med sin Fader. Det
stemmer med det, der står i John. 14:9, hvor Jesus siger: 'Den, der har set
mig, har set min Fader'. Lige forinden har han vidnet om sig selv og sagt:
"Jeg er vejen, sandheden og livet;
Ingen kommer til Faderen uden ved mig".
Igen og
igen vidner bibelen om dette vigtige: Hvis et menneske skal forsones med Gud, sker
det alene ved Jesus Kristus. Mange forestiller sig, at sådanne ord kun er for
dem, der lever i den nye pagts tid, men det er ikke tilfældet. Bibelen siger
klart og utvetydigt, at Guds frelse i Jesus Kristus gælder for alle mennesker
til alle tider. På pinsedagen vidner Peter og Johannes om netop dette, idet de
siger, at
"..
der er ikke frelse i nogen anden (end Jesus Kristus), thi der er under himmelen
ikke givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses", Apg 4:12.
Og, et
andet sted vidner Peter igen om dette og siger:
"Om
ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes
forladelse ved hans navn", Apg 10:43.
Jøderne
bliver altså frelst på samme måde som vi, og sådan har det altid været. Der er
ingen forskel, selvom nogen tror det. Det betyder selvfølgelig ikke, at de
kunne se Guds frelsesplan ligeså tydeligt som dem (os), der lever i den nye
pagt, og har fået det hele åbenbaret i NT - men, det handler da heller ikke så
meget om at forstå, men derimod om at tro det, Gud har sagt. Det er således
tydeligt, at de troende i den gamle pagt så frem på den frelse og forløsning,
som Gud har lovet dem og os, der tror og tager imod, og derfor kunne de juble
over frelsen, som vi, der lever i den nye pagt, også gør det. Det fremgår fx
klart, når vi læser om den overstrømmende glæde, som de troende giver udtryk
for i fx Salmernes bog, hvor jeg har hentet disse to lovprisninger til Gud for
hans store frelsesværk:
1
"Syng Herren en
ny sang, thi vidunderlige ting har han gjort; sejren vandt ham hans højre
(hånd), hans hellige arm (dvs. Jesus Kristus). Sin frelse har Herren (derved)
gjort kendt, åbenbaret sin retfærd (ordret retfærdighed) for folkenes
øjne", salme 98:1-2.
2
"Min styrke og
lovsang er Herren, han blev mig til frelse (eller blev min frelse). Jubel og
sejrsråb lyder i de retfærdiges telte: Herrens højre (hånd) (altså igen Jesus
Kristus) øver vælde", Salme 117:15-16.
De
vidste altså, at Herren Gud (Fader) var med dem ved Herrens engel (Jesus
Kristus), som ledte dem af rette veje for at frelse dem. Der er nemlig mange
gamle jødiske vidnesbyrd om, at de var klar over, at Herren i salme 23 er
identisk med Messias, som vil komme. Men, kan man spørge: Hvordan kunne han
være med de troende i den gamle pagt, når han først kommer senere? Og desuden:
så var han jo heller ikke død for dem endnu, så hvordan kunne de så leve i den
vished om frelse og hyrdeomsorg, som de vidner så klart om i GT? Eller, sagt
med andre ord: Gud Fader kan vel ikke vise sin kærlighed, nåde og hyrdeomsorg
til noget menneske, uden ved ham, der soner synden og som dermed både er deres
og vores Immanuel, der som bekendt betyder, at ved ham er 'Gud med os'?
Dette er
sandt! Ligesom han 'er før alt, og alt består ved ham', således bliver også
alle, der tror, frelst ved ham, og er dermed også alles Immanuel. Fra evighed
af, da Jesus sagde 'ja' til at blive et menneske som os, og gå i døden for
alle, så Gud det som allerede gjort. Derfor kaldes 'Livets bog' da også for
'det slagtede lams bog', fx i Åb. 13:8. Det betyder, at ethvert menneske, som
gennem tiderne er kommet til tro på ham, bliver skrevet ind i 'det slagtede
lams bog'. Man kan derfor sige, at det var pga. Jesu 'ja' til at gå i døden for
alle mennesker, at de troende i den gamle pagt blev frelst på samme måde som
os, og kunne opleve hans hyrdeomsorg. Man kan også sige det på denne måde: De
blev dengang frelst ved at se hen til ham, som ville komme, og med korset i det
dunkle, mens den nye pagts troende ser tilbage til ham, som kom og åbenbarede
korsets hemmelighed og herlighed. Det, der her er sagt, stemmer helt med det,
hebræerbrevets forfatter beskriver således:
"..skønt
alle disse (nævnte troende fra den gamle pagt) fik godt lov for deres tro,
oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for VOR SKYLD noget
bedre for øje, så de ikke skulle nå fuldendelsen, uden at vi var med",
Hebr. 11:39-40.
Hvilken
åbenbaring. De skulle ikke nå fuldendelsen, uden at vi er med! Vi ved ikke,
hvor meget David kunne se i skrifterne, men han forstod, at det var Guds åsyn,
arm og hånd, som er Herren Messias, hans hyrde, som ledte ham til hviles vande
og førte ham af rette veje. Dermed så han også frem mod Jesu inkarnation, hvori
alt når sin fuldendelse. Da Jesus blev menneske, sagde han da også, at det er
ham, der er fårene hyrde, ja, endda den gode hyrde, som sætter sit liv til for
fårene, John. 10:11. Disse får er i bibelen et billede på alle mennesker gennem
alle tider, og han ville give sit liv for dem alle. Som der står skrevet:
"Således
elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at ENHVER, som tror,
ikke skal fortabes, men have evigt liv", John. 3:16.
Så langt
ville vor Gud og Fader gå, for at enhver, som lader sig finde, og tager imod
Jesus, kan blive frelst og få evigt liv. Derfor kom han, for han kunne se, at
menneskemængden "var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde
har", Matt. 9:36. De havde simpelthen mistet Herren, som er den gode
hyrde, af syne. Der var dog mange troende jøder, der glædede sig over Guds
frelse og hjælp, som fx Elisabeth og Zakarias, Josef og Maria, Simeon og Anna,
Johannes Døber og disciplene, og alle andre, som på Jesu tid blev kaldt 'de
stille i landet'. Men de fleste blandt folket havde mistet Herren af syne,
fordi de havde opstillet deres egen frelsesvej. Det er dét, der beskrives
således i begyndelsen af Johannes-evangeliet, som også fortæller, hvordan de
kan finde tilbage igen:
"Han
kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod
ham, gav han magt (ret) til at blive Guds børn, dem, som tror på hans
navn", John. 1:11-12.
Hvor
langt Jesus vil gå for at opsøge og frelse det fortabte, giver han et klart
billede på gennem lignelsen om det mistede får, som er gengivet i Luk. 15. Lad
os ganske kort gennemgå denne lignelse, og sammenstille det, Jesus fortæller,
med dét, David beskriver om sin hyrde i salme 23. Lad os først læse lignelsen i
sin helhed, men for forståelsens skyld vil jeg tage de to vers med, som går
forud for den:
"Alle
toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. Og både
farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: Den mand tager imod syndere og
spiser sammen med dem. Da fortalte han dem en lignelse og sagde. Hvis en af her
har 100 får og mister et af dem, forlader han så ikke de 99 i ørkenen og går ud
efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det,
lægger han det på sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han
sine naboer og venner sammen og siger til dem: Glæd jer med mig; thi jeg har
fundet mit får, som jeg har mistet. Jeg siger her: således bliver der mere
glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som
ikke trænger til omvendelse", Luk. 15:3-7.
Enhver, som
hører denne lignelse, er straks klar over, hvad dette billede handler om.
Modsat end i dag havde alle dengang set hyrder ude på markerne, som vogtede
deres får, og som desuden som førnævnt er et meget kendt billede på Guds
hyrdeomsorg i bibelen.
Hvis vi
skulle filme scenariet, så ser vi i første filmklip hyrden, som vogter de
nævnte 100 får - og det er tydeligt, at Jesus peger på sig selv som denne
hyrde. I det næste filmklip ser vi, at han finder ud af, at et af fårene er
forsvundet, men hvorhen? Han ved, at fåret ikke selv kan finde tilbage til ham,
og derfor forlader han de 99 for at lede efter den ene. Umiddelbart virker
denne beslutning om at forlade de 99 lidt underlig, for mens han leder efter
det ene får, så er de andre vel i fare, i alle fald uden beskyttelse? Det
vender jeg tilbage til under det sidste vers.
I det
næste filmklip ser vi hyrden lede og lede alle tænkelige steder i det
forholdsvise øde område, i alle kløfter, bag alle sandbanker og under alle
buske, men han giver ikke op. Han bliver ved med at lede, og det siger sig
selv, at han bliver glad og lettet, når han langt om længe finder det, og der
står videre, at han tager det på sine skuldre og bærer det hele vejen hjem. Et
får vejer omtrent 40-
"I
min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg
går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort for at gøre
en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg
er, dér skal også I være".
Alt dette,
vi har gennemgået indtil nu, er for mig at se et klart billede på, at sådan gør
Jesus, den gode hyrde, åndeligt set også med enhver i dag, som han finder
forvildet i ørkenen, og som erkender sin situation. For, lignelsen handler jo
ikke bare om ét mistet får, men den handler reelt om enhver, som han har mistet
til sit rige, og som derfor lever uden Gud og uden håb i denne verden.
I det
næstsidste filmklip ser vi hyrden komme til sit hjem, og dér kalder han alle
til sig og siger: "Glæd jer med mig, thi jeg har fundet mit får, som jeg
har mistet". At dette hjem er et billede på Himmelen, ligesom det mistede
får er et billede på den enkelte synder, som Jesus 'finder', ses tydeligt i det
sidste vers, hvor Jesus udlægger lignelsen således:
"Således
bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over 99
retfærdige, som ikke trænger til omvendelse".
I
bibelen bliver frelsen igen og igen beskrevet som en glædesfest. Tænk bare på
de mange billeder, den giver af den store bryllupsfest, som møder de troende,
når de er ved vejs ende. I Es. 25:6-9 beskrives den på denne måde:
"Hærskarers
Herre gør på dette bjerg (Zion/Golgata) et gæstebud for alle folkeslag.. Og han
borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, som
dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer
tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt
Herren har talet. På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud (Fader), som vi
boede på, og som frelste os; her er Herren (Jesus Kristus), som vi troede på.
Lad os juble og glæde os over hans frelse".
Som det
antydes i disse vers, begynder denne glæde over frelsen allerede nu, her i
livet, fra den dag, "da Jesus kom under mit syndige tag", som vi synger
i salmen "O glædelige dag". Denne glæde havde de troende i den gamle
pagt også, og det er da også den, der får David til triumferende at udbryde:
"I
mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie, mit
bæger flyder over", v. 5.
Efter
denne triumffanfare konkludere han:
"Kun
godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens hus (som er det
samme som at være der, hvor Gud er), skal jeg bo gennem lange tider (eller 'til
evig tid'), v. 6.
I salme
23 nævner David ligesom i Jesu lignelse én hyrde, som vi har set er Herren
Jesus Kristus, og dernæst nævner han indirekte sig selv som det ene får, der er
i centrum for hans store omsorg, og i både denne salme og i Jesu lignelse ender
de begge med, at der festes, spises og drikkes, Salme. 23:5, Luk. 15:2, 23. Men
ud over alt det, der allerede er nævnt, er der især en sammenligning mere, som
fortjener at blive nævnt. Ligesom vi så det i lignelsen om det mistede får i
Luk. 15, som bliver fundet af hyrden, således beskriver David faktisk også sin
egen situation i salme 23. Denne sammenligning kan man dog ikke se i vor danske
oversættelse. Dér, hvor der på dansk står, at 'han kvæger min sjæl', står der
på hebraisk 'Nafshi yeshobed', og det er i mange oversættelser korrekt er oversat
til, at 'han bringer mig tilbage', eller, at 'han får mig til at vende om' (Kenneth Bailey: Jakob og den fortabte,
side 66).
Det ser
altså ud til, at David reflekterer over sin personlige trosrejse, som
inkluderer en omvendelse til Herren i forbindelse med, at han leder efter ham
og bringer ham tilbage. Salmen originaltekst bygger dermed på et konkret
billede af Herren som den gode hyrde, der ligesom i Jesu lignelse i Luk. 15 går
ud og leder efter det mistede får, og fører det til hvilens vande. Ordene, som
følger lige efter, udvider billedet af denne frelse og genoprettelse. For
ordene: 'Han leder mig ad rette stier' kan nemlig forstås således, at David
hermed vidste, at han tidligere var på en forkert vej, indtil den dag, da
Herren fandt ham og førte ham til den rette vej (mod Himmelen). Ud fra teksten
var han også klar over, at Guds nåde og hyrdeomsorg ikke skyldes noget i ham
selv, men derimod, at Gud havde gjort det hele 'for sit navns skyld'. Frelsen
ligger med andre ord udenfor ham selv, og derfor giver han udtryk for en stor
tryghed, og derfor kan han sige, og vide, at:
"Skal
jeg end vandre i dødsskyggens dal (der går forud for døden), jeg frygter ej
ondt; thi du er med mig din kæp og stav (til forsvar og hjælp) er min
trøst", v. 4.
Dét, at Gud
leder efter sine får, for at føre dem/os til gode græsgange, er som nævnt et
gennemgående tema i de fleste billeder i bibelen af Herren som den gode hyrde.
I Jer. 23 og i Ez. 34, som også behandler Guds hyrdeomsorg, står der næsten det
samme om hyrden som i salme 23 og Luk. 15. I det første siger han, at 'jeg vil
føre dem tilbage til deres græsgange' vers. 5, og i det sidste siger han:
"De
vildfarne dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede
vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke.. jeg vil røgte dem, som det er
ret", vers 16.
Kan I
høre Jesu røst gennem disse ord? Han er den samme nu som dengang. Sådan er
vores hyrde jo. Men samtidig er disse ord også profetiske rettet mod Israel,
når de engang som folk omvender til Herren. Når han kommer, skal der være en
fest i Himmelen; en fest, som aldrig er set før. Det er den dag, som Jesus
henviser til i John. 16:22, hvor han først siger, at på den dag skal jeg se jer
igen, og fortsætter så med at sige, at da 'skal jeres hjerter glædes, og ingen
skal tage jeres glæde fra jer', John. 16:22.
Det var
det ene får, som Jesus ledte efter, og som han bar hjem til sig, da det blev
fundet. På den måse er filmen dermed til ende. Men vi blive nødt til at lave et
ekstra klip for at se på de 99 andre får, som ifølge Luk. 15:4 blev ladt alene
i ørkenen, da hyrden gik ud for at finde den ene, som nu er identificeret til
at være 'en synder, som omvender sig'. I virkeligheden repræsenterer dette ene
får mange, nemlig alle dem, der i vers et omtales som de 'toldere og syndere',
som 'plejede at holde sig nær til ham for at høre ham'.
De 99
får hører derimod til dem, der i vers to 'knurrede mod Jesus og sagde: Den mand
tager imod syndere og spiser sammen med dem'. Problemet var ikke så meget, at
de knurrede, men derimod, at de i deres hjerter tog afstand til Jesus, og ville
derfor heller ikke have noget med ham at gøre. Tidligere havde de kommet med
nøjagtig den samme anklage mod Jesus, jfr. Matt. 9:12. Da havde Jesus først
sagt dette til dem: 'De raske har ikke brug for læge, men de syge". Og,
for at det ikke blev misforstået, understregede han lige efter disse ords
åndelige betydning med ordene: 'Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men
syndere'. At Jesus kalder dem retfærdige, betyder ikke, at de var retfærdige i
Guds øjne, for bibelen siger jo klart og utvetydigt, at
"Der
er ingen retfærdig, ikke én; dér er ingen forstandig, der er ingen, som søger
Gud..", Rom. 3:10-11.
Deres
omtalte retfærdighed er altså ikke Guds retfærdighed til frelse, men derimod
deres egen opstillede retfærdighed. Men problemet er, at den bare ikke fører
til Himmelen. Det var jo netop derfor, Jesus kom til jorden, for at han ved sin
retfærdighed ville frelse enhver, som vil tro på ham og hans retfærdighed. I
Rom. 3:26 beskrives den på denne måde: Gud viser os "sin retfærdighed;
nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på
Jesus". I kap. 5:6 beskrives denne retfærdighed således:
"Medens
vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu
var ugudelige".
Og, et
andet sted:
"..
da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men kun ved tro på
Kristus Jesus, så har også vi sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi måtte
blive retfærdiggjorte af tro på Kristus og ikke af lovgerninger, thi af
lovgerninger vil INTET menneske blive retfærdiggjort (frelst), Gal. 3:16.
Der er
altså en stor gruppe mennesker (her de skriftkloge og farisæerne), som ikke
ville tage imod den frelse, som Jesus kom med, hvorved de kunne erklæres for
retfærdige for Gud. De mente fejlagtigt, at Gud var tilfreds med dem, ligesom
mange også mener i dag. Der er mange begrundelser, som mennesker stiller op -
som fx, at de er gode nok, eller at deres gerninger er det. Og så er der andre,
der mener, at Gud er så kærlig, at han nok slipper dem ind i Himmelen
alligevel.
Derfor
er det, at Jesus forlader dem i lignelsen. Han ser deres hjertets motiver, og
deres afstandtagen til ham, og han kan derfor ikke hjælpe dem i øjeblikket. Men
måske kommer den dag, hvor en eller flere af disse 99 får i flokken bliver som
det mistede får og indser, at den eller de har brug for hyrdens omsorg, hjælp
og frelse. For han har lovet, at kan straks vil være der, når et menneske råber
til ham, og da han vil gøre det samme, som han gjorde med det mistede får i
lignelsen. I opstillingen er toldere og syndere i en gruppe for sig selv, og
farisæerne og de skriftkloge i en anden gruppe, men i virkeligheden flytter
også de sidste (som er omtalt i vers 2) med til de frelste i den første gruppe
(som er omtalt i vers 1), så snart de erkender sit behov for at blive reddet af
hyrden, som er Herren Jesus Kristus.
For han
har jo sagt til både det ene, såvel som til alle de andre får i ørkenen:
"Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrd
er, og
jeg vil give jer hvile".
Amen