Hyrden og det (de) mistede får

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

I bibelen er der mange tekster, som peger på Herren som den gode hyrde, som leder efter, og finder det enkelte får, og som når det er fundet, vil lede dem til gode græsgange. Denne illustration af Herren som hyrde er et af de mest brugte billeder i bibelen på Guds omsorg og frelse. I denne gennemgang skal vi primært kun se på to af disse tekster. Det ene er salme 23, og det andet er Jesu lignelse om det fortabte får i Luk. 15. Men nu først salme 23, hvor vi læser de tre første vers:

      "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes (jeg skal ikke mangle noget), han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, kan kvæger min sjæl, han fører mig af rette veje for sit navns skyld", v. 1-3.

 

David indleder salmen med at udtrykke sin vished om, at 'Herren er MIN hyrde'. Det er selvfølgelig Gud, han tænker på; han, som gennem hele Israel historie, ja, endda længe før, at det eksisterede som folk, havde omsorg for sin skabning. Men, her i salme 23 beskriver David, at Herren ikke 'bare' er med sit folk, men at han også personligt er til stede som hans hyrde. Men da salmen er skrevet til alle troende, gælder dét, at 'Herren er MIN hyrde' for enhver af disse, og til alle tider. Med dette vidner David om, at han ikke betragtede Gud som en fjern Gud, selvom han bor i Himlene, men at han derimod er en nærværende Gud, som bekymrer sig om os og er hos os for at lede os.

 

Men, hvordan kan Herren være hans personlige hyrde på denne måde? For han har jo gentagne gange sagt, som fx til Moses i forbindelse med udvandringen fra Ægypten, at

      'selv vil jeg ikke drage med i din midte..; vandrede jeg kun et eneste øjeblik i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig", 2. Mos. 33:3,5.

 

Igen og igen vidner skriften om, at folkets vanhellighed og synder straks ville komme på kollisionskurs med Guds hellighed, og hans krav om det samme hos folket. Derfor kunne han end ikke et eneste øjeblik vandre med i deres midte. 

 

Når nu dette er et faktum, hvorledes skal Davids ord i salme 23 så forstås? I salmen beskriver han jo, at Herren Gud nærmest fysisk går foran ham og leder ham, og fører ham af rette veje for sit navns skyld! Og i det næste vers (v. 4) tiltaler han direkte Gud og siger: 'Jeg frygter ej ondt, thi du er med mig', og henviser i den forbindelse til den kæp og stav, han som Davids hyrde bruger for at vogte og beskytte ham på hans vandring. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kunne David være sikker på, at Gud var med ham som hans hyrde, når han så tydeligt og klart har sagt, at han ikke kunne drage med noget menneske?

 

Som de fleste nok ved, er Guds udsagn i 2. Mos bog og Davids udsagn i salme 23 kun en tilsyneladende modsætning. Det første vidner nemlig om, ligesom det også sker utallige andre steder, at Herren Gud (Fader) i sit sted vil sende sin engel, som vil lede dem og være med dem hele vejen til målet. Denne engel åbenbares som, og er, den samme guddomsperson, som i Matt. 28:18 siger til sine disciple: 'Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende'. I det samme kapitel fra 2. Mos. 33 omtaler Gud desuden også denne engel som 'mit åsyn', v. 2,15. Mange tror, at udtrykket 'Herrens åsyn' kun er en talemåde for Gud selv, og det er det på en måde også, men det er på samme tid også noget mere. Udtrykket er nemlig et billede på, og er Jesus Kristus, før han blev menneske, ligesom det er tilfældet med Herrens arm og hånd. Et eksempel på dette er salme 44:4, hvor 'Koras sønner' vidner om, at

      ".. de (folket) fik ej landet i eje med sværdet, det var ej deres arm, der gav dem sejr, men det var din højre (hånd), din arm og dit ansigts (eller åsyns) lys, thi du havde dem kær".

 

I GT bliver Herrens åsyn, arm og hånd vistnok brugt for at anskueliggøre, at ligesom disse er ét med, og således knyttet sammen med legemet, således er Messias, dvs. Jesus Kristus, også ét med, og således knyttet sammen med sin Fader. Det stemmer med det, der står i John. 14:9, hvor Jesus siger: 'Den, der har set mig, har set min Fader'. Lige forinden har han vidnet om sig selv og sagt:

      "Jeg er vejen, sandheden og livet; Ingen kommer til Faderen uden ved mig".

 

Igen og igen vidner bibelen om dette vigtige: Hvis et menneske skal forsones med Gud, sker det alene ved Jesus Kristus. Mange forestiller sig, at sådanne ord kun er for dem, der lever i den nye pagts tid, men det er ikke tilfældet. Bibelen siger klart og utvetydigt, at Guds frelse i Jesus Kristus gælder for alle mennesker til alle tider. På pinsedagen vidner Peter og Johannes om netop dette, idet de siger, at

      ".. der er ikke frelse i nogen anden (end Jesus Kristus), thi der er under himmelen ikke givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses", Apg 4:12.

 

Og, et andet sted vidner Peter igen om dette og siger:

      "Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn", Apg 10:43.

 

Jøderne bliver altså frelst på samme måde som vi, og sådan har det altid været. Der er ingen forskel, selvom nogen tror det. Det betyder selvfølgelig ikke, at de kunne se Guds frelsesplan ligeså tydeligt som dem (os), der lever i den nye pagt, og har fået det hele åbenbaret i NT - men, det handler da heller ikke så meget om at forstå, men derimod om at tro det, Gud har sagt. Det er således tydeligt, at de troende i den gamle pagt så frem på den frelse og forløsning, som Gud har lovet dem og os, der tror og tager imod, og derfor kunne de juble over frelsen, som vi, der lever i den nye pagt, også gør det. Det fremgår fx klart, når vi læser om den overstrømmende glæde, som de troende giver udtryk for i fx Salmernes bog, hvor jeg har hentet disse to lovprisninger til Gud for hans store frelsesværk:

1        "Syng Herren en ny sang, thi vidunderlige ting har han gjort; sejren vandt ham hans højre (hånd), hans hellige arm (dvs. Jesus Kristus). Sin frelse har Herren (derved) gjort kendt, åbenbaret sin retfærd (ordret retfærdighed) for folkenes øjne", salme 98:1-2.

2        "Min styrke og lovsang er Herren, han blev mig til frelse (eller blev min frelse). Jubel og sejrsråb lyder i de retfærdiges telte: Herrens højre (hånd) (altså igen Jesus Kristus) øver vælde", Salme 117:15-16.

 

De vidste altså, at Herren Gud (Fader) var med dem ved Herrens engel (Jesus Kristus), som ledte dem af rette veje for at frelse dem. Der er nemlig mange gamle jødiske vidnesbyrd om, at de var klar over, at Herren i salme 23 er identisk med Messias, som vil komme. Men, kan man spørge: Hvordan kunne han være med de troende i den gamle pagt, når han først kommer senere? Og desuden: så var han jo heller ikke død for dem endnu, så hvordan kunne de så leve i den vished om frelse og hyrdeomsorg, som de vidner så klart om i GT? Eller, sagt med andre ord: Gud Fader kan vel ikke vise sin kærlighed, nåde og hyrdeomsorg til noget menneske, uden ved ham, der soner synden og som dermed både er deres og vores Immanuel, der som bekendt betyder, at ved ham er 'Gud med os'?

 

Dette er sandt! Ligesom han 'er før alt, og alt består ved ham', således bliver også alle, der tror, frelst ved ham, og er dermed også alles Immanuel. Fra evighed af, da Jesus sagde 'ja' til at blive et menneske som os, og gå i døden for alle, så Gud det som allerede gjort. Derfor kaldes 'Livets bog' da også for 'det slagtede lams bog', fx i Åb. 13:8. Det betyder, at ethvert menneske, som gennem tiderne er kommet til tro på ham, bliver skrevet ind i 'det slagtede lams bog'. Man kan derfor sige, at det var pga. Jesu 'ja' til at gå i døden for alle mennesker, at de troende i den gamle pagt blev frelst på samme måde som os, og kunne opleve hans hyrdeomsorg. Man kan også sige det på denne måde: De blev dengang frelst ved at se hen til ham, som ville komme, og med korset i det dunkle, mens den nye pagts troende ser tilbage til ham, som kom og åbenbarede korsets hemmelighed og herlighed. Det, der her er sagt, stemmer helt med det, hebræerbrevets forfatter beskriver således:

      "..skønt alle disse (nævnte troende fra den gamle pagt) fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for VOR SKYLD noget bedre for øje, så de ikke skulle nå fuldendelsen, uden at vi var med", Hebr. 11:39-40.

 

Hvilken åbenbaring. De skulle ikke nå fuldendelsen, uden at vi er med! Vi ved ikke, hvor meget David kunne se i skrifterne, men han forstod, at det var Guds åsyn, arm og hånd, som er Herren Messias, hans hyrde, som ledte ham til hviles vande og førte ham af rette veje. Dermed så han også frem mod Jesu inkarnation, hvori alt når sin fuldendelse. Da Jesus blev menneske, sagde han da også, at det er ham, der er fårene hyrde, ja, endda den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene, John. 10:11. Disse får er i bibelen et billede på alle mennesker gennem alle tider, og han ville give sit liv for dem alle. Som der står skrevet:

      "Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at ENHVER, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv", John. 3:16.

 

Så langt ville vor Gud og Fader gå, for at enhver, som lader sig finde, og tager imod Jesus, kan blive frelst og få evigt liv. Derfor kom han, for han kunne se, at menneskemængden "var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har", Matt. 9:36. De havde simpelthen mistet Herren, som er den gode hyrde, af syne. Der var dog mange troende jøder, der glædede sig over Guds frelse og hjælp, som fx Elisabeth og Zakarias, Josef og Maria, Simeon og Anna, Johannes Døber og disciplene, og alle andre, som på Jesu tid blev kaldt 'de stille i landet'. Men de fleste blandt folket havde mistet Herren af syne, fordi de havde opstillet deres egen frelsesvej. Det er dét, der beskrives således i begyndelsen af Johannes-evangeliet, som også fortæller, hvordan de kan finde tilbage igen:

      "Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt (ret) til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn", John. 1:11-12.

 

Hvor langt Jesus vil gå for at opsøge og frelse det fortabte, giver han et klart billede på gennem lignelsen om det mistede får, som er gengivet i Luk. 15. Lad os ganske kort gennemgå denne lignelse, og sammenstille det, Jesus fortæller, med dét, David beskriver om sin hyrde i salme 23. Lad os først læse lignelsen i sin helhed, men for forståelsens skyld vil jeg tage de to vers med, som går forud for den:

      "Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem. Da fortalte han dem en lignelse og sagde. Hvis en af her har 100 får og mister et af dem, forlader han så ikke de 99 i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han sine naboer og venner sammen og siger til dem: Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg har mistet. Jeg siger her: således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke trænger til omvendelse", Luk. 15:3-7.

 

Enhver, som hører denne lignelse, er straks klar over, hvad dette billede handler om. Modsat end i dag havde alle dengang set hyrder ude på markerne, som vogtede deres får, og som desuden som førnævnt er et meget kendt billede på Guds hyrdeomsorg i bibelen. 

 

Hvis vi skulle filme scenariet, så ser vi i første filmklip hyrden, som vogter de nævnte 100 får - og det er tydeligt, at Jesus peger på sig selv som denne hyrde. I det næste filmklip ser vi, at han finder ud af, at et af fårene er forsvundet, men hvorhen? Han ved, at fåret ikke selv kan finde tilbage til ham, og derfor forlader han de 99 for at lede efter den ene. Umiddelbart virker denne beslutning om at forlade de 99 lidt underlig, for mens han leder efter det ene får, så er de andre vel i fare, i alle fald uden beskyttelse? Det vender jeg tilbage til under det sidste vers.

 

I det næste filmklip ser vi hyrden lede og lede alle tænkelige steder i det forholdsvise øde område, i alle kløfter, bag alle sandbanker og under alle buske, men han giver ikke op. Han bliver ved med at lede, og det siger sig selv, at han bliver glad og lettet, når han langt om længe finder det, og der står videre, at han tager det på sine skuldre og bærer det hele vejen hjem. Et får vejer omtrent 40-45 kg., og det er selvfølgelig en stor byrde at bære på, men tilsyneladende tænker han hverken over byrden, eller på den måske lange afstand til sit hjem. Jeg kan forestille mig, at hyrden tænker: 'Det forvildede får er for træt og mat, og jeg vil ikke udmatte det yderligere; derfor vil jeg bære det. For mig er dét, at hyrden bærer fåret, et billede på frelsen af Guds nåde alene, hvor det eneste, det fortabte får skal gøre, er at blive fundet. Det er det samme, som Paulus omtaler i Ef. 2:8-9, hvor han  understreger, at 'af nåde er I frelst ved tro, det ikke skyldes gerninger, så nogen kan rose sig'. Så stor er Guds nåde.  At han bærer det hjem betyder i tekstsammenhængen 'hele vejen hjem' til sin himmelske bolig. Det er dét, Jesus henviser til i John. 14:2-3, hvor der står:

      "I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være".

 

Alt dette, vi har gennemgået indtil nu, er for mig at se et klart billede på, at sådan gør Jesus, den gode hyrde, åndeligt set også med enhver i dag, som han finder forvildet i ørkenen, og som erkender sin situation. For, lignelsen handler jo ikke bare om ét mistet får, men den handler reelt om enhver, som han har mistet til sit rige, og som derfor lever uden Gud og uden håb i denne verden.

 

I det næstsidste filmklip ser vi hyrden komme til sit hjem, og dér kalder han alle til sig og siger: "Glæd jer med mig, thi jeg har fundet mit får, som jeg har mistet". At dette hjem er et billede på Himmelen, ligesom det mistede får er et billede på den enkelte synder, som Jesus 'finder', ses tydeligt i det sidste vers, hvor Jesus udlægger lignelsen således:

      "Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke trænger til omvendelse".

 

I bibelen bliver frelsen igen og igen beskrevet som en glædesfest. Tænk bare på de mange billeder, den giver af den store bryllupsfest, som møder de troende, når de er ved vejs ende. I Es. 25:6-9 beskrives den på denne måde:

      "Hærskarers Herre gør på dette bjerg (Zion/Golgata) et gæstebud for alle folkeslag.. Og han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, som dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talet. På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud (Fader), som vi boede på, og som frelste os; her er Herren (Jesus Kristus), som vi troede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse".

 

Som det antydes i disse vers, begynder denne glæde over frelsen allerede nu, her i livet, fra den dag, "da Jesus kom under mit syndige tag", som vi synger i salmen "O glædelige dag". Denne glæde havde de troende i den gamle pagt også, og det er da også den, der får David til triumferende at udbryde:

      "I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over", v. 5.

 

Efter denne triumffanfare konkludere han:

      "Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens hus (som er det samme som at være der, hvor Gud er), skal jeg bo gennem lange tider (eller 'til evig tid'), v. 6.

 

I salme 23 nævner David ligesom i Jesu lignelse én hyrde, som vi har set er Herren Jesus Kristus, og dernæst nævner han indirekte sig selv som det ene får, der er i centrum for hans store omsorg, og i både denne salme og i Jesu lignelse ender de begge med, at der festes, spises og drikkes, Salme. 23:5, Luk. 15:2, 23. Men ud over alt det, der allerede er nævnt, er der især en sammenligning mere, som fortjener at blive nævnt. Ligesom vi så det i lignelsen om det mistede får i Luk. 15, som bliver fundet af hyrden, således beskriver David faktisk også sin egen situation i salme 23. Denne sammenligning kan man dog ikke se i vor danske oversættelse. Dér, hvor der på dansk står, at 'han kvæger min sjæl', står der på hebraisk 'Nafshi yeshobed', og det er i mange oversættelser korrekt er oversat til, at 'han bringer mig tilbage', eller, at 'han får mig til at vende om' (Kenneth Bailey: Jakob og den fortabte, side 66).

 

Det ser altså ud til, at David reflekterer over sin personlige trosrejse, som inkluderer en omvendelse til Herren i forbindelse med, at han leder efter ham og bringer ham tilbage. Salmen originaltekst bygger dermed på et konkret billede af Herren som den gode hyrde, der ligesom i Jesu lignelse i Luk. 15 går ud og leder efter det mistede får, og fører det til hvilens vande. Ordene, som følger lige efter, udvider billedet af denne frelse og genoprettelse. For ordene: 'Han leder mig ad rette stier' kan nemlig forstås således, at David hermed vidste, at han tidligere var på en forkert vej, indtil den dag, da Herren fandt ham og førte ham til den rette vej (mod Himmelen). Ud fra teksten var han også klar over, at Guds nåde og hyrdeomsorg ikke skyldes noget i ham selv, men derimod, at Gud havde gjort det hele 'for sit navns skyld'. Frelsen ligger med andre ord udenfor ham selv, og derfor giver han udtryk for en stor tryghed, og derfor kan han sige, og vide, at:

      "Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal (der går forud for døden), jeg frygter ej ondt; thi du er med mig din kæp og stav (til forsvar og hjælp) er min trøst", v. 4.

 

Dét, at Gud leder efter sine får, for at føre dem/os til gode græsgange, er som nævnt et gennemgående tema i de fleste billeder i bibelen af Herren som den gode hyrde. I Jer. 23 og i Ez. 34, som også behandler Guds hyrdeomsorg, står der næsten det samme om hyrden som i salme 23 og Luk. 15. I det første siger han, at 'jeg vil føre dem tilbage til deres græsgange' vers. 5, og i det sidste siger han:

      "De vildfarne dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke.. jeg vil røgte dem, som det er ret", vers 16.

 

Kan I høre Jesu røst gennem disse ord? Han er den samme nu som dengang. Sådan er vores hyrde jo. Men samtidig er disse ord også profetiske rettet mod Israel, når de engang som folk omvender til Herren. Når han kommer, skal der være en fest i Himmelen; en fest, som aldrig er set før. Det er den dag, som Jesus henviser til i John. 16:22, hvor han først siger, at på den dag skal jeg se jer igen, og fortsætter så med at sige, at da 'skal jeres hjerter glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer', John. 16:22.

 

Det var det ene får, som Jesus ledte efter, og som han bar hjem til sig, da det blev fundet. På den måse er filmen dermed til ende. Men vi blive nødt til at lave et ekstra klip for at se på de 99 andre får, som ifølge Luk. 15:4 blev ladt alene i ørkenen, da hyrden gik ud for at finde den ene, som nu er identificeret til at være 'en synder, som omvender sig'. I virkeligheden repræsenterer dette ene får mange, nemlig alle dem, der i vers et omtales som de 'toldere og syndere', som 'plejede at holde sig nær til ham for at høre ham'.

 

De 99 får hører derimod til dem, der i vers to 'knurrede mod Jesus og sagde: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem'. Problemet var ikke så meget, at de knurrede, men derimod, at de i deres hjerter tog afstand til Jesus, og ville derfor heller ikke have noget med ham at gøre. Tidligere havde de kommet med nøjagtig den samme anklage mod Jesus, jfr. Matt. 9:12. Da havde Jesus først sagt dette til dem: 'De raske har ikke brug for læge, men de syge". Og, for at det ikke blev misforstået, understregede han lige efter disse ords åndelige betydning med ordene: 'Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere'. At Jesus kalder dem retfærdige, betyder ikke, at de var retfærdige i Guds øjne, for bibelen siger jo klart og utvetydigt, at

      "Der er ingen retfærdig, ikke én; dér er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud..", Rom. 3:10-11.

 

Deres omtalte retfærdighed er altså ikke Guds retfærdighed til frelse, men derimod deres egen opstillede retfærdighed. Men problemet er, at den bare ikke fører til Himmelen. Det var jo netop derfor, Jesus kom til jorden, for at han ved sin retfærdighed ville frelse enhver, som vil tro på ham og hans retfærdighed. I Rom. 3:26 beskrives den på denne måde: Gud viser os "sin retfærdighed; nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus". I kap. 5:6 beskrives denne retfærdighed således: 

      "Medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige".

 

Og, et andet sted:

      ".. da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus, så har også vi sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte af tro på Kristus og ikke af lovgerninger, thi af lovgerninger vil INTET menneske blive retfærdiggjort (frelst), Gal. 3:16. 

 

Der er altså en stor gruppe mennesker (her de skriftkloge og farisæerne), som ikke ville tage imod den frelse, som Jesus kom med, hvorved de kunne erklæres for retfærdige for Gud. De mente fejlagtigt, at Gud var tilfreds med dem, ligesom mange også mener i dag. Der er mange begrundelser, som mennesker stiller op - som fx, at de er gode nok, eller at deres gerninger er det. Og så er der andre, der mener, at Gud er så kærlig, at han nok slipper dem ind i Himmelen alligevel.

 

Derfor er det, at Jesus forlader dem i lignelsen. Han ser deres hjertets motiver, og deres afstandtagen til ham, og han kan derfor ikke hjælpe dem i øjeblikket. Men måske kommer den dag, hvor en eller flere af disse 99 får i flokken bliver som det mistede får og indser, at den eller de har brug for hyrdens omsorg, hjælp og frelse. For han har lovet, at kan straks vil være der, når et menneske råber til ham, og da han vil gøre det samme, som han gjorde med det mistede får i lignelsen. I opstillingen er toldere og syndere i en gruppe for sig selv, og farisæerne og de skriftkloge i en anden gruppe, men i virkeligheden flytter også de sidste (som er omtalt i vers 2) med til de frelste i den første gruppe (som er omtalt i vers 1), så snart de erkender sit behov for at blive reddet af hyrden, som er Herren Jesus Kristus.

 

For han har jo sagt til både det ene, såvel som til alle de andre får i ørkenen: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrd

er, og jeg vil give jer hvile".

 

Amen