Døden, og hvad så...?

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Lad os begynde med at læse et par vers fra 'troskapitlet' i hebræerbrevet:

      "Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med", Hebr. 11:39-40.

 

De personer, der er tale om i disse to vers, henviser til de ca. 15 navngivne og et utal af unavngivne troende i kapitlet fra GT. Alle disse er gået forud, og her får vi at vide, at 'de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med'. Den fuldendelse, der er tale om, er frelsen i Kristus, og deraf også det opstandelsen fra de døde og det evige liv.

Hebræerbrevets forfatter understreger altså, at disse troende fra den gamle pagt har del i den samme fuldendelse, som vi også venter på. Dette kommer også klart frem i kap. 9, hvor der står:

      "... derfor (pga. Jesu død og opstandelse) er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede (er alle, som tror) må få den forjættede, evige arv, efter at (Jesu) død har fundet sted til forløsning fra overtrædelser under den første pagt", Hebr. 9:15.

 

De troende, der er gået forud fra både den gamle og den nye pagt, venter altså ligesom os på den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen for at hente de troende hjem til sig. Dette håb er ikke et luftigt håb, men det er et udtryk for den vished, de troende har i deres hjerter. Hebræerbrevets forfatter udtrykker det på denne måde:

      "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser", Hebr. 11:1.

 

I sit første brev kalder Peter dette håb for 'et levende håb', som er funderet på Guds barmhjertighed og Jesu Kristi opstandelse fra de døde; et håb, som han beskriver som

      'en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid", 1. Pet. 1:3-5.

 

Dette håb beskriver Paulus nærmere i sit 1. brev til Thessaloniki, hvor han siger:

      "Brødre, jeg vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb", 1. Tess. 4:13.

 

Læg mærke til, at der ikke står, at vi ikke må sørge, for det gør vi selvfølgelig, når en af dem, som vi elsker, dør. Det er naturligt, for det betyder adskillelse. Men der står, at vi ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. De tror, at når et menneske dør, så er det slut, mens vi tror og ved, at det ikke er tilfældet. Vi har nemlig, som før citeret, 'et levende håb' om opstandelsen fra de døde. Hvad det vil sige, beskriver Paulus nærmere i de næste vers:

      "Thi, så sandt, vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord", v. 14-18.   

 

Trøst hverandre..! Sådan afsluttes afsnittet, fordi vi har et håb og en vished om, at dét, der står om Jesu genkomst, og om opstandelse fra de døde, og om bortrykkelsen, kommer til at ske. Et andet sted skriver han, at ligesom Kristus er opstået fra de døde, således skal også vi en dag opstå fra de døde, hvorefter vi altid skal være sammen med ham, jfr. 1. Kor. 15:12-23. I bibelen er døden altså kun noget midlertidigt, for Jesus har overvundet den, og har døden og dødsrigets nøgler, Åb. 1:18.

 

Bibelens lære om opstandelsen betyder, at ligesom Jesus opstod med det samme legeme, således skal også vi opstå med det samme legeme - som dog på samme tid er helt nyt. I 1. Kor. 15 beskriver Paulus det således:

      "Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed", 1. Kor. 15:51-53.

 

Som vi ser, er den evige frelse er altså ikke kun for sjælen. Bibelen siger nemlig klart, at vi skal opstå med ånd, sjæl og legeme. Det betyder konkret, at på opstandelsesdagen vil Gud forvandle vore legemer til at være evige og uforkrænkelige herlighedslegemer. Vi forstår ikke helt, hvad det betyder, men vi forstår, at vi så ikke længere er underlagt lidelse, sygdom og død, men leve evigt. Hvilken vidunderlig dag, som vi venter.

 

Dette er vort håb! Vi har allerede set et par eksempler, men lad os se på et par stykker mere. I John. 5:28-29 siger Jesus:

      "Undres ikke herover! Thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem (eller 'ud af dem'), de, som har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom".

 

Når vi dør, venter vi altså på legemets opstandelse fra de døde. 'De skal ikke nå til fuldendelsen, uden at vi er med', læste vi. Men hvad mener Paulus så, når han skriver, at han ved, at når han dør, så kommer han hjem til Herren? Betyder det ikke, at han regner med en øjeblikkelig opstandelse, i samme øjeblik, han døde? Nej! Bibelen taler nemlig om, at når vi dør, så går sjælen direkte op i himlen hos Gud, hvor den (i en slags venterum) venter på opstandelsen fra de døde. Denne ventetid kalder man teologisk også for mellemtilstanden. Nogle tror, at de afdøde sjæle sover til opstandelsens morgen, men det er forkert, for ifølge bibelen er det nemlig kun legemet, der billedligt talt sover, til det skal opstå.

 

Men, står der i det hele taget noget i bibelen om den ventetid, der er mellem døden og opstandelsen? Ja, det gør der, selvom den taler meget mere om selve opstandelsen fra de døde og om det evige liv. I NT er der især to steder, hvor dette er omtalt, og her får vi også lidt at vide om, hvad der egentligt sker i den ventetid, der er fra tiden, døden indtræffer, og indtil opstandelsen fra de døde. Det skal vi se nærmere på nu. Det første er omtalt i Åb. 6:9-11, hvor der står:

      "Og da det (Lammet) brød det femte segl, så jeg neden under alteret deres sjæle, som var myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst og sagde: 'Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at hævne vort blod på dem, der bor på jorden?' Og hver af dem blev givet en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle hvile endnu en liden stund, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle ihjelslås ligesom de".

 

Johannes ser altså et syn af de døde under alteret i Himlen. Han hører også, at 'det er sjælene af dem, som var myrdede for Guds ords skyld'. Læg mærke til, at Johannes kun ser deres sjæle, og det skyldes, at de endnu ikke er opstået fra de døde. De er endnu ikke forenede med deres legemer. De blev myrdet, og nu ser han sjælene i himlen, under alteret. Som vi ser, så er disse sjæle ikke 'bare' kommet i himlen, men de er i Guds himmelske tempel, helt inde ved alteret, som ifølge bibelen er det sted, hvor Gud er og bor, og hvor hans engle i titusinder bøjer sig ned for ham og tilbeder ham. Stærkere kan det ikke siges i det billedsprog, som blev åbenbaret for Johannes.

 

Men, hvorfor ser han kun martyrernes sjæle? Vi læste jo, at det var sjælene af dem, der er blevet ihjelslået i den store trængsel. Hvad med alle de andre troende, som er døde gennem tiden? Af den ene grund, at Johannes ser længere frem end selve bortrykkelsen. Han ser ind i den store trængsel, hvor de fleste af dem, som kommer til tro på Jesus, vil dø martyrdøden. Men alligevel kan vi godt sammenligne denne, deres ventetid med vores, når vi dør, for de er ens.

 

De spørger: Herre, hvor længe varer det, inden du vil dømme jorden..? Her ser vi tydeligt, at dommen endnu ikke er kommet, for den kommer jo først ved Jesu synlige komme. Derfor får de da også dette svar: 'I skal hvile endnu en lille stund', nemlig indtil den tid, hvor Jesus kommer igen og dømmer jorderig.  

 

Johannes ser altså ind i den tid og den mellemtilstand, der er mellem døden og opstandelsen fra de døde. Han ser et glimt af, hvor de døde hellige er, nemlig hos Gud i himlen, under alteret. Han ser også, at de er ved fuld bevidsthed, og det betyder selvfølgelig, som allerede nævnt, at der ikke er tale om en 'dødens søvn' indtil opstandelsens morgen. Johannes ser altså med andre ord disse sjæle efter døden, men før opstandelsen fra de døde. Og lægger vi alt det sammen, der står om dette i bibelen, er det tydeligt nok, at de har det godt der, for de venter jo i himmelen hos Gud.  Det var jo netop derfor, at Paulus omtaler sin død således:

      .. så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren", 2. Kor. 5:6,8.

 

Vi skal se på en tekst mere fra NT, som fortæller os noget andet om denne mellemtilstand. Den er fra Luk. 16, hvor vi har Jesu lignelse (andre vil sige 'beretning') om den rige mand og Lazarus. Lad os først læse fra vers 19-22:

      "Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt. Men en fattig mand, der hed Lazarus, lå ved hans port, fuld af sår. Og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt af den rige mands bord, ja, endog hundene kom og slikkede hans sår. Så skete det, at den fattige døde og blev båret af englene hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet..".

 

Vi stopper et øjeblik her, inden vi går videre. Som vi ser, var der store forskelle på de to mænds liv. Den ene var fattig, og den anden havde levet i lyst og pragt, i sus og dus. Men der er også ligheder. Der står, at de begge døde, og det kommer jo ikke ligefrem som nogen overraskelse. Trods alle ydre forskelle, så ender livet hernede på den samme måde. I salme 90 udtrykkes det således: 'Mennesker gør du til støv igen, du siger: vend tilbage, I menneskebørn'. Når det sker, så kan vi, som vi ved, ikke tage noget med os.

 

Men, selvom det er menneskes lod at dø, så siger Guds ord også, at det ikke er slut. Uanset, om et menneske er troende eller ej, så lever sjælen videre, og er på et sted, hvor den venter på opstandelsen fra de døde. Igen og igen fortæller bibelen om, at der er to udgange på livet. Vi læste, at Lazarus 'blev båret af englene hen i Abrahams skød'. Skal man forstå det med engle bogstaveligt? Måske! Der er i alle fald nogle døende kristne, som har sagt, at de har set engle komme for at hente dem. Men hvad så med det, der står om Abrahams skød? Så vidt jeg kan se, er det derimod et billede på at være dér, hvor han er, nemlig hos Gud. Det er det samme, som når Jesus et andet sted taler om, at hans disciple skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob. Det skal selvfølgelig ikke forstås på den måde, at alle bliver bænket omkring det samme bord, som i så fald må være hundredvis af kilometer lang. Jeg tror, dette billede bruges, fordi dét at sidde til bords hos/med kongen er et udtryk for det mest ærefulde, som findes. Her bliver stedet kaldt for Abrahams skød. Men ved Jesus død 'bortførte' han de fanger, der var i Dødsriget - de, der tidligere var død i troen på den kommende frelser - og førte dem til Paradis. Pga. Jesu døde kommer alle troende herefter direkte til Paradis, og det er grunden til, at han sagde til røveren, som blev korsfæstet sammen med ham: 'I dag skal du være med mig til Paradis', Luk. 23:43.

 

Vi skal nu se, hvordan det går den rige mand i fortællingen:

      "Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: Fader Abraham! Forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines her i denne lue. Men Abraham svarede: 'Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines. Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os", v. 23-26.

 

Ifølge Jesus kom den rige mand til det sted i Dødsriget, hvor han pines. Dødsriget er ikke det samme som helvede, for ifølge bibelen er der lige nu intet menneske, som er i Helvede. Det er først senere, nemlig efter Jesu synlige genkomst, at 'Døden og Dødsriget bliver kastet i ildsøen', som er det samme som Helvede, Åb. 20:14. Der er mange, som forsøger at bortforklare det, Jesus siger om Dødsriget her, og om Helvede; og hovedårsagen hertil er, at de ikke vil tro på bibelens ord om en evig fortabelse og pinested. Når talen kommer på Luk. 16, siger de eksempelvis, at det kun er en lignelse, som ikke skal tages for pålydende. Det kan være sandt, men derved overser de, at alle Jesu lignelser har det formål at forklare den åndelige virkelighed, så vi bedre kan forstå det. Så uanset, hvordan vi vender og drejer fortællingen, så er der ikke noget at tage fejl af. Der er en evig fortabelse, ligesom der er en evig frelse. 

 

Jesus siger desuden, at det er umuligt at gå fra det ene sted til det andet. Hvor det enkelte menneske skal være i evigheden, bliver nemlig afgjort på jorden. Jamen, siger nogle: Der er måske mulighed for at omvende sig efter døden. Nej, ikke ifølge bibelen. Efter døden er der, som teksten siger, en kløft mellem de to verdener, og det er umuligt at gå fra det ene sted til det andet - det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Af samme grund er den katolske lære om, at lige bortset fra de erklærede helgener, som har et overskud af gode gerninger og som derfor kommer direkte i himlen, så skal alle andre kristne først komme i skærsilden en tid (som kan vare i millioner af år); og dér skal de blive, før de kan blive rene nok til at komme over på den anden side. Jeg behøver vist ikke at sige, at det er en falsk og en særdeles ubibelsk lære. For vi ved, at vi pga. Jesu blod står rene og retfærdige ind for Gud. Der er derfor ikke mere noget, der skal sones efter døden.

 

Beviset for, at Jesus taler om den mellemtilstand, der er mellem døden og opstandelsen i Luk. 16, og ikke om selve evigheden, altså i tiden efter den fysiske opstandelse fra de døde, ser vi i de næste vers:

      "Da sagde han (den rige mand): Så beder jeg dig, fader! at du vil sende ham til min faders hus - thi jeg har fem brødre - for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested. Men Abraham svarer: De har Moses og profeterne, dem kan de høre! Han sagde: Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig. Da sagde han til ham. Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en opstod fra de døde", vers. 27-31.

 

Læg mærke til, hvad det egentlig er, den rige mand beder Abraham om. Han siger: Abraham, send Lazarus til mine brødre, lad ham opstå, så han kan tage ned på jorden og advare min familie. Teksten fortæller os altså, at den rige mands brødre stadig lever på jorden, og har derfor også stadig mulighed for at omvende sig. Det betyder selvfølgelig, at der stadig er nogle på jorden, som kan blive frelst.

 

Det sidste vers fortæller os i noget væsentligt. Der er ingen, der kan komme tilbage fra døden og fortælle, hvordan det er dér, undtagen Jesus, Guds Søn, som har gennembrudt døden. Han er den eneste, som kan fortælle os sandheden om, hvordan det er på den anden side, og hvordan vi kan være sikre på at komme til det sted, der kaldes Abrahams skød eller Paradis. Men, hvem tror på, hvad han siger? 'Hvem vil lade sig overbevise, selvom en opstod fra de døde'? spørger han. Og vi kan fortsætte: Hvem vil tro på ham, når han taler om det evige liv og advarer mod den evige fortabelse.

 

Fortællingen i Luk. 16 taler altså ligesom i Åb. 6 og flere andre steder om, hvad der sker, når vi dør og indtil Jesus kommer igen, hvor opstandelsen fra de døde finder sted. Hvad kan vi så lære af denne lignelse eller beretning?

1.   At der er en periode med en ventetid mellem døden og opstandelsen.

2.   At Lazarus er et (for)billede på dem, der er døde i troen på Jesus.

3.   At de frelste er ved bevidsthed og bliver trøstet.

4.   At de, som ikke tror på ham, går til Dødsriget, hvor de allerede er i pine.

      Det betyder, at både de frelste og de ikke-frelste får en forsmag på deres evige skæbne straks efter døden: De frelste bliver trøstet, og de ikke-frelste pines.

5.   At i det øjeblik, et menneske dør, da er det for sent at skifte side.

 

Det er Jesus, der siger dette, og det betyder, at det er sandt. Det er vigtigt at få med, at Jesus ikke siger det i vrede til de (endnu) ikke-frelste, men han siger det i kærlighed. Han advarer dem jo netop, for at de alle på forhånd kan vide, hvordan det forholder efter døden. Jesus siger det nu, for at ingen kan komme bagefter og sige: Hvorfor sagde du det ikke? Vi vidste det ikke! Jo, vi ved det, for Jesus har sagt det til os. Han har sagt, hvad der sker, når et menneske dør, ligesom han har sagt, hvad der ske den dag, det skal opstå fra de døde.

 

Lad os opsummere: Når et menneske dør, så adskilles sjæl og legeme. Legemet lægges i graven, og sjælen bliver så at sige opbevaret, indtil Jesus kommer igen, enten for at hente os hjem til sig, eller senere for at dømme levende og døde. Når Jesus kommer synligt tilbage til vor jord, vil han ifølge bibelen ikke komme som verdens frelser, men derimod som verdens dommer. Men, til trøst for os siger Jesus, at enhver, som tror på ham, ikke kommer for dommen, for han allerede nu gået over fra døden til livet.

 

Sådanne tekster er dermed også talt til trøst for dem, som er eller kan være bange for sin egen død. I det ene øjeblik er der liv og glæde, og i det næste er det hele pludselig forbi. Kristne burde ikke være bange for døden, men da Jesus ved, at de ofte kan være det, siger han fx dette til enhver, som tror på ham:

      "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste, og den, som lever, og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har døden og dødsrigets nøgler", Åb. 1:18.

 

Men alligevel kan vi frygte døden. Som fx Emanuel Minos, som er blevet brugt af Gud gennem et menneskealder. I en bog om ham, som er skrevet af Sten Sørensen, siger han:

      "Jeg må indrømme, at jeg er bange for døden. Jeg tror, jeg fik en vis skræk for døden under krigen.. Åse (hans hustru) fortæller, at jeg nogen gange har mareridt om nætterne, og hun vågner ved, at jeg råber. Jeg er ængstelig for, at døden er smertefuld. Jeg håber, Jesus snart kommer i skyen, så jeg kan slippe for at dø...".

 

Der er mange, som ængstes over det, der skal ske, men her kommer Gud til dem gennem bibelens budskab om, at Jesus har gennembrudt døden, og har dermed givet os alle et håb og en vished om, at der ikke er grund til at frygte døden, for vi er renset i hans blod, og derfor: Som han opstod, sådan skal også vi opstå fra de døde.  

 

Vi burde altså ikke ængstes, men da døden stadig er en fjende, så kan vi gøre det alligevel; og dog ved vi, at Jesus har fjernet det forfærdelige i døden, fordi han har fjernet dødens brod, jfr. 1. Kor. 15:55. For mig svarer dette billede af døden til en hveps, som har mistet sin brod. Vi ved, at selvom den kan se truende ud, så kan den ikke stikke og forvolde nogen smerte.

 

Et andet sted siger Jesus, at selvom vi dør, skal vi leve, fordi han lever. Vi har derfor også hans garanti for, at vi ikke møder Guds vrede i døden, men derimod hans kærlighed, som han har elsket os gennem livet. Det betyder, at så dør vi uden virkelig at dø. Vi dør nemlig for at vi for evigt kan være hos vor frelser og Gud. Dødens brod er fjernet for altid. Hvilken vidunderlig fremtid, som venter på os bag døden.

 

Amen

 

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler