Engelen Gabriels budskab om de to fødsler (i Luk. 1)

... set i lyset af bibelens profetier og helhedssyn

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Vi begynder denne gennemgang med at læse et enkelt vers i kapitlet:

   "På den tid, da Herodes var konge i Jødeland, levede der en præst ved navn Zakarias, som hørte til Abias skifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabeth", Luk. 1:5.

 

De havde ingen børn, men Gud havde andre planer. En dag, hvor Zakarias gjorde præstetjeneste i templet, kommer englen Gabriel til ham med budskabet fra Gud om, at hans hustru skal blive gravid og føde en søn, som skal kaldes Johannes. Englen fortæller ham også, at denne søn er udvalgt af Gud til at være en forløber for Messias, og siger bl.a. dette til ham om barnet:   

   "mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at 'vende fædrenes hjerter til børnene', og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk", Luk. 1:16-17.

 

Zakarias var en af de præster fra den gamle pagt, som elskede Gud, og som enhver anden præst var han oplært i skrifterne. Han vidste, hvad der stod skrevet i disse, først og fremmest om løftenes Messias, men også om ham, som skal komme som en forløber for ham som den, der skal bane vejen for denne Messias. Zakarias behøvede ingen yderligere forklaring. Men, så kom tvivlen ind i hans hjerte: Kunne det virkelig passe, at de skulle være forældre? Denne tvivl kom helt åbent til udtryk, da han spurgte englen:  

   "Hvordan skal jeg få vished om dette? Jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene", Luk. 1:18.

 

Mon ikke vi også ville være ligeså meget i tvivl, hvis der kom en engel og fortalte noget lignende til os? Jo, vi tror da på undere, men dette her lyder da for usandsynligt. Selvom vi ved, at for Gud er alting muligt, så kan vi ikke lade være med at tænke: Det lyder for mærkeligt! Det kommer aldrig til at ske! Men det, Gud har sagt, kommer til at ske, på trods af menneskers tvivl og vantro. Gabriel sagde derfor til Zakarias:

   "Du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde", Luk. 1:20.

 

Det er vigtigt at bemærke, at englen siger, at dét, Gud har sagt, 'skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde'. Verden er fuld af tvivlere - og af bibelkritikere, men en dag skal alle se, at alt det, Gud har sagt i sit ord, vil gå 100% i opfyldelse, når tiden dertil er inde.

 

På et tidspunkt efter, at Zakarias igen var alene, begyndte det at gå op for ham, at det, englen havde fortalt ham, var sandt, og nu glædede han sig til at fortælle Elisabeth den gode nyhed. Nåh - nej! Det kunne han jo ikke! Derfor måtte han bruge en tavle, og fortælle det til sin hustru på denne måde.

 

Hvad ved vi ellers om Zakarias og Elisabeth? Zakarias var som sagt præst, og på Jesu tid var der tilknyttet 7.200 præster til templet i Jerusalem. Præsternes opgave var her at forestå de to faste daglige ofringer, som indebar forskellige opgaver, og som blev fordelt ved lodkastning. Vi ved ikke meget om Zakarias og Elisabeth som privatpersoner, men blev sikkert, ligesom det var almindeligt på denne tid, kaldt for 'de stille i landet'. I Luk. 1:6 får de dette vidnesbyrd om dem:

   "De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter".

 

Ud fra evangelierne ser det ud til, at sådan havde de også opdraget deres søn, Johannes. Det er tydeligt, at han var blevet oplært til at kende skrifterne, og kendte også hans rolle som en forløber for 'ham, der skal komme'. Dette bliver tydeligt, når vi fx læser John. kap. et i forbindelse med fremtræden ved Jordanfloden ca. 30 år senere. Lad os høre følgende fem brudstykker af det, han sagde til de præster og levitter, som var sendt ud fra Jerusalem for at spørge ham, hvem han var:

1.      "Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: 'Jævn Herrens vej, som profeten Esajas har sagt', v. 23.

2.      "Se Guds lam, som bærer verdens synd", v. 29. Dvs., han kendte til det, GT fortæller om det stedfortrædende død ved Guds lam, som skal komme og frelse folket fra deres synder.

3.      "Det er ham, om hvem jeg sagde. Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig", v. 30. Han tænker selvfølgelig ikke på Jesu fødsel, for han blev jo først født ½ år senere end Johannes - men han vidste det, skriften siger, nemlig, at Jesus er fra evighed.

4.      "Han (Guds Ånd) havde sagt til mig: 'Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd', v. 33.

5.      "Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: 'Han er Guds Søn', v. 34. Det, han her siger, må betyde, at han kender lidt til treenighedens mysterium. 

 

I vers 31 siger Johannes, at han ikke kendte ham forud. Det må være i betydningen, at han ikke vidste, at Jesus er Messias. For når der står, at hans forældre var i slægt med Jesu forældre, så må vi formode, at Johannes også har mødt Jesus personligt under sin opvækst. At disse slægtninge ikke bare var nogle fjerne slægtninge, som ikke besøgte anden, fremgår eksempelvis af, at den første, Maria besøger lige efter, at hun havde fået englens Gabriels budskab om Jesu fødsel, var Elisabeth, Luk 1:56.

 

De havde helt sikkert også været mere end gode slægtsvenner. De havde nemlig også Gud med i deres hverdag. Det ser nemlig ud til, at Maria kom fra et hjem, hvor det, der står i Luk. 1:6 om Elisabeth og Zakarias, også kunne siges om Marias' forældre, Jakob og Anna. Disse to ægtepar havde altså et godt og åndeligt fællesskab, og har da også givet Maria en god og gudfrygtig opdragelse. Det samme var tilfældet med hendes kommende mand, Josef. De var nu trolovede, et ægteskabsløfte, som var lige så bindende som det at være gift. Det er derfor, at Josef i fx. Matt. 1:19 bliver omtalt som 'hendes mand', selvom de stadig levede hver for sig, og var derfor 'endnu ikke kommet sammen', som der står.

 

Alt tydede på, at det ville gå dem, som det er gået så mange andre, både dengang og nu: At leve stille og roligt med sine nærmeste, og ellers være ukendt for de fleste. Men sådan skulle det ikke gå. Det tager sin begyndelse i det, der er beskrevet i Luk. 1:26-38, som med fordel kan læses, før vi får videre i teksten.

 

Som det fremgår af disse vers, tager beretningen om Jesu fødsel sin begyndelse med, at englen Gabriel, som 6 måneder tidligere havde vist sig for Zakarias og fortalt ham om Johannes' fødsel, nu igen kom til jorden med et budskab fra Gud, denne gang til en ung kvinde af Davids hus, til Maria, som boede i Nazareth hos sine forældre. Vi ved ikke, hvordan englen viste sig. Måske kom han i en jordisk skikkelse, for der står intet om, at Maria bliver forfærdet ved at se ham, som det ofte er tilfældet, når mennesker ser en engel. Fx står der i Luk. 1:12, at

   "da Zakarias så ham (englen Gabriel), blev han forfærdet og grebet af dyb frygt".

 

Ganske vist står der i vers 29, at Maria blev forfærdet, men det var pga. det, englen sagde til hende: 'Vær hilset, du benådede', og et øjeblik senere: 'du har fundet nåde for Gud'. Ordet benåde er beslægtet med at 'at modtage nåde', og betyder næsten det samme.

 

Ordet benåde er altså et godt beskrivende ord, og i NT bliver det brugt ialt 147 gange. På dansk bruges der indimellem andre ord. Fx står der i Ef. 1:6, at vi har fået barnekår, 'som han (Gud) skænkede os i den elskede' - så kunne der ligeså godt havde stået: 'som han benådede os (til) i den elskede'. De fleste gange i NT bliver ordet dog oversat med det føromtalte ord 'nåde'. De har begge to forskellige betydninger, både i bibelen, og i det danske sprog. Ifølge ordbogen betyder det første:

   'fritagelse for en straf, som nogen er blevet idømt eller afsoner'.

 

Det er denne betydning, vi skal læse det dejlige og vigtige vers i Ef. 2:8, hvor der står:

      "Thi af nåden (benådning) er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven".

 

Det er ikke denne betydning, der henvises til i Luk. 1:28, men derimod til den anden, som i ordbogen defineres således:

   "at tildele eller overrække en hædersbevisning eller andet tegn på velvilje".

 

Det er det, der nu sker med Maria. Hun er blevet begunstiget, og udvalgt til at føde Jesus, som der står i vers 31, hvor englen fortæller hende, at

   "du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus".

 

Det var sikkert også den samme engel, som kort efter åbenbarede sig for Josef, Marias trolovede, og sagde, at det barn, som skal fødes

   ”ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder”, Matt. 1:21.

           

Josef og Maria har selvfølgelig efterfølgende talt sammen og grundet over, hvad det kunne betyde. Englen havde jo sat en tydelig forbindelse mellem Jesu-navnet og så det, der ligger i selve navnet: 'Han skal frelse sit folk fra dets synder'. De forstod naturligt nok ikke den fulde betydning af disse ord, men de vidste, ligesom alle andre troende i den gamle pagt, at Messias ville frelse sit folk, når han kom. Og her præciseres det så, at hans frelse består i at 'frelse folket fra dets synder'. 

 

Det næste, englen fortæller Maria er, læser vi i vers 32:

   "Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone".

 

Her tales der om Jesu storhed, om hans ophøjelse, som der tales så meget om i både GT og NT. I Es. 52:13, hvor beretningen om Herrens lidende tjener indledes, begynder med ordene:

   "Se, min tjener får fremgang, han stiger, løftes op ophøjes såre".

 

Jesus var, og er, den ophøjede. I NT ser det ud til, at dette vers henviser til hans ophøjelse på korset, fx i John. 12:32, hvor Jesus siger, at

   "når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig".

 

Straks derefter skriver Johannes, at

   'dette sagde han for at betegne, på hvilken måde han skulle dø'.

 

Der er altså god grund til at tro, at englens tale om Jesu storhed henviser til korset, hvor han blev ophøjet, ikke bare i fysisk og jordisk forstand, men en tilstand, som strækker sig ind i evigheden, og hvis ophøjelse beskrives således:

   "Derfor har også Gud højt ophøjet ham (over alle himle) og skænket ham navnet over alle navne, for at alles knæ skal bøje sig..", Fil. 2:9-10a.

 

Det er desuden også ved denne sejr på Golgatas kors, at det bliver godtgjort (bevist), at Jesus er Guds, den højestes Søn, som der står i Rom. 1:4. At han er netop dette, har sikkert voldt mange spekulationer for Josef og Maria - for hvad betyder det egentlig, at Jesus er Guds Søn? De forstod godt, at han skulle være Davids søn, dvs. af Davids slægt. Det vidste alle troende, for det havde Gud jo fortalt igen og igen gennem hele skriften.

 

Fx kommer profeten Natan til David med disse ord fra Gud:

   "når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme (evindelig)", 2. Sam. 7:12, jfr. v. 13.

 

Og, i vers 16 siger han:

   "Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid".

 

Alene disse to vers viser tydeligt, at der ikke kan være tale om Davids søn Salomo. For det første ville han ikke først 'blive til', når David er død. Han var jo allerede født. For det andet, så siger han i samme forbindelse, at hans trone skal stå til evig tid. Dette budskab sprænger dermed helt rammerne for, at ordene kunne henvise til Davids biologiske søn, Salomo. David var da også straks blevet klar over, at ordene handler om den kommende Messias, og derfor lovpriser han da også Gud og siger:

   "Hvem er jeg, Herre, Herre, og hvad er mit hus, at du har bragt mig så vidt? Men end ikke det var dig nok, Herre, Herre, du gav også din tjeners hus forjættelser for fjerne tider og lod mig skue kommende slægter, Herre, Herre! .. Så opfyld da, Herre, Gud, til evig tid den forjættelse, du udtalte om din tjener og hans hus, og gør, som du sagde", 2. Sam. 7:18-19, 25.

 

Det samme budskab kommer igen og igen gennem GT. Davids søn vil komme og genoprette alt. I Jer. 23:5-6 står der fx dette:

   "Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig spire (andet ord for Messias, altså Davids Messias, Davids søn), og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt..".

 

Der var altså ingen tvivl hos de troende jøder om, at Messias, Davids søn, skal komme og gøre alt det, der står skrevet om ham i GT. Ud fra profetierne, og ud fra det, der bliver åbenbaret i NT fremgår det klart og tydeligt, at det er Jesus, som er denne søn. Derfor bliver han da også igen og igen omtalt som Davids søn i evangelierne.

 

Men hvad så med skriftbeviserne på, at han er Guds Søn? 

I det tekstafsnit, der blev nævnt ovenfor fra Jer. 23:5-6, sprang jeg over den sidste del, hvor der står, at 'det navn, man skal give ham, er Herren vor Retfærdig'. Han skal altså kaldes med Guds navn, selvfølgelig fordi han er Gud og et med sin Fader. Davids søn er altså Herren selv, som kommer og han skal være 'vor retfærdighed'. I NT er det åbenbaret, at det netop det, han er. 'Han er vor retfærdighed'! Det betyder, at han er vores stedfortræder, og netop derfor står der, at 'han har retfærdiggjort enhver, der tror på ham'.

 

Der er mange andre eksempler på, at Jesus er Gud. Vi kan fx bare tænke på Es. 9:6, der begynder med at tale om Jesu fødsel, og fortsætter så med at beskrive hans navne, som er Guds navne, fordi det er Gud, som kommer til jorden i dette barn, denne Søn:

   "Thi et var er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste..".

 

Det kunne være spændende at tage hvert enkelt navn og se, hvorledes og hvor meget det passer på Jesus, men det skal vi nu ikke i denne gennemgang. Men det er også nok til, at alle kan se, at GT virkelig vidner om, at Jesus kommer som et menneske, født af en kvinde; men også, at han er Gud, og som derfor skal fødes af en jomfru. Denne dobbelthed går igennem hele NT. Det der netop denne dobbelthed, der er beskrevet i juleevangeliet, hvor der står, at en Herrens engel viser sig for hyrderne, som holdt nattevagt over deres hjord, og sagde:

   "Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by: Han er Kristus, Herren", Luk. 2:11.

 

Beretningen i Luk. 2 fortsætter med at beskrive, hvordan denne gode nyhed får en mangfoldig himmelsk hærskare til at lovprise Gud, hvorefter hyrderne tager ind i byen for at finde dette barn. Mens de var på vej - det har formentlig taget nogen tid for dem, har de sikkert både tænkt og talt om det, de har set og hørt. Og hvad der mon lå i englens ord om, at barnet på samme tid er Kristus og Herren (Gud)'. De vidste nok, at Kristus henviser til profetierne om, at han vil komme som Davids søn. Men de vidste helt sikkert ikke, at ordet Herren henviser til, at Jesus også er Guds Søn og dermed ét med Faderen.

 

Vi går tilbage til englen Gabriels budskab til Maria i kapitel 1:

   "Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der ikke være ende på hans kongedømme", v. 33.

 

Det var jo netop det, der ligger i det, at Jesus er Herren. 'Vi har hørt, at han bliver til evig tid', sagde jøderne på et tidspunkt. Hvor havde de hørt dette fra? Fra skriften. Her kan vi fx bare tænke på den førnævnte profeti, som Gud gav David. Eller på det, Daniel beskriver således i kap. 7:

   "Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn (ental efter grundteksten). Han kom hen til den gamle af dage (er en metafor på Gud) og førtes frem for ham, og magt og ære og herredømme gives ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå", Dan. 7:13-14.

 

Den tid, der er tale om, begyndte ved Jesu sejr over synden, døden og djævelen, men dens fuldendelse er endnu ikke kommet - for den opfyldes først fuldt og helt, når han kommer igen for at oprette sit evige og synlige rige.

 

Kommer dette til at ske? Ja, for Gud har sagt det. Fra et jordisk perspektiv så Jesu overnaturlige fødsel håbløst ud - og Maria forstod da heller ikke, hvordan det skulle ske. Men da englen sagde til hende: 'For Gud er ingenting umuligt', troede Maria troede på det, hun fik fortalt og sagde:

   "Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord", v. 38.

 

Må også vi altid bøje os for det, Gud har sagt, for det vil ske, uanset, hvad mennesker tror eller ikke tror. Derfor gik alt det, der står i bibelen om Jesu første komme, da også fuldt ud i opfyldelse. Gud havde talt, og derfor skete det. På samme måde vil det, han har talt om Jesu andet komme, også gå 100% i opfyldelse! - også selvom så mange slet ikke tror på det.

 

Hvor er det vigtigt, at julens budskab om Jesus bliver modtaget. Det er ikke bare en sukkersød historie, eller et eventyr, som så mange tror. Når en nylig undersøgelse viste, at så mange som 33% af de adspurgte (i England) ikke ved, hvis fødselsdag vi holder (eller burde holde) i julen, og 51% procent mener, at Jesu fødsel er irrelevant for den enkelte, viser det blot, at det står ringe til. Forleden dag havde Tv2-news et kulturprogram, hvori der blev stillet spørgsmålet: 'Hvor meget kan man tillade sig i kunst?' Jeg blev rystet - og det skal der efterhånden meget til. Der blev talt åbent om, og vist nogle eksempler på, hvordan det er OK at tilsvine og håne Jesus, når bare det kan beskrives som kunst. Des samme gjorde sig gældende, da børneporno kom på banen. Så længe det kun er kunst, var det helt OK at fremvise det i sit kunstværk. Var de indbudte kunstkendere bedrøvet over denne negative melding eller over udviklingen? Nej! De var helt indforstået, og undervejs sjoflede de endda grin med, at man kunne nedgøre det hellige på denne måde. 

 

De forstod ikke, som de fleste danskere heller ikke gør, at det er livet om at gøre at tage imod ham, som de håner, som deres Herre og frelser - så at de dog må være rede, når han kommer igen - ikke som barnet i krybben, men som almægtig konge og Gud, som skal dømme den enkelte, og hvor han spørger: 'Kender du mig som din frelser?' Jesus har sagt, at 'efter dine ord skal du frikendes og efter dine ord skal du dømmes'. Til hver den, der i dette liv har sagt 'ja!' til ham, vil han sige:  

   'Kom hid, min Faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse', Matt. 25:33.

 

Amen

 

Hvis denne side ikke er fundet fra Index, så klik venligst her