Vi tror på én treenig Gud

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Vi begynder denne gennemgang med et vers fra den tekst fra 5. Mos. 6, hvori Gud opfordrer Israels folk til at holde alle hans anordninger og bud og tjene ham alene, og det er så i den forbindelse, at han dette til dem:

      "Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én", 5. Mos. 6:4.

 

Som det fremgår, så står der her, at Herren er én, og det er vel et bevis på, at læren om, at Gud er treenig, en falsk lære, eller hvad? Det er der i alle fald mange, der tror - og især i de sidste år har denne tro fået en kraftig opblomstring indenfor den kristne kirke. Når jeg siger opblomstring, så er det fordi, at benægtelsen af, at Gud ikke er én treenig Gud, har eksisteret helt siden ca. år 100. Efter apostlene døde, ja, allerede i deres levetid, begyndte denne lære at dukke op, og truede med helt at ødelægge kirkens sande tro, og efterhånden blev denne kamp så intens, at de kristne i oldkirken var tvunget til kort og præcis at formulere, hvad der er en sand kristen tro.

 

Den første formulering, der præciserede troen på den treenige Gud, kom til under et kirkemøde (koncil) i Nikæa i år 325, og blev herefter kaldt for ‘den nikænske trosbekendelse’. Men, da modstanderne hurtig fandt nogle læremæssige huller i denne bekendelse, blev den i året 381 fornyet og udvidet i Konstantin, og fik herefter det lange navn ‘Den nikæno-konstantinpolitanske trosbekendelse’. I denne trosbekendelse står der bl.a. dette om Sønnen:

      “Født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født (dvs. udgået af Faderen), ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt…”.

 

Og, om Ånden siger den:

      “Den Hellige Ånd som er Herre og gør levende, som udgår fra Faderen og Sønnen, (og) som (derfor skal) tilbedes og æres sammen med Faderen og Sønnen”.

 

Denne bekendelse stadig kirkens en af kirkens trosbekendelser. Dog påstår de mange, der benægter, at Gud er treenig, at disse gamle bekendelsesskrifter ikke er fra Gud, og er derfor helt og holdent en falsk lære.

 

Fx er der en bibellærer, som i sin undervisning (på YouTube) har denne overskrift: "Hvis Jesus var Gud, hvorfor råbte han da på korset og sagde: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig". Hvordan kan Gud råbe til Gud? spørger han, og bruger dette som et af beviserne på, at Jesus ikke selv er Gud. Men er det i virkeligheden et bevis? Hvad så med alle de mange andre tekster i bibelen, hvoraf det tydeligt fremgår, at Jesus er det? På den måde kan man faktisk få skriften til at sige hvad som helst til støtte for en bestemt lære.

 

Som et eksempel på dette kan vi tænke på, hvordan Jesus i begyndelsen af sin gerning blev fristet af djævelen, som flere gange citerede skriften for vor frelser og opfordrede ham til at komme ud af alle sine problemer ved at gøre det, der står skrevet. Og, når vi ser efter i GT, så citerer djævelen faktisk skriften korrekt - men betyder det så, at han har ret? Nej! for han er nemlig ude i noget, der med rette kan kaldes for grov bibelmanipulering, som bl.a. består af løsrevne citater. Men, det gennemskuede og afslørede Jesus, og han afviste derfor igen og igen djævelen med ordene: ‘Der står også skrevet..’. Det er faktisk denne metode, som den omtalte bibellærer nu også bruger til at få bibelen til at bevise sin lære; en lære, der ligesom i oldkirken har fået mange tilhængere.

 

En af dem, som er en ivrig fortaler for læren om, at Jesus ikke er Gud, og treenigheden dermed er et falsum, henviser netop til den nævnte bibellærer for at bevise dette. Under overskriften: ‘Jesus er Guds Søn. Jesus er ikke Gud’, står der bl.a. følgende (lagt på Facebook d. 1/1 2018):

      “Treenighedslæren om 3 guder i én er falsk. Der er kun én Gud, Faderen, og han har en Søn Jesus, og så er der Helligånden, som er Guds Ånd".

 

Som vi ser, kommer citatet med disse fire påstande

1.      Treenighedslæren er falsk.

2.      Treenighedslæren betyder, at dens tilhængere tror på tre guder.

3.      Der er kun én Gud (i absolut forstand), og derfor kan Jesus ikke være Gud, men er (kun) hans Søn.

4.      Helligånden er derfor heller ikke Gud, men er 'kun’ Guds Ånd.

 

Det er tydeligt, at den nævnte skribent slet ikke ved, hvad der står i bibelen om Gud Fader, Søn og Helligånd, og fremkommer dermed med en lære, som modsiges af den. Vi skal derfor i det følgende se på nogle tekster fra bibelen, der beviser, at Jesus såvel som Helligånden er Gud, som Faderen er det. Jeg springer dog i første omgang over det første punkt, hvori det hævdes, at 'treenigslæren er falsk', og begynder derfor ved det næste punkt, hvori det påstås, at de, der tror på treenigheden, bekender sig til tre guder.

 

Gør vi det? Hertil er at kun at sige: Når vi sammen med hele den sande kirke tror og bekender, at Gud er én treenig Gud, så har det aldrig været det samme som at tro på, og bekende sig til tre guder. Sammen med den samlede og sande kirke tror og bekender vi nemlig det samme, som de første kristne gjorde det, nemlig, at der kun er én Gud, som dog i væsen og enhed består af tre personer.

 

Når der så videre påstås, at ‘der er kun én Gud, Faderen, og han har en Søn Jesus’, så er det korrekt nok, hvis man derved forstår, at Jesus dermed også er Gud. Men, i citatet argumenteres der jo for, at han ikke er det, og det er dermed på kollisionskurs med de bibelske tekster. For, når vi i tro bekender, at Gud er Faderen og Jesus er Sønnen, så er det jo netop et af de bibelske beviser på, at de et fuldkommen ét, som Jesus da også flere gange siger, at han er; som fx i John. 10:30, hvor han siger: 'Jeg og Faderen, vi er ét'. For, er Jesu Kristi Fader evig Gud Fader, så må Sønnen jo nødvendigvis også hans evige Søn. At Jesus faktisk mente dette, forstod jøderne, som var godt inde i skrifterne, da også udmærket, og det var da også grunden til, at de efterfølgende ville stene ham for ‘gudsbespottelse’. Lidt senere, hvor en af disciplene siger, at de gerne vil se Faderen, svarer Jesus ham og siger:

      “Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du da sige: Vis os Faderen”, John. 14:9.

 

Når Jesus lige efter fortsætter og siger, at Faderen er i Sønnen, og Sønnen i Faderen, er det igen et bibelsk bevis på, at han som Guds Søn er fuldkomment ét med Faderen. Skriften lægger da heller ikke noget sted skjul på, at Jesus på samme tid er Guds Søn og Gud selv. Det sker fx i John. 1:1, 14, hvor der står:

      “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed".

 

Der er ingen tvivl om, at det er Jesus, der her tales om; han, som er Gud fra begyndelsen, en begyndelse, der egentlig betyder ‘dén (eller 'ham'), der er forud for alt andet’. Der er altså intet før ham, og det viser dermed igen hen til hans fuldkomne enhed med Faderen, som er fra evighed til evighed. Et af de mest tydelige tekster i GT, som bevidner, at Jesus på samme tid er Guds Søn og Gud selv, er nok den kendte tekst fra Esajas, hvor han, inspireret af Guds Ånd, siger dette i forbindelse med Jesu komme til jord, og hvem han er:

      “Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes med ret og retfærd fra nu og til evig tid”, Es. 9:6-7.

 

Mon ikke alle er klar over, at teksten taler om Jesus, der bliver født som Davids søn, i betydningen hans biologiske efterkommer, som Gud har talt om til fædrene; men den taler lige så klart om, at denne søn er Guds Søn og Gud selv. Det er da også dét, en engel fortæller hyrderne ude på marken i forbindelse med Jesu fødsel - og denne engel siger bl.a. dette til dem:

      “Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren”.

 

At han er Kristus betyder det samme som i profetien i Esajas, nemlig, at Jesus er Davids søn, Messias. Og navnet Herren henviser til, at han på samme tid også er Gud, for det er jo det navn, der bliver brugt af både Faderen og Sønnen gennem hele bibelen. Som fx i salme 110, hvor der i første vers står, at  'Herren (Gud Fader) sagde til min Herre (Jesus)...' , men i salmens 5. vers omtaler David hans Herre, dvs. Jesus, som den, der er 'Herren ved din (altså ved Gud Faders) højre hånd',  Apg 20:28, 1. John. 5:20.

 

Vi har nu set på nogle få af mange bibeltekster, der vidner om, og beviser, at som Guds Søn er Jesus også Herren, Gud, den 2. person i den treenige Gud. Men, hvad så med Helligånden, Guds Ånd? Er det sandt, som det påstås, at der her slet ikke er tale om en person, men derimod ‘kun’ et udtryk for Guds nærvær, kraft og tale? Hertil kan vi svare, at bibelen fastslår og lærer, at Guds Ånd er en person i den treenige Gud, som Guds Søn er det. Lad os se nogle af de mange tekster fra både GT og NT, som tydeligt vidner om dette:

 

Vi begynder med Jesu vidnesbyrd om Helligånden, som han igen og igen omtaler som en person. Vi skal se på nogle få af disse udsagn, her alene fra John. 16:

        “Når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”, v. 7.

       “Når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og dom”, v. 8.

       “Han skal vejlede jer til hele sandheden”, v. 13.

       “Han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer”, v. 13.

        “Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det”, v. 14-15.

 

Her ser vi, at Jesus, udover at omtale Helligånden som en person, også omtaler ham som en guddomsperson, som er lig ham selv, og som derfor også kan/skal fortsætte det arbejde, som han har påbegyndt. Det er da også derfor, at Jesus gentagne gange omtaler ham som Talsmanden, som skal komme i stedet for ham selv, når han går til Faderen for at berede en plads til hans efterfølgere. Her skal vi dog kun på det sted, hvor Jesus siger: 

      “Men talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.. ", John. 14:26.

 

I både GT og i NT omtales Jesus som en talsmand, i betydningen 'den første talsmand' jfr. Job 33:23, 1. John. 2:1, og når Jesus i samme kapitel som før kalder Helligånden som 'en (og 'den') anden talsmand', som skal være hos de troende til evig tid, så er det selvfølgelig i betydningen, at der vil komme én til dem, som vil være som ham selv. Og det er netop fordi Helligånden er Gud, som han selv er det, at Jesus gentagne gange vidner om, at selvom han tager tilbage til Himlen, så vil han alligevel være hos dem (og os) ved denne talsmand - ligesom Faderen også vil være det. Det er i denne betydning, at han lige efter siger dette til dem:

      “Jeg vil ikke efterlade jer Faderløse; jeg kommer til jer”, John. 14:18.

 

Læg mærke til det, Jesus siger her. Han har lige sagt, at han går bort for at gøre en plads rede for dem, men at Helligånden vil komme i hans sted, altså i stedet for ham. Og så siger han alligevel det mærkelige:

1.      ‘Jeg vil ikke efterlade jer Faderløse’. Han siger dermed, at når Helligånden kommer, vil Gud Fader også være til stede, og det selvfølgelig fordi, at Helligånden er Gud og dermed ét med Faderen.

 

Dernæst siger han:

2.      ‘ jeg kommer til jer’. Det betyder konkret, at Jesus er ét med Helligånden, som han er ét med Faderen. Han siger med andre ord, at når Helligånden er her, er det derfor det samme som at sige, at Jesus er her.

 

Det vil altså sige, at selvom Faderen og Sønnen er i Himlen nu, så er de begge alligevel på samme tid fuldt ud tilstede hos os ved Helligånden, alene fordi han sammen med Faderen er én sand Gud fra evighed til evighed. Derfor er det også, at Jesus i sin afskedsord kan sige dette til sine disciple:

      ‘Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, Matt. 28:20.

 

At det, der her er sagt, ikke ‘bare’ er et udtryk for Guds allestedsnærværelse, som den føromtalte bibellærer hævder, ses tydeligt i den samme undervisning tale af Jesus som før, hvor han fortsætter og siger:

      “Hvis nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord, og min Fader skal elske ham, og VI skal komme og tage bolig hos ham”, John. 14:23.

 

Det er mange lignende vidnesbyrd i bibelen, hvor der står, at Gud bor i de troende ved sin Ånd. Fx skriver Johannes, at

      “den, der holder hans bud, bliver i Gud, og Gud i ham; og deraf kender vi, at han bliver i os; af den Ånd, han har givet os”, 1. John. 3:24.

Her står det meget tydeligt, at Gud bor i de troende ved sin Ånd, som er den tredje person i den ene og samme Gud. Det samme er Jakob inde på i sit brev, når han skriver dette om Gud Fader:

      ‘Mener I, det er tomme ord, når skriften siger: Med nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet os”? (Jak. 4:5).

 

Af disse vers er fremgår det tydeligt, at påstanden om, at der med Guds Ånd nærmest ‘blot’ menes det samme, som når der tales om  menneskets ånd, er helt forkert. Som vi har set, vidner Gud da også gennem hele skriften klart og utvetydigt om, at Helligånden er en person i den treenige Gud, som Faderen og Sønnen er det. Det er da også grunden til, at Helligånden konsekvent omtales som den, der er med de troende nu, som Jesus var det på jorden, og som derfor handler i den treenige Guds navn.

 

Det er fx ved ham, at Gud til stadighed skaber og fornyr, genføder mennesker og gør dem til Guds børn, taler til dem, udsender dem, svarer på bøn, underviser og vidner for dem om Jesus og frelsen, leder dem ad vejen, de skal gå, overbeviser dem om synd, dom og retfærdighed, forvandler og helliggør de troende, levendegør skriften i deres hjerter og viser dem Gud og hans almagt, uddeler forskellige nådegaver, udruster de troende til at tjene Gud, og fortæller dem om de kommende ting, osv. osv.

 

Når vi læser sådanne tekster, ser vi, at alt det, der er nævnt ovenfor, sker ved Helligånden. Faderen og Sønnen nævnes ikke i disse tekster, men det er selvfølgelig indforstået, for vi har jo allerede set mange skriftbeviser på, at Faderen og Sønnen fuldt ud er til stede hos de troende ved Helligånden. Det betyder konkret, at når der fx står, at Helligånden er med de troende for at gøre det, der er beskrevet, så er dét det samme som at sige, at det er Gud Fader og/eller Sønnen, der er med os og gør det, han siger. Dertil kommer de mange tekster i bibelen, hvor det er umuligt for os at adskille dét fra hverandre, som de enkelte personer i den treenige Gud siger og gør. Det sker fx, når der det ene sted står, at Gud taler, mens der et andet sted står, at det er Jesus eller Helligånden, der har sagt det. Et eksempel på det sidste finder vi i Hebr. 3:7-8, som begynder således:

      “Derfor, som Heligånden siger (i GT): I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter…”.

 

Det er altså Helligånden, der har sagt dette. Men, slår vi op til det skriftsted i GT, der henvises til, så ser vi dér, at det er Gud, der siger dette. Det kan kun betyde et af to:

1.      Det er Gud (Fader), der taler ved Helligånden

2.      Det er Helligånden, der taler på den treenige Guds vegne.

 

Et andet eksempel. I Mark. 12:36 henviser Jesus til Salme 110, og siger: 'David har jo ved Helligånden sagt: Herren sagde til min Herre…', osv. Men, ud fra GT kan vi se, at det var Herren Gud, der var med David og åbenbarede ham det, han skulle viderebringe til os. Citatet fra NT betyder altså også her, at Gud talte dette til David ved Helligånden, eller, at Helligånden talte til ham på den treenige Guds vegne. Vi har allerede set, at Herren på samme tid både kan henvise til Gud Fader og til Sønnen, men navnet henviser faktisk også til Helligånden, som fx i 2. Kor. 3:17.

 

I andre bibelske tekster tales der mere direkte om, at det er den treenige Gud, som handler og taler. Lad os se på et eksempel på dette fra 2. Sam. 23:2, hvor David begynder sit vidnesbyrd om Gud med ordene:

          "Ved mig talte Herrens Ånd, hans ord var på min tunge. Jakobs Gud talte til mig, Israels klippe sagde...".

 

Hvilket vidunderligt vidnesbyrd og bekendelse. Lagde I mærke til, at David her gav udtryk for Guds treenighed, som tilsammen har givet sig til kende overfor ham og talt til ham. Lad os lige se på verset en gang til:

·          'Ved mig talte Herrens Ånd, hans ord var på min tunge'. Her tales der, som vi kan se, tydeligvis om Helligånden.

·          'Jakobs Gud talte til mig'. Disse ord henviser selvfølgelig til Gud Fader.

·          'Israels klippe sagde..'. Jesus bliver ofte omtalt som klippen, og det er da også ham, der Israels klippe.

 

Lad os se på nogle få eksempler fra NT, der på samme måde vidner om Guds treenighed.

1.        "Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren (Jesus) er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme…", 1. Kor. 12:4-6.

2.      Vi tror på "én Ånd… en Herreen Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle", Ef. 4:4-6.

3.      "Hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud (Fader), rense os...", Hebr. 9:14.

4.      Vi er "udvalgte ifølge Gud Faders forudviden, i Åndens helligelse, til lydighed og bestænkelse med Jesu Kristi blod… ", 1. Pet. 1:2.

5.      "Lovet være Gud (Fader) og vor Herre Jesu Kristi fader, som har genfødt os (ved Ånden) til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde", 1. Pet. 1:3.

 

Et af de nok tydeligste beviser på Guds treenighed er, desværre pga. vore dages bibelkritik helt fjernet fra de fleste bibeloversættelser, som det også er sket med mange andre bibeltekster. Her tænker jeg på 1. John. 5:7-8, hvor der kun er taget den del med, hvor der tales om tre vidner på jorden. Men de tre vidner, der taler til os fra Himlen, er udeladt. På grundsproget står der nemlig som følger:           

6.      ”Der er tre, som vidner i himmelen: Faderen, Ordet (Jesus) og den Hellige Ånd. Og disse tre er ét. Og der er tre, som vidner på jorden: Ånden, vandet (ordet) og blodet. Og disse tre er ét”.

 

I denne tekst vidner bibelen på grundsproget altså direkte om, at Gud er treenig. For tydeligt, mener Guds modstandere, som derfor har fjernet den. Og indrømmet, vi kan ikke forstå det, der siges til os om, at Gud er treenig, men vi tror, at når bibelen siger det, og Gud har åbenbaret det i vore hjerter ved hans Ånd, så er det sandt. Derfor tror vi og bekender, at hver gang Gud fx taler til, eller handler med os, så sker det ved sin Søn [det er jo ham, som er Ordet], og ved Helligånden.

 

Som vi har set, så er troen på Guds treenighed altså ikke 'kun' noget, som de kristne har taget til sig dengang i kirkens begyndelse, og er ført videre til den dag i dag, som mange af dens kritikere påstår, men at den derimod er fast forankret i den bibelske lære om Gud, Fader, Søn og Helligånd.

 

Men, hvad så med det vers, jeg henviste til i indledningen, hvor Gud gav denne forordning til Israels folk: 'Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én'. Beviser dette vers ikke, at Gud er én, og ikke tre? Sådan kan det da godt se ud til på dansk, men bibelen blev altså til på hebraisk, og her forholder det sig Elohim, helt anderledes. Ligesom det i øvrigt også er tilfældet med navnet Elohim. Elohim betyder nemlig på samme tid én Gud, men som alligevel er flere i sin person. Der var et andet ord, som bibelens forfattere kunne havde brugt, hvis de ville udtrykke, at Gud er én, og ikke tre, og det er navnet Eloah. Dette navn ville være det navn, Gud ville havde åbenbaret sig under, hvis han ikke var treenig, men det gør han ikke på noget tidspunkt - og det er dermed et stort bibelsk bevis på, at Gud er én treenig Gud.

 

Det samme er tilfældet med teksten i 5. Mos. 6. Når den taler om, at Herren er én, så betyder det sidste ord én (på hebraisk échad) nemlig ligesom Elohim ikke én i absolut forstand, men betyder derimod én, der er flere i sin person - på samme måde, som når man fx på hebraisk taler om en klase vindruer. Der er kun én klase, men det er indforstået, at for at være en klase, må den selvfølgelig bestå af mange druer. Således er det altså også med ordene om, at ‘Herren er én ’. Han er én, ja! men denne enhed kan kun forstås som én Gud treenig Gud.

 

Selvom der ikke direkte tales om treenigheden i dette vers, så er der ingen modsigelse mellem dette vers, og til de mange andre vers, hvori Gud mere tydelig åbenbarer sin treenighed. At Guds treenighed først senere fuldt ud åbenbares, skyldes bl.a., at Guds åbenbaring af sig selv er en  fremadskridende åbenbaring, og derfor bliver den også mere og mere tydelig gennem bibelen. Som fx, når Jesus i sin missionsbetaling siger, at

      "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer", Matt. 28:20.

 

Læg mærke til, at der ikke står, at Jesu disciple skal døbe folkeslagene i Faderens, Sønnens og Helligåndens navne, men i deres navn. Der er nemlig kun én Gud, og derfor er der også kun ét navn. Det betyder, ligesom med alle de andre tekster, vi har set på, at vi tror og bekender, at Gud er én, men at han i denne enhed er tre personer - og derfor er det, at det er i den treenige Guds navn, at folkeslagene skal gøres til hans disciple. 

 

Der er derfor ikke tale om, at de kristne tror og bekender sig til tre guder, som Jehovas Vidner hævder, og efterhånden mange med dem. Vi kan ikke forstå det med forstanden, og derfor er det, at det får galt. Det kan nemlig kun erkendes ved Guds Ånds åbenbaring, skriver Paulus, og fortsætter:

      "Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker (eller 'med åndelige ord'). Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab..", 1. Kor. 2:12-14.

 

Uden Guds Ånd forstår vi altså ikke det, der står i bibelen, og det må derfor først åbenbares for os. Det hænger så nøje sammen med dét at komme til tro og blive frelst, at hvis nogle kalder sig kristne, men ikke tror på denne Guds åbenbaring af sig selv, så er det et vidnesbyrd om, at de så heller ikke er frelst. Det kommer Jesus ind på flere gange, som fx i John. 8:24, hvor han siger:

      "Hvis I ikke tror, at jeg er* den, JEG ER (nemlig Gud), skal I dø i jeres synder".         

 

På græsk står der ordret oversat: Hvis I ikke tror, at jeg er JEG ER (altså Gud - ifølge 2. Mos. 3:14 er det Guds hellige navn), skal I dø i jeres synder". Den sande tro på Jesus betyder altså, at vi ved Guds Ånd tror, at han er Guds Søn og Gud selv, for uden denne tro kan vi ikke frelses, siger han i teksten. Det handler nemlig ikke om at forstå det, men det må åbenbares, for ellers kan mennesker ikke tro på bibelens vidnesbyrd om ham, uanset hvor meget de end forsøger, eller mener sig frelste.

 

Et eksempel på, at Guds treenighed må åbenbares, og bliver det, har jeg hentet fra bogen: 'Jeg var Arafats snitskytte', som er en biografi af Tass Saada. Her fortæller forfatteren, hvordan han som muslim reagerede voldsomt mod de kristnes tale om, at Jesus er Gud, og på al tale om treenigheden. Hvordan kan man tro på sådan noget, tænkte han. Men så en dag skete der det, at Jesus åbenbarede sig for ham, og sagde, at han er Vejen, Sandheden og Livet, og så efterfølgende et kors, og straks blev han overbevist om, at Jesus Kristus er Gud. Han skriver:  

      "I dette helt ubeskrivelige øjeblik fik jeg.. vished for, at den treenige Gud eksisterede - Fader, Søn og Helligånd Jeg forstod også, at denne Gud elskede mig. Åh Jesus, kom ind i mit liv, bad jeg højlydt. Tilgiv mig, og bliv min Herre og Frelser. Da føltes det, som om en tung byrde pludselig blev løftet af mine skuldre, og mit hjerte svulmede af fred og glæde. Guds nærvær var så virkeligt for mig, at det næsten var, som om jeg kunne røre ved det".

 

Gud åbenbarede frelsen for ham, og 'i frelsespakken' åbenbarede han også sin treenighed for ham. Noget, som et sjæleligt menneske ikke kan tage imod, som vi læste. Vi har nemlig 'ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os', også når han taler til os om sig selv som én treenig Gud.

 

Jeg vil slutte denne gennemgang med at ønske, at

"Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund (må) være med jer alle",

2. Kor. 13:13.