Udvikling eller skabelse – del 2
Har bibelen ret - eller, er årsagen til livet, og livets
mangfoldighed, en tilfældighed?
Af
Ifølge bibelen
har Gud skabt alt liv på jorden, og med det alle de livsbetingelser, som er
nødvendige for opretholdelse af dette liv. Dette tror vi, fordi han har givet
os af sin Ånd, som vidner om dette. Hebræerbrevets forfatter skriver:
’I
tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til
af det, vi ikke kan se’, Hebr. 11:3.
Gennem
bibelen bevidnes det igen og igen, at det er Gud alene, som i sin visdom, storhed
og almagt har skabt verden og alt liv på den. Lad os se, hvad der står i
bibelens første kapitel. Her læser vi, at ’Gud sagde’, så skete det. Han bød,
så var det til. Det var jo netop det, vi læste i Hebr. 11. For hver dags
skabelse så Gud på det, han havde skabt, og han så, at det var godt. Til
mindste detalje var det perfekt. Lad os se på et par eksempler på det
fantastiske liv, som Gud har skabt i sin visdom og storhed.
En celles fantastiske opbygning
Vi skal
et øjeblik se den enkelte celle. En bakterie har fx kun en celle, en regnorm
har ca. 100 celler, mens et menneske har 1014 [1000 trillioner]
celler. I 1800-tallet troede man, at cellerne var enkelt opbygget og derfor nem
at udforske: Men i dag ved man, at hver enkelt celle er uhyre kompliceret, og
gemmer på nogle af de største hemmeligheder, som den biologiske videnskab har
udforsket.
Man
fandt nemlig ud af, at en celle er adskilt fra dens omgivelse med en membran,
en tynd hinde, hvor kemiske processer i og udenfor cellen gør det muligt at
føre næringsstoffer, væske og alt det, der skal bruges til cellens
vedligeholdelse og opbygning, ind i cellen – og samtidig hermed beskytte cellen
mod skadelige stoffer og befri den for div. affaldsstoffer. Til trods for
størrelsen [ca. 1/10 af et hårstrå] er det cellerne,
der laver alt det arbejde, der skal til, for at organismen skal fungere.
Cellen
er fyldt med en væske, som bl.a. indeholder ’mitokondrier’, der medvirker til
energistofskiftet, og beskrives som ’cellens kraftstation’ og ’organismens historieskriver’.
Fx har man fundet ud af, at der her bliver lagret et slægtsspor i
arvemateriale, som kan fortælle, hvor mange slægtled der er gået, siden det
første slægtled [Adam og Eva]. Respekterede og kompetente forskere har ud fra
de nyeste målinger af mitokondrierne beregnet, at ’menneskeslægtens alder må
være omkring 300 generationer1’. Hvis man anslår en generation til
ca. 20 år, kan menneskehedens alder dermed anslås til at være ca. 6000 år, et
tal, som bibelen synes at bekræfte.
I den
enkelte cellekerne er der 46 kromosomer, hvis det er en menneskecelle, der er
tale om. Hvis vi går over til dyreriget og planteriget, så har den enkelte
celle et helt andet antal kromosomer. Fx er der 48 kromosomer i en abe, som
nogle ynder at sammenligne os med, i en gris er der 40, og i hvede er der 42
kromosomer i den enkelte celle. Sommerfugle har endnu flere, nemlig op til 224
kromosomer i en celle. Og hvis vi går over til planteriget, så har de fleste
blomsterarter mellem 14 og 48 kromosomer i en celle, men en bregne har så mange
som 13202. Hver enkelt art har altså deres
bestemte antal kromosomer, så, for overskuelighedens skyld er det kun et
menneskes celler, som bliver behandlet i det følgende.
I hver
eneste af menneskets 200 milliarder celler er der ca. 3 milliarder DNA
molekyler, som bliver omtalt som ’livets alfabet’. Til venstre ses et lille
stykke af et kromosom med sådanne DNA molekyler. Disse bliver ofte beskrevet
som en snoet trappe, som dog er længere end en almindelig trappe, for hver
enkelt består nemlig af ca. tre milliarder trin. Disse DNA molekylers
sammensætning er ret kompliceret at skulle forklare, og det er heller ikke
nødvendigt i denne sammenhæng. Dog skal det siges, at, på de førnævnte 3
milliarder trin findes alle de gener, som er nødvendige for at skabe et
menneske, med dets biologiske særpræg og egenart, og med indbygget energi til
at sætte [og holde] de forskellige livsprocesser i gang3.
Desuden
indeholder alle de nævnte 3 milliarder trin en slags kode, som kan kombineres på
samme måde, som hvis man gerne vil have kontakt med en over telefon. Med kun
otte cifre er det muligt at kombinere millioner af telefonnumre, så hver eneste
bruger har sit eget nummer. Tænk så på, hvor mange forskellige kombinationer,
der er til rådighed, hvis der er 100 cifre i stedet for de otte? Det ville være
så mange kombinationer, at det ville nærmest være umuligt at regne ud! Men hvad
så, hvis vi har 3 milliarder cifre til rådighed. Tallet vil være så enormt, at
vi skal op i utallige trillioner kombinationer [en trillion er som bekendt 1000
billioner, som igen er 1000 milliarder]. Disse koder ville fylde så meget, at
hvis der var en, som satte sig for at printe alle disse genkombinationer ud på
papir, tæt beskrevne uden mellemrum, så ville de fylde 500.000 sider, som
svarer til 20 reolmeter. Og alt dette er altså kun fra en enkelt celle – og så
er der bare lige 200 milliarder celler mere4.
Hvert
enkelt DNA molekyle med dets gener er blevet sammenlignet med en arkitekt, som
ikke nøjes med at lave en tegning af huset, men bygger også selv huset. Dvs.
for at liv kan opstå, så må det uhyre komplicerede DNA først være til stede.
For dette molekyle er jo arkitektens tegning til huset, eller mere præcis: det
er Skaberens beskrivelse af den levende organisme. Alt dette er så fantastisk,
at man forstår, at forskere er forundret over, hvad de ser. Det fik en forsker
til, i tidsskriftet Science, at konkludere:
’Vi
må forandre vort spørgsmål om livets oprindelse til at spørge om opkomsten af
DNA molekylet. Men en sådan intelligent ’brugsanvisning’ eller
arbejdsbeskrivelse, kan ikke så godt have udformet og skrevet sig selv5’.
Vi skal
endnu et øjeblik beskæftige os med denne intelligente ’brugsanvisning’. Alle
ved, at efter undfangelsen deler cellen sig først til 2, så til 4, 8, 16
celler, osv. I begyndelsen ligner det kun en klump celler, men meget tidligt
begynder cellerne at specialisere sig, og efter blot en til to uger kan det
ses, at det bliver til et menneske På fotoet nedenfor ses fire små menneskefostre,
som er fra 5-12 uger gamle; og de burde ikke være endt som aborter, som er et
andet ord for fosterdrab.
Et menneskeliv er nemlig fantastisk. Tænk, at hver eneste
celle indeholder alle de informationer, som er nødvendige for, at den kan
udvikle sig videre til et menneske. Det hele sker i et fantastisk samarbejde
med de øvrige celler i kroppen, hvor de med et slags kodesprog ’aftaler’, hvad
den og den celle skal udvikle sig til. Nogle celler bevæger sig op til det, der
skal blive hoved, andre ned til benene, og atter andre til hjertet. Pludselig
er der celler, som har ’fået besked på’ at danne næse, mund, øjne, hår osv. Og
dette sker! Andre får besked på at blive til to ben, med to fødder og 10 tæer,
og andre til et kredsløb, som skal forbindes med hjerte og lunger for at
fungere. Og dette sker. For samtidig er der andre celler, som har fået ’besked’
på at blive til et hjerte, og snart efter begynder disse celler pludselig til
rytmisk at pumpe det blod rundt, som andre celler har fået besked på at danne.
Og sådan
kunne vi blive ved, hvis vi også skulle tale om alle de mange forskellige
organer, som vi har i os. Tænk bare på øjet med dets fantastiske opbygning, som
i ’et samarbejde’ med synsnerven kan sende levende billeder ind i synscentret i
hjernen. Eller tænk på den kompleksitet, som dirigerer det enkelte menneskets
stofskifte, vejrtrækning og temperaturcenter, syre-base balance, og de mange
forskelligartede, men livsnødvendige enzymer, hormoner, molekyler og kemiske
processer, osv.
Hvorfra
ved den enkelte celle, hvad den skal blive til? Det ville jo ikke se godt ud,
hvis nogle celler begyndte at danne en storetå der, hvor næsen skulle være,
fordi de troede, at de var 
nede
ved fødderne. Eller hvis det begyndte at lave ben der, hvor armene sidder. Vi
kunne sige, at det sker, fordi det er nedlagt i genernes koder. Men hvem har
givet generne disse koder? Men der er endnu mere at forundres over: Generne ved
også, hvornår koderne for hoved, ben og hjerte skal aktiveres, og senere
specialiseres til at blive til næse, øjne, muskler, knogler og hjerte, osv. Der
er kun et svar på, hvem der er i stand til at danne alt dette, og dirigere det
derhen, hvor det skal være, og det er Gud. I forundring over dette priser David
Gud, sin Skaber og siger:
Du
har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er
underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde.
Mine ben [på grundsproget: substans, dvs. alt i mig] var ikke skjult for dig,
da jeg blev skabt i løndom.. som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle
skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet, Salme 139:13-16.
Se på fuglene:
Lad os som et andet eksempel se på fuglene. Jesus henviste
flere gange til fuglene. De bekymrer sig ikke, de sår ikke og samler ikke i
lade. Og derfor skal vi heller ikke bekymre os, for ’I er langt mere værd end
fuglene’, siger han i Luk. 12:24. Når vi iagttager fuglene, så ser vi også,
hvor fantastisk de er skabt. Vi skal ikke gennemgå fuglenes anatomi, som ellers
godt kan være spændende nok. Her kan vi fx bare tænke på fuglenes aerodynamik
og den specielle letvægts-knoglestruktur. Vi kan fx nøjes med at tænke over,
hvor underfuldt det er, at fuglene i det hele taget kan finde vej under deres
lange rejse sydpå om efteråret, for igen at flyve retur næste forår. Man mener,
at der årligt er 3-4 milliarder fugle, fordelt på ca. 60 arter, som foretager
denne rejse, alene fra Skandinavien.
I mange
år har forskere prøvet at klarlægge, hvilke evner fuglene anvender for at finde
frem og tilbage på disse lange rejser på mange tusind km. Man ved, at hos mange
arter skal ungerne lære ’trækruten’ af deres forældre, inden de ’kan selv’.
Alene dette er utroligt. Det er fantastisk, at denne lille fuglehjerne kan
huske hele trækruten t/r ved blot at se den én gang. Men der er andre
forunderlige gåder. Vi skal se på tre af dem:
1.
Der er mange
fuglearter, hvor ungerne tager af sted sydpå lang tid før forældrene, og for
nogle en tid efter. Men, hvordan kan de det, når der ikke er nogen til at vise
dem vej? Det kan selvfølgelig forklares
med, at den enkelte art har en naturlig, medfødt instinkt til at kende kursen,
men det er alligevel en gåde, for kursen er jo forskellig alt efter, om de
kommer fra Sverige eller Danmark. Men det er dog til at forstå, hvis det ikke
lige var pga. følgende gådefulde facts, som synes at sprænge rammerne for at
være ’kun instinkter’.
2.
Man ved nemlig, at
mange fuglearter benytter jordens magnetisme og stjernernes positioner til at
finde vej. Hvordan de gør det, er stadig en stor gåde. Nogle bruger endda begge
metoder samtidigt.
Hvis en fugleart benytter sig af fx jordmagnetismen, så
bliver den nemlig nødt til at justere flyveretningen hvert eneste år, fordi den
magnetiske nord/sydpol år for år flytter sig lidt i forhold til de geografiske
poler. Det er så meget som 1/10 grad om året. [det er fx denne magnetisme, som får et
kompas til at virke]. Den magnetiske nordpol ligger altså ikke der, hvor man
skulle tro, den ligger - nemlig på den geografiske nordpol, men ligger lige nu
lidt nord for Canada. Her er det som om, at beskrivelsen ’medfødt instinkt’
ikke er nok til at forklare, hvordan de finder vej. For hvis fuglen flyver
sydpå [eller nordpå] efter den indre magnetnål, som den gjorde sidste år, så
vil den ikke komme frem til bestemmelsesstedet – og den ville måske dø pga.
træthed undervejs? Men det sker ikke! Hvem er i stand til, år efter år, at give
de enkelte fuglearter en opdateret information om kursændringen? For mig er det
et vidnesbyrd om, at Gud i sin visdom må have nedlagt en slags evighedskalender
ned i fuglene, som opdaterer sig selv for hvert år, der går.
3.
Lige så underfuldt og gådefuldt er det, når der tales om, at
fuglene aflæser stjernerne for at kunne finde vej. For stjernerne viser sig som
bekendt forskellig fra time til time, nat til nat, år for år. De kan derfor
ikke ’bare’ tage af sted, fordi de kan huske stjernernes position fra sidste
år. Der må simpelthen være en være en kvalificeret matematiker, som fortæller
dem, hvornår de skal tage af sted og hvilken kurs de skal tage. Og, når de så
endelig er på vej, så dukker der et nyt problem op. I alle fald, hvis det var
os, som skulle finde vej ved hjælp af stjernerne! For stjernernes position over
Danmark er nemlig ikke den samme som længere sydpå.
Dvs., at hvis de ikke løbende får indkodet en ny opdateret
kursændring undervejs, så ville de heller ved stjernernes hjælp have en chance
for at nå frem. For ornitologer er det en gåde, hvordan fuglene kan finde vej.
Og det er virkelig en gåde - hvis man altså ikke tager Gud med ind i
forståelsen. For også her synes den eneste forklaring at være, at Gud har lagt
en slags evighedskalender ind i fuglene, som vel og mærke inkl. en automatisk
opdatering. Alt dette er et vidnesbyrd om, hvilken vidunderlig, almægtig og
stor Gud, som de - og vi har.
Gud skabte
efter deres arter – eller er alt udviklet sig tilfældigt?
I
teksten fra 1. Mos. 1 læser vi, at Gud skabte alt det levende ’efter deres
arter’, fx i vers 24, hvor der står: ’Derpå sagde Gud: Jorden frembringe
levende væsener efter deres arter.. Og således skete det’. Det betyder, at hver
enkelt art er skabt med sit særpræg og sine egenskaber. Ordene ’efter deres arter’
betyder konkret, at Gud har nedlagt en barriere, som ikke kan overskrides.
Derfor ser vi da heller ikke et egetræ, som er begyndt at udvikle sig til fx et
bøgetræ eller æbletræ. Det kan ikke lade sig gøre. For en art kan nemlig ikke
[og har aldrig kunnet] overskride den artsgrænse, som Gud har nedlagt i den
enkelte art, og derfor er udviklingslæren da også - for en stor del, opbygget
på snyd og bedrag.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er
tale om en ny art, når der sker variationer indenfor den enkelte art. For Gud
har nemlig nedlagt en evne i den enkelte art til at tilpasse sig forskellige
klima- og vækstforhold, krydsninger indenfor arten, osv. Fx ved alle, at det
vistnok er ulven, som er stamfader til de hunde, som vi har taget til os som
kæledyr. Ifølge nyere forskning er hunden dog en selvstændig art. Men uanset,
hvem dens stamfar er, så kan vi se en temmelig stor variation på de enkelte
hundes udseende og størrelse, selvfølgelig godt på vej af en målrettet
genmanipulation, som med et fint ord kaldes for ’kunstig selektion’. Men hvis
man overlader hunden til sig selv [som der er mange tilfælde af i fx Italien],
så bliver den med tiden til en vildhund, som efterhånden bliver meget lig
ulven, både i adfærd og i udseende. Den forbliver med andre ord ved med at
tilhøre en samme art. Den har stadig, ligesom ulven 78 kromosomer, mens katten
fx kun har 38. Der er altså lagt en artsbarriere ned i generne, og derfor ser
vi da heller aldrig, at en hund eksempelvis begynder at udvikle sig til en kat.
Men, det er i princippet det, udviklingslæren vil have os til at tro.
Darwin
har da også indrømmet, at udviklingslæren står og falder med teorien eller
troen på udvikling fra den ene art til en helt anden art. I sin bog ’Arternes
oprindelse’ står der [i den engelske udgave fra 1859]:
’Hvis
det kan bevises, at der eksisterer et kompliceret organ, som ikke på nogen måde
har udviklet sig ved utallige påfølgende små modifikationer [mutationer], ville
min teori falde sammen6’.
Nu, ca.
150 år efter er udviklingslæren stadig ikke bevist, og efter deres egne udsagn
venter vi på, at de selv officielt indrømmer, at udviklingsteorien er faldet
sammen, og er afgået ved døden - for der har jo ikke været nogen udvikling! Men
i stedet for at indrømme det, klamrer de gudløse sig stadig til håbet om, at de
en dag kan bevise deres teorier. De gudløse kan ikke se dét, som vi kan se og
forstå, fordi de har lukket øjnene for sandheden og valgt at tro på løgnen om,
at alt i stedet har udviklet sig tilfældigt over milliarder af år. Det betyder,
at de i stedet for at tro, at mennesket er skabt i Guds billede, vil de hellere
tro, at menneskeheden nedstammer fra aberne, som igen nedstammer fra en eller
anden bakterieforfader, og som igen, i tidernes morgen har udviklet sig
tilfældigt fra noget dødt materie. Som eksempel skriver darwinisten Julian
Huxley dette i sin bog ’Evolotionary Etichs’:
’Evolution er kreativ sådan, at den
forvandler og levendegør den døde materie7’.
Det er
ikke, fordi tilhængerne af udviklingslæren IKKE KAN TRO, for Gud har givet det
til alle at kunne tro. Årsagen er derfor den, at de ikke vil tro. Denne dårskab
giver sig udtryk i udtalelser som den, som en Sir Arthur Keith skriver i
indledningen til Charles Darwins bog: ’Origin of Species’ [Arternes
oprindelse]. Her står, at
’Evolutionsteorien
er ikke bevist og kan ikke bevises. Vi tror på den, fordi det eneste alternativ
er [at tro på] en speciel skabelse, hvilket er utænkeligt8’.
Der er
altså ingen beviser! De vil med andre ord hellere tro på udviklingslæren, som
er langt mere usandsynlig, end at tro på bibelens Gud og på det, der står i
bibelen om skabelsen. Men alligevel er der mange, som tror, at udviklingslæren
må være sand, fordi de konstant får fortalt, at den er bevist – hvad den altså ikke
er! At tro på udviklingslæren er derfor det samme som at beskrive menneskets
dårskab. Paulus omtaler denne dårskab på denne måde:
’Hans
usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses
fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden
undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som
Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket.
Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den
uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt
menneske, fugle, forføddede dyr og krybdyr’, Rom. 1:20-23.
Denne
tekst giver en beskrivelse af, hvad der sker, når mennesker vender sig bort fra
Gud. Deres tanker bliver tomme, så de tror, at det er dyrene, som er deres gud,
og som derfor også er ophavet til livet. På et tidspunkt sagde Darwin, at: ’der
burde være utallige overgangsformer, men - hvorfor er der så ingen’9?
Årsagen er, at der ikke har været nogen udvikling. Det er ikke simpelthen ikke
foregået på denne måde, og derfor vil de aldrig finde et eneste sandfærdigt
bevis. Den konklusion vil ethvert fornuftigt menneske da også komme til – hvis
de vil tage udviklingsbrillerne af og lytte til deres sunde fornuft, og til
Guds vidnesbyrd om sig selv i bibelen og gennem alt det, han har skabt. Det er
først, når man lukker øjnene for sandheden, at mennesker begynder at tro
løgnen. Derfor, når den sande gudstro bliver kasseret, så er mennesker åbenbart
villige til at tro på hvad som helst, der kan bekræfte dem i deres nye tro.
Et opdigtet stamtræ og
udviklingsrækkefølge
Alle har
nok set de udviklingsstamtavler, hvor man ved roden ser de første primitive dyr
eller noget uorganisk stof. Efterhånden, som man kommer højere op på
stamtavlen, ser man ’udviklingen’ fra det primitive til de mere højerestående
dyr og planter. Til højre ses en af disse typiske opstillinger.
Men
denne rækkefølge findes kun i fantasien. Den eksisterer ikke i virkeligheden. Der
eksisterer, som tidligere nævnt, ikke en eneste overgangsform fra et dyr til et
andet. En professor Frank L. Marsh siger det således: ’Hele det fylogenetiske
træ er ren spekulation.. de eneste dele af dette træ, der eksisterer, er de
mindre grene. Stammen og de store grene er intet andet end spekulation10’.
En anden
professor, J. A. Thomson, skriver om det samme:
’Det
er ikke muligt at tegne et stamtræ, som viser nedarving fra nogen art, levende
eller uddød, af forfædre, som hørte til nogen anden art. De tidligst kendte
fossiler af de forskellige klasser og ordner er ikke halvfærdige eller halvt
udviklede former, men de optræder fuldt udviklet med alle karaktertræk for
deres klasser og ordner. De forandringer, som grupperne har undergået siden de
[først] optrådte, er ubetydelige11’.
Stamtræet
er udviklet ud fra en [ateistisk] teori om, at alle fossilfund findes i den
samme rækkefølge i de forskellige geologiske lag, som det kan ses på
opstillingen til højre, og kan på en måde sammenlignes med en stak pandekager.
Geologer, som er fortalere for udviklingslæren, har inddelt de geologiske lag i
16 lag, og hvert lag repræsenterer de 
forskellige tidsperioder i udviklingsrækken [ligesom den
første pandekage ligger nederst i stakken]. Ifølge teorien er det nederste lag,
som kaldes kambrium, 2,5 milliarder år gammel, og derfor bliver det også anset
for at være 
det ældste fossilbærende lag, og indeholder dermed også,
ifølge udviklingslæren, det ældste liv på jorden. De øverste lag indeholder
derimod de yngre og mere højerestående arter. Imellem det første og sidste lag
findes de øvrige 14 lag/tidsperioder. Et nyt lag bliver dannet ved, at det
forrige lag bliver dækket af sedimenter, som under særlige omstændigheder kan
’drukne’ nogle af de dyr, planter og forskellige aftryk fra denne, tidligere
periode – og det er så dem, man til tider kan finde som fossiler12.
Et fossil er fx organiske planter eller dyr, som pludselig er blevet er kommet
under et massivt pres. Det betyder, at det organiske materiale ikke forrådner,
men bliver til fossiler, dvs. forstener. Det lange tidsrum på 2½ milliarder år
er da også kun en teori, som er skabt, for at der kan være masse af tid til, at
de forskellige dyr og planter kunne nå at udvikle sig, som teorien foreskriver.
Men, som vi skal se i det følgende, så stemmer de opstillede teorier ikke med
virkeligheden. Årsagen er den, som jeg allerede har nævnt flere gange, at det
ikke er sket på den måde de hævder. Selve den store mængde fossiler peger
dermed på, at det hele tidsmæssigt er foregået meget hurtigere, end de vil have
os til at tro. Det er nemlig uvederhæftigt, at udviklingslæren manipulerer med
de fundne facts for at få dem til at stemme med teorien. Vi skal se nogle få
eksempler herpå:
1.
Alle fund viser altid
fuldt udviklede dyr eller planter. Der er overhovedet ingen spor, som antyder,
at der har fundet en udvikling sted.
2.
Der er manipuleret
kraftigt i udregningen af de geologiske lag. Der findes eksempelvis en mængde
geologiske lag over hele verden, som ikke ligger i den rækkefølge, som
udviklingslæren har opstillet. Fx ligger disse lag mange steder i en anden
rækkefølge, og endda til tider i omvendt orden. Og, som vi skal se senere, sker
det endda, at ’gamle lag’, ligger øverst.
3.
De fossiler eller
andre spor af liv, som bliver fundet i et geologisk lag, som ikke stemmer med
udviklingslærens teori, bliver i reglen enten ignoreret eller bortforklaret.
Sådanne fund bliver ofte omtalt som fund ’ i forurenet lag’ eller som ’Out of
Place fossils’ [fossiler på forkert sted]13. Listen over sådanne
malplacerede ting begynder at blive bemærkelsesværdig lang. Det er fx fundet
masse af menneskefremstillede genstande inde i faste og uberørte geologiske
lag, som ifølge udviklingslæren er mange millioner år ældre end menneskets
opståen. Millioner af sådanne fund er stort set alle blevet klassificeret som
’ikke troværdige fund’, alene fordi de er fundet i de forkerte lag, og som
derfor ikke stemmer med udviklingsteorien14. Årsagen til, at denne
manøvre eller manipulation bliver brugt, er, at hvis disse fund blev almindelig
kendt, vil udviklingslærens korthus øjeblikkeligt falde sammen.
Vi skal
se på nogle eksempler herpå, som afslører, at udviklingslæren overhovedet ikke
hænger sammen, men er opbygget på manipulationer, fortielser, ignorering og
løgne.
Løgnen om, at trilobitterne levede
millioner af år før mennesket.
Gennem tiden har man fundet flere 100.000’ere af
trilobitter, som er en slags bille, som for længst er uddød. Efter de føromtalte
lag har udviklingslærens beregnet dem til, at de levede fra 600 til 300
millioner år siden. Ifølge udviklingslæren skete det altså millioner år før, at
mennesket opstod som art. Men det stemmer bare ikke med realiteterne. Der er fx
fundet aftryk af trilobitter [se foto til venstre],
som var blevet knust mellem en sandal og et fodaftryk. Til højre er et nærfoto
af den ene trilobitt15. Men hvordan kan dette være sket, hvis
udviklingslæren har ret i, at trilobitterne uddøde mindst 250 millioner år før
menneskets opståen? Svaret er indlysende: Det er der heller ikke. Den lange
tidsperiode mellem ’udviklingen’ af de forskellige arter eksisterer nemlig kun
som uholdbare teorier hos darwinisterne.
Løgnen om, at dinosaurerne har levet millioner
af år før mennesket
Ifølge
udviklingslæren hævdes det videre, at dinosaurerne levede 40-50 millioner år
før mennesket dukkede op. Men, flere tusinde fund af dinosaur-fodspor
modbeviser dette. Fx er der i ’Dinosaurland’ i Texas fundet i alt 303 fodspor
af dinosaur sammen med 66 menneskefodspor16. Hvad stiller
udviklingslæren op med sådanne fakta? Som ovenfor nævnt: fortie fundet, hvis
dette er muligt. Et par eksempler herpå:
1.
I et Tv-program om
dinosaur, som blev vist i NRK og BBC, blev netop disse dinosaurfodspor vist
frem som et eksempel på udvikling. Og det var nok af den grund, at man bevidst
undlod at vise, eller fortælle, at disse fodspor er fundet sammen med
menneskespor, og som derfor er et bevis på, at udviklingslæren tager fejl17.
2.
En amerikansk
redaktør ved navn Walter Lang beskriver, hvordan han besøgte dette område
sammen med nogle venner. De spurgte den pige, der solgte billetter til
Dinosaurland, hvordan det kunne være, at ’litteraturen om parken ikke nævnte
noget om fossile fodspor af mennesker’. Hun svarede: ’Vi må helst ikke
officielt indrømme, at der [også] er menneskespor’18. Årsagen hertil
er åbenbar: Sådanne fund skal ties ihjel, fordi de ikke passer ind i
udviklingsskemaet19. Ifølge dette skema uddøde dinosaurerne jo mange
millioner år før menneskets opståen. En dr. A. E. Wilder Smith, som er en af
pionererne mod den gængse udviklingslære, siger da også: ’Et dinosaurus-spor
samme sted som et menneskeligt fodspor er nok til at vælte hele den
darwinistiske teori og revolutionere al biologi i dag20.
Mens vi
er ved at tale om dinosaurer, så har en arkæolog ved navn Waldemar Julsrud
fundet en mængde forhistoriske lerfigurer under et 
bjergområde i Mexico. Det skete sammen med direktøren for
Nationalmuseet, som var ansvarlig for de arkæologiske udgravninger i landet.
Tilsammen fandt de over 33.000 keramikfigurer ved bl.a. El Toro-bjerget.
Hundredvis af disse figurer viste tydelige modeller af forskellige
dinosaurtyper. Et af dem ses her til højre21. Mange af disse
keramikfigurer [men ingen dinosaurfigurer] sendte disse arkæologer til
videnskabelige dateringscentre i USA, bl.a. til ’Isotopes Incorporated’ i New
Jersey, som udførte tre test med radiokarbon, og til Pennsylvania Universitet,
som udførte nogle ’thermoluminecence dateringer’. Rapporterne fra
dateringseksperterne kom tilbage med årstallene fra 4530 til 1640 år f. Kr. Da
arkæologerne havde fået fastslået disse dateringer, sendte de derefter også
nogle af de mange dinosaurfigurer til dateringseksperterne og fortalte, at de
har fundet hundredvis af disse sammen med de andre figurer, som allerede var
dateret. Årsagen til, at de ikke sendte dem første gang, var muligvis frygten
for, at dette ville påvirke en sand datering, som følgende da også viser: For
de samme laboratorier, som tidligere havde dateret figurerne til nogle få
tusinde år, fastsatte nu alle figurer til kun at være 35 år gamle22.
Der var ingen grund til at ændre på tallet, for fundene er bevidnet grundigt!
Men hvorfor skete det så alligevel? Årsagen er, at den etablerede videnskab
retter sig ind efter udviklingslæren. Når udviklingslæren derfor lærer, at
dinosaurerne døde millioner af år før mennesket kom til, så kan mennesker i
sagens natur ifølge udviklingsteorien hverken have set dinosaurer eller lavet
figurer af dem [for de var jo uddøde for længst!]. Dvs.: I stedet for at
anerkende, at udviklingslæren har taget fejl, konkluderede de i stedet, at
fundene ikke er ægte! Den officielle ’videnskabelige’ forklaring var derfor, at
de indfødte i Mexico selv har lavet disse figurer, efter at de først havde set
nogle billeder af dinosaurerne i forrige århundrede, og har også selv
efterfølgende begravet dem - hvad de altså ikke har! Dette er en af utallige
måder, hvorpå man bevidst søger at skjule, at mennesker og dinosaurer har levet
på samme tid for nogle få årtusinder siden.
Gennem tiden er der også fundet en mængde andre vidnesbyrd
om det samme. Dinosaurer er fundet afbilledet på en mængde menneskegjorte ting,
som på helleristninger og keramikkrukker [som den til venstre], osv.23.
Derudover er der også fundet dinosaurer på forhistoriske begravelsessten, som
fx den, der ses til højre herfor. Ser man godt efter, kan man se, at stenen er
illustreret med en kriger, som rider på ryggen af en triceratop-dinosaur og
prøver at hugge den med et økselignende våben24. Dette kan
selvfølgelig også her kun betyde ét, nemlig, at der selvfølgelig levede
mennesker samtidigt med dinosaur, og som derfor har bemalet og udsmykket deres
krukker, osv. med det, de har set.
Kan et træ vokse millioner af år efter, at roden er forstenet til
et fossil?
Det sidste eksempel, som jeg vil tage med her, omtales som
’polystraight fossils’ [mangelags fossiler]. På fotoet ser man fx et fossilt
træ, som er fra Ruhrområde i Tyskland25. Ifølge de geologiske lag
står den nederste del af stammen i et lag [fra Karbontiden], som siges at være
360-286 millioner år gammelt; mens det midterste del af stammen står i et lag
[fra Permtiden], som siges at være 286-245 år gammelt. Og øverst ses den del af
stammen, som står i et lag [fra Triastiden], som er 245-208 år gammelt. Er der
ikke et eller andet galt med logikken i udregningen af de forskellige lags
alder? For - hvordan kan et træ vokse millioner af år efter, at den nederste
del er forstenet og for længst blevet et fossil? Alle ved, at det er umuligt
for et træ at vokse, når dens rod for længst er død og forstenet. Enhver ved,
at det ikke kan lade sig gøre for en trækrone til vedblivende at vokse, når
dens rod og stamme ikke længere er i live. Dette eksempel viser klart, at der
er noget galt med udviklingslærens beregning af de geologiske lags alder, som
efter deres teori er 150 millioner år. Realiteterne er derimod, at disse tre
geologiske lag i stedet repræsenterer en tid på blot 150 år26.
Med udviklingslæren er Gud kasseret som Skaberen – og djævelen
tager over
Jeg
kunne blive ved med at tage eksempler frem på umulig udvikling, som viser, at
udviklingslæren er utroværdig og er med til at føre en masse mennesker bag
lyset. Sikkert er det, at udviklingslæren har fået mange til at miste deres
tro, så de i stedet accepterer troen på en udvikling, hvor Gud er kasseret som
Skaberen. Pga. det vedvarende bombardement af udokumenterede og manipulerende
påstande, hører vi igen og igen udviklingslæren omtalt som ’Sandheden’ i næsten
al undervisning og i diverse naturudsendelser. Men udviklingslæren er og bliver
en løgn fra helvede. Dette har Charles Darwin da også indrømmet. Dette ses fx i
et brev til sin gode ven, Thomas Huxley. Brevet indledes med ordene:
’Til
min gode og venlige agent for propaganda af evangeliet – dvs. djævelens
evangelium27’.
Det er
klar tale! Tilhængerne lægger da heller ikke skjul på, at udviklingslæren er
ateistisk, og er et forsøg på fuldstændigt at fjerne gudsbilledet fra
menneskets bevidsthed. Fx har den ovenfornævnte genetiker Julian Huxley sagt,
at
’Darwinismen
har fjernet hele ideen om Gud som skaberen.. Darwin klargjorde, at ingen
overnaturlig planlægger behøves, eftersom naturligt udvalg kan forklare enhver
livsform. Der er ikke plads for nogen overnaturlig person eller virkende kraft
i evolutionen28’.
Det tror vi kristne ikke på – eller gør vi? Desværre er
der en del kristne, ja, selv præster, som har udtalt, at de tror på
udviklingslæren, dvs. en teistisk udviklingslære, som om der er forskel. Denne
teistiske darwinisme [= en kristen, som tror på udviklingslæren] er desværre
blevet ret udbredt. Ifølge disse kristne er der for så vidt ikke noget i vejen
med udviklingslæren som sådan, men i stedet for tilfældig udvikling mener de, at
Gud styrer den i den rigtige retning. De siger altså med andre ord, at det er
Gud, som har styret udviklingen fra den første bakterie, til krybdyr og padder
og videre til højtstående dyr som aben, og derfra igen til et menneske, som kan
tænke, analysere, ræsonnere.. og tro. Som argument FOR udviklingslæren siger de
eksempelvis, at ’man må bøje sig for, at vi ligner menneskeaberne temmelig
meget – ergo er der et slægtskab’. Men det er vås! Her kan vi bare tænke på en
kunsthandler, som får et billede ind [som fx det til venstre], og han ser
straks, at det er malet af Claude Monet. Men hvad ville der mon ske, hvis denne
kunsthandler i stedet begyndte at tale om, at det ene billede sikkert er
udviklet fra et andet, han har hængende, fordi de ligner hinanden. Enhver ville nok tænke, at denne kunsthandler
vist har en skrue løs, for en sådan lighed betyder selvfølgelig, at de begge er
skabt af den samme maler/skaber. Således er det også med ligheden mellem en abe
og et menneske – som er et stort vidnesbyrd på, at alt liv har den samme
Skaber.
Når der
er nogen, som tror, at man godt kan forene Gud med udviklingslæren, så bliver
de ikke mindre end bedraget. Mange forskellige videnskabsmænd er da også for
længst kommet til den konklusion, at
·
Udviklingslæren gør det
umuligt at tro på bibelen..
·
Udviklingslæren og
kristendom er uforenelige.. og er i krig med hverandre.
·
Der er ikke plads til
en overnaturlig Gud i udviklingslæren.
Dette
indrømmes da også igen og igen direkte af udviklingslærens tilhængere. Arthur Keith,
som er en kendt evolutionist skriver fx:
’Jeg er kommet til denne konklusion:
Kristi lov er uforenelig med evolutionens lov29’.
L.
Harrison Matthews, som har skrevet forordet til ’Everyman’s 1972 udgave af
’Arternes oprindelse’, kommer med denne ’trosbekendelse’:
’Evolution
som faktum er biologiens rygrad, og biologien står således i den mærkelige
stilling, at den er grundlagt på en ubevidst tro. Er den så en videnskab eller
en tro? Tro på evolutionsteorien er.. en nøjagtig parallel til tro på en særskilt
skabelse. Begge har opfattelser, som de troende ved, er sande, men indtil i dag
har ingen af parterne været i stand til at fremlægge beviser30’.
Er det
underligt, at mange opfatter udviklingslæren som en ny religion? Denne nye
religion har da også – ligesom alle andre religioner – deres egen moralkodeks,
som indeholder en ny etik og moral, som har til formål at nedbryde den moral og
etik, som er givet os af Gud, og som tidligere har haft indflydelse på de
fleste landes ’lov og ret’ i den vestlige verden. Jeg vil igen citere
darwinismens ivrigste fortalere, Julian Huxley, som har sagt det således:
’Det
var listighed og ubarmhjertighed, der satte mennesket i stand til at udvikle
sig fra dyrene.. Og det er den samme junglelov, som må være direktiv for al
såkaldt menneskelig fremgang31’.
Det er
denne nye junglelov, som præger vort samfund mere og mere. Grænsen mellem
rigtigt og forkert betragtes nu af mange som gammeldags og som uden værdi i det
moderne samfund. Enhver er sig selv nærmest! Med udgangspunkt i denne junglelov
har en professor [J. Holmes] sagt, at i dag ’er vore
moralbegreber inderst inde darwinistiske, hvad enten vi kan lide det eller ikke32’.
En anden har sagt det således: ’lær en mand, at han stammer fra en abe, og du
vil ikke kunne bebrejde ham for utugt33’. Sådanne synspunkter får da
også større gennemslagskraft, hvor udviklingslæren får fat i menneskers tro.
For, når et menneske begynder at tro, at det ’blot er et højerestående dyr’, så
vil det automatisk føre til, at det ikke længere behøver at stå til ansvar for
sine handlinger overfor hverken Gud eller mennesker. Det gælder blot at leve
livet fuldt ud, uden respekt for andre.
Det vil
de kristne darwinister nok ikke mene, at de gør. Men i sagens natur bliver Gud
også hos dem betragtet som en, som man godt nok tror på, men som i princippet
kan undværes. Konkret betyder denne teistiske udviklingslære:
·
at Gud i realiteten
er kasseret som den, som har skabt alle ting, og som opretholder den.
·
at Jesus ikke længere
er verdens frelser; for hvis de tror, at de har udviklet os fra dyrene, så er
det meningsløs at tale om synd og syndefald.
·
at der ikke længere
er brug for Helligånden, som har til formål at overbevise dem om synd, for dermed
at frelse og hellige dem.
Det
betyder konkret, at de kasseret alt det, som kan frelse dem fra fortabelsen og
har derfor heller ikke længere noget fremtidshåb, som skyldes forsoningen. De
må dermed bukke under som de fornuftsløse dyr, som Gud har givet mange klare
advarsler om i sit ord.
Men, Gud
ske tak og lov! Udviklingslæren giver ikke et sandfærdigt billede af
virkeligheden. For bibelen ER troværdig og sand, fordi den er Guds ord. Vi kan
derfor konkludere, at udviklingslæren helt og aldeles må forkastes som et
ateistisk fupnummer, som er opbygget på gudløse teorier, som er et djævelsk
forsøg på at få mennesker til at gå bort fra Guds nåde og frelse, og på den
måde få så mange som det er muligt, med ned i fortabelsen. Modsat denne
løgnelære har vi, som tror på Gud og hans nåde ved Jesus Kristus, en fremtid og
et håb, som holder til evig tid. Det betyder, at vi hver eneste dag kan fryde
os over ham, og over alt det, han har skabt i sin visdom: På denne jord, som
han har givet os, har vi alt, som vi har brug for at opretholde livet, se og
mættes af Guds gode gaver, og gøre os i stand til at søge Gud og finde ham. Alt
dette er et vidnesbyrd om Guds almagt, visdom og storhed, og viser os hans
kærlighed til hvert eneste menneske. Jeg tror desuden, at alt det, som han har
givet os her på jorden, er en afspejling af noget langt bedre, som venter på os
i det himmelske.
Med
dette for øje vil jeg slutte med her til sidst at citere et vers fra Åb., som
priser Gud for hans skaberværk:
’Værdig
er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt
alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje’, Åb. 4:11.
- - - - - - - - - - - - - - - - -
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
Kildehenvisninger:
1
Thoralf
Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 81-82
3
http://forlag.fadl.dk/sample/87-7749-370-2/kap1.pdf
4
http://www.royalacademy.dk/Files/Billeder/Off-foredrag/2011/DNA_som_et_garnnoegle_light.pdf
5
Thoralf
Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 72
6
Aril
Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 25-26.
7
Thoralf
Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 31
8
H.
Enoch: Udvikling eller skabelse, side 74
9
H.
Enoch: Udvikling eller skabelse, side 98 og O. Sæbö: Udviklingslæren -
videnskab eller tro, side 34
10
Odd
Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 37
11
Konrad
Stormark: Bibelen og videnskaben, side 41
12
H.
Enoch: Udvikling eller skabelse, side 16
13
Thoralf
Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 105, 108
14
Odd
Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 52-54
15
Tekst
og billede: Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 29
16
Samme,
side 27-28
17
Odd
Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side
18
Samme,
side 48
19
Thoralf
Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 105
20
Odd
Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 48
21
Aril
Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 34
22
Samme,
side 29
23
Samme,
side 36-37.
24
Samme,
side 35
25
http://www.gluefox.com/skap/unif.shtm,
jfr. Aril Edvardsen: Troens bevis, maj 2003, side 23, og Odd Sæbö:
Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 145
26
Aril
Edvardsen: Troens bevis, maj 2003, side 23
27
Thoralf
Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 134
28
Samme,
side 127
29
Samme,
side 134
30
Odd
Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 183
31
H.
Enoch: Udvikling eller skabelse, side 103
32
Samme,
side 103
33
H.
Enoch: Udvikling eller skabelse, side 109