Den sidste nat i Egypten - og
israelitternes udvandring af landet (del 3).
Af Eskild Skov Særkjær
I det forrige afsnit Moses i Egypten, del
2 har vi gennemgået lidt af det, der står i bibelen såvel som i den
egyptiske historie om de 10 plager, som kom over Egypten, da Gud dømte landets
guder. Vi har også set, at Gud, i forbindelse med den sidste plage, befalede
israelitterne om at slagte og benytte blodet af et lam, for at frelse enhver,
som satte sin lid til dette blod. Og således skete det. Alle dem, som havde
smurt blodet på dørtærsklerne, var beskyttet af lammets blod gik fri, mens
'dødens engel' gik omkring og slog alle andres familiers førstefødtes sønner
over hele landet ihjel.
Straks derefter tilkaldte Farao Moses og gav dem lov
til at forlade landet og dyrke Gud. Vi læser videre, at
"ægypterne
trængte på folket for at påskynde deres afrejse fra landet, idet de sagde: vi
mister alle livet", 1. Mos. 12:33.
Det fremgår af bibelen, at der var mange andre
ikke-israelere, der brugte anledningen til at flygte fra landet. Det har
sikkert både drejet sig om andre folkeslags slaver, og der var sikkert også en
del egyptere. Nogle af disse tog måske med, fordi de havde set og hørt, hvordan
Herren har været med israelitterne for at frelse dem - og måske var nogle af
disse endda kommet til personlig tro på Israels Gud? Selve udvandringen fra
Egypten beskrives med disse få ord:
"Så
brød israelitterne op fra Ra'meses til Sukkot, hen ved 600.000 mand til fods
foruden kvinder og børn. Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med og
dertil småkvæg og hornkvæg, en vældig mængde kvæg..", 2. Mos. 12:37-38.
Det er af gode grunde svært at vide, hvor mange, der
udvandrede fra Egypten, men hvis vi med et forsigtig skøn antager, at hver mand
havde en kone og to børn, så har der været 2,4 millioner. Dertil kommer de
mange andre, som fulgte med - og hvis vi sætter deres antal til at være fx
100.000 - og det er vel ikke helt urealistisk, så var der i alt 2½ million
mennesker, som forlod Egypten den dag.
På vej mod Det Røde Hav
Ud fra flere bibelcitater ser det ud til, at Moses
havde brugt den tidligere omtalte militære erfaring i forbindelse med
udvandringen, og organiseret de mange folk på den mest hensigtsmæssige måde.
Historieskriveren Josefus, som havde adgang til gamle kilder, som nu er gået
tabt, fortæller, at Moses havde forberedt udvandringen nøje - og på selve dagen
havde delte han den store folkemængde op i de tolv stammer og samlede dem på ét
[stort] område1. Han fortæller videre, at
"hver
af de tolv stammer havde udvalgt en leder, som organiserede sin stamme efter
slægt og familie. De havde også forberedt og fordelt div. udstyr som telte og det,
der skulle bruges til fx deres gudsdyrkelse".
Det område, Josefus henviser til, har sikkert været
Gosen, da det primært var i dette område, de havde været slaver, og derfor har
dette sted sikkert været udgangspunktet for deres udvandring.
Der står ikke meget i bibelen om, hvilken rute,
israelitterne tog for at komme ud af Egypten. I
2. Mos. 13:17-18, 20-21 beskrives deres udvandring
således:
"Da
Farao lod folket drage bort, førte Gud dem ikke ad vejen til filisterlandet
[mod NØ], som havde været den nærmeste, thi Gud sagde; Folket kunne komme til
at fortryde det, når de ser, der bliver krig, og vende tilbage til Ægypten. Men
Gud lod folket gøre en omvej til ørkenen i retning af Det Røde Hav.
Israelitterne drog nu væbnede ud af Ægypten.. De brød op fra Sukkot [i
Gosen]".
Inden vi ser nærmere på, hvad disse vers siger om
den rute, israelitterne tog, skal vi lige se på, hvad der menes med ordene om,
at 'de drog væbnede ud af Egypten'. For, når vi læser bibelen, er det tydeligt,
at de hverken var krigere eller soldater, eller havde adgang til våben. Derimod
fremgår det, at de var hyrder, landmænd og teglbrændere. Det hebraiske ord, som
er oversat med 'væbnede', er 'chamushim', er da også forkert oversat, idet
ordet direkte oversat betyder: 'under kontrol og styre'. Flere gamle bibler, og
ligeledes nyere bibler som fx den svenske bibel fra 1999 er ordet da også mere
korrekt oversat til 'ordnet som en hær', og det samme er tilfældet i den danske
bibel fra 1992, hvor ordet er oversat til 'i række og geled'. Historieskriveren
Josefus beskriver da også israelitternes udvandring således:
'Israels
folk var ubevæbnede [og] da den egyptiske hær begyndte at forfølge Israels
folk, troede de, at det ville være forholdsvis let at udføre opgaven'2.
Vi skal nu se nærmere på den rute, israelitterne tog
for at komme ud af Egypten. Ifølge den vestlige tradition drog de sydpå i
landet - for 'det måtte de da', siges det, 'for at komme til Det Røde Hav'.
Men, der er meget, der taler for, at de ikke gik denne vej sydpå.
For det første, så er det traditionelle sted for
overgangen over Det Røde Hav ca.
Et andet bevis: Hvis Gud havde ført israelitterne de
ca.
Og, et tredje bevis: Dengang havde egypterne en
omfattende minedrift, såvel som store militærforlægninger på Sinaihalvøen3;
altså i det område, hvor israelitterne ifølge traditionen, skulle over til, og
i 40 år vandre rundt i. Det ville betyde, at de i så fald ikke kunne undgå at
støde ind i den egyptiske militær, og det siger sig selv, at de i så fald ville
være kommet i konflikt med disse, og det ville selvfølgelig havde stået i
bibelen. Men det gør der ikke. Tværtimod beretter den flere gange om, at de kom
i konflikt med andre folkegrupper, som slet ikke fandtes på Sinaihalvøen. Det
kommer vi tilbage til.
Der er da heller intet i bibelen, der så meget som antyder, at israelerne
vandrede sydpå for at komme ud af Egypten, men derimod, at Gud førte dem mod
øst, som det er antydet i det førnævnte vers fra 2. Mos. 13. For når der her
siges, at Gud ikke tillod folket at dreje af vejen til filisterlandet, så kan
det jo kun betyde, at de først er gået direkte mod øst, for det er nemlig på
den vej ud af Egypten, at man kommer til den vej, som også er den eneste, som
førte - og fører - nordpå til filisterlandet og Kana'ens land (markeret med
gult på kortet). Men, det blev som nævnt forhindret ved, at 'Gud lod folket
gøre en omvej til ørkenen i retning af Det Røde Hav'. Den eneste alternative
vej ud af Egypten var karavanevejen mod øst (markeret med lilla på kortet), som
senere forgrener sig, så den ene ender i Eilat (i det nuværende Israel), og den
anden (markeret med orange på kortet) går mod sydøst ned i Sinaihalvøen, og går
herfra mod øst ud til Det Røde Hav. Disse veje findes den dag i dag, og kan ses
på alle satellitbilleder.
Det er let at forestille sig, at Moses, og måske
også folket, havde regnet med, at de selvfølgelig skulle mod nord, som var den
nærmeste vej til det forjættede land. Men 'nej'! Som vi læste, befalede Gud dem
at tage en omvej i stedet, ind i Sinais ørkenen. Det var altså denne
karavanevej mod øst, som israelitterne tog for at komme tværs over
Sinai-halvøen. Det er helt sikkert, at de har taget denne store og brede
karavanevej, for det ville være aldeles umuligt for dem at forsøge sig frem af
de mindre veje tværs over Sinai, for de er ufremkommelige med en karavane, som
bl.a. inkluderede kvinder og børn, dyr, vogne og oppakning. Desuden fremgår det
i bibelen, at de for at komme hurtigt frem gik både nat og dag, og det kunne de
kun gøre, hvis vejen var absolut jævn.
Det kan være vanskeligt for mange at forestille sig,
at israelitterne tog den ovenfornævnte rute ned til Det Røde Hav, på den anden
side af Sinai-halvøen, for det betyder jo, at de ikke, som traditionen
foreskriver, vandrede rundt i dette område i de 40 år, ørkenvandringen varede.
Der er dog så mange beviser på, at sidstnævnte beror på en tidlig kristen
fejltolkning. Vi har allerede set på nogle af disse beviser, og vi skal se på
mange flere i det følgende.
Som nævnt ovenfor fulgte israelitterne den rute, der
er markeret med først lilla og dernæst de ca.
For, det er netop tilstedeværelsen af disse bjerge,
som er et af de vigtigste indicier for, at dette sted er det rigtige sted for
den lejrplads, israelitterne kom til, lige før Gud førte dem over Det Røde
Hav.
Lad os læse, hvad der står om stedet i 2. Mos.
14:1-3:
"Herren
talede til Moses og sagde: Sig til israelitterne, at de skal vende om og lejre
sig ved Pi-Hakirot mellem Migdol og havet; lige overfor Ba'al-Zefon skal I
lejre jer ved havet. Farao vil da tænke om israelitterne, at de er faret vild i
landet, og at ørkenen har sluttet dem inde".
Vi skal se lidt nærmere på de navne, som er nævnt i
teksten, for om muligt at lokalisere området ud fra disse. Det første,
Pi-Hakirot er navnet på ét bjerg - eller muligvis flere bjerge - i områder. Gud
præciserer derefter stedet nærmere ved at sige, at det er 'ved Pi-Hakirot,
mellem Migdol og havet'. Der er en vis usikkerhed om, hvor eller hvad Migdol
henviser til, men de fleste forskere mener, at svaret ligger i navnets
etymologiske betydning. På hebraisk og på flere andre semitiske sprog kan
Migdol oversættes til at betyde:
1: 'Et tårn af bjerge', som dækker over nogle
'tæt på hinanden beliggende bjergtoppe' i et bestemt område,
2: eller 'en højtliggende fæstning eller
vagtårn'4.
I overensstemmelse hermed beretter den egyptiske
historie, at det omtalte bjergområde i det østlige Sinai var et vigtigt
overvågningsområde for landet, fordi deres vagter havde en fantastisk udsigt
herfra, ud over Det Røde Hav og det bagvedliggende land, og kunne derfor hurtig
også spotte evt. fjender. Man har da også fundet ruinerne af en gammel fæstning
med et vagtårn på netop det bjerg, der ligger ud til vandet ved Pi-Hakirot.
Lejrpladsen ved Det Røde Hav
Det ser altså ud til, at Gud havde ført
israelitterne gennem denne brede dal mellem bjergene, hvor de slog lejr. I
overensstemmelse hertil nævner Josefus, at der, hvor israelitterne slog lejr,
"var
[de] på to sider omgivet af bjerge, som nåede helt ud til havet, og kunne
[derfor] ikke passeres. Den tredje side var Sivhavet [som er det samme som Det
Røde Hav*] og den fjerde [side er]: dalen gennem hvilket Israels
folk var kommet til lejrpladsen"5.
* Til tider
bliver Det Røde Hav fejlagtig oversat til Sivhavet, hvilket er forkert. De
hebraiske ord er nemlig 'Sûph Yam', hvor det første ord Sûph betyder 'det røde'
og Yam betyder 'vand eller hav'.
Israelitterne var altså indespærret fra alle sider, og
Farao fik hurtigt nys om det. Det er let at forestille sig, at det skete ved,
at vagtmandskabet i befæstningen oppe på bjerget, som sandsynligvis havde fulgt
med i det mærkelige og usædvanlige, der skete nede i dalen, gjorde det, der var
sædvane for dem at gøre: De skyndte at sende besked om dette til farao ved
hjælp af ildsignaler, som hurtigt gik videre fra bjerg til bjerg, til det nåede
frem. Hvad Farao tænkte og gjorde, er beskrevet i 2. Mos. 14, hvor Gud siger:
"Farao
vil da tænke om israelitterne, at de er faret vild i landet, og at ørkenen har
sluttet dem inde; og jeg vil forhærde Faraos hjerte, så han sætter efter dem,
og jeg vil forherlige mig på farao og hele hans krigsmagt, og ægypterne skal
kende, at jeg er Herren", 2. Mos. 14:1-3-4.
Samtidig med, at dette skete, havde israelitterne
slået lejr 'mellem Migdol og havet'. Men, vil kritiske røster sige: 'Var der
virkelig plads til så mange israelitter der mellem bjergene? Hvis der virkelig
var 2½ million, som var på flugt fra Egypten, så har det krævet en meget stor
lejrplads ud over det sædvanlige'. Og ja, det siger sig selv, at det har krævet
et ekstraordinært stort fladt område tæt ved vandet. Men det har Gud
selvfølgelig også tænkt på, inden han førte dem til dette sted.
På et kort og satelitfotos over dette området er det
tydeligt at se, at dér, ud til vandet, hvor bjergene og den brede dal mellem
dem ender, er der en ca. 75-100 km2 stor og flad halvø, og på denne
er der god plads til, at de 2½ million
israelere eller måske endnu flere, som der kan være tale om, let kunne opholde
sig inden overgangen over det Røde Hav.
Denne halvø hedder Nuweibahalvøen; og er i dag en
dejlig ferieparadis, som besøges hvert år af mange turister fra både ind- og
udland. Interessant er det, at på arabisk betyder Nuweiba "Åbent vand,
Moses", fordi dette sted ifølge ældgammel østlig overlevering er stedet,
hvorfra Moses førte israelerne over Det Røde Hav. At denne overlevering er mere
korrekt end den vestlige, bliver bekræftet, når vi ser, at den stemmer fuldstændig
med alle de andre vidnesbyrd fra bibelen, såvel som fra arkæologien, historien
og geografien6.
Inden vi går videre, skal vi også lige se på det
sidste navn, som er omtalt i 2. Mos. 14:2. For Gud befalede jo, at de skulle
lejre sig ved havet, lige over for Ba'al-Zefon, som lå lige overfor det sted,
hvor de skulle slå lejr. For mig at se må stedet 'overfor' betyde 'på den anden
side af Det Røde Hav'. For, Ba'al-Zefon var nemlig ifølge navnet en arabisk by,
ikke en egyptisk. Når Ba'al indgår i bynavnet, henviser det altid til et sted,
hvor Ba'al blev dyrket. I Egypten dyrkede man ikke Ba'al, de havde deres egne
egyptiske [af]guder; og derfor fandtes der heller ingen byer i Egypten, hvori
navnet Ba'al indgik. Men det var der til gengæld mange af, på den anden side af
Aqababugten (Det Røde Hav), kun
Vi skal tilbage til den aktuelle situation dengang,
den egyptiske hær fuldt udrustet til krig, i al hast kom imod israelitterne fra
den samme vej gennem dalen, som de selv havde gået, og som bibelen siger, var
de nu spærret fuldstændig inde. Der var simpelthen ikke nogen steder, de kunne
flygte hen. Det er forståeligt, at folket blev rædselsslagen og mistede modet
og troen på en mirakuløs udfrielse, og de råbte til Moses og sagde til
ham:
"Er
det, fordi der ingen grave er i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i
ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten. Var
det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i fred, og lad os blive ved at
trælle for ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for ægypterne end at dø
i ørkenen", 2. Mos. 14:11-12.
Lidt senere
råbte de og sagde til ham:
"Hvad er det dog, du har gjort os, at du
førte os ud af Ægypten"? [2. Mos. 14:17]
De skældte ud på Moses, men i virkeligheden var det
Gud, de skældte ud. De vidste nemlig godt, at det var ham, der havde ført dem
hertil. Som om, at han ikke havde tænkt på alt. Men nu ville han vise dem, at
intet er umuligt for ham. De skulle se, hvordan han er mægtig til at befri og
frelse dem fra deres fjender. Og sådan er det også i dag. Moses kendte Gud og
stolede på, at han både kunne og ville gøre det, han har sagt. På dette
tidspunkt vidste han sikkert ikke, hvordan det ville ske, men alligevel
formidlede han tro til folket, som var grebet af frygt, idet han sagde:
"Frygt
ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe
jer til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere.
Herren skal stride for jer, men I skal tie", 2. Mos. 14:13-14.
Hvilken tillid til Gud, at han kunne sige:' Som I
ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere'. Men inden, dette
skete, gjorde Gud et andet mirakel for dem. Han sørgede nemlig for, at den
egyptiske hær ikke kunne komme til at angribe dem, mens de ventede på selve
udfrielsen:
"Guds
engel, der drog foran Israels hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og
skystøtten flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem og
kom til at stå imellem ægypternes og Israels hære. Og da det blev mørkt, blev
skystøtten til en ildstøtte og oplyste natten. Således kom de ikke hinanden nær
hele natten", 2. Mos. 14:19-20
Læg mærke til, at Guds engel [som vistnok er en
beskrivelse på Jesus] og skystøtten/ildsøjlen [som vistnok er en beskrivelse af
Helligånden] begge gik om bagved israelitterne for at beskytte folket fra
egypterne, som kom imod dem fra den eneste og samme vej gennem dalen, som de
selv var gået igennem. Israelerne troede, at bjergene var et problem: 'de var
jo spærret inde', men netop bjergene gjorde, at den egyptiske hær ikke kunne
omgå Guds engel eller ildstøtten, som spærrede vejen lige frem, og omringe
israelitterne fra siden. På den måde 'kom de ikke hinanden nær hele natten'.
Som vi har set, så passer de aktuelle forhold på det
østlige Sinaihalvø i alle detaljer med det, der fortælles os i bibelen. Inden
vi skal se nærmere på de mange beviser for, at selve overgangen over Det Røde
Hav skete herfra, skal vi se på endnu et vidnesbyrd fra Nuweibahalvøen, der som
sagt var det sted, hvor israelitterne slog lejr før selve overgangen.
Det er nemlig interessant, at der her, ved Nuweibas
strandbred, er en ca.
Det er interessant, at man har fundet en fuldstændig
identisk søjle på den anden side af Det Røde Hav, dvs. i det nuværende
Saudi-Arabien - på nøjagtig det sted, hvor israelitterne formodes at være gået
i land og slået lejr, efter at de være gået tværs igennem havet. Der blev altså
rejst en søjle i samme materiale, i samme højde og bredde, på hver sin side af
havet. Der er ingen forskel, bortset fra, at søjlen på den saudiarabiske side
er i bedre stand, eftersom den stadig stod oprejst, og har derfor ikke ligget i
havvand og eroderet9. Arkæologer anslår søjlernes alder til at være
ca. 3000 år gamle. De regner endvidere med, at de engang blev sat om som
mindesmærker. Men, mindesmærker for hvad, og rejst af hvem?
Det sandsynlige er, at søjlerne blev rejst af kong
Salomo, som netop begyndte sin regeringstid for ca. 3000 år siden. Ud fra
skriften ved vi også, at han var godt kendt med Aqababugten [som vi husker, er
en del af Det Røde Hav]. Vi skal se et eksempel på dette fra GT:
"Kong
Salomo byggede skibe i Esjongeber, der ligger ved Elat i Edom ved Det Røde Havs
kyst. Hiram sendte sine folk, søkyndige folk, på skibene sammen med Salomos
folk", 1. Kong. 9:26-27.
Som tidligere nævnt er Elat identisk med det
nuværende israelske by Eilat, der som bekendt ligger i det sydlige Israel og ud
til Det Røde Hav - og det var herfra, Salomo søsatte sine skibe. Det er meget
tænkeligt, at han ud fra gamle optegnelser udmærket kendte det nøjagtige sted
for det under, Gud gjorde, da han ca. 350 år tidligere førte Israels folk over
Det Røde Hav. Og, som den fromme konge han var, er det også tænkeligt, at han
lod udhugge og opsætte de førnævnte to
granitsøjler; det ene dér, hvor overgangen over havet begyndte, og det andet
dér, hvor den sluttede, til et evigt minde og vidnesbyrd om Guds storhed og
magt. Ifølge bibelen havde han muligheden for dette, idet han bliver beskrevet
i bibelen som en stor bygmester, og han
havde derfor også mange ansatte til at hugge sten og fragte dem hen til de
steder, de skulle bruges. Hvor mange det var, er også beskrevet:
"Salomo
havde 70.000 lastdragere og 80.000 stenhuggere i bjergene", 1. Kong.
12:13.
Vi har nu fulgt israelitterne hele vejen fra Egypten
og ned til Det Røde Hav på Sinai-halvøens østside. I næste afsnit skal vi følge
dem videre på deres vandring, og skal som det første over Det Røde Hav. Her
skal vi bl.a. se på nogle de mange beviser, som viser, at dette sted er det
rigtige sted for, hvor det skete.
Kildemateriale:
1.
Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews,
bind 2, kap. 14-6.
2. Samme, bind 2, kap. 15-3.
3. Tel, nr. 3, 2003, s. 9.
4. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route-migdol.htm
5.
Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews,
bind 2, kap. 15-3.
6.
http://www.da.amazinghope.net/exodus-nuweiba/
7. Dr. Lennart Möller: Exodus,
udvandringen fra Egypten, side 203.
8. http://www.da.amazinghope.net/exodus-nuweiba
9. Dr. Lennart Möller: Exodus, udvandringen
fra Egypten, side 238.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler