Vi tror på Gud Fader..!

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

 

 

I denne gennemgang skal vi se nærmere på, hvad det egentlig er, vi tror på. Flere steder i NT fremgår det, at allerede fra apostlenes tid var der mange falske lærdomme i omløb, der forvrængede den sande kristne tro. I NT er der mange henvisninger til disse, og hvor der advares mod at tro på alle, som udgiver sig for at være sande kristne ledere. Et sted fortæller Paulus eksempelvis, hvordan det vil gå, når han engang er gået bort:

      "Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne..", Apg 20:29-31a.

 

Det, som Paulus og andre advarede om, skete! Efterhånden dukkede der flere og flere forfalskede breve op, som påstod at være fra Paulus, eller fra nogen af de andre apostle, og i de fleste af disse var Guds ord forvrænget, jfr. 2. Tess. 2:2, 2. Kor. 11:3-5. Det kunne fx dreje sig om Jesu liv død og opstandelse, eller om troen, frelsen og nåden - og sidst, men ikke mindst også falske lærdomme om Gud Fader, Søn og Helligånd. I det 3. årh. var det så slemt, at kirkefædrene indså, at det var nødvendigt at formulere en trosbekendelse, som kort og klart beskrev den sande kristne tro, for at alle ved den kunne afsløre de mange falske lærere og lærdomme, der var i omløb. Denne trosbekendelse, som kaldes 'Den apostolske trosbekendelse', har vist sig at være så 'slidstærk', at den stadig bruges. I denne gennemgang skal vi se på den første del, der som bekendt handler om vor tro Gud Fader - og som i al sin korthed lyder således:

      "Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og jordens skaber".

 

I den lille katekismus beskriver Martin Luther nærmere, hvad det vil sige: 

      "Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, luft og alle sanser, og endnu opholder alt dette".

 

Det, han siger her, stemmer helt og fuldt med det, der står i bibelen om Gud Fader. Det hører jo med til det at være kristen, at vi 'tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger', og at han 'endnu opholder (dvs. opretholder) alt dette', jfr. Hebr. 1:3. Bibelen vidner da også klart om, at Gud er historiens Gud, og han er med i alt, hvad der sker. I alt? Ja, det er dét, bibelen vidner om! Jesus giver et eksempel på dette, når han siger:

      "Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres Fader er med i det", Matt. 10:29.

 

Således er det også med os, for Jesus siger jo lige efter, at vi er mere værd end mange spurve, og tilføjer så, at 'på jer er endog alle hovedhår talte'. Når nogle 'kristne' derfor fra tid til anden argumenterer for, at der ikke findes en skabende og opretholdende Gud, idet de fx mener, at videnskaben har bevist noget andet, så ved vi, at det ikke er sandt. Det kan da også kun siges af nogle, der ikke har en levende gudgiven tro i deres hjerter.

 

Så sandt vi tror på Gud Fader, og på Jesus, hans Søn, som bekræfter alt det, der står skrevet i bibelen, så kan vi gøre det samme som ham - som når han fx et sted afviser alle djævelens forsøg på at tage imod hans løgnetale, hvor bibelsk den end lyder. Dengang lød det: 'Hvis du bare vil gøre det, som Gud har sagt i sit ord, så..!' Men, som vi ved, afviste Jesus fristeren og sagde: 'Der står også skrevet..!' I dag bruger djævelen den samme taktik. Et eksempel herpå kan være, som jeg har hørt gengivet, at han ved et menneske kommer til en, der er syg, og siger:

      'Du skal bare tro på Guds løfter, for står der ikke skrevet: Tro, at du har fået det, så skal du få det i dag? Gud har jo genoprettet alt det, der gik tabt, så derfor skal du kræve din fødselsret. Gud er jo den, der vil dig det bedste, så kræv det af ham'.

 

Det lyder besnærende, ikke sandt? Desværre er der faktisk kristne, der tror på den slags løgnetale. For, hvis djævelen ikke kan få de kristne til, enten direkte eller indirekte, at kassere det, der står om Gud som skaber og opretholder i bibelen, og som det er formuleret i trosbekendelsen, så forsøger han i stedet at få dem til at tro på Gud som en, der vil give dem alt, hvad de mener, vil være godt for dem: 'Du skal blot bede med autoritet', lyder det, 'og bliver Gud også nødt til at give dig det, du beder om'. Men sådan taler bibelen ikke! Det er selvfølgelig sandt, som der står i bibelen, at vi kan bede om alt, men her må vi forstå, at det ikke betyder alt, hvad vi mener, der er det bedste, men derimod alt, hvad Gud ved, er til det bedste for os, og som derfor samstemmer med hans vilje.

 

At det er således, understreges i mange af de bibelske tekster. Et eksempel herpå fandt som bekendt sted i Getsemane Have, hvor Jesus bad om at blive fri for den lidelse og død, der ventede forude, men hvor hans himmelske Fader sagde: 'nej'! Som vi ved, bøjede Jesus sig for dette nej og sagde: 'Ikke som jeg vil, Fader, men som du vil'. Et andet eksempel på Guds 'nej' var, da Paulus bad om at blive fri for den smertende torn i kødet. Men trods dette 'nej' siger han alligevel igen og igen, at han har fået ALT! Med dette 'alt' mener han alt det, han behøver og som er i overensstemmelse med, og fremmer Guds plan og vilje. Det er i det, han henviser til, når han et sted siger dette til sine læsere:

      "Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus, fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til", Fil. 4:19.

 

Det samme kommer han ind på, når han et andet sted skriver:

      "Og Gud har magt til i rigt mål at give jer AL nåde, så i ALTID og under ALLE forhold har ALT, hvad I trænger til, og endda rigeligt til AL god gerning", 2. Kor. 9:8.

 

Det var mange henvisninger til alt og altid - men det hele passer! Gud har jo lovet at give os alt det, vi trænger til her på jorden. Dog ved vi ofte ikke selv, hvad der er det bedste for os. Men Gud ved det, og han vil give os alt dette. Vil han også gøre de syge raske? Ja! Det vil han, men også her må vi forstå, at det ikke nødvendigvis sker på den måde, vi ønsker, og måske heller ikke i den nuværende tid. Som bekendt taler bibelen jo igen og igen både om et 'nu' og et 'endnu ikke'.

 

Hvad der menes med dette, kan forklares på denne måde: Pga. Jesu fuldbragte værk på Golgata, hvor synden blev sonet, er vi åndeligt set allerede kommet til Guds paradis - og at det er grunden til, at Paulus kan skrive, at 'vort borgersamfund er i Himlene', Fil. 3:20. Det er vor himmelske adresse. Men, på samme tid ved vi også, at der i dette 'nu' er et 'endnu ikke'. Således vidner skriften da også om, at selvom vi ved Jesus Kristus åndelig set er kommet frem for Guds trone i Himlen, så er vi på samme tid stadig på vej dertil. At vi på den ene side HAR FÅET alt ved ham, men at det på samme tid først er noget, vi får senere, ser vi desuden også af følgende eksempler:

1.      Ved Jesus Kristus er vi blevet gjort retfærdige, og vi er døde for synden. Men ifølge bibelen bor synden dog stadig i os, og vi bliver først helt frie, når vi når frem til herligheden. 

2.      Ifølge bibelen har vi fået lægedom ved Jesu sår, men det betyder ikke, at denne lægedom bliver givet til alle i den nuværende tid.

3.      Ifølge bibelen sejrede Jesus over djævelens magt, da han døde på Golgata. Der mistede han sin magt, men alligevel opfordres vi i skriften til at tage Guds fulde rustning på og stå ham imod.

4.      Og som det sidste eksempel, jeg vil tage med her: Ifølge bibelen har Jesus brudt dødens magt, og derfor skal vi aldrig i evighed dø. Dette er sandt, men alligevel skal vi alle dø fysisk, og vi ser derfor endnu ikke Jesu fuldkomne magt over døden. 

 

Alt dette ER blevet givet os! Men, som vi ser, så vil det hele dog alligevel først fuldt ud blive opfyldt den dag, Jesus kommer igen, og hvor vi skal opstå med uforkrænkelige herlighedslegemer. Indtil den dag kommer, har vi fået Helligånden som pant i vore hjerter, og har dermed også fået vished om, at alt det, Gud har sagt og lovet, vil blive opfyldt. Ja, allerede nu har vi på mangfoldige måder fået forsmag på den himmelske herlighed, som strækker sig fra det daglige brød og til, at vi - også daglig - erfarer Guds nåde, kærlighed, omsorg og hjælp. Vi véd, det er sandt, også selvom vi indimellem kan føle, at han ikke hører os eller er der for at hjælpe os.

 

Gud ønsker da også, at vi stoler så meget på ham, at vi ikke behøver at se, 2. Kor. 5:7. Det er jo på det grundlag, at Jesus kalder alle sine disciple for salige, 'som ikke har set, og dog tror', John. 20:29. Ifølge Guds ord lever vi i tro, og vandrer i tro, og det betyder konkret, at vi stadig ikke er fremme ved det, der venter os på den herlige dag, hvor 'alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid', Apg 3:21.

 

Det er da også derfor, at vi tror og bekender, at Gud er historiens Gud, hvilket betyder, at vi tror, at vor Gud og Fader, der har skabt alting, også er altings opretholder, og som derfor styrer alt hen imod dét mål, han har fastsat og forudsagt. At det forholder sig således, understreges igen og igen i bibelen, som fx af hebræerbrevets forfatter, som i det såkaldte troskapitel først siger, at

      "I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se..", Hebr. 11:3.

 

Og så fortsætter han og forklarer, at troen på Gud som altings skaber ser længere frem - og her skriver han bl.a. dette om Abrahams tro: 

      "I tro bosatte han sig i det forjættede land.., mens han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud", v. 10.

 

Som vi ser, taler hebræerbrevets forfatter i de nævnte vers om den tro, der begynder med det, der står om skabelsen i bibelens to første to kapitler, og afslutter med den nyskabelse, der beskrives i bibelens sidste to kapitler. Sådan præsenterer Gud sig igen og igen gennem skriften, og derfor omtaler han ofte sig selv som 'den første og den sidste, begyndelsen og enden'. Det er så stort et vidnesbyrd, at alle mennesker burde kunne se det, skriver Paulus, og som følge deraf vender sig bort fra afguderne for i stedet at søge den levende og almægtige Gud, som har skabt alting. De burde kunne se det, skriver Paulus, for

      "Dét, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning" (hvis de afviser ham), Rom. 1:19-20.    

 

Hvem er det, der tales om? I verset, der går forud, skriver Paulus, at det er dem, der 'undertrykker sandheden ved uretfærdighed'. Det begynder altså med, at de omtalte kan se, i det mindste lidt af det, Paulus beskriver her, men katastrofen er, at når de så bevidst undertrykker denne sandhed, så vil resultatet uvægerligt føre til, at de til sidst ikke kan se den - og så er vejen åben for, at de bliver ledt på vildspor. At det er således, fremgår tydeligt af de næste vers, hvor Paulus fortsætter:

      "Thi skønt de kendte Gud (dvs. egentlig godt ved, hvem han er), ærede og takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer..  Derfor gav Gud dem hen i deres hjertets lyster til urenhed...", Rom. 1:21-24a.

 

Ved at se på det, Gud har skabt, kan enhver, som vil, altså erkende, at han er til, og at der kun er én Gud. Da Gud skabte mennesket i sit billede, ville han, at de, mand og kvinde, skulle ære og takke ham som skaberen, og leve, som han havde tiltænkt. Som mennesker er vi ikke skabt til at være noget andet end netop dette. Men, som vi ved, så gik dette herlige galt, da synden kom ind i verden. Vi ved dog også, at han straks derefter begyndte han at kalde dem tilbage ved den frelser, som han har lovet, skulle komme og knuse slangens hoved - og derved forløse, dvs. frelse dem og os alle. Af teksterne i GT ser vi, at jo nærmere tidspunktet for denne frelser kom, jo tydeligere var profetierne om ham.

 

Det, der her er sagt, betyder, at dét, Gud har kaldet mennesker til ved sin Søn, på en måde er en tilbagevending til det, de oprindelig blev skabt til, nemlig mennesker, der tilhører vor Gud og skaber, og som derfor lever i taknemmelighed og i lydighed mod ham - og dertil at underlægge sig jorden som hans stedfortrædere. En har sagt det således:

      "Gud skabte mennesket til at være hans repræsentanter på jorden; og som Gud er overfor os, skal vi være overfor hele skabningen".

 

At Gud har skabt os i sit billede, og som hans repræsentanter, vil sige, at vi ikke tilhører os selv, og at vi derfor heller ikke er vore egne herrer, men at Gud er vor Herre. Derfor er det, at vi skal stå Gud til regnskab for, hvordan vi lever, hvordan vi opfører os og bruger vort legeme. Ifølge bibelen er Gud interesseret i alt, der vedrører os, og har derfor også omsorg for alt i os, også vore legemer. Jesus har fx lært os, at vi må bede om det daglige brød, for det behøver vi, for at legemet kan fungere. Af samme grund har han også advaret os mod at ødelægge legemet, som han har skabt til at være sit jordiske tempel. I brevet til korinterne beskriver Paulus det på denne måde:

      "Maden er bestemt (skabt) for maven, og maven for maden, men Gud skal engang lade begge dele forgå. Legemet derimod er ikke bestemt (skabt) for utugt, men for Herren, og Herren for legemet... Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme", 1. Kor. 6:13, 19-20.

 

Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi behandler vort legeme, som nogle af de kristne i Korinth gjorde i den tro, at det var noget mindreværdigt. Men her siger Gud, at han har skabt legemet, og at det derfor tilhører ham ligeså fuldt, som det er tilfældet med sjælen og ånden. Derfor siger han til dem i menigheden, der mente, at 'alt er mig tilladt', vel i den tro, at Gud kun er interesseret i sjælens frelse, at det er forkert. Som vi har set, tilhører legemet også ham, og derfor er det, at Paulus siger til den enkelte, at 'jeg ikke skal lade noget få magten over mig'. For Gud har jo netop skabt legemet, for at han kan være Herre over det, såvel som alt andet i os - og derfor skal hans ord da også være rettesnor for, hvordan vi hver især ser på os selv og behandler vore legemer.

 

Når der står, at 'legemet ikke er bestemt for utugt, men for Herren, og Herren for legemet', så betyder det desuden, at det er bestemt for at blive stillet til rådighed for ham, der har skabt det - for at han gennem dette legeme kan nå ud til dem, som endnu ikke kender ham. Vi skal altså stille vore fødder, hænder, tunge, hjerte, vilje, ja, alt i os, til rådighed for den herre, der ejer os og som vi tjener. Det er Guds hensigt med os, og Paulus skriver da også lige efter, at vi hver især er et lem på Kristi legeme - en del af hans menighed! Det, at vi er et lem på hans legeme betyder derfor, at dét, du gør i det daglige og med dit legeme, det gør du reelt med Kristi legeme. Det er derfor alvorligt, når nogle ødelægger eller er ligeglade med deres legemer, fordi det så egentlig er Kristi legeme, som de ødelægger eller er ligeglade med. De falder derfor ind under Guds dom, skriver Paulus, når han skriver:  

      "Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer.. Hvis nogen (derfor) ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham, thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel! Lad ingen bedrage sig selv..", 1. Kor. 3:16-17.

 

Legemet er altså en del af det at være et menneske, og er skabt til at være Guds jordiske tempel. For igen at citere Luther: 'Gud har jo skabt mig.., og han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser'. Det gjorde Gud, for at vi skal stille os til rådighed for ham. Det betyder, at han ved sin Ånd, som bor i os, må virke ved os og gennem os, for at det må kendes, at vi tilhører ham, og således være et vidne om ham, hvor vi end er og går.

 

Har du forresten tænkt på, at Kristus er involveret i alt, hvad du gør? Det betyder, at dét, du ser, dét ser han! Dét, du hører, dét hører han! Dér, hvor du er, dér er han! For, som der står skrevet: 'Den, der holder sig til Herren, er en Ånd med ham', 1. Kor. 6:17. De ikke-troende kan derfor med god grund forvente at kunne se på os, at vi tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlen og jordens skaber. Ja, de har ret til at forvente, at vi opfører og klæder os anderledes end dem; og at der er ting, vi ikke går med til, fordi det ikke sømmer sig for dem, der tilhører Gud.

 

Som allerede nævnt indebærer troen på Gud, at han har skabt mig og alt andet, der kan nævnes, og at han opretholder alt dette. Han overlod altså intet til sig selv. Bibelen lærer os derfor også, at du og jeg dag for dag lever i kraft af ham, som gav os livet. Det er bl.a. det, Paulus taler om, når han et sted taler til de mennesker, som står omkring ham, og siger:

      "Gud.. har skabt verden og alt, hvad der er i den.. Han tjenes.. ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os, thi i ham lever og røres og er vi..", Apg 17:24a, 25-28a.

 

Ja, han er ikke langt væk fra en eneste, fordi han har skabt ethvert menneske, som lever i kraft af ham. Han er den, der til stadighed 'giver alle liv og ånde og alt andet', som der står. Det samme kommer også til udtryk i det ord, Jesus et sted citerer fra GT, og hvor han siger:

      "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår fra Guds mund", Matt. 4:4.

 

Dette citat udlægges ofte til at betyde, at vi udover maden, som vi spiser, også skal sørge for at høre Guds ord og læse i bibelen. Og det er sandt nok, og det tales der om mange steder i bibelen. Men det er bare ikke lige dét, der står i dette vers. Her tales der nemlig ikke om det, vi skal gøre for at leve, men derimod om selve livet. Jesus peger nemlig med citatet fra GT på, at livet består af mere end den mad, vi fysisk lever af hver dag. Mange er så fokuseret på den fysiske mad, at man skulle tro det, at livet er kommet - og til stadighed kommer derfra - men livet er mere end maden, og den fysiske mad holder os derfor åndeligt set ikke i live! Derfor siger Jesus: 'Mennesket lever ikke af brød alene, MEN af hvert ord, som udgår af Guds mund'. Dette citat kan forkortes til: 'Mennesket lever.. af hvert ord, som udgår fra Guds mund'.

 

Det ord, hvorved Gud i begyndelsen skabte himlen og jorden, er altså også dét, der giver os livet og holder os i live. Ja, dette ord giver alt liv; det gælder altså også alle dyr og planter på jorden. Alt lever nemlig i kraft af den Almægtige Gud, som har skabt himlen og jorden. Så nær er du ved ham! Tag din egen puls! Lyt til dit eget hjerte! Ræk ud og se på dine fingre, eller se ud på det, der er omkring dig. At du kan gøre det, skyldes, at Gud har givet dig livet, og sørger for, at du er i live.

 

Ifølge bibelen er der altså intet, der eksisterer uden Gud. Det betyder, at selv de mennesker, der siger, de ikke vil have noget med Gud at gøre, eller føler sig kaldet til at bekæmpe Gud, holdes i live af den Gud, som de ikke tror på, og måske endda bekæmper. Hvorfor tillader Gud det? Det gør han, for igen at citere Paulus: for 'at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os'. Udover det, der allerede er sagt, betyder det, Paulus her siger om Gud, at han vil os det bedste. Det største bevis på dette er det vers, vi kender så godt, og hvor der står:

      'Thi således elskede Gud verden, at han sendte sin Søn, den enbårne, for at ENHVER, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv'.

 

Hver gang bibelen bruger ordet 'enhver', så betyder det selvfølgelig det, der står, nemlig ethvert menneske, som lever, og han rækker han sin nåde og frelse ud til alle, om de dog må høre og modtage det, han i sin frelsesplan har gjort rede for dem. Skriften siger jo meget tydeligt, at Gud ikke gør forskel på mennesker. Uanset, hvem de er, hvor de kommer fra, hvad der er deres baggrund, uddannelse eller hvor mange eller for få penge de har, så er der ingen personsanseelse hos Gud. Det er det, Jesus henviser til, når han siger:

      "Gud lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige", Matt. 5:45.

 

Og således må vi heller ikke gøre forskel. Som hans elskede børn skal vi derfor ligne Gud, som Paulus skriver, og på den måde også være hans stedfortrædere overfor de mennesker, vi omgås. Når vi derfor på Jesu befaling velsigner dem, der forbander os, og beder for dem, der forfølger os, så skal det få mennesker omkring os til i os at se, hvem Gud er. Det stemmer med det, Peter siger i sit første brev:

      "lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de - pga. de gode gerninger, de får at se, på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere", 1. Pet. 2:12.   

 

På den dag skal de se, at de ikke lever i kraft af sig selv, eller at de er blevet til ved en tilfældighed, men er, som vi, kommet til tro på alt det, der står skrevet i bibelen, både når den taler om menneskers oprindelse, om synden, der kom ind i verden, og om, hvordan de kan komme tilbage til Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Alt dette pga. Guds kærlighed til dem og os ved Jesus Kristus, thi

      "i ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er", Ef. 1:7.

 

Ja, alt skyldes Guds nåde! Næste gang vil jeg efter planen fortsætte gennemgangen af trosbekendelsen, og her se nærmere på, hvad det egentlig vil sige, at vi bekender os til og tror på Jesus Kristus, vor frelser, som kom til jorden som en af os, og med det formål at frelse os og alle fra synden, døden og fra djævelen.

 

Amen