Vi tror på Helligånden.. (del 2)

Af Eskild Skov Særkjær

Vi har tidligere set på trosbekendelsens første to artikler, som taler om vor tro på Gud Fader som Skaber, og på Jesus Kristus, vor Herre, og vi har også begyndt at se på den sidste artikel, der omhandler vor tro på Helligånden, og hans gerning i os. Som bekendt lyder den således:

"Vi tror på Helligånden, én hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv".

Det er det, vi tror! Som nævnt sidste gang fremgår det i bibelen, at Helligånden er en person, ét med Faderen og Sønnen, og er den, der åbner op for skriften og vidner for os om det, Gud har gjort for at frelse os og alle ved Jesus Kristus - og bringer denne tro ind i vore hjerter, så vi får del i det liv og samfund med Gud, som han har bestemt os til. I sin gennemgang af Helligånden har Luther formuleret det på denne måde:

"Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, og oplyst mig med sine gaver, har helliget (mig) og opholdt mig i den rette tro".

Forrige gang gik jeg ud fra Jesu tale til disciplene om Helligåndens komme efter sin bortgang. Her nævnte jeg, at det ikke betyder, at Helligånden ikke tidligere har været til stede hos de troende på jorden, men at han efter Jesu himmelfart vil komme i hans sted og bo i de troende - dels for at vi kan være hans vidner, og dels for, at vi må herliggøre ham i alle ting. Men, for at kunne gøre det, er det ifølge skriften nødvendigt, at vi først forvandles ved at blive født på ny. Det er det, Jesus taler om i John. kap. 3, hvor han har følgende dialog med Nikodemus:

"Der var blandt farisæerne en mand, som hed Nikodemus, en af jødernes rådsherrer. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: Rabbi! vi ved, at du er en lærer fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, du gør, uden Gud er med ham. Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. Nikodemus siger til ham: Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes? Jesus svarere: Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød, og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre sig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden. Nikodemus svarede og sagde til ham: Hvorledes kan dette ske? Jesus svarede og sagde til ham: er du lærer i Israel og forstår ikke dette? Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set, og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til Himmelen, undtagen ham, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen! Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", v. 1-16.

Det, som denne samtale drejer sig om, kan samles i det, der står i vers 3 og 5, og hvor det fremgår, at det kun er mennesker, der er 'født på ny', som er det samme som 'født af vand og Ånd', der kan komme ind i Guds rige. I begge vers taler Jesus om, at vi må fødes - og dette viser os, at det er noget, vi ikke selv kan gøre. Det er jo som bekendt umuligt, at et menneske kan føde sig selv. Og således er det også umuligt, at et menneske kan føde sig selv til at blive et Guds barn. Der er nogle, der mener og siger, at det kan man bare beslutte sig til engang, men det er ikke sandt - for ingen kan komme ind i Guds rige ved sin egen anstrengelse. Det kan kun ske ved, at han kalder dem til sig. Det er da også det, Luther peger på i sin forklaring, hvor han fastslår, at ingen kan tro på Jesus Kristus af egen evne og kraft, men alene ved Helligånden, som oplyser evangeliet for os.

Når vi læser beretningen, fremgår det, at Nikodemus var en farisæer, som var medlem af det jødiske råd. Det var en domstol, der kan sammenligne med en højesteret. Det fremgår også, at han desuden også var en lærer i Israel, altså en skriftlærd, som underviste de andre farisæere indenfor den retning, han tilhørte. Han var altså en betydelig mand. Som farisæer var han blevet oplært i, at han ved sin fromme levemåde og gudsdyrkelse var selvskrevet til at komme ind i Guds rige. Han mente derfor ikke, at han behøvede at blive forvandlet i sit indre, dvs. frelst - og på en måde er han derfor et billede på de mange religiøse mennesker på jorden, som nok tror på Gud, og hans hjælp til at leve et fromt liv, men som ikke ved, at ingen kan komme ind i Guds rige uden den nævnte indre forvandling, som Jesus taler om.

Men Nikodemus var åbenbart kommet i tvivl om sin egen indsats, så meget endda, at han ville opsøge Jesus og tale med ham - dog om natten, sikkert for at ingen skulle se det. Det fremgår af teksten, at han var sympatisk indstillet overfor Jesus, og havde stor respekt for ham, idet han indleder samtalen med ordene: 'Rabbi! vi ved, at du er en lærer, som er kommet fra Gud..!' Han anerkender altså Jesus som en betydelig person, der er udsendt af Gud og som underviser mennesker om ham. Men, som vi har set, så er det ikke nok! Det er derfor også det, Jesus først viser ham, for dernæst at give ham svaret på, hvad han skal gøre for at komme ind i Guds rige.

Som vi kan se i beretningen, så svarer Jesus slet ikke, som man skulle tro, på de pæne og rosende ord om ham, Nikodemus var kommet med, men begynder i stedet med det, der er det vigtigste. Ifølge kap. 2:25 kender Jesus det enkelte menneskehjerter, og derfor ved han også, hvad Nikodemus har brug for at høre i mødet med ham. Og så er det, at Jesus siger til ham: 'Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny'. Nikodemus forstod ikke, hvad det var, Jesus mente, selvom han som en bibellærer i Israel burde gøre det, som Jesus siger ifølge v. 10.

Han svarer derfor: 'Et menneske kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv for at blive født engang til?' Nej, mennesker forstår det ikke, og det er da også kun Gud, der kan gøre det for os uforståelige under. Det er nemlig Gud, der ved sin Ånd bevirker, at et menneske kan blive født på ny og komme til en frelsende tro på Jesus.

Når Jesus hele tre gange i teksten, nemlig i vers 3, 5 og 11, begynder med ordene 'sandelig, sandelig..', så er det en understregning af, at det han herefter siger, står fast og er urokkelig. Det er altså noget, intet menneske kan komme uden om. Med dette understreger han, at hvis Gud ikke griber ind i et menneskets liv ovenfra - altså fra Gud - så det fødes på ny, så er det umuligt for et menneske at blive frelst, eller at forstå det, han siger. I vers 3 og 5 understreges dette desuden af, at Jesus siger, at 'ingen kan..'..! Ordet 'ingen' betyder selvfølgelig, at der ikke er en eneste, hverken dengang eller nu, der kan blive frelst uden Guds Ånds suveræne indgriben.

Derfor er det, at et menneske må fødes på ny, eller af vand og Ånd, som han siger lige efter. Men, hvad menes der egentlig med det, Jesus i det sidste henviser til? Mange kristne tror, at vandet henviser til dåben, men det er forkert. Jesu udsagn i vers 3 om den nye fødsel, og i vers 5 om vandet og Ånden er nemlig synonyme, og det betyder, at de begge henviser til den frelse, der skænkes os af Ånden i mødet med Guds levende ord. For at blive født på ny, må Helligånden gøre ordet - både med et lille og med et stort O - blive levende i et menneske til frelse.

Jesus siger derefter, at hvad der er født af kødet, er kød, og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Det første betegner alt det, der kommer fra den natur, mennesket er i sig selv; og som vi har set, kan det ikke af egen kraft eller evne komme til tro på Jesus og blive frelst. Derfor er det, at Jesus så stærkt understreger, at et menneske må blive født på ny for at blive et Guds barn - for dér, hvor Guds Ånd er, dér er Gud selv, og derved opfyldes det ord, hvor der står:

"Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk", 2. Kor. 6:16.

Som vi kan se i teksten, så sammenligner Jesus det, der sker ved den nye fødsel, med Ånden, der blæser, hvorhen den vil. Hermed henviser han til, at som vi ikke kan se vinden, men ud fra dens virkning ser, at den er der, således er det også med Ånden. Vi kan se, at der er en kraft, der sætter træernes blade i bevægelse, og således kan vi også se på den, der er født på ny, at Ånden er kommet til denne person med kraft til både en indre og ydre forvandling, og med det samme resultat, som Paulus har beskrevet således:

"Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig, og det liv, jeg lever i kødet, det lever jeg i troen på guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig", Gal. 2:20.

Som vi har set, så understreger Jesus igen og igen, at vi ikke kan se Guds rige, dvs., komme til Gud og blive frelst, uden ved hans Ånd. Det er umuligt! Mennesker kan ganske vist godt lade som om, de er det, men som vinden vil kunne ses af dens virkning, således vil Åndens virkning i et menneske også kunne ses af det, den udøver i et menneske.

Nikodemus spørger så, hvad han skal gøre. Han burde som allerede nævnt have forudsætningerne til at forstå det. Som teolog kendte han de hellige skrifter - og han burde derfor om nogen vide, hvad der står skrevet. Og endnu mere: Han burde selv have erfaret det, der tales om. Det er også det, Jesus henviser til, når han ifølge v. 11 siger: 'Vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd'. Det er det samme, som Johannes taler om, når han i prologen siger dette om Jesus:

"Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn", John. 1:10-12.

De (altså de fleste) kendte ham ikke, fordi de ikke har taget imod ham, og derfor forstår de heller ikke det, han siger og taler om, selvom det så tydeligt er beskrevet. På samme måde har jeg engang hørt en kristen teologistuderende sige, at han under sin uddannelse aldrig har hørt nogen af hans lærere tale om, eller undervise de studerende om, den nye fødsel. Når vi kommer til vers 12, så kan det være lidt svært at vide, hvad Jesus mener, når han siger: 'Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan kan I så kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?' Men så vidt jeg kan se, så henviser det til det, Jesus netop har undervist Nikodemus om - og betyder, at hvis mennesker ikke forstår den frelse, han kom til jorden for at skænke dem, hvordan kan de så forstå det, han taler til dem om det himmelske?

Et eksempel på dette er Jesu udsagn i vers 13, hvor han siger, at 'ingen er steget op ti Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen'. Det første er, at han, som steg ned, er den samme, som er steget op. Det betyder, at han også tidligere har været på jorden, og er den, som igen og igen har åbenbaret sig som Herren i GT. Det næste er, at han derefter i 'tidens fylde' er steget ned fra Himmelen som Menneskesønnen, altså som et menneske som en af os, og som dog på samme tid er i Himlen. Dette henviser til, at han på samme tid er sandt menneske og sand Gud, og henviser muligvis også til sin enhed med Faderen og Ånden.

Derefter tager Jesus udgangspunkt i en tekst fra GT, som alle jøder og selvfølgelig også en teolog som Nikodemus kendte godt til, og det bruger han til at illustrere, hvad han har talt om indtil nu om frelsen, og hvorfor han, den højt ophøjede, måtte komme til jorden som Menneskesønnen. Vi læser:

"Ligesom Moses ophøjede kobberslangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes".

Jesus henviser her til en episode på deres ørkenvandring, og som vi kan læse om i 4. Mos. 21. I denne beretning kan vi læse, at israelitterne gjorde oprør mod Gud, som derfor straffede dem ved at sende giftslanger ind i deres lejr. Dette bevirkede, at da disse slanger bed dem, døde mange, og andre var døende. De havde fået døden i sig, og folket vendte sig da til Moses og sagde: 'Vi har syndet! Gå i forbøn for os, at han tager slangerne fra os'. Det kunne Gud jo godt gøre, men det ville jo ikke redde dem, der allerede var blevet bidt? Derfor befalede han Moses at gøre noget meget mærkeligt: Han skulle rejse en pæl midt i lejren, og så skulle han anbringe en slange på den, der skulle laves af kobber. I GT er kobber er et billede på Guds dom og vrede over folkets synder. Da Moses havde gjort dette, skulle han sige til folket, at enhver slangebidt, der ser hen på denne kobberslange, skal leve. Således blev kobberslangen et forbillede på ham, som Gud ville sende til jorden for at frelse alle, der ser hen på Jesus. Som vi ved, skete det, da han blev hængt op på et kors, eller en pæl, som det græske ord også kan oversættes med. Her gik det ord i opfyldelse, hvor der står skrevet: 'Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle'.

Da jeg læste beretningen i 4. Mosebog, lagde jeg mærke til, at der står, at 'enhver slangebidt, der ser hen på kobberslangen, skal leve'. For at gå over fra døden til livet skulle de altså se hen på den. Jeg kan forestille mig, at Moses og hans tjenere gik rundt til alle i den store lejr og sagde: 'Jeg har et glædeligt budskab til jer fra Gud: Han siger, at I ikke behøver ikke at dø, men leve'. Og de svarer: 'Hvad skal vi gøre Moses: Sig det!' Og han siger: 'Kan I se den pæl derovre? Gud har sagt, at hvis I ser hen på den kobberslange, der hænger der, så skal I ikke dø, men leve'. De fleste tænkte sikkert: 'Er det så let at blive reddet, så er det dumt ikke at gøre det', og de blev udfriet fra døden. Men der har muligvis også været nogen iblandt dem, der ikke troede, at det kunne ske på den måde, og som derfor ikke gjorde sig den ulejlighed at se hen på den, der kunne frelse dem fra døden. Her skal det understreges, at det selvfølgelig ikke var selve slangen, der kunne redde dem fra døden, men det var troen på det, Gud havde sagt, der gjorde det. Og det er det, Jesus henviser til, når han fortsætter og siger:

"Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen (hvorved folket reddede livet), sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv i ham. Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", v. 14-16.

Som vi ser, er det tydeligt, at Jesus i beretningen om kobberslangen fra GT gør den til et forbillede på ham selv således, at som enhver slangebidt dengang kunne redde livet ved at se hen på kobberslangen, således kan enhver også blive frelst ved at se hen til ham som deres frelser - og at det ligesom dengang gælder enhver, som tror. Det nævnes endda to gange for at understrege, at der med 'enhver' menes 'ENHVER'. Som vi ser, så sætter Jesus lighedstegn i teksten mellem dét at 'se hen på' og 'tro på', og de bruges da også ofte synonymt i skriften. Som det fremgår, siger Jesus først, at 'ingen kan SE Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny', og dernæst, at 'enhver som TROR PÅ ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv'.

I en bog, der handler om at bringe evangeliet til indianerne, og give dem en bibel på deres eget sprog, nævner forfatteren, som var kommet til dem som deres missionær, at de ikke havde et ord for tro, og hvordan skulle de så kunne forstå, hvad 'tro' er. Efter en tids grublen fandt han løsningen. De brugte ofte ordene 'være bundet sammen', når de tilhørte nogen, og det brugte han derefter i deres bibel for at forklare, at frelse er at blive bundet sammen med Jesus. Det er egentlig et godt ord, for det beskriver jo ret præcis, hvad det vil sige at tro på Jesus, ligesom det er tilfældet med at se hen på ham.

Det at se hen på, tro på, eller være bundet til Jesus, kan ifølge skriften kun ske, når Helligånden begynder at drage et menneske nærmere til Jesus, og ud fra Guds ord pege på ham som verdens frelser. Som jeg har været inde på, så er der ifølge Guds ord ikke et eneste menneske, der ud fra sin egen erkendelse kan sige, at de tror og kender Jesus som deres Herre. Der er ingen, som er begyndt at søge Jesus, eller er begyndt at tro på ham, hvis ikke Helligånden først har draget dem og har overbevist dem om, at ingen kan blive frelst uden ved Jesus alene. Det er det samme, der henvises til, når Paulus skriver, at 'ingen kan sige: Jesus er Herre, uden ved Helligånden'. Således er det alene ved Guds Ånd, Gud frelser os ved sin Søn og giver os livet, og som helliger os, guider og hjælper os, viser os Guds riges herlighed og giver os sig selv som pant i vore hjerter indtil forløsningens dag. Som vi ser, så er det på samme tid Faderen, Sønnen og Ånden, der gør dette i os. Dette er da også skriftens vidnesbyrd, og derfor er det, at vi i den sande tro bekender, at Faderen og Sønnen og Helligånden er ét, og dog tre. En af vore kirkefædre har formuleret det på denne måde:

"Faderen gør alting gennem Ordet (Jesus) i Ånden, og på den måde bevares treenighedens enhed. Det kan også siges på den måde, at den ene Gud er 'over alle, gennem alle og i alle': 'Over alle' (er han) som Fader, som oprindelse og kilde, 'gennem alle' (er han) ved Ordet, og 'i alle' (er han) i Helligånden", Athanasius af Alexandria.

Dvs., at dér hvor Ånden er, dér er også Faderen og Sønnen. Dette er baggrunden for, at Jesus, når han taler om Helligåndens komme til os, både inddrager sig selv og Faderen, når han ifølge John. 14:18 siger: 'Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer'. Det betyder altså konkret, at Faderen og Sønnen altid vil være dér, hvor Ånden er.

Som vi læser i John. 3:16, så er det Gud Fader, som tog initiativet til at frelse os, og det gjorde han ved at sende sin enbårne Søn, for at enhver, som tror, dvs. tager imod ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Som vi har set, så skænkes denne tro til os af Helligånden, og som dernæst gør os til hans vidner. Det kan vi læse meget mere om i Jesu lange tale, som vi har i John. kap. 14-16, men her til slut vil jeg kun citere to af disse vers. Her siger han først, at når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd - og dvs. således, at de frelses. Og dernæst, at han i dem skal herliggøre Jesus, thi det han skal tage af det, han har sagt, og forkynde det til dem. Det var det, de - og senere enhver kristen - ifølge Jesu afskedstale skulle vidne om for alle! Hvilket herligt vidnesbyrd, for som Peter senere siger, så er

".. der ikke frelsen i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses".

Amen!

Det samme vidnesbyrd ser vi utallige steder i skriften. Et af disse eksempler finder vi i Apg 20, hvor Paulus holder sin afskedstale for menighedens ældste i Efesus, som han ved, ikke skal se mere, og her siger han først:

"I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og lære jer offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og for grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus...", v. 20-21.

I samtalen kommer Paulus derefter ind på, at han ikke har undladt at forkynde dem hele Guds frelsesplan, og i den formaning, som følger, henviser han først til Helligånden, og dernæst også til Faderen og Sønnen, idet han siger:

"Så giv da agt på jer selv og på den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte med sit eget blod", v. 28.

Det er det vigtigste, som også vi kan og skal gøre i dag. Helligånden har sat os til at gøre det samme i dag, som han gjorde det dengang, nemlig at vogte Guds kirke (menighed), som HAN købte med sit eget blod. Læg mærke til, at selvom det er Kristus, der led og døde for os, og udgyd sit blod på Golgata, så taler Paulus alligevel både om Helligåndens og Guds eget blod - et stærkt vidnesbyrd om, at Jesus er Gud, og på samme tid til den fuldstændige enhed, der er mellem Faderen og Sønnen, og til Helligånden, som vidner om dette.

Og det er netop det, der skete, da Helligånden kom til disciplene ti dage efter Jesu himmelfart. Det vigtigste var, at de skulle vidne om ham, og fortælle evangeliet om, hvordan Gud vil frelse mennesker fra den evige fortabelse, og det gjorde han ved at sende sin Søn til soning for vore synder. Det er det, Paulus et sted har formuleret på denne måde:

"Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham", 2. Kor. 5:21