Vi tror på... Helligånden! (4)

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Vi har tidligere set på trosbekendelsens tre første artikler, hvori vi som troende bekender vor tro på Gud Fader som Skaber, og på Jesus Kristus, vor Herre, og vi har også set på den første og anden del af den sidste artikel, der omhandler Helligånden, der i sin helhed lyder således:

      "Vi tror på Helligånden, én hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv".

 

Vi har allerede set flere eksempler på, at det er ved sin Ånd, at Gud virker. Når vi læser, hvad der står i bibelen, kan vi se, at sådan har det altid været. Skriften vidner således om, at det var ved Guds Ånd og Ord, som er Kristus, at Gud skabte verden. Det kommer også klart frem overalt i bibelen, hvor Guds gerning i historien kan samles i det ord, hvor han ved profeten Zakarias siger:

      "Ikke ved magt eller styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre", Zak. 4:6.

 

Det er således også ved Guds Ånd, Helligånden, at Gud skænker mennesker troen på vor Herre Jesus Kristus, skænker dem syndernes forladelse og gør sin nyskabende gerning i og gennem dem - og det er ved Ånden, at han vil opvække alle døde, og i Kristus give os evigt liv. Denne sidste del af trosbekendelsen: 'Jeg tror på kødets opstandelse og evigt liv', er en meget kort sammenfatning af alt det i bibelen, der handler om Herrens komme og om det evige liv hos Gud. Trosbekendelsen har da heller aldrig været tænkt på at være en udførlig genfortælling af alt, hvad bibelen har at sige. Den er i stedet blot tænkt på at være summen af helt centrale sandheder i Guds ord, og således, at enhver kristen kort, klart og præcis kan vide, hvad det vil sige at tro på alt det, der står i bibelen, og hvad der er den rette kristne lære.

 

Denne bekendelse har den kristne menighed allerede fra begyndelsen samlet som et udtryk for, hvad bibelen har at sige, og derfor behøver man ikke at være teolog eller være uddannet for at kunne bedømme, hvad der er en ret eller falsk lære. På denne bekendelse kan vi altså bedømme enhver forkyndelse, og alt, hvad der giver sig ud for at være kristen lære. Det er altså så enkelt, at hvis nogen forkynder eller skriver noget, som er i modstrid med det, der er sagt i denne korte trosbekendelse, så ved vi, at det ikke hører til den sunde og sande kristne lære. I dag er der dog mange, der ville ønske, at der stod 'legemets opstandelse' i stedet for 'kødets opstandelse', fordi henvisning til kødet på mange måder kan misforstås. Det vil jeg komme tilbage til.

 

Vi skal begynde med at læse beretningen i Luk. 24:24-46, og hvor vi ser, at Jesus af flere omgange viser sig for sine disciple, og hvor de erfarer, at han virkelig er opstanden fra de døde. Jeg vil ikke medtage den lange passage her, men vil anbefale alle til at læse beretningen her i indledningen.

 

Det er her, troen på kødets opstandelse og det evige liv begynder. Dvs., at denne tro allerede var i verden, men det var fordi, at Gud helt fra begyndelsen havde åbenbaret det i de troendes hjerter, og som gjorde, at de så frem på ham, der ville komme og borttage verdens synd. Dette var årsagen til, at de troende i den gamle pagt ligesom os så frem til kødets opstandelse og det evige liv. Et eksempel på dette har vi i det såkaldte troskapitel i hebræerbrevet, hvor der står:

      "I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. De, der taler sådan, visser jo dermed, at de søger efter et fædreland..., nemlig det himmelske fædreland", Hebr. 11:13-14,16a.

 

Det er troen på de dødes opstandelse og de evige liv, der tales om. De troende i den gamle pagt så med andre ord frem på Kristi sejr over døden på samme måde, som vi ser tilbage på den. Og som de ved vi også, at alle, der tror på ham, vil få syndernes forladelse og nå frem til opstandelsen fra de døde. Det er det, Paulus berører, når han i sit første brev til korinterne skriver dette om de dødes opstandelse:

      "Hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt... Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede..", 1. Kor. 15:16-18, 20.

 

Når skriften taler om de dødes opstandelse, og på de troendes vished om den, så tænkes der altid på en opstandelse, der berører hele mennesket. Der tales således ikke om en eller anden udefinerbar opstandelse fra de døde, der kun har med vor ånd og sjæl at gøre. Det er der desværre efterhånden mange indenfor kristendommen, der tror og lærer, og mener derfor også, at Jesus kun opstod åndeligt. Det var der vistnok også nogle af hans disciple, der først troende, for da Jesus viste sig for dem, fremgår det, at de mente, at det var en ånd, de så. Men så begyndte Jesus at give dem mange beviser på, at han var den samme, som var død for dem, og altså også med det samme legeme. Og da bad han dem om at se på hans naglemærkede hænder og fødder, og føle på ham, idet han sagde: 'En ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har'. Som et yderlig bevis bad han om noget at spise, og de gav ham et stykke stegt fisk, som han spiste i deres påsyn. Dette gjorde han ikke bare én gang, men formentlig hver eneste dag i de 40 dage, hvor han, som Lukas beskriver det, 'med mange beviser fremstillede sig som den levende, idet han viste sig for dem.. og talte om, hvad der hører Guds rige til'. Han skriver nemlig lidt senere, at de som hans vidner 'spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde', Apg 10:41.  

 

Og således er det også, når de troende skal opstå fra de døde. Som der stod, så er Kristus opstået som en førstegrøde fra de døde, og det betyder 'den første' af mange. Det betyder, at som han opstod fra de døde med sit legeme, så skal vi det også, og som han spiste, så skal vi også det. Der står jo, at de troende 'skal sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget', Matt. 8:11. At det er således, fremgår også af Jesu ord i forbindelse med nadveren, og hvor han bl.a. siger dette til sine disciple:

      "Jeg siger jer, fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige", Matt. 26:29.

 

Dette giver ingen mening, hvis det ikke betyder det, der står. Det, han siger her er altså, at når hans disciple skal opstå fra de døde, så skal de spise og drikke sammen med Jesus, altså nøjagtig som han gjorde det i forbindelse med det sidste måltid før sin lidelse og død, og efter sin opstandelse. Det er det, vi mener, når vi siger, at vi tror på 'kødets opstandelse og det evige liv'. Som jeg nævnte før,   er det bedre at sige legemets opstandelse end kødets opstandelse, fordi det sidste let kan misforstås. Eksempler på dette har vi i de følgende tekster:

      "Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed", 1. Kor. 15:50.

      "De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begær", Gal. 5:25.

      "Den, der sår i kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden", Gal. 6:8.

 

Som de nævnte eksempler viser, giver kødet associationer til det kødelige i os, og derfor tror mange, at den bibelske omtale af kød, også legemets kød, altid er noget negativt, og at vi derfor skal opstå som åndelige væsner uden kød og legeme. Og det var netop det, gnosticismen hævdede på den tid, hvor trosbekendelsen kom til. Af kirkehistorien kan vi læse, at de havde stor fremgang, og de lærte bl.a., at kristendommens mål var at frigøre sig fra legemet, som var en fængsel for sjælen - og derfor afviste de enhver tanke om legemets opstandelse fra de døde. Og derfor var det, at kirkefædrene i trosbekendelsen fastslog, at vi som kristne tror på kødets opstandelsen. Dengang blev ordet ofte brugt synonymt med enten kun legemet, eller som det hele menneske, og det sker også i bibelen. Vedr. det første, så skriver Paulus fx flere steder om det liv, han eller vi nu lever i kødet, fx. Gal. 2:20. Og vedr. det sidste, så skriver Lukas fx om Jesus, der kom til jorden for, at 'alt kød skal se Guds frelse', 3:6.

 

Endnu mere overraskende er det, at bibelen faktisk også taler om, at Jesus opstod i kød. I Apg 2:31 citerer Peter eksempelvis David, der i en profeti om Kristi opstandelse har sagt, at 'hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse'. Det betyder konkret, at han som den opstandne helt igennem er den samme, som da han led og døde, og derfor også det samme legeme og det samme kød i sig. Der er mange eksempler på det samme i NT, men da ordet kød oftest bliver omskrevet til legeme i NT, så lægger vi ikke så meget mærke til det. Det sker fx, når Paulus i Ef. 5 først taler om Kristus og kirken, og siger så ifølge oversættelsen, at 'vi er lemmer på han legeme'. Men ifølge grundteksten står der, at 'vi er lemmer på hans kød og ben', v. 30.

 

Som vi kan se, så var det altså slet hverken mærkeligt eller forkert, at kirkefædrene valgte den formulering i trosbekendelsen, der siger, at vi tror på 'kødets opstandelse', men af de førnævnte grunde vælger man i dag næsten konsekvent at oversætte ord kød med legeme, og som vi har set, stort set er synonyme ord, og er derfor heller ikke forkert. Når det siges så skarpt i trosbekendelsen, så er det altså for at imødegå den vranglære, som siger, at menneskets virkelig jeg kun er ånd, og at legemet kun er et hylster, som ikke skal bruges mere, når vi engang skal opstå fra de døde. Men så er det, vi kan sige: Se på Jesu opstandelse. Opstod han kun som ånd, eller opstod han legemligt? Jo, han var den samme, som da han døde, og dog var det på samme tid forvandlet til et uforkrænkeligt og udødeligt legeme.

 

Fx ser vi, at han ved opstandelsen fra de døde kunne gå ud af graven, uden først at fjerne den store sten, der spærrede vejen. Og, som vi så det i teksten hos Lukas, kan vi læse, at han efter sin opstandelse på et øjeblik kunne være et helt andet sted, og således pludselig stå iblandt sine disciple og tale til dem. Alligevel er der i dag flere og flere, der benægter Jesu legemlige opstandelse og siger, at den kun skal forstås symbolsk. I de sidste år har der været en livlig debat om, hvorvidt Jesus er opstået legemligt eller ej. Et eksempel på dette er et indlæg, der er skrevet af et menighedsrådsmedlem, og som efterfølgende er blevet rost af en af Københavns præster. Fra dette indlæg har jeg sakset følgende udsagn:

      "Jeg tolker opstandelsen som en ikke-fysisk hændelse. I min optik betyder det, at de vise ord, som Jesus har efterladt, lever videre den dag i dag - næsten 2000 år efter, at han blev korsfæstet. Det er altså ordet, der lever videre. De fleste har set bannere med teksten ”Jesus lever”. Jeg tror ikke, at mange tager udsagnet bogstaveligt.., endskønt jeg i mange år har været menighedsrådsmedlem og er vokset op i et kristent hjem. Alligevel kan jeg se, at mange, om ikke de fleste, præsters syn på sagerne er beslægtet med mit. Mine erfaringer er, at mange præster efterhånden ikke tør ytre sig frit af angst for at blive hængt ud som vantro eller i værste fald at blive fyret på gråt papir", https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/kort-sagt-2255

 

Jeg vil ikke kommer ind på alt det, der hævdes for at bortforklare det, der så tydeligt står i bibelen om Jesu opstandelse, og herunder også om vores legemlige opstandelse, der også bliver benægtet. For hvad nytter det, når de i deres menneskelige visdom gør sig klogere end Gud. En sådan dumhed kan ikke kureres, for bibelen siger, at hvis mennesker ikke vil tro sandheden, vil de komme til at tro løgnen; dvs. at de tror, at løgnen er sandhed. Den legemlige opstandelse forarger nemlig denne verdens vise på samme måde, som ordet om korset gør det.

 

Men bibelen siger, at legemet hører med til Guds skaberværk, hører altså med til det at være et menneske. Det betyder, at selvom legemet lægges i graven, skal vi igen opstå med dette samme legeme, men som på samme tid er forvandlet, som Jesu legeme var det. Det er denne forvandling af legemet, Paulus taler om, når han i sit første brev til korinterne skriver dette om de troendes opstandelse fra de døde:

      "Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i ét nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige må iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: Døden er opslugt og sejren vundet", 1. Kor. 15:51-54.

 

Jeg har hørt flere kristne give udtryk for, at de troende i den gamle pagt ikke kendte noget til 'kødets opstandelse og det evige liv', men det er helt forkert. De kendte det ligeså meget til det som os i den nye pagt, selvom de nok ikke så det så klart som os, der kan se alt i den gamle pagt, herunder også de troendes vished om livet efter døden, i lyset af Guds åbenbaring i NT.

 

Der er mange eksempler på denne tro og vished i GT, men lad os her kun se på Jobs vidnesbyrd.

Når vi læser beretningen i Jobs bog, ser det flere gange ud til, at Job tror, at han vil dø som følge af sine lidelser og forfærdelige smerter, og at udfrielsen fra disse først vil komme derefter, og at døden derfor ikke er det sidste. En sådan tekst har vi fx 19:25-17, hvor han siger:            

      “.. jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer (talsmand) stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed (ordret: ingen anden)”. 

 

Der er altså noget, Job siger, at han véd: ‘Jeg véd, at min løser lever’! Han ved også, at denne løser er hans forsvarer/talsmand. Når bibelen bruger et udtryk som at løse, og andre steder at løskøbe, er det reelt i den samme betydning. Sådanne udtryk bruges for at illustrere, at mennesker er syndere og står i gæld til Gud - en gæld, som de ikke selv har en chance for at betale. Det er det, der henvises til i salme 49:8-9, hvor  der står:

      "Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum - prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det...".

Når vi læser GT, fremgår det klart, at de bibelske forfattere fuldt ud var klar over, at deres eneste håb er, at ville komme en, som både vil og kan betale den nævnte pris. Men hvem skulle det være? Alle mennesker er jo syndere, og syndens løn (pris) er døden! Men ifølge bibelen skal en løser nemlig være af deres egen slægt, og alt håb synes derfor at være ude. Og dog er der håb! For Jesus, Guds Søn blev jo netop født til jorden som et menneske, for at han som en af os, både kunne og ville være vor løser og udfri os fra synden, døden og djævelen. Læg også mærke til, at Job siger, at 'når mit sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud'. Han erklærer altså, at når hans sønderslidte hud er borte, dvs. når han er død, så skal han ud fra sit kød skue Gud. Dette kød henviser vistnok til det samme, som vi allerede har været inde på, nemlig til det forvandlede legeme, som Job ved, han skal få ved opstandelsen fra de døde.

 

Der er mange eksempler i GT, som vidner om det samme, men her vil jeg nøjes med at tage et med, som står i NT, men som dog alligevel hører til den gamle pagts tro, fordi den nye jo først kom til, da Jesus udgød sit blod på Golgata. I dette eksempel, som vi kan læse om i John. 11, har vi beretningen om Lazarus, der er død. Og da Jesus kommer dertil på 4. dag, kommer Marta ham i møde og siger:
      "Herre, har du været her, var min broder ikke død", John. 11:21.

 Marta kendte Jesus og vidste, hvad han kunne gøre. Og hun troede vel også, at han kunne opvække døde, men hun havde nok ikke forestillet sig, at det - som et forhåndsbevis på Jesu magt over døden - kunne ske her og nu, for hun siger:
      "Selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig".

Da siger Jesus til hende: 'Din broder skal opstå'. Det var Marta klar over, for som troende kendte hun til 'kødets opstandelse og det evige liv', og hun svarer derfor og siger:
      "Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag", v. 24.

I bibelen henviser 'den yderste dag' til den dag, hvor Messias, dvs. Jesu Kristi, kommer og opretter sit rige. I den gamle pagt, som Marta jo tilhørte, troede alle, at de døde ville opstå på den samme tid, enten til dom og fortabelse, eller til evigt liv hos Gud. Et eksempel på dette er den profeti, som Gud gav Daniel, som er omtalt i kap. 12. I denne tales der først om den store trængsel, og dernæst siger han:

      "På den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnede i bogen. Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky..", v. 1b-2.

 

I bibelen bliver ordet 'mange' ofte brugt som et synonym for 'alle', og således også her. Alle skal opstå til evigt liv hos Gud, eller til dom og fortabelse. Men det er først efter den nye pagts indstiftelse ved Jesu død, at det bliver åbenbaret, at ikke alle døde skal opstå på den samme tid, men at det skal ske i forskellige faser, eller 'hver til sit hold', som Paulus har formuleret det. Og han fortsætter:

      'som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til', 1. Kor. 15:23.

 

I dette vers tales der om Jesu opstandelse, og dernæst ved hans komme om dem, der hører ham til. Paulus refererer altså kun til alle dem, der i den nye pagt er døde i troen på Jesus. Det er deres opstandelse, Paulus beskriver mere udførligt i sit første brev til menigheden i Tessaloniki:

      "Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.. Først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren", 1. Tess. 4:14, 16b-17.

 

Læg mærke til, at der her ikke er tale om Jesu synlige komme til jorden, men han kommer for at hente sin menighed op i Himlen, og ordene 'altid være sammen med Herren' henviser selvfølgelig til det evige liv hos ham. Ifølge de bibelske tekster er der endnu to grupper af døde, og de vil først opstå senere og på to forskellige tidspunkter. Den første af disse er den, Marta refererede til, nemlig opstandelsen på den yderste dag, dvs. ved Jesu synlige komme for at oprette sit rige. Den sidste opstandelse sker først efter de 1000 år, og som Johannes har beskrevet således i bibelen sidste bog:

      "Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgene, efter deres gerninger..", Åb. 20:11-12.

 

Det er først i denne sidste opstandelse af de døde, at mennesker opstår til dom - og det betyder, at de forrige taler om mennesker, der i den gamle og i den nye pagt alle er døde i troen på Jesus. Den sidste af disse opstandelser er den, Marta refererede til, da hun sagde til Jesus, at 'jeg ved, at han', altså Lazarus, 'skal opstå i opstandelsen på den yderste dag'. Men Jesus vil, at hun skal vide noget mere, nemlig at tro på det, Lazarus' død egentlig handler om, og han siger derfor til hende:                    

      "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?"

 

Her kommer Jesus ind på det egentlige, nemlig at han 'er opstandelsen og livet', hvilket betyder, at enhver, der tror på ham, ikke skal dø, men leve i al evighed. Jeg er ikke sikker på, at Marta forstod meningen med det, Jesus havde sagt, men i sit svar på hans spørgsmål sagde hun:

      "Ja, Herre! Jeg tror, du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden", John. 11:17.

 

Det er også svært for forstanden at fatte, at enhver, der tror på Jesus, 'skal leve om han end dør'. Vi, der tror, kan ligesom Marta forstå, at Jesus her taler om den fysiske opstandelse, og at det sker, som han et andet sted har omtalt således:  

      ".. den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og" skal opstå til liv eller til dom, John. 5:26-27.

 

Men her siger Jesus jo, at enhver skal leve, om han end dør. Her taler han altså ikke om den fysiske opstandelse, men om det evige liv, der allerede er begyndt for enhver, der tror på ham. Det betyder, at når et menneske dør, så er det kun legemet, der dør, men at sjælen lever videre. For den troende betyder det, at sjælen herefter er hos Gud i Himlen, og hvor den ved opstandelsen fra de døde vil blive genforenet med sit legeme. Vi forstår ikke, hvordan dette vil ske, men Gud ved det, og det er os nok. Helligånden, som vi er blevet beseglet med, vidner om denne sandhed i vore hjerter, og vi ved derfor også, at den dag kommer, hvor han ifølge sit ord

      ".. skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som [Jesu Kristi] herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt", Fil. 3:21.

 

Da begynder den evighed, han allerede nu har lagt ind i de troendes hjerter, i sin fulde virkelighed, og da opfyldes det ord, som Johannes hører fra Guds troen om det, der vil ske på denne dag:

      "Han [Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvunden. Og han, som sad på tronen, sagde: Se, jeg gør alting nyt. Og han siger [til Johannes]: Skriv; thi disse ord er troværdige og sande", Åb. 21:4-5.

 

Alt dette vil vi se med vore egne øjne, og erfare virkeligheden af den dag, hvor Jesus kommer igen, og vi skal se hans herlighed, og glæde os over den frelse, han har tilvejebragt, i al evighed. Vi kan slet ikke fatte, hvor stort og vidunderligt det er at se ham ansigt til ansigt og altid være sammen med ham, men vi ved dog, at det bliver langt, langt bedre, end vi kan fatte og forstå, mens vi lever her på jorden. Derfor både kan og vil vi sammen med alle engle og alle de troende sige:

      "Værdig er Lammet, det slagtede, til at  kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov.. [Ja] ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder", Åb. 5:12, 14.

Amen!

 

Vi skal begynde med se på et par bibelafsnit, hvori det fremgår, hvad bibelen har at sige om det, trosbekendelsens sidste del refererer til. Det første lidt længere afsnit har vi i Rom. 8:16-27, og her læser vi følgende:

      "Ånden selv vidner sammen med vor Ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham. Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os. Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden - ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder, dog med håb, thi også skabningen skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden. Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund. Og ikke skabningen alene, men også vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning. Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed. Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed, thi hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige". 

 

Der er mange, der læser de første 17 vers i kapitlet, der handler om, hvordan de kristne skal leve i Ånden med Kristus, og springer så over de netop læste vers, og fortsætter derefter med den dejlige løfterige tekst fra vers 28-39, der handler om, at vi mere end sejrer ved Kristus, der elsker os. Det gør de nok til dels, fordi teksten i de netop læste vers kan være svær at forstå. Men faktisk handler de om det, som vi længes efter og som Gud har lovet, vil ske. Det begynder med, at der står, at vi som børn af Gud er arvinger og Kristi medarvinger; han, som Gud 'nu har indsat som arving til alle ting', som det står i Hebr. 1:2. I det samme afsnit står der, at det er ved sin Søn, at Gud har skabt verden, og at det er ham, der 'bærer alt med sit mægtige ord'. Denne verden tilhører ham, og der for er det også ham, der skal arve den, når den engang igen bliver det, den var, før mennesket gjorde oprør mod Gud - og med dette ødelagde jorden. Som vi ved, så fik menneskets oprør mod Gud ikke bare konsekvenser for mennesket selv, som blev underkastet døden, men det fik betydning for alt det skabte. Selvom denne verden på mange måder stadig er en skøn verden, fordi vi overalt ser Guds skaberværks storhed, og mennesket selv i hans billede, så har det førnævnte oprør både bragt død og ødelæggelse ind i verden og i alt det skabte. Alt det skabte, det er det, der i afsnittet i Rom. 8 kaldes for skabningen, altså alt det levende, er underlagt forgængelighed og død. Alt levende ældes og dør, og det gælder både for træer, blomster, dyr og mennesker. Dette er også tilfældet med de troende, selvom de i afsnittet særskilt omtales som Guds børn, og mindst 14 gange som 'os' eller 'vi'.

 

Og så er det, at Paulus underviser de troende om, at de i modsætning til den øvrige skabning er Guds arvinger, som skal arve sammen med Kristus, og den dag kommer, hvor de skal herliggøres med ham. Og det er noget, der får betydning for alt det skabte, som der står i 19: 'Skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares'. Når Kristus åbenbares, så skal alle de, der hører ham til, åbenbares sammen med ham, og det får betydning for alt det skabte. Indtil den dag er vi ikke ladt alene, men Ånden kommer os til hjælp i vor magtesløshed, som der står. Men, hvem er vi, at vi skulle være medtjenere til en så vældig omvæltning, og til en genoprettelse af alt det skabte. Det er ikke noget, der skyldes noget hos os. I det hele taget det, at det blev os forundt at lære Gud at kende ved Jesus Kristus, og ved ham får lov til at vide, at vi også er kendt af Gud, det skyldes ikke noget i os, men skyldes alene Guds kærlighed til os. Igen og igen understreger Paulus dette, som fx i sit første brev til korinterne, hvor han i et længere afsnit understreger, at Gud har gjort alt, og at intet menneske derfor har noget at rose sig af overfor ham. Og så kommer vi til de kendte vers, som siger:

      "Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning, for at vi, som der står skrevet: den, der roser sig, skal rose sig i Herren", 1. Kor. 1:30-31.

 

Vi har altså intet at rose os af, for det er Gud, der har gjort alt, og udvalgt os for at gøre dem til skamme, at de tror om sig selv, at de er noget. Og når Gud virker i os og gennem os ved sin Ånd, så er det ikke pga. os, men på trods af os. Det er der mange, der ikke kan lide at høre, for som farisæerne dengang synes de at tænke: 'Se på os: Gud har udvalgt os, fordi vi er bedre end alle andre!' Men vi har kun ét at rose os af, og det er, at Gud i sin nåde har kaldet os og frelst os, og gjort os til arvinger til hans rige.

 

Vi forstår ikke helt, hvad der menes med, at hele skabningen venter i inderlig længsel på den dag, hvor Guds børn skal åbenbares - men så vidt jeg kan se, betyder det, at de ligesom os lider under den forgængelighed og død, som kom ind i verden ved syndefaldet. Jeg har flere gange læst og hørt, at mange dyr af natur er bange for døden, og er ligefrem angste, når de står overfor den, og derfor kan jeg godt forestille mig, at de ubevidst længes efter den dag, hvor døden ikke er mere. Under alle omstændigheder, så siger Paulus, at 'skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden'.

 

Det er det, der sker ved de dødes opstandelse. Det er jo det, der kommer til udtryk med ordene om, at vi tror på 'kødets opstandelse og et evigt liv'. Læg mærke til, at der ikke står, at vi tror på en åndelig opstandelse fra de døde. Det er der efterhånden mange, der tror og underviser om, idet de som eksempel siger, at Jesus kun opstod åndeligt. Dette var der muligvis også nogle af hans disciple, der først troende, men så lod han dem mærke sine naglemærker og sår i siden, og spiste i deres påsyn, og i 40 dage viste han sig fysisk for dem som den, de kendte forud. På den tid, hvor trosbekendelsen kom til, havde gnosticismen stor fremgang, og de lærte bl.a., at kristendommens mål var at frigøre sig fra legemet, som de mente var en fængsel for sjælen - og derfor afviste de enhver tanke om legemets opstandelse fra de døde. Derfor var det, at

 

Det er udtrykkeligt sagt så skarpt, at vi tror på kødets opstandelsen.

 

Xx 13. 15 min.

 

det var nødvendigt at afvise enhver tanke om, at Jesus  

 

 

Men ser vi på Jesus, som er førstegrøden af de hensovede, dvs. den første, der er opstået fra de døde,

 

 

 

 

Vi skal nu se på, hvad der står om

 

Xx 9.30 min.

 

 

 

henholdsvis bliver omtalt som Guds børn og 'vi'

mennesket, som omtales særskilt som Guds børn 'vi'

 

en ind i verden, og dermed også 

mod ham ødelagt og bragt uorden.

 

, 

NT lærer jo, at Gud har indsat som arving

 

 

alle mennesker længes efter

 

 

, og som Gud har lovet.

 

 

 

vor forening med

disse ting. Lad os først læse et afsnit i Paulus' brev til romerne, der siger noget om den kristne menigheds betydning for alt Guds skaberværk

 

a Rom. 8

 

 om de enkelte punkter

 

men det betyder selvfølgelig ikke, at der så ikke kan lægges mere til.

Fx er der meget mere at sige om

 

og skal derfor også forstås som punktvise overskrifter på troens indhold.

 

 

 

Som vi har set, så betyder det, at vi har en trosbekendelse, der giver en kort forklaring på, hvad der er den sunde og sande kristne lære, selvfølgelig ikke, at der så ikke kan lægges mere til - og den skal derfor nærmere forstås som punktvise overskrifter på troens indhold.

 

en slags overskrift

 kan der naturligvis, for

 

 

Jeg har jo allerede nævnt, at den er tænkt på at være

 

allerede nævnt er det 

 

Som vi har set det i gennemgangen af trosbekendelsen, så er der meget, som ka

 

At vi ikke kan lægge noget mere til det

Xx 4 min.

 

Det betyder så ikke, at der så ikke kan siges mere om

 

 

Et eksempel er fx vor tro og bekendelse af kødet opstandelse