Vi tror på Helligånden.., del 3

Af Eskild Skov Særkjær

Jeg vil indlede med nogle vers fra Apostlenes gerninger, kap. 2, hvor vi hører den sidste del af Peters og de øvrige apostles pinseprædiken, og på jødernes respons af den:

"Denne Jesus, har Gud ladet opstå, derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører... Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus. Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: Brødre, hvad skal vi gøre? Peter sagde til dem: Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange, som Herren vor Gud vil kalde. Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: Lad jer frelse fra denne vanartede slægt", v. 32-33, 36-40.

Denne tekst taler egentlig ikke om apostlenes gerninger, men først og fremmest om Helligåndens! For, hvis Guds Ånd ikke virker med, vil alt jo være forgæves. De var - og vi er altså samlet om ham, hvorom Jesus sagde: Jeg vil sende jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid! I den apostolske trosbekendelses tredje artikel er troen på denne anden talsmand og hans virke på jorden formuleret på denne måde:

"Vi tror på Helligånden, én hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv".

Ja, dét er det, vi tror! Vi tror, at Helligånden er en person, ét med Faderen og Sønnen - og er den, der vidner for os om Jesu frelsesværk i skriften, og åbner den op, så vi kan komme ind i det liv og samfund med Gud, som han har bestemt os til.

Jeg har tidligere citeret et afsnit af Luthers forklaring om Helligånden, og hvor han siger:

"Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, og oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro.

Lidt senere i skriver han dette om Helligåndens virke i den/de troende:

"Jeg tror, at Helligånden har kaldet mig, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden, og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette tro. I denne kristne menighed forlader han dagligt mig og alle troende al synd rigeligt".

Med disse ord understreger han Helligåndens betydning for det kristne liv. Som vi kan se, er det ham, der gennem ordet skaber troen på Jesus, helliger os og føjer os til den forsamling af troende, der betegnes med det græske ord 'ekklesia', der oversat betyder menighed eller kirke. Denne gruppe af mennesker omtales i bibelen også for 'de kaldede', fordi de er kaldet ud af denne verden, og tilhører nu Jesus som hans ejendom. De er tillige forenede med ham, og er hans legeme her på jorden - og det er gennem dette legeme, at han fortsætter med at gøre sin gerning ud over jorden. Dette understreges af Jesu ord, hvor han siger: 'I er mine vidner', og:

"Gå derfor hen og før alle folkeslag til mine disciple.., idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende", Matt. 28:19-20.

Resultatet af den prædiken, vi læste fra Apg 2, er lige efter beskrevet således:

"De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent 3000 sjæle til. Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne. Og alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles, de solgte tit ejendom og godt og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til. Enigt og vedholdende kom de dagligt i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse", 41-47.

Hvilket herligt resultat af det første vækkelsesmøde i Jerusalem, og det er dét, der også kan ske i dag, hvor evangeliet om Jesus når mennesker ved Guds Ånd, og således, at det stikker dem i hjertet. Det betyder dog ikke, at alle så vil omvende sig til Jesus. For, når der står, at nogle lod sig frelse, så betyder det desværre også, at der var andre, der ikke gjorde det. Der er især to grunde til, at mennesker ikke vil omvende sig og tro:

1.: de ønsker ikke at slippe det, der hører denne verden til, og

2.: de tror, at livet med Jesus vil fjerne glæden ved livet.

Det er ikke rart at møde mennesker, som tror, at det at tage imod Jesus vil gøre livet kedeligt - når virkeligheden er, at de i ham vil få en glæde, langt større end det, de kan fatte. Det er denne glæde, David eksempelvis har beskrevet således:

· "Herre, du skænked mit hjerte en glæde, større end deres, da korn og most flød over", Salme 4:8.

· "Thi bedre (er) en dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus' tærskel end dvæle i gudløshedens telte", Salme 84:11.

Derfor er det så vigtigt, at mennesker, når de hører ordet, og måske egentlig godt ved, at det er sandt, ikke tænker: 'Dét med Gud' vil jeg tage stilling til en anden gang! For måske bliver der ikke en anden gang! Det er det, hebræerbrevets forfatter advarer imod, idet han med et eksempel fra GT taler om Helligånden og siger: 'I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter..', Hebr. 3:7-8a.

Det kan altså lade sig gøre for mennesker at forhærde hjertet, så de til sidst ignorerer budskabet. Modsat har vi dem, der hører evangeliet, som reagerer på det, der bliver forkyndt og spørger: 'Hvad skal VI gøre?' Med disse ord kan det være, at nogle af de forsamlede tænkte: Der må da være et eller andet, vi SELV skal gøre for at blive frelst?

Sådan er menneskers tankegang! Men Peter havde jo lige undervist dem om, at det hele ER gjort! Som fx i vers 21, hvor han citerede fra GT og sagde, at 'enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses'. Det betyder, at de tror, at Gud kan frelse dem, som kommer til ham. Ja, alt ER gjort, da Jesus med et eneste offer har sonet deres synd, hvorefter Gud opvakte ham fra de døde, og gjort ham både til Herre og Kristus, som der står i kapitlet. De skulle altså intet gøre, men kun tage imod den frelse, der blev forkyndt. At tage imod er det samme som at omvende sig. Her kan vi fx bare tænke på det, der står i John. 1:11-12, hvor vi læser:

"Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn".

At tage imod Jesus er, som vi kan se, det samme som at blive et Guds barn - som igen det samme som den frelse, som Jesus underviser Nikodemus om to kapitler længere fremme. Først siger han til ham, at 'ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny, og lidt senere:

"Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have livet i ham", John. 3:14-15.

Som vi ved, så havde Israels folk syndet groft, og mange var ved at dø af slangernes gift, som er et billede på syndens dødelige virkning i et menneske. Men for at frelse folket fra døden, befalede Gud, at Moses skulle lave en kobberslange, for at enhver, der var blevet bidt af slangerne, kunne se på den og redde livet. De skulle altså vende sig om og se hen på Guds frelsende nåde. Dette bruger Jesus så igen som et billede på, hvad det vil sige at blive frelst. Den enkelte må altså vende sig om, som er det samme som at omvende sig, og i den tro, Gud giver dem. Lige efter har vi da også dette kendte vers:

"Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at ENHVER, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", v. 16.

Som det fremgår af Jesu undervisning, så betyder dét at blive født på ny altså helt det samme som at omvende sig, tage imod Jesus og tro på hans frelsesværk. Dog er der kristne, der tror, at det at omvende sig betyder, at de må tage sig sammen og leve ret for at blive frelst. Men det er helt forkert! For troen på Jesus, og dermed også frelsen, gives jo pga. Guds nåde ved Helligånden. Gennem skriften understreges det da også igen og igen, at det ikke er os, men Gud alene, der har magt til at skænke os troen og gøre os til sine børn. Det stemmer helt med det svar, Jesus gav, da nogle jøder kom til ham og spurgte, hvad de skulle gøre for at blive frelst:

"Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt", John. 6:29.

Så enkelt er det! - og alligevel så svært, at mange enten ikke vil - eller siger, at de ikke kan - tage imod den frelse, Gud rækker ud til dem. At omvende sig og tro på evangeliet om Jesus, er nemlig villighed til at slippe sit eget for at gribe ud efter den gave, som frelsen jo er. Paulus skriver:

"Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes IKKE gerninger, så nogen kan rose sig..", Ef. 2:8-9.

Som vi kan se, så er nåden, troen og frelsen en gave til os fra Gud; dvs. det er ham, der gør værket i os ved sin Hellige Ånd. Det er altså ikke på nogen måde os, der skal anstrenge os for at tro, eller gøre noget at skabe et godt resultat - og vi skal derfor heller ikke kæmpe for at tro, som nogle gør det. For den hvile, Jesus taler om, fås, som vi ved, alene ved, at mennesker helt overgiver sig og tager imod dét, Gud har gjort, da han sendte sin Søn til soning for vore synder. Det er det, Peter taler om, da han senere i apostlenes gerninger igen talte med jøderne om frelsen, og siger:

"Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede", Apg 3:19.

Her har vi et nyt synonym for at omvende sig og tage imod Jesus i tro. At fatte et andet sind betyder, at tilhørerne dengang, og alle siden hen, vender sig bort fra alle indvendinger, de måtte have for ikke at tro - for modstanden mod at tro opstår i sindet, i menneskers kødelige natur, der vender sig mod Gud. Som vi ved, så vil opfordringen til at fatte et andet sind dog ikke altid føre til, at tilhørerne straks adlyder kaldet og begynder at tro - men hvis de blot ærligt vil lade det komme an på en prøve - så vil ordet, der er sået, sikkert også komme til at spire.

Netop derfor er det så vigtigt, at vi i både ord og gennem vort liv vidner for mennesker og viser dem hen til Jesus. Et eksempel på dette kan vi læse om i John. 1:45-46, hvor vi har følgende beretning:

"Filip finder Natanael og siger til ham: Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret. Natanael sagde til ham: Kan noget godt være fra Nazaret? Filip siger til ham: Kom og se!"

Vi ved, hvordan beretningen ender. Da Jesus senere mødte Natanael, ser (dvs. forstår) han, hvem Jesus er, og han ændrer sit sindelag, skifter sin vantro ud med tro og siger: 'Rabbi! Du er Guds Søn, du er Israels konge'. Som i eksemplet kan ingen selv ændre sit sindelag, men de kan søge og finde ham, der kan gøre det. Når mennesker siger, at de ikke kan tro, så skyldes det, at de enten endnu ikke har hørt evangeliet og mødt Jesus, eller at de ikke vil tro, når han rækker muligheden for at gøre det ud til dem. Men netop fordi Guds vilje er, at alle må blive frelst, så er det, at han siger dette til dem ved sine tjenere: 'Fat.. et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede'.

Som vi har set, så er det 'at fatte et andet sind' det samme som at omvende sig og tro på Jesus. At tro på Jesus er altså at tro på det, han har sagt i sit ord, og menneskers liv afhænger af, at de og vi gør netop dette. Så da jøderne fik svaret på, hvad de skulle gøre for at blive frelst, så var det afgørende, at de forstod, at de måtte fatte et andet sind, dvs. omvende sig og tro, så de kunne få tilgivelse for deres synder. Det er altså ikke dåben, der frelser noget menneske, for det er ganske almindeligt vand, men det er derimod troen på dét, vandet symboliserer, nemlig at tro på Jesus Kristus som den, der døde for vore synder, der gør det. At det forholder sig således, bevidnes igen og igen i skriften. Alene i brevet til romerne taler Paulus om dette mindst 20 gange, som fx i kap. 3:21-22, hvor han skriver:

"Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsning i Kristus Jesus".

Som følge af alt dette og andre udsagn om det samme, når han frem til denne konklusion:

"Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus".

Som vi ser, er det tydeligt, at det er troen og ikke dåben, der frelser. Luther er inde på det samme, når han et sted siger, at 'en dåb uden tro ikke er nogen dåb'. Det siger han, fordi dåben skal afspejle den indre forvandling, som gives den enkelte ved Helligånden. Når vi derfor sammen med Paulus siger, at vi er døbt til Jesu død, så betyder det, at vi tror på alt det, der står i bibelen om Jesu lidelse og død, og at vort gamle liv er blevet korsfæstet med ham. Dette gør, skriver Paulus, at vi 'skal regne os selv som døde for synden og levende for Gud', Rom. 6:11. Det kan altså godt være, at vi ikke føler det sådan, men i skriften siger Gud, at vi er det! Som nævnt er denne forvandling ikke menneskeværk, men er alene Guds værk, idet han har givet os sin hellige Ånd til både at tro, og dernæst at leve et helligt liv i hans kraft. Et sted beskriver Paulus det således:

"Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden...", Tit. 2:11-12.

'Omvend jer', sagde Peter, og 'lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave'. Dette er et løfte! Den, der vender sig til Gud i tro, vil få Helligånden som gave. Vi har allerede set på den tekst fra Ef. 2:8-9, hvor det fremgår, at Guds nåde, frelse og troen er givet os som en gave - og således er Helligånden også en gave. Det er den samme gave, og den kan beskrives som en fint slebet ædeldiamant, der, som jeg har læst, funkler og stråler forskelligt i hvert af deres op til 46 facetter. Når Peter derfor siger, at de skal få Helligånden som gave, så taler han altså om det samme, som da Jesus sagde til Nikodemus, at mennesker må fødes på ny - og hans undervisning munder som bekendt ud i det føromtalte vers i John. 3:16.

Man kan sige, at frelsen består af to faser. Den første er, at mennesker hører evangeliet og gennem det også kaldet fra Gud. Det stemmer da også helt med det, der står i Rom. 10:17, hvor Paulus skriver:

"Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord".

Gennem dét ord om frelsen ved Jesus, som Peter forkyndte, hørte de altså Guds kald til frelse, og fordi Helligånden altid er med dér, hvor ordet forkyndes, 'stak det dem i hjertet', som der står. Det kommer altså ikke an på den enkeltes præstation, men på Guds kraft til at overbevise mennesker. Paulus har et sted formuleret Åndens medvirken ved ordets forkyndelse på denne måde:

"Jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, og min tale om mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft", 1. Kor. 2:3-5.

Når evangeliet prædikes med Ånds og krafts bevis, som der står her, så vil mennesker reagere. Og her kommer vi som nævnt til den næste fase: Enten lukker de ørene for ordet, eller så åbner de dem, og spørger: Hvad skal vi (jeg) gøre for at blive frelst? Svaret på dette spørgsmål har vi allerede været inde på. De vil få Helligånden som gave og dermed også syndernes forladelse. Dette er troens begyndelse, og dette er troens liv. Vi har allerede set, at det er ved Guds nåde - og bemærk: ikke Guds lov, som nogle tror, der opdrager de kristne til at leve et retskaffent liv.

De, der har fået syndernes forladelse og Helligånden som gave, og lever under Guds nåde, er altså mennesker, der har taget imod Jesus, tilhører ham, er forenede med ham - og er derfor også lig dem, der lige efter Peters pinseprædiken omtales sådan: De, som nu tog imod hans ord, blev føjet til dem, der lod sig frelse. Føjet til hvem? De blev føjet til dem, som i forvejen tror på Jesus og hans frelsesværk - og dermed også til den forsamling af hellige, der er udtaget af verden - og som Paulus et sted har beskrevet på denne måde:

"Med en Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri, og alle har vi inddrukket samme Ånd", 1. Kor. 12:13.

Igen bemærker vi henvisningen til, at det er Guds Ånd, der føjer et menneske til at blive ét i Jesu Kristi legeme. Det er dem, der i trosbekendelsen kaldes 'én hellig almindelig kirke' og 'de helliges samfund'. I de første århundrede var der flere falske lærdomme i omløb, og ifølge disse indeholder kristendommen en hemmelig lære, der kræver indsigt og erkendelse at finde, og som var forbeholdt de få. Ifølge disse handler kristendommen dermed om at få indsigt i ens egne muligheder for at opnå frelse end af bibelens lære. Denne indsigt gik under fællesbetegnelsen 'gnostisk kristendom', men den havde dog intet med den sande kristendom at gøre. Fra kirkehistorien ved vi, at kirkefædrene gjorde op med denne falske bevægelse, og at det er baggrunden for, at de i udarbejdelsen af trosbekendelsens konkluderede, at vi som kristne tror på 'Helligånden, én hellig almindelig kirke (og) de helliges samfund..',

Når der om i trosbekendelsen om kirken står, at den er hellig og almindelig, så betyder det første, at den ikke er som verden, men er af Gud adskilt fra verden, og derfor hellig, som han er det. Og når der næstefter står, at den er almindelig, så er det for at understrege, at den ikke består af en gruppe A og en gruppe B kristne, og hvor de første har den førnævnte skjulte indsigt i skriften, og som kun er åbenbaret for de indviede, og hvor de sidste må stå udenfor frelsen. Vi har allerede været inde på betydningen af ordet kirke, og som vi kan se, så har kirkefædrene også forstået betydningen, idet de lige efter konkluderer, at kirken består af og er 'de helliges samfund'.

Som førnævnt kommer ordet kirke fra det græske ord 'ekklesia', og som betyder, at vi som troende både kan kaldes for, og er, Kristi menighed og Kristi legeme. Ligesom vore arme og ben, næse og øjne, såvel som alt andet i os hører med til - og virker sammen - i det samme legeme, således hører vi også med til - og virker sammen i det samme åndelige legeme. Denne enhed betyder, som Paulus har formuleret det, at

"Når ét lem lider, lider alle lemmer med; når et lem bliver hædret, glæder alle lemmer sig med", 1. Kor. 12:26.

Som ét legeme i Kristus er vi altså ved Guds Ånd kommet ind i et nyt forhold, både til Gud, vor Fader og vor Herre og frelser, Jesus Kristus, såvel som til alle dem, der hører ham til. Til de sidste hører også de, der er gået forud for os, såvel som alle de nulevende troende i alle lande. Vi er alle én kæmpeskare af troende, fordi vi ved Guds nåde er blevet føjet til Jesu Kristi legeme. Og hans legeme er hellig, som han er hellig, og derfor kan vi med rette kaldes for 'de helliges samfund'.

Som hans legeme har Gud ikke kun taget os ud af verden, for at vi skulle glæde os over at være hans børn, og leve for ham i hellighed, men også for, at vi som hans stedfortrædere skal bringe budskabet om hans nåde og frelse ud til alle. Når vi gør dette, så kommer vi ifølge skriften aldrig til at gå alene - for Ånden går med og vidner sammen med os. Den siger også, at det kun er derved, at mennesker kan blive ramt af ordet - og hvor nogle lader sig frelse, og således, at de, som Paulus skriver, må vende om

"til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud, og fra Himlene vente hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede", 1. Tess. 1:9-10.

Ja! Det er pga. Jesu sejr over synden, døden og djævelen, at vi sammen med alle de hellige ud over jorden kan sige, som der står i trosbekendelsen, at 'vi tror.. på kødets opstandelse og det evige liv'. Det sidste skal vi ikke se nærmere på her, men jeg vil dog her til slut lige citere Jesus, der har sagt:

· "Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til (evigt) liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom", John. 5:28-29.

· "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?" John 11:25-26.

Amen!