Vi tror på Jesus Kristus, vor Herre (1)

Af Eskild Skov Særkjær

Jeg vil indlede med disse vers fra 1. John. 5, og hvor apostlen skriver:

"Dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv; og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide, at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn", v. 11-13.

Forrige gang så vi på den første del af den apostolske trosbekendelse, og hvori vi bekender vor tro på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og jordens skaber, og hvad det betyder for os. I denne gennemgang skal vi se på den anden artikel, hvori der tales om troen på Jesus Kristus, og som lyder således:

"Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet; nedfaret til Dødsriget, på tredje dag igen opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Guds Faders, den Almægtige højre hånd, hvorfra han skal komme at komme og dømme levende og døde".

Alle disse udsagn, som nævnes om Jesus her, er vigtige. Den siger ikke bare, at vi tror på Jesus, for det gør de mange sekter og nyreligiøse retninger også. Derfor er det nødvendigt at præcisere, hvilken Jesus det er, vi tror på. Ifølge bibelen er det den Jesus, som er Kristus! Det er den Jesus, som er Guds enbårne Søn, og som han har gjort til Herre over os og over alle, både levende og døde. Det er den Jesus, som er vor frelser og som blev undfanget ved Guds Ånds indgriben i jomfru Maria. Som det fremgår, så indflettes der lige derefter en hedning i den kristnes trosbekendelse, nemlig Pontius Pilatus. Det henviser til, at Jesu lidelse og død skete i den bestemte tid i historien, hvor Pilatus havde magten i Jerusalem, og er altså historisk bevidnet.

Vi tror og bekender endvidere, at Jesus efter sin lidelse og død nedfor til Dødsriget, og opstod igen på den tredje dag, ganske som han havde sagt det. I den sidste del af den anden artikel, som vi dog først skal se nærmere på næste gang, så tror og bekender vi som kristne desuden også, at Jesus steg til Himmels, hvor han nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, og hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde

Til den del, vi skal se på i denne gennemgang, vil jeg til at begynde med tilføje Luthers forklaring til den, og hvor han med få ord uddyber det, der her er sagt om Jesus Kristus:

"Jeg tror, at Jesus Kristus er sand Gud, født af Faderen i evighed, og tillige sandt menneske, født af jomfru Maria, og at han er min Herre".

Her peger Luther på det hemmelighedsfulde, der møder os i evangeliet, nemlig, at Jesus på samme tid er sand Gud og sandt menneske. Netop dette udsagn har helt fra begyndelsen været til en stor forargelse for mennesker, som ikke tror på skriftens vidnesbyrd om Jesus, vor frelser. Her kan vi fx bare tænke på de storme, der har været i kirkehistoriens første tid, hvor den grundlæggende lære blev voldsomt angrebet af bl.a. gnosticismen, der benægtede, at Jesus er sand Gud, og at der i det hele taget slet ikke er brug for en forsoning mellem Gud og mennesket. Således har der også op gennem tiden været forskellige kristne sekter, der på lignende måde - enten direkte eller indirekte - har forkastet frelsesgrundlaget. Deres argumenter er med forskellige variationer er fx kommet til udtryk på denne finurlige og totale udelukkelsesmetode:

'Hvis Jesus er Gud, så kan han ikke dø - og i så kan han ikke sone nogens synd. Og hvis han kun er et menneske, så kan han heller ikke gøre det!'

Hvor er det let at manipulere med sandheden, hvis den ikke stemmer med ens forudfattede meninger. Faktisk kan man på den måde få bibelen til at sige hvad som helst. Fx er der nogle bibeltekster, der bliver brugt og fordrejet til at vise, at mennesker godt kan blive frelst uden forsoning. Et eksempel herpå er, at Jesus citerer skriften, hvor Gud siger: 'Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer', Matt. 9:13. 'Det gælder altså bare om at være barmhjertig', siger nogle, 'og derfor behøves der ikke noget offer'. Hertil er svaret: Nej! for det første taler denne tekst om et GT-offer, hvor hjertet ikke er med, og for det andet stemmer det ikke med bibelens budskab. Derfor må vi ikke rive en tekst, som fx den ovenstående, ud af dens sammenhæng, eller ud fra alt det, der ellers står i bibelen. Den siger jo, at 'summen af Guds ord er sandhed'.

Summen af Guds ord siger nemlig klart, at Jesus, som er Guds Søn, kom til jorden for at frelse syndere, og han derfor 'er soning for vore synder', ja, for 'hele verdens', 1. Tim. 1:15, 1. John. 2:2. Bibelen siger dog også klart, at mange ikke vil modtage denne frelsende forsoning. Her har Paulus ret, som han et sted har formuleret det, at evangeliet om 'Jesus som korsfæstet (er) for jøder en forargelse, og for hedninger en dårskab', 1. Kor. 1:22. Når nogle, også såkaldte kristne, således benægter, at Jesus er, er Guds Søn, død for verdens synd, så er det et bevis på, at de ikke har Guds Ånd i sig til at vidne for dem om denne sandhed.

Denne forsoning hviler overalt i bibelen på den sandhed, at Jesus Kristus på samme tid er menneske og Gud. Det var da også i forbindelse med Jesu undfangelse ved Helligånden, at englen Gabriel fortæller Josef, at den søn, Maria skal føde,

'ham skal du give navnet Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder', Matt. 1:21.

At han skal frelse 'sit folk' henviser til, at det er Gud, der ved ham er kommet til jord som et menneske for at frelse de fortabte. Når mennesker kommer til tro, forstår de, at de er blevet løskøbt fra det tomme liv, som de har arvet, 'med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde', 1. Pet. 1:18-18. Den herlighed, der ligger heri, er den samme, Johannes tager op, når han vidner om Jesus med ordene:

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.. Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk", John. 1:14-18.

For at ingen skal være i tvivl om, at han, som blev kød og tog bolig iblandt os, er Gud og ét med Faderen, så indleder Johannes sit evangelium med disse kendte ord:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er", John. 1:1-3.

Med ordene 'i begyndelsen' bruger Johannes de samme ord, som GT indledes med, og hvor der står: 'I begyndelsen skabte Gud..'. Så når mennesker spørger: 'Hvornår blev himlen og jorden til', så kan vi sige: I begyndelsen! Og når de videre spørger, hvordan det skete, så kan vi svare: Ved Guds Ord! Sådan lyder det igen og igen i bibelens første kapitel: 'Og Gud sagde.., og således skete det!' Overalt i bibelen fremgår det, at når Gud taler og handler, så sker det ved hans Ord, som er Jesus Kristus. Som vi så det ovenfor, så er 'alt [jo] blevet til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er'. Det betyder, at alt det, vi kan se, måle og veje, såvel som alt det, vi ikke kan se, måle og veje, er blevet til ved ham - og uden det blev intet til af det, som er.

Bibelen lærer os, at det er med Guds Ord, som et er med Guds åsyn, arm og hånd. De er nemlig alle en betegnelse på Jesus Kristus, før han blev menneske, og på samme tid peger på hans enhed med Faderen - således er det også med Guds Ord. Bare tænk på, at når en person siger noget, så står denne person til ansvar for det, han har sagt, og det gør han, fordi ordene tilhører, og er ét med denne person. Således har Gud gennem de hellige skrifter også åbenbaret os forholdet mellem sig selv og sin Søn, som er Ordet. Det, han taler, udgår fra ham selv, og det, han taler, er det samme Ord, som blev kød og tog bolig iblandt os, til frelse for enhver, som tager imod ham. Det vil sige, at når et menneske tager imod dette Ord, så tager det imod Guds Søn, og dermed også imod Faderen, som har talt til os ved ham.

Det er nemlig kun 'i ham og ved ham', at vi kan se Guds herlighed. Med troens øjne ser vi lidt af den herlighed, lys og liv, der omgiver den hellige Gud. I vor nuværende tilstand ser vi ikke denne herlighed fuldt ud - det kan vi ikke! - men i Kristus dog nok til, at vi kan se, hvor meget han elsker os og hvor meget, han har gjort for at frelse os, da han bøjede sig ned for som menneske at gå i døden for vore synder. Hans sejr på Golgatas kors kan kun fylde os med glæde, og i den sige det om Gud, som David gør i salme 34:

'Se hen til ham, og strål af glæde, jeres åsyn skal ikke beskæmmes.. smag og se, at Herren er god, salig den mand, der stoler på ham', v. 6, 9.

Når David opfordrer os til at se hen til Herren, så er det i hans Søn, at vi ser ham. Skriften siger jo, at intet menneske kan se Gud, som bor i et lys, intet menneske kan tåle at se ind i, mens vi er i vort jordiske legeme. Hvis vi et øjeblik forsøger at se ind i solens glans, men ikke kan det, så forstår vi, hvorfor vi ikke kan se Gud Fader i al sin herligheds lys. Men, som allerede nævnt: I Kristus ser vi ham, for han viser os Faderen og hans herlighed.

Jeg nævnte ovenfor, at det er Guds Søn, som David henviser til i salmen. Således er det gennem hele GT. Hver gang, der tales om, at Gud kom til den og den person, som fx til Abraham, da han kom til ham ved Mamres lund, eller til Moses, hvor han åbenbarede sig for ham på Sinai bjerg, og hvor han endda talte med Gud 'ansigt til ansigt', som der står, så er der hele tiden tale om den samme, som i NT er omtales som 'den enbårne, som selv er Gud'.

Det er altså ikke bare i den nye pagt, at Gud Fader åbenbarer sig for mennesker ved han Søn, og viser os sin frelse og herlighed. Det er det, der menes med, at der om Jesus står, at han er blevet Faderens tolk. Disse ord henviser til, at han som Guds Søn viser os Faderen; vidner for os om ham; taler om, hvem han er; og åbenbarer dermed også hans vilje for os.

Som vi ved, at var det Faderens vilje først og fremmest, at han ville sende sin Søn til jorden for at frelse sin skabning. Og Sønnen sagde 'JA!' og i den bestemte tid forlod han sin himmelske herlighed for at komme til jorden, og dø for alle, for dermed at føre dem tilbage til det, Gud havde bestemt dem til. Det var det, der skete - og som apostlen Johannes har beskrevet således:

"Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder", 1. John. 4:9-10.

Det er inkarnationens under, der ligger bag det, der siges her. Han, ved hvem verden blev skabt, måtte blive menneske med det ene formål at opsøge og frelse det fortabte. Som der står skrevet:

"Det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af. Derfor måtte han blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder", Hebr. 2:16-17.

Vi kan være helt sikre på, at hvis der havde været andre muligheder for at frelse 'Abrahams børn', som vi kaldes her, så ville Gud selvfølgelig havde brugt denne mulighed, for det, at han sendte sin Søn, var den højeste pris, han kunne give. Hvis der var andre muligheder, så ville han ikke havde sendt sin elskede Søn til jorden for at give sit liv som løsesum for mennesker, som har valgt ham fra. Slår vi op i en ordbog, ser vi, at ordet 'løsesum' henviser til den gæld eller skyld, der skal betales, og således er det også med den skyld, vi har overfor Gud. Ifølge bibelen er den dog så stor, at intet menneske formår at betale den. Det er det, der henvises til i salme 49, hvor der står:

"Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum, prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det, så han kunne blive i live (i åndelig betydning 'aldrig dø')..", v. 8-9.

Ja, for evigt måtte vi opgive det, hvis det stod til os. Ingen kan købe sig fri. Derfor måtte Jesus, Guds enbårne Søn, fødes som et menneske for at betale vores og verdens synd og skyld. Han kom ikke kun for at frelse nogle få udvalgte, som især én bestemt kirkeretning hævder, men som der står, så 'gav [han] sig selv som en løsesum for alle', 1. Tim. 2:6. Og det skete, fordi han

'som ikke kendte til synd, blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham', 2. Kor. 5:21.

Det er forresten dét, som Luther og mange andre har kaldt for 'det salige bytte'. Dvs.: 'Jesus tog vor synd og straf på sig, for at vi kan blive som ham, der aldrig har syndet'. Tænk, at vi pga. det, der skete på Golgatas kors, hvor han udgød sit dyrebare blod, nu kan sige: Han har gjort os retfærdige, og dermed få del i alt det herlige hos Faderen, som han selv har adgang til.

Det er altså ikke ligegyldigt, at Jesus blev undfanget af Helligånden og født af jomfru Maria, som mange kritikere hævder. For, hvis det ikke var sket på netop denne måde, som bibelen beskriver det, så ville Jesus jo også selv, altså ligesom alle andre, være en synder - og det siger sig selv, at han så heller ikke ville være i stand til at frelse nogen fra deres synder - og så ville intet menneske kunne blive frelst. Jesus måtte derfor selv være syndfri for at kunne gøre det, han kom for at gøre, for at vi ved ham kunne få frelsen i eje, og dermed også alt det andet, som han har lovet os. Derfor er det så vigtigt, at vi tror og holder fast i, at Jesu fødsel var gået til på nøjagtig den måde, som bibelen beskriver, og som vi siger det i trosbekendelsen.

Når vi kommer ind på inkarnationen, et under, som så mange nu benægter, så er det kun vantroen, der kan sige, at det ikke betyder noget for vor frelse. Det samme er tilfældet, når mennesker, ja, selv kristne, kan påstå, at de ikke er så store syndere, at Gud vil afvise dem af denne grund. Det viser, at de slet ikke har forstået syndens alvor, og hvorfor Gud måtte sende sin Søn, og hvilken pris han gav. De synes - måske korrekt - at de ikke er så store syndere som andre, men de forstår ikke, at enhver synd er så grufuld, synd, at hvis den ikke bliver sonet, vil den på dommens dag dømme dem til fortabelse.

Bibelen fortæller os klart og utvetydigt, at vi af natur er vredens børn, og dermed også under Guds vrede og dom. Som nævnt er der mange, som mener, at det ikke står så slemt til, og at de nok bliver frelst alligevel. Men for at forstå syndens alvor, og hvor langt vi er fra Gud i os selv, så må vi også forstå, hvad bibelen siger om os. Det er det, Paulus berører, når han med et citat fra GT først siger dette om os og om alle:

"Der er ingen retfærdig, ikke én; der er ingen forstandig, der er ingen, der søger Gud; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste...", Rom. 3:10-12.

Sådan ser Gud altså på enhver, som ikke har modtaget den dyrebare frelse, Jesus har tilvejebragt - og det uanset, hvad den enkelte måtte mene eller ikke mene. Psykologien og mange religiøse retninger taler om, at alle er gode nok på bunden, men som det fremgår, siger bibelen klart og tydeligt, at der intet godt er at hente derfra. I det samme kapitel underviser Paulus os grundigt om, at loven kom til, for at enhver kan se, hvor langt fra Guds rige de er - selvfølgelig ikke, for at de skulle gå fortabt, men for at de derved måtte kunne se deres egen hjælpeløshed, og således også deres behov for en frelser. Og det er så denne frelser, Paulus derefter straks peger på, idet han siger:

"Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud.., en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud, og (alle) bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen ved Kristus Jesus.., ved hans blod", Rom. 3:23-25a.

Vi har været inde på, som det også fremgår her i disse vers, at dét, Jesus kom for at gøre, dét gjorde han for alle. Med alle menes selvfølgelig ALLE, og det stemmer jo med ordene fra John 3:16, hvor der som bekendt står, at ENHVER, der tror på Guds enbårne Søn, Jesus, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det, der her er sagt, betyder dog også, at hvis nogen ikke vil tro, fx fordi de mener, at de er gode nok i sig selv og ikke behøver Jesus, så sætter de sig også automatisk udenfor den frelse, som Jesus døde for at give dem.

Bibelen forklarer, at vi får frelsen i eje ved at tro på Jesus. Nogle har fået 'det at tro' galt i halsen, idet de mener, at det er 'os selv', der skal frembringe den. Det er det aldrig! Det er Gud, der gør værket i os. Paulus beskriver, at troen er en gave, men spørgsmålet er, hvad den enkelte stiller op med den. Gud sendte sin Søn, for at alle ville tage imod denne dyrebare gave med tak, men desværre vælger de fleste at lade den ligge, som reelt er det samme som at afvise den. Men stadig gælder ordene: Enhver, som tror på Jesus, dvs. tager imod ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv.

Der er altså intet menneske, som disse ord ikke gælder for: Det betyder konkret, at som alle har syndet, fordi synden kom ind i verden, så er alle også omfattet af det, Jesus har gjort, da han døde på korset. Det gælder enhver! Derfor har vi hver især lov til med al frimodigt at sige:

Jeg tror, at Jesu død gælder for mig, og at Gud derved har friet mig ud af mørkets magt og ført mig over i sin elskede Søns rige, jfr. Kol. 1:13, 1. John. 1:1.

Han har ført os over.! Det skete, da han efter sin død på korset, hvor han sonede vor synd, hvorefter han 'opstod igen på den tredje dag', som det lyder i trosbekendelsen. Allerede før han led døden for os, havde han sagt, at han er opstandelsen og livet, og at enhver, som tror på ham, skal leve, om han end dør. Hvor er det herligt at vide, at han har sejret over synden, og dermed også over døden og djævelen. Paulus beskriver det på denne måde:

"Han [ikke Jesus, som man skulle tro, men Gud] udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, dét, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus", Kol. 1:14-15.

Det er pga. denne fuldkomne sejr, at han efter sin opstandelse og himmelfart siger dette til alle de troende:

"Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Døden og Dødsrigets nøgler", Åb. 1:18.

'Jeg var død! Men se, jeg lever..!' I troen på Jesus ser vi dette, og med Åndens vidnesbyrd, som taler i skriften og i vore hjerter ved vi, at det er sandt. Derfor ved vi også, at som han lever, således skal også vi, omend vi dør, leve for ham i al evighed. Det er pga. hans evige sejr, at vi som apostlen Peter kan lovprise Gud og sige:

"Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid", 1. Pet. 1:3-5.

Ja, vi har dette levende håb, skriver Peter, fordi Jesus er opstanden. Det måtte Paulus understrege meget kraftigt i sit første brev til korinterne, hvor der var nogle, der ikke troede på opstandelsen fra de døde. Og så er det, at han skriver:

'Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt, 1. Kor. 15:17-18

Også i dag er der nogle, der endog kalder sig kristne, der som dengang ikke tror på opstandelsen fra de døde. Men det hænger ikke sammen. For hvis de virkelig tror på Jesus, som de hævdede, så ved de også, at hans lidelse og død hænger uløseligt sammen med hans opstandelse, og at alle de troende engang skal opstå fra de døde, som han gjorde det. Som vi så det ovenfor, understreger Paulus det meget tydeligt, at uden Jesu opstandelse er der ingen soning for synd, og uden den vil alle derfor også gå fortabt. Men sådan er det heller ikke, skriver han, og fortsætter:

"Men nu ER Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede", 1. Kor. 15:20.

Når der her siges om Kristus, at han er førstegrøden, så betyder det konkret, at han er den første, og så følger høsten efter. Og vi behøver ikke gætte på, hvad der menes med det. Der står jo, at han opstod fra de døde som en førstegrøde af de hensovede, og det det vil sige: enhver, som gennem tiden har sat sin lid til ham og tror på den frelse, han har tilvejebragt. Jesu Kristi opstandelse er dermed garantien for, at også alle de troende engang skal opstå fra de døde - og vi, der stadig lever, skal i ét nu forvandles og iklædes et herlighedslegeme.

Når vi nu ved alt dette, hvor kan vi så andet end at hvile i troen på ham, og i den prise og takke Gud for hans lidelse og død, hans sejrrige opstandelse, såvel som for alt det andet, han derved har givet os, både nu her i tiden, og i al evighed. Inden jeg slutter, skal vi lige se på et par andre vers fra Peters første brev, og hvor han skriver:

"Men al nådens Gud, som kaldte jer til sin evige herlighed i Kristus Jesus, han vil, efter i en kort tid har måttet lide, selv fuldt ud berede, styrke, bekræfte, grundfæste jer! Ham tilhører magten i evighedernes evigheder! Amen", 1. Pet. 5:10-11.

Næste gang skal vi igen se på den sidste del af den anden trosartikel, hvor vi sammen med alle de hellige ud over jorden tror og bekender, at Jesus efter sin død og opstandelse er '.. opfaret til Himmels, siddende ved Guds Faders, den Almægtige højre hånd, hvorfra han skal komme at komme levende og døde".

Amen