Vi tror på Jesus Kristus, vor Herre (2)
Af
Eskild Skov Særkjær
I denne
gennemgang skal vi se på sidste del af den anden artikel, der omhandler vor tro
på Jesus Kristus. I sin helhed lyder den anden trosartikel som bekendt således:
"Jeg
tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved
Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død
og begravet; nedfaret til Dødsriget, på tredje dag igen opstanden fra de døde,
opfaret til Himmels, siddende ved Guds Faders, den Almægtiges højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde".
Lad os
til at begynde med at læse de første 11 vers i Apg 1, hvor lægen Lukas vidner
om Jesus Kristus som den, der er opstået fra de døde, og hvad der skete i de følgende
40 dage:
"I
mit første skrift (og her henviser han til det evangelium, der bærer hans navn)
fortalte jeg dig, Teofilus, om alt, hvad Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen
af og indtil den dag, da han blev optaget, efter at han ved Helligånden havde
givet sine befalinger til apostlene, som han havde udvalgt sig. For dem havde
han også, efter sin lidelse, med mange beviser fremstillet sig som den levende,
idet han viste sig for dem i 40 dage og talte om, hvad der hører Guds rige til.
Og engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke vige fra
Jerusalem, men oppebie (dvs. vente på) dét, som Faderen havde forjættet, og
'som I', sagde han, 'har hørt mig tale om'. Thi Johannes døbte med vand; men I
skal om ikke mange dage døbes med Helligånden. Medens de nu var samlede,
spurgte de ham og sagde: 'Herre! Er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget
for Israel?' Da svarede han dem: Det tilkommer ikke jer at kende tider eller
timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over
jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele
Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende. Og da han havde sagt dette, løftedes
han op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu
stirrede op mod Himmelen, medens han fór bort, se, der stod der hos dem to mænd
i hvide klæder, og de sagde: I galilæiske mænd, hvorfor står I og stirrer op
imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme
igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen", v. 1-11.
Den
første skrift, som Lukas i det første vers henviser til, er som vi ved, dét
evangelium, der bærer hans navn - og her har han fortalt om, hvad Jesus gjorde
og lærte helt fra begyndelsen, og som går helt frem til hans lidelse, død og
opstandelse. Efter dette fortsætter han nu og nævner, at Jesus efter sin
opstandelse fremstillede sig med mange beviser som den, der lever. Nogle af
disse 'mange beviser' er fx, at han viste sine disciple de naglemærker, han
havde på hænder og fødder, såvel som såret i sin side fra spydstikket - og
hvordan han ved flere lejligheder spiste sammen med dem. Af alt det, de så og hørte, blev de klar over, at han virkelig
er den samme, som de kendte fra før, og opstået med det samme legeme. Et andet
stort bevis er, at de, som Lukas beskriver det, hørte Jesus tale om alt det,
der hører Guds rige til.
Hvem
ville ikke gerne have lyttet til det, Jesus fortalte dem? Men mon ikke det
stort set er det samme, som det er overleveret os i NT? Apostlen Johannes
beskriver det, de så og hørte, da Jesus 'efter sin lidelse mange beviser
fremstillede sig som den levende':
"Det,
der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne,
dét, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om Livets Ord, forkynder vi -
og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer
det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - det, vi
altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med
os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus", 1.
John. 1:1-3.
Til det Guds
rige, som Jesus talte om, hører alt det, der står i GT om ham, og at der kommer
en dag, hvor han vil åbenbare sig for alle som Himlens og jordens konge - og
hvor han synligt og konkret vil oprette dette rige på jorden. Dette rige, Jesus
henviser til, kan også betyde og oversættes til Guds herredømme eller
kongedømme. Allerede nu er han alles Herre, hvad enten mennesker ved det og vil
tro det eller ej. Han har magten, uanset hvad de ellers måtte tro eller mene.
Det er således hverken Kina, Rusland eller USA, der i den sidste ende bestemmer,
hvad der skal ske på jorden. De tror nok, at de har magt til at gøre det, de
vil, men de kan dog intet gøre, hvis Gud ikke først tillader eller vil det.
I dag
vil de fleste ikke bøje sig for ham og erkende, at det er Jesus, som har al
magt, men bibelen taler om, at den dag kommer, hvor alle skal se det og forstå,
at han er deres konge og Herre, og bøje sig for ham. Det er den dag eller tid, disciplene
henviser til i vers 6, hvor de spørger Jesus: 'Herre, er tiden nu kommet, da du
vil genoprette Riget for Israel?' De vidste, at det ville ske, og utallige
profetier i GT henviser da også til denne dag, hvor jødernes konge, Jesus Messias,
vil komme tilbage til Jerusalem - og derfra regere ud over hele jorden. Det er
denne dag, profeten Zakarias taler om, når han skriver:
"Han
stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden (Eufrat)
til jordens ende", Zak. 9:10b.
Der er
mange i dag, som tolker Jesu ord om, at 'Guds rige er inde i jer' eller
'iblandt jer' til, at da dette er gået i opfyldelse ved Jesu første komme, så
er der derfor ikke er mere i vente. Hertil er at svare: Når Jesus siger, at
Guds rige allerede er her, så er det i betydningen, at han som 'Riges konge'
åndeligt set var og er til stede blandt de troende. Det betyder, at hvis
mennesker ikke kender denne konge, så er Riget heller ikke kommet til dem. Og
det er så her, at bibelen fortæller, at dette Rige er en slags afspejling af
det konkrete og fysiske rige i Himlen - og at det vil fremstå på jorden, når
Jesus kommer igen som herrernes Herre og kongernes Konge. Læg mærke til, at
Jesus ikke korrigerede disciplene, da de spurgte ham om, hvornår han vil
'genoprette Rige for Israel', men sagde: 'Det tilkommer ikke jer at kende tider
eller timer, som Faderen har fastsat'.
Jesus
fastslår altså, at Guds Rige vil komme, men at det ikke tilkommer noget
menneske at vide, hvornår det vil ske. Jeg har hørt spørgsmålet: Hvorfor kom Guds
rige ikke dengang? Det var og er der et konkret formål med, forklarer Jesus
indirekte i teksten; idet han siger:
"Når
Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i
Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja indtil jordens ende", v. 8.
Baggrunden
for det, Jesus siger, er altså, at før Guds Rige synligt kan bryde frem på
jorden, så skal alle folkeslag først høre evangeliet om ham, og at det vil tage
tid. Og det er så her, at han tilføjer, at det kan hans disciple ikke gøre i deres
egen kraft, heller ikke, selvom de havde været øjenvidner til det, der var sket
i Jerusalem, og igen og igen har hørt Jesus udlægge skrifterne for dem, og hvorved
han 'åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne', Luk. 24:45. Jo, de kunne
muligvis gå ud og vidne om Jesus, men det ville bare ikke være godt nok.
Begrundelsen herfor finder vi allerede i GT, hvor Gud siger:
'Ikke
ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre",
Zak. 4:4.
Det er lige
netop dét, Jesus henviser til og taler om, når han siger til sine apostle, at
de skal vente på den kraft til at vidne, som kun Guds hellige Ånd kan give. Det
er altså kun ved Ånden, og i Åndens kraft, at Jesu disciple kan 'tage af mit',
som han siger, og som bevirker, at mennesker berøres af det, de hører, og komme til tro - for 'troen kommer af det, der
høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord', Rom. 10:17. Den kraft,
der er tale om her, er den samme kraft, som Jesus i den tekst, vi har læst, sagde,
at disciplene skulle vente på og få, når Helligånden kom over dem. Når dette skete, kunne de vidne for mennesker
om det, de havde hørt 'mig tale om', som Jesus siger i vers 4, og herunder også
om alt det, der står om ham i de hellige skrifter.
Jesus
siger herefter, at disciplene skulle begynde i Jerusalem, dér, hvor de var. Desuden
skulle begynde dér, fordi det er stedet, vi i både den gamle og i den nye pagt ser
Guds 'jordforbindelse'. Det var herfra, Gud åbenbarede sig i historien og ind i
menneskeslægten, og det er hertil, at han kommer igen - og derfor skulle
evangeliet også først forkyndes i Jerusalem, 'for jøde først', som der står - og
derefter længere og længere væk, så vidnesbyrdet om Jesus til sidst ville nå helt
ud til jordens ende. På denne dag vil det ord fra GT fuldt ud gå i opfyldelse, hvor
der står, at 'fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord', Es. 2:3,
jfr. Joel 3:22.
Når evangeliet
har lydt ud over hele jorden som et vidnesbyrd for folkeslagene, så vil Jesus
komme igen på samme måde, som han dengang steg til himmels - og på den dag skal
han igen sætte sine fødder på Oliebjerget. Han kommer, som skriften siger, for
at være Israels konge, og som før citeret, skal hans kongedømme strække sig ud
over hele jorden. Indtil da har Jesu disciple, som vi også har set, fået denne
hovedopgave: De skal de være hans vidner! De begyndte i Jerusalem! Så vidt man
ved, så nåede disse første disciple ud til hele den dakendte verden med
evangeliet, og da de døde, gik 'stafetten' videre fra slægt til slægt til os i
dag.
For at kunne
bringe evangeliet ud til alle, må vi som nævnt blive udrustet af Gud til denne
opgave, og ved Helligånden blive hans synlige manifestation på jorden, udrustet
med forskellige nådegaver til at tjene ham og gøre hans vilje. Det er dét,
Jesus henviser til, når han i en lignelse om sin genkomst roser den 'tro og
kloge husholder', som giver de enkelte 'deres bestemte kost i rette tid', og
siger så:
"Salig
er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre
sådan", Luk. 12:42.
Når
bibelen igen og igen - og i samstemmighed med den kristnes trosbekendelse -
siger om Jesus, at 'han tog sæde ved Faderens højre hånd', henviser det til, at hans arbejde for vor
frelse er fuldført. De græske ord, der er oversat til 'det er fuldbragt' kan
også oversættes til 'det er betalt'. Efter dette er han steget op til sin
Fader, hvor han som vores himmelske og evige ypperstepræst bl.a. går i forbøn
for os. Han beder altså for os, også nu i dette øjeblik, ganske som han i sin
tid gjorde det for Peter, da han sagde: 'Jeg bad for dig, at din tro ikke må
svigte'. Således har han siden bedt for alle, og aldrig overladt en eneste af
os til os selv. Det er da også pga. Jesu forbøn, at Gud har givet os sin Ånd,
som giver os kraft til at tjene ham, alt imens han leder og vil helliggøre os
på vor vandring mod himlen. Dertil kommer, at Helligånden som 'den anden
talsmand' vil bede for os her på jorden, som Jesus beder for os i Himlen. Vi
ved ofte ikke selv, hvad vi skal bede om, men i skriften får vi et mægtigt
vidnesbyrd om, at både den 2. og 3. person i Guds énhed går i forbøn for os -
til vor evige sejr.
Ordene 'han
tog sæde' henviser også til, at Jesus nu venter på, at alle hans fjender skal
lægge sig som en skammel for hans fødder. Den dag kommer, siger bibelen, at alle
skal bøje knæ for ham, og hver tunge skal bekende, til Guds Faders ære, at
Jesus Kristus er Herre, Fil. 2:10. Læg mærke til, at der står, at ALLE skal
gøre det! Det er dog ikke alle, der skal gøre de med glæde og jubel, men med
rædsel og frygt: De ser og erfarer nemlig, at ham, som de har fornægtet og ikke
troet på, mens de levede på jorden, virkelig er Guds Søn og deres dommer. Hvor
forfærdelig er det ikke, når mennesker vrager ham, og derfor ikke vil bøje sig
for ham, mens der endnu er tid.
Jesu
himmelfart betyder forresten ikke, som man kunne tro, at han så ikke mere er i
verden, og blandt de troende. Han har jo sagt, at han vil være med os alle dage
indtil verdens ende. Og et andet sted: Jeg vil ikke slippe dig og aldrig
forlade dig, Hebr. 13:5. Det, han siger om sit nærvær, har vistnok to
betydninger. Den første er, at han er til stede hos os ved sin Ånd. Dette
stemmer da også helt med bibelens vidnesbyrd, der siger, at der, hvor Ånden er,
dér er Faderen og Sønnen også! Det næste er, at som Gud er allestedsnærværende,
således er Sønnen i sin enhed med Faderen og Ånden det også - og altså også hos
os og i os. Det er denne bibelske åbenbaring og indre vished, kong David
reflekterer over i salme 139, og hvor han kommer frem til, at uanset, hvor han
går og er, dér er Gud også - samtidig med, at han også er i Himlen: 'At fatte
dét er mig for underfuldt', skriver han, 'jeg evner det ikke', v. 6. At han her
også taler om Sønnen og Ånden fremgår tydeligt i salmen, idet han i sin
henvendelse til Gud (Fader) også taler om hans Ånd (som er Helligånden), og Guds
'højre hånd', som i GT er en beskrivelse på Jesus Kristus, jfr. v. 7, 10.
Som vi
har set, så er Jesus altså fuldt ud til stede hos os, samtidig med, at han er i
Himlen - og ligeså konkret, som dengang han fysisk gik blandt sine disciple på
jorden. Jesu himmelfart betyder, at han trådte ind i den - for vore øjne -
usynlige himmelske verden, som på samme tid er langt borte og ganske nær. At
det forholder sig således, ser vi igen og igen i skriften, som fx i dette
udsagn:
"Thi
så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er 'Hellig': I højhed
og hellighed bor jeg, (og på samme tid) hos den knuste, i ånden bøjede for at
kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerter til live", Es. 57:15.
Da Jesus
steg til Himlen, trådte han altså ind i en for os usynlig verden, og når han
kommer igen, træder han atter ud af den, og på den dag skal alle mennesker på
jorden se ham i hans majestætiske storhed og herlighed. Det er denne dag, som
Johannes har beskrevet således:
"Se,
i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har
gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja,
amen", Åb. 1:7.
Som det
fremgår, er der to grupper mennesker, der fremhæves her. De første, der nævnes,
er det jødiske folk, som på den dag skal se ham og forstå, hvem han er. Ifølge
de bibelske tekster ser det ud til, at på den tid, der henvises til, har de
fleste jøder modtaget Jesus som deres frelser og Herre, og derfor står der heller
intet om, at de - som de nævnte i den anden gruppe - skal jamre sig ved hans
komme. Denne sidste gruppe skal nemlig, som der står, jamre, fordi de i dette
øjeblik forstår, at han virkelig er den, han har sagt, han er, og som nu kommer
for at dømme dem efter deres gerninger.
Når
bibelen taler om menneskers gerninger, og om den kommende dom, henvises der til
følgende to forhold, som dog hænger nøje sammen:
1.
Det første er, at Gud
dømmer enhver skyldig, som ikke lever op til hans krav om et rent og helligt
liv, jfr. Rom. 3:19-20. Man kan derfor sige, at alle menneske på jorden på den
måde bliver dømt skyldige af deres egne gerninger, og giver også indirekte Jesus
ret i hans dom over dem.
2.
Det andet er, at da
ingen kan leve op til dette krav, for alle mennesker er syndere, og derfor kan
de i sig selv ikke komme frem for Guds åsyn og blive frelst. Netop derfor sendte
Gud sin enbårne Søn til verden for at frelse enhver, der tager imod ham, jfr. John.
1:12, Rom. 3:21-24.
Ud fra
dette kan vi konkludere følgende: Årsagen til, at så mange vil jamre ved Jesu komme,
er altså, at de ikke har taget imod den frelse, som der blev rakt ud til dem,
mens der endnu var tid. Bibelen siger altså helt klart, at når Jesus kommer
igen, så vil alle, der ikke har taget deres tilflugt i den frelse, Jesus har
tilvejebragt, og dermed hans frelsende gerning for os, blive dømt ud af deres
egne gerninger. Det er bl.a. det, Gud har vist apostlen Johannes i et syn af dommens
dag, og som han efterfølgende har nedskrevet således:
"Og
jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet: Livets
bog, og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres
gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget
gav de døde tilbage, som var i dem, og de blev dømt, hver efter deres
gerninger. Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død,
ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i
ildsøen", Åb. 20:12-15.
Vi har
nu set på de to folkegrupper, der er på jorden ved Jesu synlige komme. Men mangler
der ikke en gruppe? Hvorfor nævnes menigheden ikke? Den bibelske forklaring hertil
er, at den på dette tidspunkt allerede er blevet bortrykket til Himlen. Gud har
nemlig aldrig villet, at hans folk skal rammes af hans vrede, som den store
trængsel jo er et udtryk for. Derfor bliver menigheden da heller ikke med ét
eneste ord omtalt under den store trængsel, og ifølge Åbenbaringsbogen først
igen i kap. 19 i forbindelse med 'Lammets bryllup', og hvor vi læser, at de
følger ham, når han kommer synligt tilbage til jorden, v. 14.
Når der
i teksten står, at alle jordens stammer skal jamre ved han komme, så er der
selvfølgelig ikke tale om den enkeltes stillingtagen til Jesus. For blandt verdens
stammer og nationer vil der nemlig være nogle, der efter bortrykkelsen og under
den store trængsel vil tage imod Jesus som deres frelser, inden det er for sent.
Som jeg
nævnte, så bliver menigheden, som er Kristi brud, ikke omtalt under den store
trængsel, - eller rettere sagt, ikke omtalt som værende på jorden i denne tid.
For de blev jo ifølge skriften bortrykket fra jorden før den store trængsel.
Dette kan vi fx læse udførligt om i det første brev til Tessaloniki, hvor Paulus
skriver:
"Vi
vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke
skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at
Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem
sammen med ham. Dette siger vi nemlig med et ord fra Herren, at vi, som lever
og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde få forud for de hensovede.
Thi Herren skal selv stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en
overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter
skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for
at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst
hverandre med disse ord", 1. Tess. 4:13-18.
Det, vi skal
lægge mærke til i denne tekst er, at den fastslår, at de troende skal møde
Herren i luften, og at han derfor ikke vil sætte sin fødder på Oliebjerget, som
han vil gøre ved sin synlige genkomst. Som førnævnt vil han ikke, at de troende
skal rammes af Guds vrede, som vil komme under den store trængsel, og netop derfor
vil han tage dem hjem til sig i Himlen, før det sker.
Her til
sidst skal vi se på den sidste led i trosbekendelsens anden artikel om Jesus,
og hvori vi tror og bekender, at 'han skal komme at dømme levende og døde'. Engang
troede de hellige, at der kun var én dom, hvor alle på den samme tid blev dømt
til enten frelse og fortabelse - men jo nærmere vi kommer den dag, hvor Jesus
kommer igen, kan vi se, at der er flere domme. Fx er der i Matt. 25 dommen over
nationerne, som vi ikke skal se nærmere på i denne gennemgang. Og så har vi den
førnævnte beskrivelse i Åb. 20 af den dom, som kommer over dem, som har
forkastet Jesus i dette liv. Og så er der alle dem, som Jesus på en måde
allerede nu har taget ud af verden, og som har taget deres tilflugt i ham.
Bibelen siger, at de ikke skal under dom, når han kommer, for Jesus har
fuldstændig fjernet deres synd og skyld. Men, taler bibelen ikke også om, at de
kristne skal dømmes engang? Jo! Men det en dom i en hel anden betydning, og som
bibelen beskriver således:
"For
Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen,
alt efter, som han har handlet her i livet, godt eller ondt", 2. Kor.
5:10.
Som det
fremgår, så skal alle kristne træde frem for Kristi domstol, men denne domstol
har, som alle vistnok ved, intet at gøre med en dom til fortabelse! Ved denne
domstol, som er til liv, og hvor den enkelte får tildelt en belønning for tro
tjeneste - og hvor enhver 'få igen, alt efter, som han har handlet her i livet,
godt eller ondt', som Paulus beskriver det. Bibelen taler faktisk meget om
denne løn. Det er fx det, Jesus taler om, når han et sted siger, at 'den, som
giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en
discipel.., han skal ingenlunde gå glip af sin løn', Matt. 10:42. Forklaringen
er, som han siger det et andet sted: "Hvad I har gjort imod en af mine
mindste brødre dér, har I gjort imod mig", Matt. 25:40.
Jesus
lægger altså mærke til alt det, vi gør for ham her på jorden - i vor tjeneste
af de mindste brødre. På den dag, vi skal træde frem for Kristi domstol, vil
alt det, vi har gjort i hans tjeneste, blive belønnet - også selvom vi ikke
synes, at det er noget særligt. Derfor står det, der på denne glædens dag siges
i forbindelse med Kristi domstol, da heller ikke i modsætning til Jesu ord, når
han siger:
"Den,
som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke
for dommen, men er gået over fra døden til livet", John. 5:24.
Amen