Vi tror på Jesus Kristus, vor Herre (2)

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

I denne gennemgang skal vi se på sidste del af den anden artikel, der omhandler vor tro på Jesus Kristus. I sin helhed lyder den anden trosartikel som bekendt således:

      "Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet; nedfaret til Dødsriget, på tredje dag igen opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Guds Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde".

 

Lad os til at begynde med at læse de første 11 vers i Apg 1, hvor lægen Lukas vidner om Jesus Kristus som den, der er opstået fra de døde, og hvad der skete i de følgende 40 dage:   

      "I mit første skrift (og her henviser han til det evangelium, der bærer hans navn) fortalte jeg dig, Teofilus, om alt, hvad Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen af og indtil den dag, da han blev optaget, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til apostlene, som han havde udvalgt sig. For dem havde han også, efter sin lidelse, med mange beviser fremstillet sig som den levende, idet han viste sig for dem i 40 dage og talte om, hvad der hører Guds rige til. Og engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke vige fra Jerusalem, men oppebie (dvs. vente på) dét, som Faderen havde forjættet, og 'som I', sagde han, 'har hørt mig tale om'. Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden. Medens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde: 'Herre! Er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?' Da svarede han dem: Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende. Og da han havde sagt dette, løftedes han op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede op mod Himmelen, medens han fór bort, se, der stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: I galilæiske mænd, hvorfor står I og stirrer op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen", v. 1-11.

 

Den første skrift, som Lukas i det første vers henviser til, er som vi ved, dét evangelium, der bærer hans navn - og her har han fortalt om, hvad Jesus gjorde og lærte helt fra begyndelsen, og som går helt frem til hans lidelse, død og opstandelse. Efter dette fortsætter han nu og nævner, at Jesus efter sin opstandelse fremstillede sig med mange beviser som den, der lever. Nogle af disse 'mange beviser' er fx, at han viste sine disciple de naglemærker, han havde på hænder og fødder, såvel som såret i sin side fra spydstikket - og hvordan han ved flere lejligheder spiste sammen med dem. Af alt det, de  så og hørte, blev de klar over, at han virkelig er den samme, som de kendte fra før, og opstået med det samme legeme. Et andet stort bevis er, at de, som Lukas beskriver det, hørte Jesus tale om alt det, der hører Guds rige til.

 

Hvem ville ikke gerne have lyttet til det, Jesus fortalte dem? Men mon ikke det stort set er det samme, som det er overleveret os i NT? Apostlen Johannes beskriver det, de så og hørte, da Jesus 'efter sin lidelse mange beviser fremstillede sig som den levende':

      "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, dét, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om Livets Ord, forkynder vi - og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus", 1. John. 1:1-3.

 

Til det Guds rige, som Jesus talte om, hører alt det, der står i GT om ham, og at der kommer en dag, hvor han vil åbenbare sig for alle som Himlens og jordens konge - og hvor han synligt og konkret vil oprette dette rige på jorden. Dette rige, Jesus henviser til, kan også betyde og oversættes til Guds herredømme eller kongedømme. Allerede nu er han alles Herre, hvad enten mennesker ved det og vil tro det eller ej. Han har magten, uanset hvad de ellers måtte tro eller mene. Det er således hverken Kina, Rusland eller USA, der i den sidste ende bestemmer, hvad der skal ske på jorden. De tror nok, at de har magt til at gøre det, de vil, men de kan dog intet gøre, hvis Gud ikke først tillader eller vil det.

 

I dag vil de fleste ikke bøje sig for ham og erkende, at det er Jesus, som har al magt, men bibelen taler om, at den dag kommer, hvor alle skal se det og forstå, at han er deres konge og Herre, og bøje sig for ham. Det er den dag eller tid, disciplene henviser til i vers 6, hvor de spørger Jesus: 'Herre, er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?' De vidste, at det ville ske, og utallige profetier i GT henviser da også til denne dag, hvor jødernes konge, Jesus Messias, vil komme tilbage til Jerusalem - og derfra regere ud over hele jorden. Det er denne dag, profeten Zakarias taler om, når han skriver:

      "Han stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden (Eufrat) til jordens ende", Zak. 9:10b.

 

Der er mange i dag, som tolker Jesu ord om, at 'Guds rige er inde i jer' eller 'iblandt jer' til, at da dette er gået i opfyldelse ved Jesu første komme, så er der derfor ikke er mere i vente. Hertil er at svare: Når Jesus siger, at Guds rige allerede er her, så er det i betydningen, at han som 'Riges konge' åndeligt set var og er til stede blandt de troende. Det betyder, at hvis mennesker ikke kender denne konge, så er Riget heller ikke kommet til dem. Og det er så her, at bibelen fortæller, at dette Rige er en slags afspejling af det konkrete og fysiske rige i Himlen - og at det vil fremstå på jorden, når Jesus kommer igen som herrernes Herre og kongernes Konge. Læg mærke til, at Jesus ikke korrigerede disciplene, da de spurgte ham om, hvornår han vil 'genoprette Rige for Israel', men sagde: 'Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat'.

 

Jesus fastslår altså, at Guds Rige vil komme, men at det ikke tilkommer noget menneske at vide, hvornår det vil ske. Jeg har hørt spørgsmålet: Hvorfor kom Guds rige ikke dengang? Det var og er der et konkret formål med, forklarer Jesus indirekte i teksten; idet han siger:

      "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja indtil jordens ende", v. 8.  

 

Baggrunden for det, Jesus siger, er altså, at før Guds Rige synligt kan bryde frem på jorden, så skal alle folkeslag først høre evangeliet om ham, og at det vil tage tid. Og det er så her, at han tilføjer, at det kan hans disciple ikke gøre i deres egen kraft, heller ikke, selvom de havde været øjenvidner til det, der var sket i Jerusalem, og igen og igen har hørt Jesus udlægge skrifterne for dem, og hvorved han 'åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne', Luk. 24:45. Jo, de kunne muligvis gå ud og vidne om Jesus, men det ville bare ikke være godt nok. Begrundelsen herfor finder vi allerede i GT, hvor Gud siger:

      'Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre", Zak. 4:4.

 

Det er lige netop dét, Jesus henviser til og taler om, når han siger til sine apostle, at de skal vente på den kraft til at vidne, som kun Guds hellige Ånd kan give. Det er altså kun ved Ånden, og i Åndens kraft, at Jesu disciple kan 'tage af mit', som han siger, og som bevirker, at mennesker berøres af det, de hører, og  komme til tro - for 'troen kommer af det, der høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord', Rom. 10:17. Den kraft, der er tale om her, er den samme kraft, som Jesus i den tekst, vi har læst, sagde, at disciplene skulle vente på og få, når Helligånden kom over dem.  Når dette skete, kunne de vidne for mennesker om det, de havde hørt 'mig tale om', som Jesus siger i vers 4, og herunder også om alt det, der står om ham i de hellige skrifter.

 

Jesus siger herefter, at disciplene skulle begynde i Jerusalem, dér, hvor de var. Desuden skulle begynde dér, fordi det er stedet, vi i både den gamle og i den nye pagt ser Guds 'jordforbindelse'. Det var herfra, Gud åbenbarede sig i historien og ind i menneskeslægten, og det er hertil, at han kommer igen - og derfor skulle evangeliet også først forkyndes i Jerusalem, 'for jøde først', som der står - og derefter længere og længere væk, så vidnesbyrdet om Jesus til sidst ville nå helt ud til jordens ende. På denne dag vil det ord fra GT fuldt ud gå i opfyldelse, hvor der står, at 'fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord', Es. 2:3, jfr. Joel 3:22.

 

Når evangeliet har lydt ud over hele jorden som et vidnesbyrd for folkeslagene, så vil Jesus komme igen på samme måde, som han dengang steg til himmels - og på den dag skal han igen sætte sine fødder på Oliebjerget. Han kommer, som skriften siger, for at være Israels konge, og som før citeret, skal hans kongedømme strække sig ud over hele jorden. Indtil da har Jesu disciple, som vi også har set, fået denne hovedopgave: De skal de være hans vidner! De begyndte i Jerusalem! Så vidt man ved, så nåede disse første disciple ud til hele den dakendte verden med evangeliet, og da de døde, gik 'stafetten' videre fra slægt til slægt til os i dag.

 

For at kunne bringe evangeliet ud til alle, må vi som nævnt blive udrustet af Gud til denne opgave, og ved Helligånden blive hans synlige manifestation på jorden, udrustet med forskellige nådegaver til at tjene ham og gøre hans vilje. Det er dét, Jesus henviser til, når han i en lignelse om sin genkomst roser den 'tro og kloge husholder', som giver de enkelte 'deres bestemte kost i rette tid', og siger så:

      "Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan", Luk. 12:42.

 

Når bibelen igen og igen - og i samstemmighed med den kristnes trosbekendelse - siger om Jesus, at 'han tog sæde ved Faderens højre hånd',  henviser det til, at hans arbejde for vor frelse er fuldført. De græske ord, der er oversat til 'det er fuldbragt' kan også oversættes til 'det er betalt'. Efter dette er han steget op til sin Fader, hvor han som vores himmelske og evige ypperstepræst bl.a. går i forbøn for os. Han beder altså for os, også nu i dette øjeblik, ganske som han i sin tid gjorde det for Peter, da han sagde: 'Jeg bad for dig, at din tro ikke må svigte'. Således har han siden bedt for alle, og aldrig overladt en eneste af os til os selv. Det er da også pga. Jesu forbøn, at Gud har givet os sin Ånd, som giver os kraft til at tjene ham, alt imens han leder og vil helliggøre os på vor vandring mod himlen. Dertil kommer, at Helligånden som 'den anden talsmand' vil bede for os her på jorden, som Jesus beder for os i Himlen. Vi ved ofte ikke selv, hvad vi skal bede om, men i skriften får vi et mægtigt vidnesbyrd om, at både den 2. og 3. person i Guds énhed går i forbøn for os - til vor evige sejr.

 

Ordene 'han tog sæde' henviser også til, at Jesus nu venter på, at alle hans fjender skal lægge sig som en skammel for hans fødder. Den dag kommer, siger bibelen, at alle skal bøje knæ for ham, og hver tunge skal bekende, til Guds Faders ære, at Jesus Kristus er Herre, Fil. 2:10. Læg mærke til, at der står, at ALLE skal gøre det! Det er dog ikke alle, der skal gøre de med glæde og jubel, men med rædsel og frygt: De ser og erfarer nemlig, at ham, som de har fornægtet og ikke troet på, mens de levede på jorden, virkelig er Guds Søn og deres dommer. Hvor forfærdelig er det ikke, når mennesker vrager ham, og derfor ikke vil bøje sig for ham, mens der endnu er tid.

 

Jesu himmelfart betyder forresten ikke, som man kunne tro, at han så ikke mere er i verden, og blandt de troende. Han har jo sagt, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Og et andet sted: Jeg vil ikke slippe dig og aldrig forlade dig, Hebr. 13:5. Det, han siger om sit nærvær, har vistnok to betydninger. Den første er, at han er til stede hos os ved sin Ånd. Dette stemmer da også helt med bibelens vidnesbyrd, der siger, at der, hvor Ånden er, dér er Faderen og Sønnen også! Det næste er, at som Gud er allestedsnærværende, således er Sønnen i sin enhed med Faderen og Ånden det også - og altså også hos os og i os. Det er denne bibelske åbenbaring og indre vished, kong David reflekterer over i salme 139, og hvor han kommer frem til, at uanset, hvor han går og er, dér er Gud også - samtidig med, at han også er i Himlen: 'At fatte dét er mig for underfuldt', skriver han, 'jeg evner det ikke', v. 6. At han her også taler om Sønnen og Ånden fremgår tydeligt i salmen, idet han i sin henvendelse til Gud (Fader) også taler om hans Ånd (som er Helligånden), og Guds 'højre hånd', som i GT er en beskrivelse på Jesus Kristus, jfr. v. 7, 10.

 

Som vi har set, så er Jesus altså fuldt ud til stede hos os, samtidig med, at han er i Himlen - og ligeså konkret, som dengang han fysisk gik blandt sine disciple på jorden. Jesu himmelfart betyder, at han trådte ind i den - for vore øjne - usynlige himmelske verden, som på samme tid er langt borte og ganske nær. At det forholder sig således, ser vi igen og igen i skriften, som fx i dette udsagn:

      "Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er 'Hellig': I højhed og hellighed bor jeg, (og på samme tid) hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerter til live", Es. 57:15.

 

Da Jesus steg til Himlen, trådte han altså ind i en for os usynlig verden, og når han kommer igen, træder han atter ud af den, og på den dag skal alle mennesker på jorden se ham i hans majestætiske storhed og herlighed. Det er denne dag, som Johannes har beskrevet således:

      "Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen", Åb. 1:7.

 

Som det fremgår, er der to grupper mennesker, der fremhæves her. De første, der nævnes, er det jødiske folk, som på den dag skal se ham og forstå, hvem han er. Ifølge de bibelske tekster ser det ud til, at på den tid, der henvises til, har de fleste jøder modtaget Jesus som deres frelser og Herre, og derfor står der heller intet om, at de - som de nævnte i den anden gruppe - skal jamre sig ved hans komme. Denne sidste gruppe skal nemlig, som der står, jamre, fordi de i dette øjeblik forstår, at han virkelig er den, han har sagt, han er, og som nu kommer for at dømme dem efter deres gerninger.

 

Når bibelen taler om menneskers gerninger, og om den kommende dom, henvises der til følgende to forhold, som dog hænger nøje sammen:

1.      Det første er, at Gud dømmer enhver skyldig, som ikke lever op til hans krav om et rent og helligt liv, jfr. Rom. 3:19-20. Man kan derfor sige, at alle menneske på jorden på den måde bliver dømt skyldige af deres egne gerninger, og giver også indirekte Jesus ret i hans dom over dem.

2.      Det andet er, at da ingen kan leve op til dette krav, for alle mennesker er syndere, og derfor kan de i sig selv ikke komme frem for Guds åsyn og blive frelst. Netop derfor sendte Gud sin enbårne Søn til verden for at frelse enhver, der tager imod ham, jfr. John. 1:12, Rom. 3:21-24.

 

Ud fra dette kan vi konkludere følgende: Årsagen til, at så mange vil jamre ved Jesu komme, er altså, at de ikke har taget imod den frelse, som der blev rakt ud til dem, mens der endnu var tid. Bibelen siger altså helt klart, at når Jesus kommer igen, så vil alle, der ikke har taget deres tilflugt i den frelse, Jesus har tilvejebragt, og dermed hans frelsende gerning for os, blive dømt ud af deres egne gerninger. Det er bl.a. det, Gud har vist apostlen Johannes i et syn af dommens dag, og som han efterfølgende har nedskrevet således:

      "Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet: Livets bog, og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem, og de blev dømt, hver efter deres gerninger. Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen", Åb. 20:12-15.

 

Vi har nu set på de to folkegrupper, der er på jorden ved Jesu synlige komme. Men mangler der ikke en gruppe? Hvorfor nævnes menigheden ikke? Den bibelske forklaring hertil er, at den på dette tidspunkt allerede er blevet bortrykket til Himlen. Gud har nemlig aldrig villet, at hans folk skal rammes af hans vrede, som den store trængsel jo er et udtryk for. Derfor bliver menigheden da heller ikke med ét eneste ord omtalt under den store trængsel, og ifølge Åbenbaringsbogen først igen i kap. 19 i forbindelse med 'Lammets bryllup', og hvor vi læser, at de følger ham, når han kommer synligt tilbage til jorden, v. 14.

 

Når der i teksten står, at alle jordens stammer skal jamre ved han komme, så er der selvfølgelig ikke tale om den enkeltes stillingtagen til Jesus. For blandt verdens stammer og nationer vil der nemlig være nogle, der efter bortrykkelsen og under den store trængsel vil tage imod Jesus som deres frelser, inden det er for sent.

 

Som jeg nævnte, så bliver menigheden, som er Kristi brud, ikke omtalt under den store trængsel, - eller rettere sagt, ikke omtalt som værende på jorden i denne tid. For de blev jo ifølge skriften bortrykket fra jorden før den store trængsel. Dette kan vi fx læse udførligt om i det første brev til Tessaloniki, hvor Paulus skriver:

      "Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi nemlig med et ord fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde få forud for de hensovede. Thi Herren skal selv stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord", 1. Tess. 4:13-18.

 

Det, vi skal lægge mærke til i denne tekst er, at den fastslår, at de troende skal møde Herren i luften, og at han derfor ikke vil sætte sin fødder på Oliebjerget, som han vil gøre ved sin synlige genkomst. Som førnævnt vil han ikke, at de troende skal rammes af Guds vrede, som vil komme under den store trængsel, og netop derfor vil han tage dem hjem til sig i Himlen, før det sker.

 

Her til sidst skal vi se på den sidste led i trosbekendelsens anden artikel om Jesus, og hvori vi tror og bekender, at 'han skal komme at dømme levende og døde'. Engang troede de hellige, at der kun var én dom, hvor alle på den samme tid blev dømt til enten frelse og fortabelse - men jo nærmere vi kommer den dag, hvor Jesus kommer igen, kan vi se, at der er flere domme. Fx er der i Matt. 25 dommen over nationerne, som vi ikke skal se nærmere på i denne gennemgang. Og så har vi den førnævnte beskrivelse i Åb. 20 af den dom, som kommer over dem, som har forkastet Jesus i dette liv. Og så er der alle dem, som Jesus på en måde allerede nu har taget ud af verden, og som har taget deres tilflugt i ham. Bibelen siger, at de ikke skal under dom, når han kommer, for Jesus har fuldstændig fjernet deres synd og skyld. Men, taler bibelen ikke også om, at de kristne skal dømmes engang? Jo! Men det en dom i en hel anden betydning, og som bibelen beskriver således:

      "For Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter, som han har handlet her i livet, godt eller ondt", 2. Kor. 5:10.

 

Som det fremgår, så skal alle kristne træde frem for Kristi domstol, men denne domstol har, som alle vistnok ved, intet at gøre med en dom til fortabelse! Ved denne domstol, som er til liv, og hvor den enkelte får tildelt en belønning for tro tjeneste - og hvor enhver 'få igen, alt efter, som han har handlet her i livet, godt eller ondt', som Paulus beskriver det. Bibelen taler faktisk meget om denne løn. Det er fx det, Jesus taler om, når han et sted siger, at 'den, som giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel.., han skal ingenlunde gå glip af sin løn', Matt. 10:42. Forklaringen er, som han siger det et andet sted: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig", Matt. 25:40.

 

Jesus lægger altså mærke til alt det, vi gør for ham her på jorden - i vor tjeneste af de mindste brødre. På den dag, vi skal træde frem for Kristi domstol, vil alt det, vi har gjort i hans tjeneste, blive belønnet - også selvom vi ikke synes, at det er noget særligt. Derfor står det, der på denne glædens dag siges i forbindelse med Kristi domstol, da heller ikke i modsætning til Jesu ord, når han siger:

      "Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet", John. 5:24.

   

Amen