Efterår, høst- og løvhyttefest

Af diakon Eskild Skov Særkjær

Jeg vil indlede med nogle vers fra salme 90 - og her taler Moses, som har skrevet den, til Gud og siger:

"Mennesket gør du til støv igen, du siger: Vend tilbage, I menneskebørn! Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt. Du skyller dem bort, de bliver som en søvn. Ved morgen er de som græsset, der gror; ved morgen gror det og blomstrer, ved aften er det vissent og tørt", v. 3-6.

Gang på gang vender de bibelske forfattere tilbage til livets forgængelighed, og bruger billeder fra naturen til at beskrive den. Når vi ser græsset, der gror om morgenen og blomstrer, og som er et billede på foråret, kan vi synes, at det er længe til, at det bliver efterår, og sådan er det også, når vi som unge tænker frem på livets efterår. Det er det, Moses indirekte taler om med ordene om, at 'ved aftenstid er det vissent og tørt'. På den måde anskueliggør de bibelske forfattere menneskelivets korthed, og vigtigheden af det, Moses har formuleret i den samme salme: 'At tælle vore dage lære du os, så vi kan få visdom i hjertet'. Hermed menes der selvfølgelig ikke, at vi nu skal tælle ned til hverken naturens eller livets efterår - men derimod, at vi bruger livet, som Gud havde tiltænkt det, og med hans visdom i hjertet. Den visdom, der er tale om, er den, der kommer ovenfra, fra himmellysenes Fader, og den taler til os om livets mening, som ifølge bibelen er 'Kristus som Guds kraft og Guds visdom', 1. Kor. 1:24.

Et andet sted sammenlignes vi med et skrøbeligt kar. Jeg har set gamle lerkar, der er blevet brugt gennem et langt liv, og som ser ud til at gå i stykker når som helst. Med os sker det, som når kong Salomon et sted taler om - og sammenligner - døden med, at 'krukken slås i stykker ved kilden'. Netop fordi tiden for ens død er uforsigelig, siger han dette i indledningen hertil:

"Tænk på din skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer og årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: I dem har jeg ikke behag", Præd. 12:1.

Der er altså grund til at lytte til dette gode råd: 'Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde'. Ifølge bibelen er vi skrøbelige kar, og selvom den enkelte af os nok nogle gange havde ønsket noget bedre, så er det faktisk med i Guds plan - for netop derved kan Gud bruge os i sin tjeneste, og i den forny os i det indre menneske. Det er det, Paulus berører, når han skriver dette i sit andet brev til korinterne:

"Thi Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må skinne klart. Men denne skat har vi i et lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud, og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte.., men taber ikke modet, tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag", 2. Kor. 4:4:6-8a, 16.

Læg mærke til, at Paulus siger: Selv når vi må igennem trængsler, eller oplever, at vi ikke kan det samme som tidligere, så taber vi ikke modet - tværtimod! For selv om vort ydre menneske går til grunde - for det gør den - så vil vort indre menneske dog fornyes dag for dag. Det er netop det, der giver livet mening, og derfor ved vi også, som Paulus skriver lige efter, at

".. dersom vort legemes telt nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i Himlene. Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes vor bolig fra Himmelen..", 2. Kor. 5:1-2.

Dette håb har de troende altid haft. Også i den gamle pagt. Et enkelt eksempel herfra er salme 121, hvor salmisten vidner om sin tillid til Gud og afslutter den således:

"Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din sjæl; Herren bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid", vers 7-8.

Når Paulus taler om, at vort indre menneske fornyes dag for dag, så tænkes der selvfølgelig ikke om den erfaring, eller måske også bedre livskvalitet, som vi forhåbentlig kan få med årene - men noget meget bedre, nemlig Åndens frugt, som forvandler os til mere og mere at blive lig Jesus i tanke og ord. Det er det, Gud taler om i sit ord, når han opfordrer os til at leve et helligt liv. Det er også det, Paulus taler om, når han et sted skriver:

"Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse (der er omtalt i det forrige vers), skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde", 2. Tim. 2:21.

Det, der her beskrives, er Åndens frugt, som er nyttigt for husets herre, dvs. Gud, og brugbart til alt godt arbejde. I bibelen bliver Åndens frugt sammenlignet med den frugt, som jorden giver os og andre til livets opretholdelse. Det er da også sådanne sammenligninger, som Jesus flere steder bruger som baggrund for det, han siger, som fx, når han et sted advarer sine disciple mod de falske profeter og siger:

"Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bære slette frugter...", Matt. 7:16-17.

Det samme er tilfældet, når Jesus et sted kalder sig selv for det brød, som kommer ned fra Himmelen, og hvor han siger, at den, der spiser af det brød, han skal leve til evig tid.

Når vi læser fx det vers, jeg indledte med fra salme 90, er det tydeligt, at det citerede er et billede på livets efterår. Og sådan er det også med den frugt, der kommer, når det bliver efterår. Når der fx står, at vort indre menneske fornyes dag for dag, så har det jo den betydning, at Åndens frugt, som Gud har givet os, dag for dag modnes mere og mere

"indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde", Ef. 4:13.

Som vi har set, så giver efteråret os forskellige billeder af, at vi nærmer os tiden, hvor vi skal herfra, og vi ser det i hvert et blad, der visner og falder ned. Og dog ved vi, at det ikke er slut! Det er det, Paulus henviser til, når han siger, at han er

"udsendt, fordi der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider..", Tit. 1:2.

Det er det, alle troende gennem tiden har set frem til, og som vi så et eksempel på i salme 121, og som hebræerbrevets forfatter har beskrevet således:

"I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden", Hebr. 11:13.

Som jeg allerede har været inde på, så peger efteråret også på noget andet, nemlig på høsten, og dermed også på Guds godhed mod os gennem året. I stort set alle landets kirker holdes der derfor også høstfest for at sige Gud tak for, at han har skænket os alt dette. At holde høstfest med det formål at takke Gud for høsten er en gammel tradition, som går flere hundreder år tilbage, og måske helt tilbage til bibelsk tid? I et gammelt skrift fra 1790 har jeg læst, at den dengang altid blev holdt på en bestemt dato, nemlig d. 29/9, og at den var en helligdag.

Som bekendt er denne helligdag for længst forsvundet, men det er takken til Gud for årets høst heldigvis ikke. Dog nævnes det ikke i mange af de kirkeopslag, jeg har set. Andre sætter ord på, som fx Adventskirken, der skriver:

"I gudstjenesten fejrer vi Guds forunderlige skaberværk, og alle de gaver vi får af naturen".

I et andet kirkeopslag beskrives høstfesten på denne måde:

"Der bliver en festlig gudstjeneste, hvor vi takker Gud for livet og høsten. Vi bærer frugt og grønt ind i kirken..".

Jo, der er grund til at fejre Guds forunderlige skaberværk, og derfor bærer man de fleste steder årstidens høst af frugt og grøntsager ind i kirkerne, for på en synlig måde at anskueliggøre Guds godhed, og at der er grund til både at huske og at prise ham for alt det, han har givet os gennem året. Han, der har skabt alt såre godt, er jo også den, der dag for dag, og år for år opretholder alt dette til livets opretholdelse. Det er jo det, der gør, at vi kan leve, og er et bevis på, at han til stadighed giver os, hvad vi har brug for.

Netop dette kredser de bibelske forfattere også om, og i et af disse lovprisninger til Gud siger en af dem dette til ham:
"Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid", Salme 145:15.

Vi får det alt sammen i rette tid, siger salmisten! Mange tror ikke, at det er Gud, der i den sidste ende giver os mad på bordet, men vi tror det og véd, at han give os det, og endda i rette tid - et bevis på, at han stadig er med os, som han har lovet.

Et eksempel på Guds godhed og omsorg for sit folk finder vi i det ord, som Gud har talt til jøderne om, lige før de kom ind i det forjættede land, som han har lovet dem:

"Det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, og (er) et land, som Herren din Gud har omhu for, og som Herren din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse og til dets afslutning. Og hvis I nu lyder mine bud, som jeg i dag pålægger jer, så I elsker Herren jeres Gud og tjener ham af hele jeres hjerte, og af hele jeres sjæl, så vil jeg give jeres land dets regn i rette tid, både tidligregn og sildigregn, så du kan høste dit korn, din most og din olie; og jeg vil give græs på din mark til dit kvæg, og du skal spise dig mæt..", 5. Mos. 11:11a-12b-15.

Denne befaling om at elske Gud og tjene ham kunne de - ligesom vi i dag - selvfølgelig ikke gøre i egen kraft, men de kunne gøre det, fordi de var hans folk, som han har frelst og udfriet af verden. I bibelen er høsten af korn, most og olie da også billedligt nøje knyttet sammen med denne frelse, den store åndelige indhøstning af mennesker, som bibelen ofte vender tilbage til.

Det begyndte med påsken, den første fest i året, og som jøderne til alle tider har set tilbage på, og hvor Gud udfriede dem fra Egyptens slaveri, der, som vi véd, er et billede på denne verdens trældom. Denne påskefest holdes i øvrigt på samme tid som årets første høst - og da de første neg heraf med tak og pris bliver båret ind for Guds åsyn, bliver denne fest derfor også kaldt for førstegrødefesten. Dét, der skete den dag, peger således frem på Jesus Kristus, om hvem der står:

".. nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: Som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til..", 1. Kor. 15:20, 22-23.

Som vi kan se, så nævner Paulus lige efter Kristus som førstegrøden ‘de, som hører ham til'. For når bibelen taler om en førstegrøde, så taler den også altid, om end indirekte, om den høst, der følger efter. Pinsefesten, der kommer 50 dage efter påske, taler om det samme, for her sker årets sidste og store kornindhøstning. Denne fest hænger uløseligt sammen med påsken, og har derfor ikke noget selvstændigt navn. Det hebraiske ord for pinse er 'shavout', som blot betyder 'halvtreds', og betyder halvtreds dage efter påske; og som et resultat af den kommer pinsen. Denne fest peger tydeligt frem på Helligånden, der ifølge NT kom til jorden pinsedag for at gøre Jesu disciple til hans vidner ud over hele jorden, og hvor den sidste store indhøstning stadig pågår.

Pinsen og indhøstningen der, er således et billede på de mange, der i den nye pagts tid pga. Kristi kors og sejr vil blive indhøstet til evigt liv. Det er det, Jesus taler om, når han et sted taler om sin egen død og siger:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt", John. 12:24.

I tråd med dette udsagn havde Rådet, som bestod af ypperstepræsterne og farisæere, kort før Jesu korsfæstelse og død forsamlet sig og talte om, hvad de skulle gøre med Jesus, idet de sagde:

"Hvis vi lader ham blive ved sådan, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os".

Og her er det så, at ypperstepræsten Kajfas kommer med denne profeti til de forsamlede om Jesu død:

"I forstår da heller ingenting! og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde", John. 11:49b-50.

Der står lige efter, at han ikke sagde dette af sig selv. Han tænkte kun på at skaffe Jesus af vejen, så de kunne få fred for ham, men Gud brugte hans profetiske ord til at beskrive den åndelige betydning af Jesu død, hvis død vil ske for at 'at samle Guds adspredte børn sammen til ét', som der står lige efter.

Vi har indtil kort set på påsken og pinsen, som er de to af årets høstfester. Den sidste høstfest falder om efteråret, og den blev efterhånden identisk med selve løvhyttefesten, på hebraisk Sukkot. Denne løvhytte-, løvfalds- og høstfest varer i syv dage, og i den skulle jøderne, ved bl.a. at bo i løvhytter, til evig tid ihukomme, hvad Gud har gjort for dem, da han frelste dem og udfriede dem fra Egyptens trældom.

Beskrivelsen af denne festdag, begynder ifølge den jødiske kalender 15. tishri. Efter vor kalender faldt den i år fra d. 20-27/9 ved solnedgang. Den første omtale af den finder vi i 3. Mos. 23:33-44, men her skal vi dog kun se på de nogle få af disse vers:

"Herren talte fremdeles til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig: Den 15. dag i samme syvende måned skal løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv dage.. Den første dag skal I tage jer smukke træfrugter, palmegrene og kviste af løvtræer og vidjer fra bækkene og i syv dage skal I være glade for Herren jeres Guds åsyn.. I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i løvhytter, for at jeres efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Herren, jeres Gud", v. 33-34, 40, 42-43.

Siden dengang har jøderne gjort dette som en tilbagevendende årlig begivenhed. Hvis man fx tager til Israel i forbindelse med løvhyttefesten, har man kunnet se, at der er løvhytter næsten overalt i denne periode, på tage og altaner, i forgårde og i haver, på åbne pladser og i hotellernes terrasser, osv..

Som vi har set, så skal jøderne holde denne fest i syv dage, og minde dem om, hvordan Gud har sørget for dem indtil denne dag, ikke bare dengang, de blev udfriet fra Egypten, og da de senere vandrede i ørkenen mod det forjættede land - et billede af deres og vores vej mod Himlen - men også, hvordan han vil være med dem hver dag for at give dem det, de behøver. Som nævnt blev løvhyttefesten hurtigt knyttet sammen med årets høst, og det er der flere henvisninger til i GT, som i 5. Mos. 16, hvor der står:

"Løvhyttefesten skal du fejre i syv dage, når du har indsamlet udbyttet fra din tærskeplads og din perse", v. 13.

Når vi taler om løvhyttefesten, og i den forbindelse også om høsten af landets frugter, så bliver det i bibelen som nævnt også brugt som et billede på den sidste store indhøstning, og her ikke af jordens afgrøder, men af mennesker til Guds rige. Det er egentlig et billede på den sidste indhøstning, Jesus taler om, når han et sted siger:

"Lad kun begge dele (både rajgræsset og hveden) gro side om side indtil høsten", Matt. 13:30.

Det samme taler han om, når han for tiden for sin genkomst siger:

"Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen.. og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte (dvs. hans høst) sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser", Matt. 24:30a, 24.

På hver sin måde taler de tre nævnte fester alle om den indhøstning af mennesker, som blev tilvejebragt pga. Jesu offer og sejr over synden, døden og djævelen. Det er jo pga. dette offer, at vi ved, at Gud, som har skabt alt og giver os en god høst, og fremdeles vil give os det, vi behøver. I bibelen er løvhyttefesten da også et billede på den velsignelse, frelse og det evige rige, Gud vil føre de troende ind i. Et billede på denne fremtid finder vi i Zak. 14, hvor Gud siger dette ved profeten:

"Men alle de, der bliver tilbage af alle folkene.., skal år efter år drage.. [til Jerusalem] for at tilbede kongen, hærskarers Herre, og fejre løvhyttefest", v. 16.

Her er der tale om, hvad der vil ske i 1000-årsriget, og hvor Jesus efter sit komme vil regere i og ud fra Jerusalem, og hvor alle folk vil komme dertil for at tilbede ham. Profeten Esajas har beskrevet denne dag og tid på denne måde:

"Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg.. skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre (og sige): Kom, lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; Han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier, thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord. Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag...", Es. 2:2-4a.

I bibelen er 1000-årsriget - udover en konkret kommende fredsrige på jorden - også et billede på evigheden. Under de tre førnævnte fester vandrede folket til Jerusalem for at prise Gud dér, og mange salmer i bibelen blev forfattet til at blive sunget på vejen dertil. I mange af disse er det tydeligt, at Jerusalem er et billede på fremtiden, som strækker sig helt ind i evigheden, og er identisk med at være stedet, hvor Gud er og bor - og hvorfra han vil velsigne folket. Vi så et eksempel det i salme 121, der blev sunget på jødernes festrejser til Jerusalem. Et par andre eksempler fra den samme rejse mod Jerusalem kan nævnes:

- "De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes", Salme 125:1.

- "Israel, bi på Herren fra nu og til evig tid", Salme 131:3.

- "Thi Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig: Her er for evigt mit hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket", Salme 132:13-14.

Tænk at være med dér, hvor disse sange blev sunget, og som garanteret gav stof til de rejsende til både samtale og eftertanke, mens de vandrede mod Jerusalem og Guds hus og bolig. Som pilgrimme på vejen til det himmelske Jerusalem kan og vil vi gøre det samme, for det er jo i den sidste ende det samme mål, som ventede dem og som venter os. Her kan vi fx tænke på det skønne løfte fra Gud til både de troende i den gamle pagt, og til os i den nye - som det er beskrevet i det såkaldte troskapitel i hebræerbrevet:

"Skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle se fuldendelsen, uden at vi var med", 11: 39-40.

Her til sidst vil jeg summere op. Efterår med de falmende skove er et billede på, at sådan er vi også på vej til forfald og død, men hvor det dog er sandt, som denne salme fra den danske salmebog her fra det første vers beskriver det:

Lær mig, o skov, at visne glad

som sent i høst dit gule blad;

et bedre forår kommer.

Der grønt mit træ skal herligt stå

og sine dybe rødder slå

i evighedens sommer.

Vi ved derfor, at som træerne taber bladene og ser ud til at dø, så er døden ikke det sidste - for Jesus døde jo for vore synder, og siger, at 'den, som tror på mig, skal leve, om han end dør', John. 11:25.

Høstfesten skal derimod minde os om Gud som den, der har skabt alt, og giver os føden til livets opretholdelse, og hvor vi samler os frugt til det evige liv. Det er det, Jesus henviser til, når han siger: 'Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv' John. 4:36.

Til sidst kommer så løvhyttefesten, der som vi har set falder sammen med høstfesten. I GT står der, at den blev givet til jøderne, for at de altid skulle ihukomme, hvordan Gud bevarede dem under udvandringen fra Ægypten, og under den 40-årige ørkenvandring - og hvordan han stadig gør det. Men samtidig peger løvhyttefesten også frem til den dag og tid, hvor Han vil være synligt iblandt dem i deres midte.

Dette er dermed også talt til os, som ved Kristus er udfriet fra synden og døden, og vi ved, at han vil lede os helt frem til kommende evige rige, hvor alt skal blive genoprettet, som han har sagt, og hvor vi skal se ham, som han er. På den dag skal vi drage ind for Guds åsyn og fejre den evige løvhyttefest sammen med alle engle og alle de hellige, som han har vundet sig fra alle folk.

Der kunne nævnes meget mere om det, vi har set på i denne gennemgang, men det er forhåbentlig nok til, at alle kan se, at dét, der begyndte med påskelammet, hvor 'vort påskelam' blev slagtet, afsluttes med, at vi pga. ham snart og bogstaveligt er fremme ved

"Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem, og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand Jesus, og til bestænkelsens blod..", Hebr. 12:22-24.

Amen