Efterår, høst- og løvhyttefest
Af
diakon Eskild Skov Særkjær
Jeg vil
indlede med nogle vers fra salme 90 - og her taler Moses, som har skrevet den,
til Gud og siger:
"Mennesket
gør du til støv igen, du siger: Vend tilbage, I menneskebørn! Thi tusind år er
i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt. Du skyller dem bort,
de bliver som en søvn. Ved morgen er de som græsset, der gror; ved morgen gror
det og blomstrer, ved aften er det vissent og tørt", v. 3-6.
Gang på
gang vender de bibelske forfattere tilbage til livets forgængelighed, og bruger
billeder fra naturen til at beskrive den. Når vi ser græsset, der gror om
morgenen og blomstrer, og som er et billede på foråret, kan vi synes, at det er
længe til, at det bliver efterår, og sådan er det også, når vi som unge tænker frem på livets efterår. Det er det, Moses
indirekte taler om med ordene om, at 'ved aftenstid er det vissent og tørt'. På
den måde anskueliggør de bibelske forfattere menneskelivets korthed, og
vigtigheden af det, Moses har formuleret i den samme salme: 'At tælle vore dage
lære du os, så vi kan få visdom i hjertet'. Hermed menes der selvfølgelig ikke,
at vi nu skal tælle ned til hverken naturens eller livets efterår - men
derimod, at vi bruger livet, som Gud havde tiltænkt det, og med hans visdom i
hjertet. Den visdom, der er tale om, er den, der kommer ovenfra, fra
himmellysenes Fader, og den taler til os om livets mening, som ifølge bibelen
er 'Kristus som Guds kraft og Guds visdom', 1. Kor. 1:24.
Et andet
sted sammenlignes vi med et skrøbeligt kar. Jeg har set gamle lerkar, der er
blevet brugt gennem et langt liv, og som ser ud til at gå i stykker når som
helst. Med os sker det, som når kong Salomon et sted taler om - og sammenligner
- døden med, at 'krukken slås i stykker ved kilden'. Netop fordi tiden for ens
død er uforsigelig, siger han dette i indledningen hertil:
"Tænk
på din skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer og årene nærmer
sig, om hvilke du vil sige: I dem har jeg ikke behag", Præd. 12:1.
Der er
altså grund til at lytte til dette gode råd: 'Betænk livets korthed, dødens
vished og evighedens længde'. Ifølge bibelen er vi skrøbelige kar, og selvom
den enkelte af os nok nogle gange havde ønsket noget bedre, så er det faktisk
med i Guds plan - for netop derved kan Gud bruge os i sin tjeneste, og i den
forny os i det indre menneske. Det er det, Paulus berører, når han skriver
dette i sit andet brev til korinterne:
"Thi
Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et lys i vore hjerter,
for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må skinne klart. Men denne
skat har vi i et lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud, og ikke
fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte.., men taber ikke modet,
tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort
indre menneske dag for dag", 2. Kor. 4:4:6-8a, 16.
Læg
mærke til, at Paulus siger: Selv når vi må igennem trængsler, eller oplever, at
vi ikke kan det samme som tidligere, så taber vi ikke modet - tværtimod! For
selv om vort ydre menneske går til grunde - for det gør den - så vil vort indre
menneske dog fornyes dag for dag. Det er netop det, der giver livet mening, og
derfor ved vi også, som Paulus skriver lige efter, at
".. dersom vort legemes telt
nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med
hænder, en evig, i Himlene. Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af
længsel efter at overklædes vor bolig fra Himmelen..", 2. Kor. 5:1-2.
Dette
håb har de troende altid haft. Også i den gamle pagt. Et enkelt eksempel herfra
er salme 121, hvor salmisten vidner om sin tillid til Gud og afslutter den
således:
"Herren
bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din sjæl; Herren bevarer din udgang og
indgang fra nu og til evig tid", vers 7-8.
Når
Paulus taler om, at vort indre menneske fornyes dag for dag, så tænkes der
selvfølgelig ikke om den erfaring, eller måske også bedre livskvalitet, som vi
forhåbentlig kan få med årene - men noget meget bedre, nemlig Åndens frugt, som
forvandler os til mere og mere at blive lig Jesus i tanke og ord. Det er det,
Gud taler om i sit ord, når han opfordrer os til at leve et helligt liv. Det er
også det, Paulus taler om, når han et sted skriver:
"Hvis
nogen holder sig ren og fjernt fra disse (der er omtalt i det forrige vers),
skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til
alt godt arbejde", 2.
Tim. 2:21.
Det, der
her beskrives, er Åndens frugt, som er nyttigt for husets herre, dvs. Gud, og
brugbart til alt godt arbejde. I bibelen bliver Åndens frugt sammenlignet med
den frugt, som jorden giver os og andre til livets opretholdelse. Det er da
også sådanne sammenligninger, som Jesus flere steder bruger som baggrund for
det, han siger, som fx, når han et sted advarer sine disciple mod de falske
profeter og siger:
"Af
deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figner af
tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bære slette frugter...", Matt. 7:16-17.
Det
samme er tilfældet, når Jesus et sted kalder sig selv for det brød, som kommer
ned fra Himmelen, og hvor han siger, at den, der spiser af det brød, han skal
leve til evig tid.
Når vi læser
fx det vers, jeg indledte med fra salme 90, er det tydeligt, at det citerede er
et billede på livets efterår. Og sådan er det også med den frugt, der kommer,
når det bliver efterår. Når der fx står, at vort indre menneske fornyes dag for
dag, så har det jo den betydning, at Åndens frugt, som Gud har givet os, dag
for dag modnes mere og mere
"indtil
vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til
mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde", Ef. 4:13.
Som vi
har set, så giver efteråret os forskellige billeder af, at vi nærmer os tiden,
hvor vi skal herfra, og vi ser det i hvert et blad, der visner og falder ned.
Og dog ved vi, at det ikke er slut! Det er det, Paulus henviser til, når han
siger, at han er
"udsendt,
fordi der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige
tider..", Tit. 1:2.
Det er
det, alle troende gennem tiden har set frem til, og som vi så et eksempel på i
salme 121, og som hebræerbrevets forfatter har beskrevet således:
"I tro døde alle disse uden at have
opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og
bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden", Hebr. 11:13.
Som jeg
allerede har været inde på, så peger efteråret også på noget andet, nemlig på
høsten, og dermed også på Guds godhed mod os gennem året. I stort set alle
landets kirker holdes der derfor også høstfest for at sige Gud tak for, at han
har skænket os alt dette. At holde høstfest med det formål at takke Gud for høsten
er en gammel tradition, som går flere hundreder år tilbage, og måske helt
tilbage til bibelsk tid? I et gammelt skrift fra 1790 har jeg læst, at den
dengang altid blev holdt på en bestemt dato, nemlig d. 29/9, og at den var en
helligdag.
Som
bekendt er denne helligdag for længst forsvundet, men det er takken til Gud for
årets høst heldigvis ikke. Dog nævnes det ikke i mange af de kirkeopslag, jeg
har set. Andre sætter ord på, som fx Adventskirken, der skriver:
"I
gudstjenesten fejrer vi Guds forunderlige skaberværk, og alle de gaver vi får
af naturen".
I et
andet kirkeopslag beskrives høstfesten på denne måde:
"Der
bliver en festlig gudstjeneste, hvor vi takker Gud for livet og høsten. Vi
bærer frugt og grønt ind i kirken..".
Jo, der
er grund til at fejre Guds forunderlige skaberværk, og derfor bærer man de
fleste steder årstidens høst af frugt og grøntsager ind i kirkerne, for på en
synlig måde at anskueliggøre Guds godhed, og at der er grund til både at huske
og at prise ham for alt det, han har givet os gennem året. Han, der har skabt
alt såre godt, er jo også den, der dag for dag, og år for år opretholder alt
dette til livets opretholdelse. Det er jo det, der gør, at vi kan leve, og er
et bevis på, at han til stadighed giver os, hvad vi har brug for.
Netop
dette kredser de bibelske forfattere også om, og i et af disse lovprisninger
til Gud siger en af dem dette til ham:
"Alles øjne bier på dig, du
giver dem føden i rette tid", Salme 145:15.
Vi får
det alt sammen i rette tid, siger salmisten! Mange tror ikke, at det er Gud,
der i den sidste ende giver os mad på bordet, men vi tror det og véd, at han give os det, og endda i rette tid - et bevis på, at han
stadig er med os, som han har lovet.
Et
eksempel på Guds godhed og omsorg for sit folk finder vi i det ord, som Gud har
talt til jøderne om, lige før de kom ind i det forjættede land, som han har
lovet dem:
"Det
land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, og (er) et
land, som Herren din Gud har omhu for, og som Herren din Guds øjne stadig
hviler på, fra årets begyndelse og til dets afslutning. Og hvis I nu lyder mine
bud, som jeg i dag pålægger jer, så I elsker Herren jeres Gud og tjener ham af
hele jeres hjerte, og af hele jeres sjæl, så vil jeg give jeres land dets regn
i rette tid, både tidligregn og sildigregn, så du kan høste dit korn, din most
og din olie; og jeg vil give græs på din mark til dit kvæg, og du skal spise
dig mæt..", 5. Mos.
11:11a-12b-15.
Denne
befaling om at elske Gud og tjene ham kunne de - ligesom vi i dag -
selvfølgelig ikke gøre i egen kraft, men de kunne gøre det, fordi de var hans
folk, som han har frelst og udfriet af verden. I bibelen er høsten af korn,
most og olie da også billedligt nøje knyttet sammen med denne frelse, den store
åndelige indhøstning af mennesker, som bibelen ofte vender tilbage til.
Det
begyndte med påsken, den første fest i året, og som jøderne til alle tider har
set tilbage på, og hvor Gud udfriede dem fra Egyptens slaveri, der, som vi véd,
er et billede på denne verdens trældom. Denne påskefest holdes i øvrigt på
samme tid som årets første høst - og da de første neg heraf med tak og pris
bliver båret ind for Guds åsyn, bliver denne fest derfor også kaldt for førstegrødefesten.
Dét, der skete den dag, peger således frem på Jesus Kristus, om hvem der står:
"..
nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.. Thi
ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men
hver i sit hold: Som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som
hører ham til..", 1.
Kor. 15:20, 22-23.
Som vi
kan se, så nævner Paulus lige efter Kristus som førstegrøden ‘de, som hører ham
til'. For når bibelen taler om en førstegrøde, så taler den også altid, om end
indirekte, om den høst, der følger efter. Pinsefesten, der kommer 50 dage efter
påske, taler om det samme, for her sker årets sidste og store kornindhøstning.
Denne fest hænger uløseligt sammen med påsken, og har derfor ikke noget
selvstændigt navn. Det hebraiske ord for pinse er 'shavout', som blot betyder
'halvtreds', og betyder halvtreds dage efter påske; og som et resultat af den
kommer pinsen. Denne fest peger tydeligt frem på Helligånden, der ifølge NT kom
til jorden pinsedag for at gøre Jesu disciple til hans vidner ud over hele
jorden, og hvor den sidste store indhøstning stadig pågår.
Pinsen
og indhøstningen der, er således et billede på de mange, der i den nye pagts tid
pga. Kristi kors og sejr vil blive indhøstet til evigt liv. Det er det, Jesus
taler om, når han et sted taler om sin egen død og siger:
"Sandelig,
sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver
det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt", John. 12:24.
I tråd
med dette udsagn havde Rådet, som bestod af ypperstepræsterne og farisæere,
kort før Jesu korsfæstelse og død forsamlet sig og talte om, hvad de skulle
gøre med Jesus, idet de sagde:
"Hvis
vi lader ham blive ved sådan, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage
både land og folk fra os".
Og her
er det så, at ypperstepræsten Kajfas kommer med denne profeti til de forsamlede
om Jesu død:
"I
forstår da heller ingenting! og I tænker heller ikke på, at det er bedre for
jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde", John. 11:49b-50.
Der står
lige efter, at han ikke sagde dette af sig selv. Han tænkte kun på at skaffe
Jesus af vejen, så de kunne få fred for ham, men Gud brugte hans profetiske ord
til at beskrive den åndelige betydning af Jesu død, hvis død vil ske for at 'at
samle Guds adspredte børn sammen til ét', som der står lige efter.
Vi har
indtil kort set på påsken og pinsen, som er de to af årets høstfester. Den
sidste høstfest falder om efteråret, og den blev efterhånden identisk med selve
løvhyttefesten, på hebraisk Sukkot. Denne løvhytte-, løvfalds- og høstfest
varer i syv dage, og i den skulle jøderne, ved bl.a. at bo i løvhytter, til
evig tid ihukomme, hvad Gud har gjort for dem, da han frelste dem og udfriede
dem fra Egyptens trældom.
Beskrivelsen
af denne festdag, begynder ifølge den jødiske kalender 15. tishri.
Efter vor kalender faldt den i år fra d. 20-27/9 ved solnedgang. Den første
omtale af den finder vi i 3. Mos. 23:33-44, men her skal vi dog kun se på de
nogle få af disse vers:
"Herren
talte fremdeles til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig: Den 15. dag i
samme syvende måned skal løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv dage..
Den første dag skal I tage jer smukke træfrugter, palmegrene og kviste af
løvtræer og vidjer fra bækkene og i syv dage skal I være glade for Herren jeres
Guds åsyn.. I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i
løvhytter, for at jeres efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i
løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Herren, jeres Gud", v. 33-34, 40, 42-43.
Siden
dengang har jøderne gjort dette som en tilbagevendende årlig begivenhed. Hvis
man fx tager til Israel i forbindelse med løvhyttefesten, har man kunnet se, at
der er løvhytter næsten overalt i denne periode, på tage og altaner, i forgårde
og i haver, på åbne pladser og i hotellernes terrasser, osv..
Som vi har
set, så skal jøderne holde denne fest i syv dage, og minde dem om, hvordan Gud
har sørget for dem indtil denne dag, ikke bare dengang, de blev udfriet fra
Egypten, og da de senere vandrede i ørkenen mod det forjættede land - et
billede af deres og vores vej mod Himlen - men også, hvordan han vil være med
dem hver dag for at give dem det, de behøver. Som nævnt blev løvhyttefesten
hurtigt knyttet sammen med årets høst, og det er der flere henvisninger til i
GT, som i 5. Mos. 16, hvor der står:
"Løvhyttefesten
skal du fejre i syv dage, når du har indsamlet udbyttet fra din tærskeplads og
din perse", v. 13.
Når vi
taler om løvhyttefesten, og i den forbindelse også om høsten af landets
frugter, så bliver det i bibelen som nævnt også brugt som et billede på den
sidste store indhøstning, og her ikke af jordens afgrøder, men af mennesker til
Guds rige. Det er egentlig et billede på den sidste indhøstning, Jesus taler
om, når han et sted siger:
"Lad
kun begge dele (både rajgræsset og hveden) gro side om side indtil
høsten", Matt. 13:30.
Det
samme taler han om, når han for tiden for sin genkomst siger:
"Da
skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen.. og han skal sende sine engle
ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte (dvs. hans høst) sammen
fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser", Matt. 24:30a, 24.
På hver
sin måde taler de tre nævnte fester alle om den indhøstning af mennesker, som
blev tilvejebragt pga. Jesu offer og sejr over synden, døden og djævelen. Det
er jo pga. dette offer, at vi ved, at Gud, som har skabt alt og giver os en god
høst, og fremdeles vil give os det, vi behøver. I bibelen er løvhyttefesten da
også et billede på den velsignelse, frelse og det evige rige, Gud vil føre de
troende ind i. Et billede på denne fremtid finder vi i Zak. 14, hvor Gud siger
dette ved profeten:
"Men
alle de, der bliver tilbage af alle folkene.., skal år efter år drage.. [til
Jerusalem] for at tilbede kongen, hærskarers Herre, og
fejre løvhyttefest", v.
16.
Her er
der tale om, hvad der vil ske i 1000-årsriget, og hvor Jesus efter sit komme
vil regere i og ud fra Jerusalem, og hvor alle folk vil komme dertil for at
tilbede ham. Profeten Esajas har beskrevet denne dag og tid på denne måde:
"Det
skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg.. skal løfte sig op over
højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre (og sige): Kom,
lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; Han skal lære os sine
veje, så vi kan gå på hans stier, thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem
Herrens Ord. Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige
folkeslag...", Es.
2:2-4a.
I
bibelen er 1000-årsriget - udover en konkret kommende fredsrige på jorden -
også et billede på evigheden. Under de tre førnævnte fester vandrede folket til
Jerusalem for at prise Gud dér, og mange salmer i bibelen blev forfattet til at
blive sunget på vejen dertil. I mange af disse er det tydeligt, at Jerusalem er
et billede på fremtiden, som strækker sig helt ind i evigheden, og er identisk
med at være stedet, hvor Gud er og bor - og hvorfra han vil velsigne folket. Vi
så et eksempel det i salme 121, der blev sunget på jødernes festrejser til
Jerusalem. Et par andre eksempler fra den samme rejse mod Jerusalem kan nævnes:
- "De,
der stoler på Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes", Salme 125:1.
- "Israel,
bi på Herren fra nu og til evig tid", Salme 131:3.
- "Thi
Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig: Her er for evigt mit
hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket", Salme 132:13-14.
Tænk at
være med dér, hvor disse sange blev sunget, og som garanteret gav stof til de
rejsende til både samtale og eftertanke, mens de vandrede mod Jerusalem og Guds
hus og bolig. Som pilgrimme på vejen til det himmelske Jerusalem kan og vil vi
gøre det samme, for det er jo i den sidste ende det samme mål, som ventede dem
og som venter os. Her kan vi fx tænke på det skønne løfte fra Gud til både de
troende i den gamle pagt, og til os i den nye - som det er beskrevet i det såkaldte
troskapitel i hebræerbrevet:
"Skønt
alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen
opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle se
fuldendelsen, uden at vi var med", 11: 39-40.
Her til
sidst vil jeg summere op. Efterår med de falmende skove er et billede på, at
sådan er vi også på vej til forfald og død, men hvor det dog er sandt, som
denne salme fra den danske salmebog her fra det første vers beskriver det:
Lær
mig, o skov, at visne glad
som
sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.
Vi ved
derfor, at som træerne taber bladene og ser ud til at dø, så er døden ikke det sidste
- for Jesus døde jo for vore synder, og siger, at 'den, som tror på mig, skal
leve, om han end dør', John.
11:25.
Høstfesten
skal derimod minde os om Gud som den, der har skabt alt, og giver os føden til
livets opretholdelse, og hvor vi samler os frugt til det evige liv. Det er det,
Jesus henviser til, når han siger: 'Allerede nu får den, der høster, løn og
samler frugt til evigt liv' John.
4:36.
Til
sidst kommer så løvhyttefesten, der som vi har set falder sammen med
høstfesten. I GT står der, at den blev givet til jøderne, for at de altid
skulle ihukomme, hvordan Gud bevarede dem under udvandringen fra Ægypten, og
under den 40-årige ørkenvandring - og hvordan han stadig gør det. Men samtidig
peger løvhyttefesten også frem til den dag og tid, hvor Han vil være synligt
iblandt dem i deres midte.
Dette er
dermed også talt til os, som ved Kristus er udfriet fra synden og døden, og vi
ved, at han vil lede os helt frem til kommende evige rige, hvor alt skal blive
genoprettet, som han har sagt, og hvor vi skal se ham, som han er. På den dag
skal vi drage ind for Guds åsyn og fejre den evige løvhyttefest sammen med alle
engle og alle de hellige, som han har vundet sig fra alle folk.
Der
kunne nævnes meget mere om det, vi har set på i denne gennemgang, men det er
forhåbentlig nok til, at alle kan se, at dét, der begyndte med påskelammet,
hvor 'vort påskelam' blev slagtet, afsluttes med, at vi pga. ham snart og
bogstaveligt er fremme ved
"Zions
bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem, og til en
højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er
indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder,
som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand
Jesus, og til bestænkelsens blod..", Hebr. 12:22-24.
Amen