Hvordan skal den kristne
forholde sig i forhold til dem, som mener,
at vi pga. Guds lov er
forpligtet til at holde sabbatten som helligdag?
Af diakon
1 Sabbatten – et pagtstegn.
Intet er tydeligere end dette: Befalingen til at holde sabbatten var givet til
Israel. Og denne befaling er aldrig givet til noget andet folk.
2. Mos. 31 :13-17 ’Du skal tale til israelitterne og sige: Frem
for alt skal I holde mine sabbatter, thi sabbatten er et tegn mellem mig og
eder fra slægt til slægt… I (jøderne) skal holde sabbatten…
den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde
på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. Israelitterne skal holde
sabbatten (ikke andre), så de fejrer den fra slægt til slægt som en
evig gyldig pagt (for jøderne). Den skal være et tegn til alle
tider mellem mig og israelitterne’.
5. Mos. 5: 1-2 , 14-15 ’Hør Israel, de anordninger og lovbud, som
jeg kundgør eder i dag! Herren sluttede en pagt med os (jøderne)
ved Horeb… Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da
må du (Israel) intet arbejde udføre, hverken du selv eller… Kom i hu,
at du selv var træl i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud
derfra med stærk hånd… det er derfor, Herren din Gud har pålagt
dig at fejre hviledagen.
2
Sabbatten og lovgivningen.
Så kommer vi til lovgivningen på Sinai, 2. Mos. 20:8-11. Denne lovgivning er
allerede berørt, da sabbatten som lov ikke kan adskilles fra dens betydning som
pagt. Men for oversigtens skyld er den opdelt.
I lovgivningen ser vi, at Israel skulle overholde sabbatten som et lovkrav. Vi
skal lægge mærke til, at dette lovkrav blev givet til Israel som
et af de 10 bud. At loven blev givet til Israel og ikke til andre
folk/folkeslag er klart nok. Ingen kan være i tvivl om, at der tales direkte
til det jødiske folk.
Sl. 147:19-20 ’Han kundgør sine vedtægter og lovbud for
Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, dem kundgjorde
han ingen lovbud.
De 10 bud hører sammen. Den blev givet til dem, som ’bevogtedes under loven’,
Gal. 3:23. Det kan ikke være andre end Israel, som var under loven, da de var
de eneste, som havde fået loven. Og derfor er der heller ikke andre end
Israel, som er eller har været bundet af sabbatsbudet.
Der er en del forvirring omkring loven for mange. Mange kristne mener, at vi er
skyldige at overholde de 10 bud. Men trods nidkærhed for at leve, som Gud vil
det, misforstår de evangeliet og sætter den lov som rettesnor for deres liv,
som fandtes indtil det nye liv begyndte med Kristus, se Gal. 3:23-24, 1. Tim.
1:8, Rom. 7:4. Argumentet som bliver brugt er: Mennesker (altså kristne) vil
blive ’uhellige, hvis de ikke har en lov at være bundet til’. Men i
virkeligheden kan ingen forandres eller helliges pga. Loven, da dette alene
sker ved Helligånden. Dette sker, fordi de er døet bort fra det, de holdtes
fangne under, og nu lever i den frihed, hvor de kan sige nej til al
ugudelighed.
3
Sabbatten – et forbillede
Kol. 2:16-17 ’Med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat
er det alt sammen kun en skygge af det, som skulle komme, men sagen
selv kom med Kristus’.
Her er det indlysende, at når virkeligheden kom, så ophørte og forsvandt det,
som førhen kun var en skygge. For de var jo kun pålagt indtil den tid, da den
rette ordning indføres, se også Hebr. 9:8f. Da Kristus kom og frembar sig selv
som offer for os, så var det slut med alle GT ofringer og seremonier. Inkl.
Sabbatten, som jo også er et forbillede på sabbatshvilen i Kristus. Når nogen,
f.eks. adventisterne, alligevel fortsætter med at holde sabbatten, så fornægter
de i handling, at den kun var ’en skygge af’ noget virkeligt, som
kom senere ved Jesus Kristus.
Hebr. 4:3-11 Her læser vi en redegørelse over, hvad sabbatshvilen indebærer. I
v. 4 står der: ’Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger’. I
2. Mos. 20:8-11 gives den begrundelse for sabbatsbudet, at Gud selv hvilede på
denne dag, derfor skulle folket gøre det samme. Men selv om de holdt sabbatten,
så kom de alligevel ikke ind i hvilen, v. 6. Det kunne de ikke pga. deres ulydighed.
Men Gud havde beredt en anden hvile til hans folk, som sabbatten kun var et
forbillede på. Der står i v. 3: ’Thi kun vi, som er kommet til tro, går ind
til hvilen’. Den hvile, der omtales her, er altså ikke en ugedag (heller
ikke søndag), men handler om hvilen i Kristus, som først kommer efter en
renselse fra synd, v. 11-16.
2 Mos 16:22f. Befalingen om at holde sabbatten blev i dette kap. givet til
Israel for første gang. Dette skete, da de ved påskelammets død var udfriet fra
Ægypten. Sabbatten kom til efter udgydelse af lammets blod, og Israels hvile
blev et af resultaterne af deres forløsning. Dette er et af forbillederne af
den hvile, som Guds skabninger har i Kristi forløsning.
4
Sabbattens overholdelse
De fleste, som holder lørdag som helligdag, gør det, fordi loven ’kræver det’.
Men selvom de ønsker at gøre det rette, overser de, hvad sabbatshvilen er et
billede på. For der tales jo ikke om en bestemt dag. F.eks. kan den person, som
maler sit hus på en helligdag, være inde i Kristus-hvilen, men den som ikke gør
det pga. loven, ikke er det. Den ’lovlydige’ ser måske skævt til den, som efter
hans mening bryder loven, men ser ikke, at han selv er i en langt farligere
situation.
For prøver vi at holde en dag hellig for lovens skyld, så forpligter vi os
samtidigt at holde den, som Gud har befalet det i loven. Gud gav jo ikke bare
Israel besked på at holde sabbatten, men sagde også, hvordan den skulle holdes.
Der måtte f.eks. intet arbejde udføres på denne dag. Der måtte f.eks. ikke
laves mad. Hvordan kan et menneske sige: ’Jeg holder noget af loven, men vi kan
selv bedømme, hvad der ikke er vigtigt at overholde? For ’den, der holder hele
loven, men på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle’, Jak. 2:10.
Når en person tager moseloven til indtægt for hviledagens overholdelse, da er
denne person ikke på evangeliets grund, men er i virkeligheden faldet ud af
nåden. Enten må vi holde os 100% til loven eller vi må holde os 100% til
evangeliet. Der er ingen mellemvej. Mange ting er som nævnt tydelig ophørt i
den nye pagt, som omskærelse, ofringer, forskellige GT-forordninger, men også
sabbatten, se f.eks. Hebr. 8:5, 9:9, 10:1, Kol. 2:17. Se videre under punkt 6.
5
Sabbatten og de to pagter.
Gennem hele bibelen fremgår det klart, at der tales om to pagter. Om den første
pagt står der:
2. Mos. 34:27 ’Og Herren sagde til Moses: Skriv disse ord op, thi
på grundlag af disse ord slutter jeg (den første) pagt med dig og
Israel’.
5. Mos. 4:13 ’Da kundgjorde han eder sin pagt, som han
bød jer at holde, de 10 ord (bud), og han skrev dem på to stentavler’.
5. Mos. 5:2 ’Herren vor Gud sluttede
en pagt med os ved Horeb’.
Denne pagt gjaldt for Israel indtil det sande påskelam, Kristus, døde på
Golgatas kors for alle menneskers synder.
Gal. 3:19 ’Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den
føjet til, kun gyldig indtil det ’afkom’, hvem forjættelsen
gjaldt, kom’.
Gud forudså, at en ny pagt var nødvendig for jøder såvel som hedninger.
Jer. 31:
Hebr. 7: 22 ’Så vist er Jesus blevet den, der står inde for en
bedre pagt’.
Hebr. 8:7, 9, 12-13 I dette kap siges det klart, at den nye pagt er
bedre end den gamle. For havde den gamle været ’udadlelig, ville ingen have
forsøgt at sætte en anden i stedet’. For der er jo intet menneske,
som kan opfylde den gamle pagts betingelser. Derfor står der: ’De
blev ikke i min pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem’. For det, som mennesker
behøver, er jo en pagt, som vi kunne blive i. Og derfor gav Gud os en ny
pagt baseret på nåde. Men ’når han siger en ny pagt, har han dermed
erklæret, at den første er forældet… og nær ved at forsvinde’.
For der står skrevet:
Ef. 2:15 ’Ved sit kød afskaffede han nemlig loven
med dens bud og forskrifter…’
Kol. 2:14 ’Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets
lovbestemmelser…’
2. Kor. 3:6, 9, 14, 16 ’Gud gjorde os duelige til at være tjene
for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens… thi når den tjeneste, der
førte til fordømmelse, var herlig, så er den tjeneste, der fører til
retfærdighed (den nye pagt), endnu langt rigere på herlighed. Men
deres (israelitternes) sind blev forhærdet; thi lige til den dag i dag er det
samme dække blevet ved med at hvile over oplæsningen af den gamle pagt uden at
tages bort (så de ikke kunne se nådens frihed og herlighed i den nye pagt); thi
kun i Kristus (ved troen på ham) bliver det fjernet. Hver gang en
omvender sig til Herren, tages dækket bort’.
Matt. 26:28 Som et forbillede på sin død på Golgatas kors for vore
synder siger Jesus: ’Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til
syndernes forladelse’. At der her ikke tales om Sinaipagten, er indlysende, da
den blev kaldt den første pagt og blev oprettet ved et lam, som var et
forbillede på den nye pagt, som Jesus kom og oprettede ved sit blod. Den
kristne har aldrig fået befaling om at gå ind under den gamle pagt, da det er
at ringeagte den nye.
6
Sabbatten – og menigheden
For at forstå menighedens forhold til sabbatten– og til loven, er der visse
ting, vi skal forstå i denne forbindelse. Den kristne er en ’ny skabning’, og
er et fuldstændigt nyt menneske i verden. I Kristus er jøder og hedninger
blevet til én ny skabning, Gal. 3:28. Nu er der altså tre folk i verden. Disse
nævnes i 1. Kor. 10:32: ’Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller
græker eller Guds menighed’.
Guds handling med disse tre folk er vidt forskellig:
Rom. 9:4 ’De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene
og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og
forjættelserne’.
Ap.g. 13:46 ’Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle gives
til jer (jøderne under den første pagt), men siden I har forkastet det
og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til
hedningerne’.
Ef. 2:11-13,
Bemærk, at jøderne også må gå ind i den nye pagt, fordi den gamle (første) pagt
har tjent sit formål og derfor ikke længere er gyldig. I det nye testamente
læser vi derfor heller intet om, at menigheden på nogen måde er blevet lagt
under ’loven med dens bud og forskrifter’. Tværtimod står der: ’Ved Kristi
legeme er I døde fra loven, så at I kan blive en andens, nemlig hans, som blev
opvakt fra de døde, for at vi kan bære frugt for Gud’. Læg mærke til, at
frugten først kan fremkomme, når vi er døde fra loven, Rom. 7:4
Når nogle jøde-kristne forsøgte at overholde noget af loven eller få de
nyfrelste hedninge-kristne ind under samme lov, så rykkede apostlene derfor
straks ud med en alvorlig advarsel mod dette. I Ap.g. 15 siger Jakob til de forsamlede
under apostelmødet: ’Vi har hørt, at nogle af vore, uden påbud fra os,
har forvirret jer med deres ord og vakt uro i jeres sjæle’. Hvad var
der sket? De havde sagt, at det var nødvendigt at holde en del af loven (her
omskærelsen) for at blive frelst. Peter forklarer derfor, at pga. den nye pagt
er ingen forpligtet til at holde loven længere, for Gud ’gjorde ingen
forskel på os (jøder) og dem (hedninger), idet han ved troen rensede
deres hjerter’. Og derfor må de troende ikke gå tilbage til loven: ’Vi tror
derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Kristi nåde ganske på samme måde
som de…’! Læg mærke til, hvad der står: Jøder og hedninger bliver frelst på
samme måde – dvs. ikke pga. gerninger (lov), men pga. Jesu Kristi nåde.
Ingen kan leve i to husholdninger på samme tid. Dette er umuligt! At forene
lovens husholdning med nådens husholdning går ikke. Menigheden må ikke lade sig
spænde i trældoms åg. Kristi menighed er af den grund ikke forpligtet til at
holde loven, derunder sabbatsbudet. For den kristne gælder, hvad der står i Rom
8:4: ’For at lovens krav skulle opfyldes (af Kristus) i os, som
ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden’. Bemærk, at der ikke står, at lovens
kraft skulle opfyldes af os, dvs. pga. lovgerninger. Den, som ikke
kender til denne forskel i sit liv, kommer meget let til at leve under loven.
For at undgå misforståelser, må det understreges, at det er Sinailoven som
pagt, som er blevet ophævet, men ikke som moralsk norm, som opfyldes af
Kristus i os. For ’det, som var umuligt for loven, fordi den var
magtesløs pga. kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds
skikkelse…’, Rom. 8:3. Derfor taler Paulus også om, at vi er som et brev fra
Kristus, som ikke er skrevet med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på
stentavler (som de 10 bud), men på hjertets kødtavler. Og det er netop det, som
er kendetegnet på Åndens virkning i den, som er blevet født på ny, jfr. Jer.
31:33, Titus 2:12.
Når nogen spørger, hvem der har ophævet sabbatten, så er svaret: Det er den
samme Gud, som har ophævet omskærelsen og hele den pagt, som var indhugget i
sten. Kristus kom for at opfylde loven. Og derfor skal Kristi menighed ikke
lade sig indvikle i spørgsmål om ’mad og drikke, om højtid, nymåne eller
sabbat’, Kol. 2:16-17. Læg mærke til, at der i NT derfor ikke findes nogen
hentydning til budet om at helligholde sabbatten, fordi Jesus Kristus er vores
sabbatshvile alle ugens dage.
7
Søndag som hviledag
Hvilken berettigelse har søndagen som menighedens hviledag/helligdag?
Først må vi bemærke, at søndagen ikke er en erstatning for sabbatten,
som blot er henlagt til en anden dag i ugen. Sabbatten er ikke flyttet fra
lørdag til søndag. Hvis nogen holder søndag for at holde hviledag efter lovens
bud, da er han i sin uvidenhed alligevel gået ind under lovens krav. Gud
bestemte at under den gamle pagts tid skulle jøderne holde den syvende dag som
hviledag/helligdag. I dette forhold har ingen ret til at gøre nogen
forandring. Vi vinder heller ikke nogen steder i skriften, hvor Gud har
forandret dagen for sabbatten. Det er at forfalske evangeliet at påstå, at 1)
Gud har flyttet dagen, 2) at vi som kristne er forpligtet til at holde nogen
bestemt dag og 3) at der er bestemte grænser for, hvad vi må på en sådan dag.
Søndag, ’den første dag i ugen’ er en ny (slags) højtidsdag i en ny
husholdning. Denne dag er Kristi opstandelsesdag og menighedens fødselsdag. Som
en naturlig følge af dette blev det hurtig praksis at antage ’den første dag i
ugen’ som hvile- og taksigelsesdag. På denne dag kom de første kristne sammen
til fælles opbyggelse og til Herrens måltid, og på den dag foretog de
indsamlinger, som skulle være en hjælp til de fattige. Vidnesbyrdene derom er
mange. I bibelen bl.a. i Ap.g. 20:6-7 og 1. Kor. 16:1-2.
Lad os se på, hvornår de kristne begyndte at holde søndag
som helligdag. Det begyndte man faktisk allerede på i NT, læs Ap.g. 20:6-7, 1.
Kor. 16:1-2. Der er mange historiske beretninger om, at man allerede få år
efter at NT blev skrevet, som en selvfølge samledes den første dag i ugen
(søndag) for at holde gudstjeneste. F.eks. står følgende i ’Barnabas’
brev’ som er forfattet senest år 130 efter Kristus:
’Vi holder den ottende dag (søndag) med
glæde, den dag hvilken Jesus stod op fra de døde’.
Forinden har han redegjort for, at sabbatten er afskaffet.
Et
andet eksempel er Ignatius, som var en discipel af Johannes og levede ca. 100
år efter Kristus. Han siger:
’Vi helligholder den ottende dag med glæde, den dag, på
hvilken Jesus stod op fra de døde og siden, efter at have åbenbaret sig – fór
op til himmelen’.
At vi
har en helligdag hver uge betyder, at ingen kan undskylde sig med, at der ikke
er tid til at høre Herrens ord – der er jo sat en hel dag fra. For den, som
hører Herren til, må det være naturligt at sætte så meget tid som det er muligt
til hengivelse i Herrens tjeneste. Derfor gør vi ligesom de hellige dengang
også søndagen til ’Herrens dag’. Men det sker ikke pga. lov, så vi gør det af
pligt, men vi gør det med glæde, fordi vi er under nåde. Og netop derfor er der
ikke et skarpt skel mellem hverdagene og søndagen, fordi vi hver eneste dag lever
i den sabbatshvile, som Gud har skænket os i Kristus.
Hvis denne
side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst
her for at få adgang til flere artikler