Tabernaklet,
.. et forbillede på Kristus, de troende og på vejen til Gud
Af Eskild Skov Særkjær
I
denne gennemgang skal vi se på tabernaklet og dets indretning, som Gud viste
Moses på bjerget - og i den forbindelse hørte han Gud sige dette til ham:
“Du skal
indrette boligen mig en helligdom (tabernakel), for at jeg kan bo midt blandt
dem. Du skal indrette boligen og alt dets tilbehør nøje efter det forbillede,
jeg vil vise dig”, 2. Mos. 25:8-9.
Oversigt over Tabernaklet i den gamle pagt.. og hvad det
symboliserer:
1 Forgården:
Gud sendte sin søn til verden
1a Porten/døren:
Jesus
1b Brændofferalteret:
Golgata
1c Vandkummen/kobberhavet: Dåb og renselse
1d Gærdet
til verden udenfor
2 'Det Hellige': Jesus giver det, der er
brug for på vandringen
2a Den syvarmede lysestage: Jesus er vores
eneste lys
2b Skuebrødene
på bordet: Jesus er livets brød
2c Røgelsesalteret:
Jesu & de helliges bønner
3 Forhænget: Uden Jesus er vejen til Gud
spærret
4 'Det
Allerhelligste'
4a Pagtens ark med de 10 bud: Guds
hellighedskrav
4b Sonedækket: Blodet
dækker, og dermed frelse
4c Gud åbenbarer sig over sonedækket,
mellem keruberne
Læg
mærke til, at der står, at der i teksten ovenfor står, at tabernaklet og dets
indretning skulle udføres nøje efter det himmelske forbillede - dvs. i alle
detaljer, og dét fordi Gud ville åbenbare nogle vigtige sandheder for os.
Desuden peger tabernaklet (og senere tempel) og dets indretning frem på disse
tre lag i den bibelske åbenbaring:
1.
Den største og
vigtigste af disse er Jesu komme til jorden, hvor han døde for verdens synd på
Golgata, hvorefter han som vores ypperstepræst gik ind i 'Det Allerhelligste' i
Himlen med sit eget blod, ind for Guds åsyn, og vandt os en evig forløsning.
Dette anskueliggjorde Gud ved, at forhænget (3) mellem 'Det Hellige' og 'Det
Allerhelligste' revnede i helligdommen, et billede på, at adgangen til Gud nu
er åben for alle. Brændofferalteret (1b), som stod i forgården udenfor selve
tabernaklet, peger således frem på Golgata, mens pagtens ark med sonedækket (4a/b), hvor Gud åbenbarede sig i den jordiske
tempel i den gamle pagt (4c), peger på 'Det Allerhelligste' i himlen, hvor Gud
har sin trone, og hvor Jesus - modsat de jordiske ypperstepræster - én gang for
alle gik ind som vores evige ypperstepræst.
2.
Tabernaklet peger
dernæst på, at når det enkelte menneske kommer forbi Golgata, som vi har set,
alteret (1b) peger frem på, og tager imod offeret derfra, bliver det til et
Guds barn, og det kan derfor billedligt set gå videre derfra ind i 'Det
Hellige' (2), fordi Gud har gjort det helligt. Som vi skal se, giver dette rum
forskellige billeder på de troendes vandring med Jesus gennem livet, til de når
frem til 'Det Allerhelligste' (4), der som nævnt repræsenter Guds trone og
bolig i Himlen.
3.
På samme tid
repræsenterer helligdommen desuden også enhver troende. Det er det, der
henvises til i 1. Kor. 6:19, hvor Paulus stiller dette spørgsmål:
“Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for
Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer
selv?”
I brevet til efeserne beskriver han
det således:
“I ham (Jesus Kristus) sammenføjes hele bygningen og
vokser til et helligt tempel i Herren; I ham bliver også I sammen med os
opbygget til en Guds bolig i Ånden”, Ef.
2:21-22.
Disse to vers
om det genfødte menneske har også tabernaklet som forbillede. Forgården er
således et billede på legemet, 'Det Hellige' på sjælen, og 'Det Allerhelligste'
på vor ånd, hvor Guds Ånd bor.
I
denne gennemgang skal vi primært kun se på de to første lag i den bibelske
åbenbaring, nemlig 1): tabernaklet og dets indretning, som et forbillede på
frelsen ved Jesus Kristus, og 2): de troendes videre vandring med ham gennem
livet til himlens herlighed, hvor Gud bor.
Det
første vi skal se på, er forgården (1), der senere dog blev inddelt i flere
forgårde. Som det ses i diagrammet, lå forgården udenfor selve tabernaklet. Det
var her, de troende og andre, der søgte Gud, var forsamlede. Det er det, der
billedligt set tales om i salme 84, hvor der står:
“Thi bedre én
dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel
end dvæle i gudløsheds telte..”, v. 11.
Selvom
forgården lå udenfor tabernaklet, tilhørte den alligevel Gud, og var da også
helt adskilt fra verden udenfor. Den var nemlig hegnet ind med et gærde (1d),
og Gud befalede, at dette gærde omkring tabernaklet skulle lavet af fint lin,
som i bibelen er et billede på renhed og retfærdighed. Det var desuden 5 alen
høj (ca.
Pga.
den nævnte adskillelse rundt om tabernaklet var der kun én vej ind, og det var
gennem døren (1a). Denne dør (som var et forhæng) var bl.a. dekoreret med
keruber, og det er denne dør, Jesus bruger som et billede på sig selv, da han
sagde:
“Jeg er
fårenes dør..; om nogen går ind gennem mig, skal han blive frelst”, John.
10:7b, 9a.
Det
kan synes underligt, at døren, der er et billede på Jesus, kommer før alteret
(1b), der som nævnt er et forbillede på hans forsoningsdød på korset. Jeg tror,
betydningen heraf er, at Gud kalder (ufrelste)
mennesker til at søge Jesus og gå ind gennem døren - for dér at møde ham, og
som derfra leder dem frem til korset, idet han vidner for dem og siger:
“Jeg er vejen,
sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”, Joh. 14:6.
Ifølge
Moselov er brændofferalteret (1b) det sted, hvor forsoningen mellem Gud og
mennesker kunne ske, og som nævnt peger det frem Golgata. Og de stedfortrædende
ofre, der blev slagtet på dette alter, og hvis blod blev udgydt til
(midlertidig) soning for folkets synder, peger alle frem på Jesus Kristus som
den, der som den eneste kunne skaffe verden soning. Det er det, apostelen Johannes henviser til, når han skriver dette:
“Deri består
kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte
sin Søn til soning for vore synder.. ja, ikke alene for vore, men også for hele
verden”, 1. John 4:10, 2:2.
Uanset
om vi læser i GT eller NT, er det tydeligt, at der er tale om en stedfortræder,
der måtte dø for menneskers synd. I den gamle pagt skete det som sagt ved
blodet af de dyr, de ofrede, men som dog kun kunne dække over synden, men ikke
fjerne den. Som der står i hebræerbrevet:
“Ofrene
bringer.. år efter år (kun) ihukommelse af synder. Thi det er (nemlig) umuligt,
at blod af tyre og bukke kan borttage synder”, Hebr.
10:3-4.
At
de så alligevel måtte ofre disse dyr, var da som tidligere nævnt kun
sindbilleder, der stedfortrædende peger frem på Jesus som Guds lam, der bærer
(og borttager) verdens synd. Det skete ved, at han, som var uskyldig, tog
verdens synd på sig op på korsets træ. Det er det, Paulus henviser til, når han
skriver, at
“Den (han),
som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive
Guds retfærdighed i ham”, 2. Kor. 5:21.
Af
de bibelske tekster fremgår det tydeligt, at syndige mennesker i sig selv ikke
kan komme ind i Guds nærhed og hellighed, heller ikke i den nye pagt - og da
syndens løn er døden, måtte Jesus dø for at frelse dem. Uden tro på denne
stedfortrædende død er ethvert menneske under Guds vrede. Det er det, Jesus
taler om, når han siger:
“Den, som tror
Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds
vrede bliver over ham”, John. 3:36.
Også
dette fortalte Gud forud til jøderne gennem brændofferalteret. I 2. Mos. 27
står der nemlig, at det skulle overtrækkes med kobber - og da kobber er et
billede i bibelen på Guds vrede og dom/straf over synd i bibelen (jfr.
kobberslangen i ørkenen, 4. Mos 21:9), så betyder det konkret, at offeret, der
bliver lagt derpå, og som er et forbillede på Jesus, ved sin død i vort sted
kom under Guds vrede og dom.
Det
samme er vandkummen (1d), der var beklædt med kobber, også et billede på.
Senere, da templet blev bygget, kom det til at hedde kobberhavet. Ifølge forskrifterne
måtte den enkelte aldrig komme til dette sted uden først at være kommet forbi
brændofferalteret, og de måtte heller ikke passere vandkummen (kobberhavet)
uden at vaske hænderne og fødderne i vandet. Dette er et billede på, at de
skulle være rene for Gud, når de gik videre på deres vandring mod 'Det
Hellige'.
Så
vidt jeg kan se, så peger dette frem på følgende to vigtige forhold i den nye
pagt:
1.
De troendes dåb i
den nye pagt, og hvor det gamle menneske billedligt set dør og bliver begravet,
for at de 'i Kristus' kan opstå som et helt nyt menneske.
2.
Den daglige
renselse, hvor de troende vasker den synd og urenhed bort, som de har fået på
sig i dagens løb. Luther skriver, at det er der, hvor 'den gamle Adam' i os
dagligt skal druknes.
Det
er den daglige 'smuds', vi får på os, Jesus billedligt henviser til, da han
sagde, at “den, der er badet - dvs. er renset i hans blod - har ikke nødig at
tvætte andet end fødderne, men er ellers hel ren”, John 13:10. Det betyder
konkret, at selvom vi har været forbi korset, og er blevet rensede i Jesu blod,
så må vi alligevel komme til ham og bede om at forblive - eller igen blive -
helt rene. Dette er det samme, der henvises til, da Jesus i bønnen Fadervor
lærte sine disciple at bede: ‘Forlad os vor skyld’, et ord, som i øvrigt er det
samme ord som 'synd' på aramæisk, som Jesus talte.
Efter,
at vi nu både har set på brændofferalteret (1b), som er et forbillede på Golgata,
hvor Jesus i vores sted sonede synden, og vandkummen/kobberhavet (1c), hvor de
frelste billedligt set opstår med ham til et nye liv, kommer vi til ‘Det
Hellige’ (2). 'Det Hellige' er som bekendt det forreste rum i tabernaklet - og
i det senere tempel. I den gamle pagt var det kun tilladt præsterne at gå
derind, men da alle de hellige åndelig set er præster for Gud i den nye pagt,
har alle disse dermed nu også adgang dertil. I bibelen er 'Det Hellige' et
billede på de troendes vandring med deres opstandne frelser på vej mod Himlen.
Det er det, Peter taler om, når han skriver:
“I er en
udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for
at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit
underfulde lys”, 1. Pet. 2:9.
Dette
lys er det første, der møder os, når vi er kommet ind i ‘Det Hellige’. Til
venstre stod den syvarmede guldlysestagen (2a), som var det eneste lys, der
oplyste rummet. Der var ingen vinduer, og tabernaklets ydre var beklædt med
flere lag gedeskind, så intet lys kunne komme ind i det udefra. Det er dét,
skriften henviser til, når de bibelske forfattere skriver, at Gud har kaldet os
fra verdens mørke til sit underfulde lys - og kan derfor ikke have noget
(åndeligt) fællesskab med denne verdens mørke. Bibelen fortæller desuden, at
når vi er i dette underfulde lys, som er Jesus, og lever ham nær, så bliver vi
selv til lys - og sat til at være hans lys i verden.
Som
nævnt var den syvarmede lysestage lavet af guld, og da både syvtallet og guldet
står for det fuldkomne og guddommelige, peger dette frem på, at det sande lys,
som er Jesus, også er det. I forbindelse med lysestagen står der videre, at det
skulle tilføres ren olivenolie for at kunne lyse klart og rent - og da vi ved,
at olivenolie er et bibelsk billede på Helligånden, så ser vi også her klart
betydningen heraf: Jesus, som er Gud og verdens lys, får som det sande menneske
al sin kraft af Guds Ånd. Det er det, Jesus taler om, når han et sted citerer
profeten Esajas, som siger dette om ham:
“Herrens Ånd
er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige.
Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde,
at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed”, Luk. 4:18.
Lysestagen
peger altså både på Jesu som sand Gud, og på Helligånden, som fyldte ham på
hans vandring. Og fordi vi er 'i ham', er dette også talt til os. Og derfor
bliver lysestagen derved også et billede på, at vi på vores vandring
udelukkende lade os lede af det himmelske lys ved Helligånden, som lysestagens
lys og olie repræsenterer.
Der
er mere at sige om lysestagens lys: Dets formål var nemlig også at oplyse
skuebrødene på bordet (2b), der står til højre for indgangen. Med dette
anskueliggjorde Gud, at de troende, som er kaldet ud fra mørket til sit
underfulde lys, på samme tid er afhængige af livets brød. Ifølge Guds ord er
dette brød både et billede på Jesus og på hans ord. Han kan nemlig ikke
adskilles fra sit ord, som han har sagt: ‘Hvis nogen elsker mig, vil han holde
fast ved mit ord..’, John. 14:23.
Dette
er også baggrunden for, at hans ord ofte bliver gjort synonymt med ham selv i
bibelen. Det sker fx, når salmisten siger, at ‘dit ord er en lygte for min fod
og et lys på min sti' (salme 119:105). Det ord, der her tales om, og som er et
vidnesbyrd om det skrevne ord, er også et vidnesbyrd om Jesus, der er Ordet -
for det er nemlig det samme ord, som der bruges om Jesus i NT, og versets
mening er - og kan derfor godt oversættes til: ‘Jesus, du (som er Ordet) er en
lygte for min fod og et lys på min sti’.
Skuebrødene
peger altså frem på Jesus, der ER ‘livets brød…, og som er kommet ned fra
Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø’. Det er det, der henvises
til, når skriften vidner om ham og siger, at han ‘HAR det evige livs ord’,
John. 6:48, 50, 68. Derfor omtales hans brød og ord da også som ‘det levende
brød’ og ‘det levende ord’.
Efter
at vi således vandrer i lyset og ernærer os af livets brød, er vi klar til se
på det sidste, som står i 'Det Hellige', der ligesom lyset og brødet har en
vigtig betydning for vores vandring gennem livet - og det er røgelsesalteret
(2c), der som et billede på de helliges bønner stod som foran forhænget (3) til
'Det Allerhelligste' (4). I 2. Mos. 30 er røgelsesalteret og dets funktion i
beskrevet på denne måde
“Du (skal)
opstille det foran forhænget, der hænger foran vidnesbyrdets ark (i 'Det
Allerhelligste'), foran sonedækket oven over
vidnesbyrdets ark (pagtens ark), der, hvor jeg vil åbenbare mig for dig. På det
skal Aron brænde vellugtende røgelse; hver morgen, når han gør lamperne i
stand, skal han antænde den. Og når Aron sætter lamperne på lysestagen ved
aftenstid, skal han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt
røgelsesoffer for Herrens åsyn fra slægt til slægt. I må ikke ofre et
lovstridigt røgelsesoffer derpå…”, v. 6-9a.
Som
vi ser i teksten, skal røgelsen være et stadigt røgelsesoffer, der stiger op og
ind for Herrens åsyn (gennem en sprække øverst i forhænget). I bibelen er
røgelsen som nævnt et billede på de helliges bønner - og betyder, at i Jesu
navn og ved hans blod vil Gud tage imod den røgelse, som illustrerer den bøn,
tak og lovprisning, som de troende bringer. Der er rigtig mange eksempler på
dette i bibelen, men her skal vi kun se på et fra GT og et fra NT:
1.
"Herre..! hør
min røst, når jeg råber til dig; som røgoffer gælde for dig min bøn, mine
løftede hænder som afgrødeoffer”, Salme 141:1-2.
2.
“Lad os da ved ham
(Jesus) altid bringe Gud lovprisningsoffer, det er: frugt af læber, som
bekender hans navn”, Hebr. 13:15.
I
forbindelse med røgelsesofferet kan vi se, at Gud understreger, at ‘I må ikke
ofre et lovstridigt offer derpå’. Det betyder bl.a., at de skulle bringe det
nøje efter hans forskrifter. Det betyder konkret, at det kun er ved Jesus, der
er vores ypperstepræst, at han vil tage imod vore bønner, ellers ikke. Dette
understreges yderligere ved, at gløderne til røgelsen skulle tages fra
brændofferalteret (1b), der, som vi har set, peger frem på Golgata. Således vil
Gud kun høre den bøn, der bliver bedt på grundlag af Jesu forsoningsværk.
Derfor var bl.a. derfor, at Gud forbød de troende at bruge ‘fremmed ild’ til
røgelsesofferet i GT - og det var jo netop det, som Arons to sønner, som vi kan
læse om i 3. Mos. 10:1-2, ignorerede, og som resulterede i Guds vrede og deres
død.
Men
på trods af røgelsen, der som nævnt er et billede på de helliges bønner, så
illustrerer forhænget (3), at der stadig var en adskillelse mellem 'Det
Hellige' (2) og 'Det Allerhelligste' (4) - og det betød, at adgangen til Gud
endnu ikke var fri. Folkets synder spærrede vejen for, at dette kunne ske. Som
vi ved, var det netop derfor, at Jesus måtte dø for at sone vore synder. Men,
da Jesus råbte: 'Det er fuldbragt!' - som også kan oversættes til, at 'det er
betalt!', så illustrerede Gud dette ved, at forhænget revnede fra øverst til
nederst, hvorefter alle de hellige nu kan gå ind foran hans trone ved Jesu
blod. Med dette er vi kommet til sidste, vi skal se på i denne gennemgang.
Bag
forhænget kommer vi til 'Det Allerhelligste' (4), som repræsenterer Guds bolig
i Himlen. I midten af dette rum stod pagtens ark (4a) med bl.a. de to tavler
med de ti bud, som Gud havde givet Moses; og dens låg, som var lavet af ‘drevet
guld’, blev kaldt for sonedækket (4b). På hver sin
ende af sonedækket stod en kerub af guld med bredte
vinger, således at de dækkede over sonedækket, og
deres ansigter var vendt mod hinanden og nedad mod sonedækket,
2. Mos. 25:16-21. Det var om dette sted, at Gud har sagt:
“Der vil jeg
mødes med dig, og fra sonedækket, fra pladsen mellem
de to keruber på vidnesbyrdets ark, vil jeg meddele dig alle de bud, jeg har at
give dig til israelitterne”, 2. v. 22.
Det
er altså fra sonedækket på pagtens ark, fra pladsen
mellem de to keruber, at Gud ville åbenbare sig (4c), og det er her, at han
ifølge 3. Mos. 16:15f. tilgav folkets deres synder. Der var dog en betingelse:
Gud ville kun åbenbare sig og tilgive dem, hvis ypperstepræsten som folkets
stedfortræder havde dækket sonedækket med et gyldigt
offers blod. Som nævnt lå de to tavler med de 10 bud i arken, og disse bud
havde til formål at illustrere Guds fuldkomne vilje, såvel som hans krav til
folket om at leve et helligt liv. Disse ti hellige bud vidner således om, at
intet menneske kan leve op til Guds krav, og mindede dem til stadighed om, at
de var syndere, hjemfalden til hans dom, for han har jo sagt, at ‘den sjæl, der
synder, den skal dø’, jfr. Ez. 18:4.
Det
er med andre ord døden, der venter ethvert menneske, hvis der ikke bliver gjort
noget ved synden, og Guds krav til det om at leve et helligt liv. Og det er så
her, at blodet igen kommer ind i billedet. En gang om året (på den store
forsoningsdag) skulle den gamle pagts ypperstepræster nemlig bære blodet fra
alteret (1b) ind i 'Det Allerhelligste', og stænke det på sonedækket,
som er låget på pagtens ark. Som allerede nævnt kunne blodet af disse ofre i
den gamle pagt ikke fjerne synden, men de skulle vise folket, at der var brug
for et andet og bedre offer for synd; ét, som ville være 100% lydefrit, helligt
og uden fejl, dvs. syndfri - og som derfor kunne gøre det, som de GT-ofre ikke
kunne. Det skete, da Jesus, Guds lam og ypperstepræst ofrede sig selv, og gik
“.. ikke med
blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i
helligdommen og vandt en evig forløsning”, Hebr.
9:12.
I
Guds øjne har Jesus ved sit sonoffer taget hele verdens synd og straf på sig,
og ifølge skriften tilregnes dette store og forunderlige enhver, som tager imod
det, han gjorde for os. Det er det, Paulus henviser til, når han skriver, at vi
ved tro er
'retfærdiggjort
uforskyldt af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans
blod fremstillede som sonemiddel', Rom. 3:24-25a.
Som
nævnt i indledningen skulle Moses indrette det hele nøje efter det forbillede,
Gud viste ham på bjerget, og det skulle han gøre, fordi den jordiske helligdom
i alle detaljer skulle afspejle den himmelske - og det ses jo tydeligt i det
førnævnte citat fra Hebræerbrevet. Det, som ypperstepræsterne gjorde, da de gik
ind bag forhænget og ind i 'Det Allerhelligste' i den jordiske helligdom, dét
kom Jesus for - som vores ypperstepræst - at gøre i den himmelske. Og mens de
jordiske ypperstepræster måtte gå derind år efter år, fordi de selv ligesom
folket var syndere, så gik Jesus derimod derind én gang for alle og sonede
deres og verdens synd. Og mens de måtte gå ud igen, blev Jesus åndeligt set
derinde, og hvor han har taget sæde ved Faderens højre hånd.
Der
kunne nævnes meget mere, for der er så mange detaljer, som fortjente at komme
med i gennemgangen af alt det, som Gud viste Moses på bjerget, og som i
detaljer er beskrevet i Mosebøgerne - og som vi ser opfyldt i den nye pagt ved
Jesus Kristus, og i vores liv og vandring med ham gennem livet. Men da det
ville fylde alt for meget her, så kan vi evt. se på det en anden gang. Og vi
forstår da heller ikke betydningen af alt det, Gud viste Moses på bjerget, men
snart kommer den dag, hvor det hele bliver åbenbaret. Dog ved vi, at vi pga.
Jesu fuldbragte værk allerede nu har fuld adgang for nådens trone, og det er
det, hebræerbrevets forfatter henviser til, når han skriver, at vi
"ved Jesu
blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en
ny og levende vej gennem forhænget, dvs. hans jordiske legeme", Hebr. 9:19.
Det
er jo dér, i den himmelske helligdom, vi hører til, og derfor er og bor vi der
på en måde allerede - og det er vistnok også det, David har i tankerne, når han
fx skriver, at
“Om ét har jeg
bedt Herren, det attrår jeg: alle mine dage at bo i Herrens hus for at skue
Herrens livsalighed og grunde i hans tempel’, Salme 27:4.
Jo,
i troen på Jesus er vi der allerede, selvom der i dette er et 'endnu ikke'. Vi
er stadig på vandring gennem livet, som 'Det Hellige' repræsenterer, og snart
kommer vi til 'Det Allerhelligste' i Himlen, og hvor vi skal se Gud i al sin
herlighed. Vi glæder os til snart at se ham, og her er det bibelord sandt, som
jeg vil afslutte denne gennemgang med:
“Ham elsker I
uden at have set ham; på ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde
jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles
frelse”, 1. Pet. 1:8
Halleluja, AMEN