Efterhånden er der rigtig mange, som er overbevist
om, at muslimernes gud, Allah, er den samme som bibelens Gud. Aril Edvardsen
siger det fx på denne måde:
"På grund af fordomme og ’religiøs racisme’
har mange kristne udvist stor uvidenhed og endog spot og hån mod muslimer. Jeg har
set kristne… ’eksperter’ på Islam …(som) kalder Allah, som er alle araberes Gud
… for en månegud og en afgud. Dette er både uvidenhed og spot, for de hedenske
araberes månegud hed Hubal, og da Muhammed stod frem, bød han sit folk at vende
om fra at tilbede Hubal, og kun tilbede Allah, som var de kristnes og jødernes
Gud…" (1).
Er det sandt, at Allah er identisk med Bibelens
Gud? Kan det være rigtigt, at det slet ikke var Allah,, som araberne dyrkede
før Muhammed, men derimod Hubal? Nej! Sådanne påstande modbevises af utallige
historiske facts, som dokumenterer, at det var Allah, som var den øverste af de
hedenske afguder i den arabiske verden, og som nu introduceres for den kristne
verden som den sande Gud for også at få dens sympati og tilbedelse. Som når man
fornylig kunne se pave Johannes Paul 2 tage koranen i sine hænder og kysse den
for at tilkendegive, at han accepterede dens lære og gud (2).
Tidlig historie: Lidt om måneguden Sin.
Arkæologer har udgravet og
afdækket månegudens templer mange steder i den arabiske verden. Sumerne havde
fx efterladt tusinder af lertavler, som beskriver deres religiøse pligter og
tilbedelse af måneguden, som blev kaldt med forskellige navne. I Assyrien såvel
som Babylonien (inkl. Mekka) blev han kaldt for Sin. Tilbedelsen af denne månegud
var den mest udbredte religion i datidens verden og kan spores tilbage til
babelstårnet, og overalt optræder han som den øverste af alle guder. I Ur har
man fx fundet et guderegister med måneguden Sin med tilnavnet al-Ilah (Allah,
se senere) og hans symbol* placeret på toppen af det. Det er sandsynligvis
denne månegud, som Abrahams slægt dyrkede i Ur, før han og hans far (som måske
også troede på Jahve?) rejste bort fra dette afgudscenter, 1. Mos. 11:31.
* Månegudens Sins symbol har altid været den tiltagende
måne, samme symbol som tyregudens horn, som man fx ser det hos Baal og Zeus, og
repr. altid gudens store magt (3). Tusinder af udgravninger viser,
at dette symbol er nærværende overalt, hvorfor det også flyttede med til Kaba’en,
da stedet for ca. 4000 år siden blev et tempel for denne månegud. Og da samme
gud mange år senere blev tilbedt af Muhammed og hans efterfølgere, blev dette
symbol overtaget af islam som en naturlig konsekvens.
Måneguden Sin er identisk med Allah.
Oprindelig blev måneguden Sin
omtalt som Il eller Ilah, men blev næsten kun omtalt som al-Ilah ca. 2500 år før
Muhammed, og på næsten samme måde, som når vi siger ’Gud’ om vores Herre
(Jahve). Der er dog ingen navnesammenhæng, da al-Ilah altid henviser til
måneguden. Flere hundrede år før Muhammed blev al-Ilah forkortet til Allah, og
tilbedt som den største, bl.a. også i Ka'baen i Mekka (4).
Historiske kilder redegør for, at Allah er identisk med Hubal, hvis navn kan
føres tilbage til den semitiske frugtbarhedsgud Baal (= Bel og Beliar) (5).
Allah, Allat og deres tre døtre
Måneguden var dengang altid
ledsaget af en gudinde. Utallige lertavler, potteskår, amuletter, øre- og
halskæder, klippevægge mv. bevidner, at dyrkelsen af Allah (Sin) og hans hustru
Allat og deres tre døtre, al-Lat (som både var Allahs hustru og datter, er den
samme som gudinden Venus, på græsk Athene), al-Uzzah (den almægtige) og Manat
(skæbnegudinden), var meget udbredt og blev dyrket som én hellig gudefamilie
overalt, også i Mekka (6). I den første udgivelse af koranen blev de
troende opmuntret til at tilbede disse tre døtre, men disse vers blev senere ændret,
fordi Muhammed efter eget udsagn var blevet ’forført af djævelen’ til at få
disse vers med i koranen (an-Najm 53:19-22), jfr. Sura 17:73-75, 22:52-53. Den
oprindelig tekst er dog stadig tilgængelig, og det var bl.a. den, som sammen
med den tidligere dyrkelse af Allahs døtre, gav Salman Rusdie inspiration til
at skrive bogen ’De sataniske vers’.
Allah i den præ-islamiske polyteisme
I de arabiske lande dyrkede de
hedenske stammer div. guder i stjerner, sol, måne, træer, planter osv. (7).
I Quraish, som var profeten Muhammeds egen stamme, var det især Allah, som blev
tilbedt meget, før Muhammed blev født. Faktisk stammer islams trosbekendelse ’Allah
er den største’ fra denne tid. Allah var simpelthen hovedet for Mekkas
gudeverden (8), og Ka’baen (den muslimske helligdom) i Mekka var kendt
som ’Allah’s hus’ i den præ-islamiske polyteisme (flerguderi), og alle måtte
årligt valfarte til den sorte sten (meteoritsten) i Kaba’en for at kysse den og
for at få tilgivelse for alle deres synder, da man troede, at den kunne optage
alle synder i sig, fordi den kom fra himmelen og derfor var guddommelig (9).
Muhammed overtog fuldstændig denne og andre religiøse pligter fra de tidligere
Allah-dyrkere i Mekka, og derfor spiller den sorte sten stadig samme hovedrolle
på muslimernes årlige valfarter til Mekka.
Der er mange eksempler på, at de hedenske arabere
havde Allah med i de navne, som de gav til deres børn. Eksempelvis hed Muhammeds
far Abd Allah (Allah’s tjener ell. tilbeder) og hans onkel Obred Allah (10).
Men hvordan kunne Muhammeds far have et navn som ’Allahs tjener’, hvis Allah
først senere blev åbenbaret for Muhammed? Nogle påstår, at de, som havde Allah
med i deres navne, nok havde fået dem ændret pga. hengivenhed til islam. Men
dette er umuligt. Navnet Abd Allah kan fx spores flere hundrede år længere
tilbage. Og historien fortæller, at Muhammeds far døde før Muhammed blev født.
Så hvordan skulle de kunne få deres navne ændret pga. islam, som jo først
opstod senere? Dette fortæller os:
Det samme kan man iagttage ved at
se på de bønner, som de hedenske araberne bad til Allah før Muhammed. Af disse
fremgår det klart:
Allah var altså en hedensk afgud
(månegud) blandt i de arabiske stammer (og lande) før Muhammed og derfor er der
ingen lighed og intet fællesskab mellem denne afgud og bibelens Gud. Men hvad
så med påstanden om, at det slet ikke var Allah, men derimod Hubal, som var den
hedenske månegud, som blev dyrket i Ka’baen på Muhammeds tid?
Hubal er Allah’s billede
Svaret er, at det ikke kan lade
sig gøre at adskille Allah fra Hubal, som Aril Edvardsen gør det, fordi Hubal ganske
enkelt er Allah’s billede (gudestatue), som repræsenterede Allah og var dermed
på en måde også identisk med ham. Ka’baen var dengang fuld af gudestatuer, som
hver for sig repræsenterede de forskellige guder og kosmiske kræfter, som de
dyrkede. Det var ganske almindeligt, at gudernes billeder hed noget andet end
guderne selv. Tidligere var Allah (vistnok) den eneste, som ikke havde noget
afgudsbillede stående i Kaba’en, men var kun præsenteret af hans månesymbol.
Forskellige historiske kilder skriver, at ca 400 år
før Muhammed bragte en mand ved navn Abd Allah (Allah’s tjener) en statue ved
navn Hubal, som var ’Allah’s billede’, fra Mesopotamien til Mekka og anbragte
den på toppen af Ka’baen (13). Dette kan være årsagen til, at
månegudens symbol, den tiltagende måne, den dag i dag sidder i toppen af enhver
minaret og moske og er islams mest centrale symbol over hele verden. Andre
kilder fortæller, at Hubal blev anbragt i Ka’baen, så at han måske først senere
kom op på taget?
Hubal var altså allerede Allah’s billede, som
blot holdt flyttedag. Måske var Hubal oprindelig en anden konkurrerende månegud,
som på et tidspunkt blev gjort til Allah’s billede? I alle fald var Hubal
ifølge den arabiske tradition ny i Mekka i forhold til de andre guder.
Beretninger i Sira (hedensk arabisk krønike) beskriver, at Hubal og Allah allerede
dengang var den samme gud, og begge blev derfor både kaldt for Ka’baens herre
såvel som den største gud (af afguderne). Samme krønike beretter, at når det
arabiske folk bad til Allah i Mekka, stod de ved siden af hans billede Hubal
(og bad til ham) (14).
Påstanden om, at de hedenske arabere dyrkede
Hubal i Mekka er altså rigtig nok, men det er historieforfalskning at
negligere, at de hedenske arabere før Muhammed ikke dyrkede Allah, men blot afguden
Hubal – for derefter at gøre Allah til at være identisk med bibelens Gud. Men
det er han altså absolut ikke!
Muhammed overtager Allah-dyrkelsen
I år 570 blev Muhammed født ind i
en polyteistisk familie, hvor man ikke dyrkede Allah som den eneste, men som
den største. Af historien ved vi, at Muhammed flygtede til Medina i år 622, men
vendte tilbage til Mekka 6 år senere. I de første år forenede Muhammed og hans
tilhængere sig med de hedenske arabere (polyteisterne) på deres fælles
pilgrimsrejser til Mekka, hvor de sammen dyrkede (den samme) Allah. Den
muslimske historie beretter, at Muhammed regnede med, at hans landsmænd ville
lade sig overbevise om, at det kun var Allah, den største af de guder, som de
tidligere dyrkede, som de fra nu af skulle dyrke. Men da de afslog, lavede han
en fredsaftale med dem, som han straks brød, da han var stærk nok.
Fredens eller krigens hus?
Dette brud skete i år 630, hvor
Mekka blev besejret af Muhammed og hans tilhængere efter en blodig slag og knuste
alle Ka’baens 360 afgudsbilleder (inkl. Hubal, som var Allah’s billede) og
gjorde den største afgud, Allah, til den eneste gud. Muhammed gav herefter hans
modstandere fire måneder til at omvende sig til den nye religion (islam) eller
dø! Muhammed (og hans efterfølgere) havde nemlig inddelt verden i to grupper:
1
Dar-al-Salaam (fredens hus) omhandler alle dem overalt på jorden, som har (vil)
underkaste sig Allah.
2 Dar-al-Harb (krigens
hus), som omhandler alle dem, som ikke har (vil) underkaste sig Allah. Disse må
i så fald tvinges til det (15).
Eller med andre ord: Enten er man
for Muhammed og islam og underkaster sig Allah, og så er man muslim i ’fredens hus’;
eller så er man imod Muhammed og islam og betragtes så som Allahs fjender og
skal tvinges til lydighed gennem ’jihad’ (hellig krig). Denne muslimske
inddeling af mennesker eksisterer den dag i dag overalt i verden.
Der er ingen gud uden Allah
Muslimernes trosbekendelsen ’La ilaha
illa-Ilahu’ (der er ingen gud uden Allah) betød oprindelig: ”Der eksisterer
ingen gud uden den ene hvem I allerede kalder Allah” (16). Muhammed
introducerede altså ikke en ny gud for dem, fordi de allerede kendte og anerkendte
Allah’s guddom-melighed (17). Når muslimer råber ’Allah Akbar’ (Allah er den
største), så har disse ord også sin oprindelse i den polyteistiske religion i
betydningen: ’Allah er den største af de 360 guder’, som blev tilbedt i Ka’baen.
Det arabiske ord, som er oversat med ’største’ betyder, at der så selv-følgelig
også må være nogle guder, som er under ham (18).
De religiøse tekster før og efter Muhammed
bevidner, at muslimernes Allah er den samme hedenske afgud (dæ-mon), som man
har dyrket i årtusinder i den arabiske verden. Den største forskel på ’før og nu’
kan bedst be-skrives med følgende konklusion af det, Muhammed har sagt:
”Se, I tror allerede at måneguden er den største af alle guder. Alt hvad jeg
ønsker af jer er at tro, han er den eneste gud. Jeg tager ikke den Allah væk
som I alle-rede tilbeder. Jeg tager kun han kone, hans døtre og alle de andre guder
bort”.
Samme Allah i koranen som tidligere
Den hedenske arabverden anklagede
derfor aldrig Mu-hammed for at tale om en anden Allah end den, de forud kendte
og altid har tilbedt. Derfor præsenterede Muham-med da ikke Allah nærmere i koranen,
hvorfor der heller ikke nogen afstandtagen til at dyrke denne afgud. Der er
intet opgør fra en forkert til en mere rigtig dyrkelse. Det eneste, som de
hedenske arabere bebrejdes for, er, at de (stadig) dyrker andre guder ved siden
af Allah, sura 6:137. I koranen benævnes Allah ofte på samme måde som tidligere,
fx med ’Allah er den største’ og ’Allah er Ka’baens herre’ (19). Og fordi Allah
var den samme gud, var der for Muhammed ingen modsætning i at overføre mange af
de samme ritualer fra den tidligere hedenske Allah-dyrkelse, men omskrev dem
blot til at passe til islams monoteisme (20). Eksempelvis kan man nævne
muslimernes lære om tvætninger, valfarter til Mekka, samt den nøje fastsatte
liturgi omkring Ka’baen, hvor man bl.a. skal kysse den sorte sten på bestemte
tider, osv.
Allah og kristendommen
Da Muhammed altså betragtede
Allah som den samme gud (skabergud), som hans landsmænd i deres polyteisti-ske
religion også kendte og dyrkede, sagde han til dem, at det var ham, de skulle
dyrke som den eneste gud, jfr. sura 29:61-63, 31:25, 39:38, 43:87. Men
til jøderne og de kristne sagde han, at Allah også var deres Gud. Man kan
sige, at djævelens mål med Allahdyrkelsen i sidste ende er at forene verdens
troende i en falsk gud, som vil være den største og den eneste gud, men som i
virkeligheden er Guds modstander, Satan. Enhver som giver agt vil kunne se hans
listige bedrag. Derfor forkastede både jøder og de kristne dengang da også
straks Allah som en falsk gud. Det påstås jævnligt, at kristne arabere altid
har kaldt den sande Gud for Allah, men det er ikke korrekt. Tidl. arabi-ske
oversættelser brugte aldrig ordet Allah i bibelen af den grund, at han aldrig
har været bibelens Gud, men tværtimod var en gud fra den arabiske hedenskab
(21).
Afguden Allah og navnet Elohim
Men pga. islams dominans og
kristen uvidenhed be-gyndte man efterhånden at omtale Gud som Allah, fordi man
troede (fik fortalt), at Allah svarer til bibelens Elo-him. Næsten på samme
måde, som når et bibelselskab for få år siden valgte at oversætte Gud med det
buddhistiske Tao (vejen) i de kinesiske bibler, hvilket er særdeles uheldigt, idet
Tao ikke er en person, men er det mandlige princip ’yang’, som kun kan forstås
i vekselvirkning med yin, det kvindelige princip. Det er dog vigtigt at bemær-ke,
at selvom kristne arabere omtaler Gud som Allah, så er det kun navnet, de
fejlagtigt har benyttet. De har aldrig hævdet, som så mange kristne i vesten,
at bibelens Gud og muslimernes Allah er den samme. De har heller aldrig brugt
navnet Allah som et egetnavn for Gud (22). Modsat har muslimerne da heller
aldrig kaldt nogen anden gud (fx bibelens Gud) for Allah. For dem er der ingen
tvivl: Allah er ikke bibelens Gud! I stedet har han altid været Ka’baens Allah
og ingen anden. At muslimer tilbeder Allah som den eneste og den største gør
ham ikke til Gud, selvom mange kristne naivt tror dette.
Mange anstrenger sig ligesom Arild Edvardsen for
at påvise, at navnet Allah og Elohim er beslægtede ord på henholdsvis arabisk
og hebraisk (1), men det er ikke til-fældet. Tværtimod! Historisk henviser
Allah altid til den hedenske månegud. Israels Gud bliver omtalt som
Elohim i GT ca. 2500 gange, men dette ord bliver aldrig (oversat) brugt om
Allah i koranen, fordi han ikke er Elohim. Det er vigtigt at bemærke, at Gud
næsten konsekvent omtaler sig selv som Elohim (som er flertalsformen for Eloah)
for at beskriver sin treenighed. Hvis Allah var den sande Gud, så ville han
ikke hade den bibelske åbenbaring af sig selv som den treenige Gud, som
tilfældet er, jfr. kora-nen 4:171, 19:88-93, 39:4, 5:73.
Allah hader bibelens Gud
Den som læser koranen vil vide,
at Allah absolut ikke er identisk med - eller har noget til fælles med Israels
Gud, som har åbenbaret sig som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og Jesu Kristi Fader.
Hans navn er Jahve (Herren) for evigt, 2. Mos. 3:14-15, 1. Pet. 1:3. Disse
navne mangler fuldstændig i koranen af den simple grund, at det ikke er den
samme HERRE, som åbenbarer sig dér. Dette forklarer, hvorfor koranens Allah er
i en så diametral modsætning til ’bibelens Gud’, hvorfor koranen og mus-limer
hader alt, hvad der har med den levende Gud at gøre, herunder hans kærlighed
til os ved sin søn, Jesus Kristus, som døde for alle menneskers synder på
Golgatas kors, 1. John. 4:10, jfr. koranen 4:156-159, 30:2.
Hvis Allah var Gud….
Hvordan kan vi som kristne blive
frelst, hvis det var Allah, som var vores Gud? Det ville være umuligt!. Hvordan
kan nogle tro, at Allah er den levende Gud, når bibelens åbenbaring af Gud og
hans evige frelsesplan i Jesus Kristus afvises så totalt i koranen? Hvordan kan
nogle tro, at Allah er Gud, uden at de også tror på Allahs åbenbaring af sig
selv i koranen, som fx påstår følgende
Slutning
Hvis ånden i koranen var den
samme som bibelens Ånd, så ville koranen ikke være så fjendtligt indstillet
overfor jøder og kristne eller overfor bibelens budskab om synd, nåde, dom og
retfærdighed. Men Allah er ikke Gud! Og derfor advarer bibelen klart mod at
(forsøge at) forene Kristus og Beliar, jfr. 2. Kor. 6:15.
Vi skal ikke tro, at Gud vil velsigne, at vi
forsøger at gøre en afgud som Allah til Gud, måske fordi vi mener, at muslimer
så bedre kan blive nået med evangeliet. Eller måske allerede er forført til at
tro, at når muslimer og kristne har samme Gud, så kan muslimer finde sandheden i
koranen og blive frelst ved at dyrke Allah og blive ’messianske muslimer’. Det
er der allerede mange, som hævder, og forskellige artikler i fx Udfordringen er
be-stemt heller ikke afvisende overfor denne mulighed (23). Nogle går endda så
vidt, at de mener, at når muslimer og kristne er ’brødre’, er der ingen grund
til at søge at om-vende muslimer til kristendommen (24).
Må det være sådan, at vi som kristne må omvende
os fra at forbinde afguden Allah med den treenige Gud, så vi ikke modarbejder
den levende Guds frelsesplaner og bliver årsag til, at Antikrists lettere kan
træde frem for - sammen med djævelen - at
påberåbe sig at være den eneste og sande Gud. Må vi, som er kristne, vogte os
vor at påkalde en afgud, og give alle, også muslimer, et klart vidnesbyrd om
vores Herre og frelser, som er åbenbaret for os i bibelen, læs John. 17:3 og
Gal. 1:8-10.
Bibliografi:
Obs.: div. artikler af den verdenskendte Broder Andreas findes alle på adressen: www.bible.ca
1 Troens bevis, februar 2003
2 Se foto og tekst i Artiklen: Allah –
God? Islam’s Deified Construct
på adddressen:
3 www.biblebelievers.org.au/
4-5 Broder Andreas: Islam, Truth or Myth?
6 Broder Andreas: Allah’s Daughters
7 Broder Andreas: Islam: Mereorite
worship
8 Broder Andreas: The pre-Islamic
origin og ’Allah’
9-11 www.letusreason.org: Is Allah the name of God?
12 The Hajj. F. E. Peters, p. 3-41, 1994.
13-14 Broder Andreas: Hubal and Allah the Moon God. Intro + pt. 7h.
15 http://www.blomington.in.us/: Islam: Submission to
Allah through murder and suicide.
16-17 Broder Andreas: The pre-Islamic origin of ’Allah’, pt. 58 + 1-2
18 Broder Andreas: Allah – the Moon God.
19 Broder Andreas: The pre-Islamic origin og
’Allah’
20 Broder Andreas: Hubal and Allah the Moon
God, pt. 8-9
21 Broder Andreas: Allah is never found in the
Bible
22 www.letusreason.org/Islam1.htm
23 Udfordringen nr. 12 & 14, 2003
24 Se ’Prophety Today’, nr. 4 2003. David
Wilkerson: ’Conflictt persecution the world church’
Som et supplement
anbefales det at læse bogen:
’'Vesten må vælge' af Marius Baar.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler