Vi har tidligere
set en del beviser for, at hvert skrift i Bibelen er 'indåndet af Gud', som der
står i 2. Tim. 3:16. Det stemmer fuldstændig med Jesu vidnesbyrd, da han sagde:
" "Før
himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af
loven [her med tanke på hele GT] forgå - før det er sket alt sammen",
Matt. 5:18.
Senere siger
han:
"Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå",
Matt. 24:35.
Når nu dette er
sandt, hvad så med alle de fejl, som mange mener, findes i bibelen? Det er det,
vi skal se på i denne gennemgang. Først skal vi se på nogle få eksempler, hvor
'fejlene' enten opstår ved, at vi enten ikke er opmærksomme på, hvad der
egentlig står i teksten, eller på den bagvedliggende teologi, eller
oversættelsesfejl. Derefter skal vi se på nogle mere graverende fejl, hvor hele
sætninger er blevet ændret eller fjernet fra bibelen, eller sat i parentes med
den forklaring, at de mangler i de ældste håndskrifter.
Lad os nu først
se på nogle få teksteksempler, hvor 'fejlene' kun er tilsyneladende. I det
første skal vi sammenligne teksten fra 1. Kor. 10:8, med den tekst fra GT, som
der henvises til i verset.
"Lad os
heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på én dag faldt
der 23.000".
23.000! Men ser
vi på den tekst fra 4. Mos. 25:9, som eksemplet er hentet fra, står der, at
"tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000".
23.000 eller
24.000? Der beviser vel, at der er en fejl i bibelen? Det er der i alle fald
nogle, som har hævdet. Men fejlen forsvinder dog fuldstændig, hvis man lægger
mærke til, hvad der egentlig står i de nævnte vers. I 1. Kor. 10 nævnes det, at
der døde 23.000 på én dag, men i 4. Mos. er der tale om det totale antal, der
døde som følge af plagen.
Et
andet eksempel, som bliver nævnt som en fejl i bibelen, er teksten i Matt.
27, som handler om, at Judas fik 30 sølvpenge for hans forræderi. For Mattæus
var det vigtigt at pointere, at også dette var forudsagt, og skriver derfor:
"Da gik det
i opfyldelse, som er talt ved profeten Jeremias, der siger: Og de tog de
tredive sølvpenge af Israels børn - det var den pris, man vurderede den højt
vurderede til, og de gav dem for Pottemagermarken, således som Herren pålagde
mig", v. 9.
Her er der da en
fejl, bliver der sagt - for der står nemlig intet hos profeten Jeremias, som
omtaler det, Mattæus citerer. Men det gør det hos profeten Zakarias - dog ikke
ordret. Har Mattæus taget fejl? Hvis dette er tilfældet, så kan bibelen vel
ikke samtidigt være Guds ufejlbare ord? Det mest indlysende svar på dette er
muligvis de to ord: 'talt ved..'. Det kan betyde, at det, Mattæus citerer, ikke
står i bibelen, man derimod, at Helligånden har fortalt ham, hvad Jeremias har
sagt. Hvis man synes, det lyder for søgt, så kan forklaringen også være, at
Jeremias har nedskrevet det, men i kilder eller breve, som bare ikke findes
mere. Det er i øvrigt slet ikke usædvanligt, idet bibelen nævner mindst 15
andre breve og optegnelser, som er gået tabt.
Et tredje
eksempel på 'fejl', som ofte bliver nævnt, er Davids folketælling, som står i
2. Sam. 24 og i parallelbeskrivelsen i 1. Krøn. 21; en folketælling, der som
bekendt blev efterfulgt af en plage [pest], som dræbte 70.000 mennesker.
Optakten til denne folketælling og den efterfølgende plage, beskrives således i
det første vers i 2. Sam. 24:
"Herrens vrede
blussede op mod Israel, så han æggede David mod dem og sagde: Gå han og hold
mandtal over Israel og Juda", 2. Sam. 24:1.
Det var altså
Herrens vrede, som æggede David mod Israel! Men, ser vi på parallelteksten i 1.
Krøn. 24:1, så er det ikke længere Gud, men derimod Satan, som æggede
David:
"Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde mandtal over
Israel".
Her er da en
fejl - ikke? Det kunne godt se sådan ud - i alle fald, hvis man ikke kender
noget til bibelens teologi og måde at beskrive de forskellige beretninger på.
Man kan på en måde godt sige, at denne, og lignende beretninger beskriver det
samme ud fra to vidt forskellige synsvinkler. Den ene er fra himlen, hvor Gud
råder og handler - den anden er fra det, der sker på jorden, hvor Gud bruger de
redskaber, han vil, til at tjene hans plan. I det nævnte eksempel er det Satan
- men i utallige andre eksempler er det mennesker, Gud bruger som redskaber til
at udfører hans vilje.
Vi skal også
ganske kort se på et eksempel fra de to første kapitler af 1. Mosebog, som
ifølge mange indeholder 2 forskellige skabelsesberetninger. Umiddelbart ser det
også sådan ud - selvom alle bibeltro kristne ved, at det ikke er tilfældet.
Men, hvordan skal vi så forstå forskellen mellem de to kapitler? En del af
problemet kan være, at man overser, at kap. 2 slet ikke forsøger på at give en
kronologisk oversigt af en allerede beskrevet skabelsesberetning. Samt, at man
ikke lægger mærke til de enkelte forklarende ord i teksten, som gør hele
forskellen. Et eksempel på dette ser vi i de følgende to vers:
"Derpå
[altså efter, at Gud havde skabt Adam], plantede Gud en have i Eden ude mod
øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet; og Gud Herren lod af
agerjorden fremvokse alle slags træer..", osv., 1. Mos. 2:8-9a.
Her kunne det
godt se ud til, at træerne blev skabt efter Adam, mens kap. 1 nævner, at
træerne allerede blev skabt på den tredje dag. Forklaringen er, at kap. 2 ikke
beskriver den samme begivenhed. Mens kap. 1 nævner, hvad Gud gjorde ud over
jorden, nævner kap. 2 specifikt, hvad han i tillæg til det første, gjorde i
Edens have. Læg i øvrigt også mærke til, at vers 9 slet ikke omtaler, at
træerne blev skabt, men blot, at Gud lod dem vokse frem. Det kan betyde, at de
var i jorden og skabt til at vokse, men først nu lader han dem fremvokse.
Så kommer vi til
selve fejlene. Men hvordan kan der være fejl, når skriftens vidnesbyrd er, at
der ikke er nogen? Det, der her tales om, er, at 'bibelens tilblivelse og
overlevering' er uden fejl, men at en bibeloversættelse for en stor del beror
på det bibelsyn og den ærbødighed, som der ligger bag udgivelsen, som fx den
danske. Desværre har de fleste bibler, som er oversat siden 1881, været præget
af den bibelkritik, som fulgte med oplysningstiden - og dette har medført, at
en mængde, til tider endda store graverende fejl, er kommet med i
oversættelsen. Om et øjeblik vender jeg tilbage til, hvordan så mange fejl kan
komme ind i oversættelsesarbejdet. Men allerførst skal vi se et eksempel på,
hvad der menes med sådanne oversættelsesfejl. I John. 3:13 læser vi følgende i
den gamle bibel fra 1948:
"Ingen er
steget op til Himmelen, undtagen han, som er steget ned fra himmelen,
Menneskesønnen [som er i Himmelen]?
Hvis I har den
samme udgave som mig, så er ordene 'som er i Himmelen' sat i parentes. Og under
verset får vi forklaringen på, hvorfor de er det:
"De indklamrede ord mangler i de ældste
håndskrifter"?
De indklamrede
ord betyder ifølge bibeloversætterne, at 'vi ikke skal regne med disse ord' -
fordi de jo 'bevisligt' ikke har hørt til originalteksterne i NT. Og det er
igen årsagen til, at man helt har fjernet denne tekst i en række nyere
oversættelser, som fx den danske bibel fra 1992 - ligesom det også er sket med
mange andre tekster i bibelen
Taktikken er
altså, som det første, at sætte en klamme om ordene - med noten om, at de
egentlig ikke hører med til grundteksten, for i senere bibeloversættelser helt
at fjerne teksten.
Mange kristne er
er forståeligt nok i tvivl om, hvorvidt de indklamrede ord er Guds ord - eller
ikke? Mange siger 'ja', og andre 'nej' - - men de fleste ved 'ved ikke', hvad
de skal sige til det. For - hvis det er sandt, at de indklamrede ord er senere
tilføjelser, så er det vel logisk og mest korrekt at få dem fjernet fra Guds
sande ord, ikke? Men påstanden om, at sådanne tekster ikke er Guds ord, er ikke
sandfærdig - men er djævelens forsøg på at gøre bibelen mindre pålidelig,
eksempelvis ved som her at fjerne eller miskreditere nogle af teksterne.
For at forstå
det, hvordan de såkaldte 'ældste oversættelser' er upålidelige håndskrifter,
bliver vi nødt til at vide noget om, hvor de kommer fra, og hvordan de første
kristne så på disse. I de forskellige bibeloversættelse - også de danske, er
der især tre gamle håndskrifter, der henvises til, og som bestemmer, hvad der
hører med - og hvad der ikke hører med til de autentiske skrifter . Lad os
foretage en lille rejse tilbage til den tid, hvor NT blev samlet.
Som nævnt i artiklen
(i min gennemgang af): 'bibelens tilblivelse og overlevering, blev bibelen
samlet på et ganske pålideligt grundlag, og med Guds inspiration. Der var ikke
plads til fejl, og de næsten 7000 gamle håndskrifter, som under et kaldes
grundteksten, vidner om en stor nøjagtighed. Men der var dog nogle forholdsvis
få tekster, der skilte sig ud; og de har derfor aldrig blevet anerkendt af de
kristne, og har derfor heller aldrig hørt med til bibelens grundtekst. Men,
inden vi ser nærmere på, hvordan disse dårlige, og endog forfalskede tekster er
kommet ind i bibelen - også i den danske, så lad jeg allerførst præsentere de
tre håndskrifter, som man påstår, er de ældste, og dermed også de mest
autentiske og pålidelige? De tre håndskrifter kaldes Codex Alexandrius, Vaticanus
og Sinaiticus - opkaldt efter, hvor de er fundet. Codex er et latinsk ord, som
betyder 'bog'. Hvad ved vi om disse tre håndskrifter?
Alle tre
håndskrifter kan spores tilbage til en bestemt sending på i alt 70 kopier, som
kejser Konstantin fik tilsendt fra byen Alexander i Ægypten, som dengang var
hovedcenter for den gnostiske kristendom. Mange gnostiske skrifter blev udgivet
fra dette center. De udgav også en manipuleret bibel, som bevidst blev ændret,
fordi man ikke var interesseret i bibelen, som den forelå - og de bibeltekster,
de var mest uenige i, blev nedtonet eller helt fjernet. Og det er denne
upålidelige afskrift af bibelen, der blev sendt videre i 70 kopier, hvorfra vi
stadig har de tre eksisterende håndskrifter.
Disse
håndskrifter er derudover så fyldt af fejl og mangler, og med næsten utallige
udeladelser, at de ofte er blevet beskrevet som særdeles sjuskede
oversættelser. Kristne eksperter, som har undersøgt disse håndskrifter, har
fundet mindst 6000 fejl, mangler og udeladelser i dem alle.
En kristen
bibelforsker, John William Burgun har undersøgt disse tre håndskrifter og er
kommet frem til følgende:
1.
Codex
Sinaiticus er fundet i en skraldespand i den katolske kloster på Sinai. Årstal
angives ikke. Den omtalte bibelforsker Burgun beskriver indholdet således:
"Sinaiticus flyder over med fejl.. I mange anledninger er 10, 20, 30, 40
ord udeladt pga. ligegyldighed..". Flere forskere gør desuden opmærksom
på, at flere har været inde og rette i teksten gennem årene, og man kan se, at
en stor del af manuskriptet er kommet til i det 6. eller 7. årh. - og er derfor
nærmest et af de yngste håndskrifter i stedet for et af de ældste.
2.
Codex
Alexandrius menes at være fra det 5. årh., og er derfor heller ikke et af de
ældste håndskrifter. Det blev fundet i Alexandria i 1602, og bliver nu bevaret
på det britiske museum. Denne håndskift ligner Codex Sinaiticus, og indeholder
ligeså mange fejl og afvigelse fra grundteksten som den.
3.
Codex
Vaticanus blev gravet frem fra støvet i Vatikanets bibliotek i 1841. Burgun
nævner en næsten uendelig rækker af væsentlige mangler, og mange vers og
tekster fra bibelen, som ikke er kommet med. I omtalen af evangelierne skriver
han: "I evangelierne alene, udelader B [= Vaticanus] ord eller hele
sætninger ikke mindre end 1491 gange. Det bærer præg af ligegyldige
afskrivninger på hver eneste side".
Disse tre
håndskrifter kan altså slet ikke beskrives som 'de ældste', fordi mange har
været inde og 'forbedre' teksterne. De to første er derfor nok nærmere nogle af
de yngste. Den tredje håndskrift kan muligvis nok en af de ældste - men det jo
ikke ensbetydende med, at den derfor nødvendigvis er den bedste. Faktisk er det
modsatte tilfældet.
Blandt de mange
fejl, der findes i disse tre håndskrifter, finder vi som sagt også de tekster,
der som nævnt er indklamret eller helt fjernet, selvom de står i samtlige af de
næsten 7000 troværdige og enslydende håndskrifter. Den eneste grund til, at de
bliver regnet for så troværdige, at alle de andre håndskrifter må vige, er, at
man med et nyt bibelkritisk syn mistede respekten for Guds levende ord. Det var
især to katolikker, som argumenterede for, at det var nødvendigt at oversætte
bibelen ud fra en kildekritisk oversættelse - og disse to var Westcott
[1825-1901] og Hort [1828-1892]; og i den bibeloversættelse, de udgav i 1881,
fik derfor navnet 'Westcott og Hort'-oversættelsen.
Denne særdeles
dårlige oversættelse fik efterfølgende stor anerkendelse - og de fleste
bibeloversættere tog uden forbehold imod de to katolikkers argumenter om, at de
ældste håndskrifter var de bedste - og det selvom de hverken er de ældste eller
de bedste. Og næsten alle de bibeloversættelser, som er udgivet siden dengang,
er kraftigt påvirket af de to katolikkers opdagelse.
Det betyder
konkret, at har du en bibel fra før den tid, så følger den nogenlunde
grundteksten. Men, er den udgivet senere, så gør den det nok ikke. De eneste
bibeloversættelser, som stadig følger grundteksten, er King James og [vistnok
også] Cambridge-oversættelsen. I disse oversættelser er Guds ord bevaret
uforfalsket, dog selvfølgelig med mulige fejl i forståelse af grundteksten - og
i selve oversættelsen.
Det siger sig
selv, at når man ophøjer nogle ganske få håndskrifter til at være bedre end de
mange andre på næsten 7000, så vil man selvfølgelig kunne se det i de bibler,
som er blevet oversat derfra. Det er også tilfældet med de danske.
Et eksempel på
en typisk fejl i disse afvigende håndskrifter finder vi i slutningen af salme 27:13.
I den danske bibeloversættelse siger David:
"Havde jeg ikke troet, at jeg skulle skue Herrens godhed i de levendes
land -".
Og her stopper
teksten pludselig. Det er tydelig for enhver, at slutningen mangler. Men i de
bibler, som følger grundteksten, og som derfor har hele teksten med, fortsætter
verset med ordene: "... da havde jeg mistet modet".
Med denne
tilføjelse giver bibelteksten pludselig mening. Et andet eksempel finder vi i
salme 27, hvor der står:
"Herren elsker ret og svigter ej sine fromme", salme 37:28a
Det, der står om
de fromme, er godt og rigtigt, men der mangler noget i den danske bibeltekst,
som bibeloversætterne ikke har fået med, alene fordi de har valgt at holde sig
til de tre dårlige håndskrifter i stedet for de næsten 7000 sande og gode. For
de siger samstemmende, at
"de [altså de fromme, som er nævnt] bliver bevaret til evig tid".
Vi skal se på
endnu et eksempel fra GT, som viser en hel anden slags fejl. I den danske
oversættelse, som følger Westcott og Hort-bibelen, står der fx dette i Es.
34:14:
"Der [i
Edom] mødes sjakal med vildkat, og bukketrolde holder stævne; kun der skal
natteheksen raste og lægge sig der til ro".
Denne tekst
giver associationer til fantasi og eventyr, altså til noget, som bestemt ikke
kan have en guddommelig oprindelse, og som da også indimellem bliver brugt som
argumentation for, at bibelen er fuld af myter. Men, siger bibelen virkelig
det? Ifølge Westcott og Hort, og de føromtalte tre dårlige og forfalskede
håndskrifter, gør den. Men, grundteksten taler slet ikke om bukketrolde, men
der bruges i stedet et ord, som bedst kan oversættes med dæmoner eller onde
væsener, altså dæmoner. Og i stedet for natteheksen står der i virkeligheden
'tårnuglen'.
Endnu mere alvorligt
er det, når man flere steder har valgt at udelade henvisningen til Jesu blod.
Det er fx tilfældet i Kol. 1:14, hvor der i den danske oversættelse står:
"I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse".
Der er ikke
noget galt i det, vi har i vores bibel. Men hvorfor skal det forties, at
"I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse, ved hans blod"?
Et andet bevidst
fravalg af grundteksten er en næsten konsekvent fortielse af, at alle fire
evangelier beretter, at mennesker ofte tilbad Jesus, når de mødte ham. Vi
skal her kun se på enkelt eksempel, som er fra Mark. 4:33. På grundsproget står
der nemlig, at
’de, der var i
båden, kastede sig ned for ham og tilbad ham og sagde: Du er sandelig
Guds Søn..'.
Lige forud for
denne handling havde disciplene set og hørt, hvordan Jesus bød over bølgerne,
hvorefter der straks blev blikstille. Det var dermed en kraftig manifestation
af Jesu magt, hvilket selvfølgelig måtte betyde, at han som Guds Søn er den
Gud, som har autoritet over bølgerne og alle naturens kræfter. Derfor var det
ikke underligt, at de kastede sig ned for ham og tilbad ham.
Pga. de
førnævnte dårlige og afvigende håndskrifter kan man ikke se dette. At Jesus
bliver tilbedt som Gud, er simpelthen klippet ud af skriften. I den danske
oversættelse står der så blot, 'de.. kastede sig ned for ham og sagde..'. Det
samme sker i en række lignende eksempler i evangelierne, så der kun er et par
stykker tilbage. Baggrunden for dette er, at forfatterne til disse dårlige håndskrifter
ikke ønskede, at Jesus bibelen så klart fortæller, at Jesus er Gud, og derfor
bortredigerede man simpelthen de steder, hvor denne sandhed er
allertydeligst.
Denne
bortredigering af Jesus som Gud, ses en mængde steder i NT. Et eksempel herpå
kan nævnes Rom. 9:5. I den danske oversættelse skriver Paulus følgende om
jøderne - og om Jesus:
"Dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst
Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed".
Det er gode og rigtige
ord, man det er ikke helt det, der står på grundsproget. Her står der nemlig i
stedet [i den sidste del]:
".. fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er Gud over
alle ting".
Det sidste, og
måske groveste ændring fra grundsproget er en tekst fra 1. John. 5:7, som
allerede blev fjernet i 1948-udgaven. Ikke engang en klamme fortæller, at der
engang har stået noget andet og mere i verset, end der gør. Lad os først se
verset i dets sammenhæng med v. 8, som det står på dansk:
"Thi der er
tre, som vidner: Ånden, og vandet og blodet; og disse tre stemmer
overens".
Disse tre
vidnesbyrd stemmer overens, står der. De fleste mener, at disse tre vidner
svarer til frelsens nådemidler, som vi har fået ved Jesus Kristus. Men faktisk taler
grundteksten også om tre vidner i himlen, som viser os Gud som en treenig Gud.
Lad os nu igen se på de samme vers igen, men denne gang tilføjes det, der står
i grundteksten:
"Der er
tre, som vidner i himmelen: Faderen, Ordet og Den Hellige Ånd, og disse tre er
ét. Og der er tre, som vidner på jorden: Ånden, vandet og blodet; og disse tre
stemmer overens".
Disse tre vidner
i himlen er, som vi kan se, Gud Fader, Søn og Den Hellige Ånd, som tilsammen er
én treenig Gud, fra evighed til evighed. De fleste ved ikke, at teksten siger
dette, og har derfor ikke savnet det. Man kan selvfølgelig påstå, at det ikke
betyder så meget, at det er fjernet, for vidnesbyrdet og sandheden om Guds
treenighed står jo mange andre steder i skriften. Men, på den anden side, så må
der jo være en grund til, at det står der. Denne grund er, at det nok er det
tydeligste sted, der så direkte vidner om Den treenige Gud. Gud vil altså, at
skriften siger det så tydeligt, at enhver kan se det. Det er ikke vores opgave
at sortere i Guds ord, og Gud advarer derfor også på det kraftigste mod at
trække noget fra, eller lægge noget til det, 'der står skrevet' i bibelen.
Men, hvordan
passer Jesu ord om, at 'himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal
ingenlunde forgå', med, at en del tekster og ord enten mangler, er ændret eller
helt fjernet i de fleste bibeloversættelser? Vi har altså ikke den allerbedste
bibeloversættelse. Det betyder dog ikke, at djævelen kan ødelægge de ord i
bibelen, som er Guds levende ord, og som mennesker frelses ved - dertil er Guds
ord alt for mægtigt. Af samme grund kan Gud, ud fra selv den dårligste
oversættelse, kunne vise os vejen, samt bevare os, vejlede os og hjælpe os, ved
Helligåndens kraft.
Når det er sagt,
så er det alligevel vigtigt, at vi som kristne ved, hvad der egentlig står
skrevet, dels, for at vi derved kan få et bedre kendskab til, hvad der står
skrevet, hvad Gud siger og mener, og dels for at blive endnu mere beriget af
hans vederkvægende ord - ord, som indimellem er skjult fuldstændig i de
bibelkritiske oversættelser. Derfor er det, at jeg og andre indimellem henviser
til, hvad der står i grundteksten. For det er vigtigt at vide det.
Jeg vil her til
sidst foreslå, at I selv får fat på et eksemplar af den engelske King
James-bibel, eller en gammel bibel fra før ca. 1890, hvis I altså ikke har den
i forvejen. Ikke nødvendigvis for, at den skal bruges i den daglige
bibellæsning, det kan måske nok være for svært, og det gør jeg heller ikke selv
- men til at have liggende foran sig, hvis der fx er noget, der står uklart på
dansk, eller hvis man bare gerne - til berigelse for ens bibellæsning - ønsker
at vide, hvad der egentlig står i Guds evige og uforanderlige ord.
AMEN
Til toppen af siden
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så
klik venligst her for at få adgang til flere artikler