Bibelen, Guds ord

Af Eskild Skov Særkjær

Fra først til sidst handler Bibelen om Gud; hvordan han er, hans natur, og hvad han vil. Både GT og NT er optaget af at forklare sandheden om dette, sådan at vi kan komme ind i den plan og frelse, som vi er skabt til. Derfor siger han dette til os gennem sit ord: "Fuldkommen er Guds vej, lutret er Herrens ord (ordret oversættelse: Herrens ord er bevist at være sande). Han er et skjold for alle, der sætter deres lid til ham", Salm. 18:31.

Når vi læser bibelen, ser vi hele tiden, at den udgiver sig for at være en åbenbaring af Gud, som gør sig kendt for os mennesker på en måde, som han aldrig tidligere har gjort det. Han har ved dette ord åbenbaret sit nærvær og forkynder sandheden om menneskets oprindelse, fald, og hvad han vil gøre/har gjort for at frelse det. Ganske vist har han aldrig efterladt mennesker uden vidnesbyrd om sig selv. For, som Paulus fx skriver, så ligger

".. det, som kan erkendes om Gud, ..åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger", Rom. 1:19-20.

Gud har åbenbaret dette for dem! - om de så vil erkende det, er en anden sag; og han vil, at de forstår og erkender, at de er syndere, som har brug for Jesus Kristus. Derfor har han givet os sit ord, som udgiver sig for at være en bog, som fortæller os sandheden - ikke bare om hans frelsesplan, der går som en rød tråd gennem bibelen, men også om alt andet, der står skrevet i den. Fx var der ikke noget menneske tilstede, da Gud skabte verden, men alligevel er skabelseshistorien skrevet af én, der tydeligvis ved, hvad der er foregået. Det er logisk at ræsonnere, at det er Moses, der har samlet og nedskrevet alt det, der står i de bøger, der bærer hans navn.

I disse fem bøger fremtræder han nemlig som en speciel formidler af Guds åbenbaring i GT, og der står endda, at “Herren talte med ham ansigt til ansigt, som når det ene menneske taler til det andet”, 2. Mos. 34:10. Senere står der, at der ikke var nogen anden i Israel, som Gud gav sig til kende overfor, som han gjorde overfor ham. Moses havde altså et forhold til Gud som ingen anden, og mon ikke, Moses i sine samtaler med ham nøje fik fortalt dét, vi har i vores bibel om både skabelsen, syndfloden, patriarkerne, Josef i Ægypten, og alt det andet, der står i Mosebøgerne, som fx slaveriet i Ægypten og udvandringen derfra? Jeg tror, at da Moses senere nedskrev alt dette for eftertiden, skete det på samme måde, som Peter har formuleret det således:

".. aldrig har nogen profeti fremgået af et menneskets vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker (ordret oversættelse: Guds hellige), hvad de fik fra Gud", 2. Pet. 1:21.

Enhver, der læser bibelen, vil hurtigt bemærke, at der er stor forskel på de enkelte skrifter og breve, men når de alligevel tilsammen kaldes bøgernes bog, er det et vidnesbyrd om, at de trods deres forskelle er én enhed, givet os af Gud. Det er ikke kun 50% eller 99% af bibelen, der er givet os af Gud, men 100%. Men, på samme tid er bibelen også 100% menneskeord, fordi den, som vi læste det før, er blevet til ved, at mennesker nedskrev det, de fik fra Gud ved Helligånden.

Det er årsagen til, at David skriver, at ‘Herrens ord er rene ord, det pure, syvfold lutret sølv', Salme 12:7. Går vi til det næste vers i salmen, siger han (ifl. grundteksten): Herre, du vogter dem (altså Herrens ord), værner dem mod denne slægt’. Det sidste henviser til de mange, som forsøger at miskreditere bibelen. Liberalteologerne, som de kaldes i dag, har nemlig altid, fordi de er inspireret af djævelen, forsøgt at reducere, forringe og ødelægge tilliden til Guds ord. En af disse har i en radioudsendelse givet denne begrundelse for, at kristne bør læse GT:

“.. det er rimeligt, at man kender de gamle sagn og legender, som Jesus og apostlene er opdraget med”, Kaletor: 'Kan vi stole på bibelen', s. 24.

En anden teolog har udtalt det samme bibelsyn på denne måde:

“Man skal ikke gøre bibelen til en ‘papirpave’ og forlange fuldkommenhed af den. Den er jo skrevet af mennesker, og det vigtigste er vel kernen i dens budskab”, Kaletor: 'Kan vi stole på bibelen', s. 23.

Det samme bliver gentaget igen og igen overfor de teologistuderende på universiteterne, og der bliver gjort et ihærdigt forsøg på at pille bibeltroskaben ud af dem, der måtte have den i forvejen. Atter og atter lyder det, som det det sidste udsagn gav udtryk for:

'Bibelen er skrevet af mennesker, som troede på det, de nedskrev, og som Jesus og hans disciple også troede, var sandt, men i dag ved vi bedre'.

Når det i det andet udsagn nævnes, at ‘det vigtigste er vel kernen i bibelens budskab’, så kan det da godt lyde kristent. Men hvad er kernen i bibelens budskab, hvis der sættes spørgsmålstegn ved stort set alt i bibelen? Det meste af det, der sættes spørgsmålstegn ved, er jo det helt grundlæggende som tilliden til Guds ord i både GT og NT, som fx skabelsesberetningen, syndefaldet, Israels historie, profetierne, som hævdes at være skrevet efter deres opfyldelse, Jesu død for vore synders skyld og (fysiske) opstandelse fra de døde, hans himmelfart og genkomst, osv. Det ‘vigtigste’ for dem bliver derved noget særdeles diffust, som snarere misviser end retviser vejen til Himmelen.

I de sidste tider, vi befinder os i, er der mere end nogensinde før rettet et voldsomt angreb mod bibelen som Guds eneste åbenbaring til mennesker, men vi ved, at deres planer ikke skal lykkes. Årsagen er, at bibelen ikke bare er inspireret af Gud, men, som vi læste fra salme 12, så sørger han også for, at Hans ord bliver bevaret til evig tid. At det virkelig forholder sig således, bevidnes i salme 119:89, hvor salmisten giver udtryk for sin store tillid til Guds ord på denne måde: ‘Herre, dit ord er evigt, står fast i Himlen’.

I bibelen knyttes Guds ord da også sammen med Jesus som person, fordi han er Ordet, som skriften er det. Derfor står der da også om Jesus, at han på samme tid har det evige livs ord, og er det. Han siger derfor, at hvis vi ikke holder fast ved det, han har sagt, så elsker vi ham i virkeligheden slet ikke, jfr. John. 14:23. Det, han har sagt, handler jo ikke kun om det, vi kan læse i evangelierne, men også om alt det, han har talt til os gennem hele skriften, som begynder med 1. Mos. 1, hvor alt blev skabt ved ham og til ham, og afsluttes med bibelens sidste skrift, der indledes med benævnelsen ‘Jesu Kristi åbenbaring’.

Der er således ingen tvivl om, at Jesus vedkender sig alt dét, der står i GT, ikke bare i store træk, men helt ned til det mindste bogstav eller tøddel (yod), som han siger i bjergprædiken, Matt. 5:18. Et bevis på, at det enkelte ord er gudgivet, og derfor også ufejlbarlig og uforgængelig, er Jesus og apostlene brug af det i NT. Da Jesus fx på et tidspunkt imødegik saddukæerne, som ikke troede på nogen opstandelsen fra de døde, beviste han med et enkelt ord fra GT, at de var helt på vildspor. Med understregning af ordet ‘er’ sagde han nemlig dette til dem:

“.. hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: ‘Jeg ER Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?’

Dette sagde Gud lang tid efter, at disse tre levede på jorden, og det er pointen i det, Jesus afslutter samtalen med:

"Han er (derfor) ikke Gud for døde, men for levende”, Matt. 22:31-32.

Som det fremgår af teksten, fremhæver Jesus dette ene ord fra 2. Mos., og gør det til et stærkt skriftmæssigt bevis på, at de nævnte patriarker stadig lever, selvom de er fysisk døde, og et ligeså stærkt vidnesbyrd om, at hvert eneste ord i skriften er inspireret af Gud. Inden vi forlader denne tekst, så læg mærke til, at Jesus siger, at dette ord fra GT er talt af Gud, selvom det er skrevet af Moses! altså fuldstændig ligesom alt andet af det, der står skrevet.

Går vi til fx Gal. 3, så bruger Paulus ligeledes ét eneste ord fra GT for at bevise, at da Gud talte til Abraham om hans afkom, så talte han i virkeligheden om én bestemt i hans slægt. Det er omtalt i vers 16 hvor der står:

“Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke ‘dine afkom’, som om det gjaldt mange, men ‘dit afkom’, som når der (kun) tales om en, og det er Kristus”.

Forskellen mellem ordene 'dine afkom' og 'dit afkom' ses ikke så tydeligt på dansk, men på hebraisk og græsk betyder er dét det samme som at sige: ‘dit eneste afkom’ til den forjættelse, der er omtalt.

Igen og igen vidner Jesus såvel som alle apostle om, at hvert ord og hvert skrift i GT er Guds ord. Som når Paulus skriver, at ‘hvert skrift (i betydningen: fra GT) er indblæst af Gud’, 2. Tim. 3:16. Det betyder, at ordene ikke kun er inspireret af Gud, men at han også har blæst sit liv ind i dem - på samme måde, som når der i forbindelse med Adams skabelse står, at Gud ‘blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen’, 1. Mos. 2:7. Derfor kaldes Guds ord da også for ‘det levende ord’, og her tales der både om det, der er sagt i GT og i NT, Apg 7:38, 1. Pet. 1:23. Ja, der står endda, at

“Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler (eller mere korrekt: deler) sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger”, Hebr. 4:12.

Jo, Guds ord er levende og virkende, og det er da også det, der gør, at mennesker kan komme til tro og blive forvandlet ved at læse det. Bibelen er nemlig ikke døde ord, men levende ord, fordi Gud har givet det liv og kraft. Det er dét, der henvises til, når han siger:

“Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Herren, og som en hammer, der knuser fjelde?” (Jer. 23:29)

Svaret er indforstået: Jo, det ved vi, for sådan er Guds ord. Det kan derfor forvandle alt, alene fordi han har givet det liv og kraft til at udføre hans vilje. Det er bibelens særkende. Det står der om GT, men vidnesbyrdet er helt den samme, når det drejer sig om NT.

Vi har tidligere set på Jesu udsagn om, at loven (her i betydningen: GT) ikke skal forgå, før det er sket alt sammen. Også her ser vi, at ordene fra GT er Jesu ord, for senere vidner han om dette ord os siger:

“Himmelen og jorden skal forgå; men mine ord skal ingenlunde forgå”, Luk. 21:33.

Det er med den samme autoritet, at de NT-lige forfattere har nedskrevet det, de fik fra Gud, som de GT-forfattere havde gjort det. Alle var de sig meget bevidst, at det var Herrens ord, der blev formidlet gennem dem; og derfor bliver deres tale og skrifter da også omtalt som Guds ord og tale. I det samme brev, hvor Peter skriver, at ‘drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud', anerkender han eksempelvis alle Paulus’ breve på linje med alle ‘de øvrige skrifter’, 2. Pet. 3:16. Disse øvrige skrifter henviser både til GT og til NT. Paulus vidner da også gentagne gange om, at alle breve fra ham er Guds ord; som fx i sit første brev til Tessaloniki, hvor han skriver dette til menigheden:

“Derfor takker vi også uophørligt for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskeord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gøre sin gerning i jer, som tror”, 1. Tess. 2:13.

Læg mærke til, at Paulus understreger, at årsagen til, at hans ord til dem kan gøre sin gerning er, at det er Guds ord. Ganske vist har bibelkritikken, som vi har set et par eksempler på, i de sidste 125 år forsøgt at nedgøre skriften til kun at være menneskeord, og dermed uden liv til at forvandle mennesker. I stedet for at benytte de mange tusinde bibelhåndskrifter, som kaldes grundteksten, som man har gjort siden reformationen, oversættes der nu i stedet fra nogle få dårlige håndskrifter, som aldrig har hørt med til grundteksten. I disse er der fx fundet over 6000 ord eller hele tekster, som afviger så meget fra grundteksten, at læserne ikke får den hjælp fra teksten, som Gud havde tiltænkt. Det sker fx i salme 27:13, hvor David siger dette ifølge den danske oversættelse:

“Havde jeg ikke troet, at jeg skulle skue Herrens godhed i de levendes land”.

Så hvad..? tænker man uvilkårligt. Sådan ville David, der er inspireret af Gud til at skrive det, han gjorde, da ikke afslutte en sætning. Det gør han da heller ikke. Ifølge grundsproget siger han nemlig:

“Havde jeg ikke troet, at jeg skulle skue Herrens godhed i de levendes land, da havde jeg mistet modet”.

I verset vidner David altså om sin tro på både Herren og Himmelen, og dette har gjort, at han ikke har mistet modet. Det er altså et vigtigt vidnesbyrd fra David, som Gud har ønsket, skulle med i bibelen, men som liberale bibeloversættere har klippet ud af bibelen. Men hvorfor oversætter de i det hele taget bibelen så dårlig? Det er ikke fordi grundteksten er tvetydig. Årsagen er derimod den, som allerede anført, at bibelkritikken generelt tillægger de få håndskrifter større værdi, som af forskellige grunde aldrig har hørt med til den majoritet af håndskrifter, der kaldes grundteksten. Men alligevel er det disse, der nu ofte får den største betydning i bibeloversættelsen. Det er det, der er sket med salme 27:13, og med de 6000 andre bibeltekster fra NT og GT.

Lad os se på endnu en tekst, som er endnu værre: Den finder vi i Es. 28:12-13, hvor der på dansk står: ‘Han (Gud).. sagde til dem: Her er der hvile, lad den trætte hvile, her er der ro - men de ville ikke høre. Så bliver da Herrens ord..! Så langt, så godt; men så siger Gud tilsyneladende lige efter: 'Hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i vejen her og lidt i vejen der..’. Med denne oversættelse kan man få den tanke: Hvornår har Gud begyndt at tale babysprog?

Det klogeste vi kan gøre, når vi støder på bibeltekster, der ikke lyder som Guds ord, er at undersøge, om det så i det hele taget er det. Det gør vi ved at gå til bibeloversættelser, som ligger tæt på det, grundteksten siger. Det kan vi fx gøre ved at gå tilbage til samtlige gamle bibeloversættelser, der er udgivet i 1881 eller tidligere, for de er nemlig alle fra før den moderne bibelkritiks tid. Af nyere bibler, som også er tro mod grundteksten, er fx den engelske King James.

Lad os nu se på de to vers fra Esajas igen, men denne gang ud fra en oversættelse, der følger grundteksten: Vers 12 stemmer med det, der står i den danske bibel, men i vers 13 går det galt, for der står slet ikke ‘hakke og rakke og rakke og hakke’ på grundsproget, men derimod ‘forskrift på forskrift, forskrift på forskrift, linje på linje, linje på linje’. Af sammenhængen kan vi se, at Gud her taler sit ord til dom over dem, der ikke vil komme til ham for at få den hvile (frelse), som han tilbyder. Han har jo givet dem ‘forskrift på forskrift, linje på (efter) linje’, så enhver har, ved at læse budskabet, ikke kunnet undgå at se frelsens vej, som han tilbyder, og hans advarsel om den dom (fortabelse), som han vil komme over alle dem, der vrager ham.

Hvor er det vigtigt, at vi ‘ikke (går) ud over det, der står skrevet’, som Paulus skriver i 1. Kor. 4:6. Her tales der om både GT og NT, og tilsammen bliver de da også igen og igen omtalt i ental som ‘skriften’, ligesom vi har set, at bibelen bliver det. De 66 bøger indeholder nemlig hele Guds åbenbaring, og derfor advares der kraftigt mod at lægge noget til det, der står skrevet, eller tage noget bort fra den, jfr. 5. Mos. 4:2, Åb. 22:18-19. I ordsp. 30:5-6 står det på denne måde:

“Al Guds tale er ren, han er skjold for dem, der lider (dvs. stoler) på ham. Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som en løgner”.

Når bibelens udsagn ændres bevidst i en oversættelse, er det at lyve om Gud, og er et forsøg på at gøre Guds ord mindre betydningsfuld for bibellæserne. Jeg tror, at det er djævelen, der på denne måde forsøger at få bibelens guddommelighed fjernet, for han ved, hvilket liv der er i dens ord. Men det skal ikke lykkes! Han kan måske ændre lidt, men han formår ikke at ændre alt, fordi Gud har al magt til at bevare sit ord.

Som vi har været inde på, så er det bibelens vidnesbyrd, at selvom de enkelte skrifter i den er blevet til over en tid på flere tusind år, så er de hver især Guds rene tale, indåndet af ham for at beskrive hans gerninger i historien, såvel som hans frelsesplan i både profeti og opfyldelse. Dette har Gud gjort, for at vi kan være på sikker grund, når han taler til os om, hvordan han vil frelse os, forvandle os og hellige os, og når han taler til os om alt det, der venter os i herligheden hjemme hos Gud. Alt dette pga. Jesus Kristus, som forligte os med hans og vor himmelske Fader.

Hvor ville det være helt anderledes, hvis vi ikke havde fået Guds ord overleveret, og bevaret gennem alle slægter i skriftlig form. Hvis profeterne og apostlene ikke selv fik skrevet noget, men det hele først kom til lang tid senere, så ville vi have haft en bibel, som byggede på overleveringer, hvoraf en del kunne være autentisk, men hvor andet ikke var det. Hvis det var således, hvordan skulle vi så kunne vide, hvad der var sandt og hvad der er husket forkert? Så kunne bibelkritikerne have ret i alle deres argumenter.

Hvad ville der så ikke være sket, da de falske profeter og lærere begyndte at dukke op i hobetal, så snart vidnerne til Jesu liv, død og opstandelse var døde? Der var fx nogle, som kaldte sig gnostiske kristne, og de blev efterhånden en meget stor trussel med den sande kristendom. I år 300 var der således ca. 50 forskellige evangelier at vælge imellem, hvoraf de fleste dog var falske evangelier, som havde en anden Jesus og dermed også en anden vej til frelse end den, Gud anviser i bibelen.

Hvis de sande kristne ikke allerede havde Guds ord som et værn og rettesnor, så ville de ikke kunne stå sig mod den nævnte stormflod, som kom over dem. Men pga. Guds levende og syvfold lutrede ord kunne de modstå de falske lærdomme, ikke bare dengang, men også op gennem kirkehistorien og helt frem til i dag. Vi er derfor på sikker grund, når vi læser bibelen, fordi alle dens skrifter, ligesom alle Guds sande børn, er ‘opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten’, som der står i Ef. 2.20.

Vi har set mange vidnesbyrd fra bibelens mange profeter og apostle, som viser, at alt, hvad de hver især har skrevet, er inspireret (indblæst/indåndet) af Gud, og hvert ord i GT og NT derfor skal tages for pålydende. Ud over dette fremgår det tydeligt, at alle disse apostle og profeter er troværdige øjen- og/eller hørevidner, som derefter nøje har nedskrevet det, de har set og hørt. Lad os her til sidst se et par eksempler på dette fra NT.

Fx begynder Lukas i sit evangelium om Jesus med først at henvise til dem, ‘der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere’ og til det, som de ‘har overleveret os’. Derefter skriver han, at således ‘har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det.. i rækkefølge’. Når vi læser Lukasevangeliet, er det da også tydeligt, at vi her har at gøre med en mand, som er godt inde i det, han skriver om, og hans ord er derfor, udover selve evangeliet om Jesus, også sættes ind i en historisk tidsramme, som til enhver tid kan efterprøves. I Luk. 3:1-2 omtaler Lukas fx syv navngivne personer, der præciserer den tid, som han taler om, og der er ingen tvivl om, at dette brev på alle måder kan betragtes som et historisk dokument.

Et andet eksempel finder vi i Johannes’ første brev, hvor han understreger, at hans tilgang til det, han skiver om er, at han er et øje- og hørevidne. Det er tydeligt, at han er så begejstret over det, han nu skal til at formidle videre til sine læsere, at han nærmest bliver ved med at kredse om det samme. Lad os nu lytte til hans vidnesbyrd, som om det er første gang, vi hører det:

“Det, der var fra begyndelsen, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets ord, forkynder vi - og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at I må have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus, 1. John. 1:1-3.

Vi har tidligere hørt et vidnesbyrd fra Paulus, som vidner om, at dét, han har skrevet, ikke er hans egne ord, men er Guds ord. I Gal. 1:11-12 skriver han, som i Filipperbrevet, at han ikke har fået det eller lært det af noget menneske, men, fortsætter han: 'Jeg har fået det.. ved en åbenbaring af Jesus Kristus’. Han skriver ikke, hvordan det er sket, men mon ikke, det er sket på samme måde som profeterne modtog det, de modtog fra Gud. De fleste af disse skriver blot, at ‘Herrens ord kom til mig’, eller blot ‘Herren sagde’. Det sker over 3000 gange i GT.

De skriver som regel ikke, hvordan de hørte Guds røst. Det er nu heller ikke så vigtigt, hvordan det skete, for det afgørende er jo, at det skete, og overleveret til os.

Alt dette gør, at vi véd, at det, vi har fået overleveret gennem skriften, er Guds ord og holder i liv og i død. Vi ved det, fordi Helligånden, som vidner om det i skriften, også gør det i vore hjerter. Derfor kan vi trygt og med fuld tillid sige det samme, som salmisten fx gør i salme 119, hvor han fortæller Gud, hvor stort og vigtigt hans ord har været, og er, på hans vej gennem livet:

“Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”, salme 119:105.

Amen!