Beviser på bortrykkelsen før den store trængsel.

Af Eskild Skov Særkjær

Lad os begynde med at læse en tekst fra Åbenbaringen, som ikke har noget som helst at gøre med det, der nævnes i overskriften:

"Der blev givet det (Antikrist) at føre krig mod de hellige og sejre over dem.. Her gælder det for de hellige (de kristne) om udholdenhed og tro", Åb. 13:7-10a.

Disse vers bruges indimellem som et bevis på, de kristne skal gennem den store trængsel, og som et modbevis på, at bortrykkelsen sker, før den kommer. For, det kan da kun være menigheden, Kristi brud, som i Guds øjne er de hellige? Men bibelsk set behøver det ikke at være tilfældet. For i bibelen tales der nemlig også om andre grupper af hellige, som fx de troende i den gamle pagt - som når David siger dette i salme 16:3:

"De hellige, som er i landet, de er de herlige, hvem al min hu står til".

Som vi ved, var David konge i den gamle pagt, og når han taler om de hellige, tænker han selvfølgelig først og fremmest på dem, der levede på dette tidspunkt. I det følgende skal vi se, at det heller ikke kan være menigheden, der omtales i Åb. 13, for de hellige i denne gruppe er bortrykket.

Det er i denne forbindelse tankevækkende, at mens menigheden omtales ikke mindre end 16 gange i brevene til de syv menigheder i Åb. 2-3 (som beskriver kirkehistorien), så nævnes den ikke en eneste gang i de mange kapitler fra kap. 4-19, som omhandler den store trængsel. Det er bare et eksempel på, at den allerede er blevet bortrykket til himlen, som Gud har sagt det.

Lad os nu se på lidt af det, Paulus beskriver om bortrykkelsen i 1. Tess. 4:13-18:

"Så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi nemlig med et ord fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren", v. 14-17.

Læg mærke til, at denne tekst omtaler den troende menighed, som består af både levende og døde, og strækker sig helt frem til dagen for bortrykkelsen. Læg også mærke til, at i denne omgang kommer Jesus ikke til jorden, som han gør ved sit synlige komme. Denne dag er forklaret således af englene, da disciplene så Jesus fare til Himlen:

"Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme (synlige) måde, som I har set ham fare til Himmelen", Ap.g. 1:11.

Den samme dag er beskrevet således i Åb. 1:7:

"Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme".

I modsætning til disse to vers, er det i de omtalte vers i 1. Tess. 4 kun dem, der tilhører Jesus, der ser ham, når han - usynlig for verden - kommer for at hente dem hjem til sig. Bibelen sondrer altså tydeligt mellem hans usynlige og synlige komme, jfr. 2. Tess. 2:8. De kristne skal ikke gennem den store trængsel, som ifølge bibelen er en forfærdelig dag (periode), og derfor afsluttes henvisningen til Jesu usynlige komme da også med, at Paulus skriver:

"Så trøst hverandre med disse ord", v. 18.

For at forstå, hvad bibelens lære er, er det vigtigt at forstå og kende forskellen mellem den dag, der henvises til i 1. Tess. 4, som indimellem kaldes for 'Kristi dag', og 'Herrens dag', som nævnes i det næste kapitel, såvel som mange andre steder i bibelen. Bortset fra nogle få undtagelser i bibelen er 'Herrens dag' altid et synonymt med 'den store trængsel', som også kaldes 'Jakobs trængsel' og 'Guds store vredes dag'. Lad os læse de første tre vers i kapitel 5:

"Men om tid og time, brødre, har I ikke nødig, at man skriver til jer; selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: 'Fred og ingen fare!' da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe", 1. Tess. 5:1-3.

Der er altså tydeligt et før/efter. Først kommer Kristus og henter sin menighed hjem til sig, og det skaber selvfølgelig trøst, forventning og glæde i de troende; og da 'verdens' lys og salt således er forsvundet fra jorden, kommer 'Herrens dag', som taler om dom over dem, som bor på jorden.

Her tales der ikke om trøst, som det var tilfældet i det forrige kapitel, men om forfærdelse og om undergang, og derfor afsluttes vers 3 med ordene: 'de skal ingenlunde undslippe'. Undslippe hvad? Den store trængsel! Læg desuden også mærke til, at den troende menighed i kap. 4 omtales med et 'vi', mens de andre, der ikke er med i denne bortrykkede gruppe, omtales som 'de'.

Gennem hele bibelen beskrives 'den store trængsel' med, at den bliver en forfærdelig tid, hvor Guds vrede udgydes. Men, skynder Paulus at sige: Den rammer ikke jer, så sandt som I tilhører Jesus:

"Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herres Jesus Kristus", 1. Tess. 5:9.

I denne gennemgang vil det føre for vidt at bevise, at der her ikke er tale om fortabelsen. Den Guds vrede, der er tale om, er nemlig den samme, der fx omtales i Åb: 6:15-17. Her beskrives det, at når den store trængsel begynder på jorden, vil alle folk på jorden forsøge at skjule sig for Guds og Lammets vrede, og sige: 'Deres vredes dag er kommet, hvem kan da bestå".

Denne store trængselens og vredens dag , som i virkeligheden er en periode på 7 år, vil de sande kristne aldrig komme ind under, fordi de tilhører ham. De bliver med andre ord reddet, før Gud lader sin vredesdom kommer over jorden. Sådan har det i øvrigt altid været. Guds folk skal igennem mange trængsler, men pga. Jesus, som i vores sted blev ramt af Guds vrede, vil menigheden aldrig komme ind under denne vrede. Det var da også grunden til, at Gud bad Noah om at bygge en ark, som skulle frelse ham og de få andre, som stadig troede på Ham - og undslap dermed Guds vrede, som kom ud over hele jorden.

Det samme ser vi i NT, som fx i Åb. 3:10, hvor Jesus tiltaler menigheden i Filadelfia, og siger:

"Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorden for at prøve dem, der bor på jorden".

De fleste er enige om, at Filadelfia-menigheden, udover at være en konkret menighed og menighedstype, også er et billede på den sidste (sande) menighed, som eksisterer lige før den store trængsel. Laodikea-menigheden, som kommer lige efter, er derimod et billede på dem, som ikke er rede, når Jesus kommer for at hente sin menighed - og derfor må de gennem 'den store trængsel' - ikke for, at de skal gå fortabt, men for at de må omvende sig, når de indser, at de ikke var rede.

Der er mange, som pga. bibelkritik eller forudfattede meninger har forsøgt at ændre på det, der står i bibelen om dette. Også helt bogstaveligt. Det er fx sket i 1992-oversættelsen, hvor verset i Åb. 3:10 bliver oversat således:

"Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i (i andre nyere bibler står der 'gennem') prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig".

Ud fra denne tekst ser det ud til, at den kristne menighed skal gennem den store trængsel, men verset er altså forkert oversat. Det græske ord ἐκ, ἐξ betyder 'ud af/ud fra', og kan ikke oversættes med 'i/gennem uden at tvangsfortolke skriften. Det ser altså ud til, at bibeloversætterne lader deres egne forudfattede teologiske tolkninger være bestemmende for, hvordan de bibelske tekster skal oversættes. Men, som vi har set, stemmer det bare ikke med det, der står på grundsproget.

For den siger jo, som vi har set, at Gud vil føre de hellige 'ud af/bort fra den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige'. Der er altså virkelig grund til at glæde sig til, at Jesus kommer for at hente os, før Guds vrede kommer over hele jorden.

Læg i øvrigt også mærke til, at der står, at Gud vil prøve dem, der bor på jorden. Disse ord står flere steder i Åbenbaringen i tydelig modsætning til dem, der bor i Himlen, fx Åb. 13:6. Så vidt jeg forstår det, henviser de første til dem, som er ladt tilbage på jorden, og de sidste til dem, som ifølge 1. Tess. 4 er bortrykket til Guds trone, og som derfor bor i himlen. Igen en bekræftelse på, at opstandelsen er sket på et tidligere tidspunkt - nemlig før den store trængsel.

Inden vi går videre i Åbenbaringen, skal vi først ganske kort se på teksten i 2. Tess. 2. Dette kapitel (og brev) har Paulus skrevet, fordi der var nogle, som havde skræmt menigheden til at tro, at de er kommet for sent til bortrykkelsen, og står derfor nu foran 'Herrens dag', som er Guds doms og vredes dag. Lad os læse verset:

"Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev fra os, som om Herrens dag var lige forestående" (dvs. lige begyndt), v. 2.

Hvad har skræmt dem? Netop det, Paulus havde beskrevet i det første brev, hvor han redegør for, at den store trængsel kommer lige efter bortrykkelsen - og da de troede, de var blevet ladt tilbage, blev de selvfølgelig ude af sig selv. Men Paulus beroliger dem, og siger indirekte: 'I burde kende skriften så godt til at vide, at I ikke skal tro på hvad som helst af det, de falske lærere siger og skriver til jer' - som fx, at Herrens dag, dvs. 'den store trængsel', allerede er kommet.

Her er det tydeligt, at der ikke er tale om almindelige trængsler, for dem har menigheden oplevet mange af (1. Tess. 3:2-4, 2. Tess. 1:4-7), men ved Paulus havde Gud givet dem mod og kraft til at modstå disse. Men det er jo noget helt andet med den store trængsel.., som jo betyder at være under Guds vrede..!

Derfor beroliger Paulus dem, og forklarer tingenes rette sammenhæng for dem. Den store trængsel er ikke begyndt endnu. Han peger især på to forhold, som viser og beviser dette:

"Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares", v. 3.

Ifølge teksten vil der altså være to synlige tegn på, at den store trængsel er begyndt: Frafaldets og Antikrists fremståen. Men da dette ikke er sket endnu, så er den store trængsel heller ikke begyndt endnu. Der har altid været frafald fra troen, men der kommer et frafald, som er endnu større, som nævnes som FRAFALDET, som får alt andet til at blegne - og som gør, at 'hele jorderig fulgte undrende efter dyret', Åb. 13:3

Det er dog spørgsmålet, om det græske ord, der er oversat med 'frafaldet' (i ental), ikke burde være oversat med et andet ord. Det græske ord 'apostasia' (ἀποστασία) kan nemlig også betyde 'bortgang' - et ord, som ifølge flere anerkendte bibellærere er synonymt med bortrykkelsen. Ja, det var faktisk denne forståelse af ordet, som blev anerkendt i den bibeltradition, som Martin Luther lagde grunden til. I en lang række tidlige bibeloversættelser har man således konsekvent oversat det græske 'apostasia' til fx det engelske 'departure', dvs. bortrejse eller afgang. Det gælder fx i William Tyndales oversættelse fra 1526. Mange andre eksempler findes i bogen 'Bortrykkelsen og Jesu gjenkomst', s. 135, af Toralf Gilbrant.

Toralf Gilbrant skriver videre:

"Paulus giver (her) en ganske detaljeret fremstilling af hændelsesforløbet, og påviser, at Antikrist først ville blive åbenbaret efter bortrykkelsen (apostasia), når det, som hindrer hans komme (jordens salt, menigheden) er borte", side 139.

Det er altså sandsynligt, at ordet 'apostasia' skal forstås på denne måde, og det giver god mening. Paulus skriver jo netop et trøstens ord til dem som et modsvar på dem, som havde skræmt dem - og derfor siger han indirekte: Bare rolig, Herrens dag er endnu ikke kommet, og derfor er I heller ikke kommet for sent til bortrykkelsen, ligeså lidt, som jeg er det. I behøver ikke at bekymre jeg om Antikrist, for han kan simpelthen ikke fremstå, før I som menighed er borte:

"Mindes I ikke, at jeg sagde dette til jer, allerede dengang jeg var hos jer? Også nu ved I, hvad der holder igen, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde. Thi lovløshedens hemmelig er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes", 5-7.

Læg mærke til, at teksten nævner, at der er to, der holder igen, og disse to er årsagen til, at Antikrist endnu ikke kan åbenbares. I den danske bibeloversættelse bliver de to, der holder igen, omtalt som et 'hvad' i vers 6, og 'den' i vers 7 - det sidste burde dog være blevet oversat til 'han, som holder igen', altså en person. Det er nærliggende at tro, at den første, der holder igen, er menigheden, som er verdens lys og salt - og den anden er Helligånden, der som person bor i os. Når disse forsvinder fra jorden, så kan den store forførelse og krig mod Gud og det hellige begynde, alt det, som ifølge bibelen kommer til at ske under den store trængsel.

Dette forhold er da også grunden til, at mens de syv menigheder i kap. 2-3 hører Jesus sige: 'Den, som har ører, han høre, hvad Ånden siger til menighederne', så siger han senere, under den store trængsel, blot dette: 'Hvis nogen har øre, han høre', Åb. 13:7. Det gør han, fordi hverken menigheden eller Helligånden er på jorden længere.

Men, har jeg hørt nogle kristne sige: Hvis Helligånden forlader jorden, så kan mennesker da ikke blive frelst - og det står der jo netop, at mange bliver under den store trængsel. Det må vel betyde, at Helligånden stadig må være på jorden - såvel som menigheden, for den er jo der, hvor Helligånden er!

Her må vi være opmærksomme på, at den treenige Gud er allestedsnærværende. Fx var Jesus nærværende og fuldt ud til stede i den gamle pagt, selvom det var længe før, at han kom til jorden som et menneske for at dø i alles sted. På samme måde var Helligånden også nærværende og fuldt ud til stede i den gamle pagt, selvom det først var på pinsedagen, at han på en særlig måde kom og tog bolig i den nye pagts troende. Det, der her er sagt, betyder konkret, at selvom Helligånden forlader jorden under den store trængsel, som Jesus tidligere gjorde det ved sin Himmelfart, så er de alligevel begge fuldt ud til stede på jorden. Det ser vi et eksempel på i slutningen af missionsbefalingen, hvor Jesus giver dette løfte til de troende:

'Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende'.

Det betyder, at selvom Helligåndens særlige tilstedeværelse i de troende er taget bort fra jorden under den store trængsel, så kan mennesker alligevel blive frelst, når de vender sig til Gud i deres nød. For den treenige Gud er ikke længere væk, end han kan høre enhver, som kalder på ham. Men det betyder ikke, at Guds Ånd derfor stadig må være i sin menighed på jorden, for den er jo netop bortrykket til himlen.

Et yderlig bevis på, at menigheden er i himlen, når den store trængsel indledes, læser vi om i kap. 4-5 i Åbenbaringen. Lad os begynde at læse de to første vers i kap. 4:

"Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind i Himmelen, og den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: sagde: Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter. Straks kom jeg under Åndens magt; og se, en trone stod i Himmelen, og der sad en på tronen".

Her læser vi, at Johannes bliver bortrykket til himlen, og mange bibellærere mener, at det i synerne sker samtidig med, at menigheden bortrykkes. Men uanset, om det er korrekt eller ej, så ser Johannes, at menigheden er i himlen, repræsenteret ved de '24 ældste':

"Og i kreds om tronen så jeg 24 troner, og på tronerne 24 ældste, iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder", v. 4.

Her er det oplagt at spørge: Hvem er de 24 ældste? Af beskrivelsen er det tydeligt, at det må dreje sig om mennesker, som er blevet frelst, for det er jo kun dem, der gennem bibelen loves det, der siges i verset. De 24 ældste må derfor tilhøre den frelste skare, og det, at de er i himmelen, når den store trængsel begynder, er jo et bevis på, at bortrykkelsen har fundet sted. Om et øjeblik skal vi se nærmere på dette. Men, hvorfor er der 24 ældste? For det første, fordi bibelen ofte taler om tallet 24 - vistnok som 12 repræsenterer for de troende i den gamle pagt, og 12 i den nye, jfr. Åb. 21:12,14. Det synes at stemme med det, Paulus skriver i Ef. 2 om Guds menighed:

"Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten", Ef. 2:20-21.

I kap. 5 får Johannes at vide, at de syv segl, der indleder den store trængsel, må brydes, for at Guds domme over jorden kan begynde, og således, at Guds rige kan komme. Men, tilsyneladende er der ingen, som kan gøre dette, og Johannes giver sig derfor til at græde; men så ser han et lam, ligesom slagtet, og han hører så en af de ældste sige til ham:

"Græd ikke! Se, sejret har løven af Juda stamme, Davids rodskud, så han kan åbne bogrullen og dens syv sejl", Åb. 5:5.

Det er som førnævnt tydeligt, at de 24 ældste repræsenterer de hellige til alle tider. Og, som vi skal se, er det også tydeligt, at alle disse hellige er i himlen på dette tidspunkt. I den danske oversættelse kan man desværre ikke se dette, men den græske grundtekst siger klart og utvetydigt, at de er i himlen, ligesom de 24 ældste er det. Den græske grundtekst bruger nemlig konsekvent ord som 'os' og 'vi' i vers 9-10. Vi skal nu se på disse to vers ud fra det, der står på grundsproget (ordene er understreget):

"De [24 ældste] sang en ny sang: Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt os af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort os til konger og præster for vor Gud, og vi skal herske på jorden", Åb. 5:9-10.

Vi ser altså klart og tydeligt, at de 24 ældste er repræsentanter for alle troende, som ifølge 1. Tess. 4 er bortrykket til Guds trone. De synger og priser jo Jesus og siger: Du har købt OS af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag. Hvis der med alle folk og folkeslag menes alle, og det er jo flere tusinde - så må de 24 ældste jo nødvendigvis repræsentere alle disse mange folkeslag - og når alle disse omtales med 'os', må de 24 ældste jo også nødvendigvis repræsenterer alle disse millioner. Hvor mange det er, er umuligt at udregne, for der er jo ikke kun tale om de troende, der lever nu, men også alle dem, som er gået forud. Ingen er glemt af de mange millioner, der gennem tiden er kommet til tro på Jesus.

I denne gennemgang skal vi ikke komme ind på alt det, Gud har lovet os i forbindelse med den herlige fremtid, der venter os i himlen efter bortrykkelsen. Det må vi se på en anden gang. Hver gang vi læser om det, Gud har givet os i Jesus Kristus, så er der virkelig grund til at prise ham for alt det, han har gjort for at frelse os, sine dyrekøbte børn, til et evigt liv hos ham. Lad os derfor også øve os og tage forskud på den lovsang, der er nævnt i Åb. 5:12-13, for det er jo den, som Johannes hører, vi skal deltage i, når vi engang står foran Guds trone, og priser ham. Lad os derfor sammen bekende det, der står i disse vers:

"Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov! Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder", Åb. 5:12-13.

AMEN

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler