Moses i
Egypten, 2. del: De 10 plager
Af Eskild Skov Særkjær
Første del Moses i Egypten, 1. del
blev afsluttet med beskrivelsen af, at Moses efter
sin flugt fra Egypten tog ophold hos præsten Jetro i Midjans land, og her
giftede han sig med en af hans døtre, og fik to sønner. I de næste 40 år hjalp
Moses sin svigerfar Jetro med at vogte hans småkvæg. Denne lange periode og
afslutningen på den bliver beskrevet med disse få ord i bibelen:
"Således gik der lang
tid hen, og imidlertid døde ægypterkongen. Men israelitterne stønnede og
klagede under deres trældom, og deres skrig over trældommen nåede op til Gud.
Da hørte Gud deres jamren, og Gud ihukom sin pagt med Abraham, Isak og Jakob,
og Gud så til israelitterne", 2. Mos. 2:23-25a.
Vi husker nok alle beretningen i
2. Mos. 3, som beskriver, hvordan Gud åbenbarede sig for den nu 80-årige Moses,
ud fra den brændende tornebusk ved bjerget Horeb [Sinai] bjerg, og sagde:
"Se, nu er
israelitternes klageskrig nået til mig, og jeg har også set den trængsel,
ægypterne har bragt over dem. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal
føre mit folk, israelitterne, ud af Ægypten", 2. Mos. 3:9-10.
Af fortsættelsen læser vi, at
Herren gav Moses magt til at gøre tegn og undere for den farao, der nu
regerende i Egypten, for at han derved skulle tvinges til at befri det
hebraiske folk fra slaveriet. Som medhjælp gav Gud ham Aron. Straks derefter
forlod Moses sin svigerfamilie og sin hustru, og tog den lange vej tilbage til
Egypten. Han gik i fuld tillid til Guds ledelse, og han frygtede derfor ikke,
hvad der evt. kunne ske, når han nåede Egypten, for før hans afrejse havde Gud
nemlig sagt dette til ham:
"Vend [roligt] tilbage
til Ægypten, thi alle de mænd, der stod dig efter livet, er døde", 2. Mos.
4:19.
Moses tilbage
i Egypten
Der var som tidligere nævnt gået
40 år, siden Moses flygtede ud af Egypten. Ifølge den egyptiske historie hed
den farao, som nu var ved magten, Amenhotep 3., og hans ældste søn, som var
udpeget til at være kronprins, hed Tutankhamon.
Da Moses var kommet tilbage til
Egypten, gav Gud ham befaling om at gå til landets farao med ordene: 'Lad mit
folk gå'. Men før han gik, sagde Gud til ham:
"Jeg ved vel, at
ægypterkongen ikke vil tillade jer at drage bort uden med magt; men jeg skal
udrække min hånd og ramme Ægypten med alle mine undergerninger, som jeg vil
gøre der; så skal han give jer lov til at drage af sted..", 2. Mos.
3:19-20.
Efter forskellige forberedelser -
og flere indvendinger fra Moses, som Gud besvarer, var Moses [og Aron] klar til
at gå til farao med kravet om, at han skal lade Israels folk rejse, som nu i så
lang tid har været Egyptens slaver og billig arbejdskraft.
Historiske
beviser i Egypten på, at Israels folk har været slaver i landet
Inden vi går videre i den
bibelske beretning om, hvad der skete, da Moses kom til farao med kravet om at
lade folket rejse, skal vi se, om der i det hele taget er nogle beviser i
Egypten, der taler for, at Israels folk har været i landet. Det er der nemlig
mange, som benægter. Det skete fx i en dok. udsendelse i Tv om 'Israelitternes
saga' 1:4, og her blev der bl.a. sagt følgende:
'Dér [i Egypten] begynder
Israels historie.., men er historien sand.. De fleste arkæologer har opgivet at
underbygge denne beretning. Der er ingen beviser'1.
Denne påstand er blevet gentaget
så mange gange, at mange tager den som en sandfærdig påstand. Men det er den
bare ikke! Det er nemlig igen født ud af en bibelkritik, hvor man automatisk
søger at miskreditere det, der står i bibelen - bare fordi det står i bibelen.
Der er nemlig mange beviser på, at Moses såvel som det jødiske folk har været
slaver i Egypten, nøjagtig som det berettes i bibelen. Der er fx gjort utallige
fund på eksempelvis relieffer af et omfattende slaveri i Egypten, også i den
18. dynasti, som var ved magten i landet, da Moses blev født, og under hans
opvækst2.
Blandt disse omtalte slaver ses
og beskrives også slaver, som har klare semitiske træk, dog uden, at man helt
kan afgøre, at de er israelitter. Men, som vi skal se, så er der en del, som
tyder på dét. I en Tv-dokumentar udsendelse fortæller et forskerhold, bestående
af arkæologer, religionshistorikere og naturvidenskabelige forskere, at nye
arkæologiske udgravninger i Nil-deltaet viser tydelige tegn på, at der har boet
et palæstinensisk semitisk [dvs. israelsk] slavefolk i dette område; i det
område, hvor de ifølge bibelen slog sig ned, og hvor de senere blev Egyptens
slaver3.
Der er fx fundet knoglerester af
slaver, forskelligt antal af begge køn - ikke så mange drenge som piger, måske
fordi alle nyfødte drenge blev dræbt over en periode, som det står i 2.
Mos.1:22. Et vigtigt dokument fra ca. den samme tid, hvor Moses levede og
jøderne var slaver i Egypten, blev der for lidt over 100 år siden gjort et fund
i Egypten, som siden dengang er blevet kaldt 'Brooklyn papyrussen' [fordi den
findes på Brooklyn museet]. Dette dokument lå i bunke på ca. 5-600 fragmenter,
og det tog lang tid om at få disse sat sammen til en
På denne liste omtales 79 slaver,
som har været tjenestefolk i en egyptisk husholdning ved Theben. Heraf er 33
egyptere, 45 er syriske eller palæstinensiske semitter [altså israelere], og
til sidst én ukendt. På listen er 20 mænd, 43 kvinder og resten børn. Mindst 30
af slaverne på listen har da også semitiske/israelske navne. En af slaverne
hedder fx 'Sifrah' [eller Sjifra], og dette navn er fx identisk med det, den
hebraiske jordmoder havde, som er nævnt i 2. Mos. 1:15. Andre hebraiske navne
er fx Aqab [den egyptiske navn på Jakob], Menahem, Aser, for blot at nævne
nogle få5. Som vi ser, bekræfter den gamle egyptiske liste dermed
den bibelske beretning om israelitternes slaveri i landet.
Andre egyptiske fund af semitiske
navne forbinder ligeledes israelitterne med en slavetilværelse i Egypten.
Derfor er der heller ikke på dette punkt nogen grund til at anfægte den
bibelske beretning af deres ophold eller slaveri i landet. Ud over det, som
allerede er bevidnet, så er det også bevidnes i gamle rabbinske skrifter, såvel
som af forskellige historieskrivere som fx Josefus, som havde adgang til
kilder, der nu er gået tabt.
De 10 plager:
Guds undere eller bare en logisk række af begivenheder?
Bibelen forklarer, at de 10
plager kom som mange selvstændige plager som følge af Guds suveræne indgriben
for at befri sit folk fra slaveriet. Det har den moderne bibelkritik som nævnt
haft svært ved at acceptere, efter min vurdering, fordi de har valgt at lukke
øjnene. Andre søger at bortforklare, at der er tale om overnaturlige undere.
Disse benægter således ikke, at de 10 plager har fundet sted, men forsøger i
stedet at opstille en logisk rækkefølge for, at de nævnte plager er opstået
naturligt lige efter hinanden. Dette sker fx i bogen 'Bibelens dyreliv'6.
Her bliver den første plage først citeret, som den er beskrevet i bibelen:
"Moses og Aron gjorde,
som Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao
og hans tjenere, og alt vandet i Nilen forvandledes til blod; fiskene i Nilen
døde, og Nilen stank, så ægypterne ikke kunne drikke vand fra Nilen, og der var
blod i hele Ægypten. Men de ægyptiske koglere gjorde det samme ved hjælp af
deres hemmelige kunster..", 2. Mos. 7:20-22.
Derefter giver bogens forfatterne
frem til følgende 'logiske' forklaring af disse vers:
"Da Faraos præster og
koglere kunne gøre kunsten efter, er det ikke udelukket, at Aron, der sammen
med Moses var oplært i al Ægyptens visdom, blot har kommet et kemisk stof i
vandet, således at dette er blevet rødt som blod og er blevet giftigt for
fiskene".
Hvis dette argument var sandt, så
er der jo i virkeligheden ikke længere tale om undere, og dermed fratages de 10
plager allerede fra begyndelsen Guds suveræne og overnaturlige indgriben.
Desuden halter forklaringen også af en anden grund: Hvis Moses skulle have så
meget gift med, at det kunne dræbe alle Nilens fisk, så ville det fylde så
meget, at det straks var blevet opdaget og latterliggjort. Bibelen beskriver da
også, at det skete på en helt anden måde. Det eneste, Moses behøvede at gøre,
var at løfte sin stav og slå vandet i Nilen med den, fordi det var Gud, som
stod bagved og greb ind for at frelse israelitterne og dømme det egyptiske
folk, Jeg citerer videre fra den ovenfornævnte bog, hvor vi nu skal se på den
næste plage, som bliver kommenteret på denne logiske måde
"Ægyptens anden plage,
frøplagen, kan opfattes som en naturlig følge af denne første plage. Når
vandene, frøernes ynglepladser, blev forgiftede, var det rimeligt, at frøerne
søgte op på landjorden og ind i husene og andre skyggefulde steder bort fra den
brændende sol. Det er da heller intet under, [fordi] Faraos præster og koglere,
der kunne gøre vandet til blod, også kunne få frøerne til at vrimle i land. Den
tredje plage, myggeplagen, var Aron dog ene mester for. Faraos præster sagde da
også, at det var Guds finger".
Herefter citeres 2. Mos. 8:17, som beskriver den tredje
plage således:
"Aron udrakte sin hånd
med staven og slog støvet på jorden dermed. Da kom der myg over mennesker og
dyr, alt støvet på jorden blev til myg i hele Ægypten".
Også dette under bliver gjort til
en logisk fortsættelse af de to første, og bliver beskrevet således:
"Hvis man betragter
den tredje plage rent naturhistorisk, synes den at være en følge af de to
første plager. Da vandet blev til blod, altså blev forgiftet, døde fiskene, og
frøene vandrede i land. Da nu både fiskene og frøene, der for en stor del lever
af myggelarver, var borte, fjernedes dermed den vigtigste faktor for at holde
myggebestanden nede, og myggene har da kunnet udvikle sig i millionvis og blive
til en landeplage til lige stor gene for hoffet og præsteskabet som for
folket.."7.
Og sådan bliver teksten ved med
at forklare de 10 plager som kun 'en logisk rækkefølge'. Hvis vi et øjeblik ser
på det, der blev sagt i det netop læste afsnit, så dukker disse spørgsmål
hurtigt op: Hvis 2. og 3. plage blot er et resultat af den første plage,
hvordan kan det så være, at myggelarverne, så vel som frøene i vandet, ikke
døde, når fiskene gjorde det. Det siger sig selv, at hvis det var gift, Moses
brugte til at slå fiskene ihjel, så var der sandsynligvis ikke noget liv
tilbage i vandet. Konklusionen må derfor være, at det ikke kan være sket på
denne 'logiske' måde. Peger det ikke snarere på, at det, der skete under den
første plage, og som kun ramte fiskene, var Guds suveræne indgriben, en dom
over Nilens gud. Vi husker sikkert, at Gud sagde, at der nu 'vil gå dom over
alle Egyptens guder', 2. Mos. 12:12. Jeg tillader mig at komme med et logisk
modspørgsmål: Hvis myggene er kommet som en naturlig reaktion på de første to
plager, og så hurtigt, som tilfældet var, hvordan kunne der så være så mange
efter kun ca. en uge, at luften var tyk af dem? For hvis de var blevet til så
mange, fordi frøerne ikke var der til at spise myggelarverne, som bogens
forfattere mener, så ville der være gået meget længere tid.
Enhver med lidt forstand på
biologi ved nemlig, at for at formere sig skal myg først lægge deres æg i
vandet - som de i sagens natur ikke kan leve i, hvis det ifølge teorien stadig
må være forgiftet. Efter ca. 7 dage bliver disse æg derefter til myggelarver,
som efter 4-4 uger bliver til voksne myg. Det siger sig selv, at denne proces
skal gentages mange gange, før der kan blive til så mange myg, som er beskrevet
i bibelen, og som bogens forfattere ikke fornægter. Man har beregnet, at selv
ved gunstige forhold ville tage et sted mellem 5 og 10 år. Et andet logisk
spørgsmål er, hvordan man ud fra en logisk ræsonnement kan forklare, hvorfor
myggene ikke kom til de områder, hvor israelitterne boede? Og, endnu et spørgsmål:
Hvis det går efter en logisk rækkefølge, hvordan kunne myggene så forsvinde
igen så hurtigt [som med et knips med fingeren]. For bremserne, som kom lige
efter myggene, spiser ikke myg, men alligevel er de pludselig væk. Er det ikke
mere logisk at tro, at det skete på nøjagtig den måde, som der står i Bibelen,
og som viser, at alle 10 plager ikke har nogen naturlig forklaring, men skyldes
Guds indgriben i den egyptiske historie - for som nævnt at holde dom over
folkets guder.
Der er ingen grund til at
fortsætte med denne 'logiske' gennemgang af de 10 plager, som har til formål at
forklare og bortforklarer de undere, der står skrevet i bibelen. For, hvis det
hele kun drejer sig om naturlove og logik, så er den almægtige Guds handlen i
historien jo i princippet afskaffet. Hvis dette er sandt, at der ikke nogen
almægtig Gud bag bibelens beretninger, hvordan kan vi så vide, at alt det
andet, der står skrevet i den, fx om Gud og hans frelse til os ved Jesus
Kristus, er sandheden? Men der er heller ikke sandt. Gud er historiens Gud, og
derfor tror vi også, at Hans ord er troværdige og sande, som han har sagt det.
De arkæologiske vidnesbyrd, som vi er ved at se på, stemmer derfor også helt
med det, som Jesus sagde til de vantro farisæere, godt nok i en lidt anden
sammenhæng: 'Hvis disse [disciple] tier, skal stenene råbe'. Det er netop det,
arkæologien gør.
Er der noget
vidnesbyrd om de 10 plager i den egyptiske historie?
Der er ikke mange historiske
beviser i Egypten på de 10 plager, som nævnes i bibelen. Det skyldes flere
forhold. De to vigtigste af disse er:
1.
at den egyptiske
historie oftest 'kun' fortæller det, som kongen [faraoen] og landets ledere
selv ønskede, at eftertiden skulle huske den. Det betyder fx, at den ofte
beskriver de forskellige faraoers mægtige sejre over fjenden, selvom det i
virkeligheden kan være tale om det modsatte. Det siger sig selv, at sådanne
beretninger derfor ikke kan betragtes som pålidelige historiske
kildematerialer.
2.
at den største del af
den elite i Egypten, som var uddannet til at kunne skrive, døde i forbindelse
med de 10 plager, eller under forfølgelsen af jøderne gennem Det Røde Hav. Dét,
at kunne skrive, var nemlig forbeholdt de få. Uddannelsen var så kostbar, at
den oftest kun blev givet til a: familiens ældste søn, i reglen den
førstefødte, b: dem, som gjorde tjeneste hos, eller c: tilhørte den herskende
klasse i Egypten, som enten var administratorer eller militære officerer. Det
siger sig selv, at da alle disse døde, fik det ganske alvorlige konsekvenser
for den aktuelle historieskrivning.
Da egypterne således var blevet
kastet ud i det totale kaos, var det vigtigste for dem blot at overleve. Det
gjaldt selvfølgelig også de skrivere, der måtte være tilbage i landet. De havde
desuden heller ikke længere nogen at arbejde for, og havde derfor ikke nogen
incitament til at skrive det, de så og hørte. Og den historie, som senere er er
nedskrevet om det, der skete, fik en make-up, hvorefter det totale nederlag er
blevet omskrevet, så den fik en mere glamourøs afslutning.
Det betyder dog ikke, at der så
ikke findes arkæologiske vidnesbyrd i Egypten fra den tid, bibelen beskriver.
Det er der, men det er tydeligt, at det ikke var 'bestilt arbejde', for det
afviger så meget for den officielle historie, at det må være skrevet af
skrivere, som bare på egen hånd ønskede at nedskrive det for eftertiden, som de
havde hørt og var vidne til. En af disse beretninger om, at landet pludselig
blev ramt af ulykker og pludselige katastrofer, findes fx i en beretning, som
findes i det enestående 'Ipuwer papyrusdokument'.
Ipuwer
dokumentet
Dette dokument er som sagt et
enestående dokument, fordi den vidner om forskellige slags plager i Egypten,
som i høj grad minder om det, der er omtalt i bibelen. Dette dokument bliver
også kaldt for 'Ipuwers påmindelser'8. Det er
Ipuwer, som er navnet på ham, som
har skrevet dokumentet, gentager flere gange, at han er et øjenvidne til de
katastrofer, han beskriver. Og det bliver gjort, som når man i dag hører en korrespondent,
der står midt i en krigslignende situation, og derfra rapporterer om de
forfærdelige følger af denne. Vi skal ikke gennemgå hans lange beretning, men
kun se på nogle få uddrag. Det første står i selve indledningen, og prøv så
undervejs at sammenligne det, der beskrives heri, med det, der står i bibelen i
forbindelse med de 10 plager:
"Sandelig, landet drejer rundt som et
pottemagerhjul. Byerne er ødelagt. Øvreegypten er blevet tør. Alt er ruin.
Residensen er væltet på et minut. År af larm. Der er ingen ende på larm. O, at
jorden ville holde op med at larme, og der ikke længere ville være forvirring.
"Sandelig, landet er
fyldt med pine. Der er blod overalt, mange døde er begravet i floden. Sandelig,
floden er blod. Alt vand i Nilen er forvandlet til blod, dog drikker folk af
den. Mænd gyser tilbage ved smagen - menneskelige væsener, og tørster efter
vand. Det er vort vand! Det er vor lykke! Hvad skal vi gøre ved det? Alt er
ødelagt!9
Lad os nu sammenligne disse
indledende citater i dokumentet med det, der står i bibelen om de 10 plager.
Indimellem vil jeg dog også supplere med andre citater fra dokumentet, hvor
Ipuwer omtaler og beskriver de enkelte punkter nærmere. Hvis det ikke er
bibelcitater, så vil det, som i det følgende er markeret med anførselstegn,
være citater fra dette dokument.
Lad os begynde med se på den
tekst, hvor Ipuwer beskriver, at Nilen bliver til blod, og lad os derefter
sammenligne denne tekst med den første af de ti plager. Først fra Ipuwer
dokumentet:
"Der er blod overalt,
mange døde er begravet i floden. Sandelig, floden er blod. Alt vand i Nilen er
forvandlet til blod, dog drikker folk af den.. Mennesker tørster efter vand.
Det er vort vand. Det er vor lykke. Hvad skal vi gøre ved det?"
Lad os nu se på det samme ud fra det, der står i bibelen. I 2. Mos. 7:20-21
læser vi følgende:
Moses og Aron gjorde, som
Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og
hans tjenere, og alt vandet forvandledes til blod; fiskene i Nilen døde, og
Nilen stank, så ægypterne ikke kunne drikke vand fra Nilen, og der var blod i
hele Ægypten".
Som vi ser, så er der en
påfaldende lighed mellem de to beretninger. Begge beretter om, at vandet i
Nilen blev forvandlet til blod. Begge beretter også om, at denne plage ikke kun
ramte Nilen, men ramte alt vand i Egypten, over landets 'floder, kanaler og
alle vandsamlinger.., også det vand, som er i trækar og stenkar', som det står
i 2. Mos. 7:19. Når Ipuwer tilføjer, at mange døde er begravet i floden, så henviser
teksten muligvis ikke kun til dem, som er døde af at drikke af det rådnende
vand (fra de døde fisk), men også til, at der under de 10 plager var så mange
døde i landet, at der ikke var tid til at begrave dem - som det faktisk også
nævnes i dokumentet, og derfor havde man muligvis kastet mange af de døde i
Nilen?
Der er i meget, der tyder på, at
de enkelte plager ikke ramte tilfældigt, men var, som nævnt, målrettet til at
fælde dom over 'Egyptens guder'. Ikke sådan at forstå, at de er guder, for de var
jo afguder, som ikke kunne hjælpe dem i deres nød, og dette ville Gud nu
afsløre. Således ramte den første plage den afgud, som ifølge egypterne var
'Nilens beskytter', og 'Nilguden'. Kvægpesten og byldepesten ramte derimod
Egyptens tyregud og troldomsgud. Og farao, som var den inkarnerede solgud RA,
kunne ikke forhindre, at der kom mørke over hele Egypten, undtagen der, hvor
hebræerne boede. Og da faraos førstefødte døde, og en uges tid senere også
farao selv, så var det et bevis på, at Egyptens døds- og opstandelsesgud Osiris
også havde svigtet dem.
Vi kan sammenligne disse Guds
domme over Egyptens guder med den tragikomiske beretning i 1. Sam. 5, hvor
filisterne havde taget Guds pagts ark i krigsbytte, og stillede den op i Dagon,
deres guds hus. I vers tre nævnes, hvad der så skete:
"Tidligt næste morgen,
da asdoditterne gik ind i Dagons hus, se, da var Dagon faldet næsegrus til
jorden foran Herrens ark. De tog da Dagon og stillede ham på plads igen",
v. 3
De troede sikkert, at det blot
var et tilfælde, at deres gud var faldet til jorden foran Herrens ark; men det,
de oplevede næste morgen, fik dem til at forstå, at nu kunne det ikke længere
være blot være et tilfælde:
"Da de kom tidligt
næsten morgen, se, da var Dagon faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark;
hovedet og begge hænder var slået af og lå på tærskelen; kun kroppen var
tilbage af ham", v. 4.
Hvis de ikke allerede havde
forstået det, så blev de det hurtigt. Lad os læse de næste vers, som minder om
den plage, Gud ramte Egypten [og dens gudelærer] med under den 5. og 6. plage:
"Herrens hånd lå tungt
på asdoditterne; han bragte fordærvelse over dem, og med pestbylder slog han
Asdod og hele egnen deromkring. Da asdoditterne skønnede, hvorledes det hang
sammen, sagde de: Israels Guds ark må ikke blive hos os, thi hans hånd tager på
os og på Dagon, vor gud", v. 6-7.
De næste vers beskriver, hvordan
filisterne sørgede for, hurtigst muligt, at sende Herrens ark tilbage til
Israels folk. Som i dette tilfælde er der flere eksempler i bibelen,
hvorigennem Gud anskueliggør sin dom over afgudsdyrkere ved at dømme deres
guder [afguder]. Dette var denne situation, der også ramte Egypten, da de 10
plager kom over landet, da Gud som førnævnt 'holder dom over alle Egyptens
guder'.
Tilbage til det, der står i
Ipuwer dokumentet om de plager, som ramte Egypten. Lige efter forrige citat
står der følgende i indledningen til Ipuwer-dokumentet:
"Alt er
ødelagt! Træerne er ødelagt. Der findes ingen frugter eller urter. Til visse
porte, søjler og mure er opslugt af ilden (som fulgte haglen). Nedreegypten
græder.. hele paladset er uden statsindtægter. Til det hører rettelig hvede,
byg, gæs og fisk. Til visse, korn er forsvundet overalt. Ingen frugter eller
urter findes.. [i dokumentet nævnes mage kendte og ukendte frugter og
træsorter]. Der er [kun] hunger. Alle dyr, deres hjerte græder. Kvæget brøler.
Se, kvæget er ladt herreløst, og der er ingen til at samle det sammen. Hver
mand griber selv det, der [er] mærket med hans navn. Landet er uden lys"10.
Dette vidner igen om den store
katastrofe, der ramte landet. Det er svært nøjagtig at vide, hvad de enkelte
udsagn henviser til, men det er muligvis et sammendrag af de forskellige
plager, som ramte landet, måske især den. 7. plage, som er haglplagen. I
bibelen står der følgende om den:
“Moses rakte sin stav op mod himmelen, og
Herren sendte torden og hagl; ild slog ned på jorden, og Herren lod haglene
falde ned over Ægypten; og der kom et haglvejr, med ildsluer flammende mellem
haglen, så voldsomt, at dets lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
siden det blev befolket; og i Ægypten slog haglen alt ned, hvad der var på
marken, både mennesker og kvæg, og alle markens urter slog haglen ned, og alle
markens træer knækkede [splintrede] den [her tænkes der på frugttræerne]; kun i
Gosen, hvor israelitterne boede, faldt der ikke hagl, 2. Mos. 9:23-26.
I begge beretninger nævnes ilden,
der fulgte denne ødelæggelse, og det henviser muligvis til den kraftige
tordenvejr, som nævnes i bibelteksten. Vi hører indimellem også om kraftige
tordenvejr i verden i dag, som kan minde om det, der beskrives i forbindelse
med den 7. plage, og hvor der indimellem hører om hagl så store som appelsiner.
Haglene i Egypten var givetvis større, idet den slog alt ned, mennesker og
kvæg, markens urter og alle markens træer. Det er muligvis den ødelæggelse, der
får Ipuwer til at skrive dette lidt længere fremme i dokumentet: “Der er blod overalt, ingen mangel på død.”
Hvor mange mennesker, der døde som følge af denne plage, nævnes ikke.
Dertil kom, at ilden (lynene?) gjorde, at mange huse brændte. På denne baggrund
kan man godt forstå, at Ipuwer klager og siger: Der er hunger. Alle dyr græder!
Og lidt senere i dokumentet: 'Der
mangler materialer til alle slags håndværk'. Og videre:
'Der er mangel på mad..
Stor sult og lidelse... Damer siger: Vi ønsker at spise, kvinder er golde,
ingen undfanger.., deres legemer lider i klude.., pakhuset er tomt'.
Denne og mange lignende citater fra
Ipuwer-dokumentet beskriver udførligt, hvordan der pga. de nævnte plager kom en
stor hungersnød over dem som følge af de plager, som ramte landet. Et sted
taler han om, at
"der mangler mad, folk lider og
sulter, lagrene er opbrugt.. situationen er utrolig vanskelig".
Når
Ipuwer nævner, at kvinderne er barnløse, betyder det muligvis, at børnene er
døde af sult. Når dokumentet kort efter omtaler, at "landet er uden
lys", henviser det muligvis til den 9. plage, som er omtalt i 2. Mos.
10:22-23, hvor der står, at
'der kom et tykt mørke over
hele Ægypten i tre dage, [så] den ene ikke kunne se den anden.., men overalt,
hvor israelitterne boede, var der lyst'.
Efterhånden, som de ti plager
ramte Egypten, blev hele befolkningen selvfølgelig grebet af frygt og
forfærdelse. Ipuwer gengiver det, som de tænkte på og talte om, og skriver:
"Vi ved ikke, hvad der
sker i landet. Vi har aldrig hørt eller oplevet noget lignende".
I begyndelsen mente Egyptens
mirakelmagere, at de kunne efterligne det, der skete ved Guds hånd. Men
efterhånden blev de, ligesom Asdods befolkning, klar over, at dette er Guds
værk, og sagde til farao: “Det er Guds finger”, 2. Mos. 8,15. De forskellige
plager lå simpelthen udenfor deres fatteevne og kontrol. Det blev mere og
mere tydeligt for dem, såvel som for hele folket, at deres kendte guder ikke
kunne hjælpe dem, men at de (som det var tilfældet med asdoditternes gud) måtte
bøje sig for Israels Gud. At det forholder sig således, vender jeg tilbage til
lidt senere.
Israelere får
guld og sølv af egypterne
Inden vi fortsætter og ser på den
sidste 10. plage, som kom over Egypten, skete der også noget andet i landet, En
hændelse, der synes at passe med det, som Ipuwer også nævner. Men lad os først
læse den bibelske tekst:
“Israelitterne gjorde, som
Moses havde sagt, og bedt ægypterne sølv- og guldstykker, og om klæder; og
Herren havde stemt ægypterne gunstigt mod folket, så de havde givet dem, hvad
de bad om. Således tog de bytte fra Ægypten”, 2. Mos. 12:35-36.
Ipuwer fortæller samstemmende om
et fattigt slavefolk, som pludselig var blevet velhavende:
“Fattige mænd er blevet
velhavende.. guld, lapis lazuli (en smykkesten), sølv og turkis, karneol (rødlig
halvædelsten), ametyst, andre kostbare sten ... bliver hængt om halsen på
slavinder.. der mangler guld (dvs. der var ingen værdier tilbage i
Egypten)".
Læg mærke til, at han skriver, at
'kostbare sten.. bliver hængt om halsen på slavinder'. Et andet sted nævner
han, at slaver har fået sølv, guldbægre, fine garner, ædelstene, røgelse, og
flere andre værdier nævnes. Ipuwer fortæller ikke, hvordan disse fattige
slavefolk var blevet så rige - men, når han lige efter siger, at 'der mangler
guld' [i landet], antydes der en sammenhæng til det, der berettes i bibelen om,
at de tidligere fattige og trælbundne israelitter havde en stor del af Egyptens
rigdom med sig, da de nogle dage senere udvandrede fra landet. Det er bl.a.
denne rigdom, som er forklaringen på, at de 40 dage senere, da de var komme til
bjerget Sinai, kunne efterkomme Guds befaling, da han som en forberedelse til
tabernaklets opførelse, gav denne befaling til Moses:
"Sig til
israelitterne, at de skal bringe mig offerydelser; af enhver, som i sit hjerte
føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse. Og offerydelsen..
skal bestå af guld, sølv, kobber, violet og rødt purpurgarn, karmoisinrødt
garn, bussus, gedehår, rødfarvede vædderskind, tahasjskind, akacietræ, olie til
lysestagen, vellugtende stoffer til salveolien og røgelsen, sjohamsten og
ædelsten til indfatning på efoden og brystskjolder, og du skal indrette mig en
helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem", 2. Mos. 25:2-8
Og Herren fortsætter og siger:
"Du skal indrette
boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig [på
bjerget]", 2. Mos. 25:9,40..
Men før helligdommen blev bygget,
bestemte folket sig desværre til at bruge noget af guldet til et andet formål.
I 2. Mos. 32 læser vi om, hvordan de lavede sig en guldkalv, der som bekendt
resulterede i, at mange blev ført vild og forlod Herren, deres Gud. Men det er
en helt anden historie, som vi ikke skal komme nærmere ind på her.
Den 10. og
sidste plage
Vi er nu kommet til den 10. og
sidste plage, som kom over Egypten, da landets farao nægtede at lade Israels
folk rejse, som Gud havde krævet. Forud for denne sidste plage sagde Gud:
"En plage endnu vil
jeg lade komme over Farao og ægypterne, og efter den skal han lade jer rejse
herfra;.. Ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og så skal alle
førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve
hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden, der arbejder hos håndværkerne,
og alt det førstefødte af kvæget", 2. Mos. 11:1,5.
I forbindelse med det, vi lige
har læst om de førstefødtes død i Egypten, er det interessant at vide, at der
også her vidner den føromtalte Ipuwer-dokument om denne katastrofe. Optakten
til denne begynder med, at det nævnes, at “skrivere er slået ihjel.. deres
bøger er ødelagt”. Når det kun er skriverne, der omtales her, skyldes det ikke,
at det ikke var andre, som døde, men nok mere fordi, at det især var dem, der
var blandt de førstefødte. Årsagen hertil var var, at disse førstefødte ofte
blev udvalgt og uddannet til at blive skrivere. Og da de fleste af disse døde i
forbindelse med den 10. og sidste plage, så var der stort set ingen tilbage til
at nedskrive det, der efterfølgende ramte Egypten. Der var dog også nogle
skrivere i landet, som man kan kalde 'overklassens børn'. De var ikke
nødvendigvis førstefødte, og døde derfor ikke i forbindelse med den 10. plage -
men mange af disse døde en uges tid senere, da farao, såvel som landets ledere
og den egyptiske hær, forfulgte israelitterne ud i Det Røde Hav og druknede. De
få tilbageværende skrivere, som måtte være i landet, havde pludselig ikke
længere noget job og havde derfor heller intet incitament til at nedskrive
noget som helst. Det fundne Ipuwer-dokument viser heldigvis, at der var undtagelser.
Måske er det den 10. plage, der fik Ipuwer til at fortsætte sin beretning
således:
"Der er
stønnen over hele landet, blandet med klageskrig. Til visse, de, der var
balsamerede, ligger over jorden..'11.
Det er forståeligt, at der stiger
en stønnen og en klage op i hele landet. Bibelen beskriver det, der skete,
således:
"Ved midnatstid ihjelslog Herren alle de
førstefødte i Ægypten, lige fra faraos førstefødte, der skulle arve hans trone,
til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte
af kvæget. Da stod farao op om natten tillige med alle sine tjenere og alle
ægyptere, og der lød et højt klageskrig i Ægypten, thi der var intet hus, hvor
der ikke fandtes en død", 2. Mos. 12:29-30.
Der var intet hus, hvor der ikke
fandtes en død. Ifølge 2. Mos. 11 døde faraos førstefødte søn, som skulle arve
tronen, også under den 10. plage. I den forbindelse er det interessant, at den
egyptiske historie fortæller meget om denne søn under hele hans opvækst, men
holder så pludselig op med at nævne ham. Den nævner heller intet om, hvor han
var blevet af. Måske ønskede farao ikke at forevige, at landets mange guder
[afguder] ikke kunne beskytte hans søn mod den almægtige Guds vrede? Men det er
mere sandsynlig, at der pga. ovenstående grunde ikke var mange overlevende
skrivere til at nedskrive det, som der skete i landet, men som vi kan læse om i
bibelen.
Det er i den forbindelse også
interessant, at faraos førstefødte søn heller aldrig blev begravet i den grav,
der var tiltænkt ham. Årsagen kan være, at hans søn først skulle balsameres, en
tid, som normalt ville tage 70 dage. Man havde sandsynligvis begyndt
balsameringen, som det var skik, men det kan også være, at de hverken havde
overskud eller tid til tænke på ret meget andet end at sørge og klage. Det kan
være det, Ipuwer henviser til, når han taler om de mange balsamerede, der
ligger over jorden, og et andet sted: 'Mange døde er begravet i floden'.
Det, der her beskrives, er en så
markant afvigelse fra den sædvanlige måde at håndtere og begrave de døde på, at
det er en tydelig indikation på, at der må have været tale om en exceptionel
situation som den, bibelen nævner: De balsamerede bliver ikke begravet
behørigt, og alle de andre 'begraves' i floden (Nilen).
Det er i denne forbindelse
tankevækkende, at det ikke kun var faraos søn, som ikke kom til at ligge i den
grav, der var tiltænkt ham. Ifølge arkæologien skete det samme skete for hans
far, den dengang regerende farao, Amenhotep 3. Den egyptiske historie er også
her fuldstændig tavs, men det kan konkluderes, at der skete et eller andet
katastrofalt, som gjorde, at han ligesom sin søn heller ikke blev lagt i
graven, som var tiltænkt ham. Vi skal med andre ord til bibelen for at få
svaret: Han druknede i Det Røde Hav. Derom mere senere.
Det skal i den forbindelse
nævnes, at der er endnu to grave i Egypten, der er tomme. De er begge omtalt
tidligere, og skal derfor kun nævnes ganske kort igen. Den første er Josefs
grav, som blev tom, da Moses 400 år senere, efter Josefs udtrykkelige ønske,
tog 'hans ben' med ud af landet for at genbegrave dem i løfternes land.
Den fjerde og sidste tomme grav i Egypten var tiltænkt Moses, som blev kendt i
Egypten som Thutmosis 3. Vi husker, at han faldt i unåde og måtte flygte, og
graven blev som følge heraf skændet og ødelagt. Den egyptiske historie
fortæller heller intet om hans endeligt, men også her giver bibelen
forklaringen: Moses flygtede ud af Egypten, hvorefter han opholdt sig hos
præsten Jetro i 40 år, og efter alle disse år vendte han tilbage til Egypten,
hvor han under Guds stærke hånd og ledelse førte Israels folk ud af landet, og
kom efter yderligere 40 år frem til det forjættede land, men ifølge bibelen kom
Moses ikke selv derind. Han døde som 120-årig, og hans død er omtalt således i
5. Mos. 34:5-7:
"Moses, Herrens
tjener, døde der i Moabs land [det nuværende Jordan], som Herren havde sagt. Og
han begravede ham i dalen i Moab lige over for Bet-Peor. Indtil denne dag har
intet menneske kendt hans
grav".
Den første
påske
Vi skal her til sidst ganske kort
se på det, der skete for Israels folk i forbindelse med den 10. plage.
Gud havde jo bevaret dem gennem
de øvrige, og som sædvanlig sørgede han også for, at heller ikke denne sidste
plage ramte hans folk. Årsagen skal findes i det løfte, som Gud har givet til
alle, som tror på ham. Et eksempel finder vi i 1. Tess. 5:9, hvor der står:
"Gud bestemte os ikke
til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herres Jesus
Kristus".
Ligesom i den nye pagt ønskede
Gud også at frelse alle dem i den gamle pagt, som tror og stoler på ham. På
hans befaling sagde Moses derfor dette til alle Israels ældste:
"Gå ud og hent jer
småkvæg til jeres familier og slagt påskeofferet; og tag jer ysopkoste, dup dem
i blodet i fadet og stryg noget deraf på overliggeren og de to dørstolper, og
ingen af jer må gå ud af sin husdør før i morgen. Thi Herren vil gå omkring og
slå ægypterne, og når han da ser blodet på overliggeren og de to dørstolper,
vil han gå døren forbi og ikke give ødelæggeren adgang til jeres huse for at
slå jer..", 2. Mos. 12:21-23.
Som de fleste nok husker, så
taler skriften her om den første påske, hvor lammets blod blev udgydt for at
frelse alle dem, som tror på Gud - og benytter sig af blodet for at redde
livet. De fleste ved sikkert også, at denne første påske peger frem mod - og er
et forbillede på Jesus Kristus, som en dag ville komme som det Guds lam, som
bærer [borttager] verdens synd, jfr. John. 1:29. Jøderne blev således ikke
frelst ved loven, som nogle tror, for i den gamle pagt blev de frelst på
nøjagtig samme måde som vi, som i den nye pagt tror på Jesus Kristus og hans
frelsesværk på Golgata. Dette fremgår fx tydeligt i Hebr. 9:15, hvor der står, at
Jesus er
"mellemmand for en ny
pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har
fundet sted til forløsning for overtrædelser under den første pagt".
En har engang sagt: Den største
forskel på dengang (i den gamle pagt) og nu (i den nye pagt) er, at de så frem
på Guds frelse på Golgata ved Jesus, mens vi ser tilbage på den.
I den næste artikel skal vi følge
Moses og Israels folk vandring ud fra Egypten. Vi skal bl.a. se, hvordan Gud
lagde alting tilrette for dem, og hvordan der den dag i dag foreligger næsten
utallige beviser for, at Gud er historiens Gud, som ikke har efterladt sig uden
tydelige spor herpå.
Bibliografi:
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler