Budskabet om Jesu fødsel

som hyrderne hørte det.

Af Eskild Skov Særkjær

 


 

Jeg vil begynde med at læse nogle få vers i Luk. 2, hvor vi har beretningen om Jesu fødsel. I denne gennemgang kommer vi dog først ind der, hvor der står dette om hyrderne på marken, og hvad de dér så og hørte:

      "I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe. Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag. Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre. Lad os dog gå til Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren har kundgjort os. Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben", Luk. 2:8-16.

 

Vi kender beretningen om Jesu fødsel i Betlehem, for gennem årene har vi hørt den igen og igen. Men selvom vi kender den, så må dét, der står herom, både i kapitlet og gennem hele bibelen, til stadighed forundre os. 

 

Som teksten siger i juleevangeliet, er Jesu fødsel til en stor glæde, som skal være for hele folket. I årtusinder har de troende jøder med længsel ventet på, at han, som profetierne viste frem til, ville komme, han, som ville frelse dem fra deres synder. I GT henvises der igen og igen til denne dag, og med tanke på den har de jublet med en stor glæde. Det sker fx af salmisten til salme 118, der netop handler om Jesus Kristus, på hebraisk Yahshua Ha Massiah, og om, hvad han har gjort for os. Her vil jeg dog kun citere vers 21, hvor salmisten skriver:

      "Jeg vil takke dig, thi du har bønhørt mig, og du blev mig til frelse...".

 

Når salmisten som her takker Gud for den frelse, han har lovet, så er det her som så mange andre steder i GT en tydelig henvisning til Jesus. På hebraisk er ordet, der er oversat med frelse, nemlig ikke et udsagnsord, men et navneord, hvilket betyder, at salmisten takker Gud for frelsen i Yahshua.

 

Det samme ser vi i fx Es. 62:11, hvor det bliver endnu tydeligere, at der er tale om Jesus, Messias. I min danske bibel står der følgende:

      "Se, Herren lader det høres til jordens ende: Sig til Zions datter: Se, din frelse kommer, se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham".

 

I denne tekst kan man ikke umiddelbart se, at der er tale om Jesus, for ligesom i salme 118 er ordet 'frelse' også her gjort til et udsagnsord. Men på hebraisk fremgår det, at det er Yahshua, der vil komme. At det virkelig er tale om ham som person, fremgår da også klart, når der lige efter står, at 'hans løn er med ham, hans vinding foran ham'. Jeg læste engang om en jøde, der udfordrede en kristen, idet han sagde, at Jesu navn ikke stod omtalt i GT, og mente derfor, at han ikke kunne være Messias. Den omtalte kristne viste ham så det citerede vers fra Esajas, hvor han kunne se, at det var Jesus, der var Messias - og beretningen sluttede med, at han efterfølgende kom til tro på ham som sin frelser.

 

Sådan kunne jeg blive ved med at nævne eksempler fra GT, der viser, at Jesu herlige og vidunderlige frelsernavn er omtalt mange steder - mit gæt er ca. 100 gange, og er således det samme navn, Jesus fik i sit jordeliv. Som vi ved, kom der en engel til Josef forud for Jesu fødsel og fortalte ham, at det barn, som Maria ventede sig

      ".. ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder", Matt. 1:21.

 

Både her i dette vers og mange andre tekster i bibelen ser vi, at der er et ordspil mellem Jesu navn og så den frelse, han kom til jorden for at give os. Det fortæller også, at 'i ham er Gud til stede' - ja, endnu mere: I ham er Gud selv. Der står jo, at 'han skal frelse sit folk fra dets synder'. Disse ord henviser til, at han er Gud, og at folket er hans, for overalt i skriften tales der kun om et folk, og det er Guds folk. Et eksempel på det skriver apostlen Peter (her lidt omformuleret), at 'I, som før ikke var et folk, er nu blevet Guds folk', 1. Pet. 2:10.

 

At Jesus er Gud, den anden person i den treenige Gud, ser vi på det nærmeste overalt i skriften, som fx, når der lige efter det førnævnte vers hos Mattæus står, at

      "Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel - det betyder: Gud med os", v. 22-23.

 

I den hebraiske bibel står der ikke Immanuel i et sammenhængende ord, men er her opdelt i to, idet der står Immanu El - og det betyder mere end 'Gud med os', som der står i den danske bibeloversættelse. Immanu El kan nemlig, som jeg allerede har henvist til, oversættes således: 'I ham er Gud med os!' Verset taler altså om helt det samme, som når apostlen Johannes skriver dette i sin prolog til det evangelium, der bærer hans navn:

       "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed", John. 1:1, 14.

 

Som vi ved, er det Jesus, der her omtales som Ordet. Som det fremgår, har han altid været, og derfor finder vi også en mængde udsagn i GT om, at han som Immanu El altid har været med sit folk og åbenbaret sig for dem. Vidnesbyrdet fra GT er, at han som ét med sin Fader ville være med dem på hans vegne, han, som forud havde nemlig sagt dette til dem:

      "Selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk, drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs", 2. Mos. 33:3.

 

I både GT og i NT står der endvidere, at han bor i et lys, ingen kan komme nær. Hvis vi fx sammenligner hans lys med solen, forstår vi, at ingen kan se ham uden at miste synet. Og da hans lys er endnu stærkere, og dertil helligt, så måtte han i sin kærlighed til sit folk sende en anden i sit sted. Han siger derfor dette til dem: 'Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt', 2. Mos. 23:20, jfr. 2. Mos. 33:2. Denne engel er ikke en almindelig engel, som man kunne tro, men er Jesus i sin præeksistens, dvs. før han kom til jorden som et menneske. Det fremgår da også ganske tydeligt, at han som i eksemplet ovenfor var med sit folk i den gamle pagt, ganske som han også er det i den nye. Her kan vi huske på hans løfte lige før sin himmelfart, og hvor han bl.a. sagde dette til sine disciple: 'Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende'. Beviset på, at denne engel selv er Gud, dvs. den anden person i Guds treenighed, er mangfoldige.

 

For det første betyder ordet 'engel', som vi ved, ikke nødvendigvis, at der bogstavelig er tale om en engel - for direkte oversat kan det også betyde 'en budbringer', underforstået fra Gud - hvilket betyder, at når vi ved, at Gud er god, så vil han ved denne engel bringe et godt budskab til mennesker. Det gode budskab, der henvises til, kender vi! Det er evangeliet, som også ofte bliver oversat til fx 'et glædelig budskab' eller 'gode tidender'. Det sker fx i Apg 13:32, hvor Paulus siger dette til de forsamlede jøder:

      "Vi forkynder jer det glædelige budskab, at den forjættelse, som blev givet af fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn, ved at lade Jesus opstå, sådan som det står skrevet..".

 

Lad os her også tage et eksempel med fra GT. Lige forud for profetien i Es. 53 om Jesu lidelse og død står der følgende:

      "Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: Din Gud har vist, han er konge", Es. 52:7.

 

Når der i verset både står 'glædesbud' og 'gode tidender', så er det på hebraisk det samme ord, der oversat til græsk bliver brugt i NT med fx evangeliet eller et 'glædeligt budskab'. Ja, det er faktisk det samme ord, der bliver brugt i den tekst, vi læste fra Luk. 2, og hvor engelen - ordret oversat - siger dette til hyrderne:

      "Se, jeg forkynder jer evangeliet til stor glæde, og som skal være for hele folket".

 

For det andet, så er denne engel tydeligvis også selv Gud. I 1. Mos. 32 har vi fx beretningen om 'Jakobs natlige brydekamp', som der står i overskriften. Vi kender beretningen, så den tager jeg ikke med her, og vil derfor gå direkte over til det, engelen siger til ham:

      "Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret", v. 28.

 

Lidt senere i det samme afsnit står der, at

      "Jakob kaldte stedet Peniel, idet han sagde: Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst", v. 30.

 

Han har altså set Gud, siger han. Men som vi allerede har været inde på, så kan det ikke være Gud Fader, han har set, for han siger jo, også i den tekstsammenhæng, jeg læste fra før, at 'intet menneske kan se mig og leve', 2. Mos. 33:20. Det stemmer da også helt med ordene i NT, hvor der står:

      "Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk", John. 1.18.

 

Bibelens vidnesbyrd er altså, at det ikke har været Gud Fader, som Jakob så og kæmpede med den nat, men en anden, der også omtales som Gud. Han siger jo: 'Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt!' At der virkelig er tale om den samme engel, altså Jesus, som Herren Gud derfor også indimellem kalder for 'min engel', ser vi fx tydelig hos profeten Hoseas, der i sin omtale af Jakobs brydekamp skriver:

      "Han stred med Gud i sin manddom, ja, stred med en engel og sejred', Hos. 12:4b-5a. 

 

Jakob havde altså ret, når han taler om, at han har set Gud, for han så Jesus i sin præeksistens. Det stemmer da også helt med, at han senere - med en lille omskrivning - siger dette til Moses: 'Jeg sender min engel, hvis navn er Jesus, for at han kan gå foran jer og vogte jer og føre jer til det sted, jeg har beredt'. Altså nøjagtig det, han også gør det for os i dag.  

 

At denne engel virkelig er Jesus, der som Gud var og altid er med de troende, kan vi, enten direkte eller indirekte, se mange steder i GT. Jeg har allerede henvist til nogle få af disse. Når Gud siger, at han vil sende en engel, som han indimellem også kalder for 'min engel' i bestemt form, fx i 2. Mos. 23:23, så er det den samme guddomsperson, der i GT bliver omtalt og kaldt for 'Herrens engel'. I det følgende vil jeg nævne to ud af ca. 40 beretninger i GT, der vidner om, at denne Herrens engel er ét med Herren Gud Fader, og at der denne engel derfor ikke kan være andre end Jesus.

 

Det første eksempel er fra den tidligste beretning i GT, hvor der står noget om Herrens engel. I 1. Mos. 16 har vi beretningen om trælkvinden Hagar, der er på flugt fra Saras (Sarajs) plageri, og befinder sig nu i ørkenen.  Og mens hun er der, står der videre, at Herrens engel kom til hende og talte med hende om hendes nuværende situation, såvel som om fremtiden for det folk, som hendes søn skulle blive stamfader for. Jeg vil ikke sige mere om beretningen her, men kun nævne, at hun ligesom Jakob var blevet klar over, at denne Herrens engel var Gud - for da han havde forladt hende, læser vi følgende i vers 13:

      "Så gav hun Herren, der havde talt til hende, navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: Har jeg virkelig set et glimt af ham, som ser mig?"

 

Det sidste eksempel fra GT, jeg vil tage med her, der vidner om, at Herrens engel er Gud, finder vi i 2. Mos. 3, hvor vi har beretningen om Moses, der ser en brændende tornebusk i ørkenen. Her læser vi først, at Herrens engel åbenbarede sig for ham ud fra denne tornebusk, men straks efter står der, at Gud råber til ham fra den og siger:

      "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Da skjulte Moses sit ansigt, thi han frygtede for at skue Gud", v. 6.

 

Her ser vi det igen. Det var Herrens engel, der talte med Moses, men på samme tid beskriver teksten, at denne engel er Gud, der taler med ham. Det stemmer med, at Jesus i NT vidner om sig selv og siger, at 'jeg og Faderen, vi er ét!', og 'den, der har set mig, har set Faderen!'

 

Før vi forlader vidnesbyrdet fra GT om, at Herrens engel er Gud, og som tydeligvis er Jesus i sin præeksistens, så vil jeg lige berøre det spørgsmål, jeg har hørt blive stillet:

      'Hvad så med den Herrens engel, der ifølge Luk. 2 åbenbarede sig for hyrderne på marken? Jesus ligger jo i en krybbe i en stald i Betlehem - og så kan han naturligvis ikke være den samme som den, hyrderne så og hørte? Viser det ikke, at omtalen af Herrens engel i GT alligevel ikke kan være Jesus, men en anden engel?'

 

Svaret er 'nej!' Der er nemlig en væsentlig forskel. For i alle  de tekster, der omtaler Herrens engel i GT, er det som i de nævnte eksempler tydeligt, at denne engel er en guddomsperson, som i væsen, herlighed, autoritet og magt er ét med Gud Fader. Hvordan kan man så forklare, at der i forbindelse med Jesu fødsel er en anden, der omtales som Herrens engel? Svaret er faktisk ligetil, når vi bare læser det, der står i teksten: Luk.2:9 taler nemlig ikke om 'Herrens engel' i bestemt artikel, som det altid sker i GT, men der tales derimod 'en Herrens engel', altså i ubestemt artikel. Det samme er tilfældet alle de andre steder i NT, hvor denne engel omtales.

 

Hvem denne unavngivne engel er, kan vi kun gisne om, men mit gæt kunne være englen Gabriel. Det var fx ham, der blev sendt til Zakarias, og til hvem han sagde:

      "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab", Luk. 1:19.

 

Det var også Gabriel, der 6 måneder senere kom til jomfru Maria, og hvor han bl.a. sagde dette til hende:

      "Du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus', Luk. 1:31.

 

Vi skal tilbage til budskabet fra Himmelen, som hyrderne hørte julenat. Engelen sagde jo til dem, at den frelser, som er født i Betlehem, er 'Kristus, Herren'. Kristus, som er det samme som Messias, betyder, som vi ved 'den salvede'. GT vidner tydeligt om, denne Guds salvede er en person, der vil komme af Davids slægt og være hans biologiske søn, og som derfor skal kaldes Davids søn. På samme tid taler skriften også tydeligt om, som her i Luk. 2, at denne Søn er Herren, og altså ét med Gud Fader. I Es. 9 er han fx beskrevet således:

      "Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile, og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at de må grundes og fæstnes med ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed gør det", Es. 9:6-7.

 

Det er det samme, som englen Gabriel, der blev sendt af Gud til jomfru Maria, taler om, da han siger dette til Maria:

      "Han skal blive stor og kaldes den højestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone'. (Og) Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme", Luk. 1:32b-33.

 

Læg mærke til, at han, der skal fødes, og som skal kaldes David, dvs. Davids søn, også skal kaldes den Højestes Søn, dvs. Guds Søn. Og da han er ét med sin Fader, kaldes han derfor også i skriften for det samme som Gud selv. Det stemmer helt med, at hyrderne på marken hørte, at han er Herren, dvs. Gud, som nu er kommet til jord som et menneske og som verdens frelser. Vi kunne bruge lang tid på at se på nogle af de mange eksempler fra bibelen, der vidner om, at han er Herren, men det må blive en anden gang. Her vil jeg kun citere et enkelt vers fra NT, der viser dette.

 

I beretningen om Jesu indtog i Jerusalem som den konge, han rettelig er, læser vi, at han forinden sender to disciple hen i en landsby for at hente et æsel med et føl, som han vil ride på ind i byen. Og så siger han noget, der på en måde er lidt mærkeligt - nemlig dette:

      "Hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for det, så vil han straks lade jer få dem", Matt. 21:3.

 

Hvorfor siger han, at 'Herren har brug for det - og ikke, som man kunne forvente, at 'Jesus har brug for dem? Jeg tror, det skyldes, at han her ikke kun taler om sig selv som mennesket Jesus, men som Gud Herren - og dermed vel nok også i den treenige Guds navn? Der står da også lige efter, at

      "Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl".

 

Ikke underligt, at da en Herrens engel, som måske var Gabriel, forkyndte det glade budskab om Jesu fødsel for hyrderne på marken, og som skal være for hele folket, så glædede den himmelske hærskarer af engle sig med, og som lovpriste de Gud i den samme stund og sagde:

      "Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag", v. 14.

 

Verset kan også oversættes således:

      "Ære være Gud i det højeste! på jorden fred, Guds velbehag blandt menneskene".

 

Her til sidst vil jeg nævne det tegn, hyrderne fik i den forbindelse, og som lyder således: 'Dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe', v. 12.  Et tegn! Det mærkelige ved et tegn er, at det kun kan ses og forstås af dem, der tror - og ikke af andre. Det stemmer med det, Simeon talte om, da Jesus otte dage senere blev fremstillet i templet, og hvor han sagde dette til de forsamlede:

      "Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel, og til et tegn, som skal modsiges", 3:34.

 

Således er det kun i tro på det, Gud har sagt, at vi kan se, dvs. forstå, de tegn, han har givet os. Da hyrderne kom til Betlehem for at se tegnet, så de da heller ikke fx et glorie om barnets hoved, som det ofte bliver fremstillet. De kunne heller ikke se, at dette barn virkelig var Kristus, Herren. Men de troede tegnet og det, der blev fortalt, og det gjorde, at da

      ".. hyrderne vendte tilbage (til fårene på marken).., priste og lovede (de) Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som det var blevet sagt til dem", v. 20.

 

På samme måde har Gud givet de troende dengang et andet tegn. Esajas skriver:

      "Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel", Es. 7:14.

 

Da Jesus trådte frem for folket for at gøre det, han kom til jorden for at gøre, står der igen og igen, at han gjorde mange tegn og undere, for at de måtte tro, at han var deres konge og Messias. Fx havde jødernes ældste tidligere vedtaget, at hvis der kom én, der kunne gøre det umulige som fx at helbrede en mand, der har været blind fra fødslen, så ville det være et sikkert tegn på, at han var Messias. Men da Jesus så kom og gjorde netop det, så ville de alligevel ikke tro ham, jfr. John. 9.

 

De tegn, de så efter, var jo netop det, som Gud gentagne gange har omtalt i sit ord i forbindelse med Jesu komme og virke, fx i Es. 32:3 og 35:5. Men, hvis mennesker ikke vil tro på det, Gud havde forud har talt om, så vil de selvfølgelig heller ikke tro, når de får de tegn at se, som er knyttet til dette ord. Det var det, Jesus henviste til, da nogle af de skriftkloge og farisæere kom til Jesus og sagde: 'Mester! vi vil gene se dig gøre et tegn, og hvor han svarede:

      "En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas' tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød", Matt. 12:38-39.

 

Som det fremgår, har Gud også her givet mennesker dette store tegn, men da også dette tegn kun kan ses og forstås med troens øjne og erfares i lyset af det, han har sagt derom i sit ord og ved sin Ånd, så skal også dette tegn modsiges af de mange. Det er dét, Paulus henviser til, når han skriver:

      "Ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft", 1. Kor. 1:18.

 

Hyrderne gik dengang til Betlehem for at se det, som dér er sket, og som Herren har kundgjort dem. Det behøver vi ikke, og han ligger da heller ikke mere i krybben. Han er jo Kristus, Herren, og dermed også kongernes Konge og herrernes Herre, som der står et andet sted. Hvor finder vi ham? Måske i Jerusalem, hvor han blev korsfæstet og lagt i en grav? Nej! heller ikke dér, for graven er tom! Hvor da? Forud for sin opstandelse og himmelfart sagde han, at han går til Faderen. Det er dér, vi finder ham, hver gang vi kommer til Gud ved ham, ja, endnu mere. Som hebræerbrevets forfatter skriver, så

      ".. har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig. (Og) derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem", 7:24b-25.

 

Om Maria står der, at hun gemte alt det i sit hjerte, hyrderne havde fortalt hende, og grundede over dem. I NT opfordres vi til at gøre det samme, for i de ord har vi evangeliet om den frelse ved Jesus Kristus, som alle profeter har talt om, og som på mangfoldige måder er anskueliggjort i den gamle pagt. Derfor taler det, som englen fortalte hyrderne, også til os i dag - for stadig lyder det:

      "Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder ER (..) en frelser født i Davids By. Han ER Kristus, Herren".

 

Amen!