Hvad englen Gabriel fortalte Josef og Maria

Af diakon, Eskild Skov Særkjær

Vi begynder med et par vers fra det første kapitel i Mattæus, hvor en Herrens engel, som vistnok er englen Gabriel, kommer til Josef i en drøm, og i den siger han bl.a. dette til ham:

“Josef, Davids søn! frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder”, Matt. 1:20-21.

Baggrunden for, at Josef 'frygtede' var, at han havde hørt, at hans trolovede, Maria, var blevet gravid. Det var jo en skandale, og hvis dette blev kendt, ville der være en risiko for, at hun blev stenet. Men 'for ikke at bringe skam over hende', besluttede han sig for at ville 'skille sig fra hende i stilhed', dvs. uden at udbasunere skammen. Og her er det så, at der kommer en Guds engel til ham og fortæller ham sagens sammenhæng.

Det første, denne engel fortæller ham er, at det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Inden vi går videre med teksten i vers 21, skal vi først se på det, der står i vers 23 om denne undfangelse, og hvor englen siger:

“Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel (det betyder ‘Gud med os’).

Denne overnaturlige fødsel, som englen fortæller om, er der flere henvisninger til i GT, og citatet er hentet direkte fra Es. 7:14. Et andet kendt citat er profetien i 1. Mos. 3:15, og i den taler Gud om ‘kvindens sæd’, der skal komme og knuse slangens hoved. Af det hebraiske ordlyd henviser verset tydeligt til, at denne sæd, som også kan oversættes med 'afkom', er én bestemt i slægten, som kommer og skal fødes uden en mands medvirken.

Disse profetier fra GT var ved at gå i opfyldelse, da englen Gabriel kom til først Josef, og derefter Maria, og med det samme budskab. I Luk. kap. 1, hvor vi læser om det sidste, og hvor hun undrende spørger englen, hvordan det skulle gå til, eftersom hun ikke havde været sammen med nogen mand, svarede han hende og sagde:

“Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn”, Luk. 1:35.

Englen fortalte altså det samme til Maria, som han havde fortalt Josef i drømmen om, at barnet skal undfanges ved Helligånden, som her også kaldes ‘den Højestes kraft’. Jomfrufødslen er en af de store anstødsstene hos mange af denne verdens vise, og de hævder gerne, at det, der står i bibelen om det, blot er en myte for at forklare, hvordan Jesus, ifølge kristendommen, på samme tid kunne være Gud og menneske. Hertil er at svare: Enten er alt det, der står i bibelen, og herunder også Jesu underfulde undfangelse', 100% sand, eller så er det hele løgn! Der er ingen midt-imellem-mulighed! De fleste tror det ikke, og det gør de ikke, fordi de ikke har Guds Ånd. Men vi tror og ved det, fordi Gud har åbenbaret det i vore hjerter ved den samme Ånd, som kom over Maria ved Jesu undfangelse, og det skete, for at han, som er Guds Søn, kunne blive et menneske som os.

Bibelen angiver især to store grunde til, at dette måtte ske. Den fortæller os nemlig, at som børnene (menneskebørnene) har del i kød og blod

“fik også han på lignende måde del deri, for at han (1:) ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen.. (og 2:) for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder”, Hebr. 2:14, 17.

Jesus blev altså menneske for, at han i vort sted kunne og ville tage vor synd og nød på sig, og sejre over synden, døden og djævelen. Gennem hele skriften vidner Helligånden om, at Jesus Kristus, som er Gud og ét med sin Fader, er den samme, som blev født som et menneske, eller som Menneskesønnen, som han kaldte han sig selv, idet han med dette identificerede sig med os, og endda så meget, at han villig til at gå i døden for os. Det er ham, Daniel profeterer om, når han, efter en himmelsk åbenbaring af Jesus skriver følgende:

“Se, med himlens skyer kom en der så ud som en menneskesøn (ordret: Menneskesønnen). Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom blev givet ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå”, Dan. 7:13-14.

Her står der, at han, som kalder sig for Menneskesønnen, er den samme, der har fået givet al magt og ære af sin Fader, og når han kommer til jord, kommer han i skyerne, og alle folkeslag skal tjene ham. Der står videre, at hans magt er en evig magt, og han skal regerer i et rige, som aldrig går til grunde.

Som nævnt er der mange tekster i bibelen, der vidner om, at Jesus, jødernes Messias, er Gud, som ved sin fødsel blev menneske. Her vil jeg dog nøjes med at henvise til nok den mest kendte, og som begynder med ordene: “Thi et barn er født os, en søn er os givet”, Es. 9:6. Inden vi ser på, hvad der ellers står om denne søn i verset, så lad os et øjeblik standse op ved versets indledningsord: De første ord 'et barn er født os' er det, der er omtalt i både Mattæus og Lukas om sønnen, som de skal give navnet Jesus. Det næste, vi skal lægge mærke til er, at der står, at ‘en søn er os givet’. Det henviser til, at Gud gav os sin Søn, og med det bestemte formål, som vi fx han læse om i John. 3:16, hvor der står:

“Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Efter disse indledningsord skal vi nu læse resten af verset hos Esajas, hvor han om denne søn skriver:

“På hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste”.

Denne profeti om sønnen er ikke til at misforstå: Han, som Daniel i profetien kalder for Menneskesønnen, og som er hos sin Fader og som har al magt og herredømme, og som ifølge Es. 9:6 skal fødes som et menneskebarn: han er på samme tid Guds Søn, som bliver os givet - og derfor bærer han også alle de navne, som vi tillægger Gud. Dog står der ikke navne, men navn, og det sker, fordi hvert enkelt navn er en beskrivelse af, hvem han er - og vi har derfor ret til at kalde ham med hvert af disse navne. Det er af samme grund, at englen siger til Josef, at ‘man skal give ham navnet Immanuel', fordi 'i ham' er Gud med os, Matt. 1:23. Jesus har forresten mange andre navne i bibelen, som tilsammen giver en fuldkommen beskrivelse af, hvem han er og hvad han kom for at gøre. Engang talte jeg de forskellige navne, jeg kunne finde på Jesus i bibelen, og jeg nåede op på 125.

Vi vender tilbage til Matt. 1, hvor vi skal se på det vers, som vi sprang over i første omgang. Som vi læste (i vers 21), fortalte englen Gabriel, at den søn, der fødes, skal have ‘navnet Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder’. Det folk, verset taler om, der skal frelses, er først og fremmest det jødiske folk, for på en speciel måde er det på dette tidspunkt dem, der tiltales som Guds folk. Dette fremgår da også ganske tydeligt i det næste kapitel i forbindelse med profetien fra Mika 5 om Jesu fødested, som Mattæus citerer, og hvor der står:

“Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker, som skal være hyrde for mit folk Israel”, v. 6.

Jo, jøderne var (og er) Guds folk! Det er først senere, at det senere åbenbares, at Guds folk ikke kun er jøder, eller hedninger, der er konverteret til at blive jøder, men nu er alle fra alle folkeslag, som vil tro og tage imod frelsen i Jesus Kristus. Alle troende er altså Guds folk! Og så står der alligevel ganske overraskende, at dette folk tilhører Jesus, for der står jo, at han kom for at frelse sit, altså hans folk. Alt dette ligger der bag det, som englen fortæller Josef i kapitlet, og det stemmer da også med det, der står i vers 22, hvor der står:

"Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten..".

Læg her mærke til, at der står, at det er Gud selv, der har sagt dét til profeterne, som de skulle sige videre, og det inkluderer selvfølgelig også alt det, der står i profeterne om Jesu fødsel. Det stemmer dermed også med, at Peter, at

“..aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud”, 2. Pet. 2:21.

Når der videre står om Jesus, at 'han skal frelse', henviser til dette først og fremmest til det, han kom til jorden for at gøre, og vi har allerede set et eksempel på. Det er så vigtigt, at vi godt kan høre det igen, denne gang dog fra brevet til kolossenserne, hvor Paulus har formuleret det således:

“Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset. (Og) han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus”, Kol. 2:14-15.

Skyldbrevet blev udslettet, og alt er således rede for, at hvert eneste menneske kan blive frelst. Det eneste, der nu behøves for at få denne frelse i eje, er at tage imod den, som når en druknende bliver bedt om at gribe ud efter den redningskrans, som er kastet ud i vandet. Frelsen rækkes altså ud til alle, og derfor siger skriften.

“Om ham (altså Jesus) vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn”, Apg 10:43.

Når der står, at profeterne vidnede om dette, dvs. om alt det, som Gud havde sagt til dem om Jesus, er det klart, at dette gjorde de først og fremmest til deres samtidige. De så ganske vist kun korset som en skygge af det, der skulle ske, når Messias, dvs. Jesus Kristus, kom - men de troede det, Gud har sagt til dem om ham, og det var i denne tro, at de fik syndernes forladelse.

Skriften vidner da også om, at de var dette bevidst, og dette fremgår da også i al sin tydelighed fx i mange af Davids salmer. som fx i salme 32, hvor han af erfaring siger:

“Salig den, hvis overtrædelser er forladt, hvis synd er skjult””, v. 1.

David skriver dette, fordi han ved, at han har fået syndernes forladelse, og det er jo også netop det, der står i NT, at alle kan få i troen på ham. Det er også David, der ligesom mange andre i den gamle pagt igen og igen lovpriser Gud for frelsen og vidner om, at ‘Herren er min frelses Gud’, eller ’Herren er/blev min frelse’, jfr. sl. 25:5 og 27:1. Det er tydeligt, at de bibelske forfattere forstod, at det ville Gud gøre ved ham, som kommer til dem som Immanuel. Det sker fx, når David i salme 62:1-2 siger:

“Kun fra Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler”.

Jøderne har altid anerkendt, at disse vers handler om Messias, for det er jo ham, der ifølge verset kommer til os fra Gud. Men der er mere at sige! I disse vers står der nemlig direkte på hebraisk, som det for øvrigt også gør mange steder i GT, at det er ved Jesus, at Gud frelser ved ham, som englen Gabriel fortalte Josef og Maria, at han skulle hedde. Vi kalder ham Jesus, men på hebraisk er hans navn Yahshua (eller Jahshua). Dette navn er en sammensætning af to ord, idet første stavelse ‘Yah’ både er en forkortelse af, og betyder Yahveh, altså Guds navn, og som vi fx har det i slutningen af ‘halleluja(h)’. Den sidste stavelse i navnet er ‘shua’, som betyder frelse eller frelser. Yahshua betyder altså enten ‘Herren frelser’ eller ‘Herrens frelse’.

Som jeg nævnte, er dette hans frelsernavn åbenbaret i GT, og endda mange gange, men desværre ser vi ikke dette i vor danske bibel, fordi hans navn konsekvent bliver oversat som et udsagnsord og ikke som et navneord, hvad det vitterligt er. Et eksempel på dette har vi som sagt i de to førnævnte vers i salme 62, hvor der på hebraisk direkte står, at det er Yahshua, dvs. Jesus, som frelser. Lad os høre versene igen, men nu, hvor jeg i stedet bruger det hebraiske navn på Jesus.

“Kun fra Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min YAHSHUA. Kun han er min klippe og min YAHSHUA, min borg, så jeg ikke vakler”.

Af den hebraiske tekst er det altså ganske tydeligt, at det med navns nævnelse er Jesus, som giver sjælen ro - eller hvile, som der står i NT - og at det desuden også er ham, der, som David beskriver det, 'er min klippe og min borg', og betyder det, at han ikke skal vakle i sin tro. Et andet sted steder opfordrer han alle troende til at stole på og sige det samme som ham. I GT er der en mængde vidnesbyrd, som fortæller det samme, nemlig, at det er ved navnet Jesus, at et menneske frelses og bevares i troen til det evige liv. Det er baggrunden for, at Peter siger til sine medjøder, at “der er under himmelen ikke givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses’, Apg 4:12.

Jesu frelsernavn kan altså grammatisk set ikke oversættes til blot at være et udsagnsord. Der er et andet ord, som bibelens forfattere bruger, når de ikke taler direkte om Jesus, og det er ordet yésha’, som er et udsagnsord. Dette udsagnsord kan både oversættes med tilflugt og frelse, men altså ikke til at være Jesu frelsernavn. Alligevel handler det dog stadig om Jesus og hvad han vil gøre, når han kommer. I den samme salme som før, bliver udsagnsordet yésha’, fx korrekt brugt i vers 6-7, hvor der står:

“Vær stille hos Gud alene, min sjæl, thi fra ham kommer mit håb; ja, han er min klippe, min frelse (yésha’), mit værn, jeg skal ikke rokkes”, Sl. 62:6-7.

Selvom Jesu navn altså ikke direkte nævnes i verset, så er det alligevel tydeligt, at det alligevel handler om ham, for det, der siges, er jo en fortsættelse af det, vi læste i salmens første to vers, hvori hans navn direkte bliver nævnt. Det betyder konkret, at den frelse, der er omtalt i vers 6-7 som Guds frelse, tydeligt henviser til Yahshua (Jesus) i v. 1-2. Det er da også stort set de samme tillægsord, som bruges om ham begge steder for at beskrive ham, idet David igen vidner om ham og siger, at han er min klippe, min frelse og mit værn (som han dog omtaler som min borg i vers 2). David giver altså hermed udtryk for, at Jesus, der er hans frelser, værn og tilflugt, også er hans Gud - og dermed siger han reelt det samme, som vi har læst det i de andre bibelske tekster om Jesus, der kommer - og nu er kommet - til jord for at frelse sit folk fra dets synder.

Vi har allerede set nogle eksempler på, hvad det betyder. I GT er der nok over 100 tekster, hvori der på samme måde og med navns nævnelse direkte refererer til Jesu frelsernavn. Det kan vi måske tage en anden gang. Her vil jeg kun tage et eksempel mere med, og det er fra Es. 12, hvor Jesu hebraiske navn er nævnt hele 3 gange i kun to vers, og med hver sin betydning. Lad os ganske kort også se på disse vers, og undervejs vil jeg indskyde betydningen af det, der siges:

Vers 2: “Gud er min frelse”. Der står egentlig, at Gud ER min Yahshua. Det er måske lettere at forstå på dansk, hvis vi vender ordene og siger, at Jesus, altså han, der frelser, er min Gud. Dette er den troendes bekendelse.

“Jeg er trøstig og uden frygt, thi Herren (Jesus) er min styrke og lovsang, og han blev mig til frelse". I den sidste del står der dog, at 'Han (altså Herren) blev min Yahshua', og henviser til den dag, da 'jeg' kom til personlig tro på ham som min frelser.

Vers 3: “I skal øse vand med glæde af frelsens (Yahshuas) kilder”, v. 3. Disse ord henviser til livet med ham, og er det vand, Jesus talte om, når han siger: “Den, der drikker af det vand, jeg giver ham, han skal i al evighed ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv”, John. 4:14.

Sådan kunne vi blive ved med at tage tekster frem fra GT, hvor Jesu vidunderlige frelsernavn direkte omtales. Men det kan vi som nævnt evt. komme mere ind på en enden gang, og i stedet skal vi tilbage til det, som englen Gabriel fortalte - her til Maria - om det barn, som hun skal føde:

“Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme”, Luk. 1:32-33.

Som vi ser, vidner englen igen om, at Jesus er Gud, der fødes som et menneske - og som derfor på samme tid skal kaldes ‘Den Højestes Søn’ og ‘Davids søn’. Det stemmer helt med det, som en engel, der med stor sandsynlighed også er Gabriel, siger til hyrderne ude på marken: ‘Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren’. At han er Kristus henviser til det løfte, han gav David, da profeten Natan kom og fortalte omtrent det samme til ham om sønnen, som englen fortalte Maria. At han på samme tid omtales som Herren, fortæller os, at han er Guds Søn og Gud selv, og understreges igen og igen gennem hele skriften. Det sker fx i de mange profetier, hvori der står, at når han kommer (igen) som Davids søn for at oprette Riget for Israel, så kommer han tilbage som Herren Gud, og på samme måde, som han steg til Himmelen - og vil da tage sæde i Guds tempel i Jerusalem. Det er eksempelvis denne dag, profeten Ezekiel henviser til, når han siger:

“Så siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og fæster bo i Jerusalem..”, Zak. 8:3.

Det er det samme, som Gud siger gennem profeten Joel til sit folk:

“Og I skal kende, at jeg er Herren, jeres Gud, som bor på Zion, mit hellige bjerg. Jerusalem skal blive en helligdom, og fremmede skal ikke mere drage derigennem”, 3:22.

Det bliver en vidunderlig dag/tid, når han, der på samme tid er Davids søn, som han er Guds Søn, kommer og opretter sit fredsrige på jorden, som ifølge det profetiske ord skal blive til en stor velsignelse for alle folk i 1000 år - og som begynder med det, der beskrives på denne måde hos Esajas:

“Og det skal ske i de sidste dage.., (at) talrige folkeslag (skal sige): Kom, lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus (i Jerusalem): Han (som har taget bolig dér) skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgør åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord. Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere. Kom, Jakobs hus, lad os vandre i Herrens lys”, Es. 2:2-5.

Vi skal ikke komme nærmere ind på alt det herlige, der vil ske over hele jorden, når Jesus kommer igen. Dog skal vi se lige på det ene vers, der står i forlængelse af den føromtalte profeti om sønnen, som fødes os og gives os - og som alligevel skal kaldes med alle Guds navne, fordi han er Herren, Guds Søn. Her står der nemlig følgende om det vidunderlige rige, som han kommer for at oprette, og som er det samme, som englen Gabriel talte om til Maria:

“Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes med ret og retfærd (retfærdighed) fra nu og til evig tid. Hærskares nidkærhed gør dette”, Es. 9:7.

Det, der tales om er, som vi har set flere eksempler på, et konkret løfte til jøderne om, at Yahshua Ha Mashiach, dvs. Jesus Kristus, kommer igen for at oprette det fredsrige, som han har lovet dem, og som allerede nævnt vil dette medføre, at der kommer en stor vækkelses og velsignelsestid ud over hele jorden. Når det er sagt, er det også et billede på det evige rige, som Gud har beredt til alle dem, der lever

“i forventning om det salige håb om den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst”, Tit. 2:13.

Alt dette ligger der i og bag englen Gabriels ord til Josef og Marie, og dermed også til os, til hvem det glædelige budskab, som de hørte, er blevet videreformidlet til. Må vor ånd, hjerte og respons være den samme som Marias, da hun efter alt det, hun havde hørt, sagde dette til Guds sendebud, før han forlod hende: 'Se, jeg er Herrens tjenerinde (og for os mænd: 'tjener), mig ske efter dit ord', Luk. 1:38.

AMEN