Af
I de sidste år er der flere
kristne i forskellige kirkesamfund, som er begyndt at interessere sig for den
såkaldte keltiske kristentro og spiritualitet som inspirationskilde for deres
tro og liv. Mange taler endda meget begejstret om, at den er med til at forny
og forandre det enkelte menneskets opfattelse af Gudstroen. Men hvad er keltisk
kristendom? Kunne det tænkes, at de evt. har fat på noget, som den klassiske
lutherske lære har overset? Det er dét, vi nu skal vi se lidt nærmere på.
Keltiske befolkningsgrupper kan
spores tilbage til det første årtusinde f.Kr. Romerne kaldte dem for
gallere. Det bør bemærkes at tegneseriefiguren Asterix,
der hørte hjemme i Gallien i princippet er kelter. Efter sigende blev
kristendommen indført i England allerede år 166. I begyndelsen af 200-tallet
skriver historieskriveren Tertulian (160-225), at ’i
de dele af øen, der er ufremkommelig for romerne, er der blevet missioneret for
kristendommen’. Og hermed blev den keltiske kirke en realitet. Og en anden
kilde beretter, at efter angelsaksernes indtog i det femte århundrede blev den
keltiske kirke isoleret og presset ud, bl.a. til Wales. I Irland udviklede
kelterne deres egen udgave af kristentroen, og det er den, som nu ’støves af’
og bliver inddraget som inspirationskilde for kristne verden over.
Keltisk kristendom er især
kendetegnet ved, at den i modsætning til den evangeliske, lutherske lære ikke
har nogen trosbekendelse eller bekendelsesskrifter – ikke engang bibelen.
Ifølge den keltiske kristentro er alle forsøg på at betragte et bestemt dogme
[lærepunkt] som sandt, dømt til at mislykkes, fordi sandheden ikke er absolut.
Det betyder, at på en måde bliver alt betragtet som ’lige godt’, og målet er
derfor, at ’vi bare tør give slip’ og lade os inspirere af Helligånden. I
udsendelsen ’Mennesker og tro’ [13. maj 2010] fortalte pilgrimspræsten
Elizabeth Knox-Seith nærmere om, hvordan hun er
blevet inspireret af keltisk spiritualitet, og hvorfor den ikke bekender sig
til nogen lære. Hun sagde [forkortet]:
Keltiske
kristne har altid set kristendommen som en rejse. Man tager en båd og lægger
fra land, men man tager ikke årer med, for man ved ikke – og vil ikke vide –
hvor båden lander. Men man beder om og stoler på, at Helligånden vil lede
båden. Derfor vil keltiske kristne aldrig indlade sig i nogen lære om, hvad der
er rigtig eller forkert, men lader sig [kun] lede af Helligånden.
Jeg har siden hørt keltiske
kristne udlægge, hvad de egentlig mener. Et gennemgående træk er, at de, pga.
ovenstående argument, ikke tillægger bibelen nogen større værdi i forbindelse
med deres livsvandring. ’For, i modsætning til Ånd
består den kun af ord’, siges det. Korsets budskab om Jesus, frelsen fra synd
og korsets betydning bliver derfor oftest nedtonet meget. I stedet skal Gud
dyrkes som ’kærlighedens Gud’, som de mener, er indenfor rækkevidde for ethvert
menneske på jorden. Den keltiske kristendom mener videre, at den kristne
vigtigste opgave i stedet er [skal være] at dyrke den Gud [det gudsbillede], som er ’kærlighedens Gud’, som bor i ethvert
menneske.
Ifølge den keltiske
kristendom åbenbarer Gud sig [pga. ovenstående iboende gudsbillede]
i alle kulturer og religioner. Med andre ord: Når synden ikke længere
adskiller mennesker fra Gud, kan alle veje føre til Gud. Det er nok også derfor,
at den antikristne bevægelse New-age har taget den
keltiske spiritualitet til sig, og er den førende udgiver af keltisk
spiritualitet, i alle fald i England. Det er da heller ikke noget tilfælde, at
det er sådan, for keltisk kristendom indeholder mange af de samme teser og
tanker som New-age, som fx nødvendigheden af
’holistisk tænkning’, en ’ny nænsomhed overfor skaberværket’ og troen på
reinkarnation.
I den førnævnte udsendelse om
’Mennesker og tro’ blev 2 keltiske kristne, som i 13 år har cyklet rundt i
verden for at tale med mennesker om Gud, spurgt, om de betragter sig selv som
missionærer. Svaret fra dem begge var et klart ’nej’. Årsagen er nemlig, at når
’Gud er alle vegne, i alle og over alle, så er alle dermed også en del af hans
plan og vilje’. Et anden har sagt det samme på denne måde:
”Jeg
har intet ønske om at gøre dem [tidligere omtalte buddhister, mormoner og
muslimer] til kristne, men jeg ønsker virkelig at slutte mig til dem i deres
forvandling til sønner og døtre af min Far - til mine brødre og søstre."
Den keltiske kristendom eller
spiritualitet er kommet til Danmark. Også til danske kristne, som ikke er på
vagt. Det ser ud til, at den vil brede sig som ringe i vandet, som så mange
andre forførende retninger indenfor kristendommen har gjort det. Udfordringen
har flere gange omtalt denne nye spiritualitet positivt. Fx havde de den 18.
februar 2009 en længere artikel om ’Vejle Frimenighed’, som en gang om måneden
havde indført en keltisk gudstjenestesform, som i
Udfordringen blev kaldt for ’en åndelig revolution’. Artiklen refererer
indledningen på en gudstjeneste således:
Bortset
fra pianisten sidder forsamlingen andagtsfulde i halvcirklen af røde stole, og
indstiller det åndelige modtageapparat på ’åben’. Det er søndag formiddag. Vi
er til meditativ gudstjeneste i Vejle Frimenighed… Stemningen er mættet og
forstærkes af levende lys ved ’bedestationer’ rundt
om i lokalet… [Præsten Carsten Dalsgaard Hansen indleder]: ’Lad os have en
modtagende attitude og ikke skubbe Gud væk. Tag en dyb indånding og find
kroppens naturlige rytme..’.
Derefter følger en kort vekselbøn og forsamlingen synger nogle sange fra
klosterfællesskabet Taizé. Sange, som i øvrigt passer
ind i alle religiøse samfund, og som i nogle tilfælde også er inspireret af New-age bevægelsen. Derefter beskrives en ’meditativ
vandring’ gennem troen i stedet for lange prædikener, meditationsøvelser, og
der afsluttes med ’en gammel keltisk velsignelse’. Den keltiske
gudstjenesteform, som her kommer til udtryk, minder i øvrigt meget om den ’komtemplative bøn’, som i forvejen er kommet ind i mange
kristne menigheder, og markedsføres som ’en ny måde, hvorpå den enkelte kan
komme i kontakt med Gud’, jfr. artiklen http://tagryggen.dk/show_article.php?num=429
Mange kristne mener, at den
keltiske spiritualitet vil føre dem ind i en større frihed og ind i Guds lys.
Men jo mere de involverer sig i denne ’anti-kristne kristendom’, så føres de
ind i djævelens snarer. For der findes ingen frihed uden Jesus, omvendelse fra
synd og uden Guds vejledning fra hans ord i bibelen. Og i stedet for at komme
ind i Guds lys, vil de blive ført ind i en større mørke og vildfarelse. De
tror, at det er Helligånden, som vejleder dem, men i stedet er det mørkets
fyrste, som godter sig. Det er som bekendt djævelens taktik at få mennesker til
at tro, at det er hans tanker, som giver mennesker deres lys - og det
gjorde han måske engang, før hans oprør mod Gud, for Lucifer betyder som
bekendt lysbærer.
Paulus skriver dette formaningsord i sit brev til galaterne:
Men
om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med
det, vi har forkyndt jer – forbandet være han!
Det er
sjældent, at Paulus benytter sig af så alvorlige ord. Men omstændigheden er
alvorlig. For en forkert tro er en fordærvet tro, som fører til fortabelse. Et
andet sted advarer han de kristne og siger, at
’Jeg
ved, at, efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke
vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører
falsk tale og at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne…’, Ap. g. 20:29-30.
Må vi
altid være årvågne og på vagt, så vi lader os vejlede af Guds Ord og Guds Ånd.
For selvom det er ’in’ at lade Helligånden lede os uafhængig af Guds Ord, så er
det bedragerisk. For så er der nemlig tale om en ’anden Jesus’ og en ’anden
ånd’, 2. Kor. 11:4.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler