Gud: Hvorfor helbreder du mig ikke?

(… for at jeg ikke skal hovmode mig!)

Af Eskild Skov Særkjær

Udgangspunktet for denne gennemgang er teksten i 2. Kor. 12:1-10, som jeg vil bede jer om at læse, før vi ser dykker ned i de enkelte vers i den.

Jeg vil herefter begynde med det, der står i vers 7, og hvor Paulus skriver: ’For at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet’. De fleste tror nok ikke, at en mand som Paulus, der levede Gud nær og var i hans tjeneste, skulle kunne hovmode sig. Men som alle andre var han en synder, der ligesom alle andre kunne blive ’fristet til fald’, så meget endda, at ’det brænder i mig’, som han skriver i det forrige kapitel, v. 29.

Vi ved ikke, hvad tornen i kødet henviser til, men ud fra teksten i Gal. 4:13-15 er det sandsynligt, at han havde en øjensygdom. Men uanset, hvad det var, er det tydeligt, at den generede ham så meget, at han bad til Gud om at blive fri for den. Men som vi læser, sagde Gud nej, og med denne begrundelse: ’..for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer’, der er omtalt i vers 1-4.

At være hovmodig betyder bibelsk set, at man på Guds bekostning gør sig større, end man er. Det var jo ham, der har givet ham de omtalte syner og åbenbaringer, men de skulle selvfølgelig ikke bruges til, at han på nogen måde skulle fremhæve sig selv. I så fald ville evangeliet, som han forkyndte, blive blandet op med hans egne tanker - og tro på sin egen formåen. I en definition på hovmod, som jeg læste for nylig, var: ’Hovmod er alle lasters moder – roden til alt ondt’. Bibelen siger dog, at det er kærlighed til penge, der er det, men det kommer jo fra den samme forurenede kilde.

Det var jo for resten også pga. hovmod, at Satan faldt fra at være en sand lysets engel til direkte at være Guds modstander. I bibelsk betydning betyder det ’at være hovmodig’ da også, at man bevidst eller ubevidst tror, at det kan lade sig gøre at klare sig uden Gud. Et konkret eksempel, som jeg har hørt en sige: Hvorfor skal man bede Gud om mad på bordet, når vi selv tjener pengene til den, og selv køber det ind, vi skal spise?

Hovmod er altså at ophøje sig på bekostning af Gud, og det ligestilles ligefrem i bibelen med fx utugt, mord, havesyge, svig og bespottelse, Mark. 7:21-22. Derfor er det da også, at Gud gør alt for, at det ikke kommer til at ske for Paulus, sin udvalgte tjener. Det samme vil Gud også gøre for os i dag. Det gælder derfor om altid at tage Guds fulde rustning på, når fjenden fx forsøger at plante en tanke i os, som vil ødelægge Guds plan med os, hvis han altså ikke stopper os forinden.

Som vi ved, kan eller vil vi som kristne komme ind i mange slags prøvelser. En rammes af sygdom, en anden af store vanskeligheder i familielivet eller arbejdslivet. Gennem tiden har millioner af troende gennem disse derfor som mange også i dag igen og igen spurgt Gud om, herunder også flere salmister i bibelen: Hvorfor Gud? Hvorfor rammer dette mig? Har Gud ikke lovet at velsigne? Hvorfor svarer han mig ikke på mine bønner? Hvorfor befrier han mig ikke fra mine trængsler eller min sygdom, når han kan gøre det? Og i den tid, hvor det i vore øjne ser ud til, at Gud er tavs, forsøger djævelen at udnytte situationen til, at vi bliver mismodige, eller måske kommer til at tro, at Gud slet ikke bekymrer sig om, hvordan vi har det. Men som vi ser det her i kapitlet, er det tydeligt, at det slet ikke er tilfældet.

Og her er det så, at vi skal lære af det, Paulus skriver, for Gud bruger nemlig også os i de mange forskellige slags lidelser, vi kan blive udsat for, i vor tjeneste for ham. Gennem tiden har jeg hørt en del kristne mene, at det er Gud, der står bag alt det, der sker i livet – for når nu han er historiens Gud, så må alting jo også tilskrives ham – og siger så måske det samme som Jobs venner, der overfor Job hævdede, at det er Gud der står bag hans ulykker, og at årsagen hertil ikke kan være andet, end at han må have syndet groft, jfr. Job. 4:7-10, 18-21. Job troede også, at det var Gud, der har sendt ham hans lidelser, man han var dog helt uenig med dem i, at det var pga. synd – og som mange kristne også den dag i dag også tror, når fx nogle rammes af sygdom. Af Jobs bog kap. 1-2 ser vi da også, at årsagen er en anden, for her omtaler Gud jo ligefrem Job som både from og retsindig.

Det ser dog ud til, at Job på en måde var klar over, at når Gud ikke straffede ham pga. synd, som han vidste, han ikke havde begået, så var det måske, fordi Gud prøvede ham. Et sted siger han nemlig dette om Gud:

”Thi han kender min vej, og min vandel, som guld går jeg frem af hans prøve”, 23:10.

Men selve lidelsens årsag, som hverken Job eller hans venner kunne forstå, det har vi fået lov til at få et lille indblik i ved at læse det, der står skrevet i den forbindelse, nemlig, at det er Satan, der forvolder alt det onde, og at Gud (kun) tillader dét, og kun for at vende det til det bedste for Job, og i det lange løb også til hans velsignelse. Det samme er jo også tilfældet med alle de troende siden hen. Det er dét, Jesus taler om, når han et sted siger:

”Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge; jeg er kommet for, at de skal have liv og have overflod”, John. 10:10.

Ja, som der står, så har vi i ham liv og overflod, og han vil derfor også kun vil give os ’lutter gode og fuldkomne gaver’, Jak. 1:17. Sådan er Gud! Så er der modsat andre, der tror og hævder, at det i stedet er Satan, der står bag al lidelser i verden, herunder også alle sygdomme. Men, som vi skal se, er det også forkert.

For at forstå det lidt bedre, så lad os begynde med det, der ligger lige for, nemlig, at Gud havde skabt mennesket med en fri vilje, ikke bare i vort forhold til ham, men i det hele taget også i forhold til de mange valg, vi træffer hver eneste dag. Og her er det så, at vi forstår, at disse måske ofte, eller måske slet ikke har noget som helst at gøre med synd - i alle fald ikke direkte, og dog lader skriften os forstå, at dét, vi vælger at gøre eller ikke gøre, kan give konsekvenser. Det er nemlig ikke uden grund, at skriften siger, at hvad et menneske sår, skal dét også høste. Hvis jeg fx spiser usundt, så er det et valg, jeg har foretaget mig, men det kan man - i alle fald ikke direkte - kalde for synd.

I bibelen giver Jesus et andet eksempel, som også beror på et valg. I Lukas 13 fortæller han fx om et tårn, der styrtede sammen og dræbte 18 mennesker? Jeg tror, de fleste vil forklare en sådan hændelse med, at det enten var sket pga. byggesjusk, eller at det blot var et hændeligt uheld – hvilket vil sige, at ’ting sker’, uden at det har en åndelig årsag. Og dog bruger Jesus eksemplet til at forklare, hvor vigtigt det er at være rede, for pludselig kan livet være forbi, og så er det for sent at vende om. Han siger nemlig:

”Mener I, at de var mere skyldige end alle andre mennesker, som bor i Jerusalem? Nej, siger jeg jer; men HVIS I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde”, Luk. 13:4-5.

Et andet eksempel på den frie vilje kan være, hvad jeg fx vil gøre med de penge, jeg tjener eller har. Som kristne vil vi selvfølgelig gerne gøre godt og være ansvarlige, og vil også gerne give til Guds riges sag, for som der står, elsker Gud en glad giver, jfr. 2. Kor. 9:7. Hvad vi vil gøre, og hvorvidt vi vil støtte det ene eller det andet, er desuden også et valg, for ofte kan de alle være lige gode at støtte. Og hvis vi altså ikke er blandt dem, der kun nølende giver, fordi de føler, at ’det SKAL man da gøre’, så vil Gud velsigne det, vi i den forbindelse vil gøre i vor tjeneste for ham.

Men penge kan dog også føre mennesker på afveje således, at de i stedet for at være til velsignelse fører til det modsatte. Det kan fx ske, hvis vi kun tænker på at bruge pengene til egne fornøjelser, og derfra er der ikke langt til det, jeg nævnte før om kærlighed til penge, som ligger tæt på det at være havesyg. Om dem begge siger bibelen, at det er synd, som til sidst kan føre mennesker i fortabelse, hvis de da ikke omvender sig fra disse.

Det er også pga. den frie vilje, at vi kommer til det næste, nemlig til det, der står i 1. Mos. 3 om syndefaldet. Her læser vi, at mennesket, som Gud ifølge skabelsesberetningen har skabt såre godt, kom under syndens magt, hvilket bl.a. betyder, at det fik syndens natur i sig, som bl.a. er alt det, der er nævnt i Gal. 5:21-23 som ’kødets gerninger’. Synden og syndens natur blev så at sige indpodet i vore gener, og med dette også de mange forskellige slags skrøbeligheder, vi kender til, som fx sygdom, forfald af legemet, og sin til sidst også død.

Men, tak og lov, har Gud ikke ladt mennesker i stikken, selvom de og har fortjent det, og han havde derfor også allerede før syndefaldet beredt os en plan for menneskehedens frelse, som var, at han ved Jesu soningsdød vil oprejse enhver, som tager imod ham, til evigt liv – for som der står skrevet: Som Kristus er opstået fra de døde, således skal vi det også, når han kommer igen. Dette ser vi dog endnu ikke, men i tro fatter vi, at det er sandt, samt at det liv, vi lever nu, lever vi for Gud. Det betyder, at hvad der end rammer os her i livet, vil han vende til det bedste for os. Det er det, der er tale om, når Paulus skriver, at ’alle ting samvirker til det gode for dem, som elsker Gud’, Rom. 8:28.

Som det fremgår, er det ikke os, der gør det gode, men vi er, som Paulus skriver, kun skrøbelige kar, som Gud dog kan bruge i sin tjeneste, hvis vi forstår, at vi i alle ting er afhængige af ham og hans godhed, for at ’den overvældende kraft (som Gud ønsker, vi skal tjene ham med) må være fra ham og ikke fra os selv’, 2. Kor. 4:7. Som lerkarret er i sin skrøbelighed, skal vi være, for kun derved kan vi bevare og bruge den dyrebare skat, vi har fået. Denne skat henviser på samme tid til frelsen og til Helligånden. Kun ved lyset derfra kan hans lys skinne ud fra os, fra vore skrøbelige kar, til vore medmennesker.

Det er altså denne skat i lerkarret Paulus, der gjorde, at Gud med sin kraft kunne bruge ham på trods af hans egen skrøbelighed, og lige efter kommer han da også frem til denne konklusion:

”Ja, hver stund, vi lever, overgives vi til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort dødelige kød”, v. 11.

Og atter nogle få vers senere skriver han, med mine få forklarende kommentarer i parentes:

”Derfor taber vi ikke modet; tværtimod! Selv om også vort ydre menneske går til grunde (for det vil ske), fornys dog vort indre menneske dag for dag. Thi vor trængsel, der (i forhold til evigheden) er stakket (dvs. kort) og let, virker uden mål og måde (dvs. langt mere) en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting (som fx alskens skrøbelighed, alderdom og det forgængelige), men mod de usynlige; thi de synlige (ifølge grundteksten: det forgængelige) varer kun en tid, de usynlige varer evigt”, vers 16-18.

Jo, det forgængelige varer kun en tid, og med dette hører sorg, skrøbelighed, lidelse og til sidst død. Det er det samme, Paulus taler om et andet sted, hvor han sammenligner det forgængelige, der er i os, med det, der venter os i evigheden, og som vi på en måde allerede har i eje, idet han siger:

”Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, for Herre”, Rom. 6:23.

I al den tid, vi er på jorden, er vi altså underlagt syndefaldet med alt det, der allerede er omtalt. Og som det ikke var nok, så går djævelen omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Det kan han dog kun gøre, hvis Gud tillader det, og vil derfor være til det bedste for os, hvad enten vi forstår det eller ej.

I Jobs tilfælde gav Gud fx djævelen tilladelse til at ramme Job, men som førnævnt ikke for, at han skulle bukke under, men for at prøve hans tro, om det var pga. hans kærlighed til Gud, der gjorde, at han var from og gudfrygtig – eller om det kun var pga. alle de goder, Gud har givet ham, som Satan, vore brødres anklager, hævdede overfor ham, Job. 1:8-12, 2:3-6.

Som det fremgår, så vil Gud ikke altid fjerne alt det, der gør ondt, men han tillader det med den hensigt at fremme de enkeltes tro, og dermed også sit åndelige rige på jorden. Det er altså derfor, at Satan får lov til at påføre selv troende mennesker smerte i den tro, at han har sejret – for kun for sent at opdage hans totale nederlag.

Men, spørger nogle: Hvorfor helbreder Gud kun nogle og ikke alle, der tror. Så vidt jeg forstår det, så griber Gud ikke kun mirakuløs ind, for at de, der oplever det, skal have det godt. Han gør det dog primært for sin egen skyld, nemlig for, at alle tydeligt kan se, at han har al magt. På samme tid vil han ved dette også give sin menighed et mægtigt vidnesbyrd på, at det, som nogle har fået en forsmag på her på jorden, det er et glimt af alt det, der venter os efter opstandelsen, og hvor vi for evigt er hjemme hos Gud.

Ja, sådan har Gud lovet, det skal blive, når vi bliver forløst fra alt det, der har forvoldt os smerter i det nuværende liv. Men, så længe vi er her på jorden, så taler bibelen ofte om et ’endnu ikke!’ – hvilket betyder, som erfaringen da også viser os, at vi ’endnu ikke’ er kommet dér, hvor al synd, skrøbelighed, smerte og død er forsvundet, og derfor må vi stadig i tro på det, der kommer, leve under/med syndefaldets ødelæggende konsekvenser både i os og i verden.

Vi ser altså, at Gud til tider griber ind for at demonstrere sin magt, og gør undere, og andre gange ikke – i alle fald ikke på den synlige måde, som altid vækker mest opsigt og beundring – men som vel burde være modsat. Som allerede nævnt, vil Gud altid give os det bedste, og det endda det bedste af det bedste. Derfor er det, at han tillader, at nogle kristne af forskellige årsager må lide – eller får en torn i kødet, som Paulus beskriver sin lidelse. For ham var årsagen en personlig grund, sådan er det dog ikke altid. Vi har allerede set nogle eksempler på dette, og om lidt skal vi se på flere.

Årsagen til, at Gud ikke altid griber ind i vort nuværende liv er som nævnt, at vi lever i en tid, hvor alting endnu ikke er genoprettet. Dertil kommer, som der står i den tekst, vi ser på i 2. Kor. 12, at Gud har sagt, at hans kraft kun kan udfoldes i menneskers magtesløshed. Han vil nemlig som førnævnt, at vi skal være som lerkar i Guds hånd – og altså ikke som guldskåle. Beskrivelsen af lerkar henviser nemlig til dets skrøbelighed, og således er vi det også - både i vor skrøbelighed og magtesløshed.

Et andet brugt billede i bibelen er, at vi er som ler, som pottemageren (Gud) former, så det bliver til det, han har tiltænkt. I denne proces sætter han til tider de troende på prøve, som vi så det med Job. I hans tilfælde var det, om han ville tro på Gud og elske ham, selvom alt andet forsvandt for øjnene af ham: hans familie, gode renommé og sorgløse liv. Andre gange kan årsagen være, at Gud vil trække os væk fra det, der kan føre os på afveje. For Paulus var det, at han ikke skulle blive hovmodig og stolt af de mægtige åbenbaringer, Gud havde vist ham. Det hele kan vel sammenfattes af det, hebræerbrevet forfatter beskriver således:

”De (altså vore forældre) tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han (altså Gud) gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed. Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed”, 12:10-11.

Men, kan der være nogle kristne, der vil sige: Jeg har da ikke brug for at blive tugtet.

Kan et sådant argument være rigtigt? Det tror jeg ikke! For, hvis det var tilfældet, så ville disse jo være perfekte mennesker, som derfor heller ikke behøver at blive helliget! Så ville de jo allerede nu have det samme sindelag som Jesus, som der står i Fil. 2:5. Det ville i så fald også betyde, at det ikke ville være nødvendigt at blive lutret, som bibelen ellers taler så meget om, for at alt det, der måtte være urent, egoistisk eller ikke villet af Gud, i processen måtte renses bort. Et eksempel på denne lutring står i Peters første brev, hvor han først taler om, at vi må blive bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid, og skriver lige derefter:

”Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro – som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild – må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares”, 1:6-7.

Som vi har set, er der mange grunde til, at Gud ikke griber ind lige her og nu, og vi får måske heller ikke åbenbaret, hvorfor han ikke gør det. Men ud fra skriften ved vi, at det altid vil være til vor bedste. Derfor er det, at bibelen i flere tekster taler om, at de troende må lutres. Denne proces kan sammenlignes med det føromtalte ukrudt, som spirer frem i selv den smukkeste have. I dag ser den flot ud, fordi der lige er luget, men i morgen spirer det frem igen – og alle ved, at hvis haveejeren lader stå til, så vil haven efterhånden miste sin skønhed – og vel også beundring. Det kan være dét, Peter taler om, når han om kødets virkning på det åndelige liv skriver:

”Hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen, og lad jeres færd iblandt hedningerne være god, så de – pga. de gode gerninger, de får at se, på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for..”, 1. Pet. 2:12.

Bemærk, at Peter skriver, at det nye menneske i os konstant er i krig imod sjælen. Igen ser vi, at vor menneskenatur, som også kaldes for ’kødet’, er Guds fjende, og hvis ’frugter’ (eller ukrudt, for at blive i omtalen fra før) han beder os om at fjerne. I et konkret eksempel bruger apostlen et billede på tungens ødelæggende magt, som han beskriver på denne måde:

”Sådan er også tungen et lidet lem, men kan dog prale af store ting. Se, hvor den mindste ild kan sætte den største skov i brand! Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer.. (og) besmitter hele legemet..”, Jak. 3:5-6.

Som førnævnt kom synden ind i de første menneskers natur ved syndefaldet, og siden dengang har den været i vort naturlige menneske, i vort ’kød’. Det var djævelen, der dengang fristede de første mennesker, og således kom også vi ind under synden – og fik dermed også syndens natur i os. Som vi har set, vil han ikke bare friste os, men vil også om muligt forføre os i vore tanker, men i det ydre vil han også forsøge at få sine tjenere til at håne, latterliggøre, forfølge os, og om muligt også slå os ihjel. I djævelens raseri mod Gud, og alt, hvad der er hans, skete det jo dengang med Jesus, men anede som førnævnt næppe, at det, han efter planen ville blive er nederlag for Gud, førte i stedet førte til total sejr.

Ja, djævelen forsøger virkelig at stjæle, slagte og ødelægge, men han kan dog ikke virkelig skade dem, som hører Himlen til – hvis de altså ikke først giver ham en lillefinger. Han kan nemlig komme som en lysets engel, så nogle kommer til at tro, at han er Guds udsending, jfr. 2. Kor. 11:14. Desuden er han en ekspert til at finde ord fra bibelen, som kan lyde tilforladelig, fordi det jo er Guds ord – men vil i den forbindelse ofte tage det ud af dets sammenhæng – eller ud fra det, der også står skrevet – for om muligt at føre os vild fra sandheden i Guds ord.

Han forsøger fx at bilde de kristne ind, at hvis de bliver syge eller rammes af ulykker, så kan de ifølge Guds ord forvente, ja endda kræve, at de bliver helbredt eller udfriet. Eller så forsøger han at bilde dem ind, at hvis de ikke føler, at Gud er med dem i deres lidelser, så er det fordi, han så heller ikke er det. Og endelig forsøger han at få os til at tro, at Gud egentlig ikke er god, som der står i bibelen, når han med sygdom eller andre lidelser jo ’bevisligt’ har ladt dem i stikken - eller at han slet ikke er så almægtig, som Gud siger, han er. Og her er det så, bibelen understreger vigtigheden af, at vi igen opfordres til med Guds fulde rustning kan stå imod disse angreb på troen og holde stand, som det er beskrevet i Ef. 6. Det kan dog kun ske, hvis vi adlyder ham, når han i den forbindelse siger:

”Løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile.. og (tage imod og bruge) Åndens sværd, som er Guds ord”, Ef. 6:16-17.

Det betyder, at vi, for at kunne gøre det, må kende Guds ord, og lære af Jesus, der afviste djævelens taktik ved igen og igen at bruge Guds ord ved at sige: Der står også skrevet..! Umiddelbart lød djævelens anslag dengang ikke som noget meget alvorligt - for når Jesus i sit virke kunne bespise 10.000er, så kunne han selvfølgelig også sørge for, at han, som ifølge teksten var sulten, ville forvandle sten til brød – og dog siger han til djævelen:

”Der står også skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men at hvert ord, der udgår af Guds mund”, Matt. 4:4.

Vi ved, at Jesus ved at sige dette viser os, hvad vi skal gøre, når djævlen kommer og ud fra Guds ord frister os med noget, vi mener at have behov for. Det er nemlig ikke altid til det bedste for os. Det er da også forklaringen på, hvorfor Gud sagde nej til Paulus til trods for hans brændende ønske. Vi ved dog ofte ikke, hvorfor Gud tillader det onde i at ske i vort liv, men som nævnt ved vi, at han altid en grund til det, og at alt samvirker til det bedste for os, der elsker ham.

Som nævnt tidligere har Gud ofte en mening med, at han ikke altid giver de sultne det, de mener, er det vigtigste for dem – og for Paulus var det for at blive fri for den torn i kødet, der plagede ham så meget. Men, som vi har set, sagde Gud nej. Paulus fik forklaringen på Guds nej – men vi ved ofte ikke, hvorfor han tillader det onde i at ske i vort liv. Men vi ved dog, at han ifølge sit ord har en grund til det, eller at det i alle tilfælde vil samvirke til det gode for os, der elsker ham.

Jeg tror dig ikke, at årsagen til Guds nej til vore ønsker ikke altid skyldes hans opdragelse af os – og heller ikke, at han gør det for at bevare eller hellige os. I stedet skal årsagen til tider, og måske endda oftere end vi forestiller os det, findes udenfor os selv. Årsagen skal måske findes i vort forhold til ikke-kristne, der måske også lider og som måske også bebrejder Gud for det. Engang hørte jeg en af disse sige omtrent således:

”Du kan sagtens hævde, at Gud er god, men du skulle prøve at være i mine sko – så ville du ikke holde fast ved din tro på en kærlig Gud!”

Du skulle prøve at være i mine sko! Vedkommende mente ikke, at der var nogen, der forstod hans lidelse, men Gud gør. Det er da også derfor, at han beder os om at være hans arme og ben, for på sine vegne at have omsorg for de nødlidende, og lide med de lidende. Jfr. her Matt. 25:34-40, hvor Jesus velsigner dem, der fx giver de sultne mad, og har omsorg for de syge, idet han identificerer de sultne og syge med sig selv og siger:

”Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig”.

Det betyder selvfølgelig, at vi i vor tjeneste for Gud må være villige til selv at identificere os med de sultne og syge for således at mærke, hvordan det er at være i ’deres sko’ – og måske kan vi endda derved nå disse mennesker med evangeliet, Her er det, at vi skal lære af Jesus. Det var jo netop derfor, at han gav afkald på at være Gud lig, idet han ydmygede sig og tog tjeneskikkelse på, og blev i den forbindelse lydig til døden, ja, døden på et kors. Han tog vore smerter på sig, og led for os og alle, for om muligt at frelse dem, der lever uden Gud og uden håb i verden. Ved denne frelsergerning viste og beviste han, at vore menneskers lidelser ikke betyder, at de ikke er elsket af Gud. Han vil nemlig, at de må tage imod den frelse, han ved os rækker ud til dem, for derved at løfte dem ud af deres håbløshed.

Joni er et konkret eksempel på en, som netop er oplært af Gud til at være i de lidendes sko, og hun er et forbillede på, hvordan vi alle kan eller bør afspejle Jesu liv i vore dødelige legemer. Som de fleste nok ved, har hun i nu over 60 år været lammet fra halsen og nedefter, hvilket betyder, at hun ofte har dage med mange smerter med siddesår, og er desuden så godt som total afhængig af andres hjælp. Men gennem dette har hun bevaret sin tro på Jesu kærlighed, og er endda også vokset i troen på den. I en af hendes bøger beskriver hun, at en dag, hvor hun fortalte om Jesu kærlighed til nogle andre, der også var handicappede, var der en, som ligesom hende også var lammet fra halsen, men som åbenbart ikke kendte til hendes handicap – for da hun var færdig med at tale, sagde han noget i den retning dette til hende:

”Hvis du var i min situation, så ville du ikke smile og være så glad for livet, som du er. Jeg er lammet og kan ikke noget; hvordan skal jeg så kunne være glad! Kan du fortælle mig, hvordan kan jeg skulle kunne tro på det, du har fortalt’?

Da var det, at Joni, som jeg husker det, svarede ham omtrent således:

”Jeg er i den samme situation som dig, og jeg kender også helt til de smerter, du omtaler. Men mit liv har fået mening, fordi jeg er elsket af Gud og mærker Jesu kærlighed. Og sådan elsker han også dig”.

Så jo: Man kan virkelig sige, at Joni åndeligt set var i deres sko, som lider, og hendes ord havde derfor også større vægt. Som hun skriver et sted, begyndte hun, efter at hun som en ung kristen sprang ud i et alt for lavt vand, selvfølgelig at bede til Gud om at blive helbredt. Men da hun efterhånden fandt hun ud af, at Gud sagde nej til hendes bøn, og som hun opfattede det, med den begrundelse, at han ville have hende til at tjene ham i den ovenfornævnte opgave i kørestolshøjde.

Budskabet fra Gud til Joni lignede derfor også det, Paulus hørte fra Gud, da han sagde: ’Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt’. Læg mærke til, at Gud ikke siger: ’Din magtesløshed er dig nok’, men ’min nåde er dig nok’. Det er den samme nåde, han har givet os, og det uanset, hvor skrøbelige vi må være, fx pga. af alderdom, sygdom eller anden skrøbelighed. Her kom jeg til at tænke på vers 5 i salmen: Ingen er så tryg i fare, og her står der dette om Gud:

Om han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver,

og hans mål er kun det ene, barnets sande vel at tjene.

Ud fra de eksempler, vi har set på, fremgår det, at vi må lære at sige tak i stedet for ak, hvis Gud siger nej vil vore bønner. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi så ikke må bede om fx helbredelse eller hvad der ellers plager os. Gud opfordrer jo os netop til at gøre dette, og han bønhører os nok også oftere, end vi tror. Det vigtigste er dog, at vi i alt husker bønnen: ’Herre, lad ikke min, men din vilje ske! Lad mig være det redskab i dine hænder, som du vil, så jeg må tjene dig på den bedste mulige måde’.

Jeg tror, Gud vil, at vi skal lære af Jonis eksempel, såvel som det er beskrevet i Jobs bog og hvad Paulus har skrevet som sin egen lidelse - på samme måde, som når der i Rom. 15:4 står, at dét, der står skrevet, her fra GT, er skrevet, for at vi kan lære deraf. Derfor tror jeg, at vi på en måde også kan og skal lære af det, Paulus skriver og genkende os selv i det, og efterfølgende handle, som han gjorde i sin lidelse. Han vil nemlig dele det med os, der gjorde ham glad, tilfreds og fri midt i den ydmygelse, han taler om, og jeg vil nu her til sidst citere lidt af det, jeg indledte med:

”Langt hellere (end at blive fri for mine smerter) vil jeg rose mig af (der står faktisk ’priser jeg mig lykkelig i min’) magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed; under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk”, 9b-10.

Inden jeg slutter et lille ps.: Mens jeg var ved at se på teksten for denne gennemgang, hørte jeg en dag metrologen Peter Tanev tale om den voldsomme hede, utallige ildebrande og de store oversvømmelser, der i så lang tid har præget en stor del af verden. Og så var det, at han til slut sagde noget, som måske også kunne være det, Gud vil vise mennesker med disse katastrofer. Han sagde nemlig: ’Det viser blot, hvor små mennesker vi er!’ Ja, vi er små, også i forhold til den levende Gud! Vi ved i alle fald, at han ønsker og vil, at alle må se og forstå, at det er ham, der er Gud, og ikke os selv, som nogle en gang imellem bilder sig selv ind. Må vi, som kender Gud, og som gerne vil bruges af ham, som Paulus af hjertet sige: ’Så priser jeg mig lykkelig i min magtesløshed. AMEN!!