I begyndelsen... (.. som jeg ser det)
Af Eskild Skov Særkjær
Vi begynder
denne gennemgang med at læse de fem første vers i bibelen:
"I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og
jorden var øde og tom, og der var mørke over vandene. Og Gud sagde: ’Der blive
lys, og der blev lys’. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem
lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev
aften, og det blev morgen, første dag", 1. Mos. 1:1-5.
I det
første vers åbenbarer Gud med få ord, hvordan alt det skabte blev til. Det
skete ikke ved udvikling eller ved nogen 'Big Bang', men, som der står senere i
kapitlet, alene ved, at 'Gud sagde..’ - og så skete det, som han havde sagt.
Det første, vi får at vide er, at ‘i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden’.
Ordene ’i begyndelsen’ kan også oversættes til ‘forud for alt andet’. Vi ved
ikke, hvornår denne begyndelse var, for den ligger, før tiden kom til. Det er
den samme begyndelse, Johannes henviser til med ordene: ‘I begyndelsen var
Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud’. Som vi ved, henviser dette Ord
til Guds Søn, der er ét med Faderen og den Hellige Ånd, som i samarbejde og tilsammen
skabte himmelen og jorden.
At det
virkelig forholder sig således, har Gud åbenbaret allerede i bibelens første
vers, og derefter ca. 6000 gange gennem GT. Forklaringen er følgende: Hver gang
der på dansk står Gud, så er det oversat fra det hebraiske Elohim, som direkte
oversat betyder ’guder’ (altså i flertal). Årsagen til, at der så alligevel
korrekt er tale om (én) Gud (med stort begyndelsesbogstav), finder vi i den
hebraiske grammatik. Den siger nemlig, at hvis fx et udsagnsord i en sætning
står i ental - og det gør ordet 'skabte' netop i vers 1, så skal navneordet (som
her Elohim) i den samme sætning også forstås som
værende én, selvom det står i flertal – i den betydning, at der i den ene Gud
er flere end én. Det første vers i bibelen kan derfor oversættes således:
“I begyndelsen
skabte den ene Gud, som er flere, himlene og jorden”.