Israel, Guds ejendoms- og demonstrationsfolk

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi se på Israel som Guds ejendoms- og demonstrationsfolk. Lad os begynde med at læse et af de mange vers i bibelen, som klart og utvetydig taler om dette. I 5. Mos. 7:6-9a tiltales de med ordene:

".. du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at Herren har fattet velbehag til jer og udvalgt jer, thi I er det mindste af alle folk; men fordi Herren elskede jer, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor jeres fædre, derfor var det, at Herren med stærk hånd førte jer ud og udløste dig fra trællehuset, af ægypterkongens hånd; så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud..".

Der er mange, som har svært med at acceptere de mange tekster i bibelen, der handler om, at Israels folk skulle være specielt udvalgt af Gud. Og hvorfor er de så det? Ifølge det, vi læste, skyldes det ikke, at de er et større (eller bedre) folk end alle de andre, og deres udvælgelse skyldes derfor heller ikke, at de har gjort sig fortjent til det. Men, som vi læser, så er de udvalgt af to grunde. 1: Gud elskede (og elsker) dem, og 2: han har tilsvoret deres fædre, at de skal være hans ejendomsfolk til evig tid, og givet dem landet Israel i eje.

Hvis vi tager den første grund, taler bibelen så ikke om, at Gud elsker alle? Her kan vi fx bare tænke på det kendte vers, John. 3:16. Jo, det er sandt, at Gud elsker alle, og netop derfor vil han, at de alle må se hans kærlighed demonstreret gennem Israels folks udvælgelse, og derved også ønske at lære ham at kende og blive frelst. Men, ved igen at bruge Israels folk som eksempel, viser Gud også alle, at de ikke kan frelses ved nogen selvpræstation eller lov, hverken ved moseloven eller den lov, han har skrevet i hedningernes hjerter. Dette har Gud gjort, for at de, når deres hjerter fordømmer dem, må søge ham og blive frelst.

Jo, Israels folk er Guds udvalgte folk, og det kan ingen ændre på. Selvom vi er kommet ind i den nye pagt, og de fleste jøder (endnu) ikke har modtaget Jesus som deres frelser, så skriver Paulus alligevel dette om dem:

"De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen", Rom. 9:4-5.

Paulus understeger altså, at alt det, der her er nævnt om jøderne, skyldes Guds udvælgelse af dem, og vi ser, at det inkluderer alle forjættelser om Jesu Kristi komme og den nye pagts velsignelser. Det, Gud har sagt og gjort i den gamle pagt, bliver i hebræerbrevet sammenkædet med dets opfyldelse i den nye pagt på denne måde:

"Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer (opretholder) alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder", Hebr. 1:1-3.

Gud har altså udvalgt Israels folk som sit redskab, for at han ved sit ord, der er talt ved profeterne, vil vise dem, såvel som hele verden, hvem han er, hvad han vil gøre for at frelse dem, og hvordan det vil ske. Derfor bliver de da også ofte omtalt som Guds demonstrationsfolk overfor verden. Et eksempel på dette beskriver Paulus på denne måde i brevet til romerne:

"Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb", Rom. 15:4.

Som vi ser, så er alt det, der står i GT om Israels folk, ikke 'bare' en beskrivelse af, hvordan Gud var med dem og hjalp dem i de forskellige situationer, for der står jo, at det er 'skrevet, for at vi kan lære deraf'. Netop derfor er det, at Gud, i sin kærlighed til dette folk, rækker den videre til os, gennem en række eksempler fra Israels folks historie, viser os, at selvom de var Guds folk, så kunne de alligevel forspilde frelsen. 1. Kor. 10:1-10 skriver Paulus fx dette til os i den nye pagt:

"Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder", 1. Kor. 10:11-12.

De nævnte eksempler fra GT blev altså tilføjet bibelen, for at vi kan lære af dem. Lære, hvordan Gud på samme tid viser sin nåde og kærlighed til synderen, og sin vrede og dom over synden. At det forholder sig således, har Gud demonstreret gennem hele Israels folks historie; og som vi læste, blev det skrevet ned for vores skyld.

Gennem hele skriften har Gud klart og tydeligt understreget sin vrede over enhver synd, og siger derfor ligeud, at 'den sjæl, der synder, den skal dø', Ez. 18:4. Her tales der både om den legemlige død, og om den åndelige og evige død. Siden syndefaldet har alle mennesker uden undtagelse af natur gjort sig skyldige til denne tredobbelte død. I salme 14:2-3 beskrives menneskehedens situation således:

"Herren skuer ned fra Himlen på menneskers børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. Afvegne er alle (eller 'Alle er kommet på afveje), til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke én".

I Rom. 3:9-18 fletter Paulus denne tekst ind i sin undervisning af, at alle mennesker er syndere og har brug for frelsen i Jesus Kristus. På samme tid er det et modsvar til alle dem, der tror, at Gud gav loven til jøderne i den gamle pagt, for at de kunne frelses ved den, mens det for den nye pagts troende derimod handler om at tage imod Jesus Kristus, for at det kan ske. Denne udlægning af skriften er selvfølgelig helt forkert, for der har aldrig været andre frelsesveje end Jesus Kristus, jfr. Apg 4:12.

Loven blev da også givet med den modsatte begrundelse. Den blev nemlig givet, for alle og enhver kunne og kan se, at i forhold til Guds hellighed er der ingen, som kan leve op til hans krav om også at være hellige. Det er forresten mange kristne, der i ramme alvor mener, at de kan og skal overholde loven for at blive frelst, men som vi har set, er dette umuligt. Hvem kan fx af hjertet sige, at de har overholdt loven om altid at

".. elske Herren din Gud af HELE dit hjerte, af HELE din sjæl og af HELE dit sind.. og.. elske din næste som DIG SELV?" (Matt. 22:37-38).

Om vi så prøver aldrig så meget, kan vi ikke leve op til Guds krav om at være helt igennem syndfrie og hellige. Lige ved og næsten nytter heller ikke noget, for skriften siger:

"Den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle", Jak. 2:10.

Loven blev altså givet for at vise jøderne, og dermed også alle hedninger, hvor stor en afstand, der er mellem det syndige menneske og den hellige Gud. 'Hvad skulle da loven?' Paulus vender flere gange tilbage til dette retoriske spørgsmål, for han kendte selv svaret, men han skrev det til nogle jødekristne, som ikke gjorde det. I et af svarene understregede han bl.a. lovens formål og hensigt på denne måde:

"Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud, thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort (dvs. frelst) af lovgerninger, ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd", Rom. 3:19-20.

Igen understreges det, at loven ikke kan frelse nogen, men blev derimod givet, for at alle kan se, hvor dybt hvert eneste menneske er sunket ned i synd. Men trods dette elsker Gud dem, og derfor holder han dem ikke nede i håbløshed og mismod. Ved den samme lov peger han derfor også frem på Jesus Kristus og viser, at der er frelse og redning for enhver, som tror på ham. Fx står der i loven, at et dyr må ofres, for at hver den, der ofrer det, kan gå fri. Dette offer kaldes derfor et stedfortrædende offer, og Gud viser ved denne anskuelighedsundervisning, at på et tidspunkt skal det erstattes af et andet offer. Denne tro på et stedfortrædende offer findes i næsten alle religioner; og de fleste udøvere ved dermed også instinktivt, at disse ofre ikke er nok, selvom de udøver dem aldrig så mange gange. Det er dét, hebræerbrevets forfatter understreger med ordene:

"Det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder", Hebr. 10:4.

Det er umuligt, siger skriften. Det samme har Gud vist gennem talrige eksempler. Det er fx derfor, at Gud viser folket, at disse ofre kun giver et midlertidigt dække over synden, som sonedækket i det allerhelligste er et billede på. Som navnet siger, så dækker sonedækket over synden, men fjerner den ikke. Men hvorfor så ofre, når de ikke kan borttage synden? Ifølge Guds ord er deres formål at bringe 'ihukommelse af synder', Hebr. 10:3. Folket skulle altså ved at ihukomme deres synder, ofre et stedfortrædende dyr, selvom de vidste, at det ikke kunne udslette deres synder og overtrædelser. Som vi ser, så viser Gud ved dette igen, at disse ofre kun var stedfortrædende.

Og her er det så, at det, som hverken loven og de stedfortrædende dyreofre kunne gøre, det gjorde Gud, da han sendte Jesus Kristus, som i deres sted både ville og kunne sone deres, såvel som hele verdens synd. Denne soning skulle heller ikke, som tidligere 'kun' dække over synden, for ved den blev den taget bort for evigt.

Og her kommer vi til det næste billede, som Gud både har vist det jødiske folk og os gennem loven. Der står nemlig i GT, at den indsatte ypperstepræst måtte, på sine egne og på folkets vegne, gå ind for Guds åsyn i det allerhelligste med det nævnte blod én gang om året, for derved at skaffe ham og folket en forbilledlig forsoning. At synden ikke blev fjernet helt, vises også her ved, at forhænget, som er et billede på, at de stadig var syndere, og som gjorde, at de ikke kunne komme Gud nær, ikke revnede. Det skete først, da Jesus døde for verdens synd; Da revnede det ovenfra og ned, som der står, dvs. af Gud selv. Det var en illustration fra Gud om at, pga. det fuldbragte værk på Golgata kan alle nu gå ind for han åsyn i det allerhelligste i Himmelen.

Gennem det samme billede får vi endnu en illustration. Alle ypperstepræster, som gik ind i det allerhelligste som folkets stedfortræder, måtte gå ud igen, fordi de, ligesom alle andre, var syndere. Men da Jesus døde, og derpå 'en gang for alle' gik ind i den himmelske helligdom og vandt en evig forløsning', så står der ikke noget om, at han gik ud igen, Hebr. 9:12. Han blev nemlig dér, hvor hans Fader er, for som der står, i den nuværende tid at træde frem for Gud, til det bedste for os. Som anført ovenfor, revnede forhænget som et jordisk tegn på, at adgangen nu var blevet åbnet. Pga. Jesu forsoning er der nu ikke længere noget, der spærrer vejen til Gud for den, som tror på ham. Derfor står der videre, at vi ved Jesu blod nu har fået en evig adgang ind for den levende og almægtige Gud, og vi kan endda gå derind med frimodighed, Hebr. 10:19

Går vi længere tilbage, nemlig til 400 år før, at loven kom til, ser vi den kommende frelse endnu klarere. Her fortalte Gud, at hans udvælgelse af Israels folk betyder, at han vil velsigne dem og verden ved Abraham, Isak og Jakob, men også, at han gennem dette folk vil sende én forudbestemt frelser, som her bliver omtalt som 'Abrahams afkom'. På hebraisk står dette ord 'afkom' nemlig i ental, og selvom vi ikke kan se det på dansk, så henviser ordet til én bestemt i slægten. I Gal. 3:16 giver Paulus denne forklaring på ordets vigtige betydning i frelsessammenhængen:

"Nu blev forjættelsen (om frelsen ved tro) tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke 'dine afkom', som om det gjaldt mange, men 'dit afkom', som når der tales om én, og det er Kristus", Gal. 3:16.

Det er forresten det samme ord, vi har i bibelens første profeti, hvor Gud tiltaler Satan og siger, at ud fra kvindens sæd/afkom vil han (den ene bestemte) komme, som vil knuse hans hoved. I de hebraiske ord om det bestemte afkom ligger der altså et løfte fra Gud om, at han vil sende denne forudbestemte frelser; og da Abraham hører dette løfte, får han det vidnesbyrd, at han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, Rom. 4:9. Det var forresten ikke kun Abraham, som fik dette løfte, og havde hans tro, men gennem GT ser vi, at denne tro og dette løfte går som en rød tråd gennem Israels folks historie.

Vi har nu set flere grunde til, at Gud udvalgte Israels folk til at være et eksempel, både for de kristne og for verden. Men den nok vigtigste af alle grunde til Israels folks udvælgelse er, at Gud gennem dette folk til stadighed viser verden, at han er Israels Gud, samt, at Israels folk og land til stadighed er hans folk og land. Sådan var det i den gamle pagt, og sådan er det stadig. Der er mange eksempler i bibelen på, at de omkringliggende folkeslag gennem Guds handlinger med Israels folk forstod, at det var et særligt folk, samt, at deres Gud er en særlig Gud.

I Jos. 2 har vi fx beretningen om spejderne, som blev sendt ind i Kanaens land, før israelitternes erobring af det. Og da disse spejdere blev opdaget, skjulte Rahab dem for forfølgerne, og lidt senere forklarede hun, hvorfor hun så beredvillig hjalp dem. I sin tale sagde hun bl.a. dette til dem:

"Jeg ved, at Herren har givet jer landet, thi vi er grebet af rædsel for jer, og alle landets indbyggere er skrækslagne over jer. Thi vi har hørt, hvorledes Herren lod vandet i Det røde Hav tørre bort foran jer, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger hinsides Jordan.. Da vi hørte det, blev vi slagne af rædsel og tabte alle modet over for jer; thi Herren jeres Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på jorden", Jos.2:9-11.

Rahab og 'alle landets indbyggere' havde altså hørt om alt det, Gud har gjort ved Israels folk, og i hendes fortælling går hun 40 år tilbage, nemlig til dengang, de vandrede ud fra Ægypten og gik tørskoet over Det Røde Hav. Jeg kan forestille mig, at dette under er blevet genfortalt igen og igen af dem, der havde hørt om det, og det skabte selvfølgelig røre overalt. Det skete også i Kanaens land, som ifølge Rahab havde gjort alle i landet skrækslagne, og de forstod, at Herren, Israels Gud, som er den sande Gud, ville give landet til dem. Og det ville han, fordi han havde og har en særlig plan med dette folk.

Der er mange eksempler i bibelen på det samme, som vi læste i Jos. 2, nemlig, at folkeslagene ser på Israels folk og forstår, at de er den levende Guds folk. Gang på gang afslutter teksten da også med ordene om, at 'folkene skal kende, at jeg er Herren'. Det skete både i situationer, hvor det gik godt for Israels folk, og når det endte med nederlag for dem. Fx står der om dengang, da Gud spredte folket i de omkringliggende lande pga. deres synder mod ham, at disse landes folk sagde dette til hverandre: 'De.. er Herrens folk, og dog måtte de ud af hans land', Ez. 36:19-20. Og sådan har Israel også siden været Guds demonstrationsfolk. Frederik den Store er fx citeret med sin udtalelse om, at "eksistensen af det jødiske folk det bedste bevis for Guds eksistens'.

Frederik den Store tænkte ikke på landet, for det var jo lagt øde. Men han tænkte på dem som et folk, som på trods af forfølgelse ikke lod sig kue. Den bagvedliggende forklaring er, som vi har set, at de er Guds udvalgte folk; og derfor kan deres fjender heller ikke stille noget, når det opfyldes, som han har talt ved profeterne. I Ez. 36:23 siger han fx, at når han i endens tid vil gribe ind overfor Israels land og folk, da skal "folkene.. kende, at jeg er Herren.. når jeg helliger mig på jer for deres øjne", Ez. 36:23. Dette tegn er altså et mægtigt tegn for hele verden. Om folkeslagene så bøjer sig for det, er en anden sag.

Der er så mange tegn på Guds 'handlen med Israel land og folk', som vi nu ser for vore øjne, at det er umuligt at tage det hele med. Jeg vil derfor ikke direkte tale om de mange mirakler, som vi kan se, Gud gør i landet nu, men vil 'nøjes med' her at henvise til nogle af de mange profetier i bibelen, der taler om alt det, der er gået i opfyldelse siden 1948, mens mange andre stadig venter forude. De fleste af disse profetier er for den største del hentet fra Ez. 36-37. Her siger Gud fx følgende:

1 .. i endens tid vil jøderne komme tilbage til deres eget land Israel, Ez. 37:24, 27, 38:8.

2 .. de skal samles fra mange/alle folkeslag, og kommer fra syd og nord, øst og vest, Ez. 37:21.

3 .. folkeslag skal bringe jøderne tilbage til deres land, Es. 49:22, 60:8-10, 14:2.

4 .. det omhandler hele folket, dvs. alle 12 stammer fra henholdsvis det gamle Nord- og Sydrige, Ez. 37:15-20. De skal med andre ord bo i det samme land, som Gud gav deres fædre, Ez. 36:28, 37:25. Et bevis på, at Gud mener det bogstaveligt, er, at han tiltaler deres hjemland som Israels bjerge og Israels land, og det omtales derfor også som 'jeres land', og 'jeres arvelod' Ez. 36:1,4,6,8,10,12, 24. Og, fordi Gud har udvalgt dette folk og land, omtaler han derfor også dette folk som 'mit folk', og deres land for 'mit land', Ez. 36:5, 8, 12, 28.

5 .. de byer, som i mange slægtled har ligget i grus, skal genopbygges; og landet skal 'skyde grene og bære frugt', 'dyrkes og tilsås', Ez. 36:8, 9,10, 30-36.

Alt dette og meget mere opfyldes for vore øjne i vore dage, og er ifølge Guds ord et stort bevis for alle folk om, at Israels Gud er Herren, som Israels folk er hans ejendomsfolk. Men der er endnu mere at sige om Israel som Guds udvalgte folk og land. Gud er nemlig ved dette folk og land i færd med at forberede Jesu Kristi genkomst, og i den forbindelse er der stadig mange profetier, som venter på deres opfyldelse. Allerede nu kan vi skimte en del af alt det, som Gud har lovet om Israels fremtid, men det meste er stadig skjult for vores fysiske øjne. Men, ud fra det profetiske ord ser vi det i tro, og derfor ved vi, at snart vil alt det, Gud har sagt om det, der ligger forude, også blive opfyldt, og ud fra hans ord ved vi også, hvordan det hele ender.

Lad os nu ganske kort - her primært fra Ez. 36, se på, hvad Gud har sagt om Israels folks herlige fremtid:

1 Alle jøder skal komme hjem, ingen skal blive derude, Ez. 39:28, jfr. Es. 27:22, 65:9.

2 Alle de fjender, der forsøger at fravriste Israels folk deres land, vil blive ramt af Guds vrede, Ez. 36:5, 39:4, Zak. 2:12. Den, der går mod Israel, går nemlig mod Gud selv, Joel 3:21-26.

3 Israels folk skal ikke længere bære folkeslagenes hån og spot, Ez. 36:23.

4 Guds handlen med Israels land og folk vil blive et bevis for alle folk på, at Israels Gud er Herren, Ez. 36:23.

5 Da skal hele Israel frelses, Ez. 36:25-27, 37:14, og landet og folket skal blive en velsignelse, Ez. 36:29. "Da skal man (folkene) skal sige: Dette land, som var ødelagt, er blevet som Eden have", Ez. 36:35.

6 Da skal Herren komme tilbage til jorden, og atter sætte sine fødder på Oliebjerget, Zak. 14:4

7 .. og da skal det ske, at "min (Guds) tjener David (Messias) skal være konge over dem, og alle skal have en og samme hyrde", Ez. 37:24, jfr. v. 22.

8 Herren Gud vil gøre en fredpagt med dem, og han vil bo hos dem og være hans folk, Ez. 37:26-27.

9 Templet skal genopbygges og skal være et tegn (synligt bevis) på dette. Det er da også pga. det, at Gud siger, da skal "folkene.. kende, at jeg er Herren, som helliger Israel, når min helligdom bliver i deres midte evindelig, Ez. 37:28.

10 Da skal talrige folkeslag strømme til Jerusalem, "til Jakobs Guds hus (og sige): Han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord" (fordi han er der), Es. 2:3,

11 Jøderne skal aldrig mere oprykker af deres jord, Ez. 37:25, Amos 9:14-15.

Hvor bliver det skønt, når alt det, der står i biblen om bl.a. Israel, går i opfyldelse. Vi ved, at det vil ske - men vi ved også, at fjenden arbejder på højtryk for at ødelægge eller forsinke det. Derfor må vi vedblivende bede for Israel, og bede om 'Jerusalems fred', og hvad der ligger i disse ord. Som fx i Es. 62:7, hvor der står:

"Lad ham ikke i ro.. før han går gjort Jerusalem til pris på jorden".

Der kunne siges meget mere om Guds udvælgelse af Israels folk, og dermed også om vores. For alt det, som Gud har talt om vedr. det jødiske folks herlige fremtid, er, udover den bogstavelige opfyldelse, på samme tid også billeder på deres og vores evige herlighed hos Gud. Derfor smelter deres og vores fremtid på en måde sammen i profetiernes evighedsperspektiv.

Fx er de konkrete profetier om Israels vandring mod det forjættede land, og folket herlige fremtid på den nuværende jord, på samme tid billeder af vores vandring det forjættede land, som Gud har lovet os på den nye jord i evigheden. Og som Israels folk har fået løftet om at arve landet Israel, således har vi fået løftet om at arve hele jorden. Og når Gud taler om det jordiske Zion, så taler han på samme tid til både dem og os om den himmelske. Det er det, hebræerbrevets forfatter kommer ind på, når han skriver:

".. I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højttidsskare af engle i tusindtal, og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene..", Hebr. 12:22.

Templet i Jerusalem er et andet billede på det samme. I forbindelse med indretningen af tabernaklet, gav Gud denne befaling til Moses:

".. du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig", 2. Mos. 25:9.

Dette forbillede, som Gud havde vist Moses, og som skulle være hans arbejdstegning, var altså en afspejling af den himmelske helligdom, og derfor var det uhyre vigtigt, at alle enkeltheder nøje blev udført, som Gud havde vist ham. Hver eneste detalje skulle nemlig på samme tid både være en billedlig beskrivelse af alt det herlige, som vi har i Kristus både nu og i den kommende verden, og pege på, hvordan mennesker ved ham kan komme til Gud og blive frelst.

Vi kunne fortsætte med at se på eksempler fra Israels folks historie og udvælgelse, som peger frem mod den tid, og den herlighed, vi allerede har nu i Kristus, men hvis fulde opfyldelse stadig venter på den dag, hvor han kommer igen. Gud bor jo i Himmelen, og derfor peger hans løfte til Israels folk om, at han vil bo og være midt iblandt dem her på jorden, da også fremad mod den herlige dag, som fx apostelen Johannes gengiver således fra sit syn om fremtiden, hvor han hørte en høj røst fra tronen sige:

"Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem", Åb. 21:3.

Alt dette kommer til at ske, når Jesus Kristus (Messias) kommer og genopretter alt det, han har sagt i sit ord, og som han har demonstreret gennem sit folks udvælgelse. Da vil Es. 52:7 gå i opfyldelse, der omhandler denne herlige dag begyndelse:

"Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidende, udråber frelse, som siger til Zion: Din Gud har vist, han er konge".

AMEN