Kristus og Skriften

 

Af diakon Eskild Skov Særkjær

 

 

Bibelen er troværdig - UdfordringenI Luk. 24 har vi beretningen om to af Jesu disciple, som var bedrøvede, fordi de var overbevist om, at deres Herre og, efter deres overbevisning, også deres Messias og frelser, nu var død og borte. Deres fortvivlelse kommer til udtryk i de ord, de siger til 'den fremmede', som slutter sig til dem:

"Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse (frelse) Israel", v. 21.

 

'Vi havde håbet det, men nu har vi indset, at vi har taget fejl. Nogle af vor medbrødre har set ham blive korsfæstet, og det overlever ingen. Og nu, hvad så med os, som har troet på ham?' Og så, uden at de vidste det, kommer han, der er opstandelsen og livet, til dem for at bevise, at de har taget fejl. På deres undren og uudtalte spørgsmål begynder han at forklare dem, at der ikke er grund til at sørge, for han, som var død, også er opstanden fra de døde, og er derfor stadig den, som skal forløse Israel. Han, der er Sandheden, kunne nu havde brugt sin egen autoritet til at fastslå og åbenbare, at han er opstået fra de døde, og bevise dette ved at vise dem sine naglemærker, men det gør han først senere.

 

I stedet går han ud fra det, de GT-skrifter siger om ham:

"Da sagde han til dem: Åh, hvor er I uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed? Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham", Luk. 24:25-27,

 

Som vi ser, bebrejder han de to disciple, at de ikke havde forstået alt det, profeterne i den gamle pagt havde vidnet så tydeligt om. Det fremgår så klart af skrifterne, at han kalder dem for både uforstandige og tungnemme, når de ikke har lagt mærke til dét. Det minder iøvrigt om den bebrejdelse, som Jesus giver Nikodemus i forbindelse med den nye fødsel i John. 3, og som han burde kende til. Han siger derfor dette til ham i vers 10:

"Er du lærer i Israel og forstår ikke dette..."?

 

Nikodemus var ellers meget fortrolig med GT, og det var Jesu disciple også. Meget mere, end vi kan sige om mange af nutidens kristne. Under deres opvækst havde de hørt GT blive genfortalt igen og igen i deres hjem, og hørt dem blive gennemgået og forelæst i synagogen. Desuden havde de i over tre år været sammen med Jesus, som til stadighed både har henvist til, og talt om det, der står skrevet. Jo, de vidste nok, hvad der står skrevet. Og så alligevel.. ! For det er jo til dem, han siger: 'Hvor er I dog uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt'.

 

Og så gik han, som den store menneskefisker og -kender, over til at forklare dem, at alt dét, der er hændt de sidste dage, er forudsagt i alle skrifterne, og udlagde det for dem, skrift for skrift. Læg mærke til, at Jesus ikke taler om få udvalgte steder hos fx profeterne, men om alle bøger i GT. Der henvises jo til 'alle skrifterne'. Med udtrykket 'gik ud fra Moses' henviser Jesus til, at han er den, som først taler om ham. Disse ord inkluderer også 1. Mosebog. Skriften vidner da også om, at han allerede er omtalt i skabelsesberetningen. Ordene: 'I begyndelsen var Ordet', hænger da også uløseligt sammen med bibelens allerførste ord: 'I begyndelsen skabte Gud.., og Gud sagde'.

 

I begyndelsen har Gud altså tænkt på os, og allerede da sagde Jesus 'ja' til at frelse mennesket fra dets fald. Det skete, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og tog vore synder på sig.

 

Derefter henviser Jesus til profeterne. Efter jødisk opfattelse er disse skrifter ikke kun dem, vi normalt kalder 'profetiske skrifter', men de inkluderer også alle  historiske bøger, lige fra Josva til Krønikerbøgerne. Henvisningen til Moses og profeterne betyder altså hele det gamle testamente i rækkefølge, bog efter bog.

 

I beretningen om Emmaus-vandrerne har vi altså en indholdsrig og talende illustration af den måde, hvorpå Jesus betragter, værdsætter og anvender GT. I den samme beretning får vi også at vide, hvordan Jesu disciple modtog og forstod det, han fortalte dem ud fra alle disse skrifter. For da de igen var alene, talte de sammen og sagde:

 "Brændte ikke vore hjerter i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skriftene og for os", Luk. 24:32.

 

Skrifterne, eller Skriften, som Jesus ofte omtaler GT som, fik altså deres hjerter til at brænde. Tidligere forstod de det ikke, men nu var dækket ligesom taget bort. Nu brændte deres hjerter. Der er sket det i mellemtiden, at Jesus 'åbnede deres sind, så de forstod skrifterne', som der står i vers 45. De forstod, at alle skrifter i GT virkelig vidner om

".. at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem", v. 46-47.

 

Står alt dette virkelig i GT? Vi kan nok citere nogle vers, som vidner om dette, fx om den første påske i 2. Mos. 12, såvel som Es. 53 og Sl. 22. Men.. alle skrifter? Jovist! Det står i alle skrifter, enten direkte ved profeterne, eller indirekte gennem gudgivne forbilleder. De ikke-genfødte ser det ikke, for ifølge 2. Kor. 3:14 ligger der et dække over dét, der siges om vor Frelser, 'thi kun i Kristus tages det bort'. I det næste vers fastslår Paulus, at

'..lige til denne dag ligger der et dække over deres hjerter, når Moses oplæses; men hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort'.

 

Der er altså i Skiften et dyb, som de ikke-kristne kan have et større eller mindre adgang til, og som kan være mere eller mindre forståeligt - men så længe Kristus ikke selv har åbnet ordet/døren til GT, ligger der et dække over det. Men når han så kommer til dem og åbenbarer sig selv,og dermed også det, der er sagt om ham i GT, så fjernes dækket/sløret, og hjerterne begynder at brænde.

 

Det skete, da Jesus kom og udlagde skrifterne for  dem. Han kom ikke med en ny lære, som der ikke stod noget om i de gamle skrifter, og som disciplene derfor ikke havde kunnet læse sig til. For alt, hvad Jesus gjorde og lærte, og alt dét, der var sket denne påske, stemte i detaljer nøje med det, der stod skrevet i GT. Jesus læste altså ikke noget ind i GT, som ikke fandtes der tidligere. Derimod åbenbarede og åbenbarer han dét, som altid har stået der.

 

Det, der her er sagt, betyder dog ikke, at alt har været skjult for de troende i den gamle pagt. Gud havde ønsket, at de skulle se (i det mindste lidt af) hans frelsesplan, og derfor bebrejdede Jesus da også sine disciple for, at de ikke troede 'på alt det, profeterne har talt', v. 25. Mange kristne glemmer, at Jesus også fuldt ud var til stede hos de troende i den gamle pagt, og åbenbarede sig for de troende dér. Det var da også grunden til, at fx David kunne skrive den dejlige hyrdesalme om Herren, der fører ham af rette veje for sit navns skyld, og i andre salmer lovpriser hans navn igen og igen, og beder om at skue de underfulde ting i hans lov/ord, som han elsker, Sl. 40:5, 119:97:129.

 

Dette forunderlige har David selvfølgelig ikke holdt for sig selv, men fortalt det videre til alle de troende i den gamle pagt. Dertil kommer profetierne om Kristus, som de grundede over, men som de dog kun forstod stykkevis. Det siger sig selv, at de selvfølgelig ikke kunne forstå evangeliet i det samme klare lys som os, som har fået det åbenbaret i den nye pagt. Men det synes klart, at de oplevede (i det mindste lidt af) det samme, der også er vores erfaring, nemlig, at dækket blev taget bort fra deres øjne, når ordet blev åbenbaret og forklaret for dem, af den samme Herre, som var med dem, som er med os. Det var jo også dét, de to disciple oplevede på den dag til Emmaus. Hvor vidunderligt og forunderligt er det ikke, når Jesus lukker skrifterne op for os.

 

Nogle kristne tror, at da Jesus kom og oprettede den nye pagt, blev alt i GT nærmest automatisk forældet, og de siger måske noget i retning af: 'Hvad skal vi med GT, nu hvor vi har NT'? Men denne tolkning/forståelse er forkert. Hør blot, hvordan Jesus selv omtaler alt det, der står i skrevet, her fra hans bjergprædiken:

"Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven og profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme (opfylde)", Matt. 5:17.

 

Det, Jesus siger her, betyder konkret, at alt det, der står skrevet i GT, stadig står ved magt, men dog således, at loven ikke skal opfyldes af os, men af ham, ved ham og i ham. Han er den, som alle udsagn og hændelser i loven (GT) peger frem imod, ligesom det er tilfældet med præstedømmet, tempeltjenesten, ofringerne, liturgien, m.m. Der betyder, at vi slet ikke kan forstå NT uden GT som grundvold og basis.

 

Efterhånden, som Jesus fortsætter med sin bjergprædiken, uddyber han det førnævnte vers. Hans udlægning af loven sker med guddommelig myndighed. De andre rabbier udlagde skriften efter den fortolkning, som de havde hørt den af fædrene, og gennem deres mange overleveringer, men til hvert punkt i sin udlægning af loven siger Jesus igen og igen med myndighed: "Men jeg siger jer..", Matt. 5:18, 20, 22, 28, 32, 34, 39, 44.

 

Der er ingen andre end ham, som kan sige det. Således taler han med Guds autoritet,  fordi han er Gud, som kom til jorden. Således taler han, der som Herren taler gennem hele Skriften. Hver gang der i GT står: 'Dette siger Herren', og 'da kom Herrens ord til mig', da er det Kristus selv, der taler. Dermed siger han i de førnævnte ord, at han er den, der er Skriftens 'JEG'. Han ophæver altså ikke en tøddel af loven (GT), for det er den samme guddomsperson, der taler i bjergprædikenen, såvel som i hele NT. Han er jo den samme! Derfor er han også den samme guddomsperson, der fylder os med den samme glæde, som fyldte David, og som ham glædes også vi over hans livgivende ord.

 

I John. 5:39 vidner Jesus om, at skriften er givet for, at hans folk skal finde Kristus gennem dens ord. Her siger han dette til de forsamlede og vantro jøder:

'I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner kom mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv".

 

Jøderne har altså ret, når de tror, at de kan få evigt liv ved at tage imod det, der står skrevet i GT. For Jesus er jo Ordet. Det er derfor ikke dét, Jesus kritiserer dem for at tro. Fejlen ligger derimod i, at de ikke tror, at han, som taler til dem, er den samme, som har åbenbaret sig gennem alle skrifter i GT, og som viser dem frelsens vej. En har engang formuleret dette således:

"Det er skrifterne, som vidner om ham, og han er den, der taler i dem".

 

Jesus godkender altså alle skrifterne, og det er derfor, han siger: 'Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme (opfylde)', og 'før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven (GT) forgå, før det er sket alt sammen', Matt. 5:17-18. Det enkelte ord i GT har altså ifølge Jesus en umådelig stor og dyb betydning, fordi det hele bliver opfyldt i ham. Netop derfor er Skriften så værdifuld for alle troende, og er, som David beskriver det, 'bedre for mig end guld og sølv i dynger', Sl. 119:72.

 

Det, David siger, er ikke overdrevet. Jeg har hørt nogle sige, at GT ikke siger dem noget, men jeg tror, det er fordi, de enten ikke læser det, eller ikke leder efter dét, som David har fundet i Guds ord. Dette ord er nemlig som et stort, uendeligt og dybt hav, som langsomt åbenbarer dets indhold af skønhed for den, der dykker ned i det, og ikke for andre! Det er dét, David henviser til, når han i Salme 119 beder til Gud og siger:

"Jeg glæder mig over at følge dine formaninger som over alverdens rigdom. Jeg grunder over dine forordninger og har dine veje for øje. Jeg opmuntres ved dine love og glemmer ikke dine ord.. Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov", vers 14-16,18.

 

Paulus skriver om det samme fantastiske i Guds livgivende ord på denne måde i sit andet brev til Timotius:

'ethvert skrift (her fra GT).. er indblæst af Gud og er gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning", 2. Tim. 3:16-17.

 

For mig er det uforståeligt, at der så alligevel er kristne, som kun ser på overfladen af dette vidunderlige hav, som skriften er, og er tilsyneladende tilfredse med det, de ser dér. For ser man kun på overfladen, ser man ikke ind i Himmelens verden, og man ser så heller ikke Guds kærlighed komme så meget til udtryk i GT, som tilfældet er. Og mon ikke det også går ud over forståelsen af hans kærlighed til os i det nye? For når Jesus er den inderste mening i hvert eneste bogstav i Skriften, så vil det selvfølgelig svække de kristnes forståelse af, hvem han er, hvis de ikke også kender ham ud fra dét, der står skrevet i GT.

 

Vi skal et øjeblik tilbage til 2. Tim. 3:16, Det ord, der er oversat med 'indblæst', er oversat fra det græske ord 'theopneutos', der også betyder 'indåndet', altså: 'Ethvert skrift (i GT) er indåndet af Gud', og det angiver den rigdom, der ligger i Skriften. Det er det samne ord, som Septuaginta bruger i beskrivelsen af, at Gud blæste livsånde (Livets Ånd) ind i mennesket ved skabelsen. Det er altså det samme liv, han har givet os, som virker i Ordet, og taler til vore hjerter, når vi læser det med ærbødighed og kærlighed. Ja, vi kan slet ikke elske ham, hvis vi ikke elsker hans ord, siger han til os (i John. 14:23). Ifølge bibelen er han på en måde ét med ordet, og omtales derfor også under ét. Han er derfor ifølge bibelen både den, som 'har det evige livs ord', og som på samme tid også er identisk med dette ord', John. 6:68, Åb. 19:13.

 

Dette er Skriftens kerne og indhold. Han, som er Skriftens Herre og forfatter, og som har indblæst sin Ånd i den, står selvfølgelig bag dette ord i både GT og NT, fordi han er Ordet. Og derfor kaldes Skriften da også for det 'levende ord' i både GT og NT. Det sker fx, som når Gud Stefanus i et tilbageblik siger dette til Israels folk om Moses:

"Han modtog levende ord, som han skulle give til jer", Apg 7:38.

 

Det, som Moses fik i den gamle pagt, indeslutter og indbefatter altså det overvældende, der skete i og med Jesu komme, hans lidelse, død og opstandelse, såvel som den herlighed, der følger deraf. Når der står, at Moses modtog 'levende ord', betyder det konkret, at disse ord kunne give liv til alle dem, som under den gamle pagt har håbet på, og troet på den kommende Guds frelse i Kristus (Messias); og det er ved de samme ord, at vi levendegøres og forvandles, når vi læser det.

 

Derfor fortsætter NT da også med at tale om 'det levende ord'. Det sker fx, når Peter skriver, at vi ved tro på Kristus er genfødt 'ved Guds levende og blivende ord', 1. Pet. 1:23.Hebræerbrevets forfatter skriver om det samme med ordene: 'Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd..', Hebr. 4:12.

 

Bibelens vidnesbyrd er altså, at alt det, der står skrevet i den (her GT), er indblæst/indåndet af Gud, og er som følge deraf 'levende ord'. Intet er forældet, lige bortset fra de seremoni- og offerlove, der er opfyldt i og ved Jesus i den nye pagt. Derfor siger Filip da heller ikke, da han mødte den ætiopisk hofmand på vej tilbage til sit land, mens han læste et stykke fra Esajas' bog og grundede over ordene: 'Læg den gamle bog bort, så vil jeg fortælle dig noget nyt!' Men han spørger retorisk: 'Forstår du det, du læser?' Og da han ikke gør det, forklarer Filip det for ham, ikke fra NT (det var da heller ikke kommet til endnu), men han forklarer om Jesu lidelse, død og opstandelse ud fra det, hofmanden 'tilfældigvis' sad og læste fra GT. Dog ved vi, at det har næppe været tilfældigt, for Gud havde forudberedt vejen for, at dette var ordet, som kunne åbne hans hjerte og frelse ham, når det blot blev udlagt for ham ved Ånden og Filip.

 

Som i dette eksempel fra Apg 8 vidner NT gentagne gange om, at deres budskab om Jesu død og opstandelse er forudsagt og bevidnet i de gamle skrifter i GT. I Apg 10, hvor Peter forkynder evangeliet for Kornelius og alle de forsamlede dér, taler han fx først om Kristus og siger:

'Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret.. og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer for levende og døde', v. 42

 

Med ordet 'os' vidner Peter altså først om, at han var en af dem, som har set Jesus åbenbaret, dvs. opstanden fra de døde, og siger så straks efter, at også profeterne havde kunnet se, forstå og tro, at Gud vil frelse mennesker ved den (dengang) kommende frelser (Messias). I vers 43 understreger han dette med ordene:

"Om ham vidner ALLE profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn".

 

Hvordan kunne de vidne om dette? Blev Jesu død og opstandelse ikke først åbenbaret efter, at dette var sket? Jovist! Da åbenbarede Gud fuldt ud dét, han har fortalt profeterne. Men det betyder ikke som sagt ikke, at de dermed ikke kunne se/skimte noget af den herlighed, der kom med Jesu død og opstandelse. Som Peter skriver, så kunne de i alle fald se/forstå så meget; af dét, Gud sagde om den Frelser, som han ville sende, er årsagen til, 'at ENHVER, som tror på ham (som kommer), skal have syndernes forladelse ved hans navn', jfr. 2. Pet. 1:21. Det er faktisk det samme, som Joel henviser til, når han siger dette (til de troende i den gamle pagt): 'Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses, 3:5. Som vi ser, er hele Kristi frelsesværk fortalt og inkluderet i profeternes vidnesbyrd. Da Jesus kom til jorden, korrigerede han derfor ikke noget af det, der står skrevet, men understregede atter og atter, at alt, hvad der er skrevet i GT om ham, nu står foran den fulde opfyldelse.  

 

Igen og igen fastslår de NT-lige forfattere, hvor højt de værdsatte GT. Alt vedr. det kristne liv og tro er inkluderet. Da Paulus fx skrev brevet til Korinterne, var det ham magtpåliggende ligesom Jesus overfor disciplene at understrege, at alt Jesu død for vore synder, og hans opstandelse på 3. dag var en nøjagtig opfyldelse af det, der står skrevet i GT. Og da han skulle forsvare sin tro over for Landshøvdingen Feliks, sagde han:

"Jeg tror på alt det, som står skrevet i loven og profeterne, og jeg har det samme håb til Gud, som disse også selv venter opfyldt (ud fra dét, de har læst i GT, nemlig): at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige..", Apg. 24:14.

 

Spørgsmålet lød: 'Hvad skal vi med GT, nu, hvor vi har fået det NT? For i NT bliver det hele (alt det svære og uforståelige i GT) jo alligevel forklaret og åbenbaret'. Svaret er som nævnt, at vi slet ikke kan forstå dybden af Jesu altomfattende gerning uden at kende GT. Derfor henviser Jesus selv, såvel som de forskellige NT-forfattere da også så ofte til GT, som tilfældet er, for at forklare dette. Fx er der over 100 henvisninger til GT i hebræerbrevet, og vistnok ca. 475 i Åbenbaringen. Når det er sagt, kan vi modsat heller ikke forstå dybden i dét, der siges i GT, uden at være fortrolig med åbenbaringen i NT. Således kompletterer og fuldstændiggør GT og NT hinanden 100% perfekt.

 

Det samlede vidnesbyrd og åbenbaring om Kristus i den hellige skrift, som vi har set på i denne gennemgang er firefoldig og kan sammenfattes således:

1       Kristus taler i Skriften (i både GT og NT),

2       Kristus udlægger Skriften, og

3       Skriftens inderste mening er Kristus.

4       Skriften er indåndet af Kristus,

 

Således er vidnesbyrdet om Kristus i Skriften altomfattende, og derfor er det ikke mærkeligt, at det kaldes og er Guds levende ord, hvorfor bibelens forfattere, såvel som kristne op gennem tiden, har sagt så meget vidunderligt om det. Lad os her til slut høre nogle få udsagn og vidnesbyrd fra GT om Guds ords suverænitet og storhed, såvel som dets virkninger i et menneskeliv:

 

 

AMEN