Jesu ypperstepræstelige bøn,

John 17 - 4. del

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Vi skal nu se på det fjerde afsnit af Jesu ypperstepræstelige bøn, og som nævnt tidligere, er det et af de dybeste afsnit i bibelen, fordi vi her har et kapitel, hvor vi på en særlig måde står på hellig grund. Vi har allerede set på mange vidunderlige ord herfra, der rummer så meget, at vi aldrig kan blive færdige med dem. Som, når vi fx sidste gang så på Guds navn, som også er Jesu navn, og hvor hvor han beder til sin Fader og siger:

Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn, det, som du har givet mig, så de må være ét, ligesom vi", v. 11

 

Vi så også på, at vi ved dette navn kan se Guds herlighed, som bliver åbenbaret for os ved Jesu død og opstandelse. Det er det, der er baggrunden for vers 4-6a, hvor Jesus siger dette til sin Fader:

"Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! Herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig..".

 

Som vi ser, siger Jesus her, at han har åbenbaret Guds navn. Når bibelen omtaler dette navn, så taler den også om dets betydning, såvel om guddomspersonen bagved. Sidste gang så vi fx på et vers fra 2. Mos. 3, hvor Gud omtaler sig selv som 'JEG ER', i betydningen: 'Jeg er den Gud, som altid ER'. Og som vi har set, så er dette navn også Jesu hellige navn.

 

Det, at Jesus åbenbaret Guds navn, er i den samme betydning, som Johannes taler vidner om, når han siger dette om Jesus:

"Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk", John. 1:18.

 

Læg mærke til ordene: Den enbårne, som selv er Gud! Derfor er det, at Jesus igen og igen omtaler sig selv med hans hellige navn, og 'Den, der har set mig, har set Faderen' - og her i kapitlet: 'Jeg har åbenbaret dit navn, dét, som du har givet mig'

 

Som menneske viser han os, hvem Gud er, både hans nærvær, kærlighed, nåde og frelse. Det er det, der menes med, at 'han er blevet Faderens tolk'. Det betyder, at han så at sige oversætter det, Faderen vil, for os, og åbenbarer derved i sin person den levende og almægtige Gud. Det er også det, hebræerbrevets forfatter kommer ind på, når han siger:

"Han (Jesus) er hans (Gud Faders) herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede..", Hebr. 1:3.

 

Vi kan altså se Faderen i og ved Sønnen, fordi han åbenbarer ham for os. Vi ser ham ganske vist ikke med vore fysiske øjne, for Jesus har sagt: 'Jeg går bort, og I ser mig ikke længere', men, som Paulus har formuleret det et sted, så ser vi ham med 'hjertets øjne', Ef. 1:18.

 

Det betyder konkret, at selvom andre ikke kan se alt det herlige, som Gud har åbenbaret i bibelen, så ser vi det lysende klart. Ordet 'se' er i øvrigt et af de meget hyppige ord i bibelen, fordi Gud har givet os troens øjne, så vi kan se, hvad det er, han har åbenbaret os i Jesus Kristus. Lad os se nogle enkelte skriftsteder herpå:

·         "Se hen til ham og strål af glæde, jeres åsyn skal ikke beskæmmes", Salme 34:6.

·         "Se, min hjælper er Gud, Herren støtter min sjæl", Salme 54:6.

·         "Se Guds lam, som bærer verdens synd", John 1:29.

 

Det, som disse vers vidner om, stemmer helt med Jesus, der siger:

·         "Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de som (siger om sig selv, at de) ser, skal blive blinde", John. 9:40.

 

Jesus er altså kommet for, at de blinde skal komme til at se! De blinde er dem, som vandrer gennem livet uden Gud og uden håb. Men når han åbner deres øjne, så kan de både se, og tro , Gud. Det er det samme, som når Jesus gentagne gange i kapitlet taler om at kende/erkende Gud, som på græsk er det samme ord. Det sker bl.a. i de følgende vers, hvor han siger dette til sin Fader: 

·         "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus", vers 3.

·         "Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. Thi de ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået fra dig; og de er kommet til tro på, at du har sendt mig", v. 7-8.

·         "Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig", v. 25.

 

Som vi ser, beder Jesus om, at disse tre ting må ske i de troendes liv: At de må tage imod ordet, erkende det og tro det. Netop dette ligger da også indforstået i ordene: 'Du må fødes på ny'! Uden den nye fødsel ser, erkender og forstår mennesker ikke frelsens vej i deres hjerter, så de kan tage imod Jesus og komme til tro. Det, der her siges, betyder selvfølgelig ikke, at der er tale om en bestemt rækkefølge, som man kan bruge som en tjekliste, om vi nu også har fået hele 'frelsespakken'. Nogle kommer fx til tro på Jesus uden at erkende ret meget, som fx børn, som stille og roligt vokser ind i en større forståelse af, hvad det hele drejer sig om. Og så er der andre, som måske på et splitsekund erkender, at de er en synder, der har brug for Jesus, og straks kommer til tro på ham.

 

Vi går videre og finder det næste vigtige og forunderlige udsagn i Jesu ypperstepræstelige bøn, og det handler om hans forbøn for alle de troende. Det har vi fx i vers 9, hvor han siger:

"Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig, thi de er dine".

 

Hvor er det vidunderligt at vide, at vi har en Frelser, som beder for os, for mig! Det skete ikke bare dengang, men han gør det stadig. Vi har flere skriftsteder, som vidner om dette. Vi har fx det kendte ord fra Rom. 8:34, hvor der står:

      "Hvem er det, der fordømmer? Kristus er den, som er død, ja MEGET mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd (og) som også går i forbøn for os. Hvem vil (da) kunne skille os fra Kristi kærlighed..?"

 

Læser vi videre, så får vi svaret: Det er der ingen, der kan! Hvor herligt! Et andet kendt vers, der siger det samme, har vi i Hebr. 7:25, hvor der står:

      "Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem".

 

Som vi ser, så nævnes det, at vi bliver frelst, fordi Jesus beder for os i Himlen. Jamen, blev vi ikke frelst ved Jesu død på korset? Jo! det er sandt, men i kraft af Jesu forbøn holder vi ud og bliver bevaret hos ham indtil det sidste. I lyset af de to vers, vi lige har set på, er disse fire udsagn om Jesus alle nødvendige for vor frelse: 1: Hans død; 2: hans opstandelse, 3: hans himmelfart, hvor han sidder ved Faderens højre hånd, hvor han ifølge hebræerbrevet frembærer blodet og er vor talsmand, og 4: og hans forbøn dér for os.

 

Hvis Jesus ikke kontinuerlig bad for os, ville vi gå under, for vor egen formåen er for skrøbelig. Det er da også dét, der ligger i hans ord til Peter, da han sagde: 'Peter, jeg bad for dig, at din tro ikke måtte glippe'. Vi tror ofte så meget på os selv, at vi til tider helt ubevidst bilder os selv ind, at vi nok skal klare det hele med den tro, vi har fået og stadig har. Sandheden er dog, at denne tro reelt er lige så lille som hos Peter, og som gør, at vi ville gå under, hvis vi stolede på den. Derfor er det så vidunderligt og livsvigtigt, at som han dengang bad for Peter, og for alle andre disciple, således beder han nu for os i Himlen, ligesom Helligånden jo også gør det, som der står i Rom. 8:26.

 

I vers 9 så vi på Jesu forbøn for alle de troende, hvor vi så og sige ser ind i hans hjerte. Det ser vi også i fx v. 11-12, hvor vi høre ham bede om, at de blive bevaret (eller 'holdes fast') i Faderens navn - dvs. bevaret hos Guds faderhjerte. Senere i den samme bøn siger han:

      "Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde" (kan også oversættes til 'den onde'), v. 15.

 

Det ord, der i de ovenfor nævnte vers er oversat med 'bevare', bliver brugt 50 gange i NT, og betyder 'at være opmærksom, så man tager vare på'. Det betyder, at Jesus i sin bøn beder om, at Gud må være opmærksom på os skrøbelige mennesker og tage hånd om os. Ordet, de er oversat med 'bevare', betyder altså noget langt mere end dets betydning på dansk. Og vi har hans ord for, at han vil gøre det! Det sker ikke bare, fordi han skal gøre det, men fordi han elsker os og sendte sin Søn for at frelse os. Det er i denne betydning, at vi skal læse Es. 43:4, hvor han siger:

      "Du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig".

 

Gud elsker sine børn på en speciel måde. Ligesom vi ser på vore børn (og familie) som nogle, vi på en speciel måde værner om, fordi vi elsker dem, således ser Gud på os. Han elsker os, og derfor er vi dyrebare for ham, og højt agtet. Som søskende ikke er ens, men elsket lige højt af forældrene, således er vi som Guds børn også hver og en dyrebare, højt agtet og elsket af Gud. Alt dette ligger inkluderet i Jesu bøn om, at vi må blive bevaret. Det stemmer med det, Johannes skriver i sit første brev:

      "Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham", 1. John. 4:9.

 

Denne kærlighed nævnes flere gange i Jesu bøn. Her skal vi kun se på vers 23, hvor Jesus i den sidste del beder til sin Fader om, at hans børn

      '.. må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig'.

 

Som vi ser, har vi hans ord for, at som Faderen elsker sin enbårne Søn, således elsker han også dig og mig. Er det ikke lidt overdrevet? Vi kan forstå, hvis der blot havde stået, at Gud elsker os, som det fx er beskrevet i John. 3:16, og det ville vi være godt tilfreds med. Men ligeså højt som Jesus? Ja! for som hans børn elsker han os, som han elsker Jesus!

 

Det, der her siges, er forunderligt, og er en gave uden lige. Men der er endnu mere at sige: Denne kærlighed har vi ikke kun som en abstrakt teoretisk viden, men han har udgydt den i vore hjerter, som der står flere steder. Det samme står der også indirekte i vers 26, hvor Jesus siger:

      "Jeg har kundgjort dem dit navn, og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem".

 

Det betyder konkret, at Gud ikke 'bare' elsker os, som vi læste det i vers 23, men også, at hans kærlighed være i os, ligesom han selv vil være det. Man kan godt forstå, at Paulus ikke har ord for det, og beder derfor om, at han

"sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og

højden og dybden er (at) kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I (vi) (derved) kan fyldes med hele Guds fylde", Ef. 3:17-19.

 

Vi kan ikke fuldt ud fatte, hvad det betyder, men vi har da tak og lov også hele evigheden til at udgrunde det. Men vi kan dog forstå så meget, og ved, at alt det, der står om Guds kærlighed til os i kapitlet, såvel som gennem hele bibelen, er sandt, virkeligt, og himmelsk! Derfor kommer bibelen da også igen og igen tilbage til det 'at glæde sig i Gud'! At glæde os i ham er da også grundlaget for vor tro og kristenliv. I sit første brev forklarer Johannes, hvad det vil sige:

      "I elskede, lad os elske hverandre, thi kærligheden er fra Gud, og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud, Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed", 1. John. 4:7-8.

 

Johannes henviser så ofte til Jesu undervisning om Guds kærlighed, at han har fået tilnavnet 'kærlighedens apostel'. Det er ikke så ringe et tilnavn. Det er da også ham, der har noteret, at Jesus har sagt dette til sine disciple: "Hvis I elsker mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen", John. 14:28. Vor glæde består bl.a. i, at han er taget til Himlen for at berede os en plads i de himmelske boliger, og hvor han som vor ypperstepræst træder ind for Faderen og frembærer sit blod; et evigt bevis på, at al vor synd og skyld er betalt, og hvor han som allerede nævnt går i forbøn for os.

 

Jo! Der er virkelig grund til at glædes. Johannes citerer derefter igen Jesus, der siger: "Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen", John. 15:11. Der står ikke: 'Det har jeg sagt til jer.., for at I skal være glade!' Det ville også være godt, men her tales der om en fuldkommen glæde: Han vil, at du må have hans glæde i dig! Han ønsker, at du skal kende den og mærke den.

 

Når denne glæde er, og beskrives som, fuldkommen, så er det fordi, den kommer fra ham. Den mangler ingenting. Den er en åndelig virkelighed, som vi kan tage imod og erkende, at vi har, fordi han bor i os. Det er ikke noget, vi selv skal fremelske, for så er det jo os selv, vi søger glæden hos. Men søger vi den levende Gud og læser hans ord, beder til ham og har fællesskab med ham, så åbner vi hver især op for hans glæde, så det bliver en del af os selv. Jo mere, vi gør dette, jo mere vil vi erfare, at glædens Gud, som bor i vore hjerter, til stadighed vil give os mere og mere af sin glæde. Jesus vender flere gange tilbage til dette i evangelierne, også i sin bøn til sin himmelske Fader i kap. 17, hvor han siger:

      "Nu kommer jeg til dig.. for at de fuldt ud må have min glæde i sig", v. 13.

 

Det næste ord, vi skal standse ved i dette kapitel, er de to ord 'jeg vil', der går som en rød tråd går gennem Jesu liv. Lad os læse vers 24, hvor han siger:

      "Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse".

 

Det er Jesu vilje, der åbenbares for os: JEG VIL! Det betyder konkret, at han derved satte og sætter alt ind på det, han var kommet til jorden for at gøre - og han var og er villig til at betale en hvilken som helst pris for, at det kan ske. Og dét er, at vi skal være dér, hvor han er. Hvor er han da? Det var det vi læste: Han er hos Faderen, som han på samme tid er med os alle dage, og hele vejen dertil.

       

Hvor er det vigtigt, at vi øver os på at bede, som Jesus bad, og lade hans vilje ske med os, så vi siger til ham: 'Herre, jeg ønsker, at din vilje må ske, for det er det bedste af alt. Du kender alt, og jeg ønsker at hvile i, at det, du vil gøre, er det bedste, der kan ske i mit liv'. Det er i hans 'jeg vil', at livet er! I den finder vi evangeliet! Det er i hans 'jeg vil', at kraften til det nye liv begynder og fortsætter. Det er kun derved, at hans bøn kan opfyldes i os: at vi må være hos ham, og skue hans herlighed, som han har den fra Faderen. Der, hvor han er, dér er himlen! Der er det evige liv! Der er Gud! Derfor er det, at han fortsætter med det, han vil, når han i det sidste vers i kapitlet siger:

      "Jeg har kundgjort dem dit navn, og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem", v. 26.  

 

Det sidste af Jesu ord, jeg vil tage med i denne gennemgang, er hans tale om det evige liv: Troen på det evige liv går ligesom så mange af hans andre guddomsord som en rød tråd gennem bibelen, og herunder også gennem kapitlet 17. Vi har allerede læst vers 3, men lad os læse det igen sammen med vers 2. Her beder Jesus til sin Fader og siger:

      "Du har jo givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus"

 

Det evige liv er forklaret mange steder i skriften, og kan beskrives som 'en lang linje, som aldrig slutter'; eller som 'en evig herlig fremtid, som aldrig ophører'. Vi kan ikke forstå evigheden, og det kunne bibelens forfattere heller ikke. Derfor taler Gud ofte om evigheden gennem billeder, som fx: så længe sol og måne er til og stjernerne lyser. Og dog vil det forsvinde en dag, men Gud ER evig, og derfor er livet hos ham det også. Vi lever derfor også i håbet om denne fantastiske og vidunderlige fremtid, hjemme hos Gud. Ja, den er på en måde allerede begyndt, for som vi læste, siger Jesus jo, at "Dette ER det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus".

 

Det evige liv er altså først og fremmest at kende Gud og hans Søn. Ifølge skriften er det noget, vi allerede har, og på samme tid noget, vi først fuldt ud kommer ind i ved opstandelsen fra de døde. Der er en så stor dybde i Guds ord, virke og væsen, at vi end ikke i al evighed bliver færdige med at udgrunde den. Bare tænk på det fantastiske i, at enhver, som søger ham, eller ser Guds skaberværk, kan få mennesker til at omvende sig til ham og komme til tro. Gennem skriften kommer Gud da også gang på gang tilbage til dette: Kan I mennesker i det mindste ikke ud fra mine gerninger se, at jeg er den almægtige Gud, som ønsker at frelse jer?

 

Vi bliver aldrig færdige med at udgrunde alt dette, Gud har gjort og vil gøre, og kan kun fatte det stykkevis. Han har ganske vist allerede nu åbenbaret sig selv for os, så vi fatter lidt af alt det herlige, der udstråler fra ham, og fra korset, og for hver dag, der går, får vi ved hans ord og Ånd et dybere kendskab af hans guddomsherlighed og kærlighed. Dette kendskab til Gud, som Jesus beder for os om, er simpelthen det vigtigste og herligste, vi kan opleve. Intet kan ligestilles med det at kende Gud og hans Søn, Jesus Kristus!

 

Pascal var en betydelig fransk filosof, som levede i begyndelsen af 1600-tallet. I 1654 kom han til tro på sin frelser, og efterfølgende skrev han en tekst, som han syede ind i sin vest, og bar ved sit hjerte til sin dødsdag. Den lyder således:

"Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, ikke filosoffernes og de lærdes. Vished! Vished! Fryd! Fred! Jesu Kristi Gud; min Gud og jeres Gud, din Gud skal være min Gud.. Han findes kun af de veje, som evangeliet lærer os. Menneskesjælens storhed, retfærdige Fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig. Fryd, fryd, tårer af fryd. Jeg har skilt mig fra dig, kilden med det levende vand forlod jeg. Min Gud, vil du forlade (tilgive) mig, at jeg aldrig i evighed må skilles fra dig".

 

Og så afslutter han teksten med det vers, vi læste lige før:

"Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har sendt, Jesus Kristus".

 

Når man læser disse ord, er det tydeligt, at Pascal havde erfaret det, der tales om i vers tre, og det samme har vi, for Gud Fader, Søn og Helligånd har jo åbenbaret det for os i vore hjerter. At kende Gud Fader og Søn er det evige liv.

Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os,

at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden,

for at vi skal leve ved ham  ... i evighedernes evigheder.

 

AMEN