Jesus:'Fader, herliggør din Søn'

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi se på Jesu ypperstepræstelige bøn, og vi begynder med at læse de fem første vers i John. 17.

"Således talte Jesus. Og han opløftede sine øjne mod Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig. Du har jo givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til".

I denne bøn, som bliver kaldt for Jesu ypperstepræstelige bøn, har vi et af de dybeste afsnit i bibelen, og det er utroligt, så sammenfattet bønnen er - og hvor meget han har med fra Gudsrigets virkelighed. Mon ikke alle kristne mærker, at de i dette kapitel på en særlig måde mærker, at de står på hellig grund.

Det første ord finder vi i vers ét, og det er ordet 'herliggøre'. I bibelen hænger Guds herlighed sammen med det at herliggøre ham, og derfor er det også dette ord, der lukker op for kapitlet. 'Herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig', siger Jesus. Vi forstår ofte Guds herlighed som det lys eller lysglans, der udgår fra Gud - og det er heller ikke forkert. Men i den bibelske tanke og begreb forstås det dog mere som det, Gud ER, og derfor er der også en nøje sammenhæng mellem Guds hellighed og Guds herlighed. I den bibelske åbenbaring ser vi desuden det forunderlige, at Guds herlighed træder frem overalt og samles i personen Jesu Kristus.

Vi skal se et eksempel på dette fra GT. I 2. Mosebog 33 læser vi om, at Moses indtrængende beder til Gud om, at han må gå med sit folk på den vandring, som de skal ud på gennem ørkenen, og siger: 'Hvis du ikke vil gå med, så vil vi slet ikke gå!' Men Gud siger 'nej!' til denne bøn, og med denne begrundelse:

"Sig til israelitterne: I er et halsstarrigt folk! Vandrede jeg kun et eneste øjeblik (med) i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig", v. 5.

Årsagen hertil var, at de var syndere, og da Gud er en hellig Gud, og bor i et lys, intet menneske kan komme nær, mens de lever på jorden, så ville de ikke kunne overleve, hvis Gud bare et øjeblik vandrede med. Det svarer lidt til, at vi med vore fysiske øjne prøver at se op på solens glans, og så tro, at det ikke kan skade os. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Sådan er det også med Guds hellige lys. Hverken de eller vi kan tåle dette lys i os selv, og det var grunden til, at Gud afviste bønnen og sagde: Jeg måtte jeg tilintetgøre dig undervejs.

Dette betød dog ikke, som man skulle tro, at folket dermed var overladt til sig selv, for i den samme forbindelse sagde Gud til Moses: 'Jeg sender en engel (eller 'min engel', som han siger andre steder) foran dig'. Faktisk er denne engel synonymt med Guds Søn, før han blev menneske. At det forholder sig således, er der mange eksempler på i GT - som fx i 2. Mos. 3, hvor der står, at Herren åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk. Men i de samme vers fremgår det også, at det er Herrens engel, der som Herren taler til ham og siger:

"Jeg er steget ned for at udfri dem (folket) fra Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land til et godt og vidstrakt land.., der flyder med mælk og honning', og lidt senere i det samme kapitel siger han igen: 'Jeg vil være med dig", jfr. v. 2-10.

At det virkelig er Jesus, der vil følge med sit folk på vejen, stemmer da også helt med vidnesbyrdet i NT, hvor han fx lige før sin himmelfart siger dette til sine disciple (og dermed også indirekte til alle troende): 'Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende', Matt. 28:20.

Moses forstod vistnok ikke helt, at dét, Gud (Fader) havde sagt til ham om sin engel, på en måde er helt det samme, som hvis han selv vandrede med, for Jesus er jo Guds Søn, og ét med sin Fader. Lad mig citere de kendte ord fra John. 1, 1, 14, hvor der står:

"I begyndelsen var Ordet (Jesus), og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed".

Når vi læser kapitlet fra 2. Mos., kan vi tydeligt se, at Gud Fader ville have Moses til at forstå, at når hans engel går med hans folk, så vil de i ham skue hans åsyn og herlighed. Når skriften taler om Guds 'åsyn', så er det næsten altid, som det er tilfældet med hans engel, en henvisning til Jesus Kristus, før han blev menneske. Derfor er det, at selvom Gud siger, at han ikke selv vil drage med, alligevel lige efter siger til Moses, at 'mit åsyn' vil gøre det. Guds åsyn er på en måde det samme som hans ansigt, og således er det også ofte oversat. Det er altid ansigtet, vi genkender hverandre på, og således kunne de og vi i dag kende Gud ved at se hans ansigt. Og således ser vi Gud, når vi ser på Sønnen, som er Guds åsyn eller ansigt. Det var forresten også ud fra sådanne tekster i GT, der taler om Guds åsyn, at de gamle rabbinere mente, at der tales om Messias.

I Hebr. 1:3 har vi et centralt vers, hvor Guds Søn beskrives på en lignende måde: Her står der nemlig, at 'han er Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede'. Det betyder konkret, at når vi ser Jesus, så ser vi også afglansen af Gud, som er det samme som Guds herlighed. Tænk et øjeblik på det, der siges her. Som Gud er, sådan er Jesus.

Han har jo vidnet og sagt, at 'jeg og Faderen, vi er ét', og et andet sted: 'den, der har set mig, har set Faderen'. Jesus er altså den fuldstændige åbenbaring af Gud. Når vi fx læser, hvad der står i NT, så er ingen tvivl om, at for dets forfattere er Guds herlighed, der er åbenbaret i Jesus Kristus, det mest vidunderlige, man kan opleve. Et eksempel herpå kan vi læse i 2. Kor. 4:6, hvor Paulus skriver om "Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt". Her får vi igen den dybe sandhed åbenbaret: Hvis vi vil se Guds herlighed, så skal vi se på Jesus, for det er der, vi finder den. Det er også det, der henvises til i salme 34:6, hvor der står: 'Se hen til ham og strål af glæde'. Lad os derfor altid se hen på ham, og i ham se Guds kærlighed til os, og dermed også hans herlighed

Det er det samme, Paulus er inde på, når han i det samme brev som før skriver følgende:

"Men alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre", 2. Kor. 3:18

Lad os først se på den del af verset, hvor der står, at ansigtet er utildækket, dvs. utilsløret. Skriften henviser flere gange til dette, og betyder, at et slør er taget bort - et dække er blevet fjernet for dem, der omtales. Alle har nemlig, som følge af syndefaldet, i deres natur et dække, der skjuler virkeligheden og sandheden for deres øjne.

Men så er det, at Paulus beskriver, at når Helligånden tager dette dække bort, så kan de, der tales om, med ét se dét klart, der før var skjult, nemlig sandheden om frelsen i Jesus Kristus, og med den også Guds herlighed. Vi kan nemlig ikke se Guds herlighed i Jesus uden ved Guds Hellige Ånd. De fleste har vist oplevet, at når de taler med mennesker om, hvordan de bliver frelst, og om, hvor herligt det er at være en kristen - og så tænker, at 'det må alle da kunne forstå og se', så finder de ud af, at det kan de slet ikke. Årsagen hertil er, at der ligger et slør over evangeliet, et slør, som kun Gud selv kan fjerne, og det gør han ved sin Hellige Ånd.

I den sidste del af verset står der så videre, at vi ser Herrens herlighed (som) i et spejl. Næsten alle mennesker ser sig selv i spejlet hver eneste dag. Der går næppe en morgen, hvor vi ikke lige skal se, om håret sidder, som det skal, eller om alt i øvrigt er, som vi helst vil se ud. Din opmærksomhed vil være rettet mod det, du ser i spejlet, og det er selvfølgelig først og fremmest dig selv. Spejlet snyder ikke, men gengiver dig selv 100% . Sådan er det også med det spejl, der er omtalt i det førnævnte vers. Det er ganske vist en hel anden slags spejl, et åndeligt spejl, og i det ser vi ikke det ydre, men hvordan vi ser ud i det indre. Men på samme tid ser vi også en anden i spejlet, nemlig Jesus Kristus, som forvandler os i en kontinuerlig proces gennem hele livet, og som gør, at vi bliver mere og mere lig ham. Det er det, Paulus taler om, når han skriver, at 'vi forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre'.

Dette er vort mål, og ved dette afspejler vi Guds herlighed i Kristus, alene af den grund, at 'det kommer fra Åndens Herre', som der står. Disse ord kan dog også oversættes således: 'Eftersom det kommer fra Herren, som er Ånden'. Med disse ord, som vistnok er mere korrekt oversat, ser vi en stærk identifikation mellem Herren og Ånden, som det for øvrigt også sker utallige andre steder i bibelen. Det er Faderen og Sønnen, som Ånden åbenbarer for os i spejlet, og som vil forvandle os.

Når vi læser prologen i John. 1:1-18, fremgår det tydeligt, at apostelen Johannes har set lidt af den herlighed, som der er tale om. Det samme er tilfældet, når han i sit første brev igen vidner om denne herlighed, idet han dog som indledning og ud fra det, han og de øvrige disciple så, først skriver:

"Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets ord, forkynder vi - og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos faderen og blev åbenbaret for os..", 1. John. 1:1-2.

Livets ord og det evige liv blev altså åbenbaret for dem, og det er pga. Faderen, som har givet dem sin Ånd. Det var det, der forvandlede disciplene, og det er også det, der som det eneste kan forvandle os. Der er nemlig en mægtig forvandlende magt i Guds ord, når Ånden gør hans ord levende, og derfor kaldes dette ord da også i både GT og i NT for 'det levende ord'. Det er altså helt det samme, som når Paulus taler om, at Ånden virker i og ved ordet, og vi ved dette ord forvandles til hans billede.

Vi har nu set eksempler fra både GT og NT, der viser, at det er Jesus, der er og åbenbarer Guds herlighed, han, der som er den anden person i den treenige Gud har lovet at følge med os på vejen. Hans løfte er jo, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.

I den nuværende tid, hvor flere og flere kristne vender sig fra korset og argumenterer for, at 'korset forarger mennesker fra at tro', og siger, at vi 'i stedet må tale til dem om Gud kærlighed' - så er det en stor misforståelse, for det er jo netop ved korset, at Gud viser os sin kærlighed. Derfor er det så vigtigt, at vi fastholder korset som evangeliets centrum, selvom det vækker spot, hån og forargelse. Det gjorde det dengang, og det gør det stadig! Som vi husker, har Paulus beskrevet dette på denne måde:

"Ordet om korset er vel for dem, der fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft.. (derfor): Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg.. ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom. Thi jeg havde fattet det fortsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det (ordret: ham) korsfæstet", 1. Kor. 1:18, 2:1-2.

Jo, korset forarger, men det er kun ved budskabet om Jesu kors og hans udgydte blod, at mennesker kan se Guds herlighed. Bibelens budskab er nemlig, at det kun er ved hans fornedrelse, at han blev og bliver ophøjet - og kun derved kan han drage mennesker til sig; til den frelse, han har tilvejebragt.

Det er også det, Jesus sigter til, når han i sin bøn siger dette til sin Fader:

"Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre".

Det, Jesus siger her, forud for sin lidelse og død, betyder selvfølgelig ikke, at han allerede havde fuldført sin gerning, for det skete jo netop først på korset. Men det betyder, at Gud allerede så den som fuldført. Det er fx tankevækkende, at livets bog, hvor alle de hellige gennem alle tider er blevet skrevet op i, også bliver omtalt som 'det slagtede lams bog'. At det ikke bare er et senere tilføjet navn på Livets bog, ses klart i grundteksten, hvor der står, at de hellige er de, der

'fra verdens grundlæggelse.. (er) skrevet i Lammet, det slagtede, Livets bog', Åb. 13:8.

Denne tekst siger altså, at før verden blev til, har Gud ikke bare forudset og forudberedt den frelsesplan, vi kan læse om i NT, men at han på en måde så den som allerede fuldført - og derfor har de troende da også til alle tider blevet indskrevet i 'det slagtede lams bog'. Ud fra disse ord forstår vi også djævelen raseri, og hans mange forsøg på at få Jesus til at give op, inden han nåede det, han kom for at gøre.

'Jeg har herliggjort dig på jorden', sagde Jesus. I NT læser vi om mange, som i nysgerrighed gerne ville se Jesus. Nogle af disse fik også et møde med Jesus, men de så ikke Guds herlighed i ham. Den var nemlig skjult for dem, som ikke ønskede at se. I Matt. 8 er der et tragisk eksempel på dette. I vers 34 står der nemlig, at

"hele byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bad de ham gå bort fra deres enemærker".

Mange andre kom dog til Jesus med hel en anden indstilling. Fx vidnede Johannes Døber om Jesus og sagde: 'Se, Guds lam', der bærer verdens synd', og 'han er Guds Søn'. Hans vidnesbyrd om Jesus var årsag til, at to af hans disciple straks forlod ham og fulgte Jesus i stedet. Den ene var Andreas, og han skynder sig at finde sin broder Peter og siger til ham: 'Vi har fundet Messias' - og 'han førte ham til Jesus', som der står lidt senere i det samme kapitel, John. 1:34-42. Disse tre blev Jesu første disciple. Da Jesus senere spurgte dem, hvem de troede, han var, svarede Peter, vel på alle disciples vegne:

"Du er Kristus (Messias), den levende Guds Søn', Matt. 16:16.

Vi husker sikkert, hvad Jesus sagde til denne bekendelse:

"Salig er du, Simon (Peter), Jonas' søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene", v. 17.

Her er der igen tale om en åbenbaring. En åbenbaring af hvad? En åbenbaring af Guds herlighed i Jesus Kristus. Det var den samme åbenbaring og herlighed, som Johannes vidnede om, og som Jesus senere sagde, at Esajas havde set, John. 12:41. Hver gang, de troende i den gamle pagt så Guds herlighed, så blev den åbenbaret i sin Søn. Og sådan er det også i den nye pagt.

Kunne de troende i den gamle pagt da se korset? Svaret er nej! for det blev først åbenbaret for os i den nye pagt. Hvordan kunne de troende så se Guds herlighed dengang, hvis den skal forstås som Guds herlighed ved Jesu Kristi kors? Hvordan kunne Moses så sige: 'Lad mig se din herlighed'? Og hvordan kunne David og profeterne skrive så meget om Guds herlighed, som tilfældet er? Lad os her se på et par eksempler herpå fra GT:

1: "Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor. Du er klædt i højhed og herlighed', salme 104:1.

2: "Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren", Salme 111:2-4.

Som vi ser, så de troende i den gamle pagt Guds herlighed, selvom de vistnok ikke var klar over, at det dermed var Guds herlighed i Jesu Kristus, de så - i alle fald ikke den herlighed, der udstråler ved hans ophøjelse på korset, men de så dog resultatet heraf. Det er det, Peter henviser til, når han skriver dette i sit første brev:

"Over den frelse (der er åbenbaret i den nye pagt) har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del. De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, der skulle følge derefter..", 1. Pet. 1:10-11.

Det, der her er sagt, betyder konkret, at selvom de ikke kunne forstå 'korsets gåde', som der står i salmen 'Hil dig, frelser og forsoner', så blev de alligevel frelst ved at se hen til ham, som Gud har sagt, ville komme og 'frelse sit folk fra deres synder', som der står i Matt. 1:21. Men netop fordi Gud på en måde så Sønnens gerning som allerede fuldført, så kunne de troende se Guds herlighed i ham forud for hans død.

En har engang sagt det på denne måde: De troende i den gamle pagt så frem på Guds frelse, som han ville skænke dem ved Messias, der som bekendt er det hebraiske navn på Kristus - mens vi ser tilbage på den samme frelse. At de virkelig forstod, at der var frelse i ham, som ville komme, og som Gud havde lovet, understreges ganske klart mange steder i den hellige skrift. Som fx, når Peter siger dette om profeterne i den gamle pagt:

"Om ham (altså Jesus Kristus) vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved Hans navn", Apg 10:43.

Som allerede nævnt, så forstod profeterne, at det er troen på den kommende frelser, at de kunne få syndernes forladelse, og denne vidunderlige sandhed fortalte de selvfølgelig videre til alle andre i deres samtid. Læg mærke til, at der i det citerede vers står 'ENHVER, som tror' - altså helt ligesom det står i det kendte vers, vi har i John. 3:16. Det fremgår endda, at de troende fra den gamle pagt ikke bare forstod lidt af den frelse og herlighed, som Gud havde beredt for dem ved den kommende frelser, men har gennem disse tekster også forudsagt hans frelsernavn. Lad os her til slut se et par eksempler på dette.

I Esajas kapitel 12, som har overskriften: 'Det frelste Israels lovsang', har vi en vidunderlige profeti om jødernes fremtid, og det kunne være dejligt at se på alle versene. Men her skal vi dog kun se på vers 2-3, hvor der i den danske bibel står:

"Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi Herren er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder".

Som vi ser, så bliver ordet ’frelse’ omtalt på tre forskellige måder i disse to vers:

1. Se, Gud er min frelse..

2. Han blev mig til frelse

3. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.

Alle tre udsagn er sandt. Men i grundteksten fremgår det dog tydeligt, at der tales om Jesus, der både her og mange andre steder i GT bliver omtalt og beskrevet som denne frelse. For på alle de tre ovenfornævnte steder er 'frelse' nemlig ikke et udsagnsord, men et navneord. Der står nemlig, at det er Yahshua, der som bekendt er hebraisk og oversat til Jesus. Jeg citerer derfor disse to vers igen – men denne gang delvis ud fra grundteksten - og undervejs tilføjer jeg så den bagvedliggende betydning i de nævnte udtryk:

1. ’Se, Gud den Almægtige er min Yahshua’. For os ville det være lettere at forstå verset, hvis vi omformulerede det, der står i verset og siger: 'Se, Yahshua (Jesus) er min Gud, den almægtige'. Med dette henvises der både til Jesus i sin evige eksistens; som den anden person i Guds væsen, og til de troendes erkendelse af dette.

2. ’Han (altså Gud) blev også min Yahshua’. Det skete, da han kom til jord som et menneske, og var villig til at dø for alle, for derved at fjerne den enkeltes synd på Golgata.

3. ’Derfor skal I med glæde drage vand ud af Yahshuas kilder. Dette henviser til, at de troende for evigt skal leve ved ham og få sin tørst slukket hos ham: Det stemmer med Jesu ord i John. 7:37, hvor han siger: ’Om nogen tørster, han komme til mig at drikke’.

Jeg har forsøgt at tælle alle de gange, hvor GT på grundsproget tydeligt ved navns nævnelse henviser til Jesus som den Messias, der skal komme og frelse dem fra deres synder. En af de tydeligste tekster er nok Es. 62:11, hvor der står:

"Herren lader det høres til jorden ende: Sig til Zions datter (dvs. til jøderne): Se, din frelse kommer (ordret: Se Yahshua, dvs. Jesus) kommer, se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham".

Som allerede nævnt, er det tydeligt, at ordet, som er oversat til frelse, ikke er et udsagnsord, men derimod også her et navneord. At der virkelig er tale om en person, bekræftes ved, at der lige efter står, at 'hans løn er med ham, hans vinding foran ham'. For et stykke tid siden læste jeg, at da en jøde blev bedt om at læse dette vers, blev han først forbløffet over det, han læste. Kunne det virkelig passe, at Messias' frelsernavn blev omtalt i deres Tanach (GT)? Denne 'afsløring' førte til, at han tog imod Jesus som hans frelser, uden at han havde læst NT først.

Det er jo netop det, de gamle profeter vidnede om igen og igen, ikke bare overfor os, men især overfor de troende i deres samtid. Selvom de ikke forstod den fulde betydning, var de klar over, at Guds frelse vil komme til dem ved Yahshua Ha Massiah, som oversat er Jesus Kristus.

Tænk, at også vi har fået lov til at få denne frelse i eje sammen med de troende fra den gamle pagt, og mange jøder op gennem tiden. Der er en del kristne, der hævder, at denne frelse er forbeholdt de troende i den nye pagt, og siger måske, at jøderne bliver frelst ved at holde loven. Men at det ikke er tilfældet, understreges igen og igen i den hellige skrift. Fx siger Peter et sted, at vi (jøder) bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som hedningerne gør det, Apg 15:11. Det samme er hebræerbrevets forfatter inde på, når han siger, at 'Jesus er mellemmand for den nye pagt, efter at død har fundet sted fra overtrædelser under den første pagt', Hebr. 9:15.

Jo! I ham så de Guds herlighed, som vi ser den i dag. Og denne herlighed ser vi i vort følgeskab med Jesus på vejen mod Himlen, hvor vi i hans nærhed mere og mere tilegner os hans sindelag. Det er jo kun ved at følge ham, at vi kan høre hans røst, når han taler til os og siger: 'Dette er vejen, I skal følge'. Denne vej og herlighed har han åbenbaret os, og i de næste vers i John. 17, som jeg vil afslutte denne gennemgang med, beder han således for alle dem, som er kommet til tro på ham:

"Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord. Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. Thi de ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået fra dig; og de er kommet til tro på, at du har sendt mig. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig, thi de er dine - alt mit er jo dit, og dit er mit - og jeg er herliggjort i dem", John. 17:6-10.

Amen