Josef i
Egypten
Af Eskild Skov Særkjær
Ligesom
bibelkritikere generelt har svært ved at tro på, at det er Gud, som har skabt
verden og alt liv på den, eller på beretningen om syndfloden, babelstårnet såvel
som dommen over Sodoma og Gomorra, så har de også svært ved at tro på alt
andet, der står skrevet i bibelen om Israels historie og forhistorie. Dansk
Bibelværk har fx udgivet et værk om GT, og i denne får bibelens beretning om
Josef denne kritiske kommentar med på vejen:
”Det
er tydeligt, at Josef-historien ikke er en skildring af en historisk persons
levnedsløb, men er en novelle.. som forsøger at forklare, hvordan det er gået
til, at Jakob og hans sønner var kommet til Ægypten”1.
Og, lidt
senere i samme kommentar:
”Der
findes intet spor af Josefs ophøjede status i de ægyptiske skrifter, hvorfor
også denne beskrivelse må betragtes som en del af novellen”.
Men, kan
det virkelig passe, at beretningen om Josef 'slet ikke er en historisk skildring
af en persons levnedsløb’, men blot en novelle, en myte? Nej, heldigvis er der
overhovedet ingen grund til at tvivle på sandheden i Guds ord. Beretningen om
Josef bliver da også gang på gang beskrevet og omtalt som værende autentisk i
bibelen. I forbindelse med Stefanus’ forsvarstale i Ap.g. kap. 7 bliver hans
livshistorie fx bevidnet grundig - og omtales ikke mindre end fire gange [vers
9-14]. Det andet, vi skal lægge mærke til, er, at hele skriften bliver omtalt
som Guds inspirerede ord. Det betyder, at det, der står skrevet, er bevidnet af
Gud selv, der er historiens Gud. Derfor kan vi tage beretningen om Josef som
værende en sand historie om, hvordan han, og senere hans familie, kom til
Egypten. Men det er ikke 'bare' bibelen, som vidner om dette. Der er nemlig
mange beviser på, at 'det, der står skrevet', stemmer med de historiske og
arkæologiske facts. Men, før vi ser nærmere på dette, så lad os først ganske
kort se på det, der gik forud:
I 1.
Mos. 37 læser vi beretningen om, hvordan Josefs brødre solgte ham som slave til
nogle midjanitiske købmænd, som igen solgte ham til Potifar, som var livvagtens
øverste i Egypten. I de næste par kapitler berettes det om, at han uden egen
skyld bliver fængslet. Og, mens han sidder der, står der videre i kap. 40, at
egypterkongens mundskænk og bager forbryder sig mod kongen, og de bliver begge
kastet i det samme fangehul, som Josef var. Efter en tid får de begge en drøm,
som Josef tyder for dem - og det, han sagde, gik i opfyldelse tre dage senere:
”Overmundskænken
genindsatte han [kongen] i hans embede, så han atter rakte Farao bægeret, og
overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem”, 1. Mos.
40:21-22.
Mundskænken
havde lovet Josef at gå i forbøn for ham overfor Farao, når han blev fri. Men
han glemte det, indtil den dag to år senere, da Farao fik en drøm, som ingen
kunne tyde. Da kom mundskænken til at tænke på Josef og fortalte Farao, at
Josef kunne tyde drømme. Hvad der så skete, står beskrevet i kap. 41:14-16:
”Da
sendte Farao bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af fangehullet; og
efter at have ladet sig rage og skiftet klæder fremstillede han sig for Farao.
Da sagde Farao til Josef: Jeg har haft en drøm, som ingen kan tyde; og nu har
jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den. Josef
svarede Farao: Ikke jeg – men Gud vil give Farao et gunstigt svar”.
Farao
fortæller herefter sine to drømme for Josef, hvor den første handlede om syv
fede og syv magre køer, og den næste handlede om syv gode og syv dårlige aks.
Josef tyder derefter Faraos to drømme, som det står skrevet i 1. Mos. 41:25-28
og 32:
”Da
sagde Josef til Farao: Faraos drømme betyder begge det samme, og Gud har
kundgjort Farao, hvad han vil gøre. De syv gode køer betyder syv år; de syv
gode aks betyder ligeledes syv år; det er en og samme drøm. Og de syv magre og
usle køer, der steg op efter dem, betyder syv år, og de syv golde og vindsvedne
aks betyder syv hungersnødsår. Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao:
Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue! ..at drømmen gentog sig to gange
for Farao betyder, at sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade
det ske”.
Josef
giver herefter forskellige råd til Farao om, hvad der bør gøres, for at Egypten
kan håndtere den kommende krise. Han siger bl.a. dette til kongen:
”Nu
skulle Farao udse sig en indsigtsfuld og klog mand og sætte ham over hele
Egypten, og Farao skulle tage og indsætte tilsynsmænd over landet og opkræve
femtedelen af Egyptens afgrøde i overflodens syv år; og de skal samle afgrøden
fra de gode år, der kommer, og oplagre høsten som Faraos eje og bringe afgrøden
under lås og lukke i byerne, for at afgrøden kan tjene til forråd for landet i
hungersnødens syv år, som skal komme over Egypten, at landet ikke skal gå til grunde
ved hungersnøden..”, 1. Mos. 41:33-36
Som
reaktion på denne tale sagde Farao:
”Hvor
finder vi en mand, i hvem Guds Ånd er som i ham? Efter at Gud har åbenbaret dig
alt dette, kan ingen måle sig med dig i indsigt og kløgt; du skal forestå mit
hus, og efter dit ord skal alt mit folk rette sig; kun tronen vil jeg have
forud for dig. Og Farao sagde til Josef: Så sætter jeg dig nu over hele
Egypten”, v. 33-41.
Og
således blev Josef Egyptens næst mægtigste mand. Josefs ophøjelse beskrives i
de næste vers:
”Farao
tog seglringen af sin hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine
linnedklæder og hængte guldkæden om hans hals, han lod ham køre i sin
næstbedste vogn, og de råbte ’abrek’ [et hyldestråb] for ham. 1. Mos. 41:42-43.
I det
næste vers beskrives det, at Farao derefter gav Josef det egyptiske navn
’Safenat-Panea’, som
betyder ’verdens frelser’. På den måde blev Josefs ophøjelse i
Egypten (som i bibelen bliver et synonym på verden) et forbillede på Jesus, som
bogstavelig blev og er verdens frelser.
Vi skal nu se på, om Josef eksisterer
i den egyptiske historie
Bibelen
fortæller altså, hvordan Josef kom til Egypten, hvor han kom til at spille en
fremtrædende rolle som administrator, medregent og hersker i landet, direkte under
Farao, jfr. 1. Mos. 41:41. Lad os nu se lidt nærmere på nogle af de historiske
og arkæologiske vidnesbyrd herfor.
Den
Egyptiske historie beretter, at under det tredje dynasti, i Farao Djosers
regeringstid, dukker der pludselig en indtil da fuldstændig ukendt mand op i
landets historie - en mand, som fra at være ukendt af alle, ophøjes til at få
en stilling lige under Farao ligesom Josef. Hans [egyptiske] navn er Imhotep,
men meget tyder på, at han er identisk med Josef. I oldtiden var det meget almindeligt
at ændre personernes navne, når et og andet ændrede sig i deres liv eller
karriere. Vi han fx bare tænke på Abram og Saraj, hvis
navne Gud ændrede til Abraham og Sara. Da Daniel og hans tre venner blev taget
til fange og kom til Babel, fik de også alle fire andre (babelske) navne. 1 2.
Krøn. 36:4 læser vi, at da egypterkongen gjorde Eljakim til konge over Juda og
Jerusalem, blev hans navn ændret til Jokakim. Og sådan kunne vi blive ved med
at finde eksempler. Men tilbage til Imhotep, som efter min vurdering
sandsynligvis er det egyptiske navn på Josef.
Denne
mand er som førnævnt ukendt, indtil han pludselig optræder som landets næst
mægtigste mand i Egypten. Han kan derfor ikke være faraos Djosers biologiske
søn, for så ville han være omtalt i den egyptiske historie, og bevidnet på div.
monumenter fra den tid. Man har fx fundet en inskription på et lersegl fra
denne Faraos første regeringstid, og bliver her nævnt sammen med et antal
embedsmænd i høje stillinger - og almindelig praksis var, at familiens navne
altid stod øverst -
men det
bemærkelsesværdige er, at der ikke står noget som helst om Imhotep (Josef) på
inskriptionen. Der er kun en forklaring på dette: Han var endnu ikke kommet
fået den betydning, som bibelen taler om.
Men,
nogle år senere, på ca. samme tid, som Josef ifølge bibelen kom i Faraos
tjeneste, så dukker der flere interessante inskriptioner op. I et af dem
fortælles der om en indtil da fuldstændig ukendt mand, som pludselig ophøjes
til at få en stilling lige under Farao. Normalt ville en søn automatisk få
denne stilling som Faraos rådgiver og medregent, men inskriptionerne beskriver
udtrykkelig, at denne Imhotep ikke var medlem af den royale familie. Derimod
beskrives han som en mand, som havde opnået den ophøjede position ved sin egen
fortræffelighed. Det er i øvrigt den eneste gang i Egyptens historie, at nogen
havde avanceret på denne måde, hvilken indikerer, at Imhotep og Josef må være
en og samme person.
Der har
tidligere været tvivl om, hvorvidt Imhotep [og dermed Josef] var en virkelig
person, fordi det var svært at tro, at en ukendt mand sådan uden videre kunne
blive Egyptens næst mægtigste mand. Men siden dengang har arkæologer fundet en
mængde beviser herfor. Han er fx omtalt på flere stentavler, som fortæller
Egyptens historie, og flere statuer portrætterer ham. Men, der står så meget om
Imhotep, som ikke er omtalt i bibelen - kan det så være tale om, at han kan
være identisk med Josef? Ja, det kan det godt. Lad os som udgangspunkt være
opmærksom på følgende forhold:
Bibelen
fortæller selvfølgelig ikke alt om, hvad Josef lavede i Egypten, da beretningen
om hans mangeårige ophold i landet er ret kortfattet. Hvis vi antager, at Josef
kom til Egypten som ung, måske som 20-årig, og det var som 30-årig, at Farao
satte ham over hele Egypten, som der står i 2. Mos. 41:41 - så gik der yderlig
80 år, før han ifølge bibelen døde som 110-årig. Bortset fra de første år, og
så lige det sidste, så står der ikke noget i bibelen om de mange mellemliggende
år, hvor Josef fungerede i landet som ’statsholder’. Årsagen hertil er, at den
bibelske historie ikke er ude på at fortælle enkeltheder om de personer, den
omtaler, men giver 'blot' primært et overordnet frelseshistorisk overblik; og
derfor er der intet i vejen for, at de forskellige begivenheder, som den
egyptiske historie tillægger Imhotep, kan tilskrives Josef, hvis
ellers rammerne herfor er identiske. Som fx, at Josef
fremtrådte og ledte landet på nøjagtig den tid, som den egyptiske historie
fortæller om Imhotep fremtræden og mangeårige regenttid.
Hertil
skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på, at Egyptens beskrivelse af
Imhotep [Josef] selvfølgelig er beskrevet af egyptiske historikere, som har
haft en interesse i at ændre det, han stod for, fx hans tro på den eneste sande
Gud - og tilpasse det til den egyptiske gudelære. Det blev selvfølgelig ikke
gjort før lang tid efter, han levede, og de havde da, som altid, en interesse i
at lade deres faraoer og andre kendte personer blive ophøjet og æret som guder.
Når
dette er sagt, så er det alligevel logisk at antage, at der er [må være] mange
arkæologiske spor tilbage af en så mægtig leder, som Josef var. Og det er netop
det, den egyptiske historie om Imhotep synes at være et bevis på. Lad os nu se
på nogle af de arkæologiske vidnesbyrd på dette:
Da
udgravningen ved den berømte trinpyramide i Zakkara [eller Sakkara], som ligger i Gosen; i det samme
område, som Josefs familie flyttede til ca. år 1440 BC, da de ankom til Egypten,
er der fundet rester af en statue, hvor kun fødderne var tilbage. I soklen var
bl.a. denne tekst indgraveret:
”Imhotep,
kansler for kongen af nedre Egypten, chef under kongens administrator af det
store palads, adelig, ypperstepræst af Heliopolis, Imhotep bygmesteren,
skulptøren, fremstilleren af stenvaser..2”.
Det
første vi skal se på, er teksten, der siger, at Imhotep (Josef) var
’ypperstepræst i Heliopolis’. Det passer i alle fald ikke på Josef! Eller gør
det..? For at komme dette nærmere, skal vi først være opmærksomme på, at byen
Heliopolis er
identisk med den bibelske by On. I den egyptiske historie er disse to navne
blevet brugt sideløbende med hinanden - og det gør det vistnok stadigvæk. I det
gamle Egypten var denne by residens for landets ypperstepræst. Det er
sandsynligt, at det var denne ypperstepræsts datter, som Farao gav ham til
ægte. Dengang var det nemlig almindeligt at bortgifte en datter af politiske
grunde eller pga. en forfremmelse som den, Josef fik. Dette stemmer faktisk godt
med, at bibelen nævner, at dette skete i forbindelse med, at Farao ophøjede
Josef til at blive medregent og landets næst mægtigste, og
"han lod ham ægte Asenat, en datter
af præsten Potifera i On..”, 1. Mos. 45:45.
Men,
hvis denne præst, Potifera, er identisk med ypperstepræsten i On, hvordan
passer det så med, at Imhotep/Josef også omtales som ypperstepræst? Ganske
simpelt ved, at han, som det var almindeligt i Egypten, arvede denne stilling
og titel, da hans svigerfar døde. Men, hvis Josef gjorde det, ville han så ikke
selv være blevet afgudspræst, som man må formode, at svigerfaderen var?
Ikke
nødvendigvis. Ifølge den egyptiske historie var stillingen som ypperstepræst i
On ikke en almindelig stilling, hvor man blev indsat til at være præst til at være
præst for en bestemt gud - men den synes at være en æresstilling, som blev
givet til en udvalgt person med stor politisk indflydelse. Det havde Josef. Han
blev jo af Farao regnet for en 'Guds mand med stor visdom', så denne, hans
senere indsættelse som ypperstepræst i ON, ville være helt i tråd med det, der
står i bibelen om ham som Faraos medregent.
Men,
hvad så med alt det andet, der står i den føromtalte egyptiske inskription om
Imhotep [Josef]. Passer det også med bibelens beretning om Josef? Fx det, at
han var en stor bygmester? Selvom bibelen ikke direkte omtaler dette, så er der
noget, der tyder på dette. Ifølge bibelen indså Farao, at Josef var 'en
indsigtsfuld og klog mand', og satte ham 'over hele Egypten', 1. Mos. 41:33,
41. Ud fra inskriptioner er Imhoteps indsættelse og virke beskrevet på samme
måde, og med næsten samme ord. Det er derfor igen nærliggende at tro, at der er
tale om den samme person, hvis indsigt gjorde, at han i forbindelse med, at han
fik befalingen om at sørge for at samle og opbevare Egyptens korn i de ’syv
fede år’, også satte det omfattende byggeri af siloer i gang over hele Egypten,
hvori kornet kunne opbevares. Ifølge gamle rabbinske skrifter blev Josef også,
ligesom Imhotep, kaldt for en stor bygmester, og beskrives ligefrem som
'opfinderen af kunsten at bygge med tilhuggede sten’, noget, som man aldrig
tidligere havde gjort i Egypten.
Der er
arkæologiske beviser for, at man på den tid, da Imhotep/Josef fremtrådte, begyndte
at bygge på en helt anden måde end tidligere. Alle de bygningsværker, som
bliver tilskrevet Imhotep, er nemlig blevet konstrueret på en for egyptere
uvant måde - og på dette grundlag har man fastslået, at Imhotep har indført
denne nye byggestil, netop som de gamle rabbinerne har tilskrevet Josef. Det
ser altså også her ud til, at Imhotep er identisk med den bibelske Josef i
Egypten. I det næste eksempel om fundet af 'Josefs kornsiloer' bliver dette
endnu tydeligere:
Fundet af 'Josefs kornsiloer' i Gosen
Ved den berømte trinpyramide, som ligger i den egyptiske
oldtidsby Zakkara, Gosen, er der fundet et antal dybe og firkantede
skakter. Hele vejen rundt om denne pyramide og de dele, der beskrives herunder,
er der en smuk ornamenteret mur3. Gennem hovedindgangen i østmuren
kommer men ind i et område, hvor der er 40 søjler, 20 på hver side. Når man har
passeret søjlerne, kommer man til de nævnte skakter, som går dybt ned i jorden.
Et af de mange skakter ses nedenfor til venstre4.
Arkæologer har længe været i tvivl om, hvad de har været brugt til. Der har
været talt om, at det måske var gravkamre, men det stemmer bare ikke med den
måde, gravkamre er bygget på i Egypten.
1.
Alle gravkamre har
nemlig det til fælles, at de har nogle små og skjulte indgange, men der er ikke
gjort noget forsøg på at skjule de ovenfornævnte store og firkantede skakter i
Zakkara. *indsæt billede, side 78.
2.
De forbundne skakter
er kun forbundne med hverandre, og der findes ingen gravkamre knyttet til
disse. * indsæt billede side 79. De sædvanlige tunnelkomplekser, der ellers
altid er til stede i forbindelse med gravkamre, findes derfor heller ikke.
3.
Der er heller ikke
tilknyttet de traditionelle opbevaringsrum for mad til den døde, som det fx er
tilfældet ved Faraos grav, som ligger under pyramiden, hvilket også klart
indikerer, at skakterne har været brugt til et andet formål.
4.
Det bekræftes af, at
alle de fundne skakter har store åbninger opad, over jorden.
Hvad har de mon været brugt til?
For de bibeltro kristne er det oplagt at tænke på den bibelske beretning om
Josef, som blev indsat ’under Faraos myndighed til at oplagre korn til føde og
bevogte det’, og før de syv år med ekstrem hungersnød begyndte, 1. Mos.
41:33-36.
”Josef
oplagrede så meget korn som havets sand, så han måtte holde op med at tælle
det, for det kunne ikke tælles”, 1. Mos. 41:10.
Nogle arkæologer taler da også nu
om, at de store, firkantede og forbundne skakter i virkeligheden er
underjordiske siloer, der har været brugt til opmagasinering af korn. Dette
bevidnes af, at man faktisk har fundet kornrester i alle disse skakter5.
De fleste forestiller sig nok, som jeg har gjort, at man opbevarede kornet i
nogle store overjordiske siloer, men ny viden fortæller, at hvis korn skal
opbevares gennem flere år, så er det bedste sted i et køligt og tørt miljø.
Underjordiske siloer i denne tørre region med åbninger over jorden, som
formentlig har været overdækket, ville effektivt opfylde alle betingelser for
den ideelle opbevaring af korn. Bibelen fortæller, at de syv år med hungersnød
påvirkede Egypten såvel som de omkringliggende lande:
”Da
de syv år med overflod i Egypten var forbi, begyndte de syv år med hungersnød,
sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten
var der brød. Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød, men
Farao sagde til alle ægyptere: ’Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer’.
Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte
korn til ægypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten. Fra hele jorden kom folk
til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele
jorden”, 1. Mos. 41:52-57.
Vi læser altså, at egyptere såvel
som udlændinge kom til Josef for at købe korn, fordi hungersnøden havde ramt
dem alle. Også fra det område, som hører til løfternes land, nemlig Israel. En
dag kom også hans brødre til ham:
”Josef
var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets
befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham”, 1. Mos.
42:6.
Josefs brødre kom altså direkte
til Josef for at købe korn. Det er sandsynligt, at de kom til Zakkara i Gosen,
der som nævnt ligger tæt på det område, hvor de senere slog sig ned. Indtil nu
er der udgravet 11 enorm store og dybe skakter (siloer), hvor man engang har
opbevaret en uhyre mængde korn. Man har regnet ud, at de er så store, at de
tilsammen kan rumme
Den sandsynlige årsag til den
høje og brede mur rundt om komplekset i Zakkara er sikkert, at man har fundet
det nødvendigt for at beskytte området mod tyveri. For det var jo ikke bare
kornet, som kunne lokke. Man kan fx bare tænke på den store mængde gods og
guld, som blev samlet dér som betaling for det korn, idet ”alverden kom til
Egypten for at købe korn hos Josef, thi hungersnøden tog til over hele jorden”,
1. Mos. 42:57.
Det omfattende kompleks indenfor muren,
som kan ses på skitsen, blev sandsynligvis brugt som en handelsplads for den
store mængde korn, som Imhotep/Josef havde ansvaret for. Hvor omfattende det
var, kan vi få en lille fornemmelse af ved at læse 1. Mos. 47:14-20, hvor vi
kommer ind i teksten efter, at egypterne har brugt alle deres penge de første
par år i hungersnøden til at købe korn af Josef:
”Da
lod Josef alle de penge samle, som var indkommet.. og lod dem bringe til Faraos
hus. Men da pengene slap op i Egypten og Kana’en for det korn, der købtes, kom
hele Egypten til Josef og sagde: ’Gid os brødkorn, at vi ikke skal dø for dine
øjne, thi pengene er sluppet op!’ Josef svarede: ’Kom med jeres hjorde, så vil
jeg give jer brødkorn for dem, siden pengene er sluppet op.’ Da bragte de deres
hjorde til Josef, og han gav dem brødkorn for hestene, for deres hjorde af
småkvæg og hornkvæg og for æslerne; og han forsørgede dem i det år med brødkorn
for alle deres hjorde. Men da året var omme, kom de til ham det følgende år og
sagde: ’Vi vil ikke skjule det for min herre; men pengene er sluppet op, og
kvæget har vi bragt til min herre; nu er der ikke andet tilbage for min herre
end vore kroppe og vor jord; lad os dog ikke dø for dine øjne, vi sammen med
vor jord, men køb os og vor jord for brødkorn, og lad os med vor jord blive
trælle for Farao, og giv os derfor såsæd, så vi kan blive i live og slippe for
døden, og vor jord undgå at lægges øde. Da købte Josef al jord i Egypten til
Farao, idet enhver ægypter solgte sin mark, fordi hungersnøden tvang dem, og
således kom landet i Faraos besiddelse..”.
I forbindelse med den egyptiske hungersnød på syv år, er
der en meget interessant sten (stele) i Egypten, som bliver omtalt som hungersnødstelen, og denne stele er fyldt med
inskriptioner. At denne sten kaldes således, skyldes, at den altid har været
forbundet med den bibelske beretning om Josef, og den kaldes derfor også for Josefstelen (eller Josefstenen)7.
Josefstenen fortæller da også historien om den eneste
kendte syvårige hungersnød i Egypten, som skete på nøjagtig den tid, som passer
med bibelens beretning om Josef' ophold i Egypten, og hvor den tidligere
omtalte Farao Djoser regerede i Zakkara. Den fortæller også, hvordan egyptere
pantsatte sig, men også, at landets præster blev undtaget - ligesom der står i
bibelen:
”Kun
præsternes jord købte han [Josef] ikke, thi de havde faste indtægter fra Farao,
og de levede af de indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke
at sælge deres jord”, 1. Mos. 47:22.
I en
anden inskription, som kæder Josef og Imhotep sammen, er et fund, der er gjort
på en ø, neden for Nilens første vandfald. Denne inskription gør krav på at
være en kopi af et dokument, som er skrevet af Farao Djoser, i hans 18.
regeringsår. Den menes at være en kopi, der er udhugget mere end 1000 år efter
de begivenheder, det hævder at citere. Og det er muligvis derfor, at der ved en
fejl er byttet om på de syv gode og de syv dårlige år, så de gode år kommer
sidst? Som sagt er det den eneste kendte hungersnød på syv år, der er omtalt i
den egyptiske historie, så bortset fra denne 'fejl' må man derfor formode, at
der må være tale om den samme syvårige hungersnød, som er beskrevet på
Josefstenen og i bibelen.
Som
nævnt blev den bibelske beretning ’egyptiseret’ for at passe ind i den egyptiske
gudelære. Det gælder fx, når Imhotep [Josef] konsekvent bliver omtalt som
’Phats søn’. Men alligevel kan vi også her spore en vis sammenlignelighed med
Josef gudstro, som fx i den ovenfornævnte inskription, hvor Farao beskriver,
hvordan han er bekymret for den kommende hungersnød:
’Jeg
spurgte.. Imhotep, Ptahs søn.. Hvor er Nilens fødested? Hvem er gud der? Hvem
er Gud?’ Imhotep svarer: ’Jeg behøver ledelse fra ham, der råder over
fuglenettet’8.
I denne
inskription finder vi tilsyneladende ikke noget, der minder om bibelens Josef.
Men lad os alligevel se, om der ikke gemmer sig noget i teksten, som kan pege
hen på ham. Det første, vi lægger mærke til er, at Farao tiltaler ham som
'Ptahs søn'. Ptah var kendt i Egypten som den største gud, alle tings skaber,
altså også skaberen af andre guder. Så når bibelen fortæller, at Josef bekendte
sig til troen på den ene og eneste Gud, alle tings skaber, er det forståeligt,
at egypterne tolkede denne gud til at være identisk med Ptah, hvorefter Imhotep
[Josef], i overensstemmelse med den egyptisk tradition
fik tilnavnet 'Ptahs søn'. Dernæst siger teksten, at han på Faraos spørgsmål
siger, at han behøver ledelse fra Gud for at kunne svare. Disse ord minder
meget om det svar, som Josef giver Farao i bibelen:
”Det er ikke mig, der kan. Gud vil give
Farao et gunstigt svar”, 1. Mos. 41:16.
Det
sidste, der skal tages med her om Imhotep [Josef], er det arkæologiske
vidnesbyrd om hans begravelse. Der står ikke meget om hans død og begravelse.
Den nævner blot, at
”Josef
døde 110 år gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i en kiste i Ægypten”,
1. Mos. 50:26.
Som den
vigtige og ophøjede stilling, som Josef har været i, er det logisk at antage,
at han må være blevet begravet på samme måde, som de øvrige kongelige blev
begravet. Og det stemmer da også helt med, hvad man ved om Imhotep. Ligesom
Josef blev han også 110 år gammel, og han blev også balsameret, lagt i en kiste
og lagt i en gravkammer. Denne
gravkammer er nu blevet fundet i Zakkara, ikke langt fra det sted, hvor man
havde fundet de føromtalte kornskakter eller -siloer.
Arkæologerne
fik sig noget af en overraskelse, da de åbnede for indgangen til en omfattende
labyrint af underjordiske tunneller, der førte hen til selve gravkammeret. I
tunnellerne og i selve gravkammeret var der nemlig lagt ca. en million ibisser,
alle mumificerede og lagt i teglrør9. At der er så mange viser, at
der her ligger der en meget vigtig person. Arkæologerne har også tidsfæstet
tiden for begravelsen, idet der ligger mange lerpotter med Farao Djosers segl i
selve gravkammeret10 - et bevis på, at graven er fra den samme tid,
som da Josef blev begravet, efter at han har været i en lang og tro tjeneste
hos Farao som landets næst mægtigste mand.
I
gravkammeret er der noget andet, der var yderst mærkeligt, noget, som man ikke
har set i andre gravkamre. Det står nemlig en tom kiste11. Personen,
som har ligget i den, gør det ikke længere. Også her er der en klar forbindelse
til det, der står i bibelen. Lige før Josef døde, sagde han dette til sine
brødre:
”Jeg
dør snart, men Gud vil se til jer og føre jer fra landet her til det land, han
tilsvor Abraham, Isak og Jakob. Og Josef tog Israels sønner i ed og sagde: Når
Gud ser til jer, skal I føre mine ben bort herfra”, 1. Mos. 50:24-25.
Ca. 400
år senere blev dette opfyldt, da vi i 2. Mos. 13:29 læser, at Moses tog Josefs
ben med sig, da han sammen med det jødiske folk udvandrede fra slaveriet i
Egypten. Arkæologien kan altså bevidne, at en mægtig statsmand, som
burde ligge i kisten, alligevel ikke er der. Jamen, hvad med gravrøvere, som
der har været mange af gennem tiden? Det er næppe sandsynligt, for i så fald
havde det været nogle mærkelige gravrøvere, som var mere interesseret i at
stjæle nogle knogler, end efter guldet på de ca. million ibisser, som lå i
graven.
Den
tomme grav er dermed endnu et vidnesbyrd på, at det sandsynligvis er identisk
med det sted, hvor Josef blev begravet. Der er også noget andet, som peger i samme
retning, og som markant adskiller dette gravkammer fra alle andre gravkamre i
Egypten. Egypterne vendte nemlig normalt altid deres gravkamre mod den opgående
sol i øst, pga. solguden RA, som blev dyrket i Egypten som opstandelsens gud,
ligesom solen først vil vise sig fra øst12. Men gravkammeret med den
tomme kiste vender ikke mod øst, men derimod mod nord/nordøstlig; et vidnesbyrd
om, at den person, der blev begravet her, ikke tilbad Egyptens guder. Måske
vender det på den måde, fordi Josef, som var fremmed og udlænding i Egypten [et
billede på verden], symbolsk ville begraves således, at han kunne 'se' ind over
det løfternes land, som Gud havde lovet ham at komme ind i - et billede på de
troendes opstandelse, hvor vi for evigt skal være sammen med Kristus i dét
løfternes land, som han har lovet enhver, som tror.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
Kildehenvisninger:
- Gads bibelleksikon, bind 1, side 1029
- Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten, side 70
- http://www.erinchapmanmanagement.com/#!sakkara-imhotep-joseph/c22kw
- samme
- Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten, side 79
- Samme, side 79
- http://creationwiki.org/Pharaoh_Djoser_%28Netjerikhet%29_was_the_Pharaoh_of_Joseph
- Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten side 71
- Samme, side 81
- Samme, side 80
- Samme, side 81
- Samme, side 81