Mattæus, kap. 2:

Beretningen om de vise mænd .. og om Jesus, 1½ år efter hans fødsel

Eskild Skov Særkjær

 

 

I denne gennemgang beder jeg dig om at slå op på Mattæus evangeliet, og læse vershenvisningerne efterhånden, som de kommer. Det første er vers 1-2: Mange tror, at beretningen om de vise mænd i tid er en direkte fortsættelse af juleevangeliet, som vi kan læse mere om i Luk. 2. Det skyldes nok primært, at 'sådan ser det ud til i det første vers' - samtidig med, at det hele foregår i Betlehem. Men, som vi skal se det i det følgende, så er dette ikke tilfældet.

 

I det første vers introduceres de vise mænd, som kom rejsende fra Østerland til Jerusalem. Hvor lå Østerland? På grundsproget står, at de kom fra 'solens opgang', hvor det så end ligger. Dette land kan måske være identisk med det det nuværende Irak og Iran? Jeg tror dog, som også flere gør, at de kom fra et land, som var længere mod øst, fx Indien. Årsagen til, at jeg mener dette, kommer jeg tilbage til. 

 

Nogle, der har undersøgt rejsetiden, har vurderet, at hvis de vise mænd foretog denne rejse sammen med en karavane, hvilket er sandsynligt, så havde taget fra ½ - 1½ år, alt efter, hvor de kom fra. Rejsetiden har altså været lang, og de kunne ikke være kommet til målet for deres rejse på 13. dagen, som traditionen ellers siger det.

 

En gammel overlevering og folketro fortæller, at denne stjerne var et tegn fra Gud på, at i det samme 'nu' blev himlens kongesøn født. Hvis Gud havde en finger med i spillet, er det også logisk at antage, at han brugte denne folketro - som måske endda er givet af ham selv - til at forkynde, at NU er verdens frelser født. Dette NU lå altså tilbage til tiden, før de vise mænd begyndte på rejsen. Lad os se, om det stemmer med det, der står i kapitlet. 

 

Men hvad så med spørgsmålet, de vise mænd kommer med, som vi kan læse i vers 2. Her læser vi jo, at de spurgte efter jødernes nyfødte konge? Det ser altså ud til, at han lige er født, ikke sandt? Nej, for her er grundteksten oversat forkert. Ordret oversat står der nemlig: "Hvor er han, som er født som jødernes konge"? Der står ikke: 'Hvor er han, som lige er født som jødernes konge'?.

 

Hvis det var i dag, kunne man tro, at vismændene kunne referere til de mange økonomiske vismænd, vi også har nogle af i Danmark. Men det er det selvfølgelig ikke. Mange mener, at de vise mænd var astrologer, og det er da også en mulighed. Men det samme ord blev faktisk også brugt om datidens 'videnskabsmænd', herunder fx astronomer. Astronomi er en videnskab, som betyder stjerne+lov. For det, de havde set i Østen, var nemlig ikke et vildt astrologisk gæt, men var en konkret stjerneviden, som er givet til menneskeheden af Gud, for at den kunne fortæller Guds ære på himlens hvælving, og pege på hele Guds frelsesplan, som begynder med Jesu fødsel. Det kommer jeg tilbage til om et øjeblik.

 

Bibelteksten siger, at 'vi har set hans stjerne i østen'. Hvilken stjerne er der tale om? Lad os først se, hvad forskerne ved, og dernæst vurdere, om det kan passe med det, der står i bibelen om Jesu fødsel. Flere af datidens astronomer, teologer og historikere beskriver samstemmigt, at der omkring år 7 f.Kr. skete flere usædvanlige ting på himlen, noget, som bliver bekræftet af astronomer i dag, som med avanceret udstyr kan gengive og fastslå det, der skete dengang.

 

Et af disse usædvanlige tegn var, at de to store stjerner [planeter], Jupiter og Saturn, 'mødtes på himlen' - ikke en gang, men hele tre gange i løbet af ca. 1½ år. Dvs. de mødtes jo ikke bogstavelig, for der var millioner af kilometer mellem dem. Men set fra jorden stod de så tæt på hinanden, at de syntes at smelte sammen, så de tilsammen lignede én meget kraftig, lysende stjerne. Det tankevækkende er, at begge planeter havde særlige symbolværdier. Jupiter blev tillagt betydningen "Verdensherskeren", mens Saturn var "Jødefolkets stjerne". Ifølge de føromtalte gamle overleveringer og folketro, betød dette, at når disse to stjerner engang mødtes på himlen, så ville der blive født en verdenshersker i jødefolkets land. Det var de vise mænd helt sikkert klar over, for de siger jo: 'Vi har set HANS stjerne..'.

 

Nogle vil nok sige, at sådanne overleveringer og folketro blot er overtro, men det er jeg nu ikke så sikker på. Vi må huske, at bibelen nævner, at Gud har givet alle stjernerne på himlen navne, Es. 40:26. Det er underforstået, at han gjorde dette i en bestemt hensigt. For det var nemlig ikke bare de to nævnte planeter, Gud brugte til at fortælle evangeliet om Jesus, men alle himlens stjerner, som vi kan se fra jorden. Man kan så spørge: Hvor fik mennesker denne viden fra? Svaret er 'fra Gud'! Ifølge gamle overleveringer, også jødiske, havde Gud nemlig givet de første mennesker på jorden indsigt i stjernernes betydning og navne. En jødisk kilde nævner specifikt, at det var Adam, som fik denne viden - som senere er gået i arv, og udbredt.

 

Disse gamle kilder nævner, at Gud gjorde dette, for at mennesker kunne 'forstå tiderne og gøre rede for Guds tale til dem'. Jeg tror, at der er noget om det. Den ældgamle persiske, arabiske og jødisk astronomi og historie siger stort set det samme, og vidner om, at stjernernes navne og betydning stammer fra den samme gamle kilde, Gud.

 

Her skal det igen understreges, at denne viden om stjernerne ikke har noget som helst at gøre med astrologi, for den kom til på et senere tidspunkt, og er efter min mening djævelens forsøg på totalt at forvanske og pervertere Guds tale i stjernerne.

 

På samme tid, som Saturn og Jupiter første gang viste sig på himlen i begyndelsen af år 7 f.Kr, skete der også noget andet tegn på himlen, som var endnu et vidnesbyrd om, at verdens frelser blev født, og som sandsynligvis havde en endnu større betydning for, at de vise mænd tog på den lange rejse. Lad os ganske kort se på dette vidnesbyrd.

 

Når vi studerer de enkelte stjernebilleder og stjerners navne og betydning, sammen med deres placering i forhold til hinanden på himlen, fortæller de nemlig alle på en fantastisk måde evangeliet om Jesus til enhver, som ønsker at se, og vidner om, at en stor Gud står bag. Det er fx indenfor astronomien en kendt sag, at de forskellige stjernebillederne hele tiden flytter sig i forhold til hinanden - og netop dette får betydning i forbindelse med det, de vise mænd så på himlen år 7 f.Kr. Lad os dog først se på det sted i Jobs bog, hvor Gud henviser til de nævnte stjernebilleders bevægelse på himmelen, idet han spørger Job [38:31-32, efter grundsproget]:

      "Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Kan du føre dyrekredsens stjernebilleder frem i rette tid. Eller kan du lede Store Bjørn med sine unger?"

 

Bemærk, at Gud siger, at han fører dyrekredsens stjernebilleder frem i rette tid. Der er 12 af dem. Disse 12 stjernebilleder går igen i astrologien, men som nævnt bliver de her udsat for en djævelsk pervertering af det, Gud har sagt til os gennem stjernerne.

Indtil år 0 var det fx Jomfruens stjernebillede, som var i fokus, set fra jorden. I de sidste 2000 år har vi været i 'fiskens stjernebillede', som er den kristnes tidsalder. Lige nu er vi på vej over i Vandmandens stjernebillede og tidsalder, som new-age venter på, idet de siger: Nu er den kristne tidsalder forbi, og nu kommer en ny tid, hvor der kommer en ny verdensleder. Vi ved, at det er Antikrist - og bag ham står slangen, djævelen. Ifølge dette stjernebillede vil de dog hurtigt blive besejret af ham, der på himlen er afbilledet og omtalt som Løven. Gennem dette stjernebillede fortæller Gud altså med andre ord det, han også har fortalt gennem Åbenbaringen. 

 

Pointen i Guds omtale af himlens stjerner og stjernebillederne er, at det er ham, som ifølge teksten fører disse frem 'i rette tid'. Når der står, at han fører dyrekredsens stjernebilleder frem, skal vi forestille os en slags billedfremviser, hvor det enkelte billede vises og beskrives, et efter et. På Jesus tid var det som sagt Jomfruens stjernebillede, som på en særlig måde var i centrum for begivenhederne. Det betyder konkret, at det, Gud havde at sige til menneskeheden gennem dette stjernebillede, nøje svarer til det, der står i GT om verdens frelser, som skal komme til jorden og fødes af en jomfru. Jomfruens stjernebillede fortæller vist nok ikke årstallet for, hvornår Jomfruens søn skal fødes, men man kan se, at det vil ske i den periode, der ligger mellem Jomfruens og Fiskens stjernebillede - og tidsalder, samtidig med, at Saturn og Jupiter viste sig som én stor stjerne på himmelen i år 7 f.Kr.

 

Man kan altså sige, at evangeliet om Jesus ikke bare er nedskrevet i bibelen, men står også nedskrevet i Guds billedbog på himlen - så selv de mennesker, som ikke har adgang til bibelen, alligevel kunne - og kan finde sandheden om Gud og om hans frelse. Det er fristende her at tage alt det med, som Gud har vidnet om i stjernerne, der taler om det samme, som der står i bibelen - men det skal vi ikke i denne omgang. Vi kan evt. komme ind på dette spændende emne en anden gang.

 

Jeg tror, at de vise mænd kendte til alt dette, for ifølge teksten kom de jo ikke blot for at se jødernes konge, som var født, men de kom jo også for at tilbede ham. De må have vidst, at nu var verdensherskeren, jorden og himlens kongesøn og frelser, født i Israel.

 

I tillæg til dette kan der dog også være en mere sandsynlig begrundelse for, at de vise mænd rejste. Senere i kapitlet får vi jo at vide, at den stjerne, 'som de havde set i østen, gik foran dem' den sidste stykke til Betlehem, v. 9. Her er stjernen jo tilsyneladende personliggjort, og hvis det skal tages bogstaveligt, hvad der efter min mening er grund til at tro, så kan det muligvis nok være Herren selv, eller måske en af hans engle, som går foran og viser vej. Måske er det den samme Herrens herlighed, som på samme tid viste sig for hyrderne på marken? Det, der her siges, betyder ikke, at det, der står skrevet i stjernerne, ikke har nogen betydning for de vise mænds beslutning for at rejse, for Gud kan jo sagtens på samme tid 'spille på alle' strenge, for at alle mennesker må høre, se og erkende, at verdens frelser er født. 

 

Pga. stjernen, som de havde set i øst, kommer de vise mænd altså til Israel? De tog derfor naturlig nok til Jerusalem, for det var jo det naturligste sted at lede efter en kongesøn. De nåede da også frem til kong Herodes og spurgte efter ham.

 

Vi skal nu se på v. 3-7: Det første, vi får at vide, er, at kong Herodes bliver forfærdet. Han havde sikkert ikke hørt noget om en sådan kongesøn, som efter hans mening ville være en trussel mod hans og hans efterkommeres kongedømme. Derfor var det vigtigt for ham at finde ud af, om der er hold i det, disse fremmede fortæller. Han tænkte sikkert: De skriftkloge må da vide det, og derfor tilkaldte han dem sammen med ypperstepræsterne. Og jo! De kendte skrifterne og de sagde: Han bliver født "i Betlehem i Judæa, thi således står det skrevet", og gengiver straks profetien fra Mika 5:1, som der står i vers 6.

 

Jo, de kendte skrifterne, men dog ikke så meget, at de gjorde noget som helst for at være 'up to date' med profetierne om tidspunktet for Jesu fødsel. De havde heller ikke hørt noget om denne begivenhed fra Guds Ånd, som Simeon og Anna havde gjort det. Eller, som de vise mænd havde 'læst sig til' i Guds evangelium på himlen.

 

Men det var Herodes ligeglad med. Nu kendte han stedet, og manglede nu blot at få at vide, hvor gammel dette barn var og hvor i Betlehem, han kunne finde det. Det første fik han at vide, da han kaldte de vise mænd til sig og udspurgte dem. Læg mærke til, at han ville have 'nøje besked om tiden, da stjernen havde vist sig' v.7. Han vidste nemlig det, som ligger indforstået i teksten, nemlig, at kongesønnen blev født dengang, stjernen først havde vist sig for de vise mænd i Østerland. 

 

Vi går videre til v. 8-12. Nu manglede Herodes blot at få at vide, hvor i Betlehem, kongesønnen befandt sig. Derfor sagde han dette til de intetanende vise mænd:

      "Gå hen og forhør jer nøje om barnet; og når I har fundet det, så lad mig de vide, for at også jeg kan komme og tilbede det", v. 8.

 

De vise mænd gik da de få km. til Betlehem. På vejen så de igen stjernen, som ifølge teksten er den samme stjerne, som de havde set i Østen, og det fyldte dem med 'en meget stor glæde'. Vi husker, at denne 'stjerne' viste sig i alt tre gange, og jeg kan forestille mig, at denne gang var den sidste. Hvis det er tilfældet, så passer tiden med de ca. 1½ år mellem 'stjernens' første og sidste gang meget godt.

 

Som tidligere nævnt, står der, at stjernen gik foran dem, til de kom til huset. Så vidt jeg kan se, må det betyde, at det er Herren selv eller en af hans mægtige engle, som viser dem den sidste stykke vej til Jesus, og det skete muligvis samtidig med, at de to førnævnte planeter igen viste sig på himlen. Nu skulle de se ham, om hvem der er profeteret om i GT:

      "Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel..", 4. Mos. 24:17.

 

Det næste, vi får at vide, er, at de vise mænd kom frem og gik ind i huset, og faldt ned for barnet og tilbad det, og lukkede op for deres skatte og bragte det gaver; guld, røgelse og myrra. Ifølge en gammel tolkning og tradition, som stammer fra før kristen tid, repræsenterer 'guldet' kongelig magt, 'røgelsen' guddommelighed og 'myrra' død og balsamering. Mange har gennem tiden undret sig over, hvorfor de havde taget myrraen med som gave.  

 

Guld og røgelsen passer fint med, at de ville finde jødernes konge, ikke som en almindelig kongesøn, men som en guddommelig kongesøn, som er værdig at få tilbedelse og ære. Men hvad så med myrraen? Havde de måske også set et glimt af korset smerte i himlens stjerner? Det får vi heller ikke noget at vide om!  

 

Læg i øvrigt mærke til, at der står, at de kom ind i huset, hvor de så barnet. Det er et andet ord for hus end det, der omtales i Luk. 2 i forbindelse med Jesu fødsel - og vidner igen om, at der ikke er tale om den samme beretning.

 

Men, hvis Luk. 2 og Mat. 2 fortæller om to forskellige og adskilte begivenheder, hvorfor er de så stadig i samme by? Svaret er, at de ikke har været her hele tiden, for ifølge Luk. 2:39 ender opholdet i Betlehem jo med, at

      "Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov [= omskærelsen på 8. dag], vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret", v. 39.

 

Som vi kan se, så tog den lille Jesus-familie, ifølge juleevangeliet, i fred og ro tilbage til Nazaret, hvor de boede. Men i Matt. 2 endte opholdet i Betlehem derimod med, at de rejste til Ægypten. Det er altså ganske tydeligt, at familien igen er taget til Betlehem. Man kan så spørge: Hvorfor gjorde de det? Det er sandsynligvis sket pga. det, der står omtalt i Luk. 2:41, hvor der står:

      "Hvert år ved påskehøjtiden drog hans forældre op til Jerusalem".

 

Det var altså deres sædvane. Og når de så alligevel var kommet til Jerusalem, er det nærliggende at tro, at de i samme forbindelse besøgte deres slægtninge i Betlehem, og blev der nogle dage. Så vidt jeg kan se, så ser det dog ud til, at de havde sprunget den første påske i Jerusalem over, som fandt sted få måneder efter, at de var kommet tilbage til Nazaret. Det skete, måske fordi de ikke havde råd og tid til igen at igen at rejse så langt? Og måske også, fordi de mente, at den var for anstrengende for Jesus, som da kun var ca. 6 måneder gammel? Hvorfor jeg mener dette, kommer jeg tilbage til om et øjeblik. 

 

Beretningen om de vise mænds ophold i Betlehem slutter med, at de blev advaret af Gud mod at vende tilbage til Herodes med deres viden om, hvor i byen, de havde fundet Jesusbarnet. Josef blev også advaret af Gud, og det kan vi læse om i det næste vers.

 

Lad os nu læse vers 13-15: Her har vi beretningen om flugten til Ægypten, som nok er det største bevis på, at det, der fortælles i Matt. 2, ikke kan være sket i forbindelse med - eller lige efter juleevangeliet i Luk. 2. Her i Matt. 2 ender opholdet jo som allerede nævnt med, at en Herrens engel advarer Josef i en drøm, og beder ham om at drage til Ægypten; 'thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det', v. 13. Og det gjorde han. Selvom situationen var alvorlig, skete det dog ikke i panik, for de var i Guds hånd. Han havde forudsagt det, og derfor skete det, der fandt sted, for

      "at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: Fra Ægypten kaldte jeg min søn", v. 15.

 

De næste vers, vi skal læse nu, er v. 16-18. Mens Josef er på vej til Ægypten med Jesus og dets moder, finder Herodes ud af, at han er blevet narret af vismændene. Han ved dog ikke, at det er Gud, som har 'narret' ham; endda to gange. Først af vismændene, og igen, da han tror, at barnet er et eller andet sted i byen - men hvor? Han tager en forfærdelige beslutning. Han beslutter sig for at myrde alle små børn under to år, 'svarende til den tid, han havde fået besked om af vismændene', v. 16. Hvis Jesus var nyfødt eller kun var ½ år, så ville Herodes næppe give befalingen om at slå alle drenge under to år ihjel. Læg mærke til, at de to år 'svarede til den tid, han havde fået besked om af vismændene', v. 16.

 

For en sikkerheds skyld beslutter Herodes sig også at slå alle de små drenge ihjel, som boede i omegnen. Man anslår, at der boede ca. 1000 i Betlehem og omegn; og i så fald har der nok været 25-30 børn under 2 år. Men uanset antallet, så er hvert et mord et mord for meget. Teksten taler om den store sorg og klage, som fulgte Herodes grusomhed. Men kunne Herodes virkelig få sig selv til at gøre dette? Ja! Herodes er den af de personer i oldtiden, hvis liv er allerbedst historisk belyst.

 

Den fortæller, at Herodes var en yderst grusom tyran i de mange år, han var konge. Således havde han fx mange lignende massemord på samvittigheden. Han er desuden kendt for at have myrdet sin kone Mariamme, hendes mor og to af sine sønner. Da han som 69 år var syg og vidste, han skulle dø, fortælles det, at

      "han gav ordre til soldaterne om, at hendes søster Salome og hendes mand skulle dræbes i samme øjeblik, han døde - for så var der i det mindste nogle, som håbede, at han ikke døde. Men da Herodes døde, skete det dog ikke. Soldaterne behøvede ikke længere at adlyde".  

 

Vi går nu videre til vers 19-21: Her får vi en præcis datering. Vi ved, at Herodes den Store døde år 4 før vor tidsregning, hvilket selvfølgelig vil sige, at angivelsen af Jesu fødsel til år 0 ikke er den rigtige. I hvilket år blev Jesus da født? Det er der ingen, som kan sige nøjagtig. Et nærliggende gæt er dog år 7 f.Kr. Ikke bare pga. 'stjernen', men også pga. følgende udregning:

 

Hvis vi antager, at Jesus blev født, da stjernen viste sig for de vise mænd i Østen, og Jesus derfor var ca. 1½ år gammel, da han sammen med sine forældre kom tilbage til Betlehem - og hvis vi også antager, at opholdet i Ægypten har varet 1-1½ år, som flere gamle kilder hævder, så var Jesus ca. 3 år, da Herodes døde fire år før år 0. Så er vi igen tilbage til ca. år 7 før år 0, hvilket synes at svare til den tid, hvor 'hans stjerne' havde vist sig for de vise mænd i Østerland. Jeg tror derfor, at dette år for Jesu fødsel er den mest sandsynlige.

 

Vi skal her til sidst se på vers 22-23

Det fremgår af teksten, at efter, at en Herrens engel igen viste sig for Josef i en drøm og befalede ham tage tilbage til Israel, så tænkte han først på at tage til Judæa. Måske ønskede han at forbinde rejsen med et familiebesøg i Betlehem, som lå på vejen? Men så hørte han - måske på et sted, hvor de overnattede - at Herodes' søn, Arkelaus var blevet konge over Judæa, og han frygtede derfor at fortsætte mod Betlehem.

 

Herodes den Store var nemlig konge over stort set hele Israel, og det var grunden til, at de dengang ikke kunne flygte tilbage til Nazaret. Men da han døde, blev hans rige delt mellem hans tre sønner. Hans søn Arkalaus, der nævnes i vers 22, var kun konge over Judæa. Han slægtede sin far på i ondskab, og han ville måske også havde dræbt Jesus, hvis han havde muligheden for det? Men Galilæa lå udenfor hans rækkevidde, for dér regerede Herodes Antipas, som var lidt mere fredelig. Godt nok fik han senere slået Johannes Døber ihjel, men det er en anden historie. 

 

Sidst i kapitlet får vi, som i vers 15, og i vers 17, at vide, at det, der skete, er forudsagt. Gud ledte Josef og Maria til at slå sig ned i Nazaret

      ".. for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer", 23b.

 

Tidsmæssigt skal beretningen i Matt. 2 sættes ind i Luk. 2 - mellem vers 39 og 40. I vers 39 står, at Jesus-familien tog tilbage til Nazaret efter hans fødsel. Og her er det så, at han så at sige lader Mattæus tager ordet for at tale om det efterfølgende besøg i Betlehem, som ender med flugten til Ægypten. Og da Mattæus var færdig med beretningen og fortalt, hvordan de var kommet tilbage til Nazaret, så tager Lukas igen ordet, og fortsætter Jesu barndomshistorie med disse få ord:

      "barnet voksede op og blev stærkt og fyldtes med visdom; og Guds nåde var over det", Luk. 2:40.

 

Matt. 2 er en dramatisk beretning. Beretningen giver os et glimt af, hvor rasende djævelen er over, at Jesus er født, og dermed også over Guds frelsesplan. Ifølge GT sker det flere gange, at ondskabens magter forsøger at udrydde den slægt, hvorfra frelseren skulle komme. Men det lykkedes selvfølgelig ikke! Og går vi til Jesu liv og frelsesgerning, ser vi igen djævelens raseri. Men det vil ikke lykkedes. Og da Jesus til sidst døde på Golgata, troede han sikkert, at sejren var hans, men nej! For Gud har jo, tak og lov og pris, al magt i himlen og på jorden. 

 

AMEN

 

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler