Opstandelsestro og håb - (især) fra den gamle pagt

Af Eskild Skov Særkjær

Når vi læser i NT, er der ingen tvivl om, at vidnesbyrdet er, at da Jesus Kristus døde for verdens synd, brød han på samme tid også dødens og djævelens magt, samt, at han pga. denne sejr opstod igen efter 'tre dage og tre nætter i jordens skød', som han havde forudsagt. Det er på dette grundlag, at han siger dette, ikke bare til Marta som teksten refererer til, men reelt til alle mennesker til alle tider:

“Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det..?!

Det, Jesus siger her, betyder konkret, at enhver, som tror på ham og hans frelsesværk, skal leve for evigt. Derfor ved vi, at døden ikke er det sidste, for, som Jesus opstod fra de døde, således skal enhver, som tror på ham, også en dag opstå til et fysisk og herligt evigt liv hos Gud.

Der var for nylig en, som skrev i Udfordringen (nr. 12/19), at han, selvom han var en kristen, ikke kunne tro på de undere, som er beskrevet i bibelen - og som eksempler på dette nævner han specifikt troen på jomfrufødslen og Jesu opstandelse fra de døde. Men ifølge bibelen kan man slet ikke være en kristen, hvis man som han fjerner disse to undere fra kristendommen - fordi det i så fald slet ikke er kristendom. Han lever med andre ord på et bedrag.

For, hvis Jesus ikke var undfanget ved Helligånden og født af en jomfru, så kunne han som menneske ikke være Guds Søn, som det er bevidnet gennem hele bibelen. Derfor kan man naturligvis heller ikke være en kristen, hvis man ikke tror på denne overnaturlige fødsel. Til nogle jøder, der hævdede, at Jesus ikke kom fra Himmelen - vel i betydningen, at han er Guds evige Søn - svarer han dem og siger:

“Hvis I ikke tror, at jeg er den, JEG ER, skal I dø i jeres synder”, John. 8:24.

Desværre ser vi det ikke tydeligt på dansk, hvad han egentlig siger her, men ifølge grundteksten siger han faktisk dette til dem: “Hvis I ikke tror, at jeg er ‘JEG ER’ (dvs. Gud, for her bruger Jesus Guds navn på sig selv), skal I dø i jeres synder”.

På samme måde kan man heller ikke være en kristen, hvis man ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde. Dette understreger Paulus meget tydeligt, når han skriver:

“.. Er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom. (og) så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt..”, 1 Kor. 15:14-15.

Paulus siger med andre ord, at hvis nogen siger, at Kristus ikke er opstået fra de døde, så vidner de mod Gud og beskylder ham for at lyve. Og hvis de ikke tror, at Kristus er opstået fra de døde, så tror de reelt heller ikke på, at de selv skal opstå - for ifølge skriften hænger deres (og vores), opstandelse nøje sammen med troen på Jesu opstandelse. For der er nemlig ingen opstandelse fra de døde, hvis Kristus ikke er opstået, skriver Paulus. Og så fortsætter han og kommer med denne konklusion:

“Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske.. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, der hører ham til..”, 1. Kor. 15:20-21, 23.

Dette er vor tro og vished! Som skriften siger, så ER Kristus gået forud for os gennem døden som en førstegrøde af de hensovede, og det betyder, at enhver, som tror på ham og det, han har sagt, vil følge ham gennem dødens port til opstandelsen fra de døde og til et evigt liv hos Gud. Vi ved, at det, han har sagt derom, er sandt, og det er derfor også vor glæde gennem livet. Denne vished fik vi, da vi kom til tro, og derfor kan vi som apostelen Peter prise Gud med dette håb i vore hjerter:

“Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”, 1. Pet. 1:3.

Der kunne siges meget mere om det levende opstandelseshåb, som vi fik, da Gud greb ind i vore liv og frelste os, som vi véd, er en realitet, selvom vi endnu ikke kan se den herlighed, som Gud har beredt for os i Himlen. Det gælder for os i den nye pagt! Men hvad med den gamle pagts troende? Havde Gud også åbenbaret det for dem? Det er dét, vi skal se lidt nærmere på ud fra GT, men først skal vi dog se på nogle få tekster om det samme ud fra nogle vidnesbyrd i NT.

Vi begynder med at se på nogle få vers fra kapitel 11 i hebræerbrevet, der som bekendt bliver omtalt som troskapitlet. Når vi læser de enkelte vers i kapitlet, fremgår det klart, at 'de gamles' tro på Gud som en selvfølge også inkluderer et håb om opstandelsen fra de døde - og som vi skal se, var det ikke er et diffust håb, men et levende håb. Skriften vidner da også om, at deres tro og håb er givet dem af den Hellige Ånd, som har været med hele vejen, og som derfor også har åbenbaret Jesus for dem som ham, der er opstandelsen og livet. Vi begynder med vers 13, hvor deres tro er summeret op på denne måde:

“I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet (det, som Gud har lovet); men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden”.

Som vi ser, vidner en tekst som denne tydeligt om, at deres tro rækker ud over døden. Af sammenhængen ser vi også, at de i denne tro så frem til det, der i vers 10 kaldes for ‘staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud’, og i vers 16 for ‘det himmelske fædreland’. Det, som Gud havde lovet, var så virkeligt for dem, at teksten beskriver det som om, at de kunne skimte det med deres fysiske øjne. Deres tro og håb var altså ikke et eller andet luftigt begreb - men var ligeså virkelig og konkret som vores tro og opstandelseshåb. Og når der står, at de med denne tro ‘bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden’, så er det jo fx helt det samme som den, som vi, der lever i den nye pagt, tror og bekender, jfr. 1. Pet. 2:11. De så altså helt det samme i det fjerne som os, og de havde derfor også det samme håb om opstandelsen fra de døde som os.

Lige efter dette eksempel på 'de gamles tro', læser vi teksten om Gud, der gav Abraham løftet om, at ‘gennem Isak skal en slægt få navn efter dig’. Men trods dette løfte blev Abraham sat på en trosprøve, idet Gud bad ham om at bringe sin søn som et offer. Trosprøven gik ud på, om han ville holde ud og tro, at han ville få sin søn tilbage, fordi Gud havde sagt det. Og det gjorde han. Ifølge 1. Mos. 22 siger Abraham da også til sine tjenere, at ‘vi kommer tilbage’. Og da Isak spørger ham, hvor brændofferet er, siger han: ‘Gud har udset sig et lam!’ Han var altså sikker på, at Gud ville gøre det umulige, og selv da det så ud til, at sønnen ikke kunne reddes, så vidste Abraham, at det ikke var slut, men at han, som der står i hebræerbrevet,

".. regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik han ham jo også forbilledligt tilbage”, v. 19.

Som det forklares i fodnoten under verset, så peger det, der er beskrevet, forbilledligt frem på Kristi opstandelse. I GT er der nærmest utallige forbilleder, der når de stykkes sammen, fortæller om Jesu lidelse og død for verdens synd, og om hans sejrrige opstandelse fra de døde. Selvfølgelig kunne de ikke se det ligeså klart som vi, der har fået det så tydeligt åbenbaret i den nye pagt - men det betyder selvfølgelig ikke, at de så ikke kunne ane lidt af det, som Gud fortalte dem om frelsen ved den kommende Messias, dvs. Jesus Kristus, og i den forbindelse også om hans, og ved ham også om deres (og vores) opstandelse fra de døde. Det er det, Peter henviser til i 1. Pet. 1:10-11, hvor der står:

“Over den frelse (den, som er beskrevet i de forrige vers) har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde som skulle blive jer til del. De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter”.

Læg mærke til, at der står, at Kristi Ånd forud vidnede for dem om Kristi lidelser og død, og om den herlighed, som skulle følge derefter. Jesu død ville altså ikke være det sidste, for der vil følge en herlighed, der begynder med hans opstandelse fra de døde, og afsluttes med hans ophøjelse i det himmelske, hvorfra han vil hente alle troende hjem til sit evige rige og herlighed. Det var denne herlige fremtid, de troende i den gamle pagt grundede og grublede over, og de var i den forbindelse også klar over, at denne herlighed ville komme som følge af den frelse og Frelser, som Gud havde lovet dem.

Gang på gang vidner skriften om, at den gamle pagts troende ligesom os vidste, at de ved Guds nåde ville blive frelst og dermed også retfærdiggjort; De vidste også, at som de ville få syndernes forladelse ved Messias, og at de derfor også ved ham vil opstå til et evigt liv. Det er vistnok det, Paulus tænker på, når han lige efter det, han har beskrevet i Rom. 4 om retfærdiggørelsen ved tro, skriver dette om Abraham:

“Abraham troede på Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var”, v. 17.

Jo, 'de så og hilste det i det fjerne!' Det samme kunne siges om mange fra den gamle pagt, hvis tro bliver omtalt i NT, og som det var værd at tage med her - men det har jeg dog valgt at springe over i denne gennemgang. I stedet skal vi nu se på nogle tekster fra GT, der taler og vidner om det samme, som vi har set på i NT, nemlig om deres tro på Guds frelse dengang, og dermed også deres tro på opstandelsen fra de døde og det evige liv

Vi begynder med Jobs bog, som efter manges vurdering er bibelens tidligste skrift. Det ser nemlig ud til, at Job levede på ca. samme tid som patriarkerne, og i alle fald før Moses, for hverken Moseloven eller templet nævnes. I stedet ofrede han, som familiefædrene gjorde det på den tid, selv til Gud (Job 1:5), hvilket for øvrigt blev forbudt under Moseloven, som kom til senere. Flere af de navne, der nævnes i Jobs bog, er da også nævnt i 1. Mosebog, og selv den mønt, der omtales som en ‘kesita’ i Job 42 (vers 11), er kun omtalt to andre steder, nemlig i 1. Mos. (33:19) og i Josvas bog (24:32). Sprogforskere peger desuden på, at sproget i Jobs bog tidsmæssigt kan dateres til at være skrevet omtrent samtidig med, at patriarkerne levede (ca. 2000 år f.Kr). Vi har altså at gøre med et skrift i GT, der meget tidligt vidner om troen på Gud, herunder også troen på og håbet om de dødes opstandelse. Job vender sig faktisk ofte til dette emne, for midt i sine mange lidelser slipper han ikke troen på Gud, og på hans hjælp og udfrielse. Det ser ud til, at han tror, at han vil dø som følge af sine mange lidelser, at udfrielsen først vil kommer derefter, og at døden derfor ikke er det sidste. En sådan tekst har vi fx 19:25-17, hvor han siger:

“.. jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer (talsmand) stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed (ordret: ingen anden)”.

Der er altså noget, Job siger, at han véd: ‘Jeg véd, at min løser lever’! Han ved også, at denne løser er hans forsvarer/talsmand. Når bibelen bruger et udtryk som at løse, og andre steder at løskøbe, er det reelt i den samme betydning. Sådanne udtryk bruges for at illustrere, at mennesker er syndere og står i gæld til Gud - en gæld, som de ikke selv har en chance for at betale. Det er det, der henvises til i salme 49:8-9, hvor der står:

“Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum - prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det…”.

Når vi læser GT, fremgår det klart, at de bibelske forfattere fuldt ud var klar over, at deres eneste håb er, at ville komme en, som både vil og kan betale den nævnte pris. Men hvem skulle det være? Alle mennesker er jo syndere, og syndens løn (pris) er døden! Men ifølge bibelen skal en løser nemlig være af deres egen slægt, og alt håb synes derfor at være ude. Og dog er der håb! For Jesus, Guds Søn blev jo netop født til jorden som et menneske, for at han som en af os, både kunne og ville være vor løser og udfri os fra synden, døden og djævelen.

Han er 'vor løser', og han er dermed også den eneste, der kan løskøbe os fra synden og fra døden. Et andet ord for det samme er, at han er vor forløser, og ifølge grundteksten siger Job da også i vers 25, at ‘jeg ved, at min Forløser lever’. Et tredje ord for det samme er, som det fremgår andre steder, at Gud siger, at 'jeg er Herren, din Genløser', jfr. Es. 44:24, 48:17. Af teksten fremgår det desuden, at Job ved, at denne hans løser ikke bare køber ham fri, men at denne løser også er hans forsvarer - en forsvarer, som han i 16:19 også kalder for ‘mit vidne i Himlen, min talsmand i det høje’. Det, han her siger, minder meget om det, der står om ham i NT, hvor fx Johannes skriver, at vi har ‘en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige’, 1. John. 2:1.

Som vi ved, har Jesus løskøbt os og betalt prisen ved sin død for vore synder, og sidder nu i det høje som vores talsmand, hvor han går i forbøn for alle de hellige. Men Job ved mere end det. Han udtrykker sin tro på, at netop fordi hans løser lever, så vil han også leve, ‘når min sønderslidte hud er borte’, som han siger. Han er altså overbevist om, at når han er død, så er det ikke slut, for hans løser har løskøbt ham fra døden, og derfor skal han leve, dvs. opstå fra de døde. Når han lige efter siger, at han skal skue Gud ud fra sit kød, er det svært at forstå. For vi kan jo netop ikke skue Gud, 'så længe vi er i kødet’, som der står et andet sted. Men det er da heller ikke det, der menes på grundsproget. Ifølge denne tekst er meningen nemlig den samme, som hvis Job på dansk sagde, at 'jeg ved, at når mit kød er borte, skal jeg skue Gud'.

Det stemmer da også helt med ordene i NT, hvor der står, at når vore jordiske legemer, som er forkrænkelige, går til grunde, så skal vi ved opstandelsen fra de døde iklædes himmelske og uforkrænkelige legemer. Job er sikker på, at det også gælder ham, fordi han har en løser, talsmand og forsvarer i Himlen, som på opstandelsens morgen (og endda også tidligere) vil tale hans sag for Faderen og sige: ‘Han er min, for jeg har løskøbt ham’.

Når vi læser de forskellige bøger i GT, er der næsten utallige eksempler, der vidner om, at de troende havde den samme tro på Gud, selvom de ikke havde fået åbenbaret hans frelsesnavn så tydeligt som i den nye pagt. Men de forstod, at han ville frelse dem ved Messias, Kristus.

Det vil føre for vidt at gennemgå alle skrifter i GT, og derfor skal vi i det følgende kun se på de vidnesbyrd, der er beskrevet i salmernes bog, og som handler om de troendes gensvar og tale til Gud om det, der ligger dem på hjerte. Dog vil jeg også her begrænse mig, for det vil være umuligt at tage alle de tekster med, hvor de troende vidner om deres tro, og dermed også om Guds frelse, nåde, barmhjertighed og tilgivelse - som han vil give enhver, ved ham, som de kalder deres/min ‘klippe, frelse, håb, retfærdighed. Det er Herren Jesus, der kaldes således, eller andre steder for Herrens åsyn, højre hånd, arm.

Det er som førnævnt selvfølgelig Messias, der tales om, og som vil give dem alt det, Gud har lovet i sit ord. Derfor priste de Gud for ham, for de vidste, at han ved sin nåde og miskundhed ville frelse dem og skænke dem syndernes forladelse, og med dette give dem et evigt liv, som han har lovet det. Dette gjorde, at salmisten, som i det næste eksempel, vi skal se, kunne bryde ud i lovprisning og sige:

"Salig den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til Herren hans Gud, som skabte himmel og jord, havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin trofasthed..", Salme 146:5-6.

Vi skal nu se på nogle flere af de tekster, hvori de troende i den gamle pagt på forskellig måde udtrykker deres tro på frelsen; en frelse, som de véd, ender med opstandelsen fra de døde og evigt liv. Det sker fx, når David et sted vidner om dette og siger (her efter grundteksten):

“Du lærer mig livets vej; mættes af glæde for dit åsyn.. for evigt ved din højre”, Salme 16:11.

Når bibelen taler om Guds højre (eller mere korrekt ‘Guds højre hånd’), så er det som tidligere nævnt som regel altid en henvisning til Messias/Kristus, som både er og som sidder ved Guds højre hånd. Det er det også her. I et andet eksempel siger David dette i sin bøn til Gud: ‘Til frelse for dine elskede, hjælp med din højre, bønhør os’, Salme 108:7. For os er det en lidt omvendt ordstilling, men er reelt det samme, som når vi i vores bønner til Gud siger ‘Frels dine elskede (børn) ved din Søn, Jesus Kristus’. De kendte så meget til Guds frelse, og hvad det ville medføre, at de med fuld vished bad om dette, og bekendte deres tro på ham og på hans 'frelse fra døden'. Et eksempel på dette har vi i salme 68, hvor troen på denne frelse kommer til udtryk på denne måde:

“En Gud til frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er udgange (redning/frelse) fra døden, Salme 68:11.

Den udfrielse fra døden, der er tale om, er den samme, som et andet sted er beskrevet således:

“Gud udløser min sjæl af Dødsrigets hånd, thi han tager sig af mig”, Salme 49:16.

Igen og igen hører vi de forskellige salmister tale om sjælen, der som her dog inkluderer hele mennesket, og som de ved, Gud vil fri fra døden og Dødsriget. Det er det samme, som fx Samuels mor, Hannah, giver udtryk for, når hun et sted bekender sin tro på det evige liv, idet hun siger: 'Herren døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op', 1. Sam. 2:6.

Jo, Herren fører ned og fører op, nemlig op til sig i Himlen. Vi skal nu se på det samme fra et andet synsvinkel, og det har vi i salme 73, hvor Asaf taler til Gud og siger:

“Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed. Hvem har jeg i Himlen? Har jeg blot dig da attrår jeg intet på jorden. Lad kun mit kød og mit hjerte vansmægte: Gud er mit hjertes klippe, min del for evigt”, 23-26.

Det samme kommer salme 118 ind på, hvor salmisten jubler over frelsen og siger:

“Min styrke og lovsang er Herren. Han blev mig til frelse (ordret fra grundteksten: blev min Yahshua). Jubel og sejrsråb lyder i de retfærdiges telte: Herrens højre (altså Jesus) øver vælde, Herrens højre er løftet (ordret: ophøjet, og henviser vel til Golgata - og salmisten siger derefter): Jeg skal ikke dø, men leve…”, v. 14-17a.

Vi kan sige det samme. I troen ved vi nemlig også, at vi pga. det, Jesus har gjort for os, ikke skal dø, men leve. Begrundelsen herfor er beskrevet i salme 116, hvor der står:

“Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død (og begrundelsen for denne vished)..: ‘han fried' min sjæl fra døden…, mine lænker har du løst’, v. 15, 8a, 16b.

I diverse tekster i både GT og NT lægges der ikke skjul på, at selvom døden er en fjende, så er den en vinding for de troende, for Herren ser på hver eneste af sine som kostbar perle, og gav derfor alt, hvad han ejede, for at få den. Derfor værner han om den, også gennem døden til det evige liv. Det kan være det, der henvises til i salme 97, hvor salmisten siger dette om Herren:

“Han vogter sine frommes sjæle og frier dem af de gudløses (eller fjendens) hånd; over de retfærdige oprinder lys, og glæde over de oprigtige af hjertet. I retfærdige, glæd jer i Herren, lovsyng hans hellige navn”, v. 10b-12,

Jo! Gud Herren vogter de frommes sjæle, og derfor er de værdifulde, og derfor er deres død ikke et punktum, som mange tror, men en fortsættelse. Ligesom os i dag var de klar over, at de ikke er løskøbt og frelst, fordi de havde fortjent det, men at han 'frelste dem for sit navns skyld’, som det fx står i salme 106 - som derfor afsluttes med denne lovprisning til Gud:

“Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighed og til evighed! Og alt folket svare amen”.

De troende i både den gamle og nye pagt har aldrig været i tvivl om, at som Gud er evig, således er hans nåde, frelse og tilgivelse det også - og de har derfor også altid vidst, at de pga. det, Gud har skænket dem, skal leve i al evighed ved 'ham, som kommer', dvs. deres Messias, Guds salvede. Gennem bibelen er der hele tiden fokus på ham, der som vor frelser har sørget for, at vi skal have evigt liv i kraft af ham, som lever i evighedernes evigheder. Det skal vi lige nå at se et eksempel på, inden jeg afslutter denne gennemgang om 'de gamles tro og håb.

I salme 72, som er skrevet af Salomo (Her), skriver han bl.a. dette i billedsprog om den kommende Messias, som lever evigt, og om hans frelsesgerning:

“Han skal leve, så længe solen lyser og månen skinner, fra slægt til slægt.. i hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår... Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender.. Alle konger skal bøje sig for ham.. (og) han skal fri deres sjæle fra uret og vold (som råber om hjælp), deres blod er dyrt i hans øjne..”, v. 5, 7-8, 11, 14.

Der står meget mere om ham, men dette er nok til, at vi forstår, at Salomo skriver om Messias, og i profetien ser han den herlige tid, der kommer og er evig. Når der står, at ‘han skal leve, så længe solen lyser', eller at ‘’dyb fred råder, til månen forgår’, betyder det selvfølgelig ikke, at det kun er i en begrænset tid - men da mennesker har svært ved at begribe evighedens længde, bruger bibelen ofte et billedsprog for at anskueliggøre den. I den samme salme beskrives det, at ‘de arme blandt folket skaffer han ret (og..) bringer de fattige frelse’, og det henviser til den dag, hvor de døde skal opstå til det evige liv, der er beskrevet i kapitlet.

At det virkelig er det, der henvises til, understreges i en anden salme, hvor der tales i det samme billedsprog. Det sker i salme 89, hvor salmisten først taler om Guds evige trofasthed og siger: ‘Thi du har sagt. En evig bygning er nåden! I Himlen har du grundfæstes din trofasthed' - og hvor Gud svarer ham og siger: ‘jeg lader hans æt bestå for evigt, så længe himlen er til’, v. 3, 30, jfr. v. 36-38. Læg igen mærke til ordvalget: 'Så længe himlen er til..!' Hvor længe er det? Som førnævnt er det et billede på evigheden, og det var jøderne da også klar over. Og det er vi også! Og for at forklare det uforklarlige bruger vi ofte selv billedsprog, og vi forstår da også med det samme, hvad der menes, når Grundtvig (i salmen 'O kristelighed) fx skriver om det 'livsalige land.., hvor blomsten ej visner (og) hvor fuglen ej dør'.

Når vi læser salme 89, så kan det umiddelbart godt se ud til, at når teksten taler om David, så må hans æt, som skal leve for evigt, være hans afkom, og som selvfølgelig inkluderer Messias (Jesus). Han er jo Davids Søn, om hvem Gud siger:

"Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme", Luk. 1:33.

Det kan altså godt være det, der henvises til i salmen, men går vi et spadestik dybere, ser det dog ud til, at David her er blevet gjort synonymt med Kristus, som det for øvrigt ofte er tilfældet i GT - som fx i Ez. 37:24, hvor Gud omtaler Israels frelse og fremtid på denne måde:

"Min tjener David skal være konge over dem, og alle skal de have en og samme hyrde..".

Så vidt jeg kan se, er det denne 'anden' David, som salme 89 henviser til, og hans æt må derfor i sagens natur være alle dem, der ifølge skriften tager imod ham og bliver Guds børn. Det er dem, der i den samme salme omtales på denne måde:

"Saligt det folk, der kender til frydesang, vandrer, Herre, i dit åsyns lys! De lovsynger dagen igennem dit navn og ophøjes ved din retfærdighed", v. 16-17.

Og således vandrede de troende i den gamle pagt gennem livet, som også vi gør det i dag. De troede på Guds frelse, og dét var lovprisningens grundlag. Som vi har set, vidste de, at denne frelse rækker ud over deres fysiske liv og ind i evigheden. Og de vidste også, at det ville ske alene ved Guds barmhjertighed og retfærdighed. Det betyder som tidligere nævnt selvfølgelig ikke, at de dermed kunne forstå det hele, og det kan vi jo heller ikke, selvom vi har fået så meget mere åbenbaret i den nye pagt. Men de forstod dog så meget, at de vidste, at det var ved Messias, at Gud vil skænke dem alt det, vi har set på i denne gennemgang. Det er på dette grundlag, at de sammen med hele folket lovpriste Gud på festrejserne til Jerusalem og sagde:

“Herren er den, som bevarer dig.. han bevarer din sjæl. Herren bevarer din udgang (fra dette liv) og indgang (til opstandelseslivet) fra nu og til evig tid”, Salme 121:5, 7b-8.

Der er mange andre eksempler fra GT, hvori det fremgår, at de troende dengang, ligesom os i dag, var klar over, at Guds bevarelse og frelse rækker ind gennem dødens port, til det evige liv hos ham. Men det kan vi evt. vende tilbage til en anden gang. Jeg vil derfor her til slut vende tilbage til troskapitlet i NT, og læse de par vers, der afslutter kapitlet, og som egentlig er et summa summarum over alt det, der er beskrevet om de troendes håb i den gamle pagt om opstandelsen fra de døde og et evige liv hos Gud:

“Skønt alle disse (fra den gamle pagt) fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med”, Hebr. 11:39-40.

Alt dette pga. ham, der er opstandelsen og livet.

Amen