Salme 81: Lovpris Herren, vor Gud!

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi ud fra salme 81 se på lidt af det, der står i bibelen om det at lovprise Gud. Som det står i overskriften i min bibel, indledes salmen med ‘en opfordring til at fejre Herrens højtid (løvhyttefesten) med jubel’’. Lad os begynde med læse disse seks første vers:

“Til sangmesteren. Al-haggittit (oversat betyder det, at salmen skal spilles på et instrument fra Gat). Jubler for Gud, vor styrke, råb af fryd for Jakobs Gud; istem lovsang, lad pauken lyde, den liflige citar og harpen; stød i hornet på nymånedagen, ved fuldmåneskin på vor højtidsdag! Thi det er (en) lov i Israel, et bud fra Jakobs Gud; han gjorde det til en vedtægt i Josef, da han drog ud fra Egypten, hvor han hørte et sprog, han ikke kendte..”, v. 1-6.

Af bibelen fremgår, at det glæder Gud, når hans folk lovpriser ham. Derfor opfordres vi i den til altid at takke ham og bringer ham lovprisningsofre, som ifølge Hebr. 13:15 er ‘frugt af læber, der bekender hans navn’ - og det gør vi gerne! Når vi tænker på, og kender hans store kærlighed til os, som han har åbenbaret os i skriften, og i vor ånd, så kan vi da heller ikke andet end at prise ham.

At lovprise Gud er vist det vigtigste, vi kan gøre i vor tjeneste for ham, og derfor opfordres vi da også igen og igen til at gøre netop dette. Det er endda så vigtig en tjeneste, at der står, at Gud troner på Israels lovsang, som reelt set inkluderer alle troende. I den gamle pagt blev dette anskueliggjort ved, at den eneste vej ind for Guds åsyn i tabernaklet (og senere vistnok også templet), var gennem den ydre port, som blev kaldt for lovprisningsporten. Det betyder konkret, at hvis de troende ønskede at komme frem for Gud, måtte de komme til ham med lovprisning og taksigelse.

Det er da også det, vi gennem hele bibelen opfordres til at gøre. Et eksempel på dette kan være salme 104:1, som indledes med ordene: ‘Min sjæl, lov (eller pris) Herren’. Der står aldrig: ‘Velsign min sjæl, Herre’, men overalt opfordres vi til at velsigne, ære, ophøje, prise og glæde os i ham. Når vi gør dette; når vi lovpriser Gud for hans nåde, barmhjertighed, hjælp, frelse, osv., så ophøjes han i vor midte, og det får ham til at handle. At prise Gud er altså det samme som at anerkende, og i tro vidne om, at han er god, og at han derfor altid vil gøre det, der er det bedste for os. Denne tro og bekendelse kommer ofte til udtryk gennem hele bibelen, som fx i salme 59, hvor David henvender sig til Gud og siger:

“Dig vil jeg lovsynge, du, min styrke, thi Gud er mit værn, min nådige værn”, v. 10.

Som nævnt er dét at lovprise Gud det bedste, vi kan gøre for at ophøje ham, både når vi synes, det går godt, og når noget rammer os, som vi helst vil være foruden. Det er det sidste, Paulus berører, når han siger dette til sine læsere:

“Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevarer jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus”, Fil. 4:6-7.

Som vi ser, så lover Gud også her at komme os til hjælp, og ifølge teksten sker det især, når vi vender os fra det, der bekymrer os, og som let kan friste os til at sige ‘ak’ til i stedet at sige ‘tak’. Da vil Gud gribe ind og forvandle situationen, dog ikke først og fremmest i det ydre, men i hjertet. I den ovenfornævnte tekst står der da heller ikke, at vi vil få alt det, vi gerne vil have, når vi beder og bønfalder ham under taksigelse, men vi derimod noget langt mere værdifuldt - og det er, at han vil give os sin fred, som overgår al forstand. Det er altså ved den fred, som er langt større, end vi kan fatte, at vi bliver bevaret - og det uanset, hvad der evt. sker i verden, eller personligt som fx sygdom, latterliggørelse, forfølgelse, fængsel, osv.

Desuden ser vi, at bøn og lovprisning hører sammen. Det er nemlig ved at lovprise Gud, at vi ifølge hans ord på en særlig måde erfarer hans nærvær, fred, hjælp og styrke. Én har engang givet udtryk for dette forhold på denne måde:

“Når vi lovpriser Gud, skænker han os troen i vore hjerter, og i denne tro giver han os alt, hvad vi har brug for i vor tjeneste for ham, og på vor vandring mod Himlen”.

Der er altså al mulig grund til at lovprise Gud og bringe ham vor tak, og derfor er der da også så mange henvisninger i skriften til at gøre netop dette. Vi så et eksempel før fra Fil. 4, som taler til dem, der af forskellige grunde er bekymrede. Et andet eksempel kan vi læse om hos profeten Habakkuk. I kap. 3 beskriver han først en om en stor trængsel, der er kommet over Israel, som har resulteret i denne katastrofe for folket og landet:

“.. figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser”, Hab. 3:17-18.

Så skulle man tro, at profeten ville sukke og klage, som mange ville gøre i en lignende situation. Men det er som om, at han havde de samme tanker, som da Paulus senere skrev, at ‘alle ting samvirker til det bedste for dem, der elsker Gud’ - for lige efter vidner han om sin tro på det, idet han priser Gud og siger:

“Men jeg vil (dvs. trods det, der vil ske) alligevel* frydes i Herren, juble i min frelses Gud”, v. 18. (* det markerede ord fra grundteksten er ikke med i de danske oversættelser).

Det betyder konkret, at han var overbevist om, at Gud vil vende selv de dårlige ting til det bedste. Det er da også det, Paulus tænker på, når han i en beskrivelse af alt det onde, som kan ramme de kristne, alligevel siger, at ‘under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os’, og at intet af alt dette ‘vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre’, Rom. 8:37, 39. Så stor er Guds magt og kærlighed. Lad os derfor altid give ham al ære, tak og pris.

Som allerede nævnt er dét at lovprise Gud noget af det vigtigste, vi kan gøre i vor tjeneste for ham, og det forstod den gamle pagts troende også. Det ser vi bl.a. i de mange vidnesbyrd, vi har i salmerne, hvor der er hundredvis af eksempler på dette. I det følgende har jeg valgt nogle få af disse:

1. “Med Guds hjælp vil jeg prise hans ord, med Herrens hjælp vil jeg prise hans ord”, 56:11

2. “Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslag, prise dig blandt folkefærd”, 57:10.

3. “Jeg vil ofre dig lovprisningsoffer og påkalde Herrens navn”, 116:17.

4. “Min styrke og lovsang er Herren, han blev mig til frelse”, 118:13.

5. “Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den”, 118:24.

Jo, der er mange grunde til at lovprise Gud, og vi vil aldrig blive færdige med at gøre det - og, som der står i salme 81, vi vil blive ved med at juble for Gud og fryde os over ham, fordi han er vor styrke og lovsang. Det er grunden til, at salmisten skriver, at ‘det er en lov (eller mere korrekt en 'skik' eller 'sædvane') i Israel, og føjer så til, at det på samme tid er et bud fra Jakobs Gud. Når vi nemlig tænker på alt det, han har gjort for os, fyldes vore hjerter med glæde og tak. Det ord, der er oversat med ‘bud’ i vers 5, henviser ikke til Moseloven eller fx ‘de 10 bud’, men til det ord, som Gud har givet de troende i deres hjerter ved Helligånden, og som fylder dem med glæde. Derfor lovpriser de ikke Gud, fordi de SKAL gøre det, men fordi de ikke kan lade være. Det gør de for, som David udtrykker det i salme 4:

“Herre, du skænked mit hjerte en glæde, større end deres, da korn og most flød over”, v. 8.

Det er da også denne glæde, der fylder så meget i de troendes bønner og lovsang, som tilfældet er, og som vi allerede har set flere eksempler på. Jeg har talt nogle af de ordvendinger op, der kommer til udtryk i bibelens 150 salmer, og som handler om den glæde, tak og lovprisning, der fylder dem, der har skrevet dem. Her kommer der et lille udpluk. Ordet eller ordene:

1. 'Halleluja' eller 'pris Herren', som er oversat fra det samme hebraiske ord, er brugt 46 gange.

2. 'Jeg/vi vil love/lovprise Herren', 51 gange.

3. 'Jeg (eller vi) vil prise Herren/Gud for dit (eller hans) storværk, ord, navn, arm, trofasthed, undere, og for vor lykke', 42 gange.

4. 'Jeg (eller vi) vil takke Gud/Herren for dit (eller hans) retfærd, retfærdige lovbud, miskundhed, indgreb, bønhørelse, underfulde gerninger, skaberværk', 33 gange.

5. 'Jeg vil lovsynge Gud (eller Herren/hans navn) for hans (eller din) retfærd, retfærdighed, styrke, nåde og ret', 19 gange.

6. 'Jeg vil glæde mig i Herren, mit hjerte glædes, for dine bud/lovbud, velsignelse, miskundhed, frelse, vidnesbyrd, ord, skaberværk', 61 gange.

7. 'Fryd jer (eller 'vi/jeg vil fryde os/mig'), i Herren, min frelsens klippe, for hans (eller din) hjælp og frelse, velsignelse, retfærd', ca. 35 gange.

8. 'Jeg vil juble i Herren, for hans åsyn, for hans (eller din) frelse, frelses klippe, miskundhed, domme, nåde, pris, for dagen, som Herren har gjort', 45 gange.

Det var blot nogle få eksempler på den lovprisning, der kommer til udtryk, alene i salmerne - og hvis vi lægger alle disse sammen, kommer vi op på omtrent 500 lovprisningstekster. Det fylder altså meget, og gentagne gange ser vi, at salmisterne nærmest ikke har ord for alt det, de vil prise Gud for. Og således er det også med os i dag! Gud har gjort så meget for os, at vi ikke kan prise ham nok. Alene det, at han har givet os evangeliet, hvor vi kan forvisse os om, at vi pga. Guds nåde er frelst ved Jesu fuldbragte frelsesværk og fået evigt liv, overgår al erkendelse. Vi opfordres da også til igen og igen at lovprise Gud, som hans folk altid har gjort, og som vi har set nogle eksempler på fra salmerne - og ligesom de gjorde det dengang, gør vi det også med glæde og til hans ære. Som eksempler i NT kan vi fx tænke på Fil. 4:4, hvor læserne får denne opfordring: 'Glæd jer i Herren, jeg siger jer igen: Glæd jer'. Eller, vi kan tænke på det, Peter skriver i sit første brev, og som handler om de trængsler, mange kristne må igennem på deres vandring mod Himlen. I teksten forklarer han, at disse trængsler ikke er ligegyldige, men at der er en hensigt med dem - som selvfølgelig er lettere at bære, hvis man bare kender årsagen til dem. Han skriver nemlig, at

“da skal I fryde jer, selvom I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro, som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild - må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares”, 1. Pet. 1:6-7.

Vi kan selvfølgelig ikke se på alt det, der står i GT eller i NT om at lovprise Gud, og som opfordrer os til at gøre det samme. Men summen af det kan vel udtrykkes med den kendte tekst fra Ef. 5, hvor Paulus nævner dette om at lovprise Gud og sige ham tak for alle ting:

“Lad jer fylde med Ånden, så I taler hverandre til med salmer og hymner og åndelige sange og synger og spiller i jeres hjerte for Herren og altid siger Gud, vor Fader, tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn.”, v. 18b-20.

Så vidt jeg kan se, er det som allerede nævnt denne hjerte-lovprisning, der henvises til i salme 81:5, når der står, at den er ‘et bud fra Jakobs Gud’, og som ifølge vers 6 er ‘vedtægt i Josef’. Dog står der ikke vedtægt på grundsproget, men derimod, at det er 'et vidnesbyrd'. Vidnesbyrd om hvad? Salmisten taler stadig om lovsangen, som får alle de frelste til at juble for Gud; - en jubel som begyndte, da han ifølge verset friede dem ud fra trældommen i Ægypten. Da skete der det, salmisten uddyber i de næste par vers, hvor han på Guds vegne siger dette til Israels folk:

“Jeg fried hans skuldre for byrden, hans hænder slap fri for kurven. I nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i tordenens skjul, jeg prøvede dig ved Meribas vande - Sela”, v. 7-8.

Jødernes udfrielse fra Egypten var en stor dag, og som vi ved, skete det efter, at de i tro havde slagtet et lam og brugt blodet på deres husdøre som et tegn på Guds frelse, og vers 8 henviser til Guds bevarelse og fortsatte frelse i ørkenen efter udfrielsen. Udfrielsens betydning fik desuden en stor betydning for alle kommende generationer, og den var på samme tid et billede på den frelse i den nye pagt, hvor Gud har skænket os og alle, der kommer til ham, syndernes forladelse ved Jesu blod, hvorved han ‘friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige’, Kol. 1:13. De troende i den gamle pagt kunne ikke se dette herlige, som vi kan se, men de forstod, fx i det nævnte eksempel fra deres egen historie, at det er et sindbillede på alt det herlige, der vil komme ved Messias, deres frelser.

Dette er da også den dybeste bevæggrund for, at de troende i den gamle pagt i dette så Guds nåde, hjælp og frelse og priste Gud så meget, som vi har set nogle eksempler på. Og det var bl.a. ved dette, at folkene omkring Israel kunne se, at Gud var værd at dyrke. Lyt fx til det, der står i salme 67:5-7, som jeg her vil citere fra de engelske bibeloversættelser, som følger grundteksten mere præcist end de danske. Her beder David til Gud og siger:

"Folket (Israels folk) skal prise dig Gud. Lad hele folket prise dig. Så skal alle folkeslag (kan også oversættes til, at 'hele jorden se det og') juble, og vor Gud velsigne os. Gud velsigne os, så den vide jord må frygte ham!"

Det var - og er - Guds vilje med sit folk, at alle må se, at det at tro på Israels Gud, den levende og almægtige Gud, gjorde, og gør, en forskel. Men så skete der tydeligvis noget tragisk. Ifølge salmen er det tydeligt, at lovsangen ikke længere er, hvad den var, og de derfor heller ikke længere var Gud så nær som tidligere. Det er dette forhold, salmisten tager op i de følgende vers, hvor han taler på Guds vegne og siger:

“Hør, mit folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! En fremmed gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres gud! Jeg er Herren, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din mund vidt op, og jeg vil fylde den! Men mit folk ville ikke høre min røst, Israel lød mig ikke. Da lod jeg dem fare i deres stivsind, de vandred efter deres egne råd”, v. 9-13.

De første otte vers i salmen taler om at lovprise Gud for, hvem han er og hvad han har gjort. Det var alle enige om at gøre, og det var til velsignelse for dem, og mange gudfrygtige hedninger kom til landet for at søge Israels Gud og få del i hans velsignelse. Men nu, midt i det hele, er det som om, at hans eget folk ikke var med ham som tidligere, og derfor vidner Gud mod dem og siger: ‘Ak, om du hørte mig’! Hvad taler han om? Det er stadig lovprisning, der er temaet. Glæden over frelsen er kølnet, og med den også kærligheden til Gud og vidnesbyrdet om ham. Vi kan næsten høre, at Gud her med sorg bebrejder dem, som da Jesus senere talte til menigheden i Efesus og sagde: ‘Jeg har det imod dig, at du har mistet din første kærlighed’.

Dengang var det især de fremmede guder, der fik kærligheden til Gud til nærmest at forsvinde, og med den også lovsangen - og derfor er det især disse guder, som Gud igen og igen advarer folket imod. Gennem hele GT er disse ‘fremmede guder’ en omskrivning for forskellige dæmoner, og det siger sig selv, at disse dæmoner hader, at de troende elsker Gud og lovpriser ham, og de gør derfor alt for, at vi kristne ‘ikke bliver FOR fanatiske’. De lokker med andre ord til, at de troende skal ignorere det, som Gud har advaret dem imod, da han sagde:

“Se, jeg foreligger dig i dag livet og lykken, døden og ulykken.. Så vælg da livet”, 5. Mos. 30:15, 19.

I forlængelse heraf spørger Paulus retorisk: ‘Hvad fællesskab er der mellem lys og mørke’? Svaret er: Der er ikke og kan ikke være noget fællesskab mellem disse to modpoler. Og dog har mange indenfor kristendommen blandet lys og mørke sammen, og tilpasset sig verden - og ifølge NT endda indført dæmoners lærdomme. Derfor er ordene fra salme 81 også relevant for os, som fx i vers 12, hvor Gud taler om de troende og siger: ‘Mit folk vil ikke høre min røst’. Verset taler stadig om lovsangen, men når den forstummer iblandt de troende, er det tegn på, at kærligheden til Gud ikke længere er, hvad den var. Han har jo sagt: ‘Luk din mund vidt op, og jeg vil fylde den’. Jeg tror, at meningen er, at hvis vi lukker munden op og priser Gud, så vil han fylde os med sit nærvær, frelse og give os en stadig større glæde over at tilhøre ham.

Som allerede nævnt er dét jo ved at lovprise Gud, at han kan få den ære, der tilkommer ham, og så vil han, som der står et andet sted, ‘fylde din mund med latter og dine læber med jubel’, Job. 8:21. Men det sker ikke, når Gud er kommet på afstand - og dermed også lovprisningen. Derfor vil Gud, som der står i vers 13, lade dem fare i deres stivsind, så de vandrer efter deres egne råd. Det betyder konkret, at Gud ikke længere vil lede og vejlede dem, for at de må indse, hvor tåbeligt det er, at de vil gå deres egne veje. I en lignende situation siger Gud til folket ved Jeremias: ‘Det er bittert’, men det, Gud vil gøre for at tugte dem, må gøres, for at de gennem den igen må vende sig til ham. Lige derefter tilføjer han: ‘Det gælder livet!’ Det samme er tilfældet i salme 81, hvor Gud kommer med denne opfordring og løfte til sit folk:

"Ak, ville mit folk dog høre mig, Israel gå mine veje! Da kued jeg snart deres fjender, vendte min hån mod deres uvenner! Deres avindsmænd skulle falde og gå til grunde for evigt; jeg nærede dig med hvedens fedme, mættede dig med honning fra klippen”, v. 14-17,

Ville mit folk dog høre mig..! Hvem kan ikke høre eller fornemme Guds kærlige stemme og kald i disse ord? Han ønsker, at hans folk er et helligt folk, og hvor det glæder ham, når vi siger: 'Ja Fader! Vi ønsker, at vi må have det samme sindelag, som var i Kristus Jesus, og altid må prise dig for den frelse, du i din nåde har skænket os'. Da vil han hastigt kue vore fjender. Hvem er det, der kaldes for vore fjender? Når vi læser sådanne tekster, må vi forstå, at når bibelen taler om mine/vore fjender, så er de som regel udtryk for at være de samme som Guds fjender. Der tales altså om nogle, hvis mål er at nedbryde alt, hvad der har med Gud og troen på ham at gøre.

Vi synes ofte, at dette ‘snart’, der tales om i vers 15, gerne måtte komme hurtigere, end det gør. Her kan vi fx tænke på Jesus, som har sagt: ‘Jeg kommer snart’, og vi ved også, at han på den dag vil fuldbyrde alt det, der står skrevet, og alle hans fjender, som derfor også er vore fjender, må ‘falde og gå til grunde for evigt’, jfr. Es. 11:4.

Må det være sådan, at vi vil høre ham, også når han taler alvorlige ord til os, og mene, hvad vi siger, når vi taler om, at Gud er vor Herre og Frelser, og vi ikke vil tilhøre andre. Snart kommer han, og udfrir os fra alle vore trængsler, og indtil da må vi holde os nær til ham, som han har sagt.

I det sidste vers siger Gud ved salmisten: ‘Jeg nærede (det kan også oversættes til 'vil nære') dig med hvedens fedme’. Pludselig retter han sine ord til den enkelte - til DIG. Han ønsker at give det allerbedste til hver eneste af sine børn. Det samme vidner de næste ord også om: ‘Jeg mættede (eller 'vil mætte') dig med honning’. I bibelen er honning et billede på den mættelse, som kun Gud kan give os. Israelitterne vendte sig fra ham i den tro, at afguder kunne hjælpe dem, og de fik den pris og tak, som de skyldte den levende Gud - alt imens han rakte hænderne ud mod dem for at skænke dem alle de goder, som hører med til det at være frelst.

Sådan må det ikke være blandt os! Derfor må lovsangen til vor levende og almægtige Gud aldrig forstumme, for han er jo den, der i sin nåde og kærlighed har givet os livet og frelsen, og som til stadighed vil give os alle gode gaver, til ånd, sjæl og legeme. Derfor vil vi altid prise ham, dels fordi vi dermed ophøjer ham, som han fortjener, dels fordi han har lovet at velsigne os derved, og dels fordi det er det bedste vidnesbyrd, vi kan aflægge for mennesker, som ikke kender ham.

Lad os da altid prise Herren, og opfordre alle til at gøre det samme, som det kommer til udtryk i salme 100, og som jeg vil afslutte denne gennemgang med:

“Råb af fryd for Herren, al jorden, tjener Herren med glæde, kom for hans åsyn med jubel! Kend, at Herren er Gud! Han skabte os og vi er hans, hans folk og den hjord, han vogter. Gå ind i hans porte med takkesang, med lovsange ind i hans forgårde, tak ham og lov hans navn! Thi god er Herren, hans miskundhed varer evindelig, fra slægt til slægt hans trofasthed”.

Halleluja, amen!