Tro på Jesu navn..!
Af Eskild Skov Særkjær
Jeg vil indlede med nogle få vers fra Johannesevangeliet kap. et,
der omhandler Jesu komme til joden, og hvilken betydning det fik for
menneskeheden. Vi skal først læse vers 1 og første del af vers 14a, som danner
rammen for det, vi skal se på i dag, og dernæst vers 11-12, hvor der tales om
det at tro på Jesu navn:
”I begyndelsen var
Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.. Og ordet blev kød, og tog bolig
iblandt os.. Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle
dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans
navn”.
Vi skal først se lidt på
betydningen af Jesu navn. Som de fleste ved, er hans hebraiske navn Yahshua, og betyder ’Jahve (Herren) frelser’. I bibelsk lys
er det at tro på Jesu navn det samme som at tro på ham som den, han er, nemlig,
at han, som selv er Gud, blev menneske for at frelse os fra vore synder. Det
har Gud forklaret og tydeliggjort for os i bibelen, og derfor er det både godt
og nødvendigt, at vi tror på alt det, der er åbenbaret os i den, dels for vi
hele tiden skal lære Jesus bedre at kende, og dels bliver bedre til at forstå
alt det, der ligger i det at tro på hans navn.
Ifølge bibelen er det at
tro på Jesu navn altså det samme som at tro på Jesus, som det er åbenbaret os i
bibelen. Som en grundsandhed og børnelærdom siger bibelen, at det at kende
Jesus som frelser fra den evige fortabelse, samt at han er den eneste vej til
Gud Fader og den himmelske herlighed, er livets mål og er derfor en
livsnødvendighed, jfr. Matt. 1:21, John. 3:16, 14:6, Apg
4:12, Hebr. 6:1. Den beskriver også, hvordan vi få
del i denne frelse, samt, at den alene skyldes Guds nåde til os. Det er det, Paulus
taler om, når han skriver:
”Af nåden er vi frelst ved tro; det skyldes ikke os selv, Guds
er gaven”, Ef. 2:8.
Vi kunne tilføje meget mere
desangående, men i denne gennemgang skal vi se ikke se på alt det, der hører
til denne omtalte ’børnelærdom om Kristus’, men i stedet fokusere på det, som
Paulus taler om, når han skriver, at vi som kristne ’i ét og alt [må] vokse op
til ham, som er hovedet, Kristus selv”, Ef. 4:15.
I denne beskrevne proces
vil vi forstå mere og mere af Jesus som den, der er åbenbaret for os i bibelen.
Og det er så her, vi skal se lidt på, hvad det vil sige at tro på hans navn, og
hvad det inkluderer. I den forbindelse har jeg valgt at fremhæve bibelens lære
om, at det at tro på hans navn inkluderer disse tre hovedpunkter:
1 Jesus er Gud!
2 Gud gav os sin Søn,
da han blev menneske
3 Jesus er til evig
tid både Gud og menneske!
Jesus er Gud!
Det første hovedpunkt er
altså, at vi må tro, at Jesus er Gud. Som bekendt er vidnesbyrdene derom mange
– og helt umuligt at tælle, men lad os se på nogle få. Det første er det vers,
jeg har taget med ovenfor, og hvor der står:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var
Gud”.
Som det tydeligt fremgår af
kapitlet er det Jesus, der er - og omtales som Ordet. Det bliver særligt klart
i vers 14, hvor der står, at Ordet blev kød, der som vi ved, henviser til, at
Jesus kom til jorden som menneske for at frelse os. Ifølge vers to bliver Ordet
da også personliggjort, for på grundsproget står der nemlig ’han var i
begyndelsen hos Gud’. Han var altså i begyndelsen, som Gud Fader var det! Det
er den samme begyndelse, det første vers i bibelen taler om, og hvor der står:
’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden’. På hebraisk omtales Gud som Elohim, og da det er et flertals ord, betyder det normalt
(flere) ’guder’, men pga. grammatikken i den hebraiske sætningsopbyggelse kan Elohim kun forstås som værende én Gud, der er flere i sin
guddomsperson. Dette sker i alt ca. 6000 gange i GT – altså hver gang, hvor der
i oversættelsen står Gud. Gennem hele bibelen bliver det åbenbaret, at denne
ene Gud, der er flere, er Gud Fader, Søn og Helligånd, og derfor er Jesus som
Ordet da også inkluderet i Guds treenighed, der ’i begyndelsen skabte himlen og
jorden’. At han var med i denne begyndelse som Gud og hans skaberkraft, fremgår
da også af det næste vers hos Johannes, hvor der står:
”Alt er blevet til ved
det*, og uden det* blev intet til af det, som er” (*på grundsproget ’ham’).
Det, der her er sagt,
stemmer helt med det, Paulus skriver om ham i Kol. 1:16-7, og hvor der står:
”Alt er skabt ved ham og
til ham; og han er før alt, og alt består ved ham”, vers 1:16b-17
Det, vi her har læst, er et
af skriftens mange klare vidnesbyrd på, at Jesus er Gud, som Faderen er det.
Ja, faktisk kan alt, hvad der siges om Gud Fader i bibelen, også siges om Guds
Søn. Vi skal se et par eksempler fra både NT og GT, der klart bevidner dette. I
brevet til Titus omtaler Paulus flere gange og skiftevis Gud (Fader) og Jesus
Kristus som ’vor frelser’, kap. 1:3-4, 2:10, 13 og 3:4, 6. Her vil jeg bare
citere, hvad der står i følgende to vers i det første kapitel, og hvor Paulus
skriver:
”Da tiden var inde,
åbenbarede Gud sit ord ved det budskab, som blev mig betroet efter befaling fra
Gud vor frelser, sender hilsen til Titus, sit ægte barn i fælles tro: nåde og
fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser”, vers 3-4.
At sige det ene er altså
bibelsk set helt det samme som at sige det andet. Derfor er det gennem hele
bibelen da også Gud, der er tale om, når den henviser til Jesu genkomst til
jorden. Hvis vi igen ser på brevet til Titus, så skriver Paulus dér om de hellige,
at de må leve
”i forventning om det
salige håb og den store Guds og frelsers herlige tilsynekomst”, 2:13.
Læg mærke til, at det er
Jesus, der her kaldes den store Gud. At han er Gud, ser vi også af hans brug af
Guds eget navn på sig selv. I John. 8:24 siger han fx:
”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres
synder”.
Det er alvorlig tale! Som
kristne må vi tro, at Jesus er den, han siger, han er! Og hvad er det så, han
siger? På dansk ser vi ikke, at han i citatet direkte siger, han er Gud, men i
grundteksten ser vi det. Her bruger han nemlig Guds hellige navn ’JEG ER’ på
sig selv, som det er åbenbaret i 2. Mos. 2:14. Ifølge den siger han
nemlig:
”Hvis I ikke tror, at jeg er ’JEG ER’, skal I dø i jeres synder”
De fleste ved nok, at JEG
ER sammen med JAHVE er de to største navne, Gud har åbenbaret sig med i GT. Det
er altså meget alvorligt, når flere sekter, som fx Jehovas Vidner, afviser
Jesus som Gud. Ovenfor har vi set et af mange eksempler på, at Jesus bruger
Guds hellige navn ’JEG ER’ på sig selv, og vi skal nu også se, at han også
bruger navnet Jahve på samme måde. Og sådan bliver det for resten også oversat
i 1992-bibelen. Dog, de fleste ved nok, at når der i på dansk står Herren, så
er det egentlig ikke Guds navn. Lad os se et par eksempler på, hvordan Jesus
omtales som Herren, og hvor der burde stå Jahve: I det første eksempel, som
står i Matt. 21, og hvor vi har beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, læser
vi, at han sender to af sine disciple ind i en landsby for at først finde et
bestemt æsel og dets føl, for dernæst at føre dem til ham. Men før de tager
afsted for at gøre dette, siger han til dem:
”Hvis nogen siger noget
til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks få dem”,
Matt. 21:3.
Man kunne forvente, at
Jesus ville sige, at de skulle svare, at ’jeg, Jesus har brug for dem’. Men,
som vi kan se, henviser han i stedet til sig selv som Herren, altså Jahve, og
jeg tror, han gør det, fordi han ved dette navn vil identificere sig med de mange
tekster i bibelen, der taler om, at den konge, der kommer til dem, netop er
Herren, Gud selv. Et andet eksempel, som vi har i juleevangeliet, siger en
Herrens engel bl.a. dette til hyrderne på marken:
”Eder er i dag en frelser født i Davids stad; Han er Kristus,
Herren”, Luk. 2:11.
Jo, Jesus er Kristus,
Herren, altså Jahve, Gud selv – og sådan omtales han da også i GT. Det sker fx
i profetien om hans komme, der er beskrevet i Jer. 23, og hvor der står, at
hans navn skal være ’Herren, vor retfærdighed’, vers 5. En anden profet fra GT,
der tydeligt vidner om, at Jesus er Gud, er det kendte vers fra Es. 9:6, og
hvor han siger:
”Et barn er født os, en
søn er os givet, på han skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være:
Underfuld-Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds-Fader, fredsfyrste”, Es. 9:6.
Læg mærke til, at han, der
er Gud og som derfor skal kaldes med de nævnte navne, skal fødes som et barn.
Men på samme tid ser vi, at det ikke er Gud Fader, for, som der står lige
efter, vil han, som er søn, blive givet os. Af hvem? kan vi spørge. Han vil
blive givet os af Faderen! Teksten henviser dermed klart til det, der står i
John. 3:16, der som bekendt begynder med ordene: ’Således elskede Gud verden,
at han gav sin søn, den enbårne..’!
Gud gav os sin Søn, da han blev menneske
Ja, Guds Søn blev givet til
os, og denne søn er selv Gud. Og her er vi kommet til det andet hovedpunkt i
troslæren, der taler om, at Jesus blev menneske. Dette er en selvfølge for os,
der tror, men når det alligevel må tages op, skyldes det bl.a., at en del, der
kalder sig kristne, der ligesom vranglærere i kirkens første tid hævder, at
hvis Jesus virkelig er sand Gud, så er det umuligt, at han kunne blive et
kødeligt menneske, for kød og Ånd kan ikke sammenblandes! ’Derfor kom Jesus da
også kun til jorden i en menneskelig skikkelse’, bliver der sagt, men altså
’uden fysisk at blive et menneske - og derfor kunne han selvsagt heller ikke dø
fysisk, men kun åndeligt!’ På den måde går de helt forbi blodets og korsets
altafgørende betydning. Men hvad siger bibelen? Som et skriftbevis på, at Jesus
fysisk kom til jorden som et menneske, har vi fx i den tekst, vi så på i
indledningen, og hvor Johannes skriver, at Jesus, der som Ordet var hos Gud og
er Gud, ’blev kød og tog bolig iblandt os..’, vers 1, 14.
Vi skal se på nogle andre
vidnesbyrd i skriften, der taler om det samme. Det sker fx i Luk. 1, hvor vi
læser, at englen Gabriel kommer til jomfru Maria og siger:
”Du skal undfange og føde en søn, og du skal
give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud
Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs
hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme”, vers 31-33.
Læg mærke til, at englen
Gabriel omtaler Jesus som den Højestes Søn, dvs. Guds Søn, og som på samme tid
skal være Davids søn, og dvs. hans biologiske efterkommer. Hvordan skal det gå
til? spørger Maria, og englen forklarer::
”Helligånden skal komme over dig, og den
Højestes kraft skal overskygge dig (altså gøre hende frugtsommelig); derfor
skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn”, vers 36.
Englen havde tidligere sagt
omtrent det samme til Josef, og her siger han:
”Josef, Davids søn! frygt
ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er
undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet
Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder”, Matt. 1:20-21.
Læg mærke til ordvalget.
Han skal frelse sit folk, hvilket vil sige, at Jesus er Gud, som vil frelse sit
folk fra dets synder. Det stemmer helt med det, vi læste fra Esajas, at den
søn, der bliver givet os, har alle de navne, der nævnes i verset. Hvorfor?
Fordi han er det, der nævnes! Det er om denne søn, at der står, at han på samme
tid skal være Guds Søn og Davids søn, dvs. Menneskesøn.
Det havde disciplene, som
havde vandret sammen med Jesus i over tre år, efterhånden også forstået. Men
det med, at han skulle dø for deres synder og opstå igen, ja, dét havde de det
svært ved at forstå. Dette gjorde, at da han på opstandelsesdagen igen stod
midt iblandt de og forkyndte dem fred, så ser det ud til, at de tænkte: ’Det
kan ikke være Jesus, for han er jo død! Derfor må det i stedet være en ånd, vi
ser og hører’! Og derfor blev de naturligt nok grebet af angst og frygt, som
der står. Og her er det så, at Jesus beroligede dem, idet han beviste, at han
var den samme, som de kendte fra før og som blev korsfæstet, idet han sagde:
”Se på mine hænder og
mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og
ben, som I ser, jeg har”, Luk. 24:39.
Da de stadig ikke helt
forstod, at han virkelig var opstået legemligt, bad han dem derefter om at få
noget at spise, og som der står nogle få vers senere, så tog han det, de rakte
ham og ’spiste det i deres påsyn’. Som det tydeligt fremgår, blev Jesus efter
sin opstandelse ved med at være et menneske – og efter sin himmelfart er han
det stadig. Her er der en hel del kristne, der hævder, at da han steg til
himmels, ophørte han med at være et menneske. Og her kommer vi så til det
tredje hovedpunkt i den bibelske troslære, som siger:
Jesus er til evig tid både Gud og menneske
I det, der er sagt, kan vi konkludere, at Jesus opstod med det
samme legeme, som da han døde, men som dog på samme tid er blevet forvandlet
til et være et evigt og herliggjort ikke-jordisk legeme. Der er i dette
opstandelseslegeme, Jesus sprængte de fysiske rammer for, hvad han med sit
jordiske legeme ville være i stand til at gøre. Det skete fx, da han gik ud af
graven, før stenen foran den var væltet fra. Og senere, da han samme dag mødte
sine disciple med sin fredshilsen efter, at han kommet til dem gennem en lukket
dør. Trods denne fysiske umulighed var han alligevel i det samme legeme som
før, hvilket beviser, at hans legeme alligevel var helt forvandlet – ja,
herliggjort! Og således vil vore legemer også blive det, når Jesus kommer igen.
Det er det, Paulus kommer ind på, når han skriver:
”Thi ligesom alle dør i
Adam, således skal alle også levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som
førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til”, 1. Kor.
15:22-23.
Som det fremgår, er Kristus
førstegrøden, hvilket betyder, at han er den første af hele høsten. Det er det,
Paulus taler om, når han et par vers forinden skriver, at
”Kristus (er) opstået som en førstegrøde af de hensovede”.
Det, Paulus her beskriver,
betyder, at når Jesus kommer igen, er det høstens tid, og da skal vi bortrykkes
til Himlen, og med den samme slags evige og herliggjorte legemer som ham.
Bibelen lærer os nemlig ganske klart, at som han i sin opstandelse er i det
samme legeme som tidligere, således skal også vi være det, når han kommer igen.
Her skal vi dog ikke komme nærmere ind på, hvad der sker med os på denne dag,
for vi ved jo, at vi følger Jesus i både hans opstandelse og himmelfart.
Beretningen om det sidste har vi i Apg kap. 1, hvor
vi læser beretningen om, at ’en sky tog ham bort fra deres øjne’; og mens de
ser ham forsvinde, står der pludselig to mænd hos dem i hvide klæder, som
sagde:
”Denne Jesus, som er
optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set
ham fare til Himmelen”, Apg 1:11.
Der står faktisk noget mere
på grundsproget. Der står nemlig ikke kun ’denne Jesus’, men derimod ’den samme
Jesus’, hvilket understreger, at han ikke bare vil komme igen som Herren. som
der står flere steder, men at han vil komme igen i det samme fysiske legeme,
som de havde set ham fare til Himmelen. Han vil stadig og for evigt være
Menneskesønnen! Dette bevidnes af profeten Daniel, der i et syn ser, hvad der
skal ske i endens bestemte tid, og om den tid, hvor han kommer igen. Vi læser:
”..og se, med himlens
skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn.. og magt og ære og herredom gaves
ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig
magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå”, Dan. 7:13-14.
Det er da bl.a. også som
menneske, at Jesus efter sin himmelfart åbenbarede sig for Paulus, og da han
spurgte, hvem han var, svarede han: ”Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du
forfølger”, Apg 22:8. Jo! han er stadig et menneske,
da han steg til Himmelen, som han på samme tid er Gud. Dette bekræftes igen og
igen i skriften, som fx, når han fra Himmelen stadig kalder sig ’’Davids
rodskud og ætling’, Åb. 22:16. Så jo, han er den
samme, og derfor vidner ordet da også klart om, at
”Der er kun én Gud, og
(der er) kun én mellemmand mellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus”,
1. Tim. 2:5.
På dette tidspunkt sidder
Jesus ved Faderens højre hånd i Himlen, alt imens han bliver omtalt som et
menneske. At han forbliver med at være det, ses også klart deraf, at apostlen
Johannes ser ham i Himmelen som et lam, ligesom slagtet (Åb.
5:6). Dette vers henviser til Jesus som den, der, selvom han er i Himlen,
stadig har sine sårmærker som et evigt bevis på hans
lidelser og død - og som den, der som Guds lam har båret verdens synd. At han
forbliver med at være et menneske, ses desuden også klart deraf, at han omtales
som vor brudgom. Når han beskrives sådan, så giver det ingen mening at
forestille sig, at brudgommen ikke skal være af samme art som sin brud, som er
den kristne menighed. For, som der står skrevet, så er det ’ikke engle, han
tager sig af, det er Abrahams børn, han tager sig af’, Hebr.
2:16. Bibelen understreger altså ganske tydeligt, at Jesus stadig er et
menneske i Himmelen ind for Guds trone, hvor han som den, der selv er blev
fristet og har lidt, kan komme os til hjælp, som fristes, og hvor han går i
forbøn for os, Hebr. 2:18. 7:25.
Behøver vi flere beviser
på, at Jesus er i Himmelen som vor broder? Nej! Men bibelen giver os dog endnu
flere beviser. Det sker fx, når Paulus skriver
”Han er hovedet for
legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle
være den ypperste blandt alle”, Kol. 1:18.
At Jesus er hovedet for
legemet, betyder selvfølgelig, at det må være som menneske, han er det, for
ellers kan vi jo billedligt set ikke være hans legeme. Det stemmer med, at
Paulus et andet sted skriver, at ’I er nu Kristi legeme, og hver for sig hans lemmer’,
1. Kor. 12:17.
At vi er Kristi legeme er
det samme som at sige, at vi tilhører Kristus. Vi ved, hvad det betyder, men
benævnelsen Kristus tydeliggør, at det er som menneske, han er hovedet for
legemet. Kristus, der jo betyder ’den salvede’, henviser nemlig altid til Jesus
som menneske, som Davids søn og Messias. Altså igen det samme, som hyrderne
hørte en Herrens engel fra Himlen sige, og som nu atter vil citere:
”Thi eder er i dag en
frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren”, Luk. 2:11.
Af teksten kan vi igen se,
at han på samme tid er Kristus, dvs. Davids søn, og Herren, Guds Søn. Det, at
han stadig og for evigt kaldes for Kristus betyder, at han stadig er ’den af
Gud salvet’ for som menneske at tjene ham - og det altså ikke kun dengang, han
vandrede på jorden, men nu også i det himmelske. Det er fx det, der henvises
til, når Paulus i sine breve ofte indleder med denne eller en lignende hilsen:
”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus
Kristus”, Fil. 1:2.
Det, der her er sagt om
Jesus, betyder det samme som i den nævnte tekst fra Luk. 2. Som han var det
dengang, han blev født i Betlehem, er han stadig: Han er Kristus, Davids søn,
og Herren, dvs. Gud.
At Jesus er forblevet med
at være et menneske, efter at han er taget tilbage til sin Fader i Himlen, ses
desuden af det, der allerede er sagt klart ved, at han stadig kaldes for
Menneskesønnen. Vi så det i eksempel fra Dan. kap. 7. Det samme ser vi i Apg 7, hvor vi læser om Stefanus’
forsvarstale til det jødiske folk, der som bekendt ender med, at han blev
stenet af dem pga. sit vidnesbyrd om Jesus. For, da han havde aflagt det, læser
vi følgende:
”Fuld af Helligånd
stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds
højre hånd. Og han sagde: Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående
ved Guds højre hånd”, vers 56.
Stefanus ser altså Jesus i
Himlen som Menneskesønnen! Dermed slår skriften altså også her fast, at han
stadig er den samme, som da han som Menneskesønnen vandrede sammen med sine
disciple på jorden. Skriften siger da også klart nok, at
”Jesus Kristus er den samme, i går, i dag, ja, til evig tid”, Hebr. 13:8.
At det forholder sig
således, ser vi da også ganske tydeligt i 1. Kor. 15, som er det såkaldte
opstandelseskapitel, men her skal vi dog kun se på vers 47, og hvor jeg fra
grundsproget indsætter og markerer Jesu evige guddomsnavn, som desværre ikke er
kommet med i oversættelsen.
”Det første menneske var
af jord, jordisk; det andet menneske er Herren (Jahve) fra Himmelen”.
Her har vi det igen!
Vidnesbyrdet er, at Jesus stadig er et menneske, og er den samme, som blev født
i Betlehem julenat - og som dér fik det vidnesbyrd, at han på samme tid er
Kristus og Herren, altså Jahve – og dvs. Gud Søn og Gud selv. Han er Ordet, der
blev kød, og forbliver for evigt med at være det. Jeg gentager: Ud fra skriften
kan vi igen fastslå, at han aldrig er ophørt med på samme tid at være Gud og
Menneskesøn. Vi skal se endnu et eksempel på det samme, og det er fra Fil.
3:20-21, hvor der står:
”Det borgersamfund, vi
tilhører, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal
forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans
herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt”, Fil.
2:20-21.
Læg mærke til, at når Jesus
i vers 20 omtales som Herren, så viser det hen til, at han er Gud, og når han
lige efter omtales som Jesus Kristus, så henviser det som tidligere nævnt til,
at han stadig er Messias, Davids søn. At han stadig både er det ene og det
andet, bliver da også bevidnet i vers 21, hvor Paulus nævner, at når Jesus
kommer igen, vil han forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme
skikkelse som hans herlighedslegeme. Det kan og vil han gøre, fordi han er Gud,
og som derfor har magt til at gøre det, som han har sagt og lovet.
Og det er netop fordi, han
er vor himmelske broder, at han er vor talsmand og ypperstepræst, og vor
frelses banebryder og fuldender. Med dette menes, som også skriften siger det,
at Jesus banede vejen ved, at han som menneske døde for vore synder, og fuldendte
den ved, at han opstod igen og som den første af menneskeslægten steg op til
sin himmelske Fader, og hvor han bereder os plads med ham dér.
I det foregående har vi
gennem flere eksempler set, at skriften på samme tid omtaler Jesus som menneske
og som Herren - ikke bare dengang, han kom til jorden som et menneske, men også
den dag i dag er han vor Herre og frelser i Himlen – og hvorfra han skal komme
igen. Vidnesbyrdene herom er mange! Vi har allerede set på i det ovenfornævnte
citat fra Fil. 3, såvel som i brevet til Titus, der taler om, at vort salige
håb er en forventning til ’den store Gud og frelsers Jesu Kristi herlige
tilsynekomst’. Det næste tekstvidnesbyrd, som jeg vil tage med her, står i 1.
Tess. 4:16-17, hvor der om Jesus som Herren og Kristus står:
”Thi Herren selv skal
stige ned fra Himmelen.. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal
vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem for at møde Herren
i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”.
I denne tekst ser vi ganske
tydeligt, at den henviser til den dag, hvor Kristus, som er Herren, kommer igen
for at hente os hjem til sig. I det sidste vidnesbyrd, jeg vil tage med her, og
som også handler om Jesu genkomst til jorden, omtaler han sig selv igen som
Menneskesønnen – en tydelig reference til den tekst, jeg tidligere har citeret
fra profeten Daniel. For her siger han:
”Herefter skal I se
Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på Himmelens skyer”,
Matt. 26:64.
Inden jeg slutter min
gennemgang af Jesus som på samme tid er Gud og menneske, vil jeg endnu engang
nævne endnu et navn på vor frelser, som han stadig har i Himlen, og det er
Lammet. Alene i Åbenbaringsbogen kaldes han i alt 26 gange af Johannes, alt imens
han ser og beskriver ham i det himmelske. Også dette vidner om, at han stadig
er Lammet, dvs. med det samme legeme, som da han blev kød og tog bolig iblandt
os. Jeg har allerede citeret det vers, hvor Johannes efter, at han blev rykket
op til Himlen bl.a. ser Jesus foran tronen som ’Lammet ligesom slagtet’, 5:6.
Han har altså de samme sårmærker, som han viste sine disciple efter sin
opstandelse. Det betyder konkret, at man ved at se på Jesus direkte kan se, at
han er Guds lam, der har båret verdens synd. Han har stadig mærkerne efter sin
korsfæstelse, og Johannes hører da også, at alle de hellige, der står foran
tronen og lovpriser ham, alt imens de vidner om hans almagt i denne nye sang,
som de synger for ham:
”Værdig er du til at tage
bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, om med dit blod har du købt
mennesker1 af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du
har gjort dem1 til konger og præster for vor Gud, og de2
skal herske på jorden), Åb. 5:9-10.
1 Der står
ikke mennesker i grundteksten, men ’os’.
2 Der står
ikke ’de’, men ’vi’.
Ifølge bibelen er disse 24
ældste altså repræsentanter for hele Kristi menighed, og det er den, der senere
i Åbenbaringen også bliver omtalt som Kristi brud. Som vi ved, kaldes Kristus
selv for brudgommen, eller ’den sidste Adam’, som der står et andet sted. At
han kaldes således, vidner igen begge om, at han som tidligere nævnt blev et
menneske, og hvor han genoprettede alt det, der gik tabt ved den ’første Adam’,
og som derfor som den sidste passer til os som vor himmelske brudgom, jfr. her Ef. 5:25-27, 31-33.
Epilog
Alt det, vi har set
på i denne gennemgang, følger troen på Jesu navn, og bevidnet for os i skriften
ved Helligånden. Som følge deraf vil vi altid prise og takke ham for alt det,
der ligger i udlægningen af hans navn, og vil her til sidst sammen med apostlen
Paulus ønske, at
”vor Herres Jesu navn må
blive herliggjort i jer, og I i ham, efter vor Guds
og Herren Jesu Kristi nåde”, 2. Tess. 1:12.
AMEN HALLELUJA!