Af Eskild Skov Særkjær
I vor
gennemgang af den apostolske trosbekendelse, der har eksisteret siden
oldkirken, har vi (som nævnt ovenfor allerede) indtil nu set på de to første
trosartikler, der som handler om kirkens sande tro og bekendelse - og er nu
kommet til den tredje trosartikel, hvori vi bekender vor tro på Helligånden. I
sin helhed lyder den således:
"Vi
tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv".
Når vi
taler om vor tro på Helligånden, skal vi nu til at begynde med læse nogle vers
fra kap. John. 14 og 16, som er et uddrag af den længere tale, hvori Jesus underviser
sine disciple om sin bortgang og Helligåndens komme:
- "Jeg
vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer
til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser
den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i
jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, jeg kommer til jer. Endnu en liden
stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig, thi jeg lever, og I skal
leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig, og jeg i
jer... Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal
elske ham, og vi skal komme og tage bolig hos ham... Men Talsmanden,
Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og
minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer", John. 14:16-20, 23, 26.
- "Når han, sandhedens Ånd kommer, skal
han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men
alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer.
Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt,
hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde
jer det", John. 16:13-15.
Det, Jesus
her fortæller os om Helligånden, er simpelthen kirkens tro, og er dermed også
den tro, som enhver sand kristen kan tilslutte sig. Og det gør vi, fordi Gud
har åbenbaret denne sandhed for os i Bibelen, og formidlet den ind i vore
hjerter ved Helligånden. Som vi ved, så bliver Helligånden også omtalt i
bibelen som Guds Ånd og Jesu Ånd, og det sker, fordi Gud Fader, Søn og
Helligånd er ét. At de er ét betyder, at de på den ene side er fuldkommet ét i
væsen, og én i tanke og vilje - og omtales derfor også ofte i bibelen under ét,
og med det samme guddomsnavn Herren, på hebraisk 'Jahveh'.
Men, når
bibelen taler om den enhed, der er mellem Fader, Søn og Helligånd, så betyder
det selvfølgelig ikke, at de dermed så også har de samme opgaver i den treenige
Guds frelsesplan. Hvis det var således, så ville John. 3:16, hvor der står, at
Gud sendte sin Søn til verden, eksempelvis ikke give nogen mening. Det samme
ville være tilfældet, når Jesus siger, at han i sit sted ville sende en anden
talsmand til at være hos os.
Den
fuldkomne enhed, der er åbenbaret i Guds navn, ses tydeligt i både GT og NT -
hvis man altså ikke, ligesom JV og andre, af forskellige grunde ikke vil se
det. Fra først til sidst giver Guds Ord os nemlig dette vidnesbyrd om
Helligåndens virke:
Som
Faderen og Sønnen var Helligånden ligefuldt til stede ved skabelsen [1. Mos.
1:2, 2:7], og er almægtig [Luk. 1:35], alvidende [1. Kor. 2:9-10],
allestedsnærværende [salme 139]. Ordet siger også, at ved ham har Gud altid
været med sit folk, og leder dem [Es. 63:14], og er også den, der til stadighed
opretholder alt og skaber nyt.
Denne
fuldkomne enhed, der er mellem Gud Fader, Søn og Helligånd ser vi fx et
eksempel på, når Paulus i sin omtale af de åndelige nådegaver i 1. Kor. 12:4-6
sidestiller dem og skriver:
"Der er forskellige nådegaver – men
Ånden er den samme;
Der
er forskellige tjenester – men Herren [som her henviser til Jesus] er den
samme;
Der er forskellige kraftige gerninger –
men Gud er den samme".
Det
kunne være fristende at citere en del bibelske tekster, hvor vi klart og
tydeligt ser den samme enhed, der er mellem Faderen, Sønnen og Helligånden -
men her skal vi kun se på dette ud fra de ord, Jesus har talt i de førnævnte
kapitler hos Johannes. Som det fremgår af teksten, så underviser Jesus her sine
disciple om, at når han efter sin opstandelse vender tilbage til sin Fader i
himmelen, vil han bede ham om at sende 'en anden talsmand' til at være hos de
troende til evig tid. I teksten kaldes denne talsmand også for 'sandhedens Ånd,
Helligånden', og henviser på samme tid også hen på Åndens fuldkomne enhed med
både Faderen og Sønnen. Det sker fx, når han siger:
"Om
nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham,
og vi skal komme og tage bolig hos ham’, 14:23.
Ud fra
sammenhængen er det tydeligt, at når Jesus i forbindelse med Helligåndens komme
siger, at ’vi skal komme..’ så betyder det konkret, at så vil han sammen med
Gud Fader også lige fuldt være til stede i og blandt de troende. Denne
forunderlige og dybe sandhed om den fuldkomne enhed, der er mellem Gud Fader,
Søn og Helligånd, kommer måske endnu klarere til udtryk nogle få vers forinden,
og hvor Jesus siger
"Jeg vil ikke efterlade jer
faderløse; jeg kommer til jer", v. 18.
I verset
lige forud Jesus taler til dem om sandhedens Ånd, og som de ifølge ham allerede
kender - og det er på dette grundlag, at han siger, at 'den' (ifølge
grundteksten 'han', for Helligånden er jo en person) skal blive hos jer og være
i jer. Og så er det, at han fortsætter og siger dette i vers 18 om Helligåndens
enhed med Faderen og Sønnen:
1.
'Jeg vil ikke
efterlade jer faderløse'. Som det fremgår, så siger Jesus, at når Helligånden kommer,
så vil Faderen lige fuldt komme og være hos de troende. Det betyder konkret, at
når Helligånden bor i et menneske, så bor Gud der også.
Og
det gør Jesus også. Det er det, han henviser til lige efter, hvor han
fortsætter og siger:
2.
'Jeg kommer til jer'.
Det betyder konkret, at selvom han snart tager tilbage til Himlen, og der vil
sidde ved Faderens højre hånd, så vil han alligevel være hos de troende, som
han var, da han var fysisk var iblandt dem dengang.
Som vi
kan se, fremgår det tydeligt, at han med dette understreger, at når Helligånden
kommer, så er det helt det samme som at sige, at Gud Faderen og Sønnen også vil
være det - ved Ånden. Årsagen til, at både Fader og Søn på den samme tid kan
være i Himlen og på jorden, er, som vi ved, at den treenige Gud er allestedsnærværende,
og er derfor også til stede hos os ved sin Ånd. Derfor, når Jesus taler om
Helligåndens komme og virke blandt os, så er det i den samme betydning, som når
han fx siger:
·
’Jeg er med jer alle
dage indtil verdens ende’, Matt. 28:20.
·
’Hvor to eller tre er
forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt jer, Matt. 18:20.
Ja,
Jesus er hos os, som Faderen og Ånden også er det. Denne enhed er ubegribelig
for os, men ved Helligånden tror vi det - ja, vi er overbevist om, at det er
sandt. Jeg har hørt flere kristne vidne om, at før de kom til tro, var bibelens
udsagn om Guds treenighed en stor anstødssten for dem - men at dette
forstandsproblem automatisk forsvandt, da de kom til tro på Jesus som deres
frelser. For det er jo netop den frelsende tro, der gør, at de kan tro. Troen
på Gud Faders, Søns og Helligåndens enhed er da også, ifølge bibelen et
vidnesbyrd på, at et menneske er født på ny. Vi læste jo, at Jesus siger:
"Om
nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham,
og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham", v. 23.
Læg igen
mærke til, at når Jesus siger, at 'vi skal komme..', så er tegnet på, at det er
sket, at vi elsker Jesus og holder fast ved hans ord. Ifølge Jesus kan vi altså
ikke adskille ham fra det ord, han har talt - og da han selv er ordet (og Ordet),
som Gud har talt, inkluderer det selvfølgelig alt det, der står skrevet i dette
ord. Det er fx det, Johannes Døber talte om, da han vidnede om Jesus og sagde,
at 'den, Gud udsendte, taler Guds ord', John. 3:34. Jesus vidner da også selv
flere gange om dette, som fx dengang, da han bebrejdede jøderne, fordi de ikke
troede på ham, og sagde:
"Når
jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke. Den, som er af Gud, hører Guds
ord (som jeg taler); derfor tror I det ikke, fordi I ikke er af Gud",
John. 8:46b-47.
Som citeret
tidligere, så sagde Jesus, at når han går bort, vil han bede Faderen sende
Helligånden til jorden som 'en anden talsmand'. Når Helligånden omtales som den
anden talsmand, er det fordi, Jesus var og er den første. Og da Jesus senere
steg til himmels, er han stadig vores talsmand, men nu ind for Guds trone, hvor
han går i forbøn for os, Rom. 8:34.
Hvor er det
vidunderligt! Men der er endnu mere at sige: For, når han siger, at han vil bede
sin Fader om at sende en anden talsmand til at være hos os til evig tid, så betyder
det konkret, at denne talsmand vil være den samme for os, som da Jesus gik hernede
- og ligeså konkret, som han nu er i Himlen, hvor han til stadighed beder for
os. Det betyder også, at som Jesus bad for sine disciple på jorden, således vil
Helligånden som den anden talsmand nu også gøre det. Det er det, der er beskrevet
således i brevet til romerne:
"Ånden
(vil komme) os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om,
forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Og
han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje
går Ånden i forbøn for (de) hellige", Rom. 8:26-27.
Der er
altså to guddomspersoner, der beder for os: Jesus gør det ind for Guds trone i
Himlen, og Helligånden gør det på jorden. Som vi kan se, så ransager
Helligånden vore hjerter for at hjælpe os, og efter Faderens vilje går han i
forbøn for os. Hvad er det, vi har brug for? Det kan være, at vi tror det, men
det er ikke sikkert, at det, vi beder om, er det bedste eller er i overensstemmelse
med Guds vilje. Men ét ved vi, og det er det, der kommer til udtryk i salmen:
Ingen er så tryg i fare, og hvor jeg her kun vil gengive et af versene:
'Om
han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver, og hans mål er kun det
ene, barnets sande vel at tjene'.
Læg
mærke til ordene: Hans mål er kun det ene, barnets sande vel at tjene. Hans
vilje og mål er nemlig at gøre
"de
hellige fuldt beredte til (i) deres tjenestegerning at opbygge Kristi legeme",
Ef. 4:12.
Alt
dette gør Helligånden i os, der tror. Han er hos os og i os, og som vi har set,
vil han hjælpe os i alle livets situationer, og giver os kraft til at sejre
over både synd og djævel, og til at være Jesu vidner. Som vi ved, skete det, da
Helligånden kom pinsedag og fyldte disciplene. Det betyder dog ikke, som nogle
kristne fejlagtig tror, at Helligånden ikke har været hos de hellige i den
gamle pagt - og at de dengang derfor heller ikke var frelst, som vi er det. Men
det er forkert forstået. For bibelen lærer jo, at som Faderen og Sønnen er
evig, og altid har været hos de troende, således har Ånden også været det.
Dette vidner de bibelske tekster da også om igen og igen. Der er mange tekster,
hvori dette bevidnes, men her skal vi kun se på nogle få. I det første eksempel,
jeg vil henvise til, beder Nehemias - som vi kan læse om i den bog, der bærer
hans navn - til Gud og siger:
"I
din store barmhjertighed (svigtede du dem ikke) i ørkenen; skystøtten veg ikke
fra dem om dagen, men ledede dem på vejen, ej heller ildstøtten om natten, men
lyste for dem på vejen, de skulle vandre. Du gav dem din gode Ånd for at give
dem indsigt... ", Neh. 9:19-20a.
Lidt senere i den samme bøn siger han:
"I mange år var du langmodig imod dem og
talede dem alvorligt til ved din Ånd gennem dine profeter", men de ville
ikke høre, v. 30.
Når vi
læser GT, er det tydeligt, at de troende dengang kendte til Guds Ånd, og at de
- ligesom Nehemias - var klar over, at Ånden ledte dem af rette veje; som
forresten også er det, der siges om Faderen og Sønnen. I det næste eksempel,
hvor der siges næsten det samme, er hos profeten Haggai. Her siger Gud Herren
til ham, at folket frimodigt kan gå i gang med det arbejde, der er beskrevet i
kapitlet, for han vil være med dem, og forklarer det med, at 'min Ånd bliver
iblandt jer', 2:4b-5a. GT vidner således klart og utvetydigt om, at de dengang
ikke bare rent forstandsmæssigt kendte til Guds Ånd, men at han også boede i de
troendes hjerter.
Det
samme fremgår da også af de mange eksempler på de troende fra den gamle pagt,
der nævnes i Hebr. 11. Hvem tør sige, at de ikke havde den rette frelsende tro
- og dermed en tro af samme slags som den, vi har fået? Det bliver endnu
tydeligere, når der om Abraham står, at han troede Gud, og det blev regnet ham
til retfærdighed - og videre, at han pga. denne 'tros-retfærdighed' bliver
kaldt for troens fader, Rom. 4:3, 13, 16. Hvordan kan han blive kaldt for
troens fader, hvis han ikke havde den samme frelsende tro som os i dag? Og
derfor var han vel også født på ny? At dette ikke kun er noget, der hører den
nye pagt til, kommer fx klart til udtryk i Jesu undervisning til Nikodemus, og
hvor han bl.a. siger til ham: 'Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver
født på ny', John. 3:3. Jesus mener selvfølgelig det, han siger, og det betyder
konkret, at hvis et menneske ikke er født på ny, så vil det hverken i fortid,
nutid eller fremtid komme ind i Guds rige, uden at de er født på ny - eller
ovenfra, som Jesu ord også kan oversættes til.
Som vi
ved, så talte Jesus med Nikodemus ca. 3 år før, den nye pagt blev indstiftet
ved hans blod, og hvorved han døde for verdens synd. Jesus talte altså om
nødvendigheden af at blive født på ny til en person, der reelt stadig levede i
den gamle pagt. Han burde kende til det, sagde Jesus, og sådan burde alle også
kende til den nye fødsel i dag. Desværre er der mange, selv af kirkegængere,
der på forespørgsel siger, at de aldrig har hørt nogen tale om, at de må fødes
på ny. Årsagen er, at der ikke tales meget om det. Det er heller ikke noget, teologistuderende
nødvendigvis har erfaret eller bliver undervist om. Engang hørte jeg en af
disse studerende fortælle, at han i sin mangeårige studietid aldrig havde hørt
én eneste af hans lærere tale om den nye fødsel - og anede derfor heller
ingenting om den.
Vi skal for
et øjeblik endnu længere tilbage, nemlig ca. 30 år, til tiden for Jesu fødsel. Også
her er det tydeligt, at Helligånden var til stede hos de troende. Alene i de to
første kapitler af det evangelium, som Lukas har skrevet, opregnes syv personer
ved navn, der som nævnt levede i den gamle pagts tid, men som alligevel var kommet
til tro ved Helligåndens indgreb, og dermed også født på ny. De omtalte personer
er Zakarias og Elisabeth, deres søn Johannes, Josef og Maria, Simeon og Anna.
Om de to første står der, at de begge var retfærdige og fyldt med Helligånden,
1:41, 47. Og om Simeon står der bl.a., at 'det var varslet ham af Helligånden,
at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Og lidt senere
i teksten læser vi da også, at han blev tilskyndet af Ånden til at gå ind i
Helligdommen for netop at se denne frelser, Luk. 2:25-28. Når der om disse
står, at de var fyldt af Helligånden, så siger det sig selv, at det kun kunne
ske, fordi de var født på ny.
Når vi
nærlæser evangelierne, er det tydeligt, at disciplene også var født på ny. Det
var da også baggrunden for, at Jesus sendte dem ud for at prædike evangeliet,
for hvordan skulle de kunne det, hvis de ikke vidste, hvad de skulle fortælle
mennesker? At de ikke kun skulle genfortælle det, de havde hørt Jesus tale om,
er tydelig, for lige før deres ’udsendelse’ sagde han dette til dem:
"I
(skal) ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal
gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men
jeres Faders Ånd, som taler gennem jer", Matt. 10:19-20.
Jeg
kunne fortsætte med mange flere eksempler fra evangelierne, der vidner om det
samme, og vi kan se, at som Helligånden var med de troende dengang, som han er
med os i dag. Og her er det så, at nogle kristne bliver frustrerede, fordi de
nok har hørt, og tror, at Helligånden har været der tidligere i den gamle pagt,
men kender ikke til den forskel, der er på hans virke i mennesker før og efter
pinsedag. Derfor spørger de naturligt nok: Modsiger skriften ikke sig selv her?
Svaret
er: Nej! Skriften modsiger selvfølgelig ikke sig selv, men det er derimod os,
der til tider ikke forstår skrifterne. I Jesu lange tale nævner han flere
vigtige forskelle, men som overskrift til dem alle kunne være, at Helligånden
ved sit komme pinsedag vil udruste de troende med kraft til at blive Jesu
vidner. Dette gentager Jesus mange gange i forbindelse med det, han sagde, der
skulle ske om nogle dage, og det understreger, hvor vigtigt det er. Et eksempel
på dette har vi i den afskedstale, som Jesu holdt for sine disciple lige før,
han steg til himmels, og hvor han sagde:
"Når Helligånden kommer over jer, skal
I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og
Samaria, ja, indtil jordens ende", Apg 1:8.
Læg
mærke til, hvad det er, Jesus siger! Han siger ikke, som nogle fejlagtig mener,
at når Helligånden kommer, så vil disciplene komme til tro. Som vi har set, er
det allerede sket! Han siger derimod, at når Helligånden kommer over jer, skal
I få kraft til at blive hans vidner...! Det var og er målet med Helligåndens
komme. Det var ikke, for at disciplene skulle kende Jesus, for det gjorde de i
forvejen, men som vi ser, at de skulle få kraft til at vidne for mennesker om
Jesus. Her er det vigtigt at lægge mærke til, at der ifølge bibelens sprogbrug
er forskel på, om Helligånden bor i - eller 'kommer over' et menneske. Når
bibelen som her taler om, at Ånden kommer over et menneske, så er der aldrig
tale om den nye fødsel, men derimod altid, at Ånden udruster det til en bestemt
opgave.
Læser vi
de mange tekster i GT vedr. dette, kan vi se, at Helligånden generelt kun 'kom over'
nogle få personer, og oftest i forbindelse med, at en konge eller præst blev
salvet til deres embeder, eller, at Guds Ånd kom over den og den profet, der så
talte Guds ord til dem, det var tiltænkt. Som et eksempel på det sidste kan vi
et sted læse, at
"Guds
Ånd kom over (profeten) Azarja.., og han trådte frem for (kong) Asa og sagde..",
2. Krøn. 15:1-2.
Når der står,
at Guds Ånd kom over profeten Azarja, så kunne det selvfølgelig kun lade sig gøre,
fordi han allerede var kommet til tro på Gud ved den samme Ånd. Hver gang, vi
således læser om, at Guds Ånd kom over et menneske til at tale eller at handle,
så var årsagen altid, som vi også ser det i ovenstående eksempel, at det blev
udrustet af Gud til at gøre netop det, der er beskrevet i sammenhængen. Men, siger
Gud ved profeten Joel: Når den nye pagt kommer, så vil det ikke længere kun
være de få, der vil blive udrustet af Helligånden til at tjene Gud, men nu gælder
det alle troende. Det var det, Peter henviste til, da han på pinsedag vidnede for
de forsamlede om det, der skete, idet han sagde:
"Her
opfyldes det, der er talt ved profeten Joel: Og det skal ske i de sidste dage,
siger Gud, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød..", Apg 2:16-17a.
Bibelens
vidnesbyrd er altså, at i den nye pagt vil Gud give alle troende den samme
Åndens kraft, som kun kom over de få i den gamle pagt. Målet med denne kraft er
som allerede nævnt, at Jesu disciple skal bruge den i deres tjeneste for Gud,
og således være Jesu vidner på jorden, når han selv er taget tilbage til
Himlen. Jesus sagde, at de skulle begynde i Jerusalem, men af gode grunde kunne
de ikke udføre den sidste del af befalingen, som gælder hele jorden, og derfor
er 'stafetten' givet videre til alle de troende, der kom til senere, og dermed
også til os.
Det
betyder, at den opgave, som begyndte pinsedag er, at vi, der kender evangeliets
sandhed om Guds ufattelige nåde i Jesus Kristus, ikke skal holde den for os
selv - og netop derfor har vi fået Helligåndens kraft og udrustning til at være
Jesu vidner ud over hele jorden, thi evangeliet virker ved Åndens kraft i de
troende, og er således en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, jfr. Rom.
1:16.
Som det fremgår
af Jesu tale, vil Helligånden altså udruste os til at være Jesu vidner på jorden,
og det gør han først og fremmest for - ved os - at
·
overbevise verden om
synd, og om retfærdighed og om dom, 16:8.
For at
kunne gøre dette, har vi som allerede nævnt fået løftet om Helligåndens kraft
og hjælp, og som ifølge Jesu tale til sine disciple vil:
·
vejlede os til hele
sandheden, 16:13.
·
hellige os ved
sandheden, som er Guds ord, 17:17.
·
minde os om alt, hvad
han har sagt, 14:26.
·
tage af mit og
forkynde det til os, 16:14.
·
og herliggøre mig,
16:14.
Dette er
noget af alt det, der ifølge Jesus vil ske, når Helligånden kommer og giver de
troende kraft til at være hans vidner på jorden. De troende i den gamle pagt havde
ikke denne kraft, og de kunne heller ikke se - eller kun dunkelt - at det var
pga. Jesu herlige sejr på korset, at Gud vil frelse mennesker ind i sit rige. Men
det kan vi, fordi vi ser det hele i lyset af det, der står i NT om Jesu død og
opstandelse, og som er bevidnet af Guds Ånd både i ordet, såvel som i alle troende.
Det er det, Jesus taler om, når han i den samme tale om Helligåndens komme
siger:
"Når
Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som
udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; MEN også I skal være mine vidner;
thi I har været med mig fra begyndelsen", John. 15:26-27.
Jo, der er
stor forskel på Helligåndens virke i de troende før og efter pinsedag. Før
pinsedag måtte man konvertere og blive en jøde for at modtage frelsen, og blive
ét med Guds folk, men i den nye pagt skaber Gud sig ved sin Ånd et folk ud fra
alle jorden stammer, og ved troen på Jesus bliver de direkte indpodet på
stammen, som er Jesus Kristus, og i ham bliver de hans vidner. Ifølge NT bliver
alle disse, som Gud har udtaget af verden, til ét folk, til Jesu jordiske
legeme, som der står skrevet:
"Vi
er jo alle døbt med én Ånd til at være ét legeme, enten vi er jøder eller
grækere, trælle eller fri, og alle har vi inddrukket samme Ånd", 1. Kor.
12:13.
I det
samme kapitel, som citatet er hentet fra, taler Paulus om de nådegaver, som Gud
vil udruste sit jordiske legeme med i dets tjeneste for ham, og som hører med
til det, Ånden vil give den enkelte. Dette sker for, som der står et andet sted
"at
gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi
legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af
Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde",
Ef. 4:12-13.
Paulus
afslutter sin gennemgang af de forskellige tildelte nådegaver, jeg har citeret
fra 1. Kor. 12, og hvis hovedformål er at opbygge Kristi legeme, som er
menigheden, med at sige:
"Men
alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin
særlige gave", 1. Kor. 12:11.
Alt
dette gjorde Gud, da han sendte Helligånden pinsedag, og med det formål at
udføre sin vilje og derved fuldføre sin frelsesplan, og for derved
"..
i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i
Kristus", Ef. 1:10.
Der er
én vigtig ting mere at få med fra Jesu tale om Helligåndens komme. Ved
afslutningen af den siger han nemlig, at 'det er gavnligt for jer, at jeg går
bort', John 16:7. Det forstod disciplene tydeligvis ikke, for vi kan se, at de
blev triste over at høre, at de om en liden stund ikke længere skulle se ham.
Hvordan kunne det så være gavnligt? Det var der flere gode grunde til:
Den
første og for os måske mest indlysende grund er, at da Jesus vandrede hernede,
var han (som alle mennesker er det) begrænset af sit fysiske legeme, og derfor
kunne han naturligvis ikke gå til jordens ende for at forkynde evangeliet for
alle. Modsat er det med Helligånden, der er allestedsnærværende - og som vor
frelser har lovet, vil være med alle de troende, for dér at udruste dem,
hellige dem og vejlede dem til hele sandheden, 'thi han skal tage af mit for
forkynde jer det', som Jesus sagde - og således give dem kraft, visdom og
frimodighed til at være hans vidner ud over jorden, for at gøre os beredte til
"at
der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene",
Luk. 24:47.
Hvis
nogen forsøger at gøre dette uden Guds hellige Ånd, vil opgaven mislykkes, og
netop derfor har vi til stadighed brug for Helligåndens kraft til at være
vidner til Jesu død og opstandelse. Det er det, Paulus henviser til, når han et
sted skriver, at han ikke 'vil vide' (dvs. tale) om noget andet.., end Jesus
Kristus og ham korsfæstet - og siger derefter, at det ikke hverken er ved
menneskelig visdom eller overtalende ord, et menneske kan blive frelst, men at
det kun kan ske ved 'Ånds og krafts bevis', jfr. 1. Kor. 2:2-4. Kun derved kan
mennesker høre Guds kald, så de spørger: Brødre, hvad skal vi gøre for at blive
frelst, og hvortil vi, som Peter gjorde det dengang, kan svare:
"Omvend
jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse,
så skal I få Helligånden som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres
børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde",
Apg 2:38-39.
Den
næste vigtige grund til, at Jesus sagde, at det var gavnligt, at han går bort,
var og er, at han som vor stedfortræder til stadighed vil træde frem for sin
Faders åsyn, for dér at gå i forbøn for os. Vi får også at vide, at han som vor
ypperstepræst træder frem for sin Fader med en evig pagts blod, som
kontinuerlig 'renser os fra al synd'. Det er bl.a. denne hans tjeneste for os i
Himlen, at vi med frimodighed kan gå ind for nådens trone - og ved ham få del i
den himmelske verdens åndelige velsignelse - og ved ham få 'visdoms og
åbenbarings Ånd i vores erkendelse af ham', Ef. 1:3, 17.
Der er
endnu en betydningsfuld grund til, at Jesus sagde, at det er gavnligt, at han
går bort, dvs. hjem til sin himmelske Fader. Det gavnlige ligger i ordene: 'Jeg
går bort for at gøre en plads rede til jer', John. 14:2. Vi forstår ikke fuldt
ud, hvad disse ord betyder, men vi forstår dog så meget, at det må være af
yderste vigtighed - og kan måske endda være den vigtigste grund til, at han
endnu ikke har hentet os hjem til sig? Lige efter siger han jo:
"når
jeg har gjort en plads rede til jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, thi
hvor jeg er, dér skal også I være", v. 3.
Da Jesus
fortalte sine disciple, at han ville forlade dem, blev de bedrøvede. De forstod
ikke, hvad han mente med, at 'om en liden stund ser I mig ikke længere, og atter
om en liden stund skal I se mig'. I den samme forbindelse sagde han også, at
når de på den dag så igen skal se ham, 'da skal jeres hjerter glædes, og ingen
skal tage jeres glæde fra jer', John. 16:16-22. Nej, de forstod det ikke helt,
hvad han sagde, men senere - efter hans død og opstandelse, himmelfart og Helligånden
udgydelse, begyndte de at forstå det, og da begyndte glæden, håbet og visheden
om hans genkomst at fylde deres hjerter, og det afspejles igen og igen i
brevene, såvel som i os, som tror. Her til slut i den første del om vor tro på
Helligånden, som der er tale om i den tredje artikel i trosbekendelsen, vil jeg
citere lidt af det, Peter skriver herom, og hvor han giver udtryk for sin
begejstring over det levende håb, han har fået ved Guds Hellige Ånd:
"Lovet
være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har
genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en
uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i
Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares
i den sidste tid..", 1. Pet. 1:3-5.
Ja!!
Lovet være Gud, at han gennem sit ord og ved sin Ånd har givet os tro, håb og
vished om Jesu fuldbragte frelsesværk, og ved ham givet os det evige liv og den
vidunderlige arv, som Peter har beskrevet. Ved hans død og opstandelse har han
banet vejen til Faderen. Ved hans sejr på Golgata har vi adgang til Guds
uendelige store nåde imod os, og ved den er vi blevet helliget og
'retfærdiggjorte ved Herren Jesu navn og ved Guds Ånd", 1. Kor. 6:11.
Amen