Vi tror, ja, vi véd…

Vi tror, ja, vi véd…!

Af Eskild Skov Særkjær

Hvad er tro? Hebræerbrevets forfatter forklarer det på denne måde:

“Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser”, Hebr. 11:1.

Den første del af verset kan også oversættes til, at troen er (og har) en fast forankring i vort håb. Denne tro er givet os af Gud, og derfor henviser disse ord da også hen til alt det, han har gjort eller vil gøre - og bliver her forklaret som en ‘overbevisning om ting, man ikke ser’.

Et eksempel på dette har vi i vers 3, hvor der står:

“I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se”.

De fleste mennesker tror ikke, at det er sket på denne måde, bl.a. fordi de lytter til denne verdens gud, som fortæller dem, at skabelsesberetningen, som der her henvises til, er løgn. Det er først, når dækket tages bort fra deres øjne, at de kan se og tro, at Gud er den levende Gud, som har skabt alt. Vi tror, at dette er sandt, fordi han har åbenbaret det i vore hjerter - og derfor er vi overbevist om, at det er sket på den måde, som verset beskriver.

Derfor er vi også overbevist om, at alt det andet, der står i bibelen, er sandt. Gennem kapitlet gives der mange eksempler på, at de troende fra den gamle pagt, der omtales, var så overbevist om, at det Gud har sagt, var sandt, at de byggede deres sit liv på det. Her skal vi kun se på et enkelt vers herfra, som ganske vist henviser til patriarkernes og Saras tro og trosvandring, men, som alle de andre troende, der nævnes i kapitlet, også levede efter. Det har vi i vers 13, hvor vi læser:

“I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden”.

I dette vers ser vi, at troen hviler i, og er identisk med det håb, der er beskrevet i vers 1. Når bibelen taler om de troendes håb, er der selvfølgelig ikke tale om et håb i stil med: ‘Vi håber, at det bliver godt vejr i morgen!’ Vort håb er nemlig af en helt anden slags, og er som førnævnt givet os som en troens vished. Hebræerbrevets forfatter sammenligner derfor i et andet kapitel vort håb ‘som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast, og når ind bag forhænget’, dvs. ind for Guds åsyn i himmelen. Derfor kalder bibelen også dette håb for ‘et levende håb’. At vort håb er levende skyldes, at Guds Ånd har overbevist os om, at alt dét, Gud har sagt i sit ord, er sandt. At vi er blevet overbevist om dette betyder derfor, at vi i troen har fået fuld vished. Lad os i den forbindelse se lidt på det, skriften fortæller om denne vished.

Vi begynder der, hvor et menneske endnu ikke er kommet til tro, men hvor de måske alligevel mener, at Gud må være tilfreds med dem, som de er. Er han det? Lad os høre, hvad Paulus siger om dette:

“Vi VED, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud”, Apg 4:19.

Ganske vist taler Paulus her om Moseloven, som de ikke-kristne i verden ikke er underlagt - men et andet sted taler han om samvittighedens lov, der siger det samme. De forsøger måske at finde sig tilrette i deres løgn om, at Gud måske ikke findes, eller, at de ikke har syndet. I modsætning hertil skriver Johannes dette til de troende:

‘I kender sandheden og VED, at ingen løgn er af sandheden’, 1. John. 2:21.

Lidt senere i det samme brev skriver han:

“Vi VED, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold”, 1. John. 4:19.

Vi ved det, fordi vi kender sandheden og ved derfor også, at den Onde, som også kaldes denne verdens gud, lyver for at holde så mange som muligt borte fra den levende Gud, og forsøger at bilde dem ind, at alt andet er guder, som er værd at dyrke. På et tilbageblik på den tid, hvor de kristne i Korint endnu ikke var det, skriver Paulus:

“I VED, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand”, 1. Kor. 12:2.

Ganske vist ‘VED vi, at der ikke er nogen afgud til i verden’, skriver han i det samme brev, og når de ikke-kristne derfor hengiver sig til dem, er det de onde ånder, der kommer i kontakt med og dyrker. Men vi ved også, at Gud kalder mennesker ud af dette mørke, for at føre dem ind i lyset, som stråler ud fra evangeliet. Men da det ikke skyldes egen kraft eller styrke, sker det alene ved Guds nåde. Det er det, Paulus kommer ind på, når han skriver,

".. at vi VED, at ingen bliver retfærdiggjort (frelst) af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus..", Gal. 2:16.

Sådan bliver et menneske altså frelst. For dem, der måtte tvivle på dette, siger han et andet sted:

“Ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og VED ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse”, Rom. 2:4.

Jo, bibelen taler også om noget, de kristne ikke ved, men så er det som regel altid i betydningen, at det burde de vide. I det samme brev (til romerne) skal vi se et par andre eksempler på dette:

1. “VED I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død”, Rom 6:3.

2. “VED I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død, eller under lydigheden til retfærdighed?” Rom. 6:16.

Jo, det ved vi! - men desværre er der mange kristne, der ikke ved det. Det er jo derfor, Paulus skriver dette. Nu er vi så kommet frem til den frelsens dag, hvor et menneske er kommet til tro på Jesus, og hvor det ord opfyldes, hvor der står: 'det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til'. Det er i den forbindelse, at Paulus skriver dette til dem:

“Vi VED jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham (Kristus), for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden”, Rom. 6:6.

Det fremgår flere steder, at denne trældom også inkluderer de mange afguder, som der findes, jfr. 1. Kor. 12:2. Det er det, Jesus henviser til, når han siger, at når mennesker omvender sig til ham, bliver de ført ‘fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod samen med dem, der er helligede ved troen på mig’, Apg. 26:18. Fra mørke til lys! Det er det samme, som Johannes beskriver i sit første brev, når han siger:

“Vi VED, at vi er gået over fra døden til livet…”, 1. John 3:14.

Når et menneske er kommet til tro på Kristus, er det en ny skabning, for vi er gået over fra døden til livet, og alt, som før lå i mørke, ligger er nu i det lys, der udgår fra Kristus, som selv et Lyset. Netop derfor fremstår alt det, han har talt, og som før lå i mørke, nu fuldkomment i hans lys, og derfor tror vi, ja, vi ved, at det er fuldstændig sandt.

Det er i forlængelse af denne troens og frelsens vished, at Johannes ønsker, at hans læsere også må komme ind i, og i det samme brev skriver han derfor:

“Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide, at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn”, 1. John. 5:13.

Vi kommer nu til det, der kan beskrives som de troendes stilling i Kristus. Ved vor frelser har vi som et Guds børn fællesskab med ham, og vi derfor må kalde Gud for himmelske Fader, fordi han er det. Og det er en Fader, der har omsorg for os; og han opfordrer os derfor til, at vi i vort fællesskab med ham, fortæller ham alt, hvad der ligger os på hjerte. Det er de troendes store privilegium, at han hører os. Det er det, Johannes kommer ind på, når han skriver:

“Dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os”, 1. John. 5:14.

Derfor er det, at vi frimodigt bliver ved med at bede, både for de ikke-kristne, at de må blive frelse, såvel som for vore medkristne, at de må blive bevaret og blive opbygget i en sand tro til det evige liv. Det er bl.a. dette, Paulus henviser til, når han skriver:

“Jeg VED, at det (at forkynde Guds ord uden frygt) skal føre til frelse for mig ved jeres bøn og ved Jesu Kristi Ånds bistand”, Fil. 1:19.

Som vi ser, er der i bønnen en enhed og et fællesskab med Kristi Ånd, som er et andet navn på Guds Hellige Ånd. Sådan må det også være på hele vor livsvandring, og det uanset, hvad vi kommer ud for i livet, og som kan tynge. Meget af det, vi må igennem, forstår vi ikke, men vi ved, at Helligånden er her for at hjælpe os. Det er dét, Paulus kommer ind på i Rom. 8, hvor han først skriver, at

“hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige”, Rom. 8:26-27.

Det er så lige efter dette løfte, at Paulus fortsætter med de kendte ord, som vi på en måde kan sætte som en overskrift på de helliges liv og livsvandring. Her står der nemlig følgende:

“Vi VED, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud…”.

Dette sker, fordi Gud er med os ved sin Ånd og hjælper os således, at alle ting samvirker til det bedste for os. Verset er for øvrigt lidt forkert oversat, for det er nemlig ikke tingene, der samvirker til det gode for os - for de kan endda ligefrem være af det onde! men vi forstår meningen. Direkte oversat fra grundteksten står det da også på denne måde:

“Vi VED, at Gud får alle ting til at samvirke til (det) gode for dem, som elsker ham”.

Netop derfor kan vi hvile i troen, for hvad kan der ske, som Gud ikke kan og vil ændre til det bedste for os? Sygdom? Lidelser? Forfølgelser? Modgang? Vi ved, at Gud har al magt, samt at vi er i hans hånd, og derfor ved vi også, at hvad end der sker i denne verden, så vil Gud forvandle alle ting til at blive til at blive det bedste for os - også selvom, vi ikke kan finde nogen mening i det. For vi ved jo, at Gud er med i lidelsen, og bruger den til at tjene hans plan. Det er vist det, Paulus tænker på, når han et sted siger, at:

“vort håb om jer er urokkeligt, fordi vi VED, at ligesom I har del i lidelserne, således også i trøsten”, 2. Kor. 1:7.

Som førnævnt betyder det ikke, at alt det, vi kommer ud for, er villet af Gud, men at han får alle ting til at samvirke (blive forvandlet) til det bedste for os. Det er vores tryghed og vished. Det er også det, Paulus bruger resten af kapitlet til at fortælle om, og hvor han til sidst, næsten triumferende, understreger dette, idet han siger.

“Jeg er vis på (kan også oversættes til, at 'jeg VED'), at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”, v. 38-39.

Dette vidste han, og det ved vi, fordi Gud, som har givet os sin Ånd, har fortalt det og overbevist os om, at det er sandt. Derfor kan vi sige det samme, som Paulus gør det i et af sine andre breve:

“Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jeg er vis på (eller igen 'jeg VED'), at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag”, 2. Tim. 1:12.

Jo, vi ved, at han holder os fast, og vil bevare den skat, som blev os betroet, indtil vi er hjemme hos Gud. Den skat, han taler om, henviser her vistnok både til vished om frelsen og dernæst til alt det, som Gud har åbenbaret os i skriften ved Helligånden. Når der står, at 'vi kender ham, som vi har sat vor lid til', så betyder det faktisk, at vi er i et dybt fortroligt fællesskab med ham, og det er i dette fællesskab, at han åbenbarer sig selv og sit ord for os. Det er altså noget, han fortæller dig, men som er skjult for verden, og det gør han, fordi han elsker dig og har fællesskab med dig. Som et eksempel kan nævnes troen på, at Jesus er Gud og ét med sin Fader. Det er jo kun pga. Guds åbenbaring af sig selv, og at vi forstår det, som fx Johannes taler om, når han siger:

“Vi VED, at Guds Søn er kommen, og han har givet os forstand til at kende den sande (dvs. Gud); og vi er i den sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han (Jesus) er den sande Gud og det evige liv”, Joh. 5:20.

Vi tror, ja, vi ved, at dette er sandt, fordi Gud har åbenbaret dette i vore hjerter. Før Jesus blev korsfæstet, og hvor han på et tidspunkt talte til jøderne, som ikke forstod, at han kom fra himmelen, sagde han i sit svar bl.a. dette til dem:

“Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er den, jeg er (egentlig JEG ER, dvs. Gud), og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderes har lært mig, taler jeg”, John 8:28.

Åbenbaringen af Jesus som sand Gud hænger altså sammen med at tro på ham som den, Gud har ophøjet på korset, og Paulus skriver da også, at ‘vi VED, at Kristus er oprejst fra (de) døde og dør ikke mere’ (Rom. 6:9). Et andet sted står der, at fordi han

“ydmygede.. sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors; derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig.., og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre”, Fil. 2:8-11.

Vi tror og ved, at det er sandt, fordi det, Paulus skriver, er givet os af 'troens Ånd'. Derfor er vi også overbevist om, at det er sandt, når han lige efter skriver, at 'er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham’ (Rom. 6:8). Dette er da også grunden til, at kan være overbevist om, at det er sandt, når han et andet sted skriver, at

“vi VED, at han, som opvakte Herren Jesus, skal også med Jesus opvække os og stille os frem for sig sammen med jer”, 2. Kor. 4:14.

Som teksten siger, så vil dette ske ved de troendes opstandelse; og med denne vished i tankerne går Paulus straks efter over til at beskrive, hvad der egentlig sker, når vi dør - hvis Jesus altså ikke er kommet forinden og hentet os, og vi hører ham sige:

“Vi VED, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i Himmelen”, 2. Kor. 5:1.

Døden kan virke skræmmende, men vi ved, at døden ikke er det sidste. Derfor ‘er vi altid ved godt mod’, siger Paulus videre, for vi ved, hvad Gud har beredt til os, når vi er hjemme hos Gud. Det varer lidt endnu, siger han,

“da vi VED, at vi ikke er hjemme hos Herren, så længe vi har vort hjem i legemet”, v. 6.

I bibelen er der mange billeder på, hvordan det skal blive, når vi er ‘hjemme hos Herren’, og selvom vi kun forstår stykkevis, ved vi alligevel ud fra de bibelske tekster en hel del om alt det herlige, der venter os. Det bedste og det største er dog det, som apostlen Johannes skriver om i sit første brev. Her siger han nemlig:

“I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi VED, at når Han (Kristus) åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”, 1. John. 3:2.

Alt dette og mere til ved vi. Men, når det er sagt, betyder det selvfølgelig ikke, at der så ikke kan/vil komme noget til os på vor vej gennem livet, som kan få os til at blive bekymret, eller endda få os til at tvivle på, at det, der står skrevet, gælder mig. Vi lever jo i verden, og hver eneste dag bliver vor tro prøvet. Derfor er det da heller ikke uden grund, at Jesus opmuntrer os og siger: Frygt ikke! Og et andet sted: Jeg er med dig alle dage.., og er altså også med dig i det, du måtte oplever nu. Det bedste værn mod tvivl og fortvivlelse er derfor for det første at gøre det samme som Paulus, når han skriver:

“Jeg havde fattet det fortsæt ikke vil vide af noget andet, mens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og ham korsfæstet”, 1. Kor. 2:2.

Det, han her taler om, betyder, at han kun vil tale til dem om Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død, når han kommer til dem, men det betyder også, at alle andre tanker og meninger må afvises med de samme ord. Dette gælder fx tanker, som fortæller, at du ikke har fortjent frelsen, eller ikke gjort nok. Når sådanne tanker kommer, så kan vi med teksten om Jesus Kristus som korsfæstet afvise sådanne tanker og sige: Nej, jeg har ikke gjort nok, men jeg ved, at han, som døde for mig, har gjort dette ‘nok’ for mig. Derfor vil jeg heller ikke vide af andet end dette store vidunderlige, som han har gjort.

Det andet, som følger lige efter er at stå djævelen imod, når han kommer med tanker om, at dét, vor stedfortræder har gjort på korset, ikke er nok, og derfor opfordres vi til at tage Guds fulde rustning på, for det er jo vor sjælefjende, der prøver at få os til at tvivle og miste modet - og om muligt også troen. Vi må stå ham imod i alle ting

“for at vi ikke skal overlistes af Satan, thi hvad han har i sinde, det VED vi”, 2. Kor. 2:11.

Jo, vi ved, at Guds nåde er nok, og derfor giver vi ham ret, når tanker om det modsatte kommer snigende. Der er meget, vi ikke forstår, men det vi forstår er, at vi må holde ud i tro, og med fokus på ham, som ‘friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige’, Kol. 1:13. Ordene står i datid, hvilket vil sige, at det er sket. Han har friet os..! og han har ført os..! I troen ved vi dette. Vor tro hviler nemlig ikke på mennesketanker, som det fremgår af følgende lille eksempel. For nylig havde en kendt skuespiller en artikel i KD (16.10.18), og som overskrift stod denne udtalelse fra ham med store bogstaver: ‘Det er en trøst at tro på, at Gud husker os efter døden’. I artiklen talte han åbent om sin tro, døden og livet efter døden, og om det sidste siger han bl.a. dette:

“Da min far døde, sagde jeg til Vorherre: Jeg ved godt, at min far ikke troede på dig, men vil du ikke nok alligevel tage vel imod ham? Og det tror jeg, nej, det ved jeg, at han har gjort”.

Som det fremgår, er det ud fra et menneskeligt håb, at han mener, at 'Vorherre' ville tage imod hans far. Men fakta er, at ingen kommer til Himlen, fordi de håber det, eller overbeviser sig om, at det nok vil ske. Ifølge Guds ord ved vi nemlig, at der ikke er frelse i nogen anden under himmelen end Jesus Kristus og ham korsfæstet, Apg 4:12, 1. Kor. 2:2.

Der kunne siges meget mere om det, vi i troen er overbevist om og ved, nemlig, at alt det, der står i bibelen, er inspireret, ja indåndet af ham - og at det skrevne ord derfor er ‘er troværdig tale og fuld modtagelse værd’ - også når den fortæller om, at ‘Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere’, 1. Tim. 1:15. Dette er da også baggrunden for, at mennesker kommer til tro i mødet med Jesus og bliver forvandlet - som det fx skete, da en hel landsby kom til tro på Jesus, efter at de først hørte ‘den samaritanske kvinde’ vidne om Jesus, og senere også selv hørte ham. Det kan vi læse om i John. 4, og som bekendt ender med, at byens indbyggere derefter kom til den føromtalte kvinde og sagde:

“Nu er det ikke længere pga. din tale, vi tror; thi nu har vi selv hørt ham og VED nu, at han i sandhed er verdens frelser”, v. 42.

Denne vished, og alt det andet, vi har set på i denne gennemgang, har vi, da vi kom til tro på Jesus, fået af Gud som faste holdepunkter på vor livsvej - for vi ved, at han ikke lyver, men vil føre sit værk igennem. Dette er grundlaget for, at vi sammen med Paulus kan sige:

“Jeg er overbevist om (dvs.: jeg VED), at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag”, Fil. 1:6.

Jeg kunne fortsætte, for i bibelen står der meget mere om, hvad vi i troen ved, er sandt. Men nu vil jeg afslutte denne gennemgang af det, vi i troen ved, med nogle ord fra 2. Peters brev, hvor han skriver:

“Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige. Derfor vil jeg minde jer om dette, skønt I allerede kender det (egentlig står der, at 'I.. ved det') og er grundfæstede i den sandhed, som er kommet til jer”, 2. Pet. 1:10-12.